Diskoteket-Akela

''ja... bare nogle minder.. som dukker op'' sagde wolf og lod først mærke til nu at han tabte en tåre..

forhelvede.. man kan ikke engang tænke på fortiden uden du tuder... din tude hund
skældede wolfs indre stemme ham ud.. mens han kiggede på Akela...

Akela så lidt på Wolf og bed sig i læben. ”Er du ok?” spurgte hun, bekymret for hvilke minder der pinte den stakkels mand.

''kan du definere det'' spurgte wolf lidt dum... men for at unlade at svare sin historie...

hmm hvorfor begynder hun mon at spørge ind til mig... er der noget jeg har sagt forket...

"Æh.." Akela så lidt forvirret på ham, rømmede sig lidt og kunne ikke helt fjerne det bekymrede udtryk fra sit ansigt. "Altså du.. græd?" sagde hun tøvende..

wolf sukkede.. og svarede.. '' det var blot minder... dårlige minder..'' svarede wolf lidt bedrøvet...

''men før jeg kommer nærmere ind på dette.. emne skal jeg som det første vide om jeg kan stole på dig'' sagde wolf og kiggede på hende...

hmmm kan jeg stole på hende... er hun til at stole på overhovdet... eller vil hun mon stikke mig i ryggen... tankerne om Akelas svar svævede rundt i wolfs hovede..

Akela så overrasket på ham, det var ikke det mest almindelige spørgsmål at få… var han bange for hun sladrede? ”Selvfølgelig kan du stole på mig, jeg siger det ikke til nogen” sagde hun og sendte ham et stort smil.

wolf sukkede og tog sig sammen til at forklare..
''jeg er ikke helt her fra byen... jeg var opvokset langt herfra.. med familie.. med min søster og min far.. jeg var knap 12 hvor at en uvelkommen gæst besøgte vores hus og slagtede min søster, min far og en jeg holdte meget af... i fustration og vrede drabte jeg manden.. og han lå død for mine føder.. jeg var knap 12 år... '' hvor efter wolf viste et ar fra hans højre skuldre som lignede et kniv hug... eller et snit.... men det var selv syet... som man nemt kunne se..

Akela stirrede forfærdet på Wolf imens han fortalte. Da han var færdig og viste arret frem, forsøgte hun at synke en klump i halsen. Det var svært at se på det ar, og vide hvor det kom fra.. hun så Wolf ind i øjnene, da der pludselig dannede sig et spørgsmål i hendes hoved. Hun kastede endnu et blik på arret og spurgte stille ”hvis du kun var 12 år gammel….” hun tøvede lidt og så ham så ind i øjnene ”hvordan kunne du så dræbe en voksen mand med våben?”

''min far var tidligere smed... han lavede traditionelle våben.. gamle våben... '' smilede wolf og sløfede ærmet ned igen... ''men han lærte os lidt om at vi skulle respektere dem.. dette var et værktøj og ikke et legetøj... selv om min fustration endte med at ned fælde ham..'' sagde wolf usikkert i sit svar....

Akela så igen på hans ar, og nikkede lidt. Det måtte have været en forfærdelig oplevelse.. især i så ung en alder. Hun havde ikke engang måtte komme med på jagt før hun var 13 år, og det var altså ikke ret slemt. At have mistet hale sin familie.. hun så alvorligt på ham ”hvad gjorde du så? Da du var alene… hvordan kunne du klare dig?” spurgte hun.

''jo.. ser du.. jerry som var...'' wolf tav sig kort og viste han ikke ahvde fortalt noget om jerry..... hans tanker.. og hjerte galoperede...
'' jeg gik mod den nærmeste by efter at havde ryddet op... min far havde lært mig hvordan man begravede folk.. selv om jeg kun var 3 år.. den gang min egen mor døde'' sukkede han...
'' men det lærte mig en leikte...'' sagde wolf og kiggede på hende.. ''at man ikke helt kan stole på en jæger som opsøgte ens familie... blot fordi man var... '' wolf tav sig kort men fortsatte.. ''fordi man var anderledes...'' sagde wolf og kiggede væk...

