Bring Me Back - [Camille]

Hun skar en grimasse, over hans valg af ord 'Som en hund', i nogle situationer ville dét være sjovt og i andre fornærmene.
At fornærme ham var dét sidste hun ønskede så hun glattede hurtigt ud " Sorry sweetheart, dét var ikke min hensigt da ".
De slæbte af sted med poserne, og Camille havde ikke udvalgt ligefrem, hvilke poser der skulle bæres af hvem.
De var alle stort set lige tunge, og dén stive hank af plastik borede sig ind i hendes hænder, grundet posernes indhold , og lavede streger i hænderne.Var hun alene, ville hun nok havde holdt nogle små pauser og lige rystet hænderne lidt, men ikke om hun ville indrømme dét sammen med Samuel, så hun bed tænderne sammen til de igen stod ved hoved døren.
Hun låste dem indenfor og påbegyndte udpakningen af høsten med dét samme, ude i køkkenet.
Samuel ville finde
alle de slik ting han havde kigget på i poserne, og Camille var spændt på at se om han kunne lide dét.
Hun lod varene ligge for et øjeblik og gav hendes opmærksomhed til Samuel " Hey....var dét slemt ....at handle med mig ?" Spurgte hun og regnede med han vidste hvad hun mente.

Da de var kommet hjem satte han sig op på køkkenbordet og kiggede på Camille mens hun pakkede ud. Det ene underlige efter det andet. Du godeste der var jo vildt meget i de poser! "Har jeg sagt det var slemt?" Han kiggede undrende på hende med et let smil. Så snart hun var færdig, hoppede han ned fra køkkenbordet, gik over til sofaen hvor han smed sig efter at have smidt klipklapperne midt på gulvet hvor det lige fandt ham passende at smide dem. Han lage hænderne bag nakken og lukkede øjne. "Jeg troede kun kvinder var gale med at shoppe, men at de også gik på indkøb og gik amok vidste jeg ikke." Et lille smil lå på hans læber, mens han lyttede til lydene i huset. "Du kan godt lave dit kødsovs, men jeg lover ikke jeg spiser det." Sagde han pludselig ud i den blå luft da han kom til at tænke på hvad de havde snakket om. Han ville sikkert have spurgt om morgenmad hvis han havde været van til det, men da han ikke var van til den form for mad om dagen, passede det ham fint med et enkelt måltid en gang hen af dagen.

"Nej...hvis du havde SAGT dét, var dét nok ikke nødvendigt at spørge, vel " fyrede hun hurtigt retur og kiggede efter ham da han forsvandt ind i stuen.
Samuel kunne være glad for Camille ikke var en af de der typer hvor alt skylle stå det rette sted og puderne i sofaen ikke måtte stå skævt og andet i samme boldgade.
Hun var ganske afslappet med sådan noget ,så hun frydede sig blot over at han tilsyneladende slappede lidt mere af her.Han var ganske langsomt begyndt at adopterer til livet inden døre, også.Hun lod sig dumpe ned i en af de store stole og slyngede benene over armlænet.
"Arh...Samuel...siden du er så pokkers kvik...hvad med om du så lavede kødsovsen i aften.....dét skulle du vel nok kunne klare ?"
Hun tog et æble fra en skål og kastede over mod ham.
Camille handlede normalt ikke noget videre ind.Hun boede alene og lavede aldrig mad kun for sin egen skyld, så måske dét at have en i sin lejlighed og forkæle lidt, havde fået hende til at gå lidt shop amok.
Hun var ikke så nøjsom med at huske alle de normale måltider, da hun plejede at spise noget kedeligt brød eller frugt, når sulten meldte sig. Men hun havde jo noget toast tilbød at riste, kom hun i tanker om da hun fandt sig selv tyggende på et æble."hmm...vil du have noget risten brød...lost eller noget ?"hun så på sit ur....måske dét nærmere var frokost tid?Holda op hvor tiden gik hurtigt .

Han gryntede kort, men lod sig ikke distrahere i sin afslapning på sofaen. Hans afslapning blev dog spoleret af et flyvende æble som pludselig kom flyvende. Han nåde lige at gribe det inden det lande i snotten på ham. Derefter fulgte endnu en overraskelse. "Jeg takker nej, med mindre du fortrækker et sodsværtet køkken, og spise en klump kød til frokerst." Svarede han, og lage sig godt til rette. "Og jeg ligger lige så godt, så afsted." Han viftede let med hånden som om han var en konge der sagde til kokken hun skulle lave mad. På hans læber lå et flabet smil, men han havde stadig ikke åbnet øjne. Den anden hånd førte tænksomt æblet op til munden, hvor han tog en bid, og begyndte at gumle. "Prøv, så vil jeg se om det er værdigt nok." Fortsatte han med sin flabet kommentar og smil.

