er det held eller rent uheld at møde den her skygge -tristan

"i de forkerte hænder kunne de godt og mange folk vil mene at sakref er uværdig til at holde den evne men sakref vil gerne have de medaljer fordi hvis han har de medaljer så kan han skabe sin egen verden. langt væk fra den her verden så det ikke ville skabe problemer" sagde chef bagefter.

"Jeg tror ikke jeg forstår" svarede Tristan og kiggede lidt ned i bordet "Men jeg forstår at jeg måske skulle åbne øjnene og se udover fordommene omkring væsner, ved det ikke forstået at jeg stopper som dusørjæger" fortsatte han og sendte Chef et tandsmil. Ikke tale om at han stoppede som dusørjæger, ha var kommet her for at gøre sin forældre stolte og det var lige det han ville gøre.

"hehe ingen grund til at stoppe med at være dusørjægere men du skal først lære hvad du jager og hvorfor du jager det før du begynder. der er jo ingen grund til at jagte noget som ikke har nogen grund til at blive jagtet" sagde chef venligt "men der er flere ting end bare den grund. fx sakrefs blod. du burde allerede vide nu at det er specielt" sagde chef med sin franske accent.

Tristan sendte Chef et smil og kiggede ned på sin hånd imens han igen prøvede at få evnen frem, det resulterede dog kun i små blå gnister der hoppede op fra hans hånd. "Tro mig, det har jeg stiftet bekendtskab med.." svarede han og holdt fokuset på sin hånd.

"og det kan mere end bare at give mærkelige krafter i en eller anden pærevælding. det kan skabe liv. hvordan tror du at sakrefs datter zaela er kommet til? og det kan mere end det. du skal tænke på at alle sakrefs energier og krafter ligger i hans blod og hvis du drikker hans blod råt så vil du også få hans energier og dine krafter vil blive stærkere" sagde chef.

Tristan havde godt hørt om Sakref datter og kunne ikke lade være med at tænke på hvad der ville ske hvis man fik en overdosis af Sakrefs blod. "Hvad nu hvis Sakref blev bidt af en vampyr?" fortsatte han nysgerrigt, ville vampyren så blive så meget stærkere?

"vampyren ville blive stærkere. faktisk meget stærkere men man kan sagtens få en overdosis af det heldig vis. men hvis vi siger at sakref bliver taget til fange så hvis de dræner ham langsomt for blod ville de kunne blive uovervindelig. men for meget på en gang og du eksplodere til tusind stykker da din krop ikke kan holde så meget energi og styrke" sagde chef.

Tristan gøs, at springe i tusind stykker lød ikke ligefrem rart. "Så, når Sakref sender os ud på missioner er det så blandt andet for at finde medalion stykker?" fortsatte han og ændrede emnet.

"nemlig og det kan blive meget hurtigt farligt men det kan også gøre en meget hurtig rig. du skal tænke på at der er uvurderlige ting derinde. ting som du aldrig nogensinde ville have set to af. lavet af de flotteste materialer og ting" sagde chef bagefter.

"Jeg kunne godt bruge nogen penge.." mumlede Tristan tilbage med et tænksomt udtryk ved det Chef sagde. Han var stort set næsten flad og nogle uvurderlige rigdomme lød slet ikke så tosset.

"men kun sakrefs lærlinge har set ud til at være kloge og stærke nok til at kunne klare de missioner. og hans datter af hvad jeg høre så klarede hun sine opgaver virkelig godt" sagde chef med et smil. "men sakref har så mange hemmeligheder og ting som gør ham unik at jeg kan ikke tælle dem mere" sagde chef bagefter.

Tristan lavede en lille grimasse. Når ja mission... Han skulle have datteren med. Han tvivlede lidt på om han overhovedet var stærkere end hende, hvordan skulle han så forhindre der skete hende noget og ikke blev betegnet som en død mand. "Jeg forstår..Det skal nok blive...intressant" svarede han med et anstrengt smil.

chef rejste sig op bagefter da de var færdige med at sige noget. "jeg må hellere lade dig smutte nu så du kan ordne dine ting for selv om at det altid er solskind her så går tiden stadig som normalt udenfor" sagde chef og begyndte at gå ind i køkkenet.

Tristan vågnede ligesom op ad en trance og kiggede på sit ur. 21.01. Woow tiden fløj jo afsted. "Du har ret, tak for snakken" svarede han og sendte Chef et smil inden han bevægede sig ind i køkkenet og ud af den anden dør ind til spisesalen. Så fortsatte han ud til tronrummet og videre ind af døren der første til hans værelse.

da han endelig kom op af trappen blev han mødt af sin kat der stod ved døråbningen og ventede på ham. den kiggede på ham med store øjne der næsten spurgte om "hvor fanden er vi" agtigt.

Tristan begyndte at bevæge sig op ad trapperne og han kunne mærke hvor træt han egentlig var blevet. Et smil kom frem på hans læber da han blev mødt af en lille mis i døråbningen. "Hey Lucky Luke" mumlede han og tog katten op i favnen. "Jeg er ked af at du blev slæbt med herhen, men vi ved begge to at du ikke ville kunne klare dig en dag uden mig." drillede han og gik ind på værelset og lukkede så døren efter sig.

tristan kunne se at han havde et stort arbejde foran sig med at pakke ting ud og det hele.

Tristan sukkede og satte katten ned. "Pakke ud, pakke ud og atter pakke ud.." mumlede han og gik så småt igang.

//Skal vi springe lidt frem i tiden, går ikke ud fra at mig der pakker ud er intressant xD //

//god ide :D lad os springe frem til næste morgen//

næste morgen blev han vækket af at nogen bankede på hans dør. hvad fanden var klokken? og hvem kunne det være der bankede?

Tristan slog søvnigt øjnene op ved lyden af nogen der bankede på. Han var næsten blevet færdig med pakke ud og lå fulgt påklædt på sin seng. Han kiggede træt på sit ur. Den var ikke forfærdeligt mange og han havde stadig lidt til til at komme ned til morgenmad. Med tunge skridt fandt han frem til døren og åbnede op.

han så at det var zaela der stod ved døråbningen. "hej undskyld jeg vækker dig jeg tænkte bare jeg ville vække dig før der er mad så min far ikke bliver sur på dig på din første dag" sagde hun med et sødt smil.

Tristan gav hende et taknemmeligt smil. "Tak skal du ha, jeg ville nødig have 200 omgange rundt om gårdspladsen den første dag" svarede han rodede sig lidt i det orange hår. "Men hvis du vil have mig undskyldt så skal jeg lige skifte inden morgenmad, så er jeg klar til træning" fortsatte han og gav hende et undskyldene blik.

"selvfølgelig. jeg vil gå ned så imens. vi ses nede ved spisehallen" sagde hun med et smil og gik ned af trapperne igen.

"Vi ses" svarede han og lukkede døren igen inden han gk hen for at få tøj på. *Megt flink pige* tænkte han til sig selv og valgte et par baggy sorte jeans som man kunne bevæge sig i og en grå-t-shirt med blå,rødt og hvidst tryk på. Så satte han kurs imod spisesalen med hastige skridt og sørgede selvfølgelig for at lukke døren så Lucky ikke stak af.

da han kom ind i spisesalen blev han mødt af at alle de andre lærlinge sad på deres pladser og snakkede og spiste og den dejlige duft af mad der var i hele rummet. der var simpelhen alt hvad man kunne have lyst til af mad på bordet. lige fra ristet toast til te og kaffe.