tidsfordriv - Akela

”Menneskebanderne..” Akela så lidt op på mærket og så så på ham ”er det overhovedet et problem med.. andre ulve?” spurgte hun nysgerrigt. Det var ikke ligefrem der hun havde forstillet sig der var flest af hendes slags. ”Jeg kommer fra en skov, et par dages hurtig løb her fra..”

"en skov? hvordan er det at bo sådan et sted?" spurgte han nysgerrigt, "vi har ikke oplevet det endnu; men vi gør også vores bedste for at alle ikke-mennesker i området ved at vi er her og har gjort krav på stedet" han tænkte lidt "faktisk er de største problemer nok vampyrer og dæmoner, som tror de kan jage på vores område, men vi sørger selvfølgelig for at den misforståelse ikke sker igen" han smilede grumt.

”Dæmoner og vampyrer..” sagde Akela med et tænksomt blik ”det har jeg heldigvis aldrig mødt noget af” hun gøs ved tanken, men smilede så da hun besvarede hans spørgsmål. ”Skoven er nok det mest fantastiske sted at bo.. at løbe af sted som ulv og høre lydende og vandet.. og slås! Og ikke behøve gemme sig for nysgerrige blikke.. og så slipper man for det her” hun så utilfreds ned på tøjet ”pels er så meget nemmere.. og så elsker jeg at jage”

han smilede "hvis du kan lide at slås så skulle du prøve en rask kamp med en dæmon, det får virkelig adrenalinet til at pumpe" han tænkte over det hun sagde "det lyder også som et fantastisk sted, jeg elsker også jagt; men det er desværre ikke så tit jeg gider tage ud til en skov" han trak på skuldrene; "men det her sted har nu sin egen charme" sagde han så og kastede et kærligt blik på de slidte, graffiti fyldte husmurer.

Akela rynkede lidt på næsen, og så lidt på de samme vægge.. med et utilfredst blik. ”Virkelig?.. hvilken?” forlangte hun at få af vide. Det var hende et mysterium hvordan folk kunne holde ud at bo sådan et sted her. Der var for meget larm, og for lidt ulv!

han lo ad hendes ansigtsudtryk "for det først er min flok jo her, og så kender jeg alle gader og alle genveje, desuden er stedet mit hjem, jeg føler mig tryk og i kontrol" han smilede "og hvis det ikke er nok, så er der jo de regelmæssige kampe med dæmoner og vampyrer" lo han.

"Det kan der være noget om.." sagde Akela tænksomt og så lidt på ham. "Er du født i byen?" spurgte hun nysgerrigt. Det hang stadig ikke helt sammen med hendes verdensbillede, at der boede en stor flok ulve midt inde i byen.

han smilede lidt "ja jeg er født her; men ikke som ulv" sagde han og kiggede på hende, "hvad med dig? født ulv i skoven eller ... ?". han var også nysgerrig, han havde aldrig mødt en anden flok, selvom han selvfølgelig godt vidste, at de fandtes.

”Ja det er jeg..” Akela smilede lidt ved tanken ”vores kobbel har trukket os væk fra ’civilisationen’.. vi ser aldrig mennesker mere” sagde hun alvorligt.

"overhovedet ikke? det må være dejligt" lo han, så så han en smule mere alvorlig ud "så man kan virkelig blive født sådan her?" spurgte han eftertænktsomt.

”Ja det kan man..” Akela så lidt på Markus og smilede svagt ”selvfølgelig er det ikke alle der vælger at blive i koblet, tag min onkel for eksempel” hun smilede.

"hvad er der da med din onkel?" spurgte han nysgerrigt, han var ikke vant til tanken om frivilligt at forlade sin flok.

"Han ville hellere være menneske" Akela rystede lidt på hovedet, lidt med et udtryk der sagde 'tossede gamle mand' men det virkede kærligt. "Det er ham der bor her i byen"

markus lo "tja, nogle folk er mærkelige" han rystede også lidt på hovedet af mærkelige mennesker, "men hvad med dig, hvad laver du egentligt her i byen når nu du er så glad for skoven??"

Akela blev pludselig stille, og lænede sig tankefuldt op af muren. "Hm, jeg ville prøve noget nyt" sagde hun med en underlig, rolig stemme.

Markus så skeptisk på hende "så du valgte at forlade det sted du elsker til fordel for byens os?" spurgte han med et grin.

”Nej nej jeg har jo ikke forladt dem!” udbrød Akela hurtigt ”jeg er her bare på en slags ferie.. hjælper min onkel lidt i hans butik, for set byen og mødt nogle væsner.. og så tager jeg tilbage”

"ok, ok" sagde han med et afslappet smil, "hvad syntes du så om byen indtil videre? og har du mødt nogle interessante folk?"

”Hrm…” Akela kastede hovedet lidt til siden og smilede. Hun tænkte på de underlige folk hun havde mødt her på det sidste.. ”ja faktisk en del” sagde hun og grinede lidt ved tanken. ”Men varulvene har KLART været dem jeg har nyt selskabet mest med.. det må være i generne” sagde hun og smilede stort til Markus.

Markus besvarede smilet "tror jeg du har ret i" sagde han så med et grin, "nå hvem har du mødt??"

”En elver…” sagde Akela og lavede en grimasse. Det var tydeligvis ikke det selskab hun havde nydt mest. ”Hm, og en fyr.. jeg tror måske han var dæmon” sagde hun så lidt mere eftertænksomt.. han havde set rimelig godt ud i badebukser og var ikke bange for en udfordring ”og så en anden varulv, rigtigt flink som jeg fik et par drinks med” sluttede hun af og smilede ved mindet.

"en elver? de plejer da ellers at være meget flinke ... godt nok lidt skabede ..." tilføjede han eftertænktsomt. "har jeg nogensinde fortalt om dengang jeg i samarbejde med en vampyr-dusørjæger dræbte en dæmon" spurgte han og viste tænderne i et grin.

Akela hævede vantro et øjenbryn og studerede igen Markus. Han virkede.. som om han passede godt ind i byen her, og på trods af han var varulv, passede han godt til hendes stereotype af en bad boy. Hun rystede bare på hovedet ”wow… en vampyrdusørjæger, og I dræbte en dæmon? Du har alligevel ikke haft et helt kedeligt liv.. måske er der noget ved denne her gifthule” sagde hun med et svagt smil og kastede et blik over byen.

han smilede tilfredst, "nej det har alt i alt været meget spændende." han grinte "ja det er et fantastisk sted", han sendte hende et skævt smil. han kunne godt lide hendes srlskab, hun var sjov og meget mere spændende end de fleste andre her i byen. og så virkede hun ikke til at have noget mod graffiti.

”Du er heldig alligevel” sagde Akela og grinede. Hun synes Markus’s eventyr virkede spændende, og for første gang havde hun fundet noget tiltrækkende ved byen. Hun lænede sig stadig op af muren og så nysgerrig ud ”sig mig.. er det sådan at du tiltrækker spænding, eller går du selv ud og skaber den?”