Ingen kender dagen før end solen går ned / Altair

Camille tog et hurtigt kig og så Altair ?...jo,det måtte det være ,for han holdte vampyren i ..to dele.Hun fik kvalme med det samme og skreg af frygt for hvad hun så.Selv Altair skræmte hende fra vid og sans i hans ulveform. De to varulve ved hendes side fik et sindsygt vildt blik og Camille nåede at smække den ene éen på siden af hovedet ,efter han tillod sig at kysse og gramse på hende.
Hun mærkede kvalmen og skreg ud af frygt da hun overværede den grusomme forvandling af mændene.
3 vilde ulve ,stod klar til kamp og så...Camille.
Hun udvalgte den ene, ham der havde kysset hende...svinet...og lukkede øjnene.
Hun visualiserede hvordan hans tarme og indvolde gik i krampe og hvordan ulvens strube snørrede sig sammen. Hun kiggede op, hvordan ville det virke?

Altair ventede ikke i et sekunt med at angribe i et fartruende brøl som sendte den anden varulv som ikke havde gramsede på Camille tværs gennem gangen og hamrede ind i en væg med en voldsomt kraft sig fik den lige til at skulle sunde sig lidt. Den store sorte varulv som var Altair gik lige på den første med at banke sin klør ned i hoved på den og borrede sin anden hånds klør lige op i det stykke der sad mellem det bagerst af underkæben og halsen, den firebenet varulv begyndte nu at kæmpe for at slippe fri men blev bare taget fat i og bankede ind i vægen bare for at få den til at holde op med at klynke, Altair tog fat om dens hoved med sin venstre hånd og rev så til med højre..
Et højt knas kom fra den fire-benet varulv som først kæmpede for sit liv med piv og klynken, nu lå den bare fuldstændig stille på gangens gulv uden nogen underkæbe som lå i Altairs varulvehånd som bare kastede den fra sig, blodet begyndte nu at danne sig om den nu døde varulv som så bare lå der.
Imellem tiden var den anden varulv sprunget på Altair og havde bidt sig fast om hans arm men fik en klor smækkede i siden på sig hvor så de væltede om kuld og bryde med hinaden, snappede og svingende med klør efter hianden, politisirener varn u begyndt at larme ude foran hotelet og man kunne høre fra nede ved gangen hvordan folk flygtede ud af hotelet og politistyrker var begyndt at rykke ind.

Camille kiggede vantro på den helvede der var omkring hende. Blod og vold og..død var overalt og luften virkede tyk af det.
Hun stirrede på den varulv der stadig stod...hvorfor havde det ikke virket? De ting hun visualiserede, plejede at ske virkeligt...men kun hvis hun gjore det med lukkedeøjne.
Var det fordi han ikke var menneske og dermed ikke modtagelig for hendes lille evne...eller havde hun været for bange og dermed ukoncentreret? Hun lukkede øjnene og knyttede sine hænder og forsøgte igen at se hvordan hans indvolde slog knude og krampede ,hvilke skulle gøre ham mindre kampdygtig..Imens nærmede der sig sigende og hun blokerede for tanken om Altair havde kontrol over situationen og over sig selv...eller om hun skulle frygte også ham....ville hun skulle forsøge kæmpe mod ham, han var jo enorm...og stærk som bare fanden..hvad skulle hun stille op.

Et hyl og et højt knas lyd kom fra de brydene varulve, hvilket de var holdt op med, Altair begyndte at rejse sig op og havde den anden varulvs nakkepel i sin hånd hvor blod løb ned af kroppen på den og dannede blod pletter på gulvtæppet, han kiggede ned på den døde varulv og slap den, han vendte sig Camille og satte af i et løb mod hende hvor han halvt brugte sin lange arme til at kunne løbe hurtigere af sted, med kun nogle få centimeter fra at sætte klørene i Camille begynder der at danne sig røg fra en røggrant som var blevet skudt af sted fra de speciel styrker som var sat ind for at finde ud af hvad det var for nogle dyr som kæmpede og drabte folk.
Da der var røg mellem Altair og Camille stoppede han op og brølede af politiet og sprang bare ud mod den lille speciel styrke og masekrede dem fuldstændig, eller nogle få minutter da røgen fra trappen og nede i lobbyen lå der døde politi folk og blod op af væggene i gangen ned til lobbyen og på gulvet i lobbyen, Altair satte af og stormede op af gangen med et brøl, op til hvor Camille stod og prøvede nu at få fat på hende ved at ramme hende med sine lange klør som let kunne flænse folk op.

