tidsfordriv - Akela

"ja, jeg har nok været meget heldig" sagde han en smule tænktsomt. han lo "for det meste går jeg selv ud og opsøger den, man kan ikke bare spilde hele sit liv på at vente".

Akela nikkede og syntes Markus virkede som en meget livsglad person. Det gjorde hende glad, især at se en varulv være så.. hmm.. hun kunne ikke finde det rigtige ord. ”Der var ikke det store at lave i skoven, ud over jagt selvfølgelig.. men det blev ikke ligefrem betragtet som et eventyr”

"det lyder nu ellers meget rart, sådan at have sin familie samlet omkring sig hele tiden" sagde han med et smil, han kunne næsten forestille sig, hvor fantastisk det måtte have været at vokse op sådan.

”Ja det er det også…” sagde Akela ”meget fredfuldt.. men det mangler som sagt spænding” hun sukkede og smilede halvt ”jeg tror ikke man kan finde perfekt fred og spænding et og samme sted.. ikke rigtigt. Ting er kun spændende, når der også er en risiko for det går galt”

han smilede lidt "det har du sikkert ret i ... det bliver også så kedeligt med alt for meget fred" tilføjede han med et grin.

”Så hvad gik dit sidste store eventyr ud på?” spurgte Akela og skævede imod væggen ”medmindre selvfølgelig det var graffiti i storbyen.. i så fald burde de skjule dig lidt bedre”

han lo "jeg har kæmpet med en vampyr og reddet et menneske for ikke så forfærdeligt lang tid siden. desuden er der jo ikke meget spænding over det, hvis man ikke bæiver opdaget" sagde han og blinkede til hende.

Akela smilede og rystede bare på hovedet af ham. ”Ja ja, havde det været politiet havde du været i håndjern nu.. du var sikkert sluppet fri alligevel, men jeg har hørt jeres menneskelige fængsler skulle være ret så skrækkelige..”

"tja, man plejer ikke at komme for fængsel for lidt graffiti" sagde han og lo, "desuden har jeg prøvet værre" sagde han og trak på skuldrene.

Akela så overrasket på ham ”hvad? Værre end fængsel?” hun flyttede sig fra væggen, og gik lidt hen imod ham. ”Virkelig? Hvad?” spurgte hun.

han lo af hendes reaktion "tjo ... vil du virkelig hør om min traumatiske fortid?" spurgte han hende med et spøgefuldt smil, mens han overvejede, hvad han kunne fortælle hende.

”Selvfølgelig! Det lyder alt sammen.. meget spændende” sagde hun, og overvejede om hun ikke kunne have fundet et mindre overbrugt ord. Det lod ikke til at være tilfældet. Hun smilede forventningsfuldt til ham, dette her var det mest spændende om menneskelivet hun nogensinde havde hørt.

han smilede og lo; men mest for at trække tiden ud, "altså der var den gang jeg var nødt til at arbejde sammen med vampyrer, sagde han, men mest som en joke. han blev så alvorlig, "der var også engang for et årstid siden, at vi mistede en søster i kamp ... og så var der ..." han stoppede.

Akela lagde hovedet på skrå, og så lidt bekymret ud. Da han nævnte tabet af en søster, kunne hun ikke holde en svag klynken inde. Tanken fik hende til at skælve, og hun sendte hurtigt en tanke til sine egne søstre der hjemme. Da Markus tøvede, gjorde hun også.. kunne det være værre end det?

han så undersøgende på hende ... "og så ville jeg til en hver tid foretrække et år i fængsel frem for en familiekomsammen" sagde han med et ikke alt for ægte grin.

”Hvad mener du med det..?” spurgte Akela tøvende. Mente han andet familie ud over sit varulvekobbel? Hun så skeptisk på ham, imens hun stadig forsøgte at ryste tanken om søsteren af sig..

"tja, jeg kommer ikke så godt ud af det med min ... familie" sagde han, vrængede en smule ad det sidste ord og trak på skuldrene.

Akela så bare forvirret på ham. Hun kunne ikke forstille sig ikke at komme godt ud af det med sin familie.. umuligt. Hun rystede lidt på hovedet ”vent.. hvorfor ikke? Er de ikke.. ulve?” spurgte hun.

han lo en smule bittert, "nej det er de ihvertfald ikke, jeg blev ikke født ulv ... jeg fandt min familie senere i livet"

”Oh….” Akela så på ham, med et blik fyldt med medlidenhed. Hun kunne ikke forstille sig hvor smertefuldt det måtte være ikke at have en varulve familie.. en familie der støttede en, forstod end og kunne være der sammen med en. ”Bid dem” sagde hun, skønt det var en joke.. hun smilede halvt i forsøget på at muntre ham op.

han lo lidt, "nej, så ville jeg jo vre tvunget til at være sammen med dem"

”Good point..” Akela sukkede og lagde en hånd på hans skulder. ”Det er jeg sgu ked af at høre.. det må være trist.. jeg er meget glad for du har fundet dig en rigtig familie nu” hun smilede stort.

han smilede en smule taknemmeligt, "tak; men det går, det er alt sammen tilbage i tiden." så smilede han stort "det er jeg også".

Akela sendte ham et stort smil og nikkede. ”Varulve familier er de bedste..” hun stak sin hånd frem til et ’knokys’.

han nikkede og stødte sin hånd mod henden "smst" "det er de nemlig!" han viste sine tænder i et stort smil.