Camille fik et lille listigt udtryk i sit ansigt.
Samuel var helt i uvidenhed om hvad der ventede ham, da han lå med sine øjne pænt lukket i og dermed uinteresseret i sine omgivelser, eller ihvertfald uopmærksom på dem.
Camille kunne jo ikke undgå at lade sig tirre lidt af hans drillerier.
Hvad var der lige med de mænd? Hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade sig dirrigerer rundt af ham, uanset hvor charmerende han forsøgte at være.
Hun gik over til sofaen greb i kanten af dét tæppe Samuel havde smidt sig
ovenpå .....
Planen var at han skulle rulle med udover og ned på gulvet .
Idet hun trak ,sagde hun med smil i sin stemme " jeg har vist ikke sagt ja til at lege stuepige for dig Samuel eller kogekone " , og så trak hun til...

Der kom et forskrækket udbrud fra Samuel da der pludselig blev trukket i det han lå på. Hans arme svingede som møllejul og bene fløj op, til han lande på gulvet med et bump. "Det behøver du heller ikke." Han greb fat i hendes hånd, og trak sig op at sidde på sine knæ, foran hende. "Du skal bare handle, så skal jeg nok snakke." Fortsatte han med sine flabet kommentar mens han kom op på begge ben, og grinede flabet til hende. "Jeg tror bestemt heller ikke du er interesseret i at jeg brander dit køkken af, jeg har aldrig stået og lavet mad, det gør jeg jo ikke som ulv, jeg kan ikke engang lave noget så normalt som en omelet." Han satte sig i sofaen, og snuppede tæppet ud af hænderne på Camille, og trak det omkring sig mens han kiggede med uskyldige øjne op på Camille.

Hun måtte grine.Først fordi dét lykkes for hende at overrumble ham ,så han rent faktisk ramte gulvet på en morsom måde og dernæst fordi han måske havde ret ? Var dét lykkedes hende at finde éen der var mere dårlig i et køkken end hun selv var?Eller udnyttede han 'ulvetingen' til hans fordel?
Som han lå der på knæ , var dét jo umuligt at tænke ....kritisk.
Samuel kom op og satte sig meget godt tilrette.
Hun sukkede lidt overdrevent,så hun var helt sikker på budskabet blev leveret .
" hmm.... Ok...jeg laver noget til os i dag, men næste gang så bliver dét et fælles projekt, got it wolfboy ?".
Sluttede hun af og vendte ud til køkkenet.
Egenlig lavede hun aldrig varm mad til frokost med mindre der var en sammenkomst af en art...men han virkede jo sulten , knægten , så hun overgav sig velvidende at han havde snoet hende om sin lille finger.
* mænd* mumlede hun da hun gik i gang med potter og pander.

Samuel smilede over hele hoved da han vandt kampen, dog var der et ord der hang fast i hoved på ham. Hvor mange gange mon hun forventede han kom, eller forventede hun bare at hun kunne fange ham med et halsbånd og halsen? Det ville han godt prøve, overraskende, men det kunne da være meget sjovt. Hun lyttede tavst efter mens lyden af mad der blev tilberedt nåde hans øre. Mens madlavningen skred frem ude i køkkenet lage han sig ned, med tæppet over sig, og kiggede op i loftet, fordybet i tanker om verdens store spørgsmål. Han kom aldrig frem til et svar, men det var lige det bedste han kunne give sig i kast med nu, mente han.

Camille fik bakset en almindelig men fint velsmagende kødsovs frem og havde kogt noget frisk båndpasta.
Hun overvejede at lave noget salat, men valgte at springe over hvor gærdet var lavest.
Hun anrettede en portion og tog en kold sodavand med , da hun gik ind til Samuel.
"Nu skal du ikke tro dét bliver en vane Sam ....men værsågod " sagde hun med lidt humor i stemmen.
Hun hentede en portion til sig selv også , da hun alligevel var blevet sulten af at stå i køkkenet og lave mad.
" Nå...kan mennesket lide kødsovs eller ?" spurgte hun lidt nysgerrigt , da dét jo ikke var noget han normalt til dagligt spiste, når han var ulv.

