Our forgotten memories, My Love //Cleon//

Han forstod ikke ret meget af det hun fortalte ham, mens de lige så langsomt bevægede sig ind i byen. Han kunne se alle de skumle gader som var mørke og hvor der kunne gemme sig slt muligt i, han var stadig ikke bange fordi han ikke vidste hvad han skulle være bange for. Han lagde mærke til hvordan hun talte og hvor ked af det hun blev. Han kunne fornemme på hende at hun havde fået det skidt med det hun havde gjort det gang og hun mente sikkert at hun var et dårligt menneske, eller rettere vampyr.

"Lad nu være med at græde ikke, du gjorde det jo for at beskytte mig"

hans stemme blev igen varm, venlig og omsorgsfuld. Han ville gerne se hende i rigtig godt humør istedet for det der.

Hun tænkte stille og holdte bare blidt fast i ham, mens de gik ind igennem de små gader.
Hun trak vejret tungt før hun svarede ham med en nærmest kun hvisken

"Det var det du plejede at sige til mig når jeg havde det dårligt over at skulle drikke dit blod og derved gøre dig svagere"

Hun fortsatte bare ned mellem de skumle gyder og holdte sig bare ind til ham.
Hun var ikke opmærksom på de få vampyrer der begyndte at samle sig omkring dem, ved duften af mennesket hun fulgtes med...

Han blev lidt overrasket over at han gjorde ting som åbenbart havde været normalt for ham at gøre. Han smilede lidt over det, fordi han tænkte at så måtte hans gamle jeg vel være der inde et eller andet sted. Han vidste ikke hvordan han fik hans gamle jeg frem igen, men for ham var det også lige meget nu, da han havde mødt hende.

"Så har det jo nok været sandt"

Han lagde godt mærke til at der var nogle der kom hen i mod dem, men da han ikke vidste han skulle være bange for dem sagde han ikke noget til hende om dem, han var sådan set bare lidt ligeglad med dem, de gjorde vel ikke ham noget.

Hun kunne ikke lade vær med at smile af hans kommentar og skulle lige til at svare ham de hun opdagede vampyrene der var ved at samle sig omkring dem. Hun talgte dem stille og kom frem til 11 vampyrerer.
11 sultne vampyrerer.
Hun vidste at det ville være uundgåeligt at komme forbi dem uden et slagsmål, hvilket fik hende til at stoppe op og hurtigt med den ene hånd danne et sværd af krystal, som hun blidt gav ham i den anden hånd

"Brug den her hvis de kommer for tæt på dig"

Sagde hun hviskende til ham, før hun blev afbrudt af en af vampyrerne, der med en overlegen stemme sagde

"Nårh Miss, det er vel en fin lille madpakke du slæber rundt på der, du har ikke noget imod at dele lidt, vel?"

Hans stemme var kold da de andre vampyrer rundt om dem grinte lavt...

Han vidste ikke hvad hun mente og var heller ikke helt sikker på hvad han skulle gøre, men han fik stukket et sværd i hånden hvilket han jo godt vidste hvordan man brugte.

"O..okay."

hans stemme var tør og kold og uden frygt overhovedet. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre nu. Han ventede bare på at de fremmede vampyrer gjorde et eller andet det måtte de vel snart gøre.

*Hvad vil de mon?*

han bevægede sig ikke han stod bare afventene med sværdet hånden og lignede en der var fuldstændig forvirret over hvad han skulle gøre med den.

*lad os nu se om vi kan finde ud af at bruge det*

Hun tænkte stille og hvæste lavt af vampyrerne, mens hun stille gav slip på hans hånd, så hun havde begge hænder fri til at forsvare dem med.

"Jeg er bange for det ikke er en mulighed Hr"

Hun så vampyren trække på skuldren før han sagde med en ond stemme

"Dræb hende"

Hun holdte hånden op og trådte hen imod de første vampyrer der sprang imod dem.
Hun fokuserede på hans hjerte og krystaliserede det sammen med vampyren ved siden af's lige så.
Det tog dog sin tid for hende hvilket gav de andre vampyrer god tid til at komme tæt på hende og Cleon.
Hun mærkede kniven i armen før hun så vampyren der gjorde det, hvorefter hun hurtigt krystaliserede hans hjerte også og splittede det ad.
Disse vampyrer ville få ondt i hjertet i morgen tidelig hvis de overlevede natten..

