Til Alane ;)

Han smilede blidt til hende "jaja.." sagde han bare og trak på skuldrende, han kunne godt lide ild, men nu var det også en del af hans evner, en del af ham. Han lod hende ligge sit hoved på sine knæ, og så sig lidt om i hendes stue da hun kommeterede hans gaben "sådan er det bare.. det kommer bare til mig nogen gange så bliver jeg nødt til at gabe.." sagde han og smilede "jamen hvad skulle jeg dog lave? Jeg kan jo ikke sove!" sagde han drillende og trykkede hende på næsen. Han nød den varme hånd på sin kind og lukkede øjnene igen.

Alane så ned i gulvet og sagde ikke rigtig noget. Hun legede lidt med sine finger pga nervørsitet. Men hun lå der med hovedet legede hun stadig med sine finger. Hun så stille op på ham da han snakkede og nikkede stille. Hun smilede stille "Det ved jeg ikke? Være min krammebamse i stedet for min hund?" Sagde hun med et drillende smil hun klødede sin næse lidt og nys stille. Hun flyttede langsomt hånden og rejste sig så og gik ud i køkkenet. Hun åbnede køleskabet og tog en cola ud af det. Hun gik ind og satte sig i sofa'en ved siden af ham denne gang. Hun så ham i øjnene men sænkede så sit blik. Hun måtte ikke falde for vampyrens tiltrækningskraft.

Han så på hende, og havde næsten lyst til bare at tage hende op og kramme hende da hun sad og vred sine fingre af nervøsitet da det var sødt. "Hmmm.. mon ikke det kan arrangeres?" sagde han og rodede hende venligt i håret. Han smilede lidt da hun nøs "er du blevet forkølet nu? Du burde også tage noget varmere tøj på" sagde han mildt med sin fløjlsbløde forførende stemme. Han så efter hende da hun forsvandt ud i køkkenet "cola.. vidste du at dengang jeg var menneske var det der et lægemiddel?" sagde han drillende.

Alane sad bare og blev ved og bed sig så stille i læben men ikke hårdt mens hun sad nede på gulvet. Hendes hvalp snorkede i sin lille fine hundekurv. Hun så op på ham og smilte. Hendes smil roligt og dejligt. "Jamen jeg fryser ikke, jeg har det faktiskt varmt men jeg smider ikke noget tøj" Hun fik lidt kuldegysninger af den stemme han brugte der og hun lukkede stille sine øjne. *Hvad er han ude på?*. Hun lænede sig godt til rette da hun kom tilbage fra køkkenet. "Så dum er jeg heller ikke at falde for det!" Sagde hun med et skævt smil. Hun åbnede flasken og drak lidt af den opg stillede den så på bordet foran dem.

Axel så på hende "nej jeg ville heller ikke have du smed noget tøj, jeg ville have at du tog noget mere på så du ikke blev forkølet" sagde han blidt til hende, og lænede sig tilbage. Han så på hende og trak så på skuldrene "gå på wikipedia.. det fortæller dig hvad jeg har fortalt dig" sagde han drillende og smilede så skævt. Han så lidt over på hendes hvalp, og syntedes egentlig at den var lidt sød selvom han var mere til katte. Han lukkede sine øjne på klem, og slappede af, det var faktisk en behagelig sofa hun havde. Han tog en dyb indåning og trak vejret roligt.

Alane rejste sig stille op og smilte stille. Hun gik hen til døren til soveværelset og stoppede så kort. "Jeg går i seng nu. Godnat" Hun syntes Axel virkede en smule irriteret så hun tænkte det var bedst sådan. Hun åbned døren og gik ind og skubbede den halvt lukket efter sig. Hun gik hen og tog sit nattøj på hvilket bestod af en stor t-shirt. Hun satte sig på sin seng og kaldte på sin lille hvalp som straks vågnede og løb ind til hende. Hun puttede sig i sin seng og trak hvalpen ind til sig og lukkede så sine øjne.

