Ingen kender dagen før end solen går ned / Altair

Hun strakte sig lige så lang hun var, da solens stråler kyssede hende gormorgen og dermed vækkede hende.
Udhvilet after en nats søvn , blev hun hurtig orienteret i tid og sted og satte sig op.
Hun ville se om det var muligt at tage et hurtigt bad, det var tiltrænge da blod stænk fra dagen i forvejen stadig skæmmede hende og var begyndt at klø på hendes hud.
Men hun nåede bare at svinge de bare ben ud over sengen og se sig omkring i det lidt dunkle rum, da en stemme trængte igennem døren.
" Yes, Im awake, please do come in " svarede Camille og tænkte at stemmen lød lidt som den unge pige fra i går, lordens datter, men det kunne vel ikke være hende?
Camille så sig omkring efter hendes tøj.

Egetræsdøren gik op og datteren kom ind med en bakke i begge sine hænder med mad og Camilies nyvasket tøj, der kom dog lidt farve frem på hendes meget hvide hudfarve, hun havde slet ikke den samme normale hudfarve som hun havde da de første gang mødtes og selv om hun fik farve på kinderne så var hun stadig utrolig blej, som en levene død.
"I've cleaned your clothes mis" sagde hun og havde sit hoved sunket en smule, hun rettede blik mod gulvet og gik med faste skridt hen til hende og rakte bakken frem til hende og hævede hovedet og så hende i øjne. Et blik af tomhed mødte Camilies blik, pigen fik fremvist et lille smil på sine læber og forlod rummet så da hun havde rakt hende bakken, hun lukkede døren efter sig så Camilie kunne være alene.

Camille smilede og takkede hende meget , da hun bragte maden og hendes rene tøj.
Hun blev alarmeret over hendes tomme blik, det var tydeligt at hun ikke var sig selv.Hvordan kunne hun overhovedet være i live, hvis dét var hvad hun var ?
Erindringen fra aftenen før, Vlad der tog hende i sine arme og følelsen af hans kolde hud der fik hende til at mindes Demetri, Vlad var med garanti vampyr...og nu også datteren ?
Camille skyndte sig at spise en smule af den veltilberedte mad og herefter et tiltrængt brusebad.
Taknemmelig for hendes tøj var rent og tørt, kom hun i sin sorte nederdel og bluse og de høje hvide sko.
Nu ville hun afsted, finde ud af hvordan i alverdenen hun kunne komme hjem.
Nogen måtte da opdage hun var væk og være bekymret for hende * hvem skulle dét *
Tænkte hun , medmindre der var fastlagt vagter på skadestuen for hende, var der ingen der tog notis af hendes gøren og laden.
Hun åbnede den tunge dør og spadserede ud på gangen.

"Går du allerede?" Spurgte en stemme som hviskede omkring hende, "men legen er jo først lige begyndt!" hviskede stemmen igen og nærmes fulgte hende som hun bevægede sig hen og ned af de skræmmende og lange gange med malerier med forskellige gamle billeder vis øjne fulgte en, næsten bokstavligtalt.
"Du går den gale veej" hviskede stemme til hende.
"Gå til højre, ikke den vej" hviskede den og nærmes guidede hende igennem de lange gange til Camilie kom til den store mamortrappe som gik ned og mødtes med den modsatte mamortrappe som gik af en anden gang, de mødtes og blev til en som gik ned til hallen hvor portendøren var lukket.

Camille drejede hurtigtq omkring, men så at ingen har der.
Så lød stemmen fra en anden retning og igen drejede hun omkring, men stadig ingen.
" skide magi " mumlede hun og skyndte sig videre.
Stemmen hånede hende lidt , at legen lige var begyndt, Camille selv mente den var ved at ende .
Dét virkede som den ledte hende den rigtige vej, hvilke var besynderligt.
Men hun var lettet da hun så den store port.Hun greb i dén og opdagede dén var låst." No way..." Protesterede hun og tænkte hvem hun skulle få til at lukke hende ud.
Måske lune hun manipulerer med låsen med telekinese.Dét var et forsøg værd, så hun lukkede sine øjne og visualiserese dét ske, så godt hun kunne.udfordringen var at hun ikke vidste hvordan låsen så ud indvendig, så dét var svært at visualiserer.
Hun tog spændt fat i døren, var dén åben nu ?

