hvorfor her?~Ricko Man~

Pludseligt lød der et brøl nær hytten. Ricko's monster form tårnede sig op over dyrene der sloges om Grazia. Hele hans eksistens skreg had og kold tyranni da han begyndte at lærer dyrene hvems territorie det her var. Uden nåde rev han dem i stykker og ingen af dem slap fra hans mægtige poter og kæber. Et sidste hyl undslap ham da morgenen begyndte at gry og hans form trak sig tilbage til menneske i krampetrækninger. Indsmurt i blod, siddende i resterne af adskillige dyr vendte han hovedet mod himlen og skreg sin vrede ud. Langsomt vendte han sig mod Grazia, med tårer løbende ned af kinderne. "Hvorfor.. slap du ikke væk?" spurgte han svagt inden han faldt om, i midten af hans dyriske ødelæggelse.

den anden som også var varulv fandt hende og smilede, han kunne huske hende, han samlede hende bare op fra jorden, han så kort over på Ricko, men to Grazia med væk, i live hun stadigvæk...endnu, men han havde ikke haft noget bytte den nat og den eneste han havde såret var hende.
hun vågnede lidt og lidt efter skreg hun på Ricko, den andet havde hakket to fingere ind i hendes sår på ryggen så det gjorde voldsomt ondt på hende

Ved hendes skrig vågnede Ricko langsomt op. Hans rejste sig som i en døs, hans øjne stirrede blankt på dem begge to. "Slip hende.. Nu.." sagde han, hans stemme mærkeligt distanceret. Kun Grazia som havde set ham kunne se at han stadig var bevidstløs, men hans krop og vilje reagerede på hendes nødråb. Musklerne langs hans ben og arme skælvede da de blev spændt over deres kapacitet i denne skrøbelige form.

ham den anden borede bare sine fingere længere ind i hendes sår, hun skreg mere, hun var forsvarsløs, hun kunne gøre noget så på Ricko.
tåre løb bare ned af hendes kinder, kunne snart ikke mere, smerterne var for store og blod manglen var også for stor, hun så på ham, hun lod sig besvime, ham den anden troede hun var død og smed hendes bare væk og forsvandt igen.
men hun var ikke død kun bevidstløs så hun skulle nok klare den

Ricko blev stående midt i ødelæggelsen omkring sig. Han krop kunne ikke mere. Hans sind havde givet op for nu. Han var frosset midt i sin trods mod dem der trængte ind på hans område. Blodet sivede fra adskillige sår og langsomt stod solen op. I et enkelt flygtigt øjeblik, blev mørket i den triste skov løftet og lyset faldt på de to. Så forsvandt de igen, og alt blev dunkelt som det plejer.

hun lå bare på jorden, hun lå uden for hans område, kun hendes ene arm var der inde, der nogle dyr frem, men de ville ikke gøre Grazia noget, de slikkede hendes sår rene så de var lige til at forbinde, den lille unge, løb hen til Ricko og lidt ham for at få ham til at forbinde hendes sår selv om det ville sige at hun skulle havde alt sit af på overkroppen


//mega træt godnat XD//

Da ungen kom nær ham vågnede han med et sæt. Han så sig omkring og sukkede dybt indtil han fik øje på Grazia. Han styrtede over til hende og samlede hende blidt op. "Hvad har jeg dog gjort.." et par tårer faldt fra ham på hendes kind da han bar hende indenfor og afklædte hende. Efter at have lagt forbindingerne på hende og lagt tæppet over hende satte han sig i døren og sov. Dybt, tung og udmattet søvn.

efter nogle dage, var hun kommet sig ret meget, men hun havde lidt ondt i ryggen, hun så hen på ham"Ricko?"sagde hun og ville havde ham hen til sig, men det var ikke sikkert han hørte hende, men nu havde hun prøvet det, nu lå hun bare og ventede på ham, ungen kom hen til hende og lagede sig op til hende, hun smilede lidt og nussede den bag det ene øre

Ricko åbnede stille det ene øje. Hans krop var tung og døsig, hans sind sov stadig halvt. "Grazia?" svarede han med sin dybe stemme og rejste sig langsomt. Med tunge skridt gik han over mod hende og satte sig foran hende. Hans sumpede øjne var mørke og tunge, døsige efter den lange healende periode. "Har du det bedre?"