Axel så efter hende "godnat.." sagde han stille og lidt undrende. Han tog det lidt som en pæn måde at be ham om at gå på så han rejste sig og gik ud på badeværelset og lagde håndklædet. Han gik stille ud fra badeværelset og så lidt hen mod hendes værelse og nåede lige at se hvalpen smutte ind til hende. Han smilede svagt og gik hen til døren og tog sine sko på, han tænkte lidt mens han gjorde det, havde han mon sagt noget forkert eller var hun virkelig bare blevet træt. Han fik lyst til lige at sige godnat, og farvel, men var bange for at hun allerede sov. Han åbnede stille døren så stille han nu kunne.

Alane lå bare og stirrede tomt frem i luften. Nogle få tåre løb ned af hendes kinder og den lille hun peb og nussede sig mere ind til hende. Hun hviskede stille "Jeg gør altid et eller andet dumt.... Jeg ved bare aldrgi hvad, alle folk virker så afvisende til sidt. Ikke engang min egen bror ville have mig og efterlod mig bare" Nogle flere tåre løber ned af hendes kinder. Igen hviskede hun stille "Måske er det fordi jeg er så grim som jeg er?" Hendes lille hvalp peb igen og så sørmodeligt op på hende. Hun tørrede stille sine kinder men nye tåre løb hurtigt ned af dem. En lille hvisken mindre end før "Hvis bare der var en der ville holde af mig og ikke efterlade mig..." Hun klemte sine øjne øjne sammen og krøllede sig sammen.

Axel standsede op så snart han hørte noget, han blev stående med dørhåndtaget i hånden og lyttede. Han sank stille en klump i sin hals og stirrede på døren i flere minutter der føtedes som timer. Så lukkede han lydløst døren og trådte sine sko af. Han vendte om og gik tilbage ind i stuen og ind i hendes soveværelse. Han lukkede døren på klem bag sig og gik hen og satte sig på sengen ved siden af hende. Han strøg hende blidt over kinden med den ene hånd "du har ikke gjort noget galt" hviskede han stille og beroligende "sov lidt.. jeg går ikke" sagde han, og strøg hende over håret.

Alane lå på sin seng sammenkrøllede i de mørke silkelagner. Hendes krop rystede stille men hun snøftede stille. Hendes hvalp krøllede sig in under hendes arm og peb mere. Hun lukkede armene om den og krammede den. Tårene løb stadig ned af hendes kinder. Hun virkede så skrøbelig at bare en forkert bevægelse og hun ville smadre fuldstændig. Hendes øjne skød åben da hun hørte døren lukke og hun så op. Hun så på Axel og prøvede at tørrer tårene væk men de kom bare igen. Hun fulgte ham med øjnene og lukkedde dem da han strøg hende over kinden. Hans hånd blev våd af tårene der var på hendes kinder. Hun så op på ham med håb i øjnene men det blev hurtigt smuldret og hun lukkede bare øjnene og nød nærkontakten, den blide strygen over håret så længe det nu varede.

Axel lod sig ikke mærke med at han fik hendes tårer på sin hånd, han ville næsten bare ønske at han havde haft en varm hånd, for så ville hun nok være faldet mere til ro. Han lagde sig tøvende ned ved siden af hende, eller med i hvertfald lidt afstand, de var stadig naturlige fjender, og ofte blussede der et had op i ham selvom der intet ondt var sket mellem dem, men han havde ondt af den lille varulv og ville blive hos hende til hun var blevet glad igen. Han kærtegnede hendes hår, og lå stille "jeg går ikke og jeg sover ikke.. bare rolig.." hviskede han beroligende til hende. Han så kort rundt i det mørke rum, og var helt stille.

Alane lå bare stille med lukkede øjne mens tårene stadig piblede frem og glled ned af hendes bløde kinder. Hun åbnede stille sine øjne. Hun kunne mærke den tøvenhed og hvorfor den var der. Hendes øjne viste et øjeblik sorg. Hun rejste sig op og gik ud i køkkenet. Gik hen et sakb. Tog en flaske vodka ud og åbnede den. Hun begyndte stille at bælde den. Det var hendes måde at heale hendes indre sår på. Det var at glemme det hele ved at drikke sig stangstiv. Hun satte sig ved køkkenbordet og stirrede tomt ned i bordpladen. Hun drak igen noget af vodkaen. Hun havde den lille hvalp i skødet og den puttede sig ind til hende. Hun strammede grebet om flasken til det punkt at den snart ville splintres. Hun hviskede stille "Alle hader mig, uanset hvad jeg gør, uanset hvor venlig jeg er mod dem."

