Ingen kender dagen før end solen går ned / Altair

Pigen var lidt overrasket over at hun ikke vil forlade slottet da hun havde chancen, "I.. It's not safe for you to see the werewolf you call Altair, and my father will be really mad at me if i let you to the werewolf where Shadow has taken him" sagde hun og så først ned på Camilles hænder som holdte hendes, hun gav et lille støn fra sig og pegede mod trappen som den sortklæde mand havde gået ned af, "go down there and just left, right, left and then just go straight ahead, you will find a big wooden door at det end of the corridor, in the room you will find your werewolf" fortalt hun hende og slap Camilles hænder og gik baglænds og snogede rundt på hælene og gik hen imod den store marmortrappe som havde et rødt gulvtæppe i midten så man kunne se ud til begge sider af det, marmoret, hun vendte sig om og så på Camille, "If you find your werewolf you will danger yourself" og så vendte hun sig om og forsvandt rundt om et hjørne.

Camille forstod ikke hvorfor alle advarede hende, måske han var forsat i sin ulveform, my god...hvor længe var han så det, hvis dette var tilfældet? Hun rystede pigens hænder som tak og gentog " I go left, right, left and then straight ahead....thank you so very much miss, and don't worry...I will be carefull whatever I do " og så satte Camille kurs mod trappen.
Hun gik ned af den halv mørke gang, og drejede til venstre første gang det var muligt og dernæst til højre.
Hun standsede og funderede lidt over hvad hun skulle stille op, hun havde ingen plan, kun en stærk fornemmelse af at de skulle væk herfra.
Hun satte i bevægelse igen og denne gang til venstre og dér...dér for enden var en kæmpe stor tung dør med en...hængelås.
"Damn....hvor typisk "mumlede hun.
Med en stigende puls nærmede hun sig med langsomme skrit døren.
Hun rakte en let rystende hånd frem og trak et par gange i låsen, uden der skete noget.
"Altair....er du der ?"spurgte hun og lagde sit øre mod døren og holdt vejret.

En knirken lød og døren gik en smule op, længere inde i det meget store dog halv tomme rum helt nede for enden af rummet var der et ret stort bur med en rassende sort varulv som brølede af den sortklædte mand som stod med en lang metal alla pin som kunne give elektricitet til det enden rørte, Varulven prøvede at ramme manden med sine klør i håb om at dræbe ham men hver gang den prøvede blev den zappede med pinen som fik den til at gå lidt tilbage for så hurtigt at vende tilbage for at få fat på ham.
Så'en havde de nu gjort lige siden den vågnede og prøvede at flå hovedet af ham, "Forsatan du er svær at få holdt styr på" sagde han lidt irriteret og træt af bræstet han prøvede at holde i skak men ikke rigtig lykkes, buret var lavet helt af metal, to meget tykke metalplader som grund og tag, og så var det utrolig tykke jern stænger med de 17-18 centimeter mellem dem alle hele vejen rundt.
Manden havde alt for travelt med at holde "styr" på den vilde sorte varulv at han slet ikke lagde mærke til t døren gik op i den anden ende...

Camille betragtede dem i en lille tid , så besluttede hun at have set rigeligt.
Hun trådte ind med stålfaste skrit og gav manden et herligt smil.
"Nå, jeg ser du stadig kæmper med dyret..det vil lorden ikke bifalde, at det tager så længe.Han var dog mig meget taknemmelig for at lokke dyret hertil" . Hun stak næsen lidt i sky og sagde med skadefro i stemmen "Han er hjemme før tid og ønsker at tale med dig...nu !". Så rakte hun ud efter pinden der gav stød og afsluttede "Hans er mit ansvar imens...nu skal jeg morer mig lidt ".

Manden fik lidt et chok da han havde været kocentret over dyret at da Camille begyndte at snakke til ham var han lige ved at blive ramt af de noget så utrolig skarbe barberblade, "hvad laver du dog her?!" Spurgte han nu lidt irriteret men også overrasket, "du må slet ikke være her, så smut! Desuden er her alt for farligt" advarede han hende og tog pinen fra hende, "tror du virkelig at jeg glemmer dig.." mere noget han ikke før han blev nød til at zappe til Varulven som bare blev mere rassende jo mere han gjorder det, "se så at kom ud herfra!" Fortalt han hende uden at kigge da han skulle koncentrere sig om den vilde varulv...

