Bring Me Back - [Camille]

Camille var hurtig på sine ben men ligeledes var Samuel.
Han havde ovetraskelses momenter på sin side, hun havde ikke forudset hans træk...hell ,hun vidste dårligt de 'spillede'.
Hun stod bom stille, som hvis man stod foran en slange, bevægede man sig var risikoen for at blive bidt langt større, end hvis man forholdte sig i ro.
Hvorfor stillede han sig så tæt.
Hun fugtede underlæben og samlede mod til at møde hans blik.
"Hvad du må....ikke dét her Samuel " næsten hviskede hun imens hun desperat forsøgte at se myndig ud ,som en ejer der skak få sin hund at adlyde og forsøger ikke at lyde tøvende.

Han smilede drillende dog gik han endnu ikke væk. "Så få mig væk." Udfordrede han med et lille smil mens han kiggede på hende. Han fandt det let komisk at hun gik sådan i baglås over at han gik så tæt på, og lysten til at gå endnu tætter på var fristende, dog blev han 'høfligt' stående hvor han var, med sit lille drenget smil på læberne. Han flyttede kort blikket væk fra hende, før han så igen kiggede på hende. Mon hun turde at gøre det? Selv forstod han problemet i det, men der var tydeligvis et problem i det, var det endnu en del af de der menneskelige ting, at man ikke måtte stå tæt på folk? Hvad pokker gjorde kærester så? Sendte luftkys?

Selvfølgelig turde hun gøre dét.Og nu havde hun ovenikøbet en helt legal grund...
Hun lagde begge hænder på hans brystkasse, sank en ekstra gang og skyndte sig at give ham dét puf der burde skabe lidt afstand.
Hun måtte have en snak med ham om dét her...hvordan regelerne var hvis han skulle sove her...men dét krævede hun var istand til både at tænke og tale...pokker tage ham og pokkers at hun faldt for hans små triks.
Hun måtte passe på ham.

Samuel gik et skridt tilbage og grinede så mens han betragtede hende, hvorefter han vendte om på hælen, og gik væk fra hende, og satte sig i sofaen, hvor han tog endnu en drue, dog spiste han denne ganske normalt, og ikke på den erotiske, kærtegnende måde. Han tog hele klasen af vindruer, og sad ellers bare og spiste dem som man spiste chips. Han var ikke specielt optaget af chokoladen der lå og så fristende ud, nej, druerne var meget sjovere, og de smagte bedre, og det bedste af alt, var at Camille så ud til at gå helt i baglås af dem, hvilke var yderst underholdende for Samuel, der havde fået det som Hobby at drille hende.

Hendes øjne fulgte ham vagtsomt.
Camille havde faktisk været i tvivl om hvorvidt han ren faktisk ville rykke på sig , overhovedet.
Men Samuel gik med et grin over og satte sig igen i sofaen.Grinet bar vidne til han var total overskudsagtig og udemærket vidste hvad han havde sat i gang i hende , eller sådan tolkede hun dét.
Hun blev stående , følte sig lidt rådvild .Hjertebanken var der stadig lidt mere af end der burde , så hun lod ham sidde , lige så provokerende med sin klase druer imens hun gik ud i køkkenet for at rytte lidt af og snuppe bare et lille bitte glas rødvin mere.
Mon Samuel ville have også ? * han kan tygge sig til et glas med alle hans druer* tænkte hun og lo stille.

Samuel blev siddende, dog kiggede han undrende ud efter Camille, der vist var i rigtig glad for sit køkken, hvorfor? Af ren og skær nysgerrighed kom han på mine med sin klase, som han selvfølgelig tog med sig. Da han kom ud i køkkenet var det første hans øjne så vin flasken der stod lidt gemt af vejen oppe af et skab, samt et glas der stod tomt med en lille bundsjat. Han hævede øjenbrynet let, og kiggede mellem vinen mod Camille, før han let rystede på hoved og fandt en vindrue at stikke i munden. "Hvorfor drikker du det?" Det lød som et underligt spørgsmål, men han forstod ikke hvorfor hun drak det, så hvorfor ikke spørge?