Døren sagde den lille 'klik' lyd og den store egetagsport stod nu på klem og en kølig vind ramte Camilie i ansigtet så hendes hår fik løftet sig en smule.
"Går du allerede?" Spurgte lorden som kom gånede ud fra bibloteket med blikket rettet ned mod en bog han havde åbnet som lå i hans ene hånd, han gik hen mod Camilie og kiggede op fra bogen og smilte venligt til hende, "sovet godt?" Spurgte han hende og åbnede porten for hende med lethed, med et lille 'push' på hendes ryg førte han hende ned af den lille sten trappe som førte ned til gården. Gården var enlig ret stor og en relativ høj mur med en flot metal port som førte en ud på en slidt, brugt og bumbede lille sti, og det eneste man kunne se hvis man kiggede rundt, var slette, bakker og så man kunne ikke bare se ligeud og langt fremme nogle steder, man blev nød til at gå op på bakkerne for at få bedre åsyn, meget få enlige dog halv døde træer og så var der bjergene ude i horizonton med hvidt på toppen. Desuden så var der en del tåge på de Transelvaniens

sletter, og idag var ingen untagelse, en lidt halv tyk toge bredte sig selv inde i gården.

Det gav et lille gip af overraskelse da hun hørte lordens stemme, hun havde ikke set ham gøre sin entre.Hvad var der med hans evner?Hun vidste at vampyrer kunne bevæge sig lydløst men denne fyrs evner strakte sig langt ud over fart og styrke.
Hun kiggede ud ag døren der nu var åben og fastholdte sin oprindelige plan fra dagen i forvejen.
" Godmorgen.... Ja det er min hensigt at komme afsted, ellers bliver...folk... nok bekymret over hvad jeg er blevet af " smilede hun og håbede at lorden fandt hende overbevisende.
Hun kiggede ud på omgivelserne og måtte sande at det var lidt af en udflugt hun var ved at begive sig ud på, uforberedt.Uden proviant, uden beskyttelse.Camille var impulsiv og fik ikke altid tænkt tingene igennem inden hun handlede.Hendes omsorg og evne til at tage vare på andte var sublim, men når det galdt hendes selv var den nede på minimum.
Hun lod sig føre ned af trappen og hendes blik fulgte den lille sti.
" Hvis jeg holder mig til stien , kommer jeg til den nærmeste by...korrekt? Kan du sige mig hvor lang en gåtur jeg har foran mig ? " spurgte hun høfligt den unge og mystiske lord.

"Jovh det er korrekt" svarede han og smilte ned til hende, "men den nærmeste by er 2-3 dages match herfra" fortalte han hende og så ud mod sletten og havde et bekymrende blik. "og jeg vil råde dig til at holde dig på stien, hvis du først forlader stien er det umuligt for dig at finde tilbage begrund af tågen som stort set aldrig fjerner sig her, han vendte sig nu mod Camilie og kyssede hende på læberne og under kysset kunne hun mærke noget spidst som lige prikkede på hendes underlæbe, en pludselig vind tag fat og føre hende gennem gården og ud af stedet så hun befandt sig ude på stien, Vlad havde vinkede farvel til hende og råbte at hun ikke skulle stole helt på folk i transsylvanien og så lukkede porten bag hende og på magiskvis kom der en tung metal kæde rundt om porten.
En tågen dannede sig nu en smule om hende, hun kunne dog stadig se et stykke frem, men efter det blev det meget svært at se hvad der lå ude i horizonten, andet end det meget høje bjerge.

