Our forgotten memories, My Love //Cleon//

Han lyttede til hende, og vidste hun havde ret, hendes blod beroligede ham, og mættede ham meget mere end noget andet. Han vidste ikke hvorfor men det var nok bare fordi hun var hans skaber. Han ville gerne tage det fra hende, men samtidigt med var der noget der fortalte ham at han ikke kunne tage hendes blod bare sådan.

"Okay..."

Hans stemme var meget urolig mens han sagde det, og han langsomt rejste sig op. Han var dog stadig ikke super glad for hendes ide da han stadig var bange for at det ville skade hende at han blev ved med at tage af hendes blod.

"... Men er du sikker på du kan holde til det?"

Hans stemme var urolig, fordi han var nervøs for at komme til at skade hende, men da hun lagde sit hoved på skrå brød dyret der hungrede efter blod igennem, og han kunne ikke lade være med at gå efter at få noget blod. Han sørgede dog for at være forsigtig og to blidt fast om hende og lod tænderne forsigtigt glide ned i hendes bløde nakke. Han kunne mærke det varme blod der dukkede frem og var lige til at drikke.

Hun tænkte stille og sad helt stille på bordet, da han blidt lagde armene omkring hende, mens hans bekymring fik hende til at smile stille og hun lagde blidt armene omkring hans hals.
Hendes krop sitrede af nydelse, da hans tænder blidt gik igennem hendes bløde nakkeskind, og hun nåede lige at minde sig selv om at hun bare ville få det dårligt hvis hun bed ham, hvilket fik hende til bittert at drikke det lunkne blod fra den lille pose med sugerøret i.
Hun svarede ham stille med den kærlige og omsorgsfulde stemme

"Du skal jo lære at styrre din tørst på et tidspunkt, så hvorfor ikke starte nu?"

Hun havde stille det normale smil på læberne, hvorefter hun bare sugede vidre fra posen, før hun lukkede øjnene stille i og en gang i mellem sitrede nydelsen igennem hende, grundet af hans bid...

Han kunne selv mærke en nydelse der gik igennem ham, mens han drak hendes blod. Han ville ikke rigtig stoppe men vidste godt han ville blive nød til det. Han nød følelsen af hendes blod, men samtidigt hadede han at det var hendes blod han drak. Han brød sig ikke om at være nød til at drikke fra hende, det virkede så forkert på et eller andet punkt. Han hørte så hvad hun sagde til ham, om at lære at styre blodtørsten. Han trak tænderne ud af hendes nakke og kiggede på hende.

"Jeg ved det, og vil gøre mit bedste for dig søde"

Han havde det lidt mærkeligt med at omtale hende på den måde, da det virkede forkert, han ville meget heller have omtalt hende som skaber, men det andet kom bare ud af hans mund da han snakkede.

Han havde det stadig lidt mærkeligt og blodet var ikke det bedste han havde fået og han følte sig forstyrret ved at drikke det, så hun havde nok ret.

Smilet havde ikke forladt hendes læber overhoved og hun blev bare siddende på bordet, da hun mærkede, at han trak tænderne ud af hendes nakke.
Hun åbnede stille de mørke øjne med den blålige kant, så hun kunne betragte ham, hendes elskede, hendes Child.
Det kildede i maven, da han for første gang siden han havde mistet hukommelsen omtalte hende søde, i stedet for skaber eller lignene.
Smilet fortrak sig dog lidt, da hans ord om, at han ikke ville skade, hende trænkte helt ind i bevistheden og minderne om hvad hun havde gjort, for at undgå og skade ham med sine bid fik en kold hånd til at gribe om hendes hjerte.
Frygten for at han ville drive sig ud i de samme ting som hun havde været ude for, fik hendes hånd til automatisk at søge det lille hvidguldskors og knue let om det, før hun stille sænkte blikket fra han og drak lidt mere af blodet fra posen...

Han kiggede på hendes smilende ansigt som var så smukt og uskyldigt. Han fandt hendes øjne meget betagende og smukke, da han ikke helt kunne finde dem naturlige, og det gjorde dem meget mere interessant. Han sad bare og kiggede på hende, selvom han følte sig forstyrret af det han havde indtaget, og rundt om hans hud blev det meget koldt, faktisk begyndte det at fryse rundt om den.

"er du okay?"

Han spurgte da han kunne se hvordan hun trak sit blik væk og knugede sit lille kors. Han kunne ikke lade være med at bekymre sig for hende, da han langsomt begyndte at se hende som han havde inden han var blevet forvandlet, istedet for at se hende bare som hans skaber.