Camille så sig om efter en udvej.
Der var kun en exit, og den var meget langt fra hende....skulle hun give det et forsøg?
Det var tydeligt at hendes telekinese med "levende materiale" ikke fungerede så godt som når det var ting hun rykkede rundt på. F..., tænkte hun...for første gang i mange år ville hun bevidst bruge den og så sker der intet!
Hun rettede blikket med et chock mod varulvene , da der lød et højt brøl.
"Altair!" udbrød hun nærmest som en hvisken, da hun så ham idet øjeblik han smed den anden fra sig og blodpølen hurtig voksede på gulvet.
Camille trængte sig selvop a væggen og forbandede sin evne, det var ikke med en varulv der havde straight kurs mod en, at man havde lyst til at lukke sine øjne, men det måtte hun nødvendigvis for at få den store tunge skuffedarius af egetræ til at knalde i hovedet på ham.
Hun håbede af hjertet, det kun ville pacifiserer ham så hun kunne slippe væk, ikke skade ham mere end det. Men lige som hun lukkede øjnene i og ville begynde hendes visualisering , kom der røg!
Camille hostede og så for sig hvordan Altair nu sprang på hele poitistyrken og fik flænset og maltrakteret dem alle. Camille drejede hovede væk, hun var lamslået...aldrig havde hun set sådan massakre før, og af uskyldige mennesker. De skulle ,Altair og hende, bare havde overgivet sig så var der ikke så mange uskyldige der var døde. Det var hendes skyld.
Med sorte øjne af sorg, vendte hun sig og stod nu nærmest face to face med Altair.
Hun lukkede sine øjne og så for sig hvordan egetræs kommoden ramte Altair lige i hovedet og splintrede . Hun hørte et kæmpe brag og åbnede igen øjnene..

Altair blev ramt af kommoden og væltede ind i vægen men rystede bare hoved kort af overraskelsen af en kommode som kom flyvene, han greb fat om struben på hende og løftede hende op så de var i øjnhøjde og brølede af hende med et blik af vildhed og jagt. Pludselig kunne man høre to små lille sus og en lille sove/parlyseringspil havde ramt Altair på siden af halsen hvilket fik ham til at slippe Camille og begyndte at gå lidt usikkert mens han prøvede at ryste svimmelheden at sig samtige med at han udstytte nogle små brøl da han ikke forstod hvad der sker.
Han korlapsede sammen på gulvet og lå så helt stille. To sortklædte mænd som frem fra skyggerne, den ene havde to pusterør og hver hånd mens den anden havde sine hænder nede i sin frakkelommer. De begge gik med rolig skridt hen til den sovende/parlyseret varulv og så så på Camille "du er heldig at vi nåede at stoppe ham før han dræbte dig.. eller det der er være" fortalte han hende og gav hende et lille smil.

Camille var rystet, kommoden havde ikke hjulpet på nogen måde, kun afledt ham for et kort sekund.
Og nu hang hun nærmest i hans hånd overladt til hans dyriske instinkter.
Camille skreg og sparkede ud efter ham, men ramte ikke andet end luften.Hans øjne lyste ildevarslende.
Men ligeså pludseligt , brølede han et par gange og blev slap.Hun forstod ikke hvad der skete, men hun vidste det sikkert havde reddet hendes liv.
Hun tog sig til den ømme hals og stirrede på de fremmede sortklædte mænd.
"Hvem er i og hvad har i gjort ved ham ?Vil han være okay ?" spurgte hun og kiggede ned på Altair med både lettelse ,angst og vemod i sit blik.
Camille var mistroisk ok klar til kamp hvis de ville hende ondt, for evnen virkede smukt på mennesker.

"Han vil være okay, så længe vi ka' holde om sovende til han forvandler sig tilbage" Fortalte han uden at se på hende, "Sir, We're can't stay here" tilføjet han manden med de to pusterør og kunne nu høre flere og flere politicirener til hotelet, "du har ret, pludselig blev Altair løftede op i luften så armene og bene hang og dinglede i luften, og så vendte de rundt og gik ned af gangen væk fra gangen som førte ned til lobbyen.
"Kom, jeg tror ikke du har lyst til at være her når politiet og FBI får taget sig sammen til at komme herop" sagde han og rakte hånden ud til hende og smilte imødekommende.

