tidsfordriv - Akela

"hrmf.." Akela kiggede lidt på ham og smilede så. "Du er sart" sagde hun drillende.

"jeg er ikke vant til at kæmpe mod dræberulve" sagde han med et grin, "desuden var jeg uforberedt".

"En ulv skal altid være forberedt" sagde hun med et smil..

han lo "det er der nok noget om ..." sagde han og lænede sig afslappet tilbage i sofaen, "men lige nu er jeg ikke ulv" pointerede han med et grin.

"Nej, pokkers menneskeform" mumlede Akela og så lidt ned af sig selv. Hun savnede sine poter... og sin hale!

Markus smilede til hende "kan du ikke lide at være menneske?" spurgte han nysgerrigt, selv var han født som menneske og var mst vant til at befinde sig i den form.

"Nej ikke rigtigt" indrømmede hun og smilede halvt.

"hvorfor ikke?" spurgte han nysgerrigt

"Jeg føler mig ærligtalt lidt svag.." Akela grinede og så på ham "dårligere lugtesans, dårligere hørelse.... mindre styrke og langsommere"

han nikkede forstående, der var selvfølgelig en del ulemper ved menneskeformen, "tilgængæld har du arme og tommelfingre" for at demonstrer sin pointe lagde han en arm rundt om skulderen på hende "og de kan være meget praktiske" sagde han med et smil.

Akela så lidt på hans arm.. hun smilede svagt og lænede sig forsigtigt lidt op af ham. "Ja ja, det er da rigtigt nok.." tilstod hun og så på skærmen.. tvet var slukket, men det var stadig bedre end at se direkte på ham.

han trak hende en lille smule tættere ind til sig, "nogen ting er svære med poter" sagde han med et grin

Akela lagde hovedet på hans skulder "mhm, nogle ting er muligvis.." sagde hun, og forsøgte at få sommerfuglende til at sidde stille.

han smilede igen og strøg hende forsigtigt over håret.

Akela lukkede øjnene og nød Markus' varme. "Hvad gik galt mellem dig og din familie?" spurgte hun stille.

han tænkte lidt over spørgsmålet, "tja .... vi kunne bare aldrig rigtig sammen. jeg ved faktisk ikke hvornår det startede. Da jeg var lille fik jeg altid at vide, at jeg skulle være ligesom min kedelige storebror, så jeg besluttede mig for at være det modsatte. Da jeg blev 16 kunne vi simpelthen ikke holde hinanden ud mere så jeg flyttede over til en ven. jeg har ikke set dem siden".

"Oh? Ser din storebror godt ud?" spurgte Akela i en lidt drillende tone.

markus lo "nah, sidst jeg så ham lignede han en kedelig papirnusser; men man kan jo håbe han har forbedret sig" sagde han med et grin, men dog med en bitter undertone.

Akela nikkede lidt "hm, trist..." sagde hun og lukkede øjnene.

han smilede igen "du var måske interreseret?" spurgte han drillende

"Hm, hvis nu han lignede dig så..." sagde hun eftertænksomt.

Markus lo, han var en smule smiret, "tja, det er svært at sige, vi ser jo nok ikke helt forskellige ud"

Akela grinede lavt og smilede for sig selv.

han nussede hende lidt i håret, "hvad med din fortid, har der altid været fred og idyl i din flok?" spurgte han nysgerrigt.

"Imens jeg har levet.. ja" sagde Akela og så op i loftet.