Our forgotten memories, My Love //Cleon//

Hun tænkte stille og smilet fjernede sig ikke en millimeter fra hendes mundvig, mens hendes hoved blidt lå placeret på hans bryst.
Hans venlige, taknemlige og kærlige ord gik lige i hendes døde hjerte, mens hun bare nød hans beskyttende arme om sig.
Hun svarede ham med en stille og kærlig stemme

"Et eller andet må en blodsugende død morder af en igle som mig have gjort rigtigt for at fortjene en af guds egne skabninger... Var du død ville mit eneste mål i livet være at dø og dræbe min skaber, jeg ville være faldet tilbage og blevet en hul skald af mig selv, du er det eneste jeg har tilbage der holder mig til 'livet', bare det at du eksistere er nok for mig"

Hun nød bare det her og fandet det enlig som en god lejlighed til at genfortælle alt det hun havde sagt til ham, før han mistede hukommelsen og blev menneske.
Hendes håb og drøm var ham og at han en dag ville kunne elske hende lige så højt som han havde gjort, før han mistede hukommelsen...

Han nød at ligge her sammen med hende og nyde aftenen, men han kunne ikke lid hvordan hun talte om sig selv, og kaldte sig selv alt muligt dårligt.

"Hey, ikke alle de grimme ord om dig selv. Jeg ville nærme sige smukke, dejlige og beskyttende."

Han smilede varmt til hende, for at få hende til at forstå at han ikke mente noget skidt med det, og det faktisk var sådan han så hende.

"Det er jeg glad for at vide, og jeg er lykkelig over jeg mødte dig både som engel og her som menneske da jeg kunne mærke at der var noget der manglede."

Hun tænkte stille og fik en let menneskelig farve, da hun enlig burde have set det komme at han ville sige hende imod på det punkt, og hun var af en eller anden grund meget tilfreds med det.
Hendes øjne var lukkede, men det var nemt for hende at høre, at han mente det godt, hvilket bare fik hende til at putte sig endnu mere ind til ham.

"Jeg er bare glad for du selv fandt hjem igen, men hvis du ville lade vær med at sætte dig for meget op imod gud så ville jeg være taknemlig, jeg ville nemlig have det lidt svært hvis du endte med at blive et træ eller en kanin... selv om kaniner er bløde"

Det var nemt at høre at hendes kærlige stemme var glad i starten, men blev en smule drillende hen imod slutningen af det hun sagde.
Hun ville ikke give slip på ham for noget i verden og hvis hun så skulle ende med at give sit liv for ham, så ville hun også være tilfreds med det...

Han smilede bare til hende og nød følelsen af hendes hår der rørte hans bryst, og ellers bare følelsen af at være sammen med hende denne aften.
Han kunne ikke helt lade være med at grine over det hun sagde, over at hun pluselig snakkede om at blive forvandlet til en kanin eller et træ.

"Ja men hvis jeg blev en kanin kunne du jo ikke rigtigt ligge ind til mig sådan her"

Han kyssede hende på hovedet da hans havde sagt, det med sin varme og venlige stemme.

Hun grinte også selv lidt af det, med sin søde og klokkeklare latter, mens hun bare nød det her meget.
Hendes øjne var stadig lukkede, sammentidig med hun puttede sig ind til ham og stille svarede i samme tone som før

"hvis du var en kanin så ville jeg kunne holde om dig og kramme dig, men det ville være svært at ligge sådan her"

Hun havde stadig et lille spor af latter i sin stemme, mens hun enlig lignede en fredfyldt ung pige, der lige så godt kunne have været menneske, til tros for den manglende puls og åndedrag...

Han grinede lidt over at forestille sig selv som kanin, det var ikke lige noget han var vant til. Han smilede til hende, over at hun over hovedet var kommet på den tossede ide med ham som en kanin.

"Ja det kunne du jo, men jeg ville ikke rigtigt kunne give dig noget tilbage, og det ville da være synd for dig. Jeg tror bare jeg helst vil være det jeg er, og leve mit liv med dig. Du er alt jeg har brug for."

Han smilede til hende og kyssede hende på kinden, mens han kom til at tænke over at det desværre var løgn, han havde jo også brug for blod. Han ville dog ikke helt erkende det, men sådan var livet jo bare nu engang.

Hun tænkte stille og puttede sig ind til ham, mens hun bare stille kørte sin hånd hen over hans muskuløse mave.
Det søde smil fjernede sig ikke et sekundt fra hendes læber og hun kom med en lille og nuttet lyd, der mindede om en kats spinden, da han kyssede hende igen.
Hun svarede ham stille og stadig med lidt latter i stemmen

"jeg tror det ikke ville kunne blive bedre end det er nu"

hun puttede sig bare stillle ind til ham, men hvis hun havde været menneske var hun nok faldet i en fredfyldt drømmeaktig søvn på nuværende tidspunkt...