Hun havde ikke set Samuel komme derud, hvilket betød et mindre chock da han talte til hende.
Camille noget i stil med "du gode gud mand, er du ude på at tage livet af mig ?" og så på ham , hvad havde han spurgt om , vinen ? Camille kastede et blik på flasken, dét var meget sjældent hun drak alene uden nogen form for selvskab , faktisk aldrig.
I dag havde hun bare ligesom fået lyst til noget der kunne få hendes muskler og tanker til at være mindre anspændte.Hun rakte ud efter flasken og svarede semisandt på hans spørgsmål " dét er da hyggeligt med et glas vin....want some ? " og så viftede hun lidt med flasken.
"Du vil kunne lide dét ,dét er flydende druer " små drillede hun ham lidt.
Hun hældte op i et nyt glas og rakte frem mod ham....og tænkte lidt på om der var en større mening med at alt dét hun 'planlagde omkring Sam' havde svært ved at holde stik.
Hun ventede spændt på at se om han kunne lide dét ?Og vidste han der var alkohol i mon ?

"Hvad er det?!" Gentog han, og rystede på hoved. "Det er det da ikke direkte." Han tog endnu en drue i munden, mens han kiggede skeptisk på glasset hun var ved at fylde op, som han lidt efter tog imod, da hun hun rakte der frem mod ham. Han vidste godt hvad alkohol var, og hvad der var i, så han vidste også godt det ikke direkte kun var flydende druer, men hun havde da delvist ret. Han nippede lidt til glasset, og rynkede næsen mens han smagte den underlige smag, før han sprang hen til håndvasken, smed vinen ned i vasken, mens han tændte for vandet, for at fylde glasset op med vand, så han kunne drikke den grimme smag væk. "Klamt!" Erkendte han og skyllede munden fire gange, før han kiggede op på Camille med vandet dryppende ned fra munden. "Dét gir du mig ikke igen!"

Hun forholdte sig afventende.
Havde al tålmodihed i verdenen, ville ikke undvære at se hans udtryk når han drak af vinen, for selv om den var en rimelig god vin , var den stærk og havde en kraftig eftersmag.
Hun begyndte at grine, da han hældte dét ud i vasken.
"Hvad er der i vejen Samuel...vil du have noget mælk lille skat " drillede hun ham og så fik hun et udfordrende glimt i øjnene og gik lidt tættere på ham.
"Så du tror du kan give mig ordre nu ?" sagde hun skælmsk og hentydede naturligvis til hans 'dét giver du mig ikke igen !'
Hun gav ham et stort smil "Jeg gør da lige hvad der falder mig ind..så dét sagt, knægt " og så trommede hun med fingrene på køkkenborden ved hendes side, som var dét en lille fanfare.

Han fnyste kort, og kiggede kort spørgende på hende uden at forstå hvorfor hun nu gerne ville være tæt på ham, men hans næste udfordring fulgte lige efter hans tanker. "Så bevis for mig at du er den stærkeste, ellers kan du godt glemme det." Han grinede kort og betragtede hende med et udfordrende blik der blot ventede på hun skulle starte ud. "Jeg skal nok lege din hvalp hvis du bare beviser du er stærkest." Efter Samuels mening mente han han havde trumfen på sin hånd, men det kom selvfølgelig an på hvad hun havde i ærmet. Han anede ikke hvad hun kunne have i tankerne af ting, eller om hun af en eller anden grund pludselig var blevet god til kamp sport. Chancerne var små, men så længe de var der skulle man jo aldrig vide sig for sikker.

Hun kiggede på ham, med en trods i hendes øjne .
Mente han fysisk eller hvad ?Hun ville jo aldrig have en chance for at vinde over ham i fysisk styrke, med mindre hun naturligvis brugte sin evne lidt, hvis den da kunne dét i den situation.
Hun kunne intet kampsport, hvordan skulle hun kunne slå ham.
"Jeg kan da slå dig ANYTIME " vrissede hun og flashede ingen af hendes bekymringer.
"Hvad havde du tænkt dig ?" Hun håbede jo stadig dét ikke lige var nærkamp, for så var kampen afgjort inden denvstartede.