Camille tilfreds med der ingen varige men ville være, troede lidt naivt at der ikke ville ske mere.
Hun havde situationen gennemtænkt, for naturligvis kunne hun ikke selv flytte Altair , og ville hun være sikker med ham når bedøvelsen aftog? Men at de fremmede mænd tog ham med, var ikke godt formoede hun...ikke spor godt.Hvorfor havde de ikke sagt hvem de var...hvor typisk arrogant, de havde sku da ikke noget at miste ved det. Hun bemærkede den ene mand tilsyneladende kommunikerede på engelsk og råbte derfor, så de begge forstod budskabet." No fucking way ...If he goes , I go! ...where the hell do you think your taking him ?"
Camille spænede op og stillede sig i vejen med korslagte arme, hvilke må have været et lidt komisk syn ...i kjole og høje hæle.

De begge stod lidt og så på hinanden, "du kan ikke stoppe os" sagde manden som ikke snakkede engelsk og nikkede så til sin ven som tog fat i Camilles arm og rørte ved sin ven, lukkede øjne og pludselig blev alt sort i få sekunder, lige tids nok til at forsinde, for lige efter kom FBI der op og fik noget af et chok.
Da der kom lys igen, blænede det kræftigt for øjne fra solen hvis man ikke var vand til at se så kræftigt et lys.
Manden som havde holdt fast om Camille slap hende igen og bukkede for sin ven og gik op af en trappe og forsvandt rundt om et hjørne så det kun var Altair som stadig var parlyseret, Camille og den sortklædte mand som stadig holdte varulven oppe i luften med sine tanker. "Velkommen, velkommen til mit slot" sagde han og begyndte at gå gennem hallen som de nu befandt sig i og hen mod en større dubblet dør som førte den til kælrene.

Camille stod rank og stædigt fast på stedet, under nogen omstændighedder ville hun ikke fyltte sig og lade dem tage ham.
Det var vel en slags "tak for hjælpen sidst" kunne hun hjælpe ham nu stod hun ikke i gæld, hun brød sig ikke om tanken om at skyldes nogen noget.
Hun glippede med øjnene, og klamrede sig helt frivilligt til mandens arm, da alt blev sort.
Og da hun bagefter stod ved et...slot?Tænkte hun, hvem ÉR de her mænd.
Hun blev budt velkommen, men hun købte kække den venlige facade.Hun var helt på det rene med at de ikke havde spurgt "om lov " til at tage Altair eller hende med...Well, hun havde vel på en måde inviteret sig selv med.
"Hvor er vi ?...og jeg formoder vi som gæster på slottet, har vor frie vilje til at gå når det passer os?" forsøgte Camille at få klarhed for.
Hun kiggede sig omkring q penge var lig magt...for nogen ihvert fald, og hun tvivlede ikke på at her boede en mægtig mand...men hvem?- og var han ven eller fjende?

"Ja det er korrekt, du er ka' gå når det passer dig" sagde han og begyndte at gå ned af en stentrappe som førte ned til kælren og fangehuler, en butler kom hen til hende og bukkede lige kort for hende, "is there anything the miss need? We're have a large checkroom for womens if you want some new cloths?" Spurgte han med en Rumænsk accent, butleren var op i aldern da han havde halvlangt gråt hår som var sat op i en hesthale så det ikke var i vejen.
I mellem tiden var manden som var gået med Altair, forsvundet ned i kæleren og var ikke til at se nogensteder, slottet i sig selv var flot indrettet med riderstatuer og kæmpelysekrone i hallen, et flot tæppe på på hallens gulv som lignede noget som var fra egypten.

Camille lod sig ikke snyde, det var med garanti ikke tilfældig der blev sagt at hun kunne gå, ikke DE .
Camille skulle lige til at spørge , men manden forsvandt og Camille stod tilbage i de smukkeste omgivelser..Det hele emmede af mystik.
Under mere glade forhold, ville Camille der var på et skrabet budget have elsket at se hvilke tøj hun kunne finde og få lov at prøve og låne på et slot...men lige nu var hun helt lige glad med hendes tøj var krøllet,beskidt og hun selv formenlig havde blodstænk på sig.
Hun kiggede butleren med den sjove accent i øjnene og svarede venligt men bestemt.."yes..If you will be so kind as to take me to my friend. I need to see him right now, please" og så smilede hun til butleren i håb om han ville finde sympati for hende.
Hun måtte sikre sig at Altair var okay.

