Ingen kender dagen før end solen går ned / Altair

"Jeg skal nok lukke øjne hvis du er nøgen" sagde han over fra sengen og gjorder som han havde lovet da han ikke videre om hun var nøgen eller ej, Camilles søde duft ramte hans næsebor, han satte sig op på sengen stadig med lukket øjne, "ka' du ikke lige sige hvis du har tøj på så jeg ikke behøver at havde lukket øjne, det bli'r lidt svært at kunne bevæge mig i mørke" sagde han lidt drillende og kiggede lidt rundt som om han havde åbnede sine øjne og undersøgte rummet.

//sry krea svigt : S

Hun stak hovedet ud først og smilede lidt af ham.Det var vist heldigt at hendes lidt rå redningsmand også var galant og omsorgsfuld, det var det hun tolkede hans opførelse som.
Hun følte hun kunne stole på ham og besluttede at følge sit instinkt.
Hun trådte ud "ikke nøgen...slå du bare øjnene op ". Hun så mod den anden seng , hun havde jo ikke kunne undgå at bemærke at blusen var røget og at han var en .... Ja, skal vi sige det sådan...han havde med garanti ikke vanskeligt ved at få kvindeligt selvskab.Camille mærkede varmen i kinderne og fokuserede på sengen der var ledig.
" Må jeg ?" Spurgte hun og pegede...hun havde lyst til bare at glide ned under dynen og lukke øjnene, bare et tiny kort sekund. Havde Altair mon noget imod dét...eller mon han havde helst set hun smuttede afsted, efter at havde fået sit bad?Camille blev usikker ,hvilket var en ufed følelse når man i forvejen står kun iklædt et håndklæde.Hun så afventende på ham.

Altair åbnede sine øjne og så hen på Camille med et lille smil, "nåh går det bedre nu?" Spurgte han og ignorerede lidt at hun kun stod med et tæppe om sig, "ja slå dig bare ned" sagde lidt i et grin, "troede du at jeg vil sende dig af sted efter du havde fået taget dig et bad??" Spurgte han nu og begyndte lidt at grine og kravlede selv lidt baglends og lagde sig ned på sengen uden at trække dynen over sig da han ikke ville kunne fryse.
med hænderne placerede bag hovedet på hovedpuden lå han og kiggede op i loftet så hun kunne komme iseng uden at skulle være nervøs for at han ville se hende nøgen eller noget.
"Forresten, må jeg spørger dig om noget?" Spurgte han uden at kigge på hende.

Camille mærkede en lettelse i hele kroppen og kiggede lidt betuttet på Altair.
Det var jo faktisk lige precis hvad hun havde troet, at han måske have ville sende hende afsted, og for at være ærlig...så anede hun ikke hvor hun var og hvorlang hun var fra sin lejlighed i Deepshell.Og netop nu, havde hun ikke overskuddet til at forholde sig til det.
Hvorfor hun var så vildt påvirket af det? Camille var normalt ikke noget svag person og selv om hun hurtigt blev skræmt og bange så plejede hun at komme sig lige så hurtigt igen.
Men netop trusel om fysisk voldtægt, var meget svær at håndterer, hun var mere "forvendt" med psykisk "voldtægt" . Nå, hun lod det ligge og gled tilfreds ned under dynen og smileed af bar velbehag...sengen havde en vidunderlig madress.
Hun så på Altair " Hvad vil vu vide?" spurgte hun og blev lidt nysgerrig.

"Jeg ved du ikke er helt et menneske.. hva' er du? Spurgte han og kiggede nu hen på hende da hun var hoppede ned under dynen.
Hendes duft afslørrede at hun ikke helt var 100% menneske, så meget kunne han dufte sig frem til, klokken slog nu.. jah han vidste faktisk ikke lige hvad klokken var da der ikke lige var noget ur på værelset og så havde han desuden også slukket lyset i rumme, der var ikke bælragene mørkt så man kunne godt se lidt af hinanden, eller mere hinanden skygger.