Hun tænkte stille og hørte godt hans spørgende tone, men hun hoppede bare stille ned fra bordet og kantede sig uden om ham, før hun hurtigt drak det sidste af blodet i posen.
Hun så stadig ned, til hun havde kantet sig uden om ham og mumlende svarede

"Nej, det er ikke noget"

Hun gjorde hvad hun kunne for at fortrænge de skræmende minder, da det af en eller anden grund kun var dem der kom op for hendes indre blik.
Hendes hånd knuede stadig om det lille kors, da hun tog indkøbsposen i den anden hånd og gik hen til køleskabet, hvor hun begyndte at ligge de små poser ind...

Han kunne tydeligt mærke på hende at der var noget galt så han rejste sig op og gik hen imod hende, hen igennem køkkenet og lagde sine arme om hende da hun havde lagt poserne ind i køleskabet. Han trykkede hende forsigtigt ind til sig, så hun kunne mærke at selvom han var det han var blevet til ville han altid have følelser for hende, og gøre alt han kunne for at hjælpe hende.

"Det kan jeg se ikke passer helt."

Han kyssede hende blidt og trykkede hende bare ind til sig.

Hun fik med rystende hænder lagt boldposerne ind i køleskabet og lukket det, før hun mærkede hans beskyttende arme omkring sig, hvilket fik minderne til at ramle sammen omkring hende.
Hun rystede, ikke voldsomt, men det kunne ses, mens hun kneb øjnene i og tvang tårene til ikke at trille ned af kinderne.
Hun ville ikke give efter for minderne, men de endte alligevel med at trænge sig ind i hendes bevisthed, hvilket fik hende til at stramme grebet om det lille kors.
Det stramme greb om korset fik tornene på den til at borrer sig ind i hendes hånd og lidt blod til at trille ned af hånden, før den fortsatte ned af armen.
Tårene trillede modvilligt ned af kinderne på hende, da den phsykiske smærte blev for stor, til at hun kunne klare det...

Han fortsatte bare med at trykke hende ind til sig og kyssede hende blidt på kinden. Han ville gerne se hende glad, hun var så utroligt smuk altid men endnu smukkere når hun smilede. Han vidste ikke helt præcist hvad det var der trykkede hende, men han vidste at lige meget hvad ville han hjælpe hende så meget han nogensinde kunne, det var ikke noget der skulle tvivles om, han kyssede hende bare blidt på kinden igen, og kunne smage blodet, men fokuserede bare på hvordan hun havde det.

"Rolig søde, jeg er her for dig, og jeg vil hjælpe dig med alt du har brug for."

Hun rystede stadig og tårene trillede bare frit ned af hendes ellers så kønne ansigt.
Hans rolige og kærlige stemme fk bare minderne til at vældte frit rundt i hendes bevisthed.
Hun så det hele for sig igen.
Hendes døde familie.

Blodet.

Blod over alt.
Hendes krop rystede bare mere og mere.
Hun lagde blidt hænderne på hans bryst og åbnede prøvende øjnene, hvorefter synet af hendes blodige hånd hurtigt blev til to blodige hænder, der blev til hendes families blod på hendes hænder.
Hun skreg et pint skrig og skubbede sig hårdt væk fra ham, før hun faldt ned på gulvet og krabbede sig baglænds, mens hendes øjne flakkede rundt i rummet og tårene trillede ned af kinderne på hende.
Hun nåede over i det fjerneste hjørne af køkkenet, før hun blev stoppet af vægen.
Hendes opførsel mindede lidt om en såret dyreunges og blodsporet hun havde lavet med hånden fik det til at virke mere virkeligt.
Hun græd bare, mens hun rystede og krøb sammen i hjørnet.
Hendes blik var bare fæstnet ved hendes blodige hænder, mens hun trak benene op under sig og vippede frem og tilbage...

Han blev meget overrasket over at hun skubbede ham væk på den måde, og at hun var så nedtrykt og nærmest knust. Han satte sig ned til hende og lagde hænderne på hendes skuldre. Han kiggede på hende med store sorgmodige øjne. Han kunne ikke lide at se hende sådan han ville bare gerne have hun var glad, det var det eneste der gjaldt for ham lige nu, det at får hende i godt humør ville han gøre alt for.

"søde slap af og lad mig hjælpe dig"

Han fik det ret så dårligt på grund af alt blodet der nu var her, og det gjorde det svært at fokusere på at hjælpe hende, men han var nød til det, han var nød til at få hende i godt humør igen.

