Nye fodtrin på bjerget. (Colt)

Han mærkede hvordan hun fik ham sat på plads, og han rykkede sig lidt rundt, og så kom mørket buldrende som et tog, ned af bakke med motorerne kørende på fulde ham, og han væltede ud mod døren, hvor hans hoved hvilede og han var væk, ikke som i død, men han var væk mentalt, ihvertfald for noget tid.

Så snart døren var lukket, så hun ham læne sig op ad den, og da det ikke var gået op for hende, han var besvimet, sukkede hun lettet og løb om til sin side af bilen, hvor hun med sine små, slanke fingre begyndte at skrabe sneen væk.
Det tog mere end fem minutter, men omsider kunne hun komme ind, og hun satte sig på sædet og så over på ham kun for at have hjertet tila t springe nogle slag over. Han sad så stille med lukkede øjne... Frydten knugede i hendes mave, mens hun tjekkede for en puls, og kunne ånde lettet op. Hun startede så bilen og fiskede sin mobil frem, og mens hun kæmpede sig ud gennem sneen og på vej ned mod byens hospital, ringede hun op til skadestuen.
"Ja hej, jeg er på vej ind til jer. Min fyr har flået sit håndled op, og selvom jeg har forbundet det er han besvimet nu. Jeg kommer så hurtigt, jeg kan, bare I er klar!" Hun fik svar og lagde på og koncentrerede sig om sin kørsel, der blev noget hurtigere end det var tilladt og forsvarligt i vejret. Hun tjekkede ofte for en puls, mens hun kørte.
Heldigvis var vejret ikke helt så dårligt inde i byen, hvor det meste af sneen var skovlet væk, og hun kunne sætte farten yderligere op. Hun tog et kryds for rødt og var ved at køre galt, og hornene lød efter dem, mens hun susede af sted for at nå det.

Da de holdt op foran skadestuen skyndte hun sig ud og råbte op, og der kom straks nogen løbende med en båre. Det lykkedes dem at få Segovax ud af bilen og op på den, og de løb af sted ind på gangene, mens hun hurtigt forklarede hvad, der var sket til en sygeplejerske, der løb med.
De tog ham direkte ind på en stue, mens Colt blev holdt tilbage udenfor den af sygeplejersken. Hun rev i hendes arme for at slippe fri og komme med, men døren e havde allerede lukket sig efter dem, og hun følte sig fortabt.
"Så så, han er i gode hænder nu, de vil gøre alt, hvad de kan for ham." Ordene trøstede hende overhovedet ikke, og den gråhårede, midaldrende sygeplejerske kunne have sparret sig totalt.

Han blev kørt ind på en stue hvor de straks, begyndte at sy hans sår sammen, hvilket han jo enligtalt, helst ville have gjort selv, men der var ikke meget at gøre når man var besvimet. Besvimelse var en sjov ting, fordi det var kroppens sidste reaktion, som at gå over på nød batterierne for at satse på at man fik hjælp ude fra.

HAn vågnede igen, på en stue, hvor der var lyst, og sidst han havde lagt der, var det fordi han havde gennemboret sin side, og ved siden af sengen sad der en dæmon, og så var den ellers bare kørt derud af fra da hun havde sagt det forkerte og så var de ellers bare begge blevet tændte på den anden, og så skred de der fra, og ud i skoven, men denne gang var der ingen dæmon, der var faktisk ingen fordi, lægerne ville ikke have nogen der før han var vågen igen.

