hvorfor her?~Ricko Man~

hun kiggede på ham"må jeg ikke godt beholde ham?"spurgte hun og tog ungen op og holde den rigtigt sødt og kiggede på ham, det var underligt hun spurgte ham om lov til at beholde den, men det her var jo hans hjem, så hun var jo nødtil at spørge ham først, hun måtte ikke havde nogle dyr i sin lejlighed og da slet ikke en ulv, men hun kunne jo ikke lade den stakkels lille unge gå rundt helt alene, der kunne være nogle af der større ulve som kunne finde på at angribe den og slå den ihjel lige som de havde prøvet på hende, men det var ikke lykkes for dem på grund af Ricko

"Heh hvis du vil tage ham til dig.. Må du gerne det.." Ricko smilte varm til hende og gik over til dem begge. Med en blid berøring kærtegnede han hendes kind, inden han lagde hånden på ungens hoved og kløede den bag ørerne. "Men jeg gætter på du vil have ham her? Han er stadig vild skal du huske.." Han satte sig ned foran dem, og tiltede sit hoved let, imens han betragtede hende med et ømt blik i øjnene.

"ja det husker jeg godt"sagde hun og det gjorde hende trist over det, hun gik hen til 'døren' og satte ungen ude på den anden siden, hun gik hen til sengen igen, nogle tåre løb ned af hendes kinder, hvis hun ikke lod ham gå, så skulle hun det om nogle år, den var gammel nok til det og det ville hun nok ikke bære at skulle, hun lagede sig i sengen, ungen kiggede ind under forhænget og luntede hen til Ricko og satte sig der, men hun havde bare ryggen til dem begge to, der løb bare flere tåre fra hendes øjne og ned

Han betragtede hende stille inden han rejste sig, tog fat i ungen igen og satte den udenfor. Han gav den en kort skarp kommando og gik så indenfor. Igen betragtede han hende lidt, fornemmede hendes tårer inden han gik om bag hende, og lagde armene omkring hende og krammede hende tæt. "Det er okay.. Det er for det bedste det du gør.." sagde han stille imens han strøg hendes arme forsigtigt.

"jeg har altid været alene"sagde hun stille, hun kunne ikke huske sin familie, enten havde de forladt hende eller også havde de fjernet hendes minder om dem, hun viste det ikke, det eneste hun kunne huske var den store ensomhed hun tit havde, det var derfor hun lod sig fare vild og når hun tågede var det fordi hun prøvede at huske tilbage til den gang, der var bare et stort sort hul og der ikke var noget der kunne fylde det.

"Jeg kender følelsen.. Jeg ved ikke engang hvem jeg virkeligt er.." Sukkede Ricko tæt ved hendes ører. Hans muskuløse arme krammede hende tæt indtil ham igen. "Men det er ikke vigtigt hvor man er fra eller hvad man er.. Det er vigtigt hvem man selv føler man er.." han smilte varm til hende og prøvede forsigtigt at fjerne en tårer fra hendes kind.

hun gjorde sig fri"du forstår det ikke!"råbte hun og løb ud, hun løb ud i skoven, hun ville stoppe med at løbe, men hun blev nødtil, hendes krop ville ikke kunne holde til det, men hun tvang sig selv bare videre, et eller andet vild sulten dyr væltede hende omkuld, hun kom til skrige, der var mere end en, der var som havde fat i hendes arme og en havde fat i hendes ben, hun kunne ikke lade være med at skrige i smerte, de prøvede at rykke hende fra hinanden, men det fik hende bare til at skrige endnu mere

Ricko fulgte efter kort tid efter, hans bekymring for hende oversteg hans skam. *Din idiot.. Du kunne ikke holde din kæft hva?* tænkte han for sig selv imens han løb igennem skoven. Pludseligt hørte han hendes skrig. Han blev ligbleg indtil han gav et brøl for sig og styrtede i retning af skriget. Som en vildmand bragede han igennem krat og vildnis, hans enorme ulvestyrke vagt til live i hans skrøbelige menneske krop. Hans sprang ind hvor dyrene havde fat i Grazia, og gav endnu et brøl fra sig. Som en bersærker kastede han sig imod dem, uden frygt eller tøven.