Hun smilede til ham i mørket , hvad var der med folk i denne by ?" Altair...du er nr 3 ...nej nr 4 der insisterer på jeg ikke er menneske. Vil du tro på mig når jeg siger jeg er opdraget og opvokset som menneske, og aldrig fået andet a vide. Min fader tog sig a mig alene, da min mor dødede .Jeg var ganske lille og husker hende kun svagt. Min telekinese.....har jeg ingen idé om hvor stammer fra, og var helst foruden" .
Hun rullede om på siden, lidt trist inden i og fortalte videre " Nu lever min fader ikke mere...og der er bare mig.....ingen kan give mig svar...hvad mener du med du kan lugte det på mig ?".

"Aha..? Jeg ved du ikke er menneske, hvert fald ikke helt" fortalte han hende og grinte lidt af hendes spørgsmål til at han ka' lugte hende.
"Du tror vel ikke at jeg er et menneske, vel?" Spurgte han og havde et lidt fjogede smil men som hun sikkert ikke rigtig kunne se begrund af mørket.
"Hvis du ikke har bemærkede det, så er jeg hurtigere og mere smidig og mere.. "holdbar" end et normalt menneske, dog er jeg stadig halvt menneske" fortalte han hende "lad os bare sige at jeg har en lugtesans som går ud over den normale lugtesans som mennesket har" forklarede han og vendte sig selv om på ryggen og lukkee øjne for at falde i søvn.

Hun tænkte over det han...og flere ændre også havde påtalt...kunne hun virkelig være ...blandet af noget ? Men hun var jo så "human"
Hun satte sig på sengekanten, hun ville tage sit undertøj på igen og sove i det, ligenu havde hun kun håndklædet.
" Altair....hvad er du ?" Hun tænkte på hans varme og trykke favn og hans hurtighed, men vidste han ikke var vampyr..de var kølige at røre ved.Nu kunne hun ikke sove, hun var nysgerrig og ville gerne vide mere om ham.

Altair lå og små sov men vågnede lidt halvt om halvt da hun spurgte ham, han vendte sig om og tændte lyste for så at sætte sig op på sengekanten, han rejste sig op og gik hen til hende så de stod lige foran hinanden, men ikke så tæt at han blev nød til at kigge ned til hende. "gæt, hva' tror du jeg ville kunne være?" Spurgte han og lagde sine arme på kors og stod lidt på skrå med et lidt drilisk men stadig dyrisk smil.
"ka' sige så meget at jeg ikke er en engle" sagde han og grinte så lidt af det selv, da han aldrig nogensinde ville kunne se sig selv som engle.

Hun stod og så på ham og holdte vilkorligt bedre fast i sit håndklæde.
Noget om ham mindede om Zean. Men Zean var ikke så varm, det ville hun bestemt have bemærket....men hun havde ikke rørt ved ændre væsener...." Dæmon eller ulv " sagde hun tøvende og fik pludselig gåsehud.
Hun kiggede lid væk, han var ikke iført meget tøj.

Altair vendte sig om og satte sig ned på sin seng, "jeg er en varulv" fortalte han hende og smilte til hende, bare rolig, jeg vil ikke gøre dig noget, hvert fald ikke som menneske-jeg" sagde han og blikkede drilisk til hende og lagde sig så ned for at sove videre, han slukkede lyste igen og sagde "du går bare iseng når du selv føler trang til det"

Hun bare stirrede på ham ....varulv, hvorfor fanden havde hun ikke opfanget det?
Hun måtte virkelig få nogen til at lære hende de her ting..et lille ærgeligt suk undslap hendes læber.
Altair lignede en der allerede sov, hun ville gerne give ham den respekt han havde fortjent, ved ikke at rumsterer rundt og larmen.Hun gled derfor bare ud af håndklædet og under dynen.
Sikke en aften....Varulv, hvornår var det nu lige der var en fuldmåne sidst...og kunne stole på han habvde styr på det og sig selv.Hun besluttede at have tillid til det...og til ham.