Samuel smagte på begge dele, han kunne udemærket lide maden som han gav tegn ved, ved at pege tommelfingeren op, dog havde han problemer med sodavanden, som han fik helt ned af sig selv, i stride strømme så han sad helt våd. "Hvad pokker er det?" Han sad lidt og kiggede på flasken der var mere eller mindre tom, da indholdet lå ud over ham og sofaen. Han sillede flasken fra sig på bordet, og nippede til kødsovsen før han sprang op. "Det klister!" Beklagede han sig, og smuttede ud på badeværelset, hvor han smed overtøjet, så han kun havde bukser på. Han vaskede sin mave, til alt det klistert stads var væk, før han gik ud i stuen igen, efter at have tørret mavsen tør.

Hun stillede sig tilfreds med han kunne lide dét.
Ubevidst havde hun måske været lidt bekymret for om dét ville lykkes hende at stille ham mæt.
Så hun svarede bare kort "udmærket " og lod ham spise ifred.
Lige ind til hans ulykke med sodavanden, måske hun skulle have fortalt om bruset i den, de sydende små bobler der havde dét med at bruse over eller op i næse og svælg, hvis man ikke var forberedt på dem.
Hun gik straks i gang med at tørre sofaen af, dét var dog hurtigt klaret med tæppet fra før, dét sugede fint.
Samuel vendte tilbage fra toilettet , nu uden tøj.Eller med baroverkrop , hvilke var nok til at gøre Camille lidt rundforstørret.
Hun forsøgte at skjule dét så godt hun kunne , men helt ærligt ...så stor var hendes stue heller ikke ,så dét føltes....anderledes end da han havde tøj på.
" Hmm...godt du fik dét klaret...måske jeg skulle se om jeg har en bluse du kan låne?" forslog hun tøvende.Hun tvivlede på at der var noget egnet i hendes skam.Ikke at dét var blonder og flæser dét hele, slet ikke Hun havde masser af cool street tøj og gik meget i dét...men dét var jo ikke lige hans størrelse.

Hun lod øjnene løbe over ham, for at tjekke størrelsen....størrelsen ikke andet, mindede hun sig selv om.
Hun rejste sig promte og
gik ind og fandt et sort te shirt, med noget sølv tryk på ryggen, men måske den passede?

"Det behøver du ikke, jeg går jo ikke specielt tit i tøj, så det passer mig udemærket det her." Konstaterede han med et smil, og satte sig ned for at spise videre, denne gang uden drikkelse. Da han var færdig stillede han tingene ud i køkkenet, og kiggede hen til skjorten som han havde hængt op over toilettet. Den var ikke rigtig blevet tørre så han gik bare ud igen hvor han satte sig i sofaen og ventede på at Camille skulle komme ud. Han forstod ikke problemet i at gå rundt i bar overkrop, han havde set flere mænd gøre det, så hvorfor skulle det da være anderledes med ham? Han lukkede lidt øjne, mens han lyttede til Camilles pudslen rundt.

Camille stod og viftede lidt med blusen.
Dét var jo ikke fordi en bar overkrop nødvendigvis skulke være dækket, på en strand eller bare ude i solen eller under mere intime omstædighedder var dét fint.Men midt i hendes lejlighed , var Samuel bare på en måde for tæt på, så dét blev lidt mere svært at koncentrerer sig.
"Er du sikker på du ikke vild have den, du bliver nok kold ?"
Hun smed blusen over o sofaen, han kunne tage den på eller han kunne lade vær.
Hun gik ud i køkkenet og begyndte at skylle af
Camille overvejede om hun skulle åbne en vin, men da klokken ikke var så mange endnu, besluttede hun dét nok var bedst at lade vær.
Måske skulle de lege lidt med mobilen nu ?

//Åhh Gud, kunne du svare på den tid af natten? Jeg er imponeret//

Samuel kiggede lidt på blusen men gjorde ikke mine til at ville tage den på. Der var besværligt, og han havde det fint uden, koldt eller ej, han var inde, med et tæppe hvis det skulle blive nødvendigt. Igen satte han sig til at tænke over livets gåder. Hvorfor mon jorden var rund, hvem sagde der var en Gud? Og alle de ing, ting man normaltvis ikke ville sætte spørgsmålstegn ved, men det var nu alligevel sjovt at prøve. Der ville jo ikke ske nogle katestrofe hvis man da lige prøvede, eller det håbede Samuel da ikke