"I'm afraid you not are allowed to see this werewolf at the moment, the lord have to get him to safety befor he wakes up, but let me show you up to your room" sagde han og bukede og rakte hånden ud mod trappen som en slags, "denne her vej". Butleren begyndte så at gå mod trappen som førte videre op til slottes mange gange og rum, han stoppede op halvvejs op af trappen og så tilbage til pigen, "come, you can't see this werewolf, you does not have permission by the lord yet" forklarede han og ventede på at hun ville følge med han, så han kunne vise hende, sit værelse.
Slottet havde mange forskellige billeder hængene rundt omkring på væggene, både gamle og nyere fra alverdens hjørner samt ridderstature og fakler som oplyste gangene da der ikke var vinduer på nogle af dem og dem som havde vinduer var det kun natten man så, da klokken var ved at være lidt mange i Transylvanien.

Camille tænkte sig om et øjeblik, det var slet ikke sikkert at butleren vidste hvor de havde anbragt Altair, så hun besluttede at følge med.
Måske kunne hun møde den her såkaldte llord, og blive lidt klogere.
Eller hun kunne snige sig omkring og inspiserer slottet lidt....hvor pokker var hun egenlig henne?
Hun gik modstræbende efter butleren og da de stod foran døren til det værelse, der var bestemt som "venterum" for hende forsøgte Camille endnu engang at få et krav igennem.
" Will you please tell the lord, that I wish to have words with him, and that as in right now " Camille forsøgte at lyde bestemt, så hendes ønske ikke ville blive afslået.
Hun kunne ikke lide at være den eneste der ikke vidste hvad der forgik, og hun var faktisk ikke klar over om de var i sikkerhed, Altair og hende selv.

"I will see what i'll can do, miss" sagde han og bukkede, da han forlod hende værelse lukkede han døren efter hende og lod Camille til sig selv, Værelset var stod, som en stor taglejlighed øverst oppe på en bygning. En stor dubbelt stod i den modsatte ende af værelset med et lille egetræs sengebord med en lille lampe på hver side, et kæmpe gulvtæppe hvor den viste en kamp mellem to lande fra top til ende, et enkelt bogreol med en del gamle bøger som ikke lige var støvet af og så var der et skrivebord og en stol til.
Der var en stor lysekrone i loftet som oplyste hele rummet og gav et genskær i det halv store vindu som havde en flot udsigt, man kunne se slottets front da hun var i en af de højeste værelser der var, og hvis det var rigtig godt vejr, kunne man se utrolig langt ud.

Camille smilede til butleren "That would be nice, thank you so much ".
Døren blev lukket og hun så sig omkring.
Hvis der havde været andre omstændighedder, ville hun have fundet meget spændende at være på sådan et sted.
Hun gik hen til vinduet, lod sin hånd stryge over de blodrøde tunge velour gardiner og kiggede ud.
Udsigten var smuk, men hun var her ikke for at nyde.
Hun gik over på sengen og satte sig, hun måtte jo se om husets herre kom, og hvis ikke måtte hun tage skeen i egen hånd, som man sagde.
Hun sætte lidt af med fødderne og sengen hoppede ganske lidt med hende på.
Hun kiggede på mahogney uret på vægen..." Common" tænkte jun.

Der var nu gået 3 timer og det var nu blevet helt mørkt og var begyndt at regne hæftigt før butleren kom tilbage, der blev bankede på døren og den samme butler kom ind og bukkede for hende, "I'm afraid the lord is out and will first be home again tomorrow night" sagde han og undskylde dybt.
"But i'm sure the lord would like to talk with you when hes back" forsikrede han hende og spurgte så om der var noget hun manglede før han gik igen.
Vejret var blevet kræftigt, man kunne gøre hvordan de tunge regntråber ramte ruden i rummet med høj fart men det var en behagelig lyd de lavede, og da pejsen også stod tændt til højre lidt fra hvor bogreolen stod.

Camille sprang op da døren blev åbnet, parat til at møde deres vært.
Skuffelsen stod derfor malet i hendes ansigt, da det blot var butleren,igen.
"Oh, I see...then you need to take me to Altair, right this minute...please "
Ville ikke acceptere ikke at se ham, så enten viste han hende dertil....eller hun begav sig på egenhånd ud i slottet og fandt ham selv...det måtte de selv om.

"I'm afraid you can't, the beast i waken and shadow from allow you to see him, you could bring os all in danger if you see him" skyndte han sig at sige og rystede lidt på hoved, "you have to wait till the lord is home" sagde butleren og bukede for hende igen og lukkede døren efter sig.. Og låste den!?
En lille klirken lød i nøglehulet da en nøgle blev drejet rundt som var efterfuldt af et "klik" da døren blev låst, "I'm sorry, but it's for your own safe" kom the fra den anden side, efterfuldt blev der stille og man kunne høre at butleren gik sin vej igen.

