Ingen kender dagen før end solen går ned / Altair

Camille havde arbejdet på , længe.. at få varulven sat fri.
Nu hvor den rettede sin opmærksomhed mod hende kunne hun mærke tvivlen nage.
Havde det været det rigtige at gøre?
Alle disse mennesker døde?
Hun havde troet den angreb og var vred fordi de tilførte den smerte.
Hun bakkede baglæns som den kom imod hende og hendes hjerne, hendes harddisk truede med "overload".
"Oh no." hvisked hun, nok mest til sig selv og samtidig med dens hånd lukkede sig om hendes hals, klæbrede angsten for at dø, sig til resten af hende.
Hun blev svimmel og omtåget da den svingede hende , så at det nu var hende der dinglede ud over balkongen. Hun var foruden forsvar.Ikkeengang hendes telekinese ville hun afprøve, den ville i bedste fald få ondt og slippe hende, ville hun overleve faldet...næppe?
men måske hun måtte forsøge, en flænset krop ville hun med garanti ikke overleve.
Hun måtte tvinge sig til at kigge på dyret, kigge på ham...søge efter mennesket inden i.
Inden hun lukkede sine øgne og ville gøre et sidste forsøg på at reddet sit liv, ved at se om hun kunne vride dens indvolde og forudsagde smerter, kiggede hun den i de kolde og vilde øjne " Altair...please...stop det her ! Hjælp mig " bønfaldte Camille og hendes tåre blandede sig så snart de faldt med den silende regn.

Varulvens øjne nærmes lynede af vildskab, der var ikke skyggen af et menneske bag varulven men dog, dog af en eller anden grund slap den hende ikke, eller knurrede.
den store muskuløse sorte varulv undersøgte hende faktisk, lagde sit hoved på skrå da den så de tåre som løb ned af kinderne på hende, i et brøk del af et sekund blev Camilie kastet tilbage på balkongen bag varulven som vendte sig og gav hende et lille brøl og hoppede så op på det skrå tag og hoppede ud fra balkongen og landede nede på gårs pladsen og løbe halvt om halvt på alle fire ud i regnen og ødemarken.

Hun troede hun skulle dø, troede at hendes liv var kommet til en slutning.
Et stik i hendes hjerte over det hun ikke fik nået.Ingen mand, ingen børn ingen lille kærlig familie at tage sig af.
Hun så godt varulven synes at betragte hende , næsten som lagde den hovedet på skrå...men gennem hendes slørede blik , så hun bare døden der ventede til det rette øjeblik med at tage hende.
En voldsom smerte gik gennem hende , da hun landede på gulvet og slog sit hoved i processen.
Hun trak sig sammen, nærmest i fosterstilling da den brølede højt.
Men så blev der stille.tavst.
Kun larmen fra den insisterende regn trængte sig på , og Camille havde endeligt opnået det hun ville...Altair var sat fri.

Hun rejste sig op, usikker til bens , mon ikke hun selv skulle finde en udvej inden lorden kom. Camille regnede ikke med at han ville blive særligt glad for hændelserne på hans slot, alle de døde og al det ødelagte og en varulv missing in action.
Mon han ville holde hende ansvarlig?
Hun stavrede ned af trappen og ledte efter udgangen.

En heste vogn stoppede ude i gårspladsen og en mand stig ud i regnen og fandt sig vej mod porten som jovh nu var ødelagt, han chok blev til rædsel da han så sin datter lægge ved porten i en pøl af blod og vand.
manden havde en lang sort frakke på som dækkede ham helt fra regnen og en sort form for cowboyderhat som gav en skyge hele vejen rundt om hans hoved.
Han faldt sammen ved sin datter og tog hendes hånd, først var han trist og ked over sin dakkers tab, men det ændrede sig hurtigt da han kunne mærke da der var liv i hende, men ikke den form for liv som hun havde før, noget indeni hende var ved at tag form og var den eneste grund til at hun stadig var i live.
Selv om lorden var nu rædselslagende for hvad hun var ved at blive, var hun stadig hans datter og havde vil finde en kur til hende på en tidspunkt. Lorden bar hende op i sine arme og mumlede nogle fremmede ord, ud af skyggerne kom der to sortklædte mænd fra top til stå og bar hende op på sit værelse og få hende healet, de bukkede og tog hende væk.