Han grinede kort for sig selv, og vidste allerede han ville vinde, eller hans chancer blev kun større, ved hendes kommentar, der ikke virkede til at være specielt harmløs, men hvis man kiggede mellem ordne ville man vide der var mere gemt bag dem. Han tog et skridt frem mod hende, greb hendes hånd, og snurede hunde rundt, så det endte med at hun stod med ryggen ind mod hans brystkasse, og hans ene hånd, der holdt fast i hendes hånd, der sikkert ville ligge over hendes talje, over hans hånd, som han let havde placeret under hendes hånd, på taljen. "Så prøv smukke." hviskede han med et stort triumferende smil på læberne. Det her kunne næppe blive sjovere efter hvad han mente, bestemt ikke. Han flyttede lidt på sig, eller dem, så han stod lænet op af køkken bordet.

Hun blev overrasket, naturligvis og dét at stå så tæt var....en udfordring.
Hendes hånd fandt hans som ville den kærtegne hånden der hvilede på hendes hofte.
Hun aede den et par gange i håb om at hans hånd hvilede afslappet på hende.
Så greb hun hans tommeltot og vred den en del bagud.
Dét var et greb man ofte brugte i selvforsvar, da dét gjore ondt fik dét modstanderen til at slippe sit greb.
Hvordan havde Samuel dét med smerte ?

Der kunne høres et højt hyl fra Samuel da han fik vredet tommelfingeren om. Han havde sluppet hendes talje og greb ud efter hendes hånd for at få den væk. "Don't doo that!" Klynkede han og fik endeligt sin finger fra Camilles greb. Derefter vrikkede han lidt med fingeren, før han greb ud efter Camilles hænder og pressede hendes hænder sammen så det blev til en knytnæve. "Du skal ikke tro du har vundet." Nu kunne han ikke forstille sig at hun havde flere trick i ærmet. Ellers ville han da blive overrasket, men nu måtte hun vise sine evner.
Han bed sig let i læben og lænede sig yderligere ind over hende. "Vis mig hvad du kan smukke." Pludselig fik han utrolig meget lyst til at kysse hende, men droppede det ideen da han ikke anede hvad hun ville gøre.

// vi er enige om jeg stadig står med ryggen ind mod dig ,ik ? :) //

Nogle gange var dét fint at fyren var stærk og kunne ...ting, andre gange var dét som at slås mod dét undgåelige.
Som at forsøge bekæmpe noget der allerede er forudbestemt.
Hun så ned på sine krummede hænder og hans der lå bestemmende ovenpå.
Hun kunne ikke lide at skulle tilføre ham smerte, dét var jo ikke en kamp for alvor.
Men på den anden side, skulle hun bare forære ham sejeren?Dét var vel ikke fair ?
Og de 'afvæbnene 'metoder han synes at bruge der ikke kunne undgå at påvirke ,var de fair ?
Så hun sparkede med sit højre ben bagud, lige ind på hans skinneben imens hun mumlede "Undskyld "

Igen lavede han et fint spring, da hun høvlede sin fod ind i hans skinneben, dog kom der ingen hyl, men han slap hende dog, og flyttede sig væk fra hende. "Pokkers .." Gryntede han og betragtede Camille. "Hvis det ikke var fordi jeg er den bedste ville jeg ikke sige det er fair at skade hinanden." Sagde han med et flabet grin, og satte sig op på køkkenbordet, og viftede lidt med bene frem og tilbage. Han kiggede tænksomt ud af den ene øjenkrog, mens han dog stadig skævede hen mod Camille for at sikre sig at der ikke pludselig kom en kagerulle flyvende. Ikke at han forventede det, men man kunne jo aldrig vide sig sikker på sådan en lille fe - eller hybrid fe.

Hun lavede en lille grimasse, dét var ikke sjovt at skade ham, overhovedet.
Men han jamrede ikke, så helt ondt og slemt havde dét nok ikke været.Dét skulle også bare få hans hold på hende løsnet op, hvilke dét gjore.Ihvertfald dét ene af dem, det fysiske.
Dét mentale hold var nok lidt mere vanskeligt, men dét var der jo ingen der vidste noget om, så hun var 'i sikkerhed.'
"Du tror stadig du er stærkest...selv efter at have givet op " sagde hun muntret da hun bemærkede hans flabede smil og hans lidt rebelske hoppen op på køkkenbordet.
Hun forsøgte skjule et lille smil.Han var faldet godt til, når man tænkte på den første gang han var her og taget i betragtning af han ikke havde tilbragt meget tid her, bare en enkelt nat.
Tanken nåede lige at ramme hende om hvor længe han havde planer om at være hér?
Sålænge han havde ondt hverken kunne eller ville hun ikke sende ham afsted.
Bare han huskede at dét var hendes territorie og ikke hans .