hun bløde voldsomt fra begge arme og det ene ben, hun prøvede at sætte sig op, det lykkes for hende, forbandt sine stille, så hun ikke ville miste så meget blod lige som sidste gang, hun kiggede lidt Ricko"det er nok nu"sagde hun stille, det var ikke sikkert at han hørte hende, de vildedyr som havde overfaldet hende stak hurtigt af fra ham, hun sad op, men ikke for ret længe, hun falde ned og ligge igen på grund af begge hendes arme, hele hendes krop gjorde voldsomt ondt, men det var efter hun blev væltet, hendes arme og det ene ben gjorde ondt efter bid og blive rykket i så meget

Ricko hev efter vejret, hans ansigtet en maske af utilgivelig vrede. Musklerne på hans arme og ben var spændte til bristepunktet og en sidste gang gav han et brøl fra sig, der grænsede til de dyriske selv i hans menneskelige form. Langsomt vendte han blikket mod Grazia, hans øjne blodskudte og uden at blinke bøjede hans sig ned over hende. Han undersøgte hendes sår uden ord og begyndte at rive sine bukser i stykker for at forbinde hende. Da han havde gjort det, greb han om hende og løftede hende forsigtigt op. Så gik turen tilbage til hans skur, til sikkerhed, til varme og tid til at læges.

hun lagede hovedet ind til ham"undskyld, undskyld Ricko"græd hun ind til ham, hun kunne ikke bruge rundt arme i et godt stykke tid og heller ikke sit ene ben, hun ville nu være fanget i en seng og hun næsten tvunget ham til at passe sig igen"undskyld jeg blev så sur på dig"sagde hun, græd endnu, hun kunne lade være med det, hun kunne ikke stoppe med at græde på nogle måde og heller ikke Ricko ville få hende til at stoppe indtil hun havde fået grædt færdig

Han lod hende stille græde ud. Han forholdt sig roligt, vreden sad stadig og ulmede i hans krop. Hans vejrtrækning var dyb og tung, hans skridt lange og åd meter efter meter mod skuret da de nåede frem var første gang han sagde noget. "Vil du ligge ned?" Hans øjne afslørede intet, omend intet indikerede vrede mod hende.

hun lænede sig lidt op, hun gav ham et kys på hans læber, hvorfor hun gjorde viste hun ikke selv, måtte må være faldet for ham, hans øjne, hans væremåde og hans krop ja i det hele taget for ham, hun flyttede sig lidt igen, han havde hende stadigvæk i sine arme, hun kiggede lidt op på ham, hun var klar til hvis han skulle afvise hende for så ville hun bede ham om at bære hende hjem til sin lejlighed i byen og hvor efter han bare kunne tage tilbage skoven igen, men hun så bare ligge alene i sin lejlighed med nogle voldsomme sår

Han kiggede lidt forbløffet på hende, inden han lænede sig tættere på og gengældte kysset hedt, omend forsigtigt. Han gik hen til sengen og lagde hende ned. Stille satte han sig ved hendes side, strøg hende over håret og kyssede hende dybt igen, hans udstråling varm og øm overfor hende. "Hvil dig.. Læg dine sår Grazia" sagde han blidt og kyssede hende på panden. "Jeg våger over dig.." han gjorde en bevægelse til at rejse sig, mens han kiggede hende dybt i øjnene.

hun smilede og lå godt i sengen hun lukkede sine øjne og lod sig falde i søvn. i dette her tilfælde sov hun i flere dage af gangen. omkring en uge efter vågnede, hun spiste lidt og drak lidt, der efter falde hun i søvn igen, ungen var kommet tilbage, den havde hørt hendes skrig da hun var blevet overfaldet og var hurtigt kommet tilbage, den listede sig ind til hende når Ricko ikke var hjemme, men den ville ikke gå igen når Ricko kom tilbage, men det gjorde den alligevel

Han vågede over hende dag og nat. Kun når han var nødt til at stille sin voksende sult forlod han hendes side for at jage. Hver gang vaskede han blodet af sig, men da han ikke ville lade hende alene for længe stilte han kun den værste sult. Hans krop begyndte at skrige efter føde og han fandt sig selv i at knurre og drømme om jagten oftere og oftere. Ind imellem når hun var vågen ville han give hende et trøstende kys på panden men ellers lod han hende sove og læges.