Så snart Colt havde fået at vide hvor, de holdt Segovax, var hun løbet fra sygeplejersken, og hun løb ned ad gangene, hælene på hendes stølver knaldene mod gulvet i et væk. Hun fandt stuen og stoppede op udenfor den ganske forpustet. Hun havde taget trapperne herop to ad gangen og stod nu udenfor døren med rystende hænder.
"Hey, du kan ikke gå derind!" sygeplejersken, der talte, var længere nede ad gangen, og hun åbnede døren, før han kunne nå hende, og trådte indenfor. Hun så straks Segovax i sengen og et lille, lettet smil faldt på hendes læber, da hun så, han var vågen.
Hun skulle til at sige noget, da døren blev åbnet igen og sygeplejersken kom ind og greb hende i armen.
"Kom lige med mig, du, du hørte godt, hvad jeg sagde!" Han forsøgte at trække hende med ud, men hun stod imod. Hendes støvler gled dog, da han hev til, og hun røg på røven og kurrede hen ad gulvet, mens hun blev hevet mod døren igen. Hun så sig over skudleren hen på Segovax.
I det samme kom der flere til på gangen, der havde fulgt efter hende derop.

Han havde desværre ikke kræfter til at tale, men han smilede bare til hende, og lod så hovedet dumpe ned i puden igen, hvor han så bare lagde og kiggede op i loftet. Han hadede at være der, de her hospitaler var jo gået hen og var blevet hans andet hjem, og det gik ham lidt på.

*Ja så er du her fandme igen, var gamle dreng? Det er sgu ikke længe siden... Hvadså håber du på det samme som sidste gang? Nej det kan jeg se du ikke gør, du ser på hende på en helt anden måde."

Han smilede lidt over den måde han faktisk så på hende på, og nej han ønskede det ikke på samme måde som med dæmonen, der var noget helt andet der var i spil her. Han smilede også lidt over at han nærmest direkte talte til sig selv bare inde i hovedet.

Colt blev slæbt ud på gangen, hvor hun fik læst og påskrevet, mens en læge gik ind for at se til Segovax og høre om han ville modtage besøg. Imens måtte Colt utilfreds og utålmodigt vente på gangen, hvor hun trippede frem og tilbage med tårer i øjnene. Det var simpelthen for meget for hende, og det var også det, sgeplejersken kunne se. Hun havde brug for at slappe lidt af og falde ned, før hun så Segovax igen, mente de.
Hun blev anvist en stol og sank ned i den, hvor hun satte sig foroverbøjet med albuerne mod knæene og hovedet i hænderne, mens hun faldt lidt til ro. Forhåbentligt måtte hun snart se ham. Forhåbentligt var han ikke vred på hende. Han havde ønsket at dø. At dø fordi han troede, hun bare legede med ham. Hvordan skulle hun kunne overbevise ham? Hun så ned på sine fingre et øjeblik, hvor huden var ødelagt af kulden fra sneen og var revet flere steder og havde blødt en smule. Hun havde ikke ænset det før. Det havde taget hende lang tid at få så pæne og bløde hænder, men lige nu var hun ligeglad. Hendes muskler var også ømme efter at have slæbt på ham, men alt var ligemeget for hende, så længe han var i live. Hun vidste ikke en gang om hun skulle skælde ham ud eller græde, forbande ham eller falde ham om halsen, når hun så ham.

Han så lægen der kom ind og spurgte om han ville have besøg, først var han kort i tvivl, men så bagefter, kom han i tanke om nogle af de ting hun havde sagt, og blev enig med sig selv om at han gerne ville have besøg. Han nikkede til lægen og ventede så bare på at hun ville komme ind, men hvad han ville gøre når han så hende vidste han ikke.

Han kom til at tænke på hvad han faktisk lige havde udsat hende for, og hans øjne blev triste, fordi han havde det skidt med at have gjort det overfor hende. Han kunne ikke se problemet i hvis han havde gjort det, men han så et problem i at han havde gjort det foran hende, fordi nu var han jo i live.

Han ville gerne snart tilbage til sit telt i skoven, selvom lægerne nok ikke ville tillade det, og hvis han ikke tog helt fejl, og hun faktisk elskede ham, ville hun heller ikke helt tillade ham at bo der ude, når han havde det sådan.

