Our forgotten memories, My Love //Cleon//

Han sad bare der stadig og lyttede der ud for at se om hun fik brug for hjælpe men det virkede endnu ikke sådan. Han sad bare og tænkte over hvordan tingene mon havde været hvis det hele ikke var sket og han ikke var blevet vampyr, hvis de nu bare havde levet sammen som menneske og vampyr, det måtte vel have været genialt for hende, så ville hun jo have nogen hun altid kunne få blod fra.

Hendes tårer samlede sig ved hendes hage og dryppede ned på gulvet, mens hun støttede sig til vægen og prøvede at få kontrol over sig selv igen, hvilket ikke så ud til at lykkes.
Hun mærkede smerten i skuldren, da hans tænder gennembrød den sarte hud, efter han havde hvisket

Jeg ville gør dig til min lille juvel, mit ejet lille monster, du ville udfører mine mindste ordre og dræbe for min kærlighed, du ville elske mig som før

Hun havde ikke kunnet svare ham igen den gang, selv om hun havde haft løst til at dræbe ham på stedet.
Han havde stolet på hende, det vidste hun, men han havde gjort hende til at monster uden andre følelser end vrede og hævntørst.
Han havde gjort det med en blanding af frygt og vold, hvilket var nogle af grundene til at hun stadig kunne mærke vreden og modviljen imod ham og det blod der flød i hendes åre.

The Blood Of The Onyx

Det var det han havde kaldt det blod han havde givet hende, det forbandede blod der løb i hendes åre og som hun nu, uden tøven havde givet vidre til hendes elskede Cleon.
Smerten i skuldren fik hende til at blive vægtløs i hans arme, mens følelsen af blod der ufrivilligt forlader kroppen løb igennem hende.
Hun greb fat i kanten af bordet på badeværelset og kneb øjnene sammen, da smerten blev for meget for hende, selv om det kun var et ondt minde...

Han sad bare stadig der ude i køkkenet og ventede på at hun villekomme ud der fra. Han syntes godt nok at hun var ved at være længe om det, men hun kom nok snart. Han ville gerne være sammen med hende, hele tiden når det var muligt men hun skulle også have muligheden for lidt privatliv, hvilket han håbede hun ville sætte lidt pris på. Han gjorde alt hvad han kunne for at gøre hende glad, og for at være et godt child til hende, så hun ikke skulle føle sig som en dårlig skaber.

Hendes krop rystede stille, mens mindet blev værrer og værrer.
Han havde sluppet hende igen efter nogen tid, men hun havde været for svag til at stå, hvilket havde resluteret i at hun var drættet om på gulvet i den nydelige kjole.
Hendes svaghed var bare blevet forværet, da han havde beordret hende til at blive stærkere og finde sin evne.
Hun huskede udmattelsen og panikken, da han havde forladt hende, hjælpeløs på gulvet, mens musikken fra balsalen bare var blevet tydeligere, da han havde åbnet døren for at gå ud.
Han havde hvisket med en kold og dæmonisk stemme

Devilish Child of mine, you'll soon begin to shine

før han havde forladt rummet.
Der efter endte mindet, selv om frygten og hans ord stadig ætsede sig ind i hendes hukommelse.
Hun åbnede stille øjnene igen og løftede let blikket, så hendes øjne mødte det mørke og kolde blik fra den unge kvinde i spejlet.
Hun indså som mange andre gange og til sin bitterhed, at hun blev nødt til at finde og dræbe den djævel der havde startet alt dette rod.
Hun sukkede stille og kørte hånden igennem det korte sorte hår.
Nej, det måtte vente, hun havde andre ting at tænke på, selv om hun endnu en gang lovede sig selv, ikke at glemme den opgave, hun havde pålagt sig selv.
Hendes beslutsomhed blev bare større, da hun kom til at tænke på hvad han kunne finde på at gøre ved hendes Child, hendes Cleon.
Hun tørede blodet i ansigtet og på gulvet væk med håndklædet, før hun smed det og mørkede vuderede på kjolen, der var blevet nogenlunde tør igen.
Hun trak stille kjolen og underbukserne på uden en mine eller et enkelt blik mere i spejlet...

Han ventede bare på hende, men syntes dog det var ved at tage lidt for længe. Han ville derfor tjekke op på hende og sikre sig at hun var okay. Han rejste sig roligt op fra stolen, og gik hen mod badeværelset stille og roligt, for at spørge hende om hun var okay.

"er du okay søde?"

Han var faktisk meget bekymret men han ville stadig ikke bare vade ud til hende, så hans stoppede, så han stillede sig med ryggen mod muren. Han stod ved siden af døren uden at kigge ind til hende.

