Bring Me Back - [Camille]

Camille samlede nogle sikkert helt unødvendige sager sammen og stoppede dem i hendes taske, eftersom hun ikke kunne forlade lejligheden uden.
Hun var klar da Samuel kom ud..." Eh...hvem er du ? " spurgte hun og så overrasket ud og holdte en lille kunstnerisk pause inden ud udbrød " Guuud...Samuel det er dig ! jeg kunne slet ikke kende dig med al det tøj på " så fniste hun lidt og sagde " Men du da også meget pæn i skjorte " og så sagde tilføjede hun "marked eller parken eller nget helt treide...vi må se " og så var hun klar til at smutte afsted.

"Haha, hvor er du sjov." Sagde han tørt, og fulgte efter hende hende. "Du vælger, jeg følger efter." Han åbnede døren, og gik ud i trappe opgangen og ventede på at Camille fik låst døren, før han fulgte efter hende ned af trapperne, ned på gaden. Han havde kort før han gik ud af døren iført sig de klip klapper som Camille før havde købt til ham. Han måtte indrømme han bedst kunne lide at gå i løse sko, hvor fødderne var fri, selvom det var køligt, men ligemeget, han frøs jo ikke ihjel - endnu da.

Hun smilede af hendes lille sejer, sådan valgte hun at betragte bemærkningen om hans tøj...eller manglen på samme.
Dét var da meget muligt at Camille ikke var typen der kastede sig frådende over alle hankøn, dét lod hun de andre om, men hun var bestemt ikke blind eller uden...instinkter...hun havde bare tillært sig ikke at handle så meget på dem.
"Okay..men skal der være mange mennesker så tager vi på marked...lidt færre mennesker så .bliver dét parken...whats your pleasure ?" Spurgte hun Samuel .
Selv var hun nok mest til marked, der var altid noget spændende at se på og der var små listige kroer man kunne få noget at drikke på, men parken var da også hyggelig.

Han lavede nogle lyde ved at presse læberne sammen og suge ind. "Marked ..." I Samuels hoved var det det hun helst ville, ikke på grund af menneskerne, men fordi der var butikker, og kvinder elskede jo at shoppe, og han havde personligt ikke noget imod det, så hvorfor ikke prøve det? Han kiggede afventende på hende til hun besluttede sig om de skulle gå, eller ej. Det ville hun sikkert gerne, eller det måtte han gå ud fra, for nu havde hun jo trukket dem ned på gaden, så måtte de jo ligesom også komme videre i teksten, for så sjovt var det da heller ikke at stå der og glo som en tosse ude på gaden, hverken for ham eller hende, det ville nok se dumt ud for andre der så på dem.

" godt...så tager vi et smut derhen , men du opfører dig pænt...ikke noget med at ...bide "Camille havde genfundet dét gode humør og inden de fik set sig om , var de nået til det store marked hvor man kunne få alt hjertet begærede...... og også hvad dét frastødte.
Camille standsede ved en bod , hun havde spottet nogle miniature dukker af stof , en treide del af en lillefinger og meget tyndere.Bekymringsdukker.
Hun tog en lille bitte en op og holdt den foran Samuel "Ved du hvad den her lille tingest kan af mirakler ?" Smilede hun sødt til ham

Han nikkede, og fik pludselig travlt da hun satte igang ned mod mærket. Det gik overraskende hurtigt med at komme der hen. "Jeg bider ingen." Lovede han med et lille flabet smil.
Da hun pludselig fremdrog en eller anden dukke i noget stof, eller lavet af noget stof, kiggede han med store uforstående øjne på den. "Ehm, nej." Måtte han indrømme, og dernæst at han ikke kunne forstille sig den kunne gøre mange mirakler, men hvad vidste han om det? Han anede jo ikke ligefrem meget omkring menneskets verden når man tænkte på at han var født ind i den verden, og jo sådan set burde vide noget mere.

Hun så godt smilet og morede sig lidt over det.
Hun tog hans ene hånd og åbnede den , den lille dukke blev lagt der og han kunne nu lukke hånden igen.
"Legender siger at man ved sengetid skal hviske sin bekymring til dukken, og ligge den under hovedpuden.Den næste morgen vil bekymringen være løst eller bære ubetydelig, men kun en bekymring pr dukke, det er vigtigt."
Hun købte 7 små dukker i en lille æske og rakte dem til Sam....
"Så kan du fortælle dem om...dine forældre og brødre " sagde hun uden at se på ham, hun håbede han ikke var vred.