Da lægen kom ud, så Colt op både angst og forhåbningsfuld, og der blev nikket til hende. Hun rejste sig hurtigt og smuttede indenfor igen og kom hurtigt hen til sengen, hvor hun stillede sig tæt ind til den og tog hans hånd forsigtigt, mens hun bare smilede, lykkelig over at se ham i live. For en gangs skyld havde hun ingen ord og stod bare og indtog ham med opmærksomme øjne. Hn håbede virkelig, han ikke var vred på hende og at han troede på, hun elskede ham, men hun var ikke sikker og var for bange itl at spørge. For en gangs skyld ville hun vente til han sagde noget og så bare reagere på det, hvad end det blev. Hun turde end ikke læne sig ned og give ham et kys, selvom hun længtes efter det som en vanvittig.
Lyset kom ind bag hende og stillede hende halvt i silhuet mod vinduet, hendes hår flammende rødt i middagssolen. Hun kærtegnede stille hans hånd, nærmest uden selv at bemærke det, og sank en klump.

Han så hende komme ind, og forsøgte at smile til hende, selvom smilet var meget trist. Hans øjne var også triste men det ahvde ikke noget at gøre med at hun var dukket op, sådan havde de jo været i forvejen. Han ville gerne sige noget men han vidste ikke helt hvad så han lod bare tankerne køre og sagde så det første der faldt ham ind.

"Undskyld du skulle ikke have set det, jeg skulle have gjort det uden for."

Da han havde sagt det gik det op for ham hvad han faktisk havde sagt og han ville ønske han kunne tage det tilbage igen, og han rødmede lidt over det og skyndte sig så at sige noget mere istedet så ingen kunne nå at tænke det.

"Nej, nej, nej ikke sådan ment."

Hun er ked af at se ham så trist, men havde forventet det efter hvad der lige var sket, men hans ord falder som et slag direkte i ansigtet, og hun ser på ham med et stift, vredt blik. Hun kan dog se, han forsøger at trække i land, men hun lader sig ikke nare.
"Hør," sagde hun så roligt, hun kunne, "Jeg ved godt, du ikke har meget til overs for mig lige nu, eller for dig selv for den sags skyld, men sket er sket! Jeg er kun glad for, du ikke gik udenfor, hvor jeg ikke kunne se dig!" Hendes blik er stadig stift, men hun rækker en hånd op og stryger ham over kinden.
"Segovax, det er noget rod, det her. Du skræmte næsten livet af mig! Jeg ved, du ikke kan love mig ikke at gøre det igen, men vil du ikke nok forsøge at lade være? Jeg vil gøre alt, der skal til for, du får det bedre, jeg vil være her for dig og støtte dig, men jeg tror måske, vi stadig har brug for hjælp udefra..." Hun hentydede til en psykolog; en han kunne tale med om alle de følelser, og som kunne hjælpe ham mere professionelt end hun kunne. HVis bare hun havde fået den uddannelse selv, hun havde jo ønsket sig den.
"Jeg elsker dig virkelig, hvad end du så tror om mig. JEg har aldrig løjet for dig, har aldrig forsøgt at snyde dig, men jeg ved ikke hvad, du tænker om mig lige nu. Du hader mig måske endda for at have stoppet dig, men jeg kunne bare ikke se dig forsvinde!" hun gav hans hånd et klem og holdt hånden mod hans kind. I hendes øjne skinnede forvirring og sorg blandet med den kærlighed, hun følte for ham. Om ikke andet havde episoden her fået hendes øjne op for hvor pladask hun var faldet for ham.
"Jeg ved ikke en gang om jeg kan bede dig blive her for min skyld; ved ikke om de ord overhovedet betyder noget for dig. For mig..." En tåre forlod hendes øje og trillede over hendes kind.

Han lyttede bare roligt til det hun havde at sige til ham, og han var selv forvirret om hvad han følte fordi han var faldet for hende, det var der ingen tvivl om, og han kunne sagtens forstå at hun også var faldet for ham, og han ville da gerne være sammen med hende, og lade hende hjælpe sig men han ville under ingen omstændigheder høre tale, om at få hjælp ude fra.