Hun blev i lidt bedre humør, ved lyden af hans velkendte skridt og stemme, der bekymret spugte hende.
Hun havde ham nu, det var alt der talte, hendes skaber kunne bare komme an, hun ville være parat og endda villig til at få deres, længe udskudte, opgør overstået.
Hun sørgede for at have helt styr på sin stemme, før hun svarede ham med sine normale, kærlige og blide stemme

"Jah, kjolen var bare ikke helt tør"

Hun ville ikke have ham til at bekymre sig, bare på grund af, at hans skaber ikke kunne finde ud af at ligge minderne ordenligt bag sig eller bare give slip på dem.
Hun tog stille hvidguldskorset på igen og rettede på kjolen og det næsten tørrer hår, før hun åbnede døren og, med det smil på læben, gik ud til ham igen...

Han vidste intet om det hun lige var gået igennem og var glad for at problemet ikke var andet end at hendes kjole ikke var tør, og der gik det så op for ham at hans bukser heller ikke var tørre overhovedet ikke, de var faktisk drivvåde og han havde faktisk ikke andet tøj så det var ret så besværligt, med tøjet.

"Det var godt søde... Du har vel ikke nogle bukser jeg muligvis kunne passe og låne?"

han kiggede halvt væk fra hende da han var lidt pinligt berørt over det. Han havde jo efterladt vand og hendes gulv nu fordi han havde våde bukser på.

Hun tænkte stille og rettede blikket imod ham, før hun opdagede at ahns bukser var plask våde.
Det trak let op i hendes mundvig, før hun stille gik ud på gangen og fortsatte ind i det ødelagte soveværelse, hvor dunene fra den forhenværende madras ligger over det hele.
Værelset kunne lige så godt have været rasseret af en tornado, men hun ignorerede det bare, da hun gik hen til skabet i hjørnet og åbnede det, hvorefter hun begyndte at lede imellem det tøj hun havde til overs.
Hendes tanker var et helt andet sted, da hun fandt et sæt bukser der så ud til godt at kunne passe Cleon...

Han ventede bare på at hun kom tilbage selvom han ikke helt vidste hvad hun skulle men håbede på at det var et par bukser til ham hun hentede. Det kunne også være hun bare ville have lidt mere tid til sig selv. Han ville gerne have haft et svar men han accepterede det, han elskede hende jo så meget at der skulle mere end den slags til før han så hendes fejl.
Han ventede bare, da der ikke var andet han kunne.

Hun besluttede sig til at bukserne nok godt kunne passe ham og lukkede så skabet, før hun gik tilbage til ham igen.
Hun havde stadig det normale smil i mundvigen og det blev bare større ved synet af hendes Child.
Hendes lette skridt stoppede op foran ham, før hun ragte ham bukserne og sagde med en kærlig og sød stemme

"Prøv at se om de her passer dig"

Hun betragtede stille hans bare overkrop, der enlig havde en del ar, hvilket hun ikke havde lagt mærke til før nu.
Hendes blik vente dog hurtigt tilbage til hans ansigt, mens hun stadig havde det søde smil i mundvigen...

Han var glad for at hun havde fundet nogle bukser til ham og smilede bare til hende, og tog imod bukserne. Han holdt dem op foran sig først og overvejede om han kunne passe dem, men han fandt vel kun ud af det ved at prøve at tage dem på. Han tog sine egne bukser af og smed dem ud på badeværelses gulvet, og tog så det andre på. De sad lidt stramt men ellers passede de ham fint.

"De passer da nogenlunde, tak søde"

Han smilede til hende og kyssede hende på kinden som tak for dem. Han havde ikke selv overvejet alle de ar han havde fået gennem tiden og havde faktisk helt glemt de to store der sad foran på maven og den passende der sad parallelt med den foran. Han kunne ikke selv huske hvordan han havde fået dem da de var sket inden han var blevet til menneske, så altså mens han havde været engel.

Hun tænkte stille og så lidt væk, da han skiftede bukser, men blev positivt overrasket over det kys han plantede på hendes kind efterfulgt af hans søde ord.
Hendes tanker havde været lettere afledt, men hende opmærksomhed var nu fuldt rettet imod ham igen, ind til en banken på døren fik hendes øjne til at flakke til entréen.
Hun kyssede ham kort på kinden, før hun sagde med en kærlig og beskyttende stemme

"det er lige kort nogle der kommer for at hente de defekte mennesker"

Hun gik hurtigt ud til døren og åbnede den, så syv mænd, der ud fra deres øjnfarve var vampyrer, kom til syne i døråbningen.
Hendes øjne havde fået den rødlige farve, men hun genkendte hurtigt den foreste af mændene som Louis...

Han kiggede sig bare omkring da hun gik over mod døren og åbnede den han kiggede slet ikke der over, men gik bare hen og satte sig. Han havde ingen planer om at blande sig i hvad de var her for og han ville bare have dem til at forsvinde så hurtigt som muligt. Han kunne ikke lide at der kom folk hele tiden og blandede sig i deres liv, men hvis de bare ville have ligene skulle det nok fungere, og så ville de vel forsvinde snart igen.