efter hånden som tiden gik, var hun mere og mere vågen og hun spiste mere og mere.
hun smilede hver gang han gav hende et kys på panden, det var hun meget glad for, hun var ligeglad med at han var en varulv, bare han ikke gjorde hende ondt, så skulle det nok, men hun havde hørt om en varulv og så en fuldmåne og hun viste god der ikke var særlig lang tid til en fuldmåne, hun håbede lidt at han var klar over det

Dagen inden månen var fuld, og Grazia var rask nok, satte Ricko sig ved hendes side og sukkede. "Du bliver nødt til at tage hjem nu.." sagde han stille imens han stirrede mod gulvet. Allerede nu gnavede hans mave, og hans sind var i oprør over månen. Han kunne snart ikke kontrollere sig selv længere og hun skulle ikke være her når han tabte kontrollen. "Det.. er snart fuldmåne.. Du kan ikke være her under den.. Det er farligt." Sagde han, om muligt endnu mere stille end før.

"men Ricko jeg..."hun sagde ikke mere, men nikkede så, hun gav ham et kys inden hun gik, hun gik bare og prøvede at finde hjem, hun var faret endnu mere vild end før, hun kunne ikke en gang finde tilbage til Ricko, hun gik hele dagen indtil fuldmånen kom, hun havde ikke fundet ud og hun var heller ikke tæt på det, hun kom til risse sig på en gren så det gav hende et meget lille sår, men det blødte en lille smule alligevel

Et hyl gik igennem skoven. Ikke et hyl fra en ulv, eller et såret dyr, men hylet fra et monster der har sultet. Hele skovens stemning blev en af frygt og så gik jagten ind. Monsteret løb igennem skovens, dets jagt efterlod bytte stumper, nogle ædt til benet, andre slået ihjel for at have stået i vejen. Hylende lød som om det kom nærmere Grazia, som om det kunne lugte den smule blod der flød fra hende, som om det kunne lugte hendes fremmed dufts i dets skov.

hun hørt og blev bange, men hun viste også godt hun ikke kunne løbe fra det, hun var også blevet fanget i et hjørne af to væltet træ, de var for store til hun kravle over dem og de lå hen tæt til jorden, hun kiggede rundt efter hvor hylene kom fra, men hun kunne ikke rigtigt bestemme hvor de kom fra, så hun blev bare ved at kigge rundt, hun gik længere og længere tilbage indtil hun stod helt inde i hjørnet af de to træ, nu kunne hun slet ikke komme nogle vejne

Ud af mørket i skovet kom uhyret. Det var først tydeligt at det var Ricko's ulveform da han stod i lyset. Hans pels var mattet med blod og hans øjne havde et sært næsten ondt glimt i dem. Langsomt kig han tættere på hende, tungen hang fra hans mund og han virkede opstemt. Opstemt over hendes frygt og over hende. Han gav et hyl af triumpf fra sig og kig langsomt tættere på hende og viste tænder.

hun kunne ikke komme mere tilbage, hun stod fanget i en fælde, hun ikke kunne komme ud af igen, hun så på*nej Ricko, det må være fuldmånen, han kan ikke kende mig*tænkte hun, hun blev mere bange, hun elskede ham jo, hun prøvede at gå mere tilbage, men det var til ingen nytte, træerne lå i vejen for det, hun så på ham, ham hun elskede så højt, stå der og se hende som et eller andet måltid, det gjorde ondt på hende, tåre begynde at løbe ned af hendes kinder

Da hendes tåre faldt frøs han. Hans krop begyndte at skælve og et forpint piv undslap ham. Han tog et par tøvende skridt fremad, indtil hans enorme poter borede sig ned i jorden og stoppede ham. Han så på hende med et blik fyldt af rædsel og smerte inden han vendte om og stormede ud i skoven igen. Fra skovens mørke lød der flere brag af træer der blev væltet og hans forpinte hyl genlød i nattens mørke.

hun falde nede og sidde, hun var lettet over der ikke var sket noget, men hvad hun ikke viste var at der var mere end varulv og den anden slap hun fra, men ikke uskadt, den anden havde krasset hende voldsomt på ryggen, hun fandt til hans lille hytte, hun falde ind i den, hun lå i åbningen, en et voldsom stort sår på ryggen hvor blodet bare løb ud af og det tiltrak bare flere dyr, de hev hende udenfor, hvor de begynde at slås om hende