Camille ville give ham endnu en sidste chance...men hun kunne mærke raseriet stige inden i , som bobler i champagne små og fine, var det begyndt at røre på sig.
"Du skal afsted nu, måske hørte du mig ikke første gang ?" .
Hun lukkede øjnene ..og efter et split sekund stod hun med stødpinden i hånden og sagde " Du rør ikke dén varulv éen gang til, så er du død" , Camille trådte frem mod manden, Men ikke alt for nær det store bur med Altair i....hun var bange for at kigge på ham og havde ingen idé...endnu...til hvordan hun skulle lukke ham ud, uden selv at blive flænset i processen.
" het the hell out og here !" Camille pegede strømtingen truende mod manden.

"Er du skør?!" Sagde han og skulle til at tag pinen tilbage men nåede lige at gå nogle skridt tilbage da hun pegede staven mod ham, "Lille pige du aner ikke hvad du gør, giv mig nu staven tilbage og ingen vil komme tilskade" sagde han stod helt roligt med en hånd frem mod hende og skævede kort til den oprørende varulv som nærmes gjorder skade på sig selv for at komme ud og flå de to små ubetydelige skabninger i stykker. Varulven brølede af dem begge op til flere gange og var total ustyrlig, pludselig fløj der noget forbi deres ansigter, en skruge havde bokstavelig talt blevet skudt ud af trammeburet som var en af de skruer som holdte det hele sammen.
Det så ikke ud til at ha' fået noget effekt på varulven for den forsatte bare med at skubbe hårder mod burets trammer og slå ud mod dem begge med et brøl, "buret kan ikke holde til hans banken og massen mod dens trammer, hvorfor tror du jeg har holdt det hen så længe til lorden kom tilbage?" Spurgte han og havde et underligt roligt blik, eller det var mere et "giv mig staven tilbage og vi begge vil overleve".

"Skør ? ...det er vist nærmere vanvittig...du skal lade dén...ham...være nu !" Camille hentydede til det hun havde set ham gøre, give dén stød, og hun var rasende.
"Er det sådan du beviser åh hvor stor en mand du er ?" tirrede Camille ham, alt imens hendes blik flakkede over på varulven....dén kunne ikke formodes at smadre det store bur....selv at bryde løs ? Hun mærkede en gysen og en begyndende bagende tvivl krybe op af rygraden.
Burde hun lytte til hvad de sagde?Hvad hvis de virkelig blot holdt ham i sikkerhed for sig selv og alle andre? Camille begyndte at bevæge sig, gå uroligt rundt og overveje næste træk
Så kom skruen flyvende og varulven gik nærmes amok i sit bur.
"Løb, afsted med dig " forsøgte hun at få manden ud i sikkerhed.
Selv overvejede hun , det bedste sted at 'gemmer sig ' hvis varulven slap fri.
Kunne man slet ikke...overhovedet...nå ind til manden inden i udyret? Camille anede intet om dét at være varulv, og det ville hun muligvis komme til at betale en stor pris for nu?

"Tror du det er mig der bestemmer det her, jeg gør bare hvad jeg får besked på" sagde han og var begyndt at gå nogle få skridt væk fra den rassende sorte varulv, "giv mig staven og vi begge overlever og jeg vil prøve at få snakket med lorden om at skåne dig" advarede han hende og med lyn hurtige bevægelser, stod han med staven igen i den ene hånd, pludselig blev Camille løftet op i luften ved hjælp af tankens kræft fra den sort klædte som var han der gjorder det.
Hun begyndte at svæve gennem luften og mod døren som åbnede sig for hende så hun kunne komme ud af det halv store rum med det samme, pludselig kunne man høre flere skurre som blev skudt af fra buret som var ved at rive sig løs fra træbjælkerne og gulvet som holdte det fast, det tykkefliser var åbenbart ikke bygget til en varulvs rasseri, hvilket fik manden til at fjerne sin kocentration på Camille så hun ryg på sin bag på de kolde fliser og rykke den tilbage til varulven som faktisk var ved at slippe ud.