Han pressede kort læberne sammen mens han betragtede dukken, dog var der endnu ingen større mening i dette - endnu. Det blev der først da hun købte dem, og på pegede hvad han kunne bruge dem på. Det var meget sødt, men det var ikke ligefrem lige fordi det var dét han havde brug for, dog holdt han sine syrlige tanker for sig selv da han ikke ville op at vrisse med hende igen. Han stod lidt med kassen, og vejede den i hånden, før han fulgte efter hende ned af gaden, stadig med æsken. At smide den ud ville være komplet idiotisk, det var jo en gave, og når alt kom til alt var det jo en sød tanke, trods han ikke ligefrem var glad for den, eller det var han sikkert et eller andet sted, han kunne bare ikke lige finde den lige nu, den glæde der burde være i ham.

Camille trissede lidt videre , kiggede på lidt små ting men intet af interesse.
Hun lagde mærke til at Samuel var lidt stille.Dét var som han enten var kæphøj og lidt flabet eller stille og eftertænksom.
Hun stoppede op og kunne ikke lade vær med at spørge, selv om hun burde lade vær...men dét var jo svææært når han nu gik dér, lige ved siden af hende , og var så...stille.
Hun tog hans hånd, gav den et lille klem og slap den igen "Samuel....hvad tænker du på...hvad er der ?"
Hun ville ikke lade ham skubbe hende væk og lukke hende ude, hvad skulle formålet være med dét ?

Han mærkede hendes hånd glide ind i hans egen hånd. "Ikke noget." Han gav hende et lille smil der dog ikke var ægte. "Du ved godt hvad det er hvis du tænker dig om, men jeg gider ikke snakke om det, vi skulle jo nødig op til at diskutere det." han smilede kort igen for at glatte lidt ud. Han gik rundt om hende, mens hans hånd stadig var i hendes, så det endte med at hans arm lå over hendes skuldre. "Bare glem det, det er bare mig." Han opgav at snakke videre om det, hun vidste det jo godt hvad det handlede det om. Han sukkede kort og gav hende et klem. "Vil du snakke videre om det, eller skal vi komme videre." Samuel havde opgivet at undgå at tale om det, Camille vidste det, og hvis der var mere hun ville vide kunne de vel lige så godt tale om det.

Hun lod ham have armen der, for nu.
Hvorfor han.virkede næsten trist, selv om han smilede, havde hun ikke en idé om.
Hvordan skulle hun dét, han var jo ikke just en åben bog.Hun havde bare et bud...hans forældre...men dét turde hun ikke bringe på banen direkte igen.Han var blevet vred sidst, og dét havde ændret resten af aftenen.
Hun kiggede op på ham og indrømmede ærligt "Samuel...jeg er i møde her...jeg aner ikke hvad der sker i dig...med mindre dét er...fortiden ..du ved ?" Dét var dén mildeste måde at .nævne dét på, hun kunne ihvertfald ikke finde på andre.
Men hun havde et lille stik i hjertet, hun ville så gerne have at Samuel havde det godt og var glad.

"Hvad skulle det da ellers være?" Han kiggede undrende ned på hende, noget alla neutral. Det var ikke til at se for Camille om det berørte ham, med mindre hun var god til at læse ham, og han kunne heller ikke selv rigtig mærke noget, så måske var det fordi han allerede havde sagt til sig selv, at han ikke ville gå i baglås denne gang, eller så var han bare heldig. Hvilke af delene var ikke til at sige, men det var i grunden også lige meget, det vigtige var at Camille ikke følte hun havde trådt i spinaten, så kunne han selv finde ud af det bagefter, når han havde lidt bedre tid til det, hvis han da nogen sinde fik det. Han trak vejret dybt, og kiggede ned på hende. "Mere du ville spørger om, eller noget andet du vil?"

Camille kiggede ind o hans sølvgrå øjne.Hvorfor kunne hun ikke læse dén fyr noget bedre ?Dét var jo ikke fordi hun ville snage eller diskuterre hele tiden.dét var heller ikke fordi hun ikke respekterede et afslag eller folks privatliv.
Dét begyndte at dæmre for hende...langsomt...at dét udsprang af et ønske om at være....tæt.
Hun ville gerne kunne betro sig til Samuel, stole på ham helt og havde derfor brug for dét samme fra ham.
Hun fik en snorrende følelse i kroppen, ikke helt sikker på hvad hun skulle stille op med...dét hele....
" jeg vil bare ha du er ærlig over for mig " små mumlede hun , stadig med hans arm omkring sig.