Næste morgen stod Altair med tøj på igen og ruskede blidt til Camille, "hey vågn op, vi skal ud herfra, og det lige nu" sagde han med en lav stemme, som om at væggene havde øre.
Han havde opfangede en duft som han bestemt ikke brød sig om og som havde fulgte efter dem og "stalket" dem helenatten, "hey vågn op du og kom i tøjet" sagde han og gik hen for at samle hendes tøj op og kastede det hen på fodenden af hendes seng.
Altair gik hen til vinduet og løftede lige lidt af gardinet til siden, lige nok til at kunne se ned til gaden, manden stod der stadig.. nej det var ikke kun en mand med hele træ mænd som nu var tilstede, *Damnit* tænkte han og så hen til pigen for at se om hun var stået op.

Camille vågnede ved...var der nogen der ruskede i hende.Hun satte sig op med et spjæt, så Altair...og lige der huskede hun hvor hun var og hvorfor.
Hun afløst straks da hun hørte hans stemme og så hans udtryk, noget var galt.dynen gled til side og hun kæmpede med at komme hurtigt i tøjet, som han venligst havde kastet inden for rækkevide.
"Hvad er der galt Altair?" Hviskede hun og tjekkede at alt sad korrekt.
Hun tænkte om det var nogen der ville hævne de to mænd fra i aftes.hun gøs.

"Tre mænd har stået og kigget op på vores video helenatten, og vi blev forfulgt på en vis afstand af en sortklædt mand" sagde han og så ned til de 3 mænd som stadig bare stod og kiggede på på vinduet "jeg tror ikke de har holdt øje med os bare for at sludre" sagde han lidt sakastisk og og havde et lidt skævt smil på sine læber.
"desuden har de en fællugt.." tilføjet han kort og gik væk fra vinduet og tjekkede begge sine 6-løber for sølkugler og normale, hvilket han fik hurtigt loaded dem med, "er du klar til at forlade?" Spurgte han og så på hende med et spørgerne blik.

Camille måbede lidt."hele natten siger du...enig,de vil ikke hyggesludre, men hvad vil de så
Hun greb sin taske og sp ham lade hans pistoler...åh nej...det så ikke. Ud til det ville blive en fredelig exit.
"Jepp...klar til at forlade stedet , ikke jorden" mumlede hun imens hun undrede sig over hans ro...
"hvad har du lavet siden de er så ivrige for at få fat på dig at de står her hele natten?" Spurgte hun lidt bebrejdende ...."er det ulve eller mennesker?"

Altair kiggede lidt på hende, "hva' får dig til at tro at de måske er efter mig?" Spurgte han med et hævet øjnbryn og begyndte at sætte kurs mod døren til gangen efter han havde ført sine 6-løber tilbage i deres hylster. Han fik åbnede døren og kiggede ud med hovedet, *okay ingen at se* tænkte han lettet, "det ved jeg ikke, men tror de er varulve eller dæmoner" fortalte han hende og gik udp å gangen, der var hvert fald en vampyr det var han sikker på for han var meget mere hvid i ansigtet end de andre.
Altair stoppede ved trappen som førte ned til lobbyen, den vej kunne de ikke tag, for så vil de gå direkte ind i de 3 mænd, så han forsatte hen til ende af gangen hvor et vindu var åben og kiggede ned. *Ingen at se, godt* tæntke han og kiggede bag sig for at se om hun var med.

Camille skulle lige til at svare ham igen, men bremsede sig selv...måske de lige skulle slippe afsted herfra først, så kunne de altid skændes om hvis skyld det var.Måske ville de virkelig hævne dem fra i går.pis.
Camille holdte sig bag ved Altair og var beredt til at følge alle instrukser han end måtte give.
Hun sørgede for at printe sig billeder a de ting der stod i omgivelserne Hvis det skulleblive nødvendigt for hende at kæmpe.Det håbede hun ikke....folk dødede altid,det stod i stor kontrast til hendes ønske om at redde liv, som læge