Camille var næsten ved porten, var næsten ude i friheden, hvis hun da havde været dét modsatte på noget tidspunkt.
Men ind kom en mand , høj og rank men i dække af hat og klæder så man ikke kunne se ham , ikke kunne bemærke hans udseende. Dét forsinkede hendes plan og hun måtte Istedet krybe i skjul bag en lænestol , og holdt vejret.
Hun kiggede dog frem fra tid til anden, bare forsigtigt for at følge hvad der skete.
Hun blev rørt over at se ham knæle ved sin datter , og hendes hjerte græd ovet dét der var sket .pigen havde ikke fortjent sådan en skæbne.To mænd bar hende væk og hun kunne ikke høre, ikke opfange hvad der blev sagt.
Hun rettede på sit tøj, der var både snavset og krøllet og forberedte sig på at løbe ud af porten, så snart lorden forlod rummet.

Lorden fagtet med hænderne og lukkede sine øjne, pludselig begynde alt at samle sig igen, nærmes som om at det var levene, lysekronen fløj op på sin plads, portdørens træplader løftede sig op på plads igen og lukket sig bag ham, malerier og andre ting som var blevet ødelagt, blev fixsede igen så nu så ud utrolig nok ud som om at der aldrig havde været en form for kamp i hallen, selv sofaen som Camilie gemte sig bag ved rykkede nogle få meter til siden, næsten som om at den prøvede at drille hende.
Han åbnede øjne igen og blev meget overrasket over at se en fremmet på hans slot, men hva' der kommer let går let, for han fik et lille smil frem i siden af mundvigen, det var en af de smil som udstrålet, hvad kan han nu finde på.
"Jeg går ud fra at du har noget med dette at gøre?" Spurgte han og tog sin hat af og kastet den hen mod vægen som den så gik igennem og ramte en stumtjener perfekt og hang lige så stille for sig selv, han tog sin lange våde frakke af og lavede samme nummer som med hatten.

Camille måtte holde godt fast på sofaen for ikke at miste balancen.Hun troede ikke sine øjne da han på magisk vis fik tingene tilbage på deres plads, i god stand og orden.Var han troldmand?
Typisk, ikke en halvgammel overvægtig lord, men en med 'evner' , hendes tanker blev karpet over, da sofaen uden forvarsel rykkede sig et godt stykke.
* WTF *, tænkte hun lige og stod så helt blottet , uden skjul af nogen art, overfor ham.
* om hun havde noget at gøre med dét her ?hell yes* , for igennem hendes tanker men hun svarede ham tøvende " ikke helt af fri vilje ...nej "

"Aha.." var det eneste han sagde og krydsede sine arme som om han tænkte, "hvor meget ved du om skin walkers?" Spurgte han så Camilie og så på hende med et hævet øjnbryn og spørgerne blik, han var iført i en mat grå vest, et gammeldags ur i kæde som lå i hans lomme så gulkæden var synlig.
Han havde nogle sorte cowboyderbukser på og nogle gamle fine lord sko, han var dog en utrolig køn lord, eftersom han lignede en på de 18-19 år.
Hans lange brune hår dog med et skær af rødt, han havde to ringe på hver hånd begge samme sted, med underlige små tegn på og var meget imøde kommende, men. Hans lidt halv lysket smil blev til et mere venlig et, han lod sine arme falde ned langs kroppen for så at samle dem om sig som når man står honør i hærren.

Camille var naturligt nok både på vægt, eftersom dét havde været nogle meget begivenhedsrige dage, men hun var også nervøs.
Hun ønskede at lyde stærk og viljesikker da hun talte, men hun kunne selv høre dét ikke var tilfældet da hun svarede med svag stemme " skin walkers? Aldrig hørt om dét ".
Hun så hvordan han stod med sine arme korslagte og hendes blik løb over ham.
Var han ikke lidt ung?Han så ikke ud til at være meget ældre end hende.
* interessant valg af smykker* tænkte hun og måtte indrømme han var en flot, køn maskulin fyr...garanteret et hit hos pigerne.
Men Camille skulle afsted."Hvis du vil have mig undskyldt " forsøgte hun.