Så her sad hun ...låst inde .
Flot Camille, nice job...Well Done..encore... Det var hvad du gik ud af at vente pænt, hvorfor begyndte du dog ikke at undersøge slottets rum med det samme ?
Camille smed sig irriteret ned op sengen.Hun kunne blive ved med at mental tæske sig selv, men det førte bare ikke til noget , såå.
Hun rullede om og lå på siden med albuen i madressen og hovedet hvilende på sin hånd.
Hun fik en idé...en katastrofal ringe en, men alligevel.
Hendes værelse lå højt oppe, det vidste hun fra da hun havde beundret udsigten...men mon ikke hun kunne finde en måde at kirke sig ned, ud af vinduet?
Hun sprang op og satte kurs mod det store vindue.
Hun åbnede hasperne og slog vinduet op.
"kamikaze" mumlede hun og drejede omkring og hendes blik fejede rummet efter linned og klæder der kunne bruges til hendes 'rapunzel flugt'.

Da Camille åbnede vinduet regnede det kræftig ind af vinduet og blæste en smule, pludselig kunne man høre at der blev pillede ved døren til hendes værelse, det lød lidt som når man prøvede at få en dør op men nøglerne passede ikke til nøglehulet, en klirken lød og dørhåndtaget blev langsomt drejet rundt så man kunne høre hvordan små knirkelyde kom når den blev åbnede langsomt.
Ind af døren kom der en sorthåret pige på de 16-17år gående ind, "are you the guest?" Spurgte hun hende og lukkede døren efter sig og låste den igen.
"Du ka' ikke blive her, det er ikke sikkert" advarede hun Camille og tog fat i hendes arm for at følge hende ud af værelset, hun var iført i en flot mørkelilla kjole med små mønster indformede, hendes lange smukke kurvede gyldenbrune hår gik hende til skuldrepladerne og havde nogle sorte perler bundet fast til noget af hårt.

Camille stoppede op da regnen ramte hendes ansigt, det var som den også vaskede væk hendes mod og energi til at tage turen ud af vinduet.
Hun hørte nu interesseret at der blev pillet ved hendes dør.
Aj, så kommer den søde butler alligevel , tænkte hun, måske han ikke var immun overfor min plagen efteralt, smilede hun.Men smilet stivnede da døren gik op og en ung kvinde kom ind.Hun var smuk, men mørkt hår og en gudesmuk kjole.Vilkårligt lod Camille sine egne hænder løbe over hendes kjole fra dagen før, nu nusset og krøllet.
Ikke i sikkerhed ? havde pigen advaret.Camille var hurtig til at nikke et "okay" og følge efter hende, det havde jo været hendes plan til at starte med, at komme ud fra rummet.
"Kan du tage mig til Vareulven? Kender du Altair? " spurgte hun pigen..og så endelig " hvorfor er jeg ikke sikker her?".

"Im Sorry, but i do not understand what your saying miss" undskylde hun hende uden at kigge på Camille, hun gik i et rask tempo med Camilles håndled i sin hånd, de nærmede sig nu et sving som førte hen til en anden gang som førte hen til en vindeltrappe som førte til stueetagen. Lige som de skulle til at svinge højre om, stoppede Pigen bragt op da de kunne høre fodtrin, "the butler.." hviskede hun og gik tilbage af gangen men stoppede ved et bogreol hvor hun hev en bog ud som fik bogreolen til at gå til siden og lukke efter dem, hvilket også var på et hængende hår for butleren kom rundt om hjørnet lige da de forsvandt og roelen gik tilbage på sin plads.
De stod nu i en lang gang lavet af sten som gik ned af en trappe som var hugget ud af stenen, pigen førte Camille ned af trappen til de kom til en dør som hun åbnede og de var nede ved hallen, ingen i nærheden at se så hun tog hende ved håndledet igen og gik mod den store port som var vejen ud.

Camille syntes der var et eller andet...stædigt ...ved pigen.
Hun fulgte dog med og træk stort set ikke vejret da de nær var afsløret af butleren.Hun undrede sig over hvorfor der var hemmelige gange...hvad havde de at skjule hér?
Hun ånede op , lettet, da butleren var gået forbi og se selv var kommet ...ja hvorhen ? Hun gik lydigt med pigen og så nu de befandt sig ved udgangen...så havde hun altså ikke løjet og ville faktisk hjælpe, så det ud til.
Camille greb begge hendes hænder " please miss...the werewolf...I halt leave without him...I need to see Altair...please, I beg of you...take me to him." Camille gav hendes hænder et lille klem og så på hende. Ville hun hjælpe?