Dont hurt me again - Mussi

Han kiggede kort hen på Camille og betragtede hende lidt. "Hvorfor undskylder du?" Spurgte han så, mens hans øjne kort lå i hendes blå. Han flyttede derefter blikket mod skærmen, og lod sig glide længere ned at sidde. "Jeg skal nok tie med ham ..." Sagde han så lidt efter og flyttede kort sit blik hen mod Camille.
Han vidste ikke hvad mere han skulle fylde stilheden ud med, så han tav blot, og kiggede på hende, til han ubevidst flyttede hoved væk, lukkede øjne igen, og lage hoved tilbage mens han lyttede til musikken der kom fra den flimrende skærm. Måske skulle han bare skynde sig at komme ud af lejligheden, inden det endte helt i vasken, hvilke kunne se virkelig yndigt ud. "Vil du have jeg skal gå?" Fik han så lidt efter presset ud over sine læber, stadig med lukket øjne, og med en næsten død stemme der endte ud som en hvisken da hans læber stoppede, let adskilte så han lige kunne få noget luft ind, og sende det ud igen uden brug af næsen.
Hans pegefinger løb hen over sofaens bløde stof i små cirkler før den også stoppede, og lod Samuel sidde helt stille i lidt tid, før han slog øjne op, og stirrede intenst op i loftet.

Hun lagde hovedet lidt på skrå og svarede ærligt "fordi jeg skældte lidt ud lige før..."Hun trak vejret tungt og tog så mod til sig.
Hun havde aldrig i hele sit liv spurgt eller bedt nogen om dét før, og hun var ret sikker på dét aldrig ville ske igen.
Men dét var hendes drøm fra dagen i går, og når dét nu ikke var af egoistiske årsager, såå.
Hun så på Sam næsten med frygt i sine øjne, men dét måtte afprøves...
Hun møvede sig helt ind på ham og tog hans hånd.
"Du Sam....dét der med penge....kan du lave en ..." Hun så væk et øjeblik og så bekymret eller tvivlende ud , men tvang sig til at forsætte.." en 15-20.000 kr...vi kan bruge ?
Bare rolig dét er ikke til mig " ordene næsten snuplede ud af hendes mund, han skulle ikke tro hun var...sådan.." dét er til de kræftsyge børn på sygehuset, jeg ville SÅ gerne give dem en gave hver jule aften, éen de kan få lov at tage med hjem, hvis de kommer hjem...men jeg har slet ikke råd.dét var derfor jeg kiggede på legetøj da vi mødtes i går " hun havde næsten tåre o øjnene, fordi hun var flov over at spørge og fordi hun havde ondt af ungerne.

Stilheden mellem dem, blev brudt af Camille der tydeligvis pønsede på et eller andet. Han kiggede hen på hende. Nå, så det med penge havde vækket noget? Han kæmpede mod et smil, mens hun kæmpede for at få ordne frem. Han lod hende snakke helt færdig før han svarede. "Tror du ikke de vil blive overrasket hvis du pludselig kan diske op med 15-20.000?" Han kiggede betænksomt på hende, før han rettede sig op. "Men jo, det kan jeg godt give dig." Han kiggede hen mod Camille igen, for så at tilføje. "Hvis du lader være med at græde ..."
Han vil være helt på herrens mark hvis hun begyndte at græde, så for alt i verden måtte hun ikke det, så kunne hun få alle de penge hun ønskede sig. Det var nok noget alle ønskede sig, alle undtaget Samuel selv der fortrak at være ulv, lykke frem for penge hed det sig i hans hoved. Hvorfra han havde fået det stoppet ind således var usikkert, måske da han fandt ud af hvad der fandtes ude mellem træerne?