"Du er mere end velkommen til at hjælpe mig, men jeg gider ikke hjælp ude fra..."

Hans stemme var træt, og han var heller ikke helt på toppen. Han havde forstået hun elskede ham, men han manglede stadig at få sig selv til at indse at han faktisk troede på hende. Han var bare dårlig til det med at stole på folk, fordi han så ofte var blevet udnyttet på den ene eller den anden måde.

Han blev ramt i hjertet da hun spurgte om det sidste, fordi det betød faktisk meget for ham, fordi hun netop betød meget for ham, selvom der kun havde kendt hinanden så kort rn periode som de havde, men sådan kunne det jo gå nogle gange.

"De ord betyder meget, når jeg ved de komme fra en jeg elsker, og som har den samme gensidige følelse. De betyder også meget når jeg ved de kommer fra hjertet. Der er bare et problem jeg hader hospitaler og vil helst væk herfra."

Hun nikkede accepterende; havde ikke regnet med, han ønskede hjælp udefra. Det var han for stolt og stædig ti og stolede for lidt på folk til. Hun var bare glad for, hun slev fik lov at hjælpe, og så måtte hun læse lidt op på psykologi hjemmefra for at forstå ham bedre. Det gjorde hun gerne, og måske kunne hun så blive lidt klogere på hans reaktioner også. Hun lænede sig ind over ham og kyssede ham blidt, før hun lagde panden mod hans.
"Godt, vi klarer det her sammen," sagde hun lavmælt, "Bare dig og mig!" Hun strøg ham over kinden. "Jeg skal forsøge at overtale dem til at lade dig gå, selvom jeg har hørt dem snakke om en indlæggelse. Måske kan jeg overbevise dem?" hun var dog langt fra sikker. Hun vidste lidt om de psykiatriske afdelinger, hvor hun vidste, de ville have ham ind, og det ville måske være det bedste for ham, men når han nu ikke ville. Hun var parat til at støtte op om ham. Hans ord, at han elskede hende, varmede hende meget og gjorde alting godt igen; hun tilgav ham for hans selvmordsforsøg.
"Men Segovax, jeg er lidt nervøs for dig," indrømmede hun, "og jeg vil meget gerne, hvis jeg må blive hos dig de næste par dage for at sikre mig, du er okay?" Hun var villig til at slå et telt opved siden af hans, hvis det skulle være, for hun kunne passe på ham, og det håbede hun, han vidste. Hun kunne ikke bære tanken om, han måske ville forsøge igen næste gang, han blev alene. "Det er min betingelse for at hjælpe dig ud herfra." Hendes stemme var blid som et kærtegn, og hendes øjne ligeså, men også lidt bedende. Det var ikke ne ordre, men en bøn fra hendes side.

Han blev lidt gladere da, hun talte om at ville få ham ud, da han meget gerne ville have det. Han var med på at lade hende være hos ham, men han brød sig ikke helt om ideen med at bo begge i telte. Han var ikke sikker på hun ville holde til det i længden, mens hun passede sit arbejde som hun jo nok var nød til stadig.

"Tak for det, og du må gerne være hos mig men tror ikke det fungerer med mig i telt, og at du skal passe dit arbejde?"

Han var lidt trist over at han måske blev nød til at flytte fra skoven, men hvis det betød at de kunne være sammen. Han ville endda gå med til at flytte til byen, hvis det var det det kom an på. Han var ligeglad så længe hun var der også.