"jeg har det fint Ricko, det her var ikke dig der gjorde det, du stoppede dig selv"sagde hun, hun lagede en hånd på hans kind, hun smilede til ham"er du okay?"spurgte hun, hun håbede på at han var okay, hun rykkede sig en lille smule, hun hev ham så op til sig, efter hun havde gjort det, puttede hun sig indtil ham, hun var glad for at mærke der var en ved hende og hun ikke bare var alene hele tiden

"Jeg er okay.. De brækkede knogler har det fint igen.. Jeg er bare træt.." sagde han stille og lagde armene omkring hende. Først gav han hende et kys på panden. Derefter på kinden. Til sidst pressede han blidt sine læber mod hendes, et varmt følelsesladet kys, og et tæt kram i hans favn. "Jeg var så bange for at du skulle dø.." hviskede han stille efter at have brudt kysset.

hun mærkede de kys han gav hende og hun kyssede igen da han kom til hendes læber"jeg dør ikke så længe du er sammen med mig"sagde hun efter kysset og lagede hovedet indtil ham, hun ville ønske at han ville være hos hende for altid, men det var jo ikke sikkert han ville det, det var jo ikke sikkert deres venskab holde så længe, hun prøvede at skubben tanken væk, men den blev ved med at komme tilbage igen og igen

En forpint lyd undslap ham, hans mave rumlede og dyret steg langsomt op i ham. Hans tanker begyndte at kredse om kød og hans læber krængede sig en smule tilbage over hans tænder. Han prøvede desperat at få dem skubbet væk, men han havde fastet for længe.. Hans udfoldelser under fuldmånen havde forbrændt mere energi end han havde samlet, så hans system skreg efter kød. Han sænkede langsomt hovedet og med et blidt bid plantede han forsigtigt tænderne imod hendes hals. Uden at bide hul smagte han hendes søde hud og hans tænder trak sensuelt over hendes hals.

Hun mærkede det, hun bed tænderne sammen så der ikke skulle komme en lyd over hendes løber. Hun sagde noget"Ricko lade være, jeg er kommet mig endnu"sagde hun, hun prøvede at flytte hans hoved væk fra sin hals.
lade ham bide havde hun ikke tænkt sig, så måtte han gå udenfor og bide i noget der, men ikke hende, det ville hun ikke tillade, hendes sår havde ikke lukket sig helt, da det var hele hendes ryg som det var gået ud over

Han frøs ved lyden af hendes ord. Hans ånde føltes tung mod hendes nakke og koldsveden begyndte at løbe langs hans arme og pande. "Undskyld.." var det eneste han fik sagt inden han rejste sig og gik hastigt mod døren. Han stillede sig udenfor og så mod himlen, hans vejrtrækning hurtig og overfladisk. Føde.. Han måtte finde mad inden det gik galt.. Han krop vred sig, og han besvarede smerten med et brøl inden han styrtede afsted, ud i skovens dyb, ud for at jage, ud for at slå ihjel igen. *Jeg er et monster..* var hans sidste tanke inden han tabte sig selv i dyrets jagt.

hun satte sig en lille smule op og kiggede efter ham, hun fandt hurtigt ud af hvorfor han havde opført sig sådan, hun rejste sig ud af sengen og kom hen til døren, hun kiggede ude efter ham.
hun gik så videre ud, men hun var ikke healet helt sammen endnu der ville gå noget tid for hun var det og indtil da, ville hun vare fanget hos Ricko, det var ikke fordi hun havde noget imod det, hun tog sig til halsen der hvor han havde rørt hendes hals med sine tænder og fået hende til at føle noget underligt

Et sted i skoven hylede Ricko sin smerte ud af hans lungers fulde kraft. Det var en lyd fyldt af smerte og lidelse, ikke noget et menneske burde kunne fremstille. Men så igen, han var intet menneske. Det var endeligt gået op for ham. *Jeg er et monster.. Jeg dræber og æder hvad der kommer nær mig.. Folk er i farer..* Hans hylen stoppede ligeså langsomt og han kiggede ned på det sidste bytte han havde dræbt. En ung hjort havde ikke sluppet hurtigt nok væk, og nu var der kun de sørgelige rester tilbage. Hans sult var stillet for nu. "Det må slutte det her.." sagde han hen for sig selv og vendte sig langsomt mod retningen af hans skur. Han satte af og begyndte hastigt at vende tilbage til sit hjem, en plan klar i hans hoved.

hun stod i døren med et tæppe om sig og ventede på ham, hun smilede da hun så ham igen, hun var glad for han var kommet tilbage igen, hun lænede sig op af døren og ventede på ham. Hun håbede af hele sit hjerte hun kunne være sammen med Ricko, det var ligemeget hvordan han var, hun viste at han ikke var noget monster, han havde reddet hendes liv op til flere gange