Han smilede bare til hende, og kyssede hende igen. Han fandt hendes sjove lyd, meget elskværdig, og sød. Han elskede hende, og han elskede at ligge og slappe af sammen med hende, uden noget særligt at lave, bare slappe af og ikke blive sat til noget særligt, det var fantastisk at gøre.

"Jeg tror du har ret, det kunne vel ikke være bedre"

Han rystede lidt og trak maven til sig da hun lod hånden køre over hans mav, fordi det kildede ham. Han hadede at blive kildet, og derfor rykkede han sådan på sig når hun kom til det, selvom det nok ikke var med vilje.

Hun tænkte stille og smilte stadig, mens hun nød hans nærvær og beskyttende arme omkring sig.
Hendes følelser for ham havde ikke ændret sig siden den nat på bjerget, den nat hvor det var gået op for hende at hun var faldet for ham.
Det var ingen vej uden om og hun fortrød ikke nogle af sine handlinger overhoved, selv om fortiden virkede ubetydelig -lille og ubetydelig- i forhold til nutiden, til ham og hendes bundløse kærlighed til ham.
Hun ville gøre alt der var i hendes magt for at holde på ham og beskytte ham fra de ting han ikke ville kunne klare, hun ville rode bod på alle de gange hun havde såret ham, også selv om han ikke kunne huske dem.
Hun gav stadig en lille nuttet lyd fra sig, mens hun bare puttede sig ind til ham.
Hendes ene øje åbnede sig stille, da han flyttede lidt på sig og hun regnede hurtigt ud, at det var fordi han syntes det kildede, hvilket fik hende til at fnise sødt

"Er du kilden?"

Spugte hun med en sød og kærlig stemme der havde en smule latter gemt i sig, mens hun stille betragtede ham med det åbne øje...

Han håbede på at hun ikke ville begynde at kilde ham, fordi han var kilden selvom det ikke ville såre ham eller noget.
Han smilede til hende, og kiggede så på hende med store øjne.

"Hvordan gættede du dog det?"

Han grinede lidt og flyttede hende tættere ind til sig, med armene, trykkede hende lidt ind til sig, så det lagde endnu tættere på hinanden.

Hun tænkte stille og fniste let over hans lettere ironiske og komiske svar, mens hun mærkede han trykkede hende ind til sig.
Hendes arm og hånd lå stadig på hans mave, men hun kildede ham ikke mere, da hun ingen intentioner havde om at drille ham mere end højest nødvendigt.
Hun stragte stille nakken og kyssede blidt hans kæbe, da hun som selvvandeligt ikke kunne nå længere op.
Hendes stemme var sød og lettere drillende, da hun svarede ham

"Det var bare en fornemmelse"

Hun puttede sig dog stadig ind til ham og havde let lagt det højre ben ind over hans, mens hun lå med fronten imod ham sammentidig med, at hånden og hoved lå blidt på hans bryst...

Han smilede bare nervøst til hende, over at hendes hånd stadig lå på hans mave, ikke fordi han havde noget mod at hun rørte ved ham, heller ikke fordi han havde noget imod at blive kildet, men han kunne bare ikke lade være med at drille hende lidt på det måde.
Han mærkede hendes kys, og smilede igen til hende, smilet var stadig nervøst, men også mere varmt, over at hun faktisk var så lille at hun ikke kunne nå længere op.

"Okay... Men så har du en rigtig god fornemmelse søde"

Han smilede til hende og trykkede hende lidt længere ind til sig, og mærke hvordan hun bare lagde helt op af ham, med benet om sig så der ikke var nogen afstand mellem dem længere.

Hun tænkte stille, mens hun bare nød stilheden og hans -som altid- beskyttende arme omkring sig.
Han var den eneste, der nogensinde havde fået hende til at føle på den her måde. Joh vidst havde hendes skaber givet hende en lignende følelse, før han forvandlede hende, men det var ikke helt det sammen, for han havde kun været ude på at bruge hende som et våben, mens Cleon, jah, hun havde ingen ide om hvad hans grund var til det, men hun var sikker på at uanset hvad den var, så følte hun sig bedre tilpas end nogensinde.
De aftener hvor hun havde siddet og betragtet ham sove i hytten begyndte stille at dukke op for hendes indre blik, hun havde på det tidpunkt ikke vidst at hun ville falde for engel, men det havde hun gjort, og hun var så tæt på -det mennesker ville kalde- at være 'lykkelig', som man kunne komme, over at han havde følt det på samme måde, og forhåbentligt stadig følte.
Hendes tanker var stille og roligt blevet afledt, mens hun havde lukket øjneen blidt i igen.
Hvis bare hun kunne have givet ham minderne tilbage, så havde det hele været perfekt...