Camille skar en lille grimasse, hvor typisk for hende at havne i umulige situationer.
2-3 dage var jo en mindre rejse. Måske hun skulle forsøge at komme på den gode side af den mystiske lord, at bede ham om hjælp til at komme dertil, måske transport eller proviant.Et tæppe til natten måske. Hvorfor var hun så stolt eller bange for at bede om hjælp, hvorfor stolede hun så lidt på ham så hun troede hun var bedre stillet alene, ude i ingemandsland?
Hun skulle lige til at bide stolthede i sig og bede ham om hjælp, da han satte munden til hendes læber, og da hun skulle til at skubbe ham væk blev hun afledt af en form for stik eller prik på hendes mund. Hvis han havde bidt hende ville hun blive meget vred og varpe ham een, så da han slap kysset tog hun hånden op til sin læbe, men der var ingen spor af blod.
Tilgengæld var det som vinden viste hende vej, fulgte hende på plads på stien, og Vlad sagde Farvel og at hun ikke skulle stole på nogen.
Så stod hun der...alene og følte sig som rødhætte... nu manglede hun bare "sin ulv" men gerne i menneskeskikkelse.
Hvad var der egenlig blevet af Altair? Var han stadig i sin varulveform?
Men raske skrit begyndte hun at gå ud af stien, og trodsede tågen.

tågen blev tykker med tiden, da det jo nærmede sig eftermiddagen, pludselig lyder der en stemme i tågen og væk fra stien et sted ude i tågen kunne man høre en lille pige stemme råbe efter hjælp og at hun sidder fast.
Tågen viste en lille silluette af en pige meget svært et stykke fra stien og hvor Camilie stod, pludselig høre man skriget fra pigen og skrige at noget eller nogen skulle gå væk.
Samtige oppe på en bakke længere væk fra hvor Camilie befandt sig,
"er du sikker?" Spurgte en stemme.
"Ja, er sikker, desuden fulgte hun også med varulven og gik ud af slottet, heh den skide vampyr-troldmand er vis ude på at få pigebarnet slået ihjel, lad os se hvor lang tid hun overlever herude før varulven tag hende" svarede en lidt dyber og ældre stemme, de to mænd sad på nogle brune heste og vendte om og red væk igen.

Hun var træt , allerede og hun vidste godt dét var et virkelig dårligt tegn da der var en lang rejse foran hende.
Tågen indhyllede hende og landskabet som en dyne der lå beskyttende over dét hele.
En barne stemme en ung pige stemme måske råbte om hjælp og Camille stoppede op og lyttede intenst til retningen bønnen om hjælp var kommet fra.Hun hørte også andre stemmer og dét de sagde, og hun følte sig delt i to, splittet.Hun huskede jo lordens advarelse om ikke at stole på nogen.
Men en lille pige, dét var ikke en mulighed at bare gå videre, uden hende.
Camille løb i retning af stemmen "Hey...hvor et du ?Er du okay ?" Råbte hun ud i tågen og ønskede meget at intet var hændt pigen.

Pige stemme blev højere og højere efterhånden som Camille fulgte den lille piges skrig om hjælp, tågen var allerede blevet tykkere og tykkere, langsomt begynder der at komme en overrise af en pige med benet i klæmme i et eller andet i jorden og noget sort pelsede og meget højt stod halvt bøjet over pige med åben mund, klar til at bide hende.
"Arrr! HJÆLP!" Kom det fra hende igen, men selv om Camilie løb imod retningen af hende så forsvandt hun lige pludselig og var et andet sted i tågen, længere væk fra Cmailie og så blev der stille pludselig, den lidt fugtig tåget havde samlet sig så meget om hende at hun kun kunne se 8-10 meter frem.
Et fjern ulvehyl i det fjerne kunne høres svagt og så holdte hylet op igen, selv om det stadig var lyst og dag, så gjorder tågen det til en slags nat af en art, det blev hvert fald mørkere end hvis den ikke var der, jorden var en lille smule smudret, ikke det voldsome men stadig som hvis man stod for stille længe nok, ville ens sko eller anden form for fod tøj stille en smule fast.