Han kiggede på hende med tomme øjne et kort øjeblik, hans eksistens forsvand næsten ind i skoven omkring for et øjeblik inden hans rungende stemme lød. "Hvad er jeg?" spurgte han, hans øjne glødede med et sært skær imens han iagttog hende. Hans normal sump farvede øjne var nu næsten helt grønne og sveden stod mod hans hud, et tegn på hans kraftudfoldelser for ikke så lang tid siden.

hun kiggede på ham"hvad mener du?"spurgte hun, hun kiggede ham i øjne"hvad er det du vil sige?"spurgte hun, hun kiggede så ned igen"du vil havde jeg tager tilbage til byen vil du ikk"sagde hun, hun så ned i jorden.
hun viste det nok var sådan han ville havde det, hvorfor havde hun været så dum at tro på hun kunne blive hos ham, hun gik forbi ham og prøvede at finde tilbage til byen, men hun havde jo som altid ikke nogle sted sans

Da hun gik tæt forbi ham, gentog han sig selv med sin dybe rungende stemme. "Hvad er jeg?" Han vendte sig ikke om mod hende, stod kun i sin solitære positur, hans skuldre hang og hans hænder var knyttet til næver. Han stirrede nu ned i jorden og sagde for tredje gang "Hvad er jeg?!" han råbte det ud og lagde nakken tilbage, og frigav et mægtigt brøl af raseri og smerte.

hun tilbage på ham"ham jeg elsker"sagde hun og gik videre, hun syntes at det var tydeligt at han ikke ville havde hende der og så ville hun heller ikke blive der, hun begynde at synge listen to your Heart for sig selv, hun kiggede op på himmelen imens hun sang, tåre løb ned af hendes kinder imens hun sang og gik videre.
hendes ryg gjorde ondt hver gang hun tog et skridt, men hun lod bare som om det ikke var der, hun sang bare videre"Listen to your heart, when he's calling for you. Listen to your heart, there's nothing else you can do. I don't know where you're going and I don't know why, but listen to your heart before you tell him goodbye."sang hun bare og tåre løb bare ned


//Sang: Cloud & Tifa - Listen To Your Heart //

Han stod lidt stille for sig selv indtil at hans vrede tog over. Med endnu et brøl af indestængt raseri og smerte, smadrede han begge sine knyttede hænder i jorden. Der lød et brag, og en sky af støv stod op fra adskillige revner som brækkede jorden åben under ham. Han trak vejret i dybt hurtige stød og begyndte at råbe efter hende. "Du kan ikke elske et monster! Det er hvad jeg er et monster! Løb tilbage til byen og glem mig!". Tårerne stod fra hans øjne og løb ned af hans beskidte kinder. Han satte i et ulveagtigt hyl, et af sorg og glemsel, inden han faldt sammen på jorden, alene og forladt.

da hun hørte det, brød hele hendes verden sammen, hun stod bare stille og sang ikke mere, hun falde så ned i knæ, hun brød sammen i gråd, hun græd bare meget, hun gemte sit ansigt i sine hænder, hun rejste sig op, hun følte at hun ikke kunne leve mere, hun begynde at fjerne sin forbinding og lod den falde ned på jorden.
hun gjorde noget så sårene på hendes ryg sprang op igen, hun bed sig selv hånden for ikke at skrige, de bløde voldsomt, hun lagede sig ned på jorden og lod bare blodet løbe, hun prøvede ikke at stoppe det, tåre løb ned af hendes kinder, han havde afvist hende sådan som hun frygtede aller mest, det var det hun havde været mest bange for, det var at han ville afvise hende og det havde han gjort imens hun var aller mest sårbar

Med en snerren fløj Ricko op fra det lille krater nær hans skur. Lange tunge skridt bragte ham hastigt nærmere til hvor hun lå, og med en bestialsk snerren samlede han hende op. Hendes blod flød over hans arme, og gjorde hans hud fugtig og klæbrig. Endnu engang snerrede han af hende imens han bar hende til skuret, forbandt hende og lagde hende på sengen. Sikker på at hun var uden styrke forsvandt han ud i skoven igen, og kom snart tilbage med vand og enkelte urter til hendes sår. Igen forbandt han hende uden ord, uden et blik, imens en heftig vrede ulmede fra hans skikkelse.