Nye fodtrin på bjerget. (Colt)

Colt fandt en anden læge, en lidt ældre herre, der så mere venlig ud end den forrige, og hun gik straks i gang med sin milelange bøn til ham. Men lige lidt hjalp det! Det hed sig, det var til hans eget bedste, og selvom Colt til dels var enig, var det stadig vitigt for hende at gøre som Segovax ønskede. I et sidste desperat forsøg, prøvede hun at bestikke ham. HVor meget han ville have for at udskrive Segovax. Lægens blik gled sultent ned over Colt, der absolut ikke kunne lide den drejning, hun så i hans øjne. Og hendes værste frygt blev bekræftet, da han i en hviskende tone, så ingen andre hørte dem, sagde, han kun ville lade Segovax gå, hvis hun tilbragte lidt kvalitetstid på hans skød. Hun fik kvalme og brød sig meget lidt om tanken, men når hun tænkte på Segovax og alt det, han havde gået igennem, kunne hun ikke halvt om halvt lade være med at føle, hun skyldte ham at få ham ud - ligemeget hvad, det kostede hende. Desuden var det ikke fordi, hun ikke havde givet sig selv for mindre før. For accept og hvad hun troede var kærlighed tl sin eks i sine unge dage. Det her ville ikke være meget anderledes, sagde hun hårdt til sig selv. Det ville være for Segovax, for hans skyld, og hun havde lært om sig selv, hun kunne udholde en hel del mere end hun så ud til.
Efter lang tids overvejelse, så hun sig nødsaget tila t gå med til det, og hun fulgte ham utilpas ind i et lille rum, hvor han låsede dørene og gjorde sig klar. Det var absolut ubehageligt, men hun tænkte hele tiden på Segovax og den glæde, der ville lyse ud af ham, når hun fortalte ham, hun havde fået ham udskrevet. Hvordan det var lykkedes hende, ville hun aldrig fortælle ham!
Bagefter skyndte Colt sig halvløbende tilbage til værelset. De havde ikke meget tid, før en anden læge ville se udskrivelsen og undre sig, og derfor måtte de være væk hurtigt. Hendes fornavn var alt, der var blevet oplyst, og da Segovax ikke havde nogen adresse, ville de ikke kunne spores.
Hun skyndte sig op på siden af sengen og tvang et smil frem på sine læber, mens hun stille aede ham på kinden og blidt kaldte hans navn.

Han vågnede langsomt op af søvnen, med et trist glimt i øjet grundet intet godt var sket i løbet af søvnen, der havde ikke været nogle drømme så han var trist. Han plejede altid at have drømme, både gode og dårlige, men de var der. Han smilede dog hurtigt oprigtigt til hende, da han så hun var der. Han var glad for at se hende, og fordi han var så træt og smadret lagde han ikke mærke til at hun havde tvunget smilet frem.

"Lykkedes det?"

Han håbede inderligt at det var lykkedes, og at hun ikke havde haft for meget besvær med at få dem til at udskrive ham. Det var nok godt at han ikke vidste hvad hun havde gjort fordi, så ville der være en læge der ville komme til at mærke hvordan det er at blive syet uden bedøvelse. Han ville ikke være sur eller skuffet over Colt, men lægen der imod ville han blot se som et svin, som kun fortjente det værste.

Hun nikkede roligt.
"Ja, det lykkedes, men vi må skynde os lidt, før de andre læger opdager noget og forsøger at stoppe os. ham, jeg talte med vil ordne det i papirerne med det samme, men vi har stadig lidt travlt. Kan du klare det, eller skal jeg finde en kørestol at få dig ud herfra i?" Hun tog hans hånd og betragtede hans triste ansigt. Han havde tydeligvis ikke sovet ret godt, og det bekymrede hende en del. Hun tog fat i metalgitteret ved sengekanten og svingede det ned, så han kunne komme fri, og i det samme kom lægen ind for at tage hjerteovervågningen af ham, som han havde fået på i bevidstløs tilstand for at overvåge hans tilstand. Colt så ned og kunne ikke få sig selv til at se på lægen, der arbejdede tavst. Først bagefter bad han dem om at skynde sig, før han var væk igen. Colt sank en klump og var glad for, hun aldrig skulle se ham igen.

