hvorfor her?~Ricko Man~

hun vågnede lidt, hun så på ham"jeg er ikke det værd"sagde hun stille, hun var blevet knust af hans ord at hun ikke måtte elske ham, men det gjorde hun, hun elskede ham højre end noget på jorden og nu var hendes hjerte ødelagt, han havde ødelagt det, hun var ked af det, hun ville gere blive hos ham"du er ikke noget monster"sagde hun og hostede lidt, men det var ikke meget, hun viste ikke om hun kunne overbevise ham, men hun ville prøve på det, et liv uden Ricko ville være et liv uden mening for hende

"Ødelæg ikke dit eget liv. Det er det for kosbart til.." snerrede han stille. Han havde ikke lagt hende fra sig endnu, men sad bare og hold om hende. Hans krop var brændende varm, og hun kunne mærke at hver muskel i hans overkrop stadig var spændte og hårde. De sad sådan et lille stykke tid inden han igen sagde noget, "Hvil dig og læg dine sår. Jeg bliver hos dig." Hans stemme var blød og øm, vreden var væk, og han lagde hende forsigtigt ned, og kiggede hende i øjnene for at sikre sig at hun havde hørt ham.

hun lagede en hånd på hans kind"hvorfor vil du ikke lade mig elske dig?"spurgte hun trist og så op på ham, hun ville gerne vide det, hun begynde at nynne en lille sang, hun begynde så at synge stille, hun stoppede så igen da hun falde i søvn, hun havde taget fat i hans hånd og hendes hånd ville ikke give slip på hans, den ville ikke havde ham til at gå fra sig igen, hun var bange for at han ville forlade hende for altid og hun aldrig ville se ham igen, hun kunne jo ikke huske noget som helst om sin familie, hun havde ikke hukommelsestab, hendes minder om dem var blevet fjernet på en eller anden måde



//sang: https://www.youtube.com/watch?v=vjncyiuwwXQ&feature=bf_play&list=PL9E71C15CA168D567//

Han sad og så ned på hende med triste øjne. "Ingen elsker et monster.." sagde han stille og strøg hende over håret. Han pakkede forsigtigt tæppet om hende og lændede sig tilbage, stadig med hendes hånd i sin. Stille og roligt begyndte han selv at nynne, en sang han altid huskede når han var trist til mode. Han sad lige så stille, da hans ører opfangede noget udenfor. Han spilede øjnene op og snuste ind. Hans styrke var ikke helt tilbage, og var det den anden varulv ville han have en hård kamp foran sig.

hun lå bare og sov stille og roligt, men tåre begynde at løbe ned af hendes kinder, hendes drøm var ikke rar den svignede imellem to ting, den ene var at han ville forlade hende og den anden var at han ville blive slået ihjel, hendes hånd holde mere fat i hans hånd det var som om hendes krop ville havde ham til at blive ved sig og at han ikke måtte gå sin vej fra hende"bliv"sagde hun i søvne, man kunne nemt høre hun var ked af det, men det var fordi hendes drømme var som de var

"Jeg bliver.." hviskede han stille tilbage. Hans øjne var låst på døren, hans sanser var skærpede til det yderste og hans krop var spændt, klar til et mægtigt spring mod døren. Heldigvis forsvandt hvad der end havde været udenfor, det trak sig tilbage i skoven, og Ricko åndede lettet op. Han kiggede ned på Grazia igen, og sukkede. *Vil hun kunne leve her? Eller må jeg tage til byen.. Skoven her er ikke for hende...* tænkte han i sit stille sind, en mørk og dyster tanke for ham. Skoven var hans hjem, og her kunne han jage.. Hans sult gjorde det næsten umuligt for ham rigtigt at være i byen.

hendes drømme blev til sidst helt sorte og hun lå bare stille og roligt og sov videre, hun tog hans hånd op til sin kind, hun holde den ind til sig og begynde at smilte i søvne, hun holde stadigvæk fat i hans hånd, hun var jo en elver som var et skovvæsen, hun skulle nok kunne lære at leve i skoven, hun skulle bare kunne finde ud og ind af skoven, hun kunne købe nogle ting til sigselv og ham jo nok også, det var det hendes drømme bestod af lige pt og det gjorde hende meget glad at drømme dem