Hun rynkede brynene, jo dét ville være lidt suspekt, men hun havde ikke fantasi til at forstille sig en vej uden om dét.
Hun ville aldrig have bedt om penge til sig selv, eller for egen vindings skyld.Crasie havde efterladt hende en kæmpe sum penge, som Camille hver og en øre havde doneret væk til diverse hjælpende organisationer.Hun havde intet købt til sig selv overhovedet og ikke gemt noget.
Dét her var udelukkende julen der havde ledt hendes tanker i retning af de syge børn.
Hun kunne da snildt finde glæde i luksus og nyde dét i små perioder, men hun som person satte mere pris på dét enkle og simple.
Men et eller andet ved Sam gjore hun holdt igen og var ved at fortryde...han havde vel forstået dét han havde tilbudt da han Jokede ude i køkkenet, var dén mulighed hun higede efter for at give ungerne en dejlig jul og for en stund glemme deres livstruende sygdom.
Og hvis hun fandt dén løsning gennem Samuel, skulle hun så ikke forsøge ?"Det er mange penge, har du forstået hvad jeg mener ? måske vi kan aftale at jeg afdrager på beløbt til dig "forslog hun.

Da Camille lod sig til at glide hen i tænksomme tanker, kiggede Samuel blot på hende, med et hævet bryn, og lod hende tænke færdig til hun kom frem til noget, der frembragte en lille krumning på Samuels læber. "Hvad skal jeg stille op med 15-20.000? Jeg lever i skoven og har ikke brug for noget videre." Han tænkte sig kort om, før han sukkede. "Men hvis du finder det bedst på den måde, kan vi godt aftale det." Afsluttede han så, med en tanke kørende inde i hoved, der læberne til at krumme sig i et større smil.
Han havde intet selv at bruge 15-20.000 kroner på, men det kunne han hurtigt få hvis han enten udførte den ene eller den anden af hans planer. Han grinte næsten ved den følgende tanke der kørte rundt i hans tanker. Det blev lidt af en udfordring, men han måtte jo prøve om han virkelig kunne find noget der var så dyrt, og som var vær at give til en kvinde der havde OMSORGSFULD klistret i panden med store bogstaver.

Hun lyste op...og et smil gled over hendes ansigt, ikke blot hendes læber.
"Som vi kan gøre dét ? Gøre dét i dag ?Gå i legetøjsbutikken og gå shop amok ?" Hun kastede sig over ham med et kram og sagde med en lille lattetrille "Hell...jeg kommer til at stå i gæld til dig til jeg er 90, men dét er dét hele værd...de bliver SÅ lykkelige "
Hun så allerede for sig hive ting ned af hylderne til ungerne...der var vel 30 børn...måske hun ikke behøvede så mange penge, måske hun kunne spare lidt ?Hun skulle da nok forsøge.
De behøvede jo ikke 3 d nitendoer allesammen, så slog pengede ihvertfald ikke til.
"Vi gør dét sammen ikke Sam ?Udvælger gaver og giver dem når dét bliver jul...du vil hjælpe mig, ik ?" tiggede hun dét bedste hun kunne.

Et grin flød over hans læber da hun kastede sig over ham. "Vi kan gøre det når du har lyst." Svarede han. "Men du bliver nød til at give mig en seddel først, jeg bliver nød til at se hvad jeg skal duplikere." Svarede han, og kiggede op mod Camille. "Jo, vi skal nok gøre det sammen, du køber, jeg betaler." Han rystede kort på hoved ved tanken. "Men jeg har faktisk besluttet mig for noget andet." Han puffede let Camille væk. "Du skal ikke betale tilbage, kun hvis du har lyst, men du skal forvente du selv får en julegave." Han smilede kort, og rejste sig op. "Men skal vi afsted nu, eller?" Da han havde fået et svar, ville han tage fugleflugtslinjen direkte over til køkkenet, hvor han greb nogle druer, og sugede dem ind mellem læberne, hvor efter han stak hoved ud fra køkkenet. "vi kan også bare overfører penge til din bankkonto, de tror sikkert vi er bankrøver hvis jeg kommer med pengene i kontanter." Han kiggede tænksomt ud i luften. "Men du bestemmer selv."