Han kiggede bare på dem begge, som mens lægen stod og fjernede alt det der var forbundet til ham. Han hadede at de altid satte så meget på ham, fordi han kunne jo sagtens klare sig selv uden alt det tingeltangel, de satte på ham. Han var også lidt træt af at han havde metal omkring hans ribben, og havde faktisk overvejet at fjerne det selv.

"Jeg kan sagtens gå."

Han sagde det og drejede sig ud af sengen, tog hurtigt hans bukser på, og så var han ellers klar til at smutte. Han skulle lige til at løve, men kom så i tanke om at de faktisk havde lov til at gå deres vej, så hvorfor ikke bare gå roligt denne gang. Han havde ikke lagt mærke til at hun ikke rigtigt så på lægen, hvilket nok var heldigt, men han kunne mærke på hende at hun ikke var helt tilfreds. Han lod det dog være indtil videre.

Han tog et skridt mod døren, og var ved at vælte, men genvandt hurtigt balancen, og med det samme han havde genvundet balance, vendte han sig rundt mode hende. Han ville ikke have en kørestol og det skulle hun være helt sikker på.

"Ingen kørestol."

Hun fulgte ham med øjnene, og da han var ved at vælte, skyndte hun sig hen til ham og lagde hans arm over sine skuldrer. Hun havde ikke forventet, han ville modtage en kørestol, men hun havde sagt det for at mobilisere hans kræfter lidt mere.
"Ingen kørestol!" gentog hun og smilede op til ham, før hun begyndte at gå med ham ved sin side.
De kom ud på parkeringspladsen og hen til bilen, og hun låsede op og hjalp ham ind på sædet, før hun blidt plantede et kys på hans kind og dernæst selv satte sig ind. Hun så op mod sygehuset, et let gys gående igennem hende, før hun startede motoren, der brølede kraftigt.
"Er du okay?" spurgte hun roligt og så på ham. Hun ville ikke køre, før hun var helt sikker, men var klar til at løsne håndbremsen og svinge ud derfra, så snart hun havde fået et ærligt svar. OG man kunne se på hende, hun forventede, han var ærlig. til gengæld forventede hun ikke, han var helt okay, men så længe han ikke havde ombestemt sig med henblik på indlæggelsen, så var hun tilfreds.

Han smilede bare til hende, som svar på hendes spørgsmål. Han var sådan set helt okay, og der ville ikke gå længe før der slet ikke var noget galt med ham, og det vidste han at han kunne fortælle hende, og det var uden at lyve. Han kendte sin krops grænse og vidste derved at det var sandt, at han kunne holde til meget og at han var ved at være klar.

"Jeg er da næsten helt okay, og at slappe af skal nok tage sig af resten."

Han sad bare og smilede til hende, et stort tilfredst og velfornøjet smil. Han var glad for at han endnu en gang kunne forlade det forbandede hospital, og han kom faktisk til at tænke over at han var der lidt for tit, og de nok snart satte et billede op af ham, så de vidste at de ikke skulle forvente at kunne holde på ham, selvom de gerne ville.

Hun nikkede tilfreds med hans svar og kørte ud fra parkeringspladsen. Hun satte kursen mod hytten igen.
"Jeg skal lig ehente mit overtøj, før vi tager hjem til mig. Det er det eneste, jeg har, og jeg vil komme til at mangle det," forklarer hun, hvis han skulle undre sig. "Desuden," tilføjede hun hurtigt, "HAr jeg tænkt mig at se efter dine ting i sneen. Du kan bare blive i bilen og slappe lidt af, så skal jeg nok få styr på det." Hun smilede over til ham med et lidt hnemorsagtigt blik. Hun havde tænkt sig at passe på ham og skærme ham lidt, indtil han havde fået det bedre, og lige nu måtte han være udmattet.
Da hun slap gearstangen, lagde hun sin hånd på hans lår og kærtegnede det forsigtigt uden helt at vide hvordan, han ville reagere på det. Hun ønskede ikke at gøre noget, han fandt ubehageligt, men ville gerne lade ham vide fysisk også, hun var der for ham, og hun kunne ikke lige komme til at finde hans hånd, når hun skulle holde øje med vejen også.
Hun følte sig lidt tom og hul indeni på trods af at have ham nær sig. Det havde været en meget underlig oplevelse med den læge, og hun kunne ikke slå følelsen af at føle sig groft udnyttet ud af hovedet.