Tågen omsluttede tæt, unaturlig tyk var den.
Hun styrede efter stemmen og da hun endelig fik visuel kontakt, var dét et horribelt syn.Stakklen sad fast, og et dyr stod klar til at bide.Camille skreg "neej" og løb mod hende for at trække hende, stikke dyret i øjnene eller hvad der end måtte byde sig af mulighedder.
Tågen vanskeliggjore et ordenligt syn og hun frygtede at dyret ivirkeligheden var et væsen.
Men som sand i hendes hænder, forsvandt pigen og dyret....trak den hende rundt ?....eller var hun ved at miste grebet, var hun dehydreret ? Eller var der andet på spil.Hun vrissede lidt eder ud i den grå tåge, hendes fødder sad lidt fast i den klæbrige jord og mørket synes at fylde tågen og fortrænge dagens lys.
" hvor er du ?" Råbte hun med frustration i hendes stemme ,ud i luften, imens hun drejede rundt om sig selv.
Hendes telekinese var til ingen hjælp...nu hun tænkte over dét var den dét sjældent, dét endte altid med at hun skabte flere problemer end hun løste, når hun brugte den.
Hun så sig omkring...og konstantetede at hun ingen idé havde nu ,hvor stien var iforhold til hendes placering.
" Gotta be kiding Me " mumlede hun for sig selv.
* og hvor er så lige lygten ...en rejse på flere dage ,uden lys...great...Good work Camille * bebrejdede hun sig selv, da dét begyndte at gå op for hende at hun var rimelig lost.

Det følgtes næsten som at tiden stod stille når man befandt sig i sådan en tåge som Camilie var i nu, for man kunne hverken finde hoved eller hale i hvad tid på dagen var eller hvor man faktisk befandt sig, tit var der folk som døde fordi de endte var gået ud over en en klippe afsat og blev dræbt af klipperne dernede, grunde var at tågen er så tyk at man ikke ka' se særlig langt frem, og nogle gange er den faktisk så tyk og tæt at man bare kan sætte sig ned og vente til næste dag.
Dog er tågen idag ikke så tyk som den kunne ha' været, pludselig lød den lille pigestemme igen længere væk i tågen, for det var ude for Camilies rækkevigde, denne gang kunne man høre hun løb, for pigens åndedrægt var tungt, "hjæææælp!!.. Ihh.. gå din vej udyr!" Skreg hun med sin unge lille pige stemme, et ulvehyl og knurren lød så næsten med det samme efter pigestemmen holdte op, som om der var en jagt igang.
Dagen begyndte at gå over til at blive eftermiddag, for tågen lettede en lille smule men ikke nok til at man kunne se tydeligt, langt fremme.

Hun var ved at blive desperat....pigen var som dug i en solstråle, hun forsvandt hver gang hun dukkede op.
Camille skreg ud i tågen "hey...lad hende være ...lad hende være for helvede " .
Hun stod med armene langs kroppen og hænderne knyttet...hun begyndte at gå i retning af ulvens knurren...ihvetfald den vej hun mente at have hørt den.
"Altair?" Kaldte hun bange ud i tågen, bange for hvis dét skulle være ham og bange hvis dét nu ikke var.
"lortet situation " mumlede hun og fortrød næsten ikke at være blevet hos lorden og fået ham overtalt til at hjælpe sig sikkert hjem, for dette virkede efterhånden som en kamikaze mission.

Knurren blev efterhånden højere og tættere på hende og med et forsvandt den, som dug fra solen, tågen havde løftet sig en smule men samtig havde var jorden også blevet meget mudre end da hun forlod stien.
En stærk duft af mad svævede imod retningen af Camilles næse og røj længere væk fra hende kom op af en skortsten som stak op over tågen.
Stilheden blev så afbrudt af en latter.. nærmere end latter som vaklede lidt mere over i det onde, nogle hove lød mod den bløde jord og kom tættere og tættere mod hende, der var stadig intet at se, men man kunne bare høre hestens hove mod jorden og en latter som kunne få hårende til at rejse sig.

//Ey søde, sry at der har gået så lang tid, men har virkelig ikke haft krea og skole samt lektier : 3

// Altair....du skal da ikke undskylde, jeg venter på dig as long as it takes...you know that ;) //

Hun vendte og drejede sig i forsøg på at finde hoved og hale i den vilde knurren og pigens nødkald.
Dét føltes lidt som at skulle bokse mod en usynlig fjende...håbløst.
Hun hang i jorden nu, med hendes sko og imens hun stod og nørklede lidt med dét ,slog duften af mad hende og hun fik næsten mavepine.Hvorlænge havde hun gået nu foruden drikke og mad ?Hun var forundret over at se en skorsten og vide dét ikke blot var en duftehallucion hun oplevede, hun måtte sande at hun helt og aldeles havde mistet retningssansen.
Lyden af hove kredsede sig ind på hende. Hun kunne umuligt flygte, selv om den onde latter der skyllede ind over hende vækkede netop dette instinkt i hendes lille krop.
Men der VAR ingen steder at flygte til....og måske hvis hun kunne komme ind i huset , ville der findes knive og dets lige hun kunne bruge som våben til forsvar.
Hun satte i løb mod skorstenen.

