Det gamle slot

Rose var ligeglad med at folk så forbavsede på hende "Jeg vil ikke have at du behandler mig på den måde, Demetri.." hviskede hun og rystede på hovedet af ham og vidste ikke hvorfor det lige skulle være hende han skulle være sur på. Hun vidste faktisk ikke hvorfor han var sur på hende..

"Fuck dig, en ho" sagde han og rakte fuck til hende hvorefter han vendte sig og begyndte at gå mod udgangen.
Folk begyndte at rykke sig da de ikek også vilel have ødelagt deres aften.

Rose så efter ham, men fulgte derefter vredt efter ham. Hun havde ikke gjort noget galt. Undtagen at hun havde slået ham. Det var ham som havde opført sig som en røv overfor hende og sår'n. Hun ville ikke lade ham gå uden at få en undskyldning, selvom at hun var ret sikker på at hun aldrig ville få en.

Demetri var for længt nået ud af døren og var pisset ligeglad med om Rose fuldte efter.

Rose fulgte løbende efter ham og hev fat i hans ærme "Okay nu skal du høre her Demetri! Jeg er ligeglad med om du siger at jeg skal slippe dig.. Jeg vil have en undskyldning og jeg vil have den nu! Du kan squ da ikke være det bekendt, denne opførsel!" snerrede hun og fik ham til at stoppe og så op på hans ansigt.

"Som om" sagde han og skubbede hende så tilbage med den arm som hun holdte ham i så hun slap ham-.

"Demetri, stop nu ikk! Du bliver altid så sur når du ikke får din vilje!" sagde hun irriteret og så op på ham og ville følge efter ham indtil han havde fattet at han var en røv og at han skulle sige undskyld.

"Det sku da dig der bliver sur, og giver folk en lussing" sagde han i en halv grinedende og halv overlegent tone.

"Ja, fordi du flipper mig ud!" sagde hun og huskede tilbage da han begyndte at lægge sin finger på hendes hals og kaldte hende for 'skat' og det der.

"HAHAHA" grinte han bare og gjorder ikke rigitg noget ved alt det hun sagde.

Rose så op på Demetri og gik et skridt nærmere mod ham og havde virkelig lyst til at slå ham igen. Han var squ så irriterende! Hun vidste simpelthen ikke hvad hun skulle gøre med ham.

Han stoppede lige så roligt grinet.
"Skrid nu Rose forhelved" sagde han og rystede bare på hoved af hende.

Rose så op på ham og lagde armene over kors "Neeej... Det kan jeg ikke rigtig se nogen grund til" sagde hun og havde tændt for en flabet attitude.

"Jamen det passer perfekt, for så går jeg uden at du følger med" sgade han og smilte så barnligt til hende og begyndte så at gå.

Rose så efter ham og gik efter ham og var ligeglad med hvad han sagde. Hun strøg en hånd gennem sit hår og smilte hånligt over ham.

Han gik roligt og afslapped, gemmen den mørke have da solen nu var gået ned.
Alt var så stille og fredeligt, og springvandet som var i haven var oplyst af lamper.

Rose så op på Demetris ryg og lod kun nogle få gange sit blik gå væk fra ham mens hun fulgte efter ham. Hun vidste at han pludselig ville gøre et eller andet som ville få hende til flippe endnu mer ud end hun allerede var i forvejen.

Demetri fortsatte den rolige gang gemmen haven, uden nogen synderlig bevægelser-

Rose så på Demetri og begyndte at blive lidt usikker omkring at han ikke bevægede sig. Det var ikke normalt for ham at gå rundt med hende i hælene uden at sige eller gøre noget.

Demetri stoppede ved en rosenbusk og vendte sig så mod Rose.
Der var et koldt og køligt som på hans læber og hans øjne var som før han havde hvist at det var rose,
helt igemmen blide.

Rose så op på Demetri, først på hans kolde og kølige smil og tog det derefter op i hans øjne. De var helt blide? Hvorfor var de det? Hun vidste ikke rigtig om hvorvidt hun skulle være glad for at de var blide og ikke fyldt med had og vrede. Hun sagde intet og så blot varsomt på ham og stod kun en meter væk fra ham da hun havde stoppet op.

Demetri tog og blukkede en af de smukke bonderoser som var plantet og duftet til den,
han kiggede roligt på den og så på rose og så rosen igen, "Den er smuk ikke sandt" sagde han
og så fredfyldt på rosen. Hvorefter han duftede til den igen.

Rose så på Demetri og så så på den rose som han havde plukket. Hun nikkede svagt "Jo" sagde hun lavmælt og så undersøgende på Demetri "Er du syg eller hva?" spurgte hun og så sjældent Demetri på den måde.

Han tog den anden hånd, og rørte ved en torn som var ¨på den så han begyndte at bløde.
I det han blødte Slog hans øjne over på Rose, "Men desværre er noget så smukt og lokkede så farligt"
Et smil kom frem på hans læber, og fik ham til at ligne sin far.

Rose så på hans blødende finger og derefter tilbage op på hans ansigt og så hvordan hans smil var. Han lignede sin far. Uheldigvis havde hun mødt Demetris far, og det havde ikke været særlig behageligt. Hun bed sig i underlæben og så hurtigt væk fra Demetri og tvang sig selv til at blive stående hvor hun var.