// naturligvis...jeg drikker da med stil ;)//

Camille så fra Samuel og på blusen og tilbage igen.
Hun opgav at presse ham ned i den, der var alligevel også en fin temperatur i stuen.
Han var godt nok stædig.
Camille undrede sig over mændene i hendes liv, besad de ikke alle en pænt stor portion af stadighed ?var dét hende selv der tiltrak den type...eller var alle mænd mon sådan ?
Hun hentede den lille pap æske med mobilen og gik ind i stuen.
I Sofaen møvede hun sig ned, nu skulle Samuel have sin første lektion.....vel og mærke i mobiltelefoni.
Camille samlede sit hår med en lille elastik dut og arrangerede dét i en hestehale, nu skulle der arbejdes.
"Nå Sam.....er du klar til at lege lidt , med din nye mobil ?".
Hendes egen lå på bordet.

Samuel gloede lidt på æsken hun lage på bordet foran ham, men sagde ikke noget, før hun havde ytret sig om hvad hun ville. "Har jeg noget valg?" Det måtte være meget hårdt, siden hun satte sit hår op. "Hvor dum tror du jeg er?" Han kastede et blik til hendes hår. "Tror du virkelig at du skal sidde og svede for at lære mig det?" Han lage hoved let på skrå, mens han betragtede med et opstillet såret blik. "Nå nå, men det kommer du nok også til." Et let smil brød hans læber, mens han lænede sig tilbage. Han havde ikke nogle som helst ide om hvordan det virkede. Han vidste hvordan man ringede i en normal telefon, men han var ikke van til en uden ledning. Det var et ubesvaret spørgsmål som han kunne stille hende senere, nu måtte han vente til læreren var færdig, klar til at give ham første time i brug af en mobil. Det lød latterligt i hans øre, for hvad han havde set kunne de fleste folk bruge en telefon, men ikke liige ham.

//Og med det mener du så at jeg bare hælder i?! ;)//

Camille smilede opmuntrende til ham og forsøgte ikke at lade sig mærke af der sad en semi nøgen FYR i hendes sofa, for godt nok var dét helt normalt....bare ikke hjemme hos hende.
Hun så hans påtaget såret blik og lo stille "Ja, Samuel....det bliver nok dit livs kamp dét her " og så blinkede hun til ham og morede sig inden i over hans kvikke kommentar til hendes hår, eller nærmere til opsætningen af dét.Hun gad bare ikke at dét hele tiden hang i vejen foran øjnene, selv i en heste hale, fandt håret altid en vej ud af den og ned over kinder og øjne.
Hun pakkede den ud og sagde "dét første klarer jeg lige " og inden der var gået lang tid, var den sat op til mms og havde diverse uundværlige apps instelleret, blandt andet vejret.
Hun rykkede en anelse tættere, for nu skulle han kunne følge med.
Camille viste ham hvordan man trykkede og ringede til hendes mobil, der straks spillede 'check yes , Juliet' og viste der var fin forbindelse.
"prøv at se om du nu kan ringe til mig " opmuntrede hun.

Samuel gloede med store øjne på Camilles fingre der hurtigt dansede hen over skærmen mens hun indsatte dato og alt muligt som han ikke havde den ringeste anelse om hvordan man skulle bruge, eller hvad det overhoved var for noget. Han fulgte med i hendes fingre dans, men da det endelig kom til hans tur var han blank over hvad han skulle gøre, så han sad bare med mobilen og gloede idiotisk på Camille. "Jeg kan da ikke huske dit nummer." Beklagede han sig og slog let ud med hånden der ikke holdte mobilen. Dog gav han det et lille forsøg, men kom til at trykke forkert med sine tykke fingre, det var ikke nemt at ramme de taster, eller de taster der var tegnet grafik på skærmen. "Camille!" Pep han og slog opgivende ud med hænderne. "Jeg kan ikke finde ud af det." Stønnede han og stak hende mobilen. "Skal jeg virkelig have en?"

Hun snuppede mobilen og viste ham , stille og roligt....helt fra scratch hvordan han trykkede og fandt hende under kontakter, og hvor han trykkede for at ringe op.
"Du skal bare øve dig lidt Samuel , så kommer dét .Og jeg synes dét er vigtigt, specielt for dig når du er alene i skoven, at du har mulighed for at få kontakt til nogen hvis du har brug for hjælp.
Og dét kan jo også være du vil være bare lidt hyppigere i din menneskeform, hvis nu du vil besøge blandt andet mig ind i mellem .Men forsøg nu en gang til..."
Hun trak lidt i en lok af hans plantinhvide hår og ventede på hendes mobil gav lyd fra sig.