Efterhånden som Camille nærmede sig skorstenen, blev en kro tydligere og tydligere, mere og mere af kroen kom til syne i tågen og det samme gjorder latteren og hovene men som hun stadig intet kunne se, det var som en fatamorgana der var usynlig men stadig fulgte efter hende. Faktisk begyndte der at danne sig træer bag kroen som blev større og større, faktisk var det en af de større skove i Transsylvanien og stien som Camille kæmpede sig vej hen til delte sig, kroen havde en mellem stor plads hvor man kunne sidde ude og spise når "omgivelserne" den der gik ind til kroen forsatte gennem gåpladsen og videre ind i skoven og ind i mørket, hvor imod den anden sti gik langs skoven et godt stykke tid og drejede så i en bue væk fra skoven og ud i ødemarken igen.

Hun kæmpede med at fortrænge latteren fra en rytter , hun stadig havde tilgode at se.
Camille var begyndt at tvivle på hendes forstand og nu var det næsten impulser og instinkter der drev hende frem.
Hun gik igennem pladsen , tog bestik af genstande og omgivelserne i almindelighed og så stod hun endelig ved den store tunge dør ind til kroen.
Om hun bare skulle gå ind , var uvidst.....intet her virkede normalt, som om dét hele kunne ændres på et øjeblik.
Hun greb Istedet om den store ring af jern på døren og bankede det hårdt ind i den tre gange imens hun afventede en reaktion.

Latteren holdte pludselig op og en skikkelse stoppede lige inden den kom til syne for Camille, hun kunne lige se omriset af en rytter og nogle brændene øjne, rytteren fik hesten til at hæve sig op på bagbenene så den vrinskede og så red han væk i en storm mens hans latter blev lavere og lavere.
Kort efter lyden af rytteren forsvandt, stak der et hoved ud i det åbne og så hurtigt fra side til side "hvem der?!" spurgte den gamle mand som så ud til at tid havde gnavet lidt i ham her og der, han var hvert fald op i alder og man kunne se at han havde lange hvide hår som går ham til starten af halsen, han var en smule krumbøjet med lange tynde findre og en typisk kromands tøj fra 1500-1600-tallet.
Med en hurtig bevægelse greb han fat om hendes håndled og pludselig stod hun indenfor i en realativ stor kro, en lille tyk kvinde kom dem begge i møde med et viskestykke over skuldren "har vi en gæst?" Spørg hun kromanden overraskende.
"Hvad lavede du derude på dette tidspunkt af dagen?!" Spurgte han og greb hende om skuldrene og så hende i øjne med sine egne kulsorte men en smule mager øjne, han havde faktisk et ret stærkt greb hvilket man ikke skulle tro en havde i hans alder og udseende, "hvem du ikke der er varulve og andre farlige væsner derude?" Spurgte kvinden og gik hen for at tjekke om døren var låst.

Hun stirrede måbende efter rytteren.
Hvad havde været hensigten med dette, at skræmme hende ?
En lille rislen løb fra hårgrænsen i nakken og ned af hendes ryg, Well...i givet fald havde dét virket.
Hun befandt sig efter et øjeblik i en ældre mands greb, Han har pænt stærk af sådan en gammelfar at være.En sej gammel gut.Han virkede ikke helt tryg ved Camille og kro mutter kom da også til bistand.
Camille forsøgte at vise hun intet ondt havde i sinde og at hun blot søgte ly her for natten.
"Jeg er faret vild, temmeligt meget ....og behøver husly til i morgen.
Penge, har jeg intet af, men hvis i vil huserer mig og lade mig drikke vand, kan jeg vaske op og gøre rent til gengæld "Camille mærkede en tørst og et træthed mase sig på.Men hvis hun bare fik.noget at drilke skulle hun nok holde trætheden for døren, eller gøre et bravt forsøg på dette.
Hun så sig omkring.Dét var en pæn og vedligeholdt og ren kro.
Dét var jo heldigt, specielt hvis nu hun fik lov at blive natten igennem.