Camille var fast besluttet på ikke at give sig.Stødende var tydeligvis meget smertefulde og hun ville ikke bare lade ham bruge dén på varulven.Måske den ville falde til ro ,hvis han stoppede brugen af staven, ennhver der blev...tortureret på sådan vis, ville naturligvis blive ophidset og forsøge forsvare sig selv.
" Skåne mit liv, siger du ? Hvorfor vil han overhovedet tage det , fordi jeg vil sætte en stopper for det her galematias? " snerrede hun og nikkede med hovedet over mod varulven, der så ekstrem oprørt ud og vildskaben lyste ud af dén, så gennemtrængende så det næsten kunne ' mærkes' i selve luften.
Så var staven ude af hendes hånd...Damn,han er hurtig, nåede hun akkurat at tænke inden hun langsomt blev ' taget op ' i luften og stille transporteret ud af rummet.
" Det fandme ik i orden...hvad tænker du på...store skide idiot af en mand ." og en hel del andre ting råbte hun frustreret og det næste hun mærkede var hun halvt sad / lå på det kølige gulv af fliser.
Der hørtes høje brøl og skramlen indefra rummet...Camille tænkte hun var nød til at finde sig et våben.Hendes øjne skinnede da hun så sværdet på væggen...bare et almindeligt ét, men stadie et tveægget sværd.
Hun lukkede sine øjne i, og et øjeblik efter stod hun med det i hånden.
Hun lavede et par sving og stik ,ud i luften med det , for lige at 'pudse det værste rust af '.

I løbet af et split sekundt fløj den store trammedør tværs gannem rummet og ramte vægen med et ordenligt brag og larmede en hel del da den landede på gulvet, den sortklæde mand nåede lige med nød og næppe at hoppe ud af dens bane og i sikkerhed.
"Fuck!" sagde han og kiggede med rædsel på den 2,40 meter højde sorte varulv som kom først langsomt ud og rejste sig op i sin fulde højde med armene lidt ud og spredt fingre for at vise at den var klar til at flænse, manden begyndte at gå langsomt bagud og mod hvor Camille står, "se nu, det var grunden til at jeg brugte staven! Stødet lammer bræstet og falder til ro, sove medicin virker ikke på den type varulve!" sagde han nu irriteret og trak en pistol og tog en lille sølvkugle frem og var ved at lade den mens han gik baglænds uden at fjerne blikket fra den nu ret "pissed off" varulv.

Camille fik drejet sig omkring, da larmen blev overdøvende.
Hvorfor det vækkede sådan en rædsel i hende at se varulven ude og oprejst , klar til kamp, var både logisk og det modsatte, det havde trods alt været hendes mål at få Altair fri.Problemet ...eller udfordringen bestod blot i at det næst der ligelig lignede en der ville slagte alle på dens vej, havde vældig lidt tilfælles med Altair.Hvordan skulle hun kunne redde Altair , når varulven var så aggressiv og frygtindgydende ?.
Camille så manden tog en pistol frem, formentlig med sov kugler i.
Hendes blod frøs til is og hun mumlede mest til sig selv " nej nej...nej ".
Hun lukkede sine øjne i , og pistolen forsvandt de mandens hånd og blev placeret i Camilles
Hun fattede mod, og gik et trin frem imod manden og den gigantiske varulv.
Hendes hjerte bankede med dobbelt slag, og hun sendte en hurtig tænke til dem hun havde kær...Zean, Tristan ,Crasie..ja selv Sakref...hvis bare éen kunne hjælpe...kunne guide hende.
Hun så på manden og viftede med pistolen "smut" sagde hun febrilsk til ham og trådte bare en anelse tættere på varulven. "Altair ?...Altair...kan du høre mig ?" forsøgte hun at finde manden i udyret og skabe kontakt.