Han smilede til hende, da hun talte til ham. Han var ikke sikker på hvad han skulle svare, hun havde bare den effekt på ham, at han mistede ordene hele tiden, alt det hun gjorde for ham fik ham simpelthen til ikke at vide hvad han skulle gøre af sig selv.

Da hun lagde sin hånd på hans lår, blev han først meget overrasket men det var også meget rart, at vide hun var så tæt på ham, og at hun var der lige nu kun for ham. Han lagde sin hånd oven på hendes, og berørte blidt hendes hånd med fingrene.

"Du behøver ikke finde det der ligger der..."

Han sagde det inden han kom til at tænke på at hans kniv lagde der ude, og den havde han virkelig ikke lyst til at miste. Den betød rigtigt meget for ham, ikke bare fordi den var det den var, men også at han havde haft den siden han selv havde lavet den.

"... Eller det må du godt, min kniv ligger derude, og den betyder meget for mig."

Hun nikkede smilende, selvom smilet var en smule anstrengt. Hun gjorde sit bedste for at virke som den samme, muntre Colt.
"Godt, så kikker jeg efter det. Trods alt; hvor svært kan det være at finde?" Hun tvang en lille latter frem, der dog lød lidt falsk i hendes egne ører, og hun skyndte sig at fortsætte, før han kunne nå at kommentere det: "Er det en kniv, du har haft længe? Fået af en bestemt?" Hendes nysgerrighed tog igen lidt over og dæmpede de andre følelser, hvilket vvar en god ting lige nu.
Hun nød også følelsen af hans hånd over sin, glad for, han ikke havde skubbet hende væk eller ikke brød sig om det. Det var faktisk en lettelse, han accepterede hende på den måde, og hun slappede lidt af i sine ellers spændte skuldrer.

Han kiggede lidt ud af vinduet, og vidste ikke helt hvordan eller hvad han skulle fortælle om kniven, fordi den var jo en han selv havde lavet en gang for længe siden, og den var blevet lavet fordi han gerne ville begå selvmord, og derfor havde han lavet af sølv. Han kunne ikke fortælle den del, men han kunne da godt hentyde til det.

"Jeg har haft den i mange år, præcis hvor længe ved jeg ikke. Jeg har selv lavet den, og jeg lavede den med et bestemt formål, og derfor er den lavet som den er."

Han smilede falskt til hende, og fordi han selv var så på virket af at lyve for hende, eller for ikke at fortælle sandheden, lagde han ikke mærke til hendes falske grind. Det der sket for ham lige nu, var simpelthen for meget til at han kunne lægge mærke til andet, han var nød til bare at fokusere på det.

Hun var kun glad for, han ikke bemærkede, hvor distræt og falsk hun var lige nu, for det ville have været et helved at skulle forklare for ham, hvad der var sket tilbage på sygehuset. Hun var godt tilfreds med, han bare troede, hendes talegaver havde fået dem ud derfra.
Hun kunne godt mærke, der var noget om kniven, han ikke fortalte, og hun gættede sig mismodigt til resten. Det var ikke så svært igen, for hun vidste hvor hans tanker gik hen meget af tiden.
"Okay," sagde hun bare lettere spagfærdigt og brød sig egentligt ikke om tanken om at finde den til ham. Men hvis han nu bare lovede hende, han ikke ville bruge den? Hun skar en lille grimasse. Manden havde lige flået sit håndled op med tænderne, og hendes bekymring var en kniv? Et lille suk undslap hende, mens hun drejede ned ad den lidt mere øde vej mod bjerget og hytten. Hunv ar dog glad for, han havde fortalt hende sandheden, men hun håbede, han havde brugt den til andet end at forsøge at dræbe sig selv. Det skulle hun i alt fald nok gøre sit for at ændre på nu!
"Hvad tænker du på?" spurgte hun efter et øjeblik i tavshed. Hun følte sig desperat efter at vide, om han stadig tænkte på selvmord.