Han ville selv ønske han kunne huske mere, af hvad der var sket mellem dem inden han blev menneske, og ellers bare om hvordan han havde været den gang. Han ville gerne vide mere, men hun havde jo allerede fortalt ham alt hun kunne.
Han var derfor bare stille og nød at ligge der sammen med hende, ingen grund kunne få ham til at forlade hende og da slet ikke lige nu.
Han slappede af med at ligge så helt tæt på hinanden og mærke hendes krop. Han ville næsten ønske han havde haft et hjerte der stadig bankede, som hun kunne lytte til.
Han ville ønske lidt at han stadig var menneske, men hun havde jo gjort det for at redde ham, ikke for at skade ham, og det betød en del for ham.

Hun tænkte bare stille og nød den betrykkende følelse som hans arme og åbne favn gav hende.
Hendes lunger og hjerte satte stille i gang, så hendes puls langsom blev mere og mere tydelig, hvilket hun enlig gjorde uden at tænke over det.
Det var nærmest blevet en vane for hende, hun havde vendet sig til at begå sig i mellem menneskene og da det virkede mere troværdigt hvis hun havde både hjerte og lunger i gang, så var det blevet sådan.
Hun holdte stadig fast i nogle af sine menneskelige principper og havde stadig et indre ønske om selv at være et igen.
Cleons pludselige opdukken i hendes liv, havde dog fået hende til at stille sig tilfreds med at være det hun var, for hvis hun ikke havde været vampyr, så havde de nok ikke mødt hinanden og hun ville være død for mange år siden, mens han ville have haft et godt liv som engel.
Hendes tanker bare langt væk, mens hun stille puttede sig ind til ham...

Han nød meget at ligge med hende, i sofaerne, men det var også som om han bare ikke følte for at blive liggende her for evigt. Han ville gerne ud og opleve verdenen på egen hånd, uden nogen andre end dem han mødte på vejen, når han gik.
Han ville ikke forlade hende sådan særligt længe måske bare et par dage til at opleve ting og sager omkring ham.
Han tænkte også lidt over hvordan det mon ville have været for ham hvis de aldrig havde mødt hinanden, hvordan ville hans liv så have endt.
Han satte sig op og kiggede på hende med store øjne mens han gjorde klar til at spørge hende.

"Valerie, vil du have meget imod hvis jeg tog afsted ud og opleve lidt på egen hånd?"

Hun tænkte stille og lå bare ind til han satte sig op og tvang derved hende til at vende sig om på ryggen.
Hendes øjne åbnede sig stille, før de gav sig til at betragte ham, mens hans spørgsmål kom som et lyn fra en klar himmel.
Hun havde dog lært igennem tiden at det var noget han tit kunne finde på at gøre, så det ramte hende ikke helt så hårdt som nogle af de første gange.
Hendes stemme var venlig og oprigtigt opmundrende, da hun svarede ham

"Nej, enlig ikke Cleon, jeg ville nok savne dig, men du ville også få brug for at begå dig i verden uden mig. Hvis du gerne ville tage hjemme fra nogen tid, så ville jeg tillade dig det"

Hun satte sig stille op og betragtede ham, med det lille smil på læben, da hun fortsatte

"Faktisk ville det give dig en god mulighed for at fembringe din evne og få noget affaring med omverden"

Hun lagde hoved let på skrå, mens hun stadig så på ham, da hun kom med sin betingelse

"Men kun hvis du lover at komme hjem bag efter og ikke får dig selv dræbt"

Hendes stemme var blid og beskyttende, mens hun ventede på hans reaktion...

Han var glad for at hun ikke blev ked af det eller sur, på ham over at han spurgte hende om det.
Han smilede blidt til hende for at svare.

"Tak søde, og jeg vil da også savne dig mens jeg er væk."

Han havde jo selv tænkt det samme at han kunne lære sig selv bedre at kende og at han kunne lære sin evne at kende ved det.

"Ja jeg mener jeg har brug for det, og det håber jeg du forstår."

Han kunne ikke lade være med at smile til hende, over det hun sagde med hendes betingelse.

"Selvfølgelig vil jeg gøre alt for at komme tilbage til dig søde, du er stadig mit et og alt, og det må du aldrig glemme."