Altair fik åbnede vinduet så meget at man kunne komme ud af det og ned på brandtrappen som førte den til en lille gyde som førte ud til vejen ved Hotelet, han vendte sig mod Camille for at sige noget med nåede ikke længere end til at havde munden åben i kort tid før han lukkede den. Der! lidt nede af gangen hvor man gik ned og op for at komme fra eller til lobbyen, der stod de 3 mænd og så ikke just venlige ud hverken på den måde de stod eller så ud.
Den ene havde et ar som gik tværs over hans ansigt hvilket så ud til at være en.. en varulv?! En varulv sammen med en vampyr, det var ikke noget man så hver dag, og den sidste var vist også en varulv da han havde utrolig meget behåring i ansigtet, Vampyren som havde langt sølvgråt hår sat op i en hestehale stod med armene på kors og en pæn lang kniv, eller det var vist ikke rigtig en kniv mere med den længde, de alle 3 havde lange sorte læder frakker.
Den blege vampyr begyndte så at smile ondt og gav dem et djævlisk blik og sagde "forvandel dig, varulv. Og bevis dit værd som varulv! Eller din lille ven der bli'r flænset og spist af mine blod kammerater" truede han og lod hænderne falde ud til begge sider med begge håndrygge vendt væk fra dem alle, som om han prøvede på at vise de to varulve frem fra skyggerne.

Camille var lige bag Altair og fik øje på de tre mænd, et kort sekund efter.
" oh..no..no.. hvem ER de ?" spurgte hun.
Men så talte den ene af dem. Bevis dit værd? Han ville tvinge Altair til at forvandle sig og kæmpe...hvorfor pokker ville de dog det?
Camille kendte ikke meget til varulve, men hun vidste dog det ville være ualmindeligt stupidt at planlægge at overvære en forvandling. Men hvad var det de sagde nu? Hun spidsede øre...eller de vil flænse mig? "Great...fra asken til ilden så det ud til .
Camille så bedende på Altair som sagde hun, please ...find os en vej ud af det her.
Men hun frygtede kamp, en vild og voldsom éen.Måske ville hun her blive tvunget ,til at afprøve hendes anden evne,det var stadig telekinesiske evner...bare anderledes.Hun havde nægtet at bruge den siden dagen hvor hendes fader dødede....men nu? Camille så med bange øjne på Altair.

Altair fornæmmede menneske-pigens frygt og så kort på hende og kom i kontakt med hendes øjne og så frygtet, som næsten stod ud af øjne på hende.
"Vi vil ikke spilde tiden med jer, så hvis i vil havde os undskyld, så vil vi gå nu og undgå kamp på nogen måde" sagde han og lagde en arm om Camille og holdte hende tæt ind til sig så han vil være klar til at beskytte hende hvis de prøvede på noget, han begyndte at gå mod dem og stoppede da de ikke flyttede sig, hvilket fik Altair og vampyren til at dele blikke, vampyren viste ingen tegn på varmhed eller glade eller død, der var bare... tomt i hans blik.
Den ene varulv som stod foran Camille så hende i øjne og havde intet menneskelige udtyk, det eneste man kunne se var dyret som havde fortaret ham inde fra og ud, det samme galt for den anden varulv som os bare gloede vidt og dyrisk på hende.
Til Altairs store overraskelse gik vampyren til siden, først kiggede han lidt mistroende på ham men gik så forbi ham for at blive grebet om halsen og smidt tværs gennem gangen og ramte væggen med vinduet og faldt sammen, den varulv som stod foran Camille havde grebet hende ved struben og nærmes bankede hende ind i vægen og smilte ondt til hende.
"Hvis du prøver på noget lille pige, flår jeg hoved af dig eller lade en af de to her æde dig levene" sagde vampyren koldt uden at se på hende men bare begyndte at nærme sig Altair som var i mellem tiden kommet mere eller mindre op og stå med trukket 6-løber som han skød af mod den som holdte pigen men ramte ved siden af fordi at vampyren havde bevægede sig så hurtigt en fart, at han havde fjernede begge Altairs 6-løbere og smidt dem ned i den anden ende af gangen og greb så ham ved halsen og løftede ham op i luften, "kom nu vis mig din sande form!" Sagde han og smilte ondt mens han strammede en lille smule mere om hans hals hvilket fik Altair det at udtrykke et smerte skrig som fik en vagt til at komme oven på for at se hvad der skete, for bare at blive overfaldet af den anden varulv og flænsede levene af den som varulv.