Hun var så glad, bare han nu ikke følte hun udnyttede ham.Faktisk elskede hun ham for at give hende lov til dét her.
"Sam...du har lige gjort mig
og 30 børn meget meget glade, og dét er dén bedste julegave at give mig....og naturligvis vil jeg betale dig tilbage , hvad tror du selv ?"
Så måtte hun regne lidt på tallene senere.
Mon ikke hun burde skifte tøj, når de skulle shopamok ? Hun drønede ind og tog en sort nederdel,en sortbluse med lange ærmer og en dyb ryg , og nogle fine tynde strømper der selv klistrede sig fast på hendes lår.
Nogle sorte boots og hun var klar.
Ud til Sam i køkkenet, hvor hun viftede med en seddel "mon ikke vi skal sætte dem i banken, så vi ikke render rundt med så mange kontanter ? " spurgte hun.

Da Camille kom tilbage med en seddel i hånden, snuppede han den, og lod den kort glide mellem fingerene. "Du bestemmer, men jeg er enig i dig." Han gik ud til hovedøren, hvor han fik fødderne i skoende, samtidig med at han skabte en fin sirlig stak sedler og rakte dem til Camille. "Der kommer flere, hvis du vil have den op på 20.000 og ... jeg tænkte ikke på dét her som en gave." Han formede et let smil, før han bandt skoende sammen og rejste sig for at åbne døren, mens han rakte Camille endnu en bunke. "Håber du har et sted at gøre af dem, for der kommer nogle stykker mere."
Han åbnede derefter døren, og ventede på Camille var trådt ud, så han selv kunne følge trop. Han lod sin nøgle glide ind i låsen, drejede rundt, og trak nøglen ud igen, før han gemte den væk i bukselommen. "Jeg behøver ingen tilbage betaling, den eneste grund til at jeg lader dig gøre det er fordi der er gæret lavest." Han smilede kort, og begyndte at gå ned af trapperne, mens endnu en stak sedler blev udlaveret.

Han snuppede sedlen og hun så fortryllet på hvordan han gjore.
Dét var ikke fordi dét var penge, det kunne have været spejderhagl, men dét var jo helt vildt og ekstremt facinerende.Hun kiggede op i hans øjne og mumlede "du gode gud ".
Da hun kom ud af trangen, puttede hun dem han gav hende i en taske, eller en rygæk der virkelig ødelagde dét ellers så fine look, men dét var altsår den hun ville have med da den var mest rummelig.
Hun grinede let da hun gled ud af sin dør og Samuel låste efter dem.
Nå, dét var ikke pengene han havde haft i tankerne som julegave, dét ville også have været en pæn stor en.Hun lo indvendigt.
Men hvad mente han med 'der gærdet var lavest ?'
"gider du tale dansk til mig "drillede hun lidt , og de satte kursen mod gågaden hvor både bank og legetøjsbutik var at finde.

Han sukkede og kiggede på hende. "Kender du ikke ordsproget at man hopper over hvor gæret er lavest?" Spurgte han, og kiggede kort på hende, mens han stak hende endnu et budt sedler. Han stoppede kort op, og tænkte, før han nikkede for sig selv og gav hende lidt efter to bunker mere, og til sidst den sidste seddel som hun havde givet ham. "Der burde være det rette antal nu, men ellers siger du bare til."
Han stak hænderne ned i bukserne, og trak skuldrende op, mens han let pressede tænderne sammen, for ikke at klapre med dem. Det var efter hans mening piv koldt, men han sagde ikke et ord om dem, for at skulle tage ud at købe jakke til ham virkede overflødigt, han kunne bare lave en hvis han fandt det nødvendigt. "Men hvad har du i tankerne?" Spurgte han så, for at flytte sine tanker fra vind og vejr, til deres møde med legetøjsbutikken.
Han kunne lige forstille sig hvordan de ville se ud inde i butikken. Legetøj til 30 børn, hvor kvinden ville flyve rundt i butikken, ligesom hvis de var ude at shoppe tøj, og ham selv stående ved disken, og bare se på at stakken af legetøj blev større og større.

