Nye fodtrin på bjerget. (Colt)

Hans øjne knuste noget indeni hende, og hun vidste, hun blev nødt til at fortælle ham, hvad ingen anden har kunnet få ud af hende. Men hun vidste ikke hvor, hun skulle starte eller hvordan, hun skulle få det sagt. Hun bed sig i læben og så væk, tydeligt afslørende, der var noget, hun ahvde svært ved at få ud.
"Det er så pinligt," hviskede hun kun akkurat hørligt, mens en tåre løb over hendes kind, og hun lukkede øjnene i, så der ikke kunne komme flere ud. Han havde fortalt så meget om det, han havde oplevet, selv de grummeste ting, og hun kunne ikke en gang få denne ene lille pinlighed frem? Hun trak vejret tungt og rystende og begyndte:
"Jeg var atten på det tidspunkt og havde lige mødt en fyr, jeg syntes virkede sød. Vi havde mødtes til en fest, og da jeg havde langt hjem, tilbød han, jeg kunne overnatte hos ham ..." Hun holdt en lille pause og sank en klump, stadig uden at se på ham, alt for flov. "Jeg tog med ham hjem, og han ændrede pludselig karakter overfor mig. H-han..." Et lille hulk undslap hende, men nu ville hun have det ud, om end hun ikke kunne bære at gå i detaljer. "Han brækkede min arm i sine forsøg på at flå mit tøj af, og jeg kunne ikke gøre noget som helst ... Var hans forældre ikke vågnet og havde kaldt på ham ... Men jeg slap væk, der skete ikke noget, og jeg burde have glemt alt om det nu, for der skete jo ikke andet end det!" Det sidste var bare en desperat mumlen, og hun trykkede sig angst ind til ham, mens billederne dansede på hendes nethinde. "J-jeg har aldrig fortalt nogen om det før," hviskede hun så mod hans hals.

HAn lyttede til hvad hun fortalte ham, og aede hende bare, for at hun kunne slappe af, og få fortalt færdigt. Selvom hun ikke fortalte fuldt ud i detaljer hvad der var sket, var han ikke i tvivl om hvad det var der faktisk var sket, og han kunne mærke hvordan han blev mere og mere anspændt og vred, over at nogen nogensinde kunne finde på at gøre noget af den slags, og han begyndte næsten at snerre, bare uden lyd.

Han kunne ikke slappe af efter det, men han blev siddende for at støtte hende, og han kunne mærke at han langsomt blev mere rolig igen, og genvandt sin balance. Han nåede lige at høre det hun sagde om at hun aldrig havde fortalt det til andre, og det varmede ham en smule indvendigt, men desværre havde vreden gjort ham kold indvendig, men hans hjerte og følelser blev langsomt tøet op igen.

"Jeg er glad for at du ville fortælle det, og jeg er glad for at du stoler nok på mig til a fortælle mig det."

Hans stemme var mild og kærlig, men med et strejf af vrede som stadig lurede derinde, et sted. Han kunne ikke fordrage folk der gjorde den slags, selv havde han dræbt og myrdet men ligefrem voldtægt, det var der han trak grænsen og plantede en mur for at den ikke kunne overtrædes.

Hun kunne mærke hvordan vreden voksede i ham og følte sig lidt trøstet, at han ville hidse sig op på hendes vegne, selvom der ikke var sket noget. Men hun havde stadig ikke fortalt ham hvorfor det var så pinligt for hende, hvorfor det gik hende allermest på. Han støttede hende, og hun var usigeligt glad for hans støtte, men hvad mon han ville tænke om hende om et øjeblik?"
"Segovax?" sagde hun langsomt, tøvende og snøftede en enkelt gang, "Til festen hvor vi mødtes, flirtede vi en del. Det var ikke ment alvorligt fra min side, og han virkede bare sød og rar. JEg er bange for, det var min egen fejl; at det var min skyld, han tænkte sådan, og jeg må have lagt op til det uden at vide det, og han må være blevet vred ..." hviskede hun og turde ikke se på ham. Hun troede virkelig, det var hendes skyld, hvad der var sket; at hun havde opmuntret ham med sin flirten. Hun havde været så ung og dum, og han havde været charerende og en rigtig verdensmand og havde taget hende med storm i løbet af de første par timer. Det var hele grunden til, det var så pinligt for hende, og hun skammede sig og trak sig ubevidst lidt sammen. Han måtte hade hende for at kunne gøre sådan noget; lægge op til noget uden at ville det når det kom til stykket.
Hun lod hans kommentar gå usvaret hen, følte sig knapt værdig til at tale til ham efter sin lille fortælling. Hun vidste ikke hvor meget han selv havde gjort i at dræbe, men hun følte sig overbevist om, han i alt fald aldrig ville voldtage en kvinde. På den vis var han en god mand. Hun sank en klump og trak langsomt hånden væk fra hans ryg, mens hun forsøgte at trække sig fri fra hans arme, hvor hun ikke følte, hun hørte hjemme.
"Du må hade mig for at kunne øgre sådan noget?" spurgte hun halvt opgivende, halvt skamfuldt og krympede sig.