"Jeg har da ikke givet op!" Udbrød han og sprang ned fra bordet. "Jeg kan da godt vise dig at jeg er stærkest." han lænede sig op bordet og greb ud efter Cammilles hånd og trak hende hen til ham. Han låste sine ben omkring hendes, og lage den ene hånd omkring hendes som et slags håndjern. "Okay, så prøv. Du må prøve alt." Han smilede let til hende og betragtede hendes blå øjne som facinerede ham dybt. Han flyttede blikket væk fra hende, stadig med et fast greb omkring hendes arme og ben. Han tænkte ikke rigtig om det gjorde ondt, da han jo nu en gang havde været memneske, og var dreng, så selvfølgelig kunne han slås, både som dreng og ulv.

Hvad skulle hun gøre ved dét ?
Hvis hun ikke kunne bruge hverken ben eller hænder?
Hun havde ikke tænkt sig at nikke ham en skalle, dét ville gøre al for ondt, på dem begge.
* alt er vel fair i krig og kærlighed * tænkte hun og smilede for sig selv.
Hun huskede da Tracko havde snuppet hendes pistol og ikke ville afleverer den igen og hun huskede hvordan hun fik den tilbage.Måske lidt i samme stil ville virke nu ?
Hun lænede sig lidt ind mod Samuel , de stod meget tæt da han havde låst hendes ben nærmest fast.
Hun lod sin næse ramme lige under hans hage og lod den flugte hans kæbe , hendes læber dirrede og var så tæt på ham, men helt uden at røre , hun forsatte til hendes mund var ved hans øre.
Dét kostede lidt asen og masen for hun skulle 'have tilladelse' til at stå på tæt.
" Samuel Swordson Rohr , vær sød at slippe...du gør mig fortræd,dét gør ondt " hviskede hun ind i hans øre.

Det lykkes ikke rigtigt at få det ønsket ud af Samuel i første omgang, for først blev han så forvirret over hendes pludselige tilnærmelser at han bare stod og gloede på hende, mens hans greb om hendes hænder kun blev hårde, dog, da hun pludselig brugte hans fulde navn, gloede han undrende på hende, dog blev han ved med at holde fast i hende, til han lænede sig frem, og placerede et let - egenligt meget ubetydeligt kys på hendes læber, før han slap hende, og trak sig op på køkkenbordet. "Jeg tror ærlig talt jeg er den forkerte at gøre disse ting med." Måtte han erkende. Hvis han ikke havde været så meget ulv, ville han nok have reageret anderledes, men på grund af den han nu var, lå der ikke mere i det, for ham - endnu, end beskidte tricks i et forsøg på at komme væk. Hvis han havde været normal ville han nok have lignet en rød tomat, ikke af vrede, men af ren og skær rødmen, men sådan lå landet bare ikke.

Dét var tydeligt at hun løb en lille risiko ved at vælge denne tilgang.
Og da hendes håndled begyndte at værke under hans greb der plaudselig blev mere kraftfuldt vaklede hendes selvtillid igen.Ville han reagerer som hun ønskede eller ?
Han stirrede nærmest bare på hende imens han forsatte at holde hende fast.
Camille skulle lige til at vifte med dét hvide flag og give ham sejeren, da hendes hjerte bankede som besat og dét var muligvis kun hende der pludselig følte der var en 'potentiel truende situation ' under udvikling, men hun nåede ikke at sige nået før end Samuel kyssede hende og først derefter slap hende.
Hun brændte op af ....vrede? Nej....mere ...nej...hun ville slet ikke lege med på den leg.
Men havde hun ikke selv started den , selv om dét var for sjov.Hun kiggede på Samuel da han sagde at han ikke var den rette at gøre disse ting med ?Hvad mente han med det ? Dét var da ham der havde kysset hende ikke omvendt .
Hun undersøgte ham med et klinisk blik, dét var alligevel utroligt , der var ingen tegn på ...noget...
Han var helt og aldeles upåvirket, af dét hele ? Var dét dét han mente med han ikke var den rigtigt...dét havde ingen 'virkning ' på ham, hvis hun stod tæt på ham.Han kunne kysse hende uden dét ...uden dét " hun rystede tankerne lidt i baggrunden og mødte stædigt hans blik.
Hendes rosa kinder kunne hun ikke gøre noget ved , men hun kunne lade vær med at krybe i et musehul.
" Næste gang du gør dét dér , dét gør du ikke igen " hun forsøgte virkelig at lyde bestemt, men var sig pinligt bevidst om at han på ingen måde ville købe den.