Den sort klædte mand stod og forstod først ikke lige hvorhen hans revolver blev af, men så at Camille havde den, han var en smule overrasket at hun turder gå tættere på et væsen som ville kunne flænse hende i løbet af kort tid, "skynd dig og dræb ham inden han dræber os! Eller gå til side og lad mig gøre det!" Sagde han og kiggede lidt nervøst på varulven da den kunne finde på at angribe når som helst.
Den store sorte varulv stod truende og brølede af dem og sprang hvor dem, manden kunne ikke vente længere og greb revolveren og skulle lige til at trykke på aftrykkeren men blev nød til at hoppe væk og blev revet på armen "ARH DAMNIT!" Sagde han og skar tænder da dens klør havde lavet et ret stort snidt sår på armen, varulven landede på alle 4 og vente sig om og knurrede af dem, manden affryrret sølvkuglen mod varulven men ramte ved siden af da smerten jog igennem hans arm så han sigtet lige over øret på den, den brølede af dem og sprang hen til døren, rev døren næsten af og forsvandt ud på gangen og videre mod hallen, manden sank sammen kort men fik rejst sig op og med revolveren i den ene hånd hvor der dryppede blod ned af og ned langs pistolen så det efterlod små blod pletter på gulvet og med den anden hånd styttede han med til ting og til væge efterhånden som han fik banede sig vej.

Camille var anspændt i hver en muskel i hvert et led og adrenalinen flød gennem hendes krop i store mængder.Varulven stod kæmpe og faretruende og brølede af dem begge to.Den sort klædte mand havde fået raget sig pistolen tilbage , imens Camille så ud til at være paralyseret af skræk af varulven.
Den valgte dog at rive ud efter manden og denne forsøgte dernæst at gøre alvor af truslen om at skyde og muligvis dræbe den
Hvorfor fanden kunne ikke en af dem tage det lidt med ro, tænkte hun ophidset.
". Lad ham så være....er du dum eller sindsyg...det er et....menneske ..også " skreg hun af ham og så Altair forsvinde ud a døren og igennem gangene med manden i hælene på sig, omend han virkede til at have mistet en del blod og være meget smertepåvirket.
Camille kunne ikke lade være med at tænke at det var hans egen skyld, han havde ikke været...rar.
Hun satte efter de spor af blod hun kunne se, og de brøl hun fra tid til anden kunne høre runge igennem de lange snørklede gange.
Hun sneg sig ind bagfra på manden og som nogen fra en dårlig film, kastede hun sig op på hans ryg og begyndte at klemme til om halsen.

Manden blev overrasket af det sniger angreb som hun gav ham og fik hende til at slippe hans arms med sine arme, dog gik der lige nogle sekunder hvor han lige var blevet lidt overrasket, han lod hende dumpe ned på sin rød igen så hun landede med et lille bump på det kolde sten gulv.
"Bland dig uden om, tøs" sagde han bare koldt uden at kigge tilbage til hende, han fik med den anden hånd på sin blodige snidt, han fik bandede sig vej op til hallen og stoppede i dørkarmen, den gamle butler sad halvt op af vægen med sin mave sprællet op så en del af hans indvolde lå halvt om halvt ude af maven.. eller hvad der var tilbage af det.
Meget af hallen var ødelagt og der lå to andre folk i hallen, den ene var ham som kun kunne snakke engelsk og den anden var pigen som havde hjulpet Camille til at slippe væk, hun lå på indenfor lige ved den store halls port som stod på hvid gab, hun lå i hundestilling, som når de lægger og sover med benende og armene bøjet lidt.

At lande på bagdelen igen for anden gang, fik hende til at fortryde alle de gange hun både som barn og senere i livet som voksen ,havde takket nej til spinat.Større muskler havde været helt fint lige nu.
Hun kom dog op og fotsatte hendes forfølgelse.Den første hun stødte på var den rare butler...og hans nu spredte indvolde.
"åh no no no ...for fanden " mumlede hun forfærdet og tynget af skyld, var det hende der havde sørget for hans henrettelse? Nu måtte hun prøve at helbrede.
Hun lukkede sine øjne og lagde sit hoved på hans brystkasse.Langsomt visualiserede hun alle organer, tarme og muskler og indvolde...hvor i kroppen de sad anatomisk korrekt.
Hun græd stille imens, men hun åbnede ikke øjnene før efter flere minutter.
Hun kunne se at der var bare en masse blod på butleren og gulvet, alt andet var i hans krop igen.jan ville leve, men kun hvis alt var intakt, hun kunne heale noget der var opflænset.
Hun havde gjort hvad hun kunne og begav sig meget svimmel videre.

Hun rendte lidt videre og så manden der kun talte engelsk og pigen....
Hun løb over til hende og knælede ved hendes side." Miss...are you okay..you have for to wake up ...miss?" Camille ruskede lidt i hende...hvad i himlen lavede pigen ?