Hun nikkede bare til ordsproget uden at bore mere i dét.
"dét for vildt dét her Samuel, dét ved du godt ikke...du må ikke lade alle og enhver vide dét her...du ville blive jaget vildt.Du er fantastisk " smilede hun og stoppede de sidste penge på plads.
"Banken først...og så bliver dét jul...så tager vi i legetøjsbutikken".

De kom ind i banken og den lille bebrillede kugleformede mand, gjore store øjne da Camille nænsomt lagde alle pengene op.
Hendes hjerte bankede og hun blev så bange da han skulle tjekke om de nu også var ægte, at hun greb ud efter Samuels hånd , som hun spændte helt vildt om
Men alt var i skøn orden, og der blev sat 25.000 kroner ind på hendes konto.
Hele verdenen snurrede omkring, da de sammen forlod banken og gik mod butikken med legetøj.

Han grinte over hendes brug af ordet jul, men gravede ikke mere i det, fulgte blot efter hende ind i banken, hvor den lille runde mand begyndte at tælle møjsommeligt. Samuel kiggede ned på sin hånd, Camille havde taget og kiggede spørgende hen på hende, men da hun ikke virkede til at ville fortælle hvorfor hun gjorde det, lod han det ligge.
Pengene blev overført som forventet og derefter gik det ud fra banken. Han kiggede hen mod Camille. "Se, helt smertefrit." Sagde han med et stort smil, og trak hende hen mod legetøjsbutikken som om det var ham der skulle have legetøj. "så er det blevet jul!" Grinede han sorgeløst, og trak hende til sidst helt ind i den varme legetøjs forretning. "Nå, shop amok tøs." Han slog armene ud som om det var en hel ny verden hun var kommet til. Der var næsten heller ingen grænse for hvad der var muligt at købe.

Trygheden ved at have ham tæt var dejlig .
Og da de forlod banken var dét med en følelse af de kunne gå på vandet.Hun vidste godt dét var lidt forkert og kunne også godt regne ud der var en risiko for at blive næsten afhænig af den evne.Samuel måtte være en helt specielt fyr siden han ikke var blevet grebet af den korrupte magt man kunne få ved at have uanede mængder af penge og hvad de nu kunne købe.
Hun gav hans hånd et lille klem, da han puffede hende ind i butikken og hun var bare så glad, at ord ikke kunne beskrive dét.
"Sam...hjælp mig her...hvad vil drenge have ? " Spurgte hun og kastede sig over barbie, littlest pet shop og nogle står Wars figurer som hun selv var draget af...
Hun vendte sig mod den unge kvindelige ekspidient, og sagde..."Vi skal finde 30 gaver...til nogle unger.." og dét føltes som paradis.
Hun susede rundt og hev ting ned fra hylderne imens hun indimellem udbrød "neej...se den her Sam....og er den ikke sød....eller kender du dem her.....ogenda. helt fantastisk "
Og et par timer gik hurtigt på den måde.

Samuel elskede at se hvor lykkelig Camille så ud til at være. Det fik ham til at frembringe et stort smil, mens han i tavsheden fulgte efter hende igennem den store butik, mens hun trak ting ned fra hylderne. Han havde det næsten som om han var på indkøb i en tøj butik, eller smykke butikker, og han havde givet hende lov til at købe lige hvad hun ville. Han lod hende vise ting, og måtte indrømme det ikke vakte noget i ham at se alle disse ting, som Camille fandt fantastisk, han syntes det mest fantastiske var at se hvordan Camille næsten løb rundt.