Samuel forstod ikke hvad der forgik i hoved på hende, hvilke var grunden til at der gik længere tid en planlagt før han svarede. "Det vil jeg også ..." han fandt situationen en smugle akavet, ikke på den der pinlige måde, men de gik som om de var bedste venner, de bedste venner i hele verden, og alligevel havde de det meget svært ved hinanden, eller Camille havde. Samuel havde allerede åbnet op for det eneste han mente var privat, så manglede der blot Camille, og Samuels overtalelsevne, til at overtale hende om at han stolede på hende, og håbede at hun gjorde det samme. Hvad han ville gøre hvis hun ikke gjorde, vidste han ikke, men det måtte tiden jo vise. Han sukkede let for sig selv, og kiggede op i luften mens han gik videre, dog lod han Camille føre igennem marked.

Camille så op på ham, og svømmede et øjeblik rundt i dét sølvgrå hav i hans øjne.
"Men...jeg føler bare du ...holder igen...uden helt at kunne forklarer dét nærmere.Måske dét bare er mig ?" Redegjore hun for hendes grund grund til at bringe dét på banen.
Camille var på sit job ganske god til en klinisk indgang til tingene, og kunne nogenlunde nemt tænde og slukke for dét intuitive alt efter hvornår hun ønskede at gøre brug af dét.
Men personligt , og dermed i hendes privatliv var hun langt mere følelsesmæssigt styret og længe mere handlede hun efter sit hjerte og intuition, end dén rene fornuft.
Og dét var der nok mange årsager til.

Han betragtede hende med et halvt tænksomt blik, før han prøvede at formulere et svar, men der kom ikke rigtig de rette op op i hoved på ham. Han havde en ide om hvorfor han men havde så svært ved diverse ting, som de fleste nok ville have letter ved. "Nej, det tror jeg ikke." Mumlede han, og gik videre, mens han stadig prøvede at sætte ord på, hvad det var der måske forhindrede ham i at gøre det Camille så gerne ville have. I grunden var han ikke helt sikker på, hvad det overhoved var hun mente, men han havde en ide om det, og var det ikke nok, eller skulle man absolut vide det hele? Han sukkede inden i sig selv, mens han trak armen til sig. Det hele var ved at forvirre ham godt og grundigt ...

Hun gled ud af hans arm , og hun bemærkede at hun havde en rolig følelse i kroppen.
Lidt ligesom når hun havde været sammen med ham som ulv.
Dét var første gang hun havde oplevet dét , når han var menneske....og hun spekulerede over hvorfor det mon var ændret denne gang.
Når Samuel var ulv, kunne hun røre og blive berørt uden konsekvenser, dét var uforpligtende....men når han var menneske, var dét en helt anden sag.
Måske var forskellen så nu...at de gik ude blandt andre folk, og ikke var alene sammen , kunne dét være den forskel der gjore at hun tog i mod og nød hans arm , Istedet for at panikke eller begynde at forklare om det ene og om dét andet ?
Camille kiggede nysgerrigt på ham, selv om hun godt vidste at de svar lå gemt i hende selv og ikke bag Samuels facade
"Er du tørstig ?" Hun vidste er lå et lille værtshus nær ved, der havde hun engang været med Zean.

Det lykkes Camille atter at rive gulvtæppet væk under Samuel, da hun brat skiftede emne. "Eh ... jo, en smugle." fik han frem sagt mens han kiggede lidt overraskende på ham. Et kort lille grin kunne høres fra ham, da han fulgte sammen med Camille over mod værtshuset. Det var ikke ligefrem dét Samuel havde tænkt da hun spurgte, men hva fanden, det skulle jo nok blive hyggeligt uanset hvor de befandt sig henne, sådan var det i det mindste i Samuels øjne, hvordan det var for Camille var jo op til hende at bestemme. Sådan var det jo altid - ikke?

Camille puffede , men dog ikke hårdt , til ham da han grinede og ville gerne have forklaret "Hvad gemmer der sig lige bag dét lille grin, hvad finder du morsomt ? "
Hun syntes dog dét var herligt , da dét var et tydeligt tegn på han var glad eller i detmindste fandt noget underholdende.
De kom til dét lille værtshus, ikke dét mest rene eller præsentable og klientellet var vist heller ikke guds bedste børn.
Men selv om Camille godt kunne lide de lidt mere præsentable steder, havde hun altid haft en svaghed for de små listige steder, med levende lys på bordet og hvor man kunne finde en krog og være sig selv, anonym i dét samlede billed.
De gik ind og så sig omkring.