”Jerry?” sagde Akela spørgende, men da han bare fortsatte tøvede hun og ville spørge ind til der sendere. ”Anderledes….” sagde Akela og rykkede sig et skridt bagud. Hun så ikke bange ud, men eftertænksom. ”Din familie blev ikke bare dræbt fordi manden var psykopat.. han var efter jer fordi I var anderledes?” Hendes øjenbryn trak sig lidt sammen ”en jæger.. hvad er I?”

''hvis jeg fortalte dig det ville du ikke tro mig...'' sagde wolf og kiggede på hende tøvende..

hmmm hvis jeg fortalte hende hvad jeg var.. hvordan skulle jeg så sikre mig... jeg ville være svag... meget svag position hvis dette løbte løbsk.. men på den anden side.. hun er jo venlig og virker den type man godt kan stole på.... tænkte wolf..

”Jeg tror der er en rimelig god chance for at jeg ville tro dig..” sagde Akela og så med et meget alvorlig ud. Hun så ham ind i øjnene med et blik der sagde, at hun var åben og klar til at høre hvad det var. Desuden var en mistanke ved at danne sig i hendes hoved.. byen her var fyldt med væsner der var mere end ’bare’ mennesker. Hun stod med garanti foran sådan en.. spørgsmålet var bare hvilken?

''jerry var... den første kæreste jeg nogle sinde havde... han.. lå ved siden af min søster.. mens jeg kom hjem... ''

''og lad os sige vi lever op til vores fornavne... ''
(Wolf Anumis Mikaelo)
''jeg.. har ikke talt dette med nogle i langt tid nu... '' sagde wolf og kiggede på hende...

”Oh? Så din kæreste var en mand?” spurgte Akela nysgerrigt. Ej øjeblik blev hendes tanker ledt væk fra alt det skrækkelige der var sket i Wolfs fortid. Hun vidste selvfølgelig godt at der var homoseksuelle der ude, og hun havde heller ikke noget imod det. Men hun havde altid overvejet.. om det ikke gik imod alt det instinktive med at få sig nogle hvalpe. Hun så lidt på ham.. ”wolf huh…..” hun trådte et skridt nærmere ham, og snuste lidt til ham… ja han lugtede rigtig nok af varulv.

''også dig?!'' kiggede wolf overasket på hende...

HENDE!! samme slags som mig!? er det muligt!?
wolf havde aldrig oplevede en af sin samme slags...
tænkte wolf...

Akela kom til at grine lidt af Wolfs reaktion. Hun smilede bare til ham og nikkede ”ja.. også jeg” sagde hun og betragtede ham. Så blegnede hendes smil ”så.. en jæger fik ramt på jer huh?” man kunne tydeligt høre smerten i hendes stemme.

wolf sukkede ''ja på trods af at vi boede i bjergene... og ingen helt kendte om vores families... hemmelighed '' sagde wolf

''men hva din historie?'' spurgte wolf nysgerrig..

”Jeg er en skov ulv..” sagde Akela og så lidt den anden vej. Hun vidste ikke helt hvor hun skulle begynde, hendes liv havde jo aldrig været super spændende.. ”jeg er vokset op i skoven”

'' virkelig?'' lød wolf interesseret..
''hvordan er det at være blandt andre.. i den tilstand'' lød wolf som om han aldrig havde prøvet det.. hvilket var rigtigt...

Akela får et meget kærligt smil om læberne ”det er.. fantastisk” hviskede hun stille. Hun begyndte at tænke tilbage imens hun fortalte ”vi er et lille samfund på 20 ulve i alt.. vi holder sammen som en stor familie, og bor i en hule.. vi behøver ikke skjule hvem vi er.. vi har trukket os helt væk fra menneskekroppen” sagde hun.

wolf sukkede ''20... ulve.. det ret mange til trods for i hvem i er...'' sagde wolf og lød meget overasket...

"Tja, vi har jo boet i skoven i generationer.." sagde Akela og så tankefuldt på ham. "Jeg ved faktisk ikke hvad der er normalt.. der hvor jeg bor er der to andre rivaliserende klaner.. men de er ikke et problem, vi har levet i fred med dem i snart 30 år nu.."

'' så.. i har alsor.. gjort blod udgydelser?'' spurgte wolf overasket
''og betyder dette så at i kender... hvordan man skulle slås?'' spurgte wolf lidt intereserret nu...