Den unge piges hoved vendte sig mod Camille og øjne var helt hvide at man næsten skulle tro at hun ikke havde nogle øjne, hele hendes venstre side som vendte ud mod natten og gården var mere eller mindre flæset, pigen havde store flænger. Hendes venstre side af ansigtet havde fået tilføjet to halv dybe snidt, hendes hjerte bankede meget lavt eller næsten ikke..
Et højt skud lød lige ved siden af de to piger, manden havde ramt ved siden af fordi at han var så koncentreret at han kom til at gå ind i pigens fod og så havde hans smerte gjort ondt da han trykkede på aftrækkert, skudet fløj lige fordi den sorte varulv som hang ned i sin store muskuløse arm med sine bagben på siden af porten.
Den rykkede hovedet mod skydet havde fløjet forbi men vendte sig så mod ham og de andre og brølede af dem og begyndte at kravle op af slotes mure uden på, "damnit!" sagde han og gik ud i regnen for at se om han kunne se den, men uvejret var blevet for voldsomt at det var umuligt at se noget dernede fra, han kom ind igen og gik fra de andre tre og var på vej op af marmor tappen.

Camille satte sig på knæ ved pigen, og med tårene silende i en lind strøm ned af hendes kinder, undersøgte hun pigen og blev klar over ingen hjælp ville være tilstrækkelig.
Camille tog hendes flænsede og blodige hoved i sit skød, bøjede sig over hende og hyssede og sexet hende og begyndte at mumler fader vor på engelsk.Camille selv var ikke troende, men det var. måske pigen...eller måske kunne det at høre en mild stemme beroligede hendes sidste minutter.
Camille følte at kaos var opstået, og kunne ikke se en udvej på noget.Hun kæmpede med skyldfølelsen, men de kunne jo bare have ladet hende se ham, varulven Altair...og ikke givet ham de skuden stød.
Pigen lå Nu helt stille,uden hjertebanken og uden puls.
Camille lukkede hendes øjen og kyssede begge hendes kinder " undskyld ..undskyld" snøftede hun og rejste sig op, med fornyet aggression latent i kroppen, fotsatte hun efter manden ud i den sorte nat og uvejr.

Den sort klædte mand forsatte op af marmor trappen og forsatte videre til venstre som førte hen til en koridor som gik ud til en platform så han kunne se bedre hvor varulven var.
På vej hen af koridoren fandt han sølvkugler frem til revolveren som var i hans højre hånd nu, efter kort tid befandt han sig ude på balkongen og sigtede først opad mod det øvere tag og balkonger, bagefter gik han med varsome skridt ud mod kanten og sigtet nedad, ikke til at se..
lige inden han skulle til at gå ind og højere op i slottet, fik han øje på den, "der var du!" Sagde han med et lille smil og ud af hans jakkes ærmer ved håndledene kom der en form for klatreklør ud så han kunne nemmere kunne kravle på tagen og ikke falde ned pludselig, man kunne sagens kravle på taget det var bare livsfarligt uden nogen form for hjælp til at kravle da det regnede så meget som det nu gjorder, så taget blev gladt.

//yea ved godt jeg skrev at jeg ikke ka' svare, var ikke helt sandt søde, det er bare lidt svært :3
men fik lige en blast af krea!

Camille fulgte efter ham.Fulgte efter på tilpas afstand så hun ikke tabte ham af syne og tilpas afstand så hun ikke burde vække unødig opmærksomhed. Hun ville ikke lade ham skyde varulven.
Hun så ham lade en pistol og mærkede igen en stigende modvilje overfor denne mand , var der patroner af sølv? Han ville jo ikke uskadeliggøre den, han ville slå ihjel.
Lige da manden fik øje på varulven og konfirmerede dette ved at sige dét højt, listede Camille sig helt ind på ham, bagfra.Nu måtte dette stoppe. Hun rakte ud efter kragen og hægtede sin hånd fast i hans tøj.
"Hey..nu stoppet du makker" og hvis han ikke forstod dét ville hun...tvinge ham til dét.