Hun tænkte stille og betragtede ham med de mørke øjne, mens smilet stadig trak op i hendes mundvig.
Hendes nysgerrighed var inderst inde blevet pirret lidt af tanken om hvilken evne han ville have, om han ville få samme øjnfarve som hende, eller hvor meget han enlig ville have af Onyx-blodet.
Dette ville være en god mulighed til, at han kunne udvikle sig lidt og lære verden at kende.
Hun ville også få en chance for at ryde lidt op i huset og gøre det i stand igen, da det ikke havde været helt sundt for det at have en nyfødt vampyr randende.
Hun svarede ham med lidt mere nysgerrighed i stemmen

"Det håber jeg du ville"

Hun holdte kort pause før hun svarede igen

"Det forstår jeg udemærket godt, det ville kun gave dig at komme lidt ud af huldet og hoppe lidt rundt selv"

Hun brugte medvillige ordene 'huldet' og bemærkningen 'hoppe lidt rundt selv', da hun stadig spøgte lidt med at han kunne blive en kanin.
Hendes smil blev lidt mere sødt, da hun svarede på det sidste

"Du er også mit et og alt"

Hun kravlede hen til ham igen og så ham dybt i øjnene, mens hun lagde en hånd på hver af hans kinder og sagde

"Men jeg ville ikke kunne bære at miste dig igen"

hendes stemme var alvorlig og bekymret, da hun sagde det sidste...

Han smilede bare tilbage til hende som svar på de første ting hun sagde da han ikke lige vidste hvad han ellers skulle sig til hende.
Det sidste hun sagde fangede dog hans opmærksomhed, og han svarede hende med hans varme og kærlige stemme.

"Det skal du ikke bekymre dig om jeg skal nok komme tilbage til dig, det kan du bide dig selv på."

Han kyssede hende blidt før han rejste sig for at gå ud og tage en jakke på så han kunne smutte nu mens det stadig var mørkt.

Hun tænkte stille og mærkede kort hans læber imod sine, før han rejste sig og gik afsted ud imod gangen.
Hendes øjne fulgte ham stille, før hun også rejste sig og fulgte efter ham, for at sige farvel til ham på en ordenlig måde.
Hendes skridt var yndefulde og lydløse som altid, mens hendes øjne sugede hans skikkelse til sig, så hun stadig ville kunne huske ham når han tog afsted.
Hun formede stille et lille kors helt magen til det hun havde om halsen, i samme farver og helt mangen til, ud over at det var af krystal.
Hendes fingre løb hen over det, før hun stille lavede kæden til den, så en matchede hendes ejet kors.

"Jeg ville gerne give dig det her"

Sagde hun stille med en kærlig og lidt sorgmodig stemme, da hun ragte ham den nøjaktige 'kopi' af korset, før hun tilføjede

"så kan du altid komme ind, selv hvis jeg ikke ville være her"

Hun betragtede ham stille og ventede på at han ville tage gaven...

Han bukkede sig for hende og tog imod gaven som han hang om halsen med det samme. Han var taknemmelig for den da det betød meget at hun overlod nøglen til huset til ham.

"Tak."

Han tog så jakken på og stod ellers bare og kiggede lidt på hende før han bukkede sig ned og løftede hende for at kysse hende farvel.

"Jeg skal nok komme tilbage, bare rolig."

Han gik over mod døren som han åbnede for at gå ud af den. Han gik ud af den men stoppede så igen i åbningen.

Hun smilede stille mat, mens hendes øjne havde fået let sorgmodigt blik, da hun stille betragtede ham.
Det gjorde hende lidt mere rolig at han tog imod korset, der også var nøglen til huset.
Hun mærkede stille hans arme omrking sig, da han løftede hende op til sig og han åbnede døren, hvorefter han stilte sig i åbningen.
Hun så ham bare i øjnene, før hun blidt lagde hænderne på hans kinder igen og kyssede ham blidt på munden.
Hendes berøringer var blide og forsigtige, som om han var noget dyrebart der kunne forsvinde hvert sekundt, hvilket han også ver, i følge hende.
Hun gjorde kysset langt og lukkede stille øjnene...

Han besvarede hendes kys og trak sig efter noget tid væk fra hende, og gik helt ud af døren og ud i natten, hvor han ville se hvad der så ville ske for ham.
Han vendte sig om mod hende, inden han forsvandt helt.

"Vi ses søde, og jeg kommer til at savne dig."

Han gik bare videre væk ud i natten, hvor nye ting og oplevelser ventede ham, og venskaber og fjender han aldrig havde regnet med.

//out//

Hun tænkte stille og åbnede øjnene, da han satte hende ned, mens hun med sorgmodige øjne så efter ham.
Hendes blik var helt blank og hun lagde stille armene om sig selv, mens hans velkendte skikkelse forsvandt ud i mørket.
Hun lænede sig bare stille op af dørkarmen, mens det matte og sorgmodige smil trak let op i hendes mundvig, mens hendes hånd søgte ind til det lille hvidguldskors hun altid bar om halsen.
Hun blev stående i døråbningen langttid efter han var forsvundet ud af hendes blik, udenfor hendes rækkevigde, ud i verden på egne ben.

"Until we meet again My Child Of The Onyx"

Hviskede hun stille, med en næsten utydelig stemme, før tårene stille begyndte at trille ned af kinderne på hende og hun trak sig tilbage indenfor i huset velkendte og sikre omgivelser.
Hun lukkede stille døren efter ham...

//Out//