Det eneste hun fik tilbage som respons for hendes lille tale var et grynt mens han tog imod telefonen igen, og gjorde som hun havde gjort. Det lykkes til sidst at få lyd ud fra Camilles mobil hvilke fremkaldte et minimal smil. "Jeg har levet i nitten år uden, så jeg tror godt jeg kan klare et par flere uden." Han stoppede opkaldet og betragtede hende, eller mere hendes hånd der havde fat i hans hår. "Jeg har faktisk overvejede om jeg bare skulle være ulv hele tiden, det ville være meget letter for mig, og i grunden også for de folk jeg er sammen med." Han lænede sig tilbage, mens han fraværende lod en finger glide hen over mobilens skærm. "Jeg er jo ved at have fået lært mig selv at være mig selv uden andre, så hvorfor ikke bare gøre det på den måde?" Han tænkte sig lidt op, før han sukkede, og fæstnede sit blik på Camilles blå øjne.

Hun nikkede anerkendende, han viste sig at være god til at lære nyt.Han ville garanteret blive bedre end hun selv var til mobil og it, hvis han besluttede at give dét en chance.
Så mødte hun hans blik og dét han sagde slog lidt luften ud af hende.
Hele tiden som ulv ?Men hun troede jo hun havde fået en ven...hun troede jo at, han ville have lige så svært ved at slippe hende som hun ville have ved at slippe ham.
"Dét mener du vel ikke Samuel ?" Sagde hun og kiggede væk så han ikke skulle se frustrationen over hans udsagn flimre i hendes øjne.Efteralt var beslutningen jo hans, ikke ?

"jeg har overvejet det." mumlede han, og kunne tydeligt mærke på Camille at det var kommet som en overraskelse for hende. Han greb ud efter hendes hånd, og trak hende ned til sig, så hvis hun ikke holdte sig på bene ville hun ende ned oven på ham. Han søgte hendes øjne for at holde dem fast. "Ville du da gerne have jeg forbliver - mig?" Han prøvede at søge hendes svar i hendes øjne før hun ville svare ham. Selv ville han gerne forblive med at være sig selv, men han måtte indrømme at livet som menneske ikke altid tiltalte ham, men det kunne det måske komme til? Han håbede lidt han mødte en der kunne komme til det, men han anede ikke hvad der skulle til før han fortrak livet som menneske, men en ting var han sikker på, og det skulle være noget han ikke havde haft før. Måske stod svaret tydeligt nok for nogle, mens svaret var mere uklart for andre, men for Samuel var det helt ukendt.

Hun væltede naturligvis, men greb fra med den ene hånd på sofaen, så hun akkurat lige kunne holde en anelse luft mellem dem.
Hendes hjerte bankede vildt og uregelmæssigt, dét her var ikke en god samtale position .
Hun ville gerne besvare hans spørgsmål, men dét krævede mere afstand mellem dem og mere ro til at kunne formulerer sine ord.
Hun var fanget af hans øjne og mumlede "Samuel , slip lige min hånd ...så du sød ".

Han blev ved med at kigge på hende mens han slappede hendes hånd, mens han stadig forventede et svar af den ene eller anden art. Han havde ingen tanker om gode samtale positioner, for ham kunne de stå så underligt som de ville, så længe han kunne hører hvad hun sagde, og måtte svare hende, så var han ligeglad med hvordan deres stilling var, men måske var det fordi han ikke havde så fandens mange samtaler med folk. "Men vil du?" Pressede han på mens han lænede sig en smugle frem uden at tage øjne fra hende. Han havde fuldstændig glemt alt om telefonen der lå ved siden af ham i den bløde sofa, han var mest optaget af hvorfor Camille ikke ville svare ham. Hvad mon der nu var galt? Han havde tydeligvis endnu ikke lært helt hvordan man var menneske.

Hun trak sig lidt baglæns ...så meget pladsen tillod dét.
Kunne han ikke se han var for tæt på, alt for tæt ?Hun forsøgte ikke at vise ham det men at svare i en neutral tone, s godt dét lod sig gøre.
"Samuel...jeg...dét ville være....altsår naturligvis ville jeg være ked af hvis du KUN var ulv...jeg kan jo godt lide dig, du er en god ven og jeg .."
Mon ikke han forstod ?Hun fik gimpet sig op at sidde og rettede lidt på hestehalen.