// hey wolf ...trying to trick me are you ? //

Manden fik lidt af et chok men frik smidt hende af sig, "den er ikke længere et menneske! Så den må fjernes fra denne verden så den ikke kan gøre folk fortræd.. se selv på pigen nede i hallen" sagde han koldt og ignorerede hende, med et lille hop ud over balkongen greb han fat med sine klatreklør og begav sig op af tagets stejle skråning, det var ikke svært for ham at følge varulven, for et højt uhyggeligt hyl lød i vindens blæst og kunne give en kullegysningen.
"fandens tag den forbistrede regn!" bandede ham da det virkelig gjorder det svært at se særlig langt frem..
Pludselig lød der et brøl og skud i vinden op ved den store opsavitorie plads, det var den østlige del af slottet den plads var på, den havde intet tag og et stort teleskop som lorden af slottet kunne finde på at befinde sig på.

//Kunne aldrig falde mig ind søde <3

Hun blev rystet af , igen og var snart løbet tør for mulighedder.
* ikke menneske, pigen i hallen* billeder af død flød over hendes nethinden og en kvalme skyllede ind over hende.
"Du skyder ikke " råbte hun til hans ryg og mærkede igen en svimmelhed dét fik dét til at søerne for et kort sekund.
"pis" hun tog sig til panden og i samme moment lød både skud og brøl....hun rendte ud for at finde ud af om nogen var såret eller i værste fald dræbt.
Hun så mod platformen og koncentrerede sig ,regnen gav en ringe udsigt så dét var nærmest håbløst at se noget.

nogle flere skud blev skudt af deroppe og brøl lød i den halv blidene vind, og så blev der stille i et kort sekund så man kun kunne høre regnen slå mod slottets vægge og vinduer.
Pludselig kunne man høre en slags susen som kom med høj fart ned mod hvor Camilie stod, manden kom glidene ned af taget og nåede lige at gribe fat i balkongen som hun stod på og ligeefter lød der et bumb og varulven stod med ryggen til Camilie og fronten til manden, *shit!* Tænkte manden og så kort ned, alt for langt at springe ned, han blev taget op i armen og blev hævet op ud for balkongen i luften. Varulven brølede rasende af ham og skilte fingrene fra hinanden og flænsede hans mave op uden nogen form for hæmning. Et skrid af smerte næsten overdøvet vejrets larm men blev lavere og lavere lige pludselig, for den sorte varulv havde sluppet ham og udstytte i et gyseligt ulvehyl.

For hvert skud der lød, gav det er stort ryk i Camilles krop og hun for vilkårligt sammen.
Der hang en ildevarslende stemning i den mørke og våde nat , og Camille følte at hun var ved at komme ud på al for dybt vand.
Hendes hensigt havde været god, intentionen var affødt af en omsorg og taknemmelighed...en loyalitet nærmest, overfor manden Altair, der havde først reddet hende fra noget der kunne beskrives som en regulær voldtægt , havde sørget for hun fik bad og en tryg nats søvn og endeligt havde forsøgt forsvare hende, ved det mystiske angreb på hotellet.
But, lets face it...Situationen var ude af kontrol.
Lyden fik hende til at studse, hun så op og blev mildest talt overrasket da hun så den sortklædte mand hænge der og hun skulle lige til at hjælpe ham komme op da varulven, landede mellem dem. Den var sort, faretruende og havde en aura af vildskab.
Hun trådte vilkårligt et par trin baglæns og så måbende til da den trak manden op og der var intet hun kunne gøre for hverken mandens sikkerhed eller sin egen ,for varulven flænsede, ribbede ham op og Camille skreg af rædsel , uden af stand til at bevæge sig, ude af stand til at flygte i sikker hed.

Varulven vendte sig om da den hørte Camilies skrig og fik øje på hende med det samme og gik hen imod hende.
den stoppede op foran hende og så ned på hende da det var så meget højere end hende og knurrede som dog gik lidt i et med regnen, den sorte varulvs pels varvåd og vinden hev i den, den ignorerede dog fuldstændig vejret, som var det ingen ting.
den greb fat om hendes strube, eller faktisk mere om hendes skuldre/hals og løftede hende op i øjnhøjde, pludselig vendte den sig om og i en utrolig hurtigt bevægelse svingede den armen hvor Camilie var for enden i dens hånd, hang nu og dinglede ud over balkongen, den sorte varulv knurrede som man kunne se dens lange, sindsyge spidse dog hvide tænder.