Hvad tænkte han på? Han tænkte ikke rigtigt, det turde han ikke gøre. Han vidste udemærket hvad der ville ske hvis han begyndte at tænke, så han undlod bare at gøre det. Han vidste derfor ikke hvad han skulle svare, fordi hvis han bare svarede med at han ikke tænkte på noget ville hun nok ikke tro ham, og det andet ville han ikke ud med, så derfor blev det det første han valgte at svare med i stedet for.

"Ikke noget..."

Hans stemme forsøgte han at gøre så ærlig som muligt, ikke fordi det han sagde var løgn men mere fordi han ikke lige var så glad for at sige det. Han lod fingrene glide ind mellem hendes fingre og flette ders fingre sammen. Han kunne ikke lade være med at tænke på hvordan det ville være at miste hende, og han strammede lidt grebet om hendes hånd.

Han vidste at hvis hun forlod ham ville det resultere i to ting, enten ville han synke helt ind i sig selv og blive en monster der bare dræbt tilfældige folk for sjov, eller også ville han forsøge selvmord, igen og igen til det endeligt lykkedes ham.

Hun havde lidt svært ved at tro, han ikke tænkte på noget, men lod det ligge. Han havde sikkert mange ubehagelige tanker, han ikke brød sig om, hun skulle høre, og selvom det sårede hende en smule, accepterede hun det. Hun kunne huske hvor langt nede hun selv havde været, da hun havde forsøgt selvmord, og hun huskede de mange tanker, der havde myldret rundt i hendes hoved. Hvorfor kunne han mon ikke sætte ord på dem, var der for mange? Eller skærmede han hende bare?
Hun foldede fingrene sammen om hans og gav dem et lille opmuntrende klem, selvom hun næsten følte, hun havde brug for opmuntringen selv. Hun følte sig godt flosset indvendigt og var rå i hjertet. Hun følte sig slet ikke stærk nok til at have kontrollen over den her situation eller over ham lige nu, men hun måtte bare tage og vokse med opgaven, som hun havde gjort det med at være alene pludselig. Hun havde lidt hårde vilkår sammen med ham lige nu, men hun kunne ikke drømme om at forlade ham. Hun var faldet pladask for ham med hele styrken af en første forelskelse, og hun var klar itl at gå gennem endnu mere end hun allerede havde gjort for ham. Bare han ikke spurgte ind til hvordan, hun havde fået ham ud af hospitalet, for det var stadig for råt til, hun ville kunne tale ordentligt om det, endsige lyve for ham.

Han sad bare og hold om hendes hånd, mens han sad og kiggede på landskabet som hurtigt forandrede sig, og han kunne tydeligt se at de var kommet til der hvor de havde holdt den anden dag, og han var klar på at gå med eller blive siddende alt efter hvad hun gerne ville have han gjorde, det var bare det at han gerne ville have hende til at forstå hun betød meget for ham.

"Mange tak for at få mig ud af hospitalet, det betyder meget for mig at du ville få mig ud, og det betyder også meget at du vil lade mig bo hos dig."

Hans stemme var blid og kærlig mens han talte fordi han bare fortalte sandheden, og denne gang uden rigtigt at skjule noget af den, og derfor var han lid gladere, fordi det var rart for ham at have nogen han følte han kunne stole på.

Hun holdt ind på pletten, de havde holdt ved tidligere, og vendte sig så smilende mod ham.
"Selvfølgelig ville jeg det, Segovax," sagde hun kærligt, "og selvfølgelig må du det! Du er altid velkommen hos mig." Hun lænede sig over for at trykke et langt, varmt kys mod hans læber.
"Jeg skynder mig. Bliv du bare siddende og slap lidt af, det trænger du nok til," sagde hun betænksomt, mere for hans skyld end for hendes egen, for hun brød sig faktisk ikke om at lade ham alene. Hvis han endelig var opsat på at tage sit liv, kunne han være død, når hun kom tilbage.
"Og vær her nu, når jeg kommer tilbage," tiggede hun og så ham i øjnene, mens hun tillod sin frygt og smerte fra tidligere at skinne igennem et øjeblik. Hun frygtede virkelig, han ville være væk, når hun kom tilbage. "Jeg kan slet ikke undvære dig!" hun kyssede ham igen og løsnede så grebet om hans hånd, før hun steg ud.