Han sukkede stille og rystede blidt på hovedet. "Faith is cruel and merciless.." sagde han blidt hen for sig selv, inden han lagde sig ned til hende. Hans hånd lå stadig på hendes kind, og den anden arm lagde han omkring hende og trykkede hende blidt ind til sig. *Lad os se hvad morgen dagen bringer..* tænkte han, inden han lagde sig til at sove, hans sanser stadig på vagt.

hun vågnede morgen efter, hun havde stadigvæk lidt ondt i ryggen, men det gik bedre, hun så på ham, hun lå bare stille og kiggede på ham, hun ville helst ikke af med det syn, hun smilede lidt, hun gjorde ikke noget, hun slap heller ikke hans hånd, den holde hun godt fat i, hun var bange for han ville gå, det håbede hun ikke han ville gøre, han måtte ikke forlade hende på nogle måde, det ville hun ikke tillade ham af gøre, hun lagede sig helt ind til ham"bliv"sagde hun stille og lukkede øjne og lå bare og slappede af

Uden et ord lænede Ricko sig lidt til siden og plantede et dybt kys på hendes læber. Hans øjne var stadig lukkede og da han lagde sig ned igen, så det stadigvæk ud som om han sov tungt og dybt. Han smilede blidt og hviskede tilbage "jeg er her." og strøg hende blidt over håndryggen med sin tommelfinger.

hun åbnede øjne da han kyssede hende, hun nød det kys meget, hun kyssede ham igen da han var færdig med at kysse ham"jeg elsker dig hvosfor vil du ikke indse det og det bliver ikke anderledes"sagde hun stille og kiggede på ham, hun ville af med ham for noget som helst i verden og sådan var det bare og sådan ville det alt være for hende om han så skubbede hende væk, hun ville blive ved med at elske ham også selvom han ville finde en anden at elsket, ville hendes kærlighed til ham aldrig falme det mindste

"Hvis jeg ikke kan overbevise dig.. Så må jeg jo leve med det.." han smilte skævt og åbnede det ene øje. Et skælmsk glimt var i hans sumpfarvede blik, og igen lænede han sig tilbage og kyssede hende blidt. "Jeg elsker også dig.." hviskede han stillle bagefter. Han lo stille og krammede hende ind til sig. "Du farer vild som en hovedløs høne.. Men du har nok vilje til at binde en varulv.." han grinede blidt og blinkede til hende.

hun kiggede ind hans øjne"det fordi jeg bruger kærlighedens kraft til det og den er meget stærkere end noget andet i verden"sagde hun og kyssede ham blidt på hans læber, hun smilede, hun blev meget glad for han sagde han også elskede hende"vi kan godt blive her i skoven hvis det behager dig bedst"sagde hun, hun var villig til at blive i skoven sammen med ham, hun skulle bare lære at finde rundt, men det kunne den lille ulv jo hjælpe hende med som en lille stifinder der fulgte hende over alt, hun puttede sig godt ind til ham og var meget glad, hun lagede slet ikke mærke til de store sår hun havde på ryggen.
Hun lå godt indtil ham, hun var lykkelig bare at kunne være sammen med ham så havde hun det godt og var glad mere skulle der ikke til for det

Ricko forholdt sig roligt. Hans åndedrag var tungt og roligt imens Grazia sov. Hans øjne hvilede på hende og tankerne fløj igennem hans hoved. *Kærlighed hmm? Selv monstre kan føle sig alene..* tænkte han stille for sig selv. Han vendte sit blik mod det faldefærdige loft og kunne ikke modstå trangen til at lade et hyl lyde ud over skoven. En advarsel til alle om at stedet her var beskyttet.

hun puttede sig meget godt ind til ham, hun holde fast i ham for at få ham til at blive ved sig, hun kiggede op på ham"jeg sover ikke"sagde hun og gav ham et kys på hans læber. Hun smilede, men hendes sår på ryggen gjorde med et meget ondt, hun lagede sig ned hurtigt, hun syntes det gjorde meget ondt i ryggen, men hun smilede bare til Ricko for at han ikke skulle ligge mærke til det, men han burde jo nok vide at hun havde ondt i ryggen da det kun var sket for omkring en dag siden, hun var bare glad for at det ikke var ham som havde skadet hende