Camille fulgte med Altair, under hans arm.Men trykheden var kort, for de fik ikke lov at passere og inden hun vidste a det stod hun face to face med den ene varulv.Han var virkelig vild at se på men Camille samlede al sit mod , stod bom stille og stirrede trodsigt igen uden at trække sit blik væk fra hans.Hun var ved at gøre sig klar til kamp, men inden hun nåede så vidt var Altair knaldet hen a gangen og en varulven unde fat om hende.
Hun skulle lige til at forsøge at bide i ham da den skide vampyr truende beordrede hende at stå stille.
Camille kunne måske vinde lidt tid..eller endnu bedre nå at udtænke en plan , hvis hun afløst.Dette var grunden til hun stod bom stille.
Hun vidste ikke om hendes evne ville virker på hverken varulve eller vampyrer, den var kun testet éen gang, på et menneske...hendes fader og det endte skit. Hun så frustreret på Altair, ville han klare sig uden sine våben. E var tre mod to...og jun vidste ikke om hendes evner ville være til videre havn. Hun var angst for udfaldet a dette.

*Ne.. nej! Damnit han kvæler livet ud af mig! Jeg har ikke noget valg...* Tænkte han opgivene og åbnede sine øjne da han havde lukket dem da grebet om hans hals blev strammet, "O.. okay, slip mig jeg gør som du siger! Men lad mig lige få et ord med Camille" sagde han og håbede at vampyren ville gå med til lade ham lige få snakket med pigen inden han ville forvandle sig..
"Tror du jeg er dum? Hun bli'r hos os!" Sagde han og nikkede til varulven som holdte hende som gav hende en mave puster med en hård knytnæve uden at slippe hendes hals, man kunne bare se hvor meget han nød at forvolde hende skade.
Den anden varulv havde flænsede maven op på vagten og bare forladt ham halvt levene og halvt død og stillede sig hen til Camille og så spørgerne på vampyren, "du Vladrik, lad mig lige voldtag hende inden vi river hoved af hende" spurgte han håbene og fik et nik hvilket fik ham til at gnide sig i hænderne af glæde og smilte bare klamt men samtige var det en blanding af ren ondskab og det dyriske vildskab som parrede med det modsatte køn når den vil.
"Lad hende være og gå efter mig, i har rigeligt at se efter med mig!" sagde han nu med et fjernt blik, et vildt og dyrisk blik formede sig langsomt i hans øjne og faldt sammen i smerter.

//Hans forvandling

Camille blev klar over hun befandt sig midt i et virkeligt mareridt.
Vagten var slagtet, død og Altair så ud til at være i alvorlig knibe, han var nødsaget til at forvandle sig så det ud til, det var katastrofalt.Så ramte knytnæven hende og hun mistede pusten.Da hun hørte deres trusler om voldtægt , blev hun vred ..ikke igen...no fucking way...
Hun lukkede sine øjne og gjore sig klar til angreb.hun hørte et forfærdeligt skrig..et brøl...åh, Altair...tænkte hun og en tåre løb over kinden.

Altair gik fartruene mod vampyren som var gået tilbage så han kunne forvandle sig, "haha, jah sådan! slip din indre dyr fri!!" sagde han meget højt og havde et ondt smil plantet på sine læber og med armene hævet ud til begge sider som om han skulle til at give Altair et kram. Altair udbrød i et højt brøl og sprang på vampyren før han kunne få at reagere på Altairs fart og styrke, et højt knæk lød og vampyrens hoved var i hans ene hånd og kroppen i den anden som blev smidt til sidderne med det samme.
Begge varulve var overrasket over den pludselige drejning med smilte bare dyrisk og han som holdte Camille plantede et hurtigt men vådt kys på hendes læber mens en hånd like fri klemt på hendes ene bryst, han slap hende og forvandlede sig som den anden gjorder.