Han kunne ikke grine over hendes lille udbrud og de røde kinder der pryde hendes ansigt. "Hvis jeg ikke kan bestemme over dig, så kan du da heller ikke bestemme over mig." Drillede han og betragtede hende. "Men hvorfor egentligt ikke? Er det igen det med - du, mig ..." Han rynkede let bryne, og prøvede at huske hvad det før var hun havde sagt, men det var for længst gået i glemmebogen. "Hvis jeg gør det igen, hvad vil du så gøre?" Han kunne godt lide at lege med tanken om hvad hun ville gøre, ville hun slå ham? Hvis hun kunne slå ville det afgjort gøre ondt, eller det var ret sikkert, men det ville skam også være sjovt at se Camille slå fra sig. Han tøvede kort, før han rystede tankerne, eller nærmere hoved, for at ryste tankerne ud, men de gav ikke lige uden videre slip.

Hun følte hele tiden hun skulle argumenterer for hvorfor han.ikke bare kunne kysse på hvem han ville, hvordan fik han dét drejet sådan.Burde dét ikke være ham der skulle forsvare hvorfor han ville kysse, eller rettere havde gjort dét.
Hun måtte have ham til at forstå , forstå at der var regler som også han skulle forstå.
"Samuel....du kan ikke bare kysse hvem du vil...hvad hvis jeg har en kæreste eller er gift ?"
Hun fortrød med dét samme, argumentet var skudsikkert i mange situationer, dog ikke lige i hendes...men ...dét vidste han jo ikke.
Måske dét ville.være nemmere at lade som om...

"Hvis du gør dét igen ? Jamen dét gør du heler ikke Samuel, for du en sød og høflig fyr såå" forsøgte hun at fastholde ham i , omend hun ikke havde de store forventninger.

Samuel smilede blot ved hendes svar. "Husk, jeg har været menneske, helt menneske, så jeg ved godt man ikke kysser alt og alle, og det gør jeg heller ikke. Jeg kysser dem jeg kan lide." Fastslog han før han fortsatte. "Hvis du var gift, var jeg ret imponeret, når man tænker på din alder, hvis du så havde en kæreste, hvilke ikke ville være helt umuligt, ville du ikke rødme, men slå mig i gulvet." Konstaterede han.
Det næste fik ham også til at smile. Han placerede hænderne på køkkenbordet og lænede sig tilbage mens han tænkte over hvad han skulle svare. "Hvad nu hvis jeg godt kan lide dig?"

" ja ja..jeg ved godt du ikke er tarzan eller Mowgli ...men ".
Camille var lidt beklemt ved hele snakken her.
Hun forsøgte sig med sandheden, eh...ok, en selvkonkluderende lidt smør tykt på udgave af sandheden, men hvis dét hjalp dem igennem dette her , var dét så ikke fint ?
"Altsår Samuel ...jeg er ikke gift nej....men eh, på en måde har jeg en næsten kæreste og ."
Hun ville gerne forklarer men havde dét dårligt med at lyve.
Samuel måtte bare lære at han ikke måtte kysse med hende, og hvis han havde sit ulve instinkt så ville han lære dét efter hun havde sagt fy nogle gange, metaforisk talt, værre var dét hvis dét var drenge instinktet for de var så pokkers stædige.
Hun gned sin pande lidt ved hans sidste spørgsmål og svarede stille " du ved jeg også godt kan lide dig Sam, men ingen kys ,okay " dét lød næsten mere som en bøn og ikke en regel.