"Nej tænkte jeg nok, du kender dem som varulve" fortalte han hende med et lille roligt smil, "Jeg kam desværre ikke lade dig gå, du vil være i fare hvis du begiver dig ud i transylvaniens sletter, og vil stærkt fraråde dig at gøre det i dette slags vejr, da der lever væsner derude for ikke at tale om en løs varulv som ikke er til at styre, du kunne selv se resultatet med denne her hall" sagde han og rakte armene halvt ud ved siderne på ham selv.
Faktisk havde skyggerne fjernede den døde butler og den ene mand som kun, kunne tale engelsk og ham der fik flænset sine indvolde op, det hele havde selvfølgelig været lordens værk men det kunne man slet ikke se på ham, for han havde hverken bevægede sine hænder eller sagt nogen form for ord. "Du må undskylde mine mænd for deres opførlse over for dig og.. Altair? Han eller mere han race er meget svære at styre og da der findes en del af dem her i Transylvanien, ka' man ikke være for, forsigtig" forklarede han og havde lagt sin hånd på hendes skuldre og førte hende ind

på bibloteket hvor hun fik tilbudt en plads ved kaminen da hun jo som sagt havde været ude i den kolde regn.

//Ey søde, sry for de to indlæg, men min ps3 har en vis længde, så blev nød til at gøre det i to indlæd s:

*transylvenien ? *
Dét var først gået op for hende hvor de var nu.
Hun var træt, udmattet og kold. Hun vejede hans ord og fandt at de gav mening, dét ville nok være for risikabelt.Måske kunne hun tage afsted dén følgende morgen, hvor uvejrt sikkert var overstået og dagslyset vendt tilbage.
Hun gav ham et lil som for at vise hun forstod...og var enig.
Camile blev forvirret da han undskyldte...hvorfor kunne hun ikke mærke , ikke fornemme om han var ven eller fjende.
" dét er i orden...du kender Altair ?" Udbrød hun og greb efter halmstrået, var de mon venner ?
Han førte hende ind i biblioteket og ned i n stol ved siden af kaminens varme, og dét føltes fantastisk, hun var både blevet våd og kold.
" hvem er du ?" Spurgte hun stille og kiggede med tillidsfulde øjne op på ham.

"Nej kender ham ikke, har bare hørt dig tænke hans navn ret meget her på det sidste" fortalte han og snurrede rundt på sin hæle og gik hen mod en af de tårn høje reoler men alverdens gamle og nye bøger, han kravlede op af stigen som var sat fast til en metal stang som løb over bogreolerne hele vejen fra den først reol til den sidste reol så man kunne suse fra side til side, efter lidt tid fandt han bogen og krævlede ned igen og gik elegant hen til hende og satte sig i sofaen som stod med fronten til kaminen og højre til hvor Camilie som sad med ryggen til de tårn høje reoler.
nu skal jeg fortælle dig om den slags varulv som din kæreste er eller er det ven?" Spurgte han spørgerne og så hende dybt i hendes øjne med sine egne mystiske sorte øjne som på en måde læste hende, men så alligevel ikke i kort tid.

Camille tyggede lidt på hans ord, så han kendet ikke Áltair, dette måtte betyde at de ikke var venner men hvordan og hvorfor var de så transporteret netop til hans residens?
Hun havde allerede set han udføre een underlig form for magi, og han kunne også læse hendes tanker, hvilke hun fandt ubehageligt og ildevarslende.
Camille havde naturligvis bemærket at hendes spørgsmål var forblevet ubesvaret og hun dermed intet vidste om fyren her.
Hun havde bemærket at han virkede rolig, kontrolleret og til at have stor magt.
" jeg vil meget gerne høre hvad du kan have af holdning ...eller viden om den race " svarede Camille høfligt. Fakta var at hun ikke var klar over , atder var forskellige racer af varulve, og hun så det som en kærkommen mulighed til at øge sin viden.
Med vilje, som modspil til ham , besvarede hun ikke hans spørgsmål om Altair var en ven eller en kæreste og hvilken betydning havde det iøvrigt for denne mand?
" Men inden du oplyser mig, må jeg så spørge om hvem jeg er i selvskab med? Og hvordan du er i stand til at høre mine tanker?

Lorden gik nu helt tæt på hende, satte hænderne på armlænde så deres ansigtet var lige foran hinanden, han fjernede en tot hår fra hendes ansigt og smilte en smule flirtene til hende, der var en vis charme som nærmes var en slags aura om ham.
"Aha.. er du sikker på at du gerne vil vide om den slags varulv som din kæreste/ven er??" Spurgte han så og hævede sig igen og gik hen til bog reolen og lod bogen flyve tilbage på sin plads som om den selv havde vinger og en anden kom ned i hans hånd.
Han lagde bogen på bordet foran hende så støvet fra bogens omslag næsten hoppede nogle få centimeter op, det var en uhyrlig gammel bog da man kunne se små revner hister her og der, både ude på og på siderne, dog var det stadig i takt.