Da de var færdig gik han op til disken satte han sig ned på bagdelen på gulvet, mens hans arme lå omkring en stor hvid bamse med en rød sløjfe omkring halsen. Han lænede hoved op mod disken, og lukkede kort øjne. "Jeg tager aldrig med dig ud og køber legetøj igen." Sagde han, tydeligvis død træt, og med ømme ben efter at løbe frem og tilbage. "Men det er utrolig så ivrig du er for legetøj, så selvfølgelig skal du ikke snydes." Han smilede kort, og stak hende den store hvide bamse. "Its yours Mussi."

Der stod kasser stablet op, og de havde aftalt at få dét leveret hjem til Camille, der så ville pakke dét hele ind.
Der var thank god noget tid endnu.
Hun var ved at finde hendes visa frem, da Samuel kom med den store hvide bamse.Den var så sød og fin med sin røde sløjfe , og var så stor at den ville være perfekt at ligge og putte lidt med, hvis hun følte sig ensom.
Så hun brokkede sig ikke men slog armene om den hvide bamse, dét på en måde mindede hende lidt om Samuel , både som menneske og som ulv , sikkert fordi dens pels var hvid.
Hun smilede varmt og sagde straks "Tak Sam " og satte den på disken imens hun kørte kortet igennm.
19.364 ...total cool, hun havde enda sparet lidt, han kunne få igen hvis det var.
"Bamsen skal ikke sendes, den tager vi med nu "sagde hun til ekspidienten og tog den i favnen.
"Øj ...sikke en omgang...nu vi færdige "sagde hun lykkeligt til Sam da de forlod shoppen.

Det var ligefør Samuel overvejede at kravle hen til udgangen, men fik stablet sig på bene og fulgte efter hende ud af butikken. "Godt du kan lide den." Han smilede kort, og gabte derefter højlydt da de kom ud. Den kolde efterårsvind vakte heldigvis lidt liv i ham.
Han kiggede rundt og tøvede kort. "Hvor skal du holde jul hende?" Spurgte han lidt efter, og kiggede op mod himlen. Han kunne jo købe hendes gave med det samme, og så give hende den når det blev juleaften, med mindre hun holdt det et andet sted. Han lod omhyggeligt være med at nævnte navnet på dusørjægeren, da han var lidt i tvivl om hun faktisk ville holde jul der, eller om hun skulle holde jul på arbejdet.

"Men anyways, vil du så have noget imod hvis jeg liige smuttede, og så kommer hjem til dig i lejligheden?" Spurgte han så, og lage hoved let på sned mens han betragtede Camille. "Det tager højest en time, og jeg lover at komme hjem til dig, og jeg skal nok huske noget frokost." Tilbød han.

De gik et lille stykke og stoppede op, midt i en samtale omkring jul og jule aften.
Camille rynkede på næsen.
Juleaften....et ømt punkt.
Hun elskede julen og dén aften af alle skulle være særlig, men efter hendes fars død og hun var alene, havde hun ingen haft at tilbringe den med.Castel og hans lille Oliver havde hun tilbragt nogle af juledagene med for et par år siden, men ellers var hun altid alene.Og for ikke at være ensom arbejdede hun som regel jule aften.
Hun smilede og svarede "Altsår ....der er ingen familie at være sammen med, så jeg plejer at arbejde....måske i år jeg skulle prøve at holde fri og hygge lidt ".
Hun synes han sprang lidt i emnerne men svarede igen "Samuel....jeg kunne flyve hjem så glad er jeg....smut du bare noget tid så går jeg hjem med Mulle her og laver kaffe "smilede hun og viftede med Bamsen.
"og hvad angår frokost....du er jo tæt på gudestatus i dag " sagde hun og kyssede ham farvel på kinden og begyndte at gå vejen hjem.