Hun rystede voldsomt og hulkede bare, mens hun stirrede på sine hænder, der allerede var healet, men hvor det indtørrede blod stadig sad på.
Selv om det ikke var meget blod så fik hendes fantasi og minder hurtigt gjort det til en hel sø for hendes blik, hvilket fik hende til at ryste endnu mere.
Hans ord trænkte ikke igennem til hende, mens hun bare genoplevede scenen igen og igen, ind til ligene fra hendes familie begyndte at rejse sig og vandre imod hende med blod over det hele og hævede træpæle, mens deres døde og helt hvide ansigter var fortrukkede i blodige grimasser.
De lignede til sammenligning zombier, hvilket fik hende til at pive som et såret dyr og hendes blik til at blive helt fjernt...

Han lagde armene om hende og trykkede hende ind til sig, uden at tænke over at han så rykkede blodet tættere på sig, men det var også lige meget lige nu. Han ville bare sikre sig at hun kom til at være glad igen, og ikke noget andet. Han trykkede hende bare helt ind til sig og lod hendes hoved hvile mod hans bryst, og aede hende blidt ned over kinden.

"Valerie, søde, vågn nu op, jeg elsker dig, og lige meget hvad der er galt skal jeg nok hjælpe dig igennem det."

Hans stemme var varm, venlig, omsorgsfuld. Han sagde det med en let hævet stemme så hun kunne høre ham. Han mærkede hvordan en enkelt lille tåre trillede ned af kinden på ham.

Hun rystede bare stadig og hendes blik var lige fjernt, mens tårene bare trillede ned af kinderne på hende.
Hendes krop reagerede på de beskyttende arme, han havde lagt omkring hende og hans stemme nåede som et utydeligt ekko igennem tågen og ind til hendes marrit, hvis man overhoved kunne kalde det det mere.
Hun hev efter vejret med få sekunders mellemrum og i de mellemrum kom der halvkvalte hulk op fra hendes hals.
Billederne var stadig stærke og zombierne var nu nået hen til hende og begyndte at hive hende ned igennem blodsøen hun sad i og hun mærkede til sin panik at hun sank.
Hun stivnede næsten og prøvede at fokusere på de arme nogen havde lagt omkring hende, men hendes blik var stadig fjernt og tomt, mens tårene trillede fra hendes smukke mørke øjne...

Han kunne ikke klare at hun havde det så skidt, men det var bare bare noget han var nød til at skubbe til side da det var hende der havde mest brug for hjælp. Han trykkede hende bare ind til sig, og aede hende stadig over kinden. Han kyssede hende blidt på kinden og på panden, mens han ellers bare trykkede hende blidt ind til sig.

"Valerie jeg er her, og jeg vil gøre alt for dig, fordi jeg elsker dig"

Hans stemme var stadig varm, venlig og nu endnu mere omsorgsfuld. Han ville bare have hende til at have det godt, og det var det eneste der gjaldt lige nu.

Hun rystede stadig meget og græd bare uden at holde noget tilbage overhoved.
Hendes blik blev kort sort og hun gispede som om hun var ved at drukne, da zombierne trak hende helt ned i blodsøen.
Hans stemme havde sat sig nogenlunde fast i hendes bevisthed nu og hans arme hjalp meget på det, da hun brat blev revet tilbage til virkeligheden.
Hendes blik blev knap så fjernt og hun knep øjnene i, før hendes rystende arme langsomt og usikkert lagde sig omkring ham.
Hun rystede stadig, men tårene var begyndt at blive færrer og færrer, da det langsomt gik op for hende at hun var i sikkerhed i hans favn og ikke tilbage i sit barndomshjem og alle de rædsler der hørte til.
Hun sank en klump og holdte bare stille om ham, mens hun lagde hoved på hans bryst...

Han trykkede hende bare helt ind til sig, men han var stadig blid. Han var glad for at hun var ved at være kommet tilbage igen, og kyssede hende blidt på panden. Han var så glad for at hun ikke længere var fanget i dårlige og onde minder som det nok var der havde gjort hende så ked af det, men han var ikke sikker, selvom det jo ikke betød noget så længe hun var tilbage.

"Hvad skete der dog? Men hvor er det godt du er her, du må ikke gøre mig så bange, jeg elsker dig og vil ikke kunne klare at skulle leve uden dig."

Hans stemme var meget varm, meget venlig, lidt sorgmodig og omsorgsfuld. Han sad bare med hende og aede hendes kind en gang i mellem. Han havde ikke andet i sine tanker lige nu end at gøre det.

Hun tænkte stille og tankerne begyndte langsomt at blive nogenlunde normale igen, hvilket fik hende til at trække vejret langsomt og normalt.
Hendes krop rystede stadig lidt, da hens bekymrende ord og blide kys fik revet hende helt tilbage.