Hun tænkte stille og gik på af den lille trappen, mens hun sagde med en nautral tone

"De er nede i kældren, i ved godt selv hvor"

Hendes øre opfangede ikke deres skridt, men hun så godt de 6 af mændene gå ned af gangen og derefter fortsætte ned i kældren.
Hun ventede lidt, før hun vente sig om imod Louis, der havde bevæget sig langsomt op af trappen med blikket på hende og hun spugte

"du tog med? du plejer da ellers ikke at ville blande dig med andre udenfor baren"

Hends stemme var lettere mistroisk, men også overrasket, selv om hans svar fik hendes instinkter til at holde ekstra godt øje med ham

"Jeg ville da bare sige hej til min handelspartner og hendes nye Child, er der andre grunde til at jeg skulle have bevæget mig ud?"

Hans stemme var uskyldig, men det var nemt at høre at der var noget bag det, noget mere der ikke helt var til at tyde som andet end noget dårligt...

Han sad bare ovre i det ene hjørne og kiggede efter dem, ikke fordi han forventede der ville ske noget, men han skulle bare være sikker. Han lyttede ikke rigtigt til hvad de sagde men mere til hvor de var henne af, så han vidste hvad han kunne forvente af dem. Han kunne bare se at der ikke var noget der tydede på at det ville blive besværligt med dem, så han tog det helt roligt. Han forventede ingen ballade og alt i alt tegnede det også på at der ikke ville komme nogen.

Hun tænkte stille og hørte godt menneskene, der blev hevet op af trappen og de 6 mænd kom hurtigt til syne igen, men hun hviskede advarede til Louis med et koldt blik i øjnene

"Hvis du så meget som tænker på det, så ville jeg personligt gøre dit liv til et helved Louis, uanset om jeg så skal jagte dig med stage og kors til verdens ende"

Hendes stemme var kold og skarb, men hun sørgede for at det kun var Louis der hørte det
Hans svar var dog lige så irriterende som hans manglende respekt

"Jeg ville bare se min konkurrent"

hviskede han djævelsk og hun havde pandet ham en hvis han ikke allerede var gået ud af døren og havde lukket den efter sig...

Han sad bare stadig på samme måde, mens han ansigt havde ændret sig da han kunne forstå på situationen, at hun ikke brød sig så meget om det der skete. Hans ansigt var blevet mere vredt, og koldt. Han kunne ikke lide folk som Valerie ikke kunne lide, så hans ansigt vendte til bage til de gamle folder da han var gået så han ikke skulle bekymre sig om den person længere. Han havde ingen tanker om at gøre noget dumt, så han lod dem bare gå.

Hun tænkte stille, før hun langsomt lod sig køle af og gik ind i køkkenet til Cleon igen.
Den lettere vrede mine fra før var hurtigt af løst af et sødt smil og kærligt blik, der nu hvilede på Cleon, mens hun stille, på bare fødder, gik hen til ham.
Hun nåede hen til bordet og satte sig stille op på det, før hun med en kærlig og sød stemme sagde

"hvad har du løst til at lave, søde?"

Hun betragtede ham stille med de mørke øjne der havde fået det blålige glimt tilbage, mens hun stille begyndte at vippe med fødderne der ikke kunne nå gulvet under hende...

Han hørte hende kom hen mod ham og smilede tilbage til hende, et varmt og glad smil. Han var faktisk i ret godt humør i forhold til hvad det var han nu engang pludselig var blevet til.
Han vidste ikke helt hvad han skulle svare til hendes spørgsmål, da han ikke vidste hvad han havde lyst til, nok bare at slappe af, det kunne han ihvertfald godt bruge.

"Jeg ved det ikke helt søde, nok bare at slappe af."

Han nød hvordan hun sad der og lignede en lille pige, selvfølgelig ikke fordi han kunne lide små piger på den måde, men det gav hende et uskyldig udseende som han godt kunne lide ved hende. Han lagde en arm om hende og kyssede hende på kinden igen.

Hun tænkte stille og betragtede ham bare med de mørke og venlige øjne, da han gik hen til hende og lagde en arm omkring hende, før han blidt kyssede hende på kinden.
Hans kys fik hende bare til at smile mere og lænte bare sit hoved ind imod hans bryst ved hans svar.
Hun lukkede stille øjnene og lagde armene om ham, mens hun bare nød hans nærhed og venlige væsen, det hun i første omgang havde forelsket sig i ved ham, hans evne til at tilgive hende, uanset hvor galt hun havde trådt, han var den første der havde set hende som en person og ikke bare en ting eller et lig...