"Jeg kan komme et smut forbi hvis du vil fortrække det." forslog han, før han viftede farvel til Camille og strøg ned af gågaden for at finde den brugelige butik.
Det tog ham en halv times tid før han havde udvalgt gaven, og derefter kom ud fra butikken med en papirspose i hånden hvor i der lå en fin gave indpakket i guldpapir med rødt bånd.
Han tog den nærmeste bus hjem til Camille, men stoppede dog forbi en take away butik. Hans udvalgte frokost var blevet Sushi. Han havde aldrig smagt det, men nu hvor han havde en chance skulle det da gøres. Han købte en stor omgang, alt for står, man han anede ikke hvor meget man kunne spise af den form for snask.
Derefter tog en ny bus, en halv time senere.
Da han kom hjem til hende, sprang han op af trapperne med de to poser, og bankede kort på, før han gik ind. "Så er jeg hjemme ..." Grinede han som om de var mand og kone. Han placerede de to poser på bordet, før han smed sig i sofaen, og smed skoende. "Hvis du vælger den lille, får du din julegave, hvis du vælger den store for du noget mad."

Hun havde været hjemme noget tid og den havde hun udnyttet til at rydde lidt op og ordne vasketøj, hvilke hun var ved at ligge på plads i soveværelsets skabe, da Samuel brugte sin nøgle og låste sig ind.
Mulle sad fint på sengen, og Camille smilede da han kaldte at han var hjemme.På et tidspunkt måtte hun lige lære ham at ringe på før han låste sig ind...hvis hun nu havde...besøg.
Men den snak kunne de tage senere.
"Hey...fik du klaret hvad du skulle ?"
Han kom på plads i sofaen og fik sat de to poser på bordet.
Hun skulle vælge ?
Hun ville da ingen gave have ! Men han spillede jo ikke fair, dét var jo at friste over evne at stille den lige foran hendes næse, for søren da.
Hun så på ham...var han alvorlig her ? Nå...han havde garanteret fundet på noget sjovt, måske et nyt blondeforklæde...eller en glasvindrue ?
Hun overgav sig og pegede på den lille pose....

Han grinede lidt, da hun valgte den lille pose. Han strakte sig ud, og greb fat i posen og stak den til Camille. Han kiggede afventede på hende, da hun åbnede den.
Da hun havde fået bånd og papir væk, ville hun komme ind til en smykke æske, hvori der lå et sølvarmbånd, lavet af kraftige led, så det kunne holde til en hel del. Kæden var helt normal, med en lås i den ene ende så man kunne justere længden alt efter ønske. Midt på kæden hang der ét vedhæng, en lille sølvkrone. Hvilke betydning den havde, måtte hun jo se om hun kunne gætte, for der var en mening i at det lige var dét vedhæng han havde valgt, og ikke en af de mange andre.
"Jeg håber du kan lide den." Sagde han, da hun havde fået pakken op, og kigget færdig. Derefter rejste han sig op, og tog den store pose. "Du bliver bare her inde, så får jeg lige ordnet maden." Han forsvandt med de ord ud i køkkenet, hvor han fik pakket maden ud, mens han spiste druer.

Hun fik posen over og kiggede ned.
En lille smukt indbunden guld pakke med rødt bånd.
En lille vildfaren bekymring...nu havde han vel ikke?....
Hun fik den forsigtigt pakket ud og sad tilbage med et smukt lille armbånd, helt perfekt !
Ikke for tyndt og spinkelt, hun ville garanteret hænge i alle vegne og ædelægge dét, men lidt mere kraftigt.Feminint og lidt sejt, slog dét hende.
Hun drejede dét lidt rundt, imens hun havde dét oppe i næsten næse højde.
"Samuel...dét er smukt " mumlede hun lavt og meget rørt, imens hendes finger lukkede sig og undersøgte dét lille led der dinglede ned fra midten af armbåndet.
"End lille krone...hvor er den fin "
Hun havde ingen idé om hvilke overvejelser der lå til grunde for netop dét, men hun elskede den fordi den havde et islæt af eventyr og glæde over sig, ....og fordi den var fra ham
Hun ville egenlig have faret over ham i sofaen og givet ham et kæmpe knus, men han havde taget pusten lidt fra hende, hun havde ikke lige set dét komme.
" Dét er alt for meget Sam.. du skulle ik...." Men han afbrød og tog posen med mad imens han udstak en ordre om at blive siddende.
Hun så efter ham da han forsvandt ud i køkkenet.
Hun brugte tiden til at tænke lidt over...ting.
Hun havde kun to andre smykker , udover øreringe hun skiftede i ny og næ.
Hendes halskæde med den fine Camille blomst , der aldrig forlod hendes hals og lædderarmbåndet med den røde sten fra Isabella.
Hun kiggede på sin nye gave, og kunne bare mærke ...noget ....godt....udover dét var et smukt smykke, så ville hun gerne gøre ham glad og gå med dét....så hun kunne umuligt afslå .
Hun fik dét derfor hapset omkring sin venstre håndled, og sad og dinglede leddet lidt frem og tilbage, med et smil om hendes læber der tydeligt viste hun var glad.