Han kiggede hemmeligheds fuldt på hende, og smilede blot uden at svare på hendes spørgsmål. Da de kom ind på kroen kiggede han lidt rundt, og valgte til sidst et bor der stod lidt uden for de andre borde, uden at står længst væk. Han satte sig ned og trak en anden stol hen til sine fødder og satte sig mageligt til rette. "Overrask mig med et eller andet." Han kiggede op mod disken, hen mod flaskerne der stod bag ved disken. "Så længe det ikke er rom eller andet stads." Han havde som lille smagt alle mulige former for sprut da hans far en gang imellem havde gæster på besøg, og de til frokerstbordet lige skulle have en først til det ene ben, og så det næste. Han havde hurtigt erfaret det ikke var noget for ham.

"årh...hvad .." kommenterede hun på hans manglende forklaring og mystiske smil.
Hun fulgte med ned til bordet og da Samuel ville have hun valgte hvad de skulle drikke, vidste hun precist hvad han skulle smage.
Hun gik op til fyren i baren og afgav hendes bestilling....og efter lidt tid hvor han svingede mellem at udfører hendes ordre og at overbeglo hende, modtog hun tilsidst de to glas og lidt forlegent fik betalt for dem.
Hun rystede på hovedet, mon dét var en erhvervs skade, alle bartenderne var på dén ene eller dén anden måde pågående, ihvertfald de fleste hun havde mødt
Camille gik ned og satte dét høje varme glas foran Sam.
Flødeskummen lå dekorativt øverst og et kulørt sugerør stak op.
"Kaffe, wisky, masser af sukker og flødeskum.....Enjoy " smilede hun stort og håbede han ville kunne lide det.
Når man købte irsk kaffe i byen, var dét aldrig særligt stærkt, da de sparede på alkoholen.

Samuel kiggede lidt på glasset, og derefter op på Camille, for så at kigge på glasset endnu en gang, og så Camille. "Jeg svare dig ikke - du han godt glemme det." Han tog sugerørt mellem læberne, og sugede ganske lidt op og smagte på det. Han sad lidt og smagte, uden helt at vide om han kunne lide det, dog kom han frem til, til sidst, at det ikke var helt ringe, og udemærket kunne drikkes. "Og hvad hedder det så? Denne kaffeblanding." Lugten af kaffe fortalte at det var kaffe, men flødeskum var der, og så en sød smag han ikke kunne placere nogle steder. Han suge lidt mere op, før han slap sugerøret og lænede sig tilbage med et veltilfreds smil om læberne.

Hun smilede , han havde en sød tand så dét ud til.
"Irish coffe , hedder blandningen....men man kan få en del forskellige hvor kaffe er en hoved ingrediens ".
Hun drak selv af sugerøret og løftede det bagefter op , med den hensigt at slikke flødeskummet af sugerørets ende, og endnu en gang for at gentage handlingen.
Flødeskum var en favorit, uanset hvad dét var tilbehør til, næsten da.
Camille rettede sig lidt op " Jo...dét gør du Samuel...lige nu som tak for at have sovet hos mig i dagevis....så fortæller du dét " fastholdt hun og slog smut med tungen.

Han kiggede op op hende, efter at have siddet og begloet kaffen lidt tid. "Hvad nu hvis jeg ikke kan huske det?" Det var ganske rigtigt. Han havde fuldstændig glemt hvorfor det lige var han havde grinet af hende, det var noget over hun havde skiftet emne, hvad den helt præcise grund kunne han ikke huske, dog prøvede han at fiske det frem, selvom det gik meget langsomt, men i sidste ende satte hans tanker sig fat i en prop, og nægtede at lukke mere ud. "Beklager, kan virkelig ikke huske det." Han slog ud med armen med et stort smil på læberne. Så slap han for at forklare det, hvilke han var frygtelig glad for, meget bedre kunne det ikke blive.

Camille kiggede på ham, lidt utilfreds kunne man da roligt sige hun var med dén udmeldning.
Var han nu igang med hans små spil ....igen ? Og hvis han var...skulle hun så bide på krogen og tage hans madding ?Hun hvilede hovedet i hænderne, efter at have plantet begge albuer solidt i dét mørke egetræs bord, sukkede og så på ham...surmulende.
"Du tager altsår livet af mig , er dét din plan ? Måske så du kan arve min lejlighed "
Hun var ikke mere småsur, end hun kunne drille ham lidt og se humoren i dét hele.