Han nåede ikke rigtigt at reager før de var henne ved ham, han nåede at se en af dem der hakkede ud efter med en kniv. Han stak sværdet ind i ham som bare stadig gled frem og stak kniven hans lår så blodet bare flød ud af det.

"arrgh"

han vendte sig rundt for blot at se en anden vampyr der gjorde det samme og han nåede at hugge hovedet af den før det skete noget. Han kunne mærke at han langsomt blev tappet for blod, gennem det store sår.

"va...argh"

Han ville have bedt Valerie om hjælp, men inden han nåede det mærkede han en kniv mere der skar ham i det andet lår, den ramte direkte ind og skar den store pulsåre i låret over. Han nåede lige at vende sig om og hugge vampyren midt over inden han væltede ned på asfalten med blodet flydende ud af to massive sår i hans lår.

Hun tænkte ikke men hun kunne mærke vampyrtænderne komme frem, da duften af hans blod spredte sig.
Hun udnyttede vampyrenes kort øjeblik af svaghed og stak de tilbageværende i hjertet med krystal stager.
Hun vendte sig først da om og så Cleon der lå på jorden med hans blod over det hele.
Hun stoppede sin vejrtrækning før hun lod sig falde ned på knæ ved ham.
Det var nemt for hende at se at han tabte blodet hurtigt og ville have brug for noget mere i en fart.
Hun kørte blidt hånden hen over det første sår og krystaliserede det, mens hun sank en klump og havde svært ved at styrre sig.
Hun gik derefter over til det andet lår og krystaliserede også det.
Tvivlen nagede i hende og hun vidste ikke hvor meget blod han havde mistet og om det ville være nok til at være livstruende...

Hans hjerte bankede stadig men svagt, og det bankede hele tiden langsommere og langsommer. Såret der gik ind til pulsåren brød ud under kanten af krystallen hvor det blødte langsomt ud derfra. Han kunne se hvordan hans syn blev mere og mere sløret, han følte han var ved at miste grebet på verden, men han ville ikke dø. Han ville ikke dø ikke væk fra hende, han havde kun lige mødt hende, men han vidste hun havde betydet meget for ham inden han blev forvandlet, og han ville så gerne være sammen med hende.

"Valerie, jeg har kun lige mødt dig, men jeg har ikke lyst til at miste dig på grund af min egen død, men hvis jeg dør skal du vide jeg elsker dig."

Hans stemme var meget svag og den var ikke varm, og venligheden var også væk men den var blevet erstattet af noget mere kærligt. Han sank helt væk og hjertets slag blev bare langsommer og langsommer, han blev faktisk bange nu fordi han var bange for at miste hende.

Valerie var meget tæt på at panikke og hun kom i tanke om at hun plejede at slikke sit offers sår efter hun havde bidt dem.
Hun kravlede stille hen til hans lår før hun sank en klump og hviskede

"D-det gør nok lidt ondt"

Hun fjernede stille krystallet fra der hvor pulsåren var skåret over, før hun begyndte at slikke såret frit for blod, og så til sin glæde at det healede stille.
Hun kunne mærke trangen til at bide ham der blev større og større, og hun kunne høre hans puls der blev langsommere og langsommere, hvilket fik tvivlen til at nage i hendes sind.

Hvis det kommer der til, nej du skal ikke engang overveje det. Han. Han kunne jo dø

men en lille stemme i hendes indre blev ved med at sige at hun kun havde to valg, at forvandle ham eller at miste ham for evigt.
Bare tanken om at miste ham igen fik det til at gøre ondt i hjertet, men hun fortsatte bare med at slikke såret rent, så det kunne heale...

Hans hjerte begyndte at slå langsommere og langsommere, og han kunne mærke hvordan han gled længere og længere væk. Han kunne mærke at han mistede grebet om livet, og at han snart ville glide helt væk. Han mærkede ikke engang hvordan hun slikkede hans sår, og heller ikke smerten der fulgte efter det, eller noget andet.

"...."

hans mund åbnede sig næsten i forsøget på at sige noget, men der kom ikke noget ud af den, han var for svag til det, mens livet langsomt forsvandt. Han lod hende bare gøre hvad hun kunne, måske hun kunne redde ham.