Efter ti minutter, kom Samuel balancerende med et stort stål fad, hvor der lå to sæt pinde, i midten en soya skål, og udenom et fint mønster af Sushi. Han placerede det på det lille stuebord, og smuttede derefter ud i køkkenet efter glas og vand, som han stilte ved siden af maden. "Aner ikke hvordan det smager, og håber du kan lide det." Han lod sig falde tilbage i sofaen, og bemærkede hun havde taget armbåndet på hvilke glæde ham.
"Men slå dig løs, det ender sikkert med at jeg ikke selv kan lide det, så du skal spise virkelig meget." Han lavede en let gestus med hånden, og smilede. Han trak vejret dybt, og lod en hånd løbe igennem håret.
Han strakte bene under sofabordet, og kiggede afventende på hende med et smil skjult på læberne. Han glæde sig til at se hendes reaktion.

Hun blev afbrudt i sin svømmetur gennem poolen af tanker, og så spændt op da Samuel kom ind med deres frokost.
Hun måtte overgive sig....dét så helt vildt flot og indbydende ud.Manden havde jo talent for at anrette og få ting til at tage sig godt ud.
"wow...du er virkelig kreativ...dét er meget lækkert ud " komplimenterede hun hans indsats og ventede til han selv var klar til at smage, med at spise.
Hun rakte ham dét ene sæt pinde og tog selv dét andet.
"dét ender med vi skal i bad bagefter, jeg er en katastrofe med pinde...men lad os bare forsøge "
Hun anede ikke hvad der var i de små ruller og pakker, men en af dem havde et orangeskær, mon der var laks i den ? Hun nappede til den nogen gange, inden den ville blive hængende på pinden og dernæst dyppede den i zoya og førte den op til munden..."oz dig.." opfordrede hun ingen hun stak den ind i munden og begyndte at tygge og smage.
Anderledes....frisk..stærk...voluminøst...
"uhm...dét er godt dét her " sagde hun bagefter og ventede spændt på Samuels dom.

Samuel som aldrig i sit liv havde berørt spise pinde når det var i sammensætning af mad, tog den nemme vej, og tog en af de små ruller mellem fingerene og førte dem op til munden, hvor den forsvandt. Han gumlede lidt på den, og nikkede der efter. "Tjah - bedre end forventet." Svarede han, tog en ny, og åbnede Camilles mund, for at stikke en rulle med tang udenom ind i munden på hende. Derefter greb han en til sig selv og begyndte at tygge.
"Kreativt ... " Han kiggede på fadet, og nikkede så tænksomt. "Det er vel bare at sætte det op i et mønster?" Han kiggede derefter på Camille, og smilede. "Men godt du kan lide det, så er jeg i land." Han lænede sig tilbage og lod sig flyde ud i sofaen med en velbehagelig lyd.
Its my life ...
A perfekt one.

"Men hvad skal vi så ellers tave, ud over selvfølgelig at bruge penge." Samuel havde bemærket at de havde brugt hele deres formiddag på at bruge penge, mange flere end han normalt brugte på et år, når han også var ulv.