Camilles puls steg da han indkapslede hende ved at sætte sine hænder på armlænet og læne sig ind til hende.Hun spærrede øjnene lidt op af overraskelse, da han smilede og fjernede en lok af hendes hår.
Hun vidste hendes sorte bluse og sorte nederdel var krøllet og snavset og hun måtte have blod på sig og i sit hår.Hun var et rædsomt syn at skue.
Han derimod var flot og tiltalende, men hun brød sig ikke om han undgik hendes spørgsmål, og nu ville hun have sine svar.
" jeg vil gerne vide dét" svarede hun køligt med mistede koncentrationen da bøgerne ligesom byttede plads, af dem selv ?* what * tænkte hun forvirret.
Camille rejste sig op og tog en stor chance..." Har du tænkt dig at præsenterer dig og besvare mit spørgsmål?Eller skal vi blot runde aftenen af nu ? " hun håbede han bed på krogen...

"Hvem jeg er jeg skal du ikke tænke på, blot at jeg i nat er din vært og ved rørende dit spørgsmål, så åben bogen og læs fra kapitel 4 side 350" fortalte han og pegede på bogen foran hende som voksede sig lige 2 gange større i størelsen, længden og breden, det var blevet en ret så tyk bog nu.
"Der er præcis 3000 sider og 35-40 kapitler" fortalte han og satte sig i stolen over for Camilie i en siddestilling med alburene plantet på armlændende, fingrespidserne som tropper stille mod hinanden og det ene ben over det andet, han sad nu og be straktede Camilie og sagde intet mere, han var faktisk musestille.
Regnen slog hårdt mod de rosenfarvet ruder men selv om de slog så hårdt mod dem, kunne det næsten ikke høres og kaminen lavede næsten små væsner i flammerne, nogle dansede andre bare gik men kom ingen vejne.

Camille glemte næsten hvor udmattet hun var...ihvertfald for et øjeblik.
Hun mærkede en vrede røre på sig, langsomt begynde at vågne.
". Et navn har du vel ? ...og jeg ved ikke om dét et den slags du Finder...morsomt...men 35-40 kapitler...er du skør, tror du jeg skal være her i 3 uger eller ?" .
Hun lod sig tirre af hans tavse og rolige facon, og selv kamin med små gnistende lyde, som hun normalt bare elskede, havde ingen beroligende effekt nu.Måske var dét også alle oplevelserne der nu kostede en reaktion af en eller slags.

"Jeg har mange navne men du ka' kalde mig vlan" præsenterede han sig selv og rejste sig op og bukkede, han hævede det ene øjnbryn da hun sagde at hun ikke gad at læse alt sammen, hvilket fik har til at bryde ud i en mindre latter, "søde ven, jeg bedte dig om at læse et bestemt kapitel" forklarede han igen og viftede med hånden, lyn hurtigt åbnede bogen og siderne fløj til venstre til bogen kom til kapitlet.
"Læs det kapitel, så vil du få en forståelse om skinwalkers" sagde han og satte sig ned i samme stilling som han havde gjort før, men denne gang betraktet han kaminens dansene ild.

"Vlan" gentog hun og nikkede.
Hun havde ikke fanget at dét bare var et bestemt kapitel der skulle læses, så hun rynkede lidt på næsen af sin egen fejl imens bogen 'slog op på siden selv' og hun lod sin hånd løbe over bogens side og svarede "som du vil "inden hun begyndte at læse...
Dét var svært at koncentrerer sig, hun kunne ikke lade være med hele tiden at kigge op fra bogen, hele tiden flakkede hendes blik mellem bog Vlan og lokalet.
Hun havde svært ved at slappe af.
Hun læste ...eller retter fik dette ud af kapitlet...
Skinewalkers...halv mand. Halv nødt.En forbandelse.
De er meget voldsomme og tørster efter blod.Manden besidder dyrets egenskaber som f.eks. hurtighed og snuhed.
Manden var en særlig stærk heks...og ved at bære et stykke skind fra et dyr, kunne man selv vælge hvad man ville forvandle sig til af dyr? "Er dét korrekt forstået....jeg VED altsår godt han er....farlig...men han er stadig en mand, en god mand" sagde hun stædigt og en anelse trodsigt. Spurgte hun " hvad er du selv...dine talenter er ikke menneskelige ! ".