Han kigge bare på hende mens hun snakkede, for at sikre sig at han fik fat i hvad hun sagde og han var lige ved at blive vred på hende, over at hun kunne sidde og forsvare en mand der havde forsøgt at voldtage hende, hvilket var noget han ikke kunne finde sig i at hun gjorde, og han vendte sine øjne mod hende igen.

"Hør nu her, selv hvis du havde lagt bare lid an til det, var det stadig forkert af ham ikke at stoppe når du så gjorde det klart at du ikke ville."

Hans stemme var mere vred end før men ellers var den den samme som før. Han trak vejret tungt og dybt for at få styr på sin vrede, så han ikke ødelagde noget eller skadede hende, for det havde han bare ikke lyst til at gøre.

Han blev næsten vred igen da hun spurgte om han hadede hende, for at hun kunne gøre den slags. Han blev næsten såret oven i det over at hun kunne tro det, om ham, efter at han havde været så sød og rar overfor hende.

"Jeg hader dig ikke søde, nok tværtimod, selvom du kan gøre den slags, ændrer det ikke min mening om dig."

Han mødte hende med sorgmodige øjne, hvor tristheden havde skubbet vreden væk fra ham, men han ville nok blive ked af det, hvis det var noget lignede hun var i gang med, men ham. Det ville han nok faktisk blive meget ked af, men nu måtte han se, for hvis det var det hun ville skulle hun have lov til det, han ville ikke stå i vejen for hende.

Hun kunne mærke, hans vrede var rettet mod hende, men tog det som om han var vred på hende over at have flirtet sådan. Hun følte, hun halvt om halvt var nødt til at forsvare sig, selvom hun ikke rigtigt havde lyst.
"Efter den aften har jeg ikke flirtet overhovedet, jeg har bare været mig ... Jeg ville aldrig udsætte mig selv for det igen." Hun så stadig ikke på ham og trak sig let væk ved hans vrede. en smule forundret og med øjne fulde at tillid så hun endelig op og mødte hans triste blik.
"Du er den første, jeg har følt for at flirte med siden," indrømmede hun, "og den første fremmede, jeg er gået med et sted hen." Hun håbede, det kunne bløde ham lidt op og forsikre ham for, hun ikke bare legede med ham også, for det var pludselig faldet hende ind, han måske havde fået den tanke.
Hans ord nok tvært imod varmede hende nok til at få hende til at lægge sin hånd over hans, og hun smilede trist til ham.
"Jeg er ikke nogen tøjte, selvom det er gået op for mig, folk har troet sådan om mig. JEg besluttede at lægge fortiden bag mig, og det samme med den episode. JEg ved ikke hvorfor, den pludselig er kommet tilbage," sagde hun stille og trak benene op til brystet, hvor hun lagde hovedet mod sine knæ med et suk stadig holdende hans hånd.

Han lyttede til hvad hun sagde, og smilede sorgmodigt til hende, og forsøgte at blive lidt glad igen. Han lyttede videre til hvad hun sagde og rykkede sig så lidt væk fra hende, og slap hende da hun sagde han var den første i lang tid hun havde flirtet med, da han misforstod hvad hun mente, og kravlede ud af sengen, og gik over til døren.

"okay..."

Hans stemme var meget sorgmodig, og han lagde hånden på dørhåndtaget, for at gøre klar til at åbne den, og vandre ud i sneen, ud et sted han vidste intet kunne såre ham psykisk, ud et sted hvor han kunne køle sit hjerte ned og gøre det koldt som is igen, uden følelser, så han kunne vende tilbage til det han havde været. Han var ikke gået ud men stod bare med hånden på håndtaget.

Han trak sig væk nærmest som havde hun brændt ham, og hun kikkede forvirret på ham, da han rejste sig og gik hen til døren.
"Segovax?" Hun kunne se, han var på vej til at ville gu ud kun iført underbukser, og hun sprang op og skyndte sig på bare tåspidser hen, hvor hun lænede sig op ad døren, så han skulle flytte hende først, for at komme ud.
"Hvad er der galt?" spurgte hun bekymret og rakte en hånd op for at stryge ham over kinden. Hendes egne kvaler glemt i det pludselig skift i hans karakter, tiltede hun hovedet let opad og så gennem mørket mod hans øjne. Sorgen i hans stemme og øjne fik hende til at snappe efter vejret, og hun trykkede sig fast mod døren, selvom hun vidste, han uden problemer ville kunne rive den op, hvis han valgte at gøre det.

Han stod bare og så på hvordan hun spærrede hans vej, og han var i tvivl om hvordan han skulle få det sagt til hende det han ville, han var ikke sur eller skuffet, han var bare ked af at hun havde valgt at gøre det over for ham.

"J..jeg d..du"

*Hold nu kæft gamle dreng og sig det lige ud!*

han stod og stirrede på hende, med triste og tomme øjne, det eneste