Den gamle mand smillede kort til hende, "mutter, før vores gæst op til et værelse" og åbnede skodderne på klem så han lige kunne kigge ud.
Rytteren var væk og månen var begyndt at titte frem i horizonten, det gav den gamle kromand et lille gys og lukkede og gik rundt til alle vinduerne for at se om skodderne var låst ordentligt.
Kromandens kone fulgte Camille op af trappen som var for enden af kroen, faktisk lige overfor den store hoveddør, "håber ikke vi skræmte dig for meget lille ven, men det er næsten aldrig mere at vi får gæster efter ham lorden ankom med sit slot" fortalte hun med en lidt sukkersød men samtige også rar og rolig stemme.
Hun holdte en lysestage med tre hoveder, hun var ifør i en enkel farve kjole som gik næsten helt ned til gulvet, så hun blev nød til at løfte lidt på den for at gå op af den lidt knirkene egetræstrapper, de stod nu på en halv lang gang med stearinlys i hver ende hvor gangen forsatte til højre og venstre alt efter hvad vej man gik af gangen.
"Du kan få vore bedste værelse" fortalte hun og smilte varmt til Camille og gik helt for enden af den halv lange gang, dog drejede de ikke til højre men stoppede ved døren, den så ikke ud af meget, sengen var en smule afbleget og der var kun et enkelt lille lys på et træbord med en stol til, tapetet havde dog stadig lidt dens farve tilbage, værelset havde også et skab til tøj og faktisk var der også et mindre toilet kun lige plads til en person.
"Du kommer bare ned når du er sulten søde" fortalte hun og lukkede døren for hende så hun kunne være alene.

Okay...de virkede virkelig søde , nærmest på en mormor og morfar agtigt måde.
Ikke at Camille nogensinde havde været forkælet med bedsteforældre af nogen slags, men dét forhindrede hende jo ikke i at drømme om at have dét.Ligesom da hun en ultra kort tid, sammen med Castle og Oliver havde drømt om engang at blive en lille familie.Men dén drøm brast, som de fleste drømme punkteres hvis man drømmer dem længe nok.
Camille kiggede sig omkring, efter at være ladt alene i værelset.
Hun rørte lidt ved de forskellige møbler og da hun satte sig på sengen, var dét som ramte hun noget hårdt.
Hun mumlede noget i stil med "Jeg sku ingen prinsesse, sp hvem har lagt en ært i min seng ", men da hun kiggede var dét ikke en ært, men en gammel dolk, med tegn på rust op af skarftet.
En indskydelse fik hende til at stikke dén ind under hendes tøj, just in case.
Hun gik på toilettet og så sig i dét lille ovale spejl.Hun blev helt trist ved syet, snavset og kedelig og ...ja...hun lignede en tam vild
Hun fik dét meste af urenhedderne vasket af, og besluttede at gå neden under og se om hun kunne få lidt brød og vand, hvilkt ville være mere end tilstrækkeligt...
Hun gik ned af dén knirkende trappe og stod for enden af trappen * var de alle gået eller ? * tænkte hun.

Ved siden af trappen var døren til køkkenet hvor mutteren kom ud og smilede da Camille havde vasket sig ren, "kom lille ven, lad os få dig noget mad i maven" sagde hun med en varm og sukkersød stemme, hun førte hende hen mod et halv gammelt bord og stole, de var gamle fordi at man tydelig kunne se revner, små stumper som var faldet af kanterne og de matte farver.
Så'en var det egentlig på stortset alt træ i kroen, mutteren forlod Camille og forsvandt ind i køkkenet igen, hvor det var både kromanden og mutter lavede mad, efter nogle små 10 minutter kom mutter ud i det store rum igen hvor alle borderne befandt sig som ligeså Camille, "værse go søde ven" sagde hun og stilte en tallerken med et par møre bøffer med katofler til og en god persillesovs over det, ved siden af stod der en kande med vand og et glas. "Velbekommen" sagde hun og smilte glad til hende med sine små buttede kinder.