Axel så på hende, og blev liggende og blev overrasket da hun pludselig rejste sig. Han så lidt efter hende og blev siddene da hun gik ud i køkkenet. Han hørte hendes stemme, og rejste sig og løb med vampyrfart ud i køkkenet og greb flasken fra hende "jeg hader dig ikke... men du bliver nødt til at åbne dig for mig og lade være med at stikke af! Du er en varulv og du burde afskye mig som pesten, underligt nok gør jeg det ikke med dig, men jeg er van til varulve efterhånden, de kvindelige af dem er sødere end fyrene, men det er ikke det jeg vil ind på! Du bliver nødt til at tale om tingene jeg kan ikke læse tanker!" sagde han, og holdt flasken væk fra hende, for han nægtede at snakke hvis hun var stangstiv. Han ville bare have hende til at åbne sig så han kunne forstå hende, for han forstod ikke hvorfor folk skulle hade hende?

Alane tog endnu en stor slurk og mumlede noget utydeligt noget og drak så noget mere. Hun sukkede og lagde så hovedet på bordet og nussede sin lille hvalp. Hun sad bare og stirrede på Axel og protesterede heller ikke da han tog flasken fra hende. "Er du klar over hvor svært jeg harde t med at åbne mig overfor andre folk. Jeg har ingen grund til at hade dig! Og jeg stikker ikke af! Jeg kunne mærke hvordan din krop afskyede mig! Jeg ved ikke hvad der er sket mellem varulvene og vampyrene for at de hader hinanden så meget! Fordi ved du havd jeg har aldrig haft nogle til at fortælle mig om det!!" Hun rejste sig op og så ham i øjene, hendes øjne lyste af smerte og rigtig meget sorg. "Jeg har aldrig haft nogen her til at at passe på mig, være her for mig eller bare snakke med mig i det hele taget! Alle de folk jeg har lukket ind har stukket mig i ryggen og har efterladt mig!!" En tåre løb ned af hendes kind. "Ikke engang min gen bror ville have mig! Han efterlod mig da jeg var 11, jeg er stadig en hvalp og jeg aner ikke hvordan jeg skal klare mit liv som varulv! Jeg ved ikke hvordan man gør!!" Hun så ham i øjnene og sænkede så blikket og hviskede stille. "E-Er det for meget at bede om at bare have en person som holde af mig og som ikke vil efterlade mig?...."

Han så på hende "Du har masser af grunde til at hade mig! Jeg stinker langt væk af lig, og blod jeg er din naturlige fjende!" sagde han "Jeg ved godt at du har svært ved det, men jeg forstår dig ikke jeg vil bare have at hvis du vil have mig her må du åbne dig, for jeg kan ikke holde ud at du er så trist!" sagde han og knaldede vodkaflasken ned i bordet så den splintrede, og skar ham i hånden. Men han lod sig ikke mærke med blodet eller såret han så bare fortsat på hende, og fik røde øjne "Min krop afskyer dig ikke.. og jeg kæmper mod de ting mine indstinkter vil have mig til.." sagde han lidt lavere. Han stod og så på hende mens hun sagde det og så ikke blodet der løb sammen med vodkaen der løb ned af bordet "alkohol er ikke den rigtige flugt.." sagde han så stille "jeg ved der er nogen der holder af dig, ogg hvis der ikke er så er der mig" sagde han kort "selvom jeg ikke tror at jeg nogensinde kan elske, eller holde af nogen oprigtigt.." sagde han, og det virkede som om hans raseri var dampet af.