Hun kunne se, han blev lidt gladere, og det varmede hende en del, og hun fortsatte med at kærtegne hans kind med panden mod hans.
"Jeg skal nok få det til at fungere, om ikke andet må jeg melde mig syg. Jeg har ikke tænkt mig at forlade dig!"
*Så du kan tage dit liv* fortsatte hun i tankerne. Om hun så blev fyret, så måtte det være sådan; det her var vigtigere for hende! Han var vigtigere en det! Hun ville snakke med sin chef om det, og så måtte det blive som det blev. Hun var mere nervøs for kulden ved at bo i et telt, for hun regnede ikke med, hans var stort nok til, de bege kunne ligge der, og selv havde hun brug for at tage ud og købe et, men hun vidste, hvor han afskyede byen, så hun ville ikke bede ham tage hjem til hende. Desuden er hun ikke så vild med tanken om, han skal se hvordan hun bor. Det er en ynkelig undskyldning for en lejlighed uden ret mange møbler. Hun bruger sine penge på at se ordentlig og præsentabel ud, mens hendes hjem stod til. Hun havde aldrig gæster alligevel.
"Jeg skal nok finde en måde," gentog hun en smule fastere og kyssede ham på næsen. "For dig skal jeg nok finde ud af det!" Hun så mod hans håndled, hvor en lille forbinding lå rundt om stingene for at beskytte dem mod skidt og følte sig meget lettet over at have reddet ham.

Han kiggede på hende, og selvom han ikke ville ind til byen ville han faktisk endnu mindre have hende ud i skoven, fordi han ville ikke risikere hun så hans lysningen. Den lysning som var fyldt med det der nu en gang var i den. Han kunne ikke lade være med at overveje at det nok bare var nemmere at flytte hjem til hende.

"Hvad med din lejlighed?"

Han spurgte forsigtigt, og mærkede hendes kys mod hans næse, hvilket fik ham til at rødme lidt. Han var stadig træt og ville nok ligge sig til at sove, når de havde fundet ud hvordan og hvor ledes med, logering af ham, et sted hun kunne være sammen med ham, så var det jo lige meget om det var i byen.

Hun tøvede et øjeblik, men kunne godt mærke på ham og sig selv, det måske var det bedste.
"Det er fint for mig, men er du sikker på, det er godt nok for dig? Det er jo i byen ... Jeg kan sikkert få naboen til at tage sig af Georgie, han er så sød mod os, og vi passer tit hund for hinanden," sagde hun i en let tone med et smil. Hun huskede, han havde sagt han ikke så godt kunne lide hunde, før hun vidste, han var en varulv, og hun havde ikke tænkt videre over det.
"Der er heller ikke så meget plads, og den er ikke noget særligt, men vi kan godt være der," undskyldte hun let. Hun kunne egentligt også meget bedre lide tanken om ham indenfor fire væge, hvor afstanden ikke var større end hun kunne holde øje med ham hele tiden.
Hun kunne se, han var træt, og hun havde ingen intentioner om at plage ham med mange og lange spørgsmål og enetaler, hvor mange hun end havde på hjerte. Hun ville lade ham hvile og sørge for på en eller anden måde at få ham udskrevet til når han vågnede, hvad end det så skulle koste hende af problemer.

"Jamen er det så ikke det vi gør, men vi skal lige ud og hente mine ting på et tidspunkt så"

Han smilede til hende, og trak hendes hoved ned til sig og kyssede hende blidt på munden og så hende i øjnene med store varme og kærlige øjne. Han var virkelig træt og håbede det var okay med hende, at han ville ligge sig ned og sove her nu når de havde fået det talt igennem. Han kunne ikke lade være med at have det lidt skidt med det men det var nu engang en nødvendighed at gøre.

"Er det i orden jeg sover?"

Inden han havde fået et svar, var han faldet i søvn igen, og han sov tungt. Han var virkelig træt, og der var bildeder på hans nethinde billeder alle sammen af hende, og et enkelt af Ziga, hvor hun forlader ham. Han var kommet over hende, men det billede sad bare fast.