Hun kunne mærke tårene der begyndte at trille ned af hendes kinder, da det ikke virkede.
Hun sank en klump og krystaliserede resten af såret der var blevet betydeligt mindre, men hun vidste godt at hun kun havde en mulighed tilbage.
Tanken om at skulle dømme ham til livet som udød fik hende til at få mere ondt i hjertet, da hun stille hviskede

"D-d-du m-m-må ik-k-kke f-f-f-forl-l-l-lad-d-de m-m-m-mig"

Hun strøj ham blidt over kinden, og betragtede hans pinte ansigt før hun besluttede sig.
Hun var ikke klar til at miste ham, så måtte han dræbe hende hvis det skulle være, men bare tanken om at skulle leve uden ham igen, fik hende til at græde mere.
Hun kyssede ham blidt på halsen, før hun lod de skarbe og kolde vampyrtænder trænge igennem hans bløde nakkeskind...

Han lagde bare kold og næsten død på jorden, med et hjerte der næste var holdt op med at slå. Han mærkede som noget af det sidste før han sank bort, hvordan hendes tænd gik gennem hans bløde hus ved halsen og nakken, og hvordan blodet langsomt flød ud af ham. Han vidste intet om hvorfor, men det var også ligemeget når han ikke kunne gøre noget ved det. Han kunne ikke lide tanken om at miste hende. Han ville gerne nå at lære hende ordentligt at kende inden han gik bort.

Hun hørte godt hans hjerte der næsten gav op hvilket fik hende til at arbejde hurtigt.
Hun tvang sig selv til at holde op med at græde, da hun trak tænderne ud af hans nakke og hurtigt bed sig i håndledet.
Blodet piblede frem på hendes håndled og hun løftede blidt hans hoved op i sit skød, før hun førte sit blødende håndled hen til hans læber og tvang han til at drikke af det.
Det eneste hun kunne gøre var at håbe på at det ikke var for sent, nej det måtte ikke være forsent.
Hendes vejrtrækning var svag mens hun bare betragtede ham, hendes frelsende engel der havde måtte ofre så meget for hende, og hun havde givet ham så lidt til gengæld...

Han mærkede hendes kølige håndled mod hans læber og blodet der blev hældt i ham, uden at vide hvorfor drak han bare blodet fra hende, da han regnede med at hun vidste hvad hun foretog sig. Hans hjerte var dæmpet fuldstændig og han flød bort ind i en bevidstløs tilstand. Han vidste ikke hvad der skete med ham, men han håbede at han ikke døde, og derved mistede Valerie.

Hun tænkte stille og så bare ned på hans stadig lettere pinte ansigt, mens hun bare holdte sit blødende håndled hen til hans hånd.
Hun huskede ikke hvad hun havde gjort sidste gang hun havde forvandlet en, men gik bare ud fra at det var det rigtige hun gjorde, hvilket hun af hele sit døde hjerte håbede.
Var nogen kommet for tæt på havde hun nok krystaliseret dem og ladt dem være overladt til deres ejen skæbne, da hun ikke havde øjne for andet end hans blide ansigt, der var lagt i pinte folder.
Hun strøj ham blidt over kinden og fjernede noget af hans blodindsmurte hår, så hun kunne se hans ansigt helt...

Hans krop begyndte hurtigt at gøre ondt, en fuldstændig ubeskrivelig smerte der kom fra alle steder i hans krop, mens han langsomt åbnede sine øjne med en lyst til at dø, og rive og flå i alt der var omkring ham, men han gjorde intet da kroppen stadig var for svag til noget. Han vidste ikke hvad der skete med ham, eller noget som helst omkring hvad der var sket for ham. Han kunne ikke se ret meget blikket var sløret af smerten og hans krop spændtes og slappede af i ryk, på grund af smerten.

Hun kunne mærke hans krop der skiftevis stivnede og slappede af i smærte.
Hun havde ingen ide om hvad hun skulle gøre og prøvede at huske hvad hun havde gjort sidste gang hun havde forvandlet et menneske.
Hun tog stille håndldet væk fra hans mund efter et stykke, hvorefter hun blidt løftede ham op fra jorden.
Hun mærkede overrasket at han var tungere end hun erindrede fra sidst hun havde båret ham, ikke at det generede hende, overhoved.
Hun trak vejret tungt, før hun begyndte at gå imod gadens ende hvor hendes lejlighed lå, selv om det var svært, da han skiftesvis vred sig i smærter og slappede helt af.
Hun håbede at der ikke kom nogen, hvilket hun ikke kunne høre, til sin lettelse...

