er det held eller rent uheld at møde den her skygge -tristan

Tristan drejede hurtigt rundt og løftede sværdet så det pegede imod Sakref og var klar til at parere eller angribe. Var lille ikke den dæmon ham og Camille have mødt i lufthavnen. "Jeg har truffet hendes bekendt skab, ja." svarede han koldt og bed hårdt tænderne sammen imens han prøvedet at få de skide lyn ud igen, men igen kun små blå gnister.

sakref grinte lidt "så har du været heldig for nu. men du kommer til at finde ud af hvad jeg leder efter. efter du har klaret nogen af de opgaver jeg nok giver. de der valgfri nogen" sagde sakref og hoppede ned imod tristan fra muren af.

"Hvad er det for opgaver fx?" svarede han og kløede sig lidt i det orange hår med sin frie hånd, den anden som han havde sværdet i var stadig peget imod Sakref og fulgte ham nøje for en sikkerheds skyld. Endnu et forsøg på at slå lyn ud. Denne gang hoppede der et par fesne små gløder ud af spidsen af sværdet.

"du ved dem der hvor du ville få belønninger. og det bliver meget snart at du bliver sendt til en men bare rolig du bliver ikke sendt afsted alene. jeg sender med dig den jeg holder mest af i hele den her verden" sagde sakref og hoppede op og lavede endnu et angreb men tristan nåede lige at få det pareret men sakref holdte bare sit sværd hen imod tristans sværd. "og hvis hun kommer til skade så forstå. at så kan du se dig selv som en død mand" sagde sakref med et særiøst ansigtsudtryk.

Tristan parerede og man kunne høre stål klinge i rummet. Han ventede lidt et yderliger angreb, men da Sakref blev stående kiggede han op og lavede en 'WHAAAAAT!?' grimasse, vis han skulle have en sådanne person med så hellere gøre det alene, dette sagde han dog ikke. "Øh, hvem er denne person??" svarede han og sank nervøst en klump inden og drejede rundt i en slags cirkel med sværdet strakt så det fløj imod sakref igen.

sakref parerede slaget og imens han parerede slaget så spændte han også ben for tristan så tristan ville falde. "min vidunderlige datter" sagde sakref og lidt efter åbnede døren og sakref vendte sig om. "og når man taler om solen der kommer jo min sol" sagde sakref med et glad smil. ind kom en flot ung kvinde. hun lignede en på de ca 17-18 år gammel. hun havde en krop der var det mest perfekte tristan nogensinde havde set på en kvinde. hun havde et vidunderligt ansigt og perfekte former og figur. dog var der nogen ting der var ikke helt normale. hun havde nemlig lyselilla hud, rød orange øjenfarve, 10-15 censimeter lange horn på panden, en hale, og små vinger på ryggen, hendes hår var dog lidt mere normalt på en hvis plan. hun havde nemlig den samme farve hår som tristan men mere rødt end tristans. og så var det ikke normalt at en kvinde ville have så store bryster. hun måtte have mindst g-skåle bryster. "hold nu op far med at smirre mig" sagde hun med den yndigeste og perfekte stemme nogensinde. "og hvem er det så far?" spurgte hun da hun så tristan. hun smilte venligt men også på en hvis plan lokkende. det var for tristan som om hendes smil trak i ham som i at han skulle komme hen til hende.

Tristan kunne igen mærke hans sværd klinge imod noget og derefter en fod der spændte ben for ham. Han prøvede forgæves at holde sig på benene, men faldt så ned lige på røven. "Auch..." mumlede han og kiggede op på Sakref med en sur mine. En datter? Det virkede underligt at en person som Sakref skulle have en datter, men hvorfor ikke? Måske var det fordi han så så ung ud at man ikke forventede det, men han var jo nok temelig gammel. Tristan vente hurtigt hovedet da døren gik op. Han spærrede øjnene op ved synet, var det hans datter?! *You've gotta be kidding me...* tænkte han sig selv og kiggede fra Sakref til den meget MEGET smukke kvinde, "Er DET din datter?!" spurgte han overrasket og lod stadig blikket køre fra Sakref til kvinden. Hendes smil virkede meget lokkende og på en eller anden måde havde han lyst til bare at gå over og trykke hendes hånd og præsentere sig åbenhjertet, også alligevel havde han en fornemmelse i maven der sagde at han bare skulle forholde sig på jorden og ikke gå nærmere, han var meget splittet, men valgte at lade Sakref svare eftersom, det var ham hun havde spurgt.