Han smilede til hende som svar, og mærkede hendes læber mod hans egne, og han kunne mærke at hans hjerte blev varmet lidt mere op af det, og et stykke is faldt af, som føltes som et stik, men for ham var det en rar følelse, men det var nok også kun fordi han godt kunne lide smerte, hvilket nok var noget af det der var det mærkeligste ved ham.

"Okay, og jeg skal nok være her når du kommer tilbage..."

*...Ihvertfald fysisk.*

Han nåede lige at tænke den, før han mærkede hendes kys igen, og tanken blev sendt langt væk. Han havde lyst til at være sammen med hende, og det skulle der ikke laves om på. Han ville ikke dumme sig igen, nej ikke nu. Nu skulle han leve og nyde livet. Da hun var gået lagde han sig hurtigt til at sove op af døren, en meget dyb søvn, som næsten mindedes om bevidstløshed.

Hun smilede taknemmeligt til ham en sidste gang, før hun lukkede døren og småløb op til hytten. Hun var ved at falde et par gange, men klarede den, og selvom hun frøs og hendes tænder klaprede, da hun åbnede døren til hytten, følte hun sig i bedre humør. Hun samlede sin jakke op og tog den på sammen med hue og handsker, men halstørklædet var blevet flosset af at trække Segovax indenfor, så det lod hun ligge. Ud gik det igen, hvor hun satte sig på knæ i sneen og gennemrodede den med hænderne, indtil hun fandt en forbinding og kniven og flere andre småting dybt begravet. Hun samlede det hele op og lagde det i sin hue, før hun med den i hånden løb tilbage til bilen.
Hendes hjerte gik i stå et øjeblik, da hun så ham lænet op ad bildøren, og farven forsvandt fra hendes ansigt, mens hun spænede resten af vejen derned og hurtigt kravlede ind over førersædet, hvor hun mærkede efter hans puls, der var støt og rolig, og hun åndede lettet op. Han sov bare. Hun rystede på hovedet af sig selv og satte sig så til rette med huen i skødet, før hun tændte bilen op igen og bakkede ud. Nu satte hun retningen mod sin lille lejlighed og begyndte at grue for at vise ham den. Det kunne godt ske, hun så pæn og forholdsvis rig ud, når man så hende i hendes stilfulde påklædning, men når det kom til hendes lejlighed, så var det som at gå ind til en fremmed. Det følte hun stadig selv.
Hun forsøgte at få tankerne fra det og koncentrerede sig om tanken om et bad i stedet. Hun glædede sig til at vaske følelsen af lægens hænder af sig! En hurtig strøtanke placerede Segovax ved hendes side under bruseren, og hun storrødmede ved tanken og skyndte sig at sige til sig selv, der alligevel ikke var plads. Men tanken om ham sådan ville ikke forlade hende, og hun skævede til ham med et genert lile smil.

Han sov hele køre turen, da han bare havde brug for det. Han var smadret både fysisk og psykisk. Han kunne ikke se hvad han skulle gøre ved tingene lige nu. Han var ikke sikker på noget, og han ville bare gerne væk fra det hele lige nu. Han ville gerne sove et par år i streg, bare for at få det hele så langt væk som det var muligt for ham, men samtidigt ville han kun sove hvis hun var hos ham, både i drømme og udenfor drømmene.

Hun kørte bare i tavshed og koncentrerede sig om vejen, mens hun af og til skævede over til den sovende mand. Hvad mon han drømte, hvis han overhovedet drømte? Hun funderede meget over det, før hendes tanker gled tilbage på hospitalet, og hvad hun havde udsat sig selv for, og tårerne begyndte at løbe over hendes kinder. Hvad havde hun dog gjort?

Fortsættes her: http://deploratus.heavenforum.org/t6787-colts-lille-lejlighed#201541