Hans krop fortsatte bare med de samme kramper, mens hun bare på ham. Det var hårdt for kroppen at gå igennem det der sket, men hun havde vel gjort det for ham. Han regnede med at hun vidste hvad hun lavede og at han derved ville få bedre snart, selvom smerterne var være end noget han nogensinde havde oplevet, selvom han ikke havde oplevet ret meget smerte som han kunne huske.

Hun bevægede sig let, i forhold til at hun bar på en fuldvoksen mand og at han endda vred sig i smærte og slappede af bagefter, bare for at gøre det igen.
Hun kunne mærke han led meget, hvilket fik det til at stikke i hendes hjerte, mens hun sank en klump og nåede hen til sin hoveddør, som hun havde forklædt som en mur, ved hjælp af sit krystal.
Hun holdte ham blidt i den ene arm, mens hun fik frembragt det lille hvidguldskors hun bar om halsen.
Hun pressede det stille ind i den næsten usynlige lås, hvorefter hun drejede den rundt og derved åbnede døren.
Hun gik stille indenfor, før hun tog hvidguldskorse ud af låsen og lukkede døren efter sig...

Han rystede og vred sig stadig af smerte. Han krop var langsomt ved at dø. Han kunne mærke smerterne og hvordan han var ved at dø tydelig, men det var også det eneste han mærkede lige nu. Han lagde ikke mærke til hvor han var eller noget, han mærkede bare de kraftige smerter og døden.

Hun kunne mærke hans kramper der blev værre og værre efter som hans krop langsomt døde.
Hun bed sig selv let i læben, mens hun gik op af den lille trappe, der førte hende en 1.5 meter højere op og endte ud i den lange gang.
Hun tænkte ikke men var bare fast besluttet på at få ham indenfor, så der ingen risiko var for at noget kunne skade ham.
Hun gik stille ind på soveværelset og fjernede dynen fra sengen, da hun af egne erfaringer havde lært at han nok ville flå den i stykker hvis han kom nær den.
Hun lagde ham blidt på sengen, og sørgede for han ikke kunne få fat i noget at ødelægge, før hun hurtigt i vampyrfart løb ud til døren og låste den indefra.
Hun skyndte sig at tage hans sko af og ligge dem på gangen, eller rettere smide dem der, før hun hurtigt fik taget sine egne af og gik ind i soveværelset til ham igen...

Han blev lagt i sengen og kramperne blev bare ved mens han langsomt begyndte at udskille de resterende væsker i hans krop. Han lagde bare med krampe trækninger af smerter og begyndte at flå og slide i sengen, så maddrassen blev flået fra hinanden og hans flåede sine hænder til blods. Han mærkede hvordan lysten til blod trængte op i ham, og den nærmeste kilde var i første omgang det han selv havde blødt ud på sengen som han forsøgte at få fat i, selvom det var ved at blive blandet med andre væsker.

Hun tænkte stille og rynkede let på næsen, da han prøvede at drikke væskerne på sengen, hvilket fik hende til at indse at hans blodtørst nok var ved at slå til.
Hun overvejede kort at hente en flaske med blod at made ham med, men kom i tanke om at han nok ville knuse flasken så alt indholdet ville være ud over det hele, og gøre det værre end det allerede var.
Hun gik derfor uden tøven hen til sengen og kravlede op ved siden af ham på sengen, før hun stille løftede hans overkrop op i sine arme.
Hun så på ham med de mørke øjne, da hun kom i tanke om at han nok ikke havde fået sine tænder endnu.
Hun brugte derfor den ene negl til at krasse et lille huld på hendes åre i halsen, så blodet stille trillede ned af den.
Duften af hendes blod spredte sig stille i rummet, da hun blidt førte hans læber op til sin hals, som en mor der fører et spædbarn op til sit bryst...

Han mærkede hendes arme der løftede ham op mens kroppen stadig strammedes og slappede af på grund af de kraftige smerter. Han kunne lugte blodet der spredte sig i rummet og smage blodet der var ved hans mund. Han drak det så heftigt han kunne. Han kunne mærke det og satte tænderne i hendes hals, da han ville have mere. Han kunne mærke at det ikke hjalp på sulten, men han ville bare have blodet der var så tæt på. Han hagede sig fast i hendes hals med tænderne selvom der ikke var kommet rigtige hugtænder endnu kunne de almindelige stadig bruges.