"Hm..?" Spurgte han som om han ikke havde hørt hende og kiggede hen på Camilie, "jah den mand du elsker, har sikkert en god hensigt og alt det du kender ved ham, men varulven er ikke denne Altair du kender og elsker" forklarede han og bevægede sin hånd og bogen fløj tilbage på sin plads på bogreolen, "ser du, hvis er så uheldig at møde en af disse varulve vil du være død på stedet, for de vil aldrig holde tilbage, kun gå i offencivt angreb" fortalte han og ud af den blå luft lige ved siden af Camilie kom der de samme skygge mænd med en bakke med drikkelse og lidt at spise, Vlad gik hen til bordet og heldte noget rødvind op til Camilie og sig selv, hun fik sit glas og han tog sit, med et lille flirtene smil sagde han, "nej det er vist noget du har bemærket" sagde han og gik nu mod hende med et lille kært men flirtende smil, pludselig gik han op i røj og et "bøh" blev hvidsket bag hende ved hendes øre.

//Ey søde, øhm, det var vlad han mente at villle skrive, ikke vlan s:

Normalt ville hun havde rettet Vlads fejlagtige antagelse at Altair var hendes elskede.
Fakta var de lige havde mødt hinanden, men efter hans hjælp ved voldtægts forsøget på baren, havde han taget sig af hende og ikke udnyttet situationen.
Camille var loyal og taknemmelig overfor ham.
Men lige i denne situation, med lorden gav dét ikke mening at flashe dét fact at hun var singel.
'skygge mænd ' kom på mystisk vis og serverede for dem og Camille tog taknemmeligt imod.
Hun drak af vinen og bød velkommen den afslappende virkning den gav i musklerne i hendes krop.
". Hvorfor kan d..." Ville hun spørge til hans evner igen, men ham forsvandt med et listigt smil, for at skræmme livet ud af hende , bagved hende ned et 'bøh'.
" stop ned dét " beordrede hun i et lidt tamt tone fald og måtte samtidig se vinen skvulpe over glassets kant.

Lorden grinte lidt muntert over det og lagde en hånd på hende skuldre, "hvad jeg er, er ikke vigtigt nu" sagde han og kiggede ned da han var højere end hende, pludselig tog vlad hendes glas og løftet hende op i sin favn med uderst lethed som at hun var lavet af fjer, han havde pludselig en trættende effekt på Camilie mens han holdte hende ind til sin krop, som faktisk var kold, ikke menneske varm og slet ikke varulve-varm, nej han var kold som en vampyr.
hele rummet begyndte at sløre for hendes øjne da hans trættende aura gjorder det ved hende.
"Kom mit barn, tid til at sove.." hviskede han blidt til hende og forlod rummet og gik op af mamor-trappen, hen og op af de mange gange og trapper til de kom til værelset som Vlad havde gået efter, han lagde hende på sengen og begyndte at klæde hende af så hun kun havde sine trusser på, den dejlig, tykke dyne fik hun over sig så hun kunne holde varmen, lorden havde et underligt smil, et der på en måde var venligt, men samtige lusket som om han havde en plan eller noget

Hun skulle til at bande af ham og stritte imod. Hun ville faktisk slå ham da hun på ingen måde havde signaleret at dét var okay at bære hende, at tage hende i sine arme. Hans krop var kølig, nej...kold, mere end normalt...den mindede hende om Demetri og hendes fatale møde med ham.
* Argh..pis, dét vel ikke sandt* nåede hun at tænke.
Men en underlig døs synes at omtrænge hende, og jo...hun var træt og udmattet og ville gerne sove.
At han kunne få tøjet af hende skyldes kun hun var i en underlig tung form for døs. Og da han lagde dynen om hende sagde hun " tak...og nu må du godt gå " imens hendes arme spændte sig fast om dynen.
Hun slog et træt blik op og ville se at han forlod rummet og samtidig skimmede hun rummet for skarpe og spidse genstande.

Morgen-lysets solstråler ramte Camilie i ansigtet og regnen var holdt op, der var dog stadig skyer og var en del mørke men de gav ikke regn fra sig, det blæste dog stadig men vinden havde faldet en smule, så nu var til til at gå.
Det bankede på døren til Camilies værelse og en lille blød stemme lød fra den anden side af døren, "mis, are you awake?" Spurgte stemmen og ventede på at hun fik svar fra Camilie.
Faktisk var der ret mørkt i rummet selv om solens morgen varme stråler skindede så dejligt ind i værelset, så havde rummet her en lidt dunkelt stemning og var måske ikke lige det hyggeligeste sted at befinde sig i.