Hun kendte sig enig med et smil, nød hans kys og skulle tila t svare ham, da han faldt i søvn. Hun så kærligt ned på ham, før hun gav ham et lille kys på panden, og rettede sig op.
En tid stod hun blot og vågede over ham, før hun slap hans hånd og forlod værelset for at finde en sygeplejerske at snakke med.
Hun fandt en og tog diskussionen med hende og endte med at blive henvist til en læge.
Diskussionen bragede løs i det meste af en time, uden at komme nogen løsning videre; de ønsker at tvangsindlægge ham på en psykiatrisk afdeling, da han er til fare for sig selv. Hun argumenterede med, hun nok skulle passe på ham, men de lyttede ikke til hende.
Frustreret gik hun ud på gangen igen og ringede så op til sin chef for at få styr på sine arbejdstider. Hun havde heldigvis lidt ferie til gode, og det gik an, hun fik ti dage uden arbejde - og uden løn. Men det måtte hun tage til den tid; når problemet opstod, lige nu var hun bare glad for, chefen forstod hendes situation.
Hun ringede også til Django for at høre tilGeorgie, der havde det godt, men han kunne desværre ikke tage Georgie, da deres hunhund var i løbetid. Hun måtte se sig om efter en anden løsning, men ville lige diskutere det med Segovax, når han vågnede.
Hun satte sig ind ved siden af hans seng for at vente på, han fik sovet ud, mens hun tænkte som en gal over hvordan, hun skulle få ham ud derfra. En tvangsindlæggelse var ikke bare noget, man trak sig ud af så let, men måske havde han prøvet det før og vidste hvad, han skulle gøre?

Han vågnede en 10 minutter efter hun havde sat sig ned på stolen. Han kiggede sig omkring, og kunne ikke lade være med sidst han havde været her. Han var ikke sikker på hvordan det var gået, og at han var heller ikke sikker på om han kom ud denne gang, men han ville ikke finde sig i at blive indlagt.

"Hvad fandt du ud af?"

Han ville virkeligt gerne vide det, og han håbede hun havde gode nyheder, ellers måtte han forsøge det han altid gjorde, men ellers måtte han måske prøve noget nyt denne gang, noget med nogle trusler eller måske bare en almindelig samtale.

Hun smilede til ham, da han vågnede, og ville ønske, hun havde nogle bedre nyheder.
"De ønsker at tvangsindlægge dig lige meget hvad, jeg siger. Jeg ved ikke helt hvad vi kan gøre eller sige for at få dem til at ombestemme sig, jeg har tænkt og tænkt ... Det har ikke nyttet noget at fortælle dem, du ikke ville blive der, at du hader stedet, at jeg passer på dig døgnets firetyve timer.. Jeg kan dårligt komme på andet, selvom jeg var meget tæt på at stikke lægen en for at få min vilje." Hun skar en grimasse ved disse ord, "Men så ville de bare få politiet herud i stedet for, og hospitalet er trods alt bedre end fængslet for at overfalde dem ..." Hun sukkede tungt.
"Udover det har jeg fået fri i ti dage, og jeg mangler et sted til Georgie stadigvæk." Hun så bestemt ikke tilfreds ud med sig selv og sin egen indsats, og hendes smil var forsvundet i alvor.
"Segovax, jeg er nødt til at spørge; har du været i dne her situation før; truet af indlæggelse? Og hvad gjorde du?" spurgte hun alvorligt. Hun var ligeglad med hvad, han havde gjort, bare de kunne gøre det, der var bedst for ham nu. Hun rejste sig fra stolen og kom hen til sengen, hvor hun tog hans hånd og kærtegnede den blidt. Hun føler, det måske var det bedste for ham, om han blev på hospitalet alligevel, og at hun så bare kunne komme og besøge ham der. Hun kunne måske få lov at være der længere tid end normalt, hvis de forklarede situationen. HVis han lod sig indlægge frivilligt. Men det gik han aldrig med til, det vidste hun også.

"Jeg er aldrig blevet truet med tvangs indlæggelse på den her måde, men jeg kan forsøge at overtale dem til at lade mig gå, fordi det at indlægge mig nok bare ville skabe den modsatte effekt. De kan sætte mig i gummicelle jeg vil have mine tænder, de kan sætte mig i spændetrøje og jeg ville ødelægge den, faktisk kan de intet gøre."