Han nød bare at sidde der med hende, og slappe af en stille aften det var alt han havde lyst til. Han ville bare gerne sidde på den måde hele aftenen og slappe af uden noget at gøre, bare ae hendes hår væk fra hendes ansigt engang imellem. Han ville bare kysse hende kind en gang imellem, og ellers sår bare holde hende ind til sig. Han ville dog ikke have noget imod at være et sted der var lidt blødere men sengen var jo ødelagt og han vidste ikke ret meget mere om indretningen af de forskellige værelser.

Hun tænkte stille og nød bare hans beskyttende arme omkring sig.
Hendes øjne var lukkede, men for første gange mærkede hun noget i udkanten af sin bevidsthed, der sagde hende, at det ikke var helt behageligt at sidde her og det ville være bedre hvis de lagde sig et blødt sted.
Det fik hende til at rynke kort på panden, men hun valgte alligevel ikke at ignoere den nye følelse.
Hun tog stille hans hånd og hoppede ned fra bordet, før hun blidt trak i hans arm som tegn til at han skulle følge med, mens hun stille havde det lette træk i mundvigen og kærlige glimt i øjet.
Hun gik med lette skridt ind i stuen hvor der stod to sorte sofaer i nymoderne stil, der ikke var til at se ude fra spisebordet af.
Hendes blik var rettet imod sofaerne, før hun stille gav slip på hans hånd og skubbede sofaerne sammen så de dannede en firkant med en lille ramme uden om.
Hun lagde sig stille ind i den lille firkant og kiggede smilende op på ham, før hun klappede på pladsen ved siden af sig...

Han mærkede hvordan hun hev i ham, og blev lidt overrasket over det, men han fulgte bare med hende, med et lille smil. Han vidste ikke helt hvad hun ville men det var også lige meget, så længe hun ikke ville ham ondt og hvorfor skulle hun også det.
Han så hvordan hun stillede de to sofaer sammen, og han lagde sig ned ved siden af hende der hvor hun havde klappet.
Det var lige sådan en aften eller dag eller hvad det nu var. Det var lige den slags han havde lyst til bare ligge her og slappe af intet der var krævende på nogen måde, måske en tændt pejs eller god flaske vin og så ellers bare nyde selskabet.
Han smilede til hende, et varmt og venligt smile og kyssede hende så på panden.
Han havde bare lyst til at blive liggende her for evigt men vidste desværre godt at de nok ikke kunne da han havde brug for blod, og det havde hun også.
"Lige det jeg havde drømt om. Du er fantastisk virkelig bare fantastisk, hvad pokker har jeg gjort rigtigt for at fortjene dig?"

Hun tænkte stille og mærkede sofaen, der bevægede sig lidt, da han lagde sig ned ved siden af hende.
Hendes øjne smilede stille og hendes mundvig trak op i et sødt smil, mens hun bare lagde sig om på siden så henes hoved blidt lå på hans bryst og venstre hånd lå på hans mave.
Hun lukkede kort øjnene, før hans stemme fik dem til langsomt at åbne sig ige.
Hans spørgsmål fik det bare til at trække ydeliger op i hendes mundvig, før hun stille brugte den ene hånd til at stryge noget af hans hår væk fra hans ansigt, da hun svarede med med en kærlig og venlig stemme

"Lad mig nu se... du var den første der anerkendte mig som en person og ikke bare et våben eller en omvandrende død... Du trossede gud for at være sammen med mig... du redede mit liv ind til flere gange... Du opgav mig ikke når jeg prøvede at stikke af for ikke at skade dig... Du tilgav mig uanset hvad jeg gjorde galt... Jeg kan ikke komme på en god ting jeg har gjort over for dig overhoved... det burde være mig, der stilte det spørgsmål"

Hun lukkede stille øjnene igen og lå bare, helt uskyldig og harmløs...

Han smilede meget forlegent over det hun sagde, fordi han kunne ikke helt forestille sig at han havde været så god en person. Han gad dog ikke til at stille spørgsmål og diskutere det med hende.
Han smilede bare til hende igen. Han kunne ikke finde en bedre måde at bruge aftenen på, uden tvivl den bedste aften han kunne huske.

"Ja du må have gjort noget rigtigt søde, ellers havde jeg nok ikke holdt ved dig. Jeg kan da sige du elsker mig nok til ikke at ville lade mig dø, og selvom det er hårdt at være vampyr er jeg lykkelig over du gjorde mig til det så jeg kan få et liv med dig."

Hans stemme var varm og ærlig, ingen løgne var der gemt i det han sagde. Han havde ingen grund til at skulle lyve for hende så han var bare ærlig, han nød følesen af sofaen under sig, og hvordan det var at ligge her sammen med hende, hvordan man kunne mærke alle bevægelser den anden lavede.