Alane så på ham "Det er ikke din skyld, det er dit naturlige instinkt og sådan er du bare og jeg kunne aldrig hade dig, uanset hvad du så gjorde ved mig okay!" Hun knyttede sine hænder og så på med de samme smerte fyldte øjne. Alane så på ham uden at sige noget. Hun stod bare og så på ham, hun veg tilbage da flasken splintrede men et glasskår snittede hende ind over kinde men hun lagde ikke mærke til noget. "Hvilke instikter?" Hendes stemme blid nu. Hun så ham i øjnene og lod ham tale. Hun så ned. "Det ved jeg godt.... Men det var det nemmeste for mig" Hun så ned og rystede på hovedet. "Nej...." Hun så op da han nævnte sig selv men så væk da han sagde han ikke ville kunne holde af nogen oprigtigt. "S-så det her er bare en løgn.....?" Hendes stemme knækkende op til flere gange.

Axel så på hende og stod stille "det tror jeg ikke på.." sagde han bare, og så kort på sin hånd, og så derefter på hendes kind. Hans øjne blev rødere, og han så ned og bed sig i læben "ens instinkter.. ligesom en hest ved hvordan den skal finde hjem, det er bare noget der ligger i dens instinkter" mumlede han og rakte ud og strøg blodet væk fra hendes kind uden at kigge. Han så lidt på blodet på sin hånd, og tørrede det af i sine bukser for han turde ikke smage på det, hvis han så blev fristet til at bide hende. "Man skal ikke vælge det nemmeste man skal kæmpe for det man er og det man står for.." hviskede han lavt og støttede lidt til bordet.
"Det er ikke nogen løgn det er en lidelse, men jeg gør hvad jeg kan for at holde af andre, jeg ville beskytte dig til hver en tid hvis du kom i knibe.." sagde han og så på sin hånd der stadig blødte "jeg er farlig.." mumlede han og rettede sig op "jeg bør nok gå.." mumlede han med sine øjne fæstnet på gulvet, og gjorde klar til at gå ud og tage sine sko på.

Alane så på ham og sagde ikke noget indtil han snakkede. "Det er sandt uanset hvad du tror, jeg kan blive vred på dig men ikke hade dig." Hun så ham i øjnene også ned på gulvet. Hun lyttede til det han sagde men var ellers stille. Da han var færdi så hun op og lod ham roligt røre hendes kind. Hun så den blodige finger og lagde sine fingerspidser mod såret. Hun så på Axel også ned i gulvet "Det ved jeg godt, men til sidst bliver man træt af at kæmpe også vil man bare have den hurtigste mulighed der er...." Hendes øjne sted igen op og så ind i Axel's.
"Er det at være her med mig en lidelse....?" Hun så ned og bed sig i læben igen men undgik sårene. Hun så op da han sagde han var farlig og hendes øjne blev triste da han sagde han burde gå. *Han lovede at blive her indtil jeg var glad..... Da han gjorde mine til at gå lagde hun armene om ham bagfra og borede hovedet ind i ryggen på ham. "D-Du må ikke forlade mig..." Hendes stemme blød og fortvivlet.

//Smutter nu, vi skrives imorgen futte :3

Axel så på hende og tænkte sig om "jeg forstår det ikke.." sagde han uforstående "jeg har aldrig hørt om sådan et tilfælde" mumlede han stille. Han lyttede til hende, og så ned i gulvet "den nemmeste udvej trækker bare en længere ned i sølet, det lover jeg dig.." agde han stille. Han var ved at gå ud da han fornemmede en varm person knuge sig ind til hans ryg. Han så lidt ned på hendes hænder om sin mave. "Jeg vil ikke forlade dig, jeg vil beskytte dig, men jeg bliver også nødt til at beskytte dig fra mig" sagde han stille, men blev stående. Han lukkede sine øjne og tog en dyb indånding, og tvang sine øjne til at tage en anden farve. De blev langsomt blå igen, og han blev lettet for det betød at han ikke behøvede bide nogen lige nu. "Alane jeg forstår dig ikke.." mumlede han "du er indviklet.." sagde han stille.

Alane så ham i øjnene og sukkede, hun kunne ikke komme op med en bedre forklaring end den hun lige havde givet ham. Hun så ned også væk men sagde ikke noget. Hun svarede ikke du hun godt vidste det var sandt men ligenu havde hun ikke brug for belæring men for en som der var der for hende men Axel havde selv sagt han ikke kunne være der oprigtet for hende og det var det hun ønskede og han ville ikke engang prøve. Hun lukkede sine øjne og knugede sig ind til ham "Du lovede at blive hos mig men alligevel vil du gå fra mig?" Hendes stemme blid. "Men hvis du ikke ønsker at være her mere så gå bare" Hendes blik slog sig ned i gulvet og satte sig på knæ og begyndte at samle glasskårene op. Hun så ikke op på ham da han snakkede til hende men svarede dog stadig. "Det er der ingen der gør og ingen prøver heller ikke at forstå mig" Hun blev ved med at samle glasskårene op og smed dem så ud. Hun fandt et håndklæde og begyndte at tørrer alkoholdet og blodet op fra gulvet. Hun sagde ikke mere nu.

Han stod stille, og så lidt ned i gulvet da hun sagde det. Han havde lovet det, og han holdt altid hvad han lovede. Han vendte sig stille imod hende og tænkte lidt "undskyld.." sagde han så, for han kunne ikke rigtig komme på noget mereintelligent at sige, desuden syntedes han at hun fortjente en undskyldning, han havde mistet kontrollen over sit temperament hvilket ikke skete så tit. Han bed sig lidt i læben og så ned på hende. Han satte sig ned på knæ "kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han forsigtigt, og så lidt på blodet og alkoholen. Han havde dårlig samvittighed, næsten som hvis han havde bidt hende.

Alane slap ham stille mens han bare stod og var egentlig klar til at han forlod hende ligesom alle de andre gjorde. Hun sukkede og så ned, hendes øjne fyldtes langsomt med tåre men hun tørrede dem hurtigt væk og så på ham da han sagde undskyld. Hun nikkede stille på ham og tørrede så det op af bordbenet væk. "Nej jeg er næsten færdig, men heldigt her ikke er gulvtæppe" Et lille smil bredte sig over hendes ansigt. Hun tørrede så det på bordet væk og så ham i øjnene. "Tror du virkelig aldrig du nogensinde vil kunne holde af mig oprigtigt?" Hun sænkede så blikket ned i gulvet.

Axel så på hende, og sad stille på hug foran hende. Han tænkte og så lidt ned i gulvet, og bed sig lidt i læben igen "jeg kender en pige.. en menneskepige som bringer en masse... uinforskede følelser til mig, hvis det kan lykkes mig at forelske mig, kan det vel også lykkes mig at holde af dig, og glemme det med fjendskaben og være din ven.." sagde han. Sian havde virkelig gjordt noget ved hans følelsesliv, så mon ikke det var muligt at vække oprigtige venskabs følelser for Alane, han ville gøre alt for hende, var det ikke en slags venskab, eller en start på det i hvertfald? Han satte sig ned på sin røv og så lidt på hende, og tænkte lidt.

Alane kløede sig lidt i øjnene og gabte stille. Hun så på ham da han beyndte at tale. Hun rødmede med det samme og skammede sig over hun havde flirtet med ham og især det hun var begyndt at blive lidt tiltrukket af vampyren men sagde ikke noget og gemte det bagerst i hovedet og smilede så "Det er jeg glad for" Hun gik ud af køkkenet og ud på badeværelset og smed håndklædet i vasketøjs kurven sammen med de to andre som lå på gulvet. Hun gik ind i stuen og tog sin cola og gik så ud i køkkene igen og satte sig ved siden af ham.

Axel var desværre ligeså skamløs som alle andre vampyrer når det galdt flirten, men han lagde ikke mærke til hvis han gjorde noget forkert. Han smilede stille til hende og så lidt rundt. "Jeg er glad for du er glad.." sagde han stille og smilede blidt til hende. Han skulle til at rejse sig da hun gik ud, men blev siddene da hun kom tilbage og satte sig ved ham igen. Han smilede varmt "så du har ingen kontakt med din familie overhovedet?" sagde han stille. Han kunne ikke forstå hvor hendes forældre var, og hvorfor ingen havde fortalt hende om livet som varulv.