Han håbede hun kunne se fordelen ved at fremlægge det på den måde, fordi han vidste han ville trække sig ind i sig selv, hvis han blev indlagt, og det ville kun føre til at det hele blev værre. Han vidste at deres eneste chance var at lade hende hjælpe ham, og lade dem klare hans problemer, alle andre måder ville kun gøre det meget værre.

"Med hensyn til georgie må jeg bare lære at enes med den hvis det er det."

Han smilede til hende.

"De bruger ikke spændetrøjer mere," bemærkede hun tørt, for det var alt, hun lige kunne komme på, og hun gøs, "Man bliver spændt fast til en seng med solide bånd flere steder over kroppen; bliver fikseret ..." Hun var temmelig ødelagt indeni ved tanken om ham bundet på den måde, ved tanken om ham på en afdeling, selvom hun vidste, de var hyggelige nok og sådan, da hun havde været i praktik på en. Det var ikke så slemt som mange troede, men hun var ikke i tvivl om, det ville have den modsatte effekt på Segovax. Hun sukkede tungt.
"LAd mig prøve at tale med dem igen, det kan være, jeg kan overtale dem, hvis jeg siger det sådan."
Hun smilede skævt ad hans kommentar med Georgie.
"Han er en sød hund, og der er ingen grund til at være nervøs ved ham; han følger som regel bare i hælene på mig." Hun strøg ham over panden og bøjede sig ned, hvor hun blidt kyssede ham.

"Det ville være virkelig rart hvis du ville tale med dem, så jeg for en gangs skyld ikke bliver nød til at løbe ud herfra med personalet i nakken."

Han smilede meget taknemmeligt til hende, og hans øjne viste den samme taknemmelighed. Han var virkelig taknemmelig for at hun ville gøre det, fordi han orkede ikke til at skulle flygte fra endnu et hospital, og slet ikke et hvor de gerne ville indlægge ham, fordi det ville betyde at de nok stadig ville forsøge at får fat i ham, og så ville de komme til hende, og hun skulle ikke rodes ind i flere problemer end hun allerede var.

"Så vil jeg forsøge at sove lidt mere, hvis det da er i orden med dig?"

Han håbede det, men denne gang ville han først lægge sig når hun havde sagt god for det, men han ville også lægge sig med det samme hun havde sagt det.

Hun smilede skævt ad hans forklaring på hvordan, han tidligere var kommet fra hospitalet, og hun strøg ham blidt over kinden.
"Jeg skal se hvad, jeg kan gøre," lovede hun og havde allerede besluttet sig for at lykkes denne gang. Hans taknemmelighed varmede hende meget og gjorde hende det mere bestemt i sin sag, og hun vidste, at hvis han skulle undgå indlæggelse, ville hun næsten være hans eneste håb, med mindre de stak af, og selv da ville de fortsat være på flugt, måske endda fra politiet, og det ønskede hun ikke for hverken ham eller sig selv.
"Selvfølgelig er det det, dearest," sagde hun blidt og smilede varmt. "Sov alt hvad du kan! Jeg skal nok tage mig af resten!" Det var et stort løfte, men hun var som sagt besluttet på, det skulle lykkes. Hun bøjede sig ned og kyssede ham igen, før hun med et smil på læben gik ud for at finde en anden læge, hun kunne snakke med, nu den første havde været ubøjelig.

Han faldt hurtigt i søvn igen, og det værste ved at sove så meget og så tungt, pågrund af at kroppen skal reparere sig selv er at søvnen er drømmeløs, hvilket næsten gør søvnen uhyggelig. Han sov tungt med hovedet dybt begravet ned i puden, mens såret langsomt helede og han vidste der ikke ville vare mange dage før det var helet ordentligt, men lægerne troede aldrig på ham, selvom han kom ind og viste dem at det var helet.