"Marrit. Depressioner... B-blod"

Hun havde en klump i halsen og kunne ikke få andet end de tre ord ud over sine læber, selv om hun prøvede, men hendes stemme ville ikke lytte.
Hun holdte bare blidt om ham, mens hun nød hans beskyttende arme, blide kys og berøringer.
Tårene stoppede stille med at trille ned af kinderne...

Han nød på en eller anden måde at sidde med hende på den måde, ikke fordi det gjorde ham glad at hun havde det sådan men mere fordi han blev lidt glad over at han kunne hjælpe hende med det hun nu en gang havde problemer med. Han trykkede hende blidt ind til sig helt tiden, han sørgede for at have hende tæt på sig.

"Okay søde, men glem det nu ikke, eller vil du gerne snakke om det?"

Han ville gøre lige det hun havde brug for for at få det bedre. Han kyssede hende blidt på panden og løftede så hoved op og kyssede hende blidt på munden.

Hendes krop rystede nu ikke mere og hun var blevet helt klar i hoved, hvilket fik hende til at slappe af i hans arme.
Hun nød hans blide kys og lod han bare løfte sit ansigt op for at hendes læber kunne møde hans.
Hendes øjne lukkede sig selv i igen og hun holdte sig bare stille ind til ham, mens hun nød kysset og næsten havde lagt episoden bag sig igen.
Hun brød ikke kysset, men lagde bare hoved let på skrå og lod den ene hånd glide om på bagsiden af hans hals...

Han lod blot kysset fortsætte, for at sikre sig at hun var blev okay igen. Han flyttede ikke på noget, men lod hende bare køre hånden om på hans nakke. Han nød også selv kysset, men han ville ikke indrømme det overfor sig selv. Han ville bare gøre hende i godt humør lige nu, og intet andet betød noget for ham. Han havde stadig åbne øjne og lagde mærke til at hendes øjne var lukkede. Han kunne mærke på hende at hun var ved at have fået det hele lagt bag sig, hvilket kun glædede ham.

Hun tænkte stille og brød efter noget tid kysset, før hun blidt lagde begge arme omkring hans hals.
Hendes øjne åbnede sig stille, før hun blidt trykkede sig ind til ham igen og hviskede ham i øret

"Du er utrolig god til det der, at du ved det"

Hun nød bare hans beskyttende arme omkring sig og havde helt lagt episoden bag sig.
Hendes hjerte og lunger havde hun dog ikke sat gang i endnu...

Han vidste ikke helt hvad det var han havde gjort rigtigt, men bare det at han havde gjort noget rigtigt gjorde ham glad. Han kiggede på hendes smukke ansigt og ind i hendes smukke mørke øjne, med den fantastiske glød der var over dem. Han var ligeglad med om gløden var rød eller blå, den var smuk uanset hvilken farve den havde.

"Tak..."

hans stemme var varm og venlig. Han var glad og det virkede også til at hun var blevet glad igen og han trykkede hende blidt ind til sig. Han havde ingen grund til at gå fra hende, han elskede hende af hele sit hjerte, og nu var hun hans skaber, selvom det ikke betød så meget for ham som det at han elskede hende.

Hun tænkte stadig for sig selv, før duften af hendes blod nåede hendes næse, hvilket fik hende til at trække undskyldende på smilebåndet, da hun sagde

"Vi må hellere få vasket blodet af inden det sætter sig i tøjet"

Hendes stemme var som selvandelig blid og kær, men havde også en skjult latter.
Hun så ned af dem begge og opdagde at hendes kjole var smurt ind i blod, hvilket havde smittet af på hans trøje, for ikke at snakke om hendes ansigt, som hun heldigvid ikke havde set endnu...

Han kunne godt se hvad hun mente, da de begge var smurt lidt ind i blod. Han kunne også mærke hvordan blodet påvirkede ham og gav ham lyst til mere. Han slikkede sig kort om munden, og vendte sit blik kort mod hendes hals. Han rykkede dog blikket væk fra hende. Han kunne ikke lade være med at tænke på at bide hende, men slog tanken hurtigt væk og svarede hende istedet.

"Ja lad os det, og så jeg heller ikke bare bider som et andet dyr."

Han smilede let til hende, før han rejste sig op fra gulvet, og løftede hende op. Han kunne mærke hvordan hun nærmest ikke vejede noget i forhold til hvad ham. Han var jo enligt også et ret stort brød så det ville da give mening at hun virkede let som den lille person hun faktisk var.