"du lyder ellers lidt skuffet over at jeg er datteren af den store sakref... altså far har du nu sagt alt for gode ting om mig" sagde hun med et frækt og flabet smil. "det er tristan en ny lærling" sagde sakref efter hun var færdig med at sige hvad hun ville sige. hun kiggede lidt på tristan og smilte let. "han ser ud til at klare sig meget fint imod dig far af et menneske af være" sagde hun med et smil. "ja kan klare det faktisk meget fint" sagde sakref bagefter. "men jeg ville bare se hvordan det gik for dig far så jeg vil lade jer to være i fred ses far elsker dig" sagde hun og kyssede sakref på kinden og svingede røven til sidderne som en rigtig sexede pige imens hun begyndte at gå afsted hen imod døren.

"skuffet? Nej ikke ligefrem.." nåede han lige at svare med et kækt smil. Det morede ham lidt at hun sagde at han så ud til at klare sig godt, det måtte være ironi, han sad, slået ned i jorden med røven først og den eneste der havde skrammer, han havde ikke engang ramt Sakref en enkelt gang. Pigen svingede om og den måde hun gjorde det på kunne ikke andet end at få en dreng til at tænke *Sikke en kvinde...wow..* Dette blev dog ikke sagt højt. Hun havde nu ryggen til og Tristan kiggede med en forundret grimasse op på Sakref imens han lydlødt, med en masse fakter signalerede 'Hvordan du ha sådan en datter?!'. Tristan var nok allerede begyndt at se Sakref lidt som en lærermester og lærermestre i film havde altså ALDRIG lækre døtre.

"det er en lang historie om hvordan min søde dejlige zaela kom til den her verden" sagde sakref med et smil.

Tristan lavede endnu en gang en 'WHAAAAT' grimasse, han var forvirret, altså Sakref var da en meget pæn mand, men hans datter var UBER HOT. "Hvem er hendes mor?" Røg det ud af ham, uden at tænke over om det var et upassende spørgsmål.

"det er nemlig det der er det sværeste at forklare. hun har nemlig ikke nogen mor. hun er skabt ved hjælp af magi og kemi" sagde sakref og gik lidt rundt frem og tilbage. "men hun er min datter da vi brugte mit blod til at lave hende. det er derfor hun har dæmon krafter" sagde sakref bagefter.

Tristan nikkede forstående, det forklarede en hel del at hun var lavet af kemi og magi, andet var ikke muligt.. mente han. "Forklare en del" svarede han og fik et lumsk smil da han så sit snit til angreb nu hvor Sakref ikke bemærkede det. Hurtigt havde han snoet sig på benene og slynget sig hen imod Sakref imens han svingede sværdet imod hans side.

sakref havde hørt tristan bevæge sig og han havde i midt i det tristan havde svunget sit våben parerede angrebet og faktisk fik slået sværdet ud af hånden på tristan og derefter gav han tristan et ordenligt cirkelspark lige i maven på ham. "du troede lige at jeg havde glemt det hele" sagde sakref med et ondt smil.

Tristan spærrede overrasket øjnene op da hans sværd blev slået ud af hænderne på ham og kurede et par meter væk, for langt til at han kunne nå det. Alt for sent opdagede han sparket på vej imod hans mave, men til hans overraskelse var hans arme allerede slynget op foran ham. Kraftige blå gnister kunne ses på dem da de tog imod sparket, hvilket resulterede i at han blev skubbet lidt bagud, men ikke så han faldt til jorden som han ellers ville have gjort. "JA jeg gjorde! ..vent.. så du det?!" Udbrød han først for at svare på det Sakref sagde, men kom så i tanke om hvad der lige var sket.

"jep jeg så det også. det gjorde ikke så meget ondt desværre men jeg så det og jeg mærkede noget kildede" sagde sakref og grinte lidt. "men det er kun starten på det hele men hvad var det du tænkte på da du fik gnisterne til at komme" sagde sakref med et lidt hastende udtryk.

Tristan gav Sakref et påtaget bebrejdene blik da han sagde det kildede. Han begyndte så at huske tilbage på hvad han havde tænkt.. Hmm, jo bare et sekund før, da hans sværd blev slået ud af hænderne på ham og han var ved at blive ramt. "Min familie.. og hvordan de ser mig som en fiasko..." svarede han, det sidste næsten en mumlen imens han slog blikket ned i jorden.

"og det du tænkte var at du ville gerne bevise at du ikke er en fiasko og det er den følelse der gjorde at den gnist slog ud. det er den følelse du er nød til at hænge fast til og lære at kontrollere i stærkere grader. fordi hvis du kan kontrollere den følelse så kan du kontrollere dine krafter" sagde sakref og faktisk klappede af tristan.

Tristan hørte lidt hvad Sakref sagde, så med andre ord skulle han vel bare holde fast på at han ikke var en hel fiasko? Han slog ud i et stort smil da Sakref rent faktsik klappede. Det var stort at få ham til det kunne han mærke. "Men hvordan kontrollere man en følelse?" spurgte han så efter at have tænkt lidt over det.

"du kontrollere en følelse ved at kontrollere det du tænker. hvis du bliver ved med at tænke tanken at du vil aldrig mere skuffe dine forældre så vil den følelse komme frem og den vil være lettere at kontrollere. men det nytter ikke bare at du ligeud tænker at du vil ikke skuffe dine forældre du bliver nød til at holde den der. fordi tanker kan hurtigt flyve over til det dårlige og det må det aldrig gøre. for hvis dine tanker ryger over til det dårlige midt i en kamp så vil du miste dine krafter end til du får den kontrolleret igen og det er ikke så nemt at gøre det" sagde sakref og gik lidt rundt imens han snakkede.

Tristan lavede en skeptsisk mine. Han vidste ikke hvordan han skulle lade være med flyde over i dårlige tanker, dårlige tanker var mest det han havde når han tænkte på sin familie. "Urg.. Jeg skal prøve.." svarede han og strakte den ene arm. "Skal vi fortsætte?" sagde han så med nyfundet mod og stilte sig an til at skulle forsvare sig uden et våben.

"nej vi lader træningen gå videre imorgen det er spisetid" sagde sakref og begyndte at gå hen imod døren. man kunne se udenfor at det var mørkt udenfor. "de gik op og de kom op af trapperne igen. derefter da de var kommet op i tronsalen gik sakref hen imod anden dør til højre for tronen og bag døren var der en lang gang. der gik dog ikke særlig lang tid før de var allerede ved døren hvor de gik igennem. bag døren var der et virkelig stort spiserum fyldt med pladser som hvis man skulle holde fest. der sad de andre allerede gang med at spise bortset fra bron som så ud til at bare kigge på maden. dog var sakrefs datter der ikke. hvor kunne hun være?

Tristan lavede en utilfreds grimasse, men fulgte med, han var lige ved at få den og var fit for fight. Imens de gik kunne han ikke lade være med at gå med sin hånd foran sig og prøve at eksperimentere med det Sakref havde sagt. Som forventet var det sværre at lave gnister udenfor rummet, men en gang imellem lykkedes det at få nogle blå gnister til at springe frem. Før han vidste det var de i spisesalen. Alle han havde mødt sad der, bortset fra datteren, gad vide hvor hun var og om hun overhovedet spiste med dem? "Hvor er din datter henne?" spurgte han nysgerrigt efter at have kigget rundt i rummet.

"hmmm hun er nok kun nogen få minutter forsinket hun kommer om lidt sikkert" sagde sakref med lidt tænkende usenene. han tænkte måske også på hvor hun var. men dog var alt maden der var på bordet bare lækkert at se på. det var som at se på en perfekt festival. der var bare masser af lækker mad fra fisk til lækre hjemmelavet burgers.

Tristan tænkte lidt og trak så på skuldrende, han var hundesulten. "Nå, men lad os spise!" sagde han så uden at tøve mere og satte sig over på en fri plads ved siden af Bron som ikke så ud til at spise. "Hvad så makker, ikke sulten?" spurgte han med et imødekommende smil.