Det gamle slot

"Demetri.. Stop" hviskede hun mellem stønnende og havde regnet ud at hun ikke kunne få ham væk fra sig, men havde dog stadig et greb i hans hår. Hun tog fat i hans trøje, bare for at holde fast i et eller andet og kunne mærke endnu fler tåre falde ned af sine blege kinder.

De blege kinder som Rose havde blev kun mere og mere hvide, jo mere Demetri drak.
Snart ville Rose falde hen og tilsidst besvime og dø.
Demetri sugede og sugede og hørte ikke det mindste af hvad Rose sagde.
Roses verden ville snart blive sort og kold.

Hun rystede svagt da hun følte sig så underlig kold. Hun slappede mer af i ansigtet og stønnede ikke af smerte længere. Hun gav langsomt slip på sine tag i hans hår og trøje, men prøvede dog stadig at have et lille greb i ham. Hun blev langsomt slap i hans favn og faldt hen i ubevidstheden..

Demetri førte nu sin ene hånd op under hendes kjole og lod den hvile på hendes røv og lod dernæst den anden gå rundt om hendes narke dette var en lettere stilling for ham at suge blod i.
Lige nu lå Rose faktisk i Demetris favn, igang med at få taget det sidste liv ud af sin ellers udødelige krop.
Smagen af blod var så uimodstålig så fristende, den var tegn på liv, på genopstandelse, på magt.

Rose kunne mærke hans hænder mod sin røv og ville have haft slået ham hvis hun havde kræfterne til det, men kunne ikke. Hun var væk, men kunne stadig mærke smerterne og den ubehagelige følelse af blodet som langsomt forlod hendes krop. Hvad skulle hun gøre? Hvis hun ikke snart gjorde noget, ville hun dø inden for nogle få øjeblikke. Hun kunne mærke at hun røg længere og længere væk og besluttede sig derfor at hun intet andet kunne gøre end at ligge i Demetris favn 0g lade ham gøre hvad han ville med hende.

Demetri stoppede ikke med at suge, blev bare ved og ved han hviste at hun ville dø.
Og ligenu var han ligeglad, han tørstede efter hendes blod.

Rose kunne mærke at Demetri ikke ville stoppe. Hun kunne langsomt mærke sin hånd gå op til hans ansigt og prøvede med sine allersidste kræfter at få ham væk eller bare få ham til at stoppe og tænke sig lidt om. Hun besvimede derefter det og vidste ikke hvad der skete og kunne mærke dødens kolde greb langsomt gribe fat i hende..

Demetri slap hende pluselig, og smed hende i det samme på jorden.
Hun ville væe besvidstløs godt en time nu og hvis nogen skulle finde hende...
Ville hun ikke engang kunne sige hvad der var sket, for....tja ingen ville tro hende.
Han grinte højt og ondskabsfuldt, og satte sig oven på Rose.

Den kolde følelse af dødens greb forsvandt brat. Hun var stadig væk og kunne mærke at hun ikke ville komme tilbage fra ubevidstheden en tid endnu. Hun kunne mærke Demetris vægt over sig og havde virkelig lyst til at slå ham nu, men kunne jo ikke.

Han lægnede sig frem mod hende og så roligt på hende.
HAn lod en finger køre oppe fra hendes pane og ned på hendes hage.
"Stilhed, Skønhed, og ungdommelig krop" hviskede han og lod så sig selv læne sig over hende så han faktisk lå på hende.
Han duftede til hendes hår og slikkede hende derefter på kinden.
"Fedt" hviskede han og mest fordi at hvis Rose havde været il bevisthed havde han aldrig kunne gøre dette.

Rose kunne mærke Demetris tunge mod sin kind og ville have haft åbnet sine øjne, men kunne ikke. De var så tunge og hun havde ikke kræfterne til det. Hun mumlede et eller andet indvendende, men vågnede ikke op.

Han grinte bare af hende. hun var svag og kunne intet gøre.
Han rejste sig langsomt op og rystede så på hoved af hende.
"HVad sker der" lød det ude fra mørket det var nogen mennesker som havde hørt
alle de mange lyde.
Demetri så overrasked ud og begyndte så at løbe ude i mørket.

Rose kunne mærke Demetris tilstedeværelse forsvinde, men kunne derefter oss mærke menneskers tilstedeværelse komme nærmere. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, og hun brød sig ikke synderligt om mennesker. Så ville hun hellere have at Demetri blev og de forsvandt.

"Her ligger en pige" lød en mande stemme, Demetris var allerede væk.
"Vi må få hende ind" sagde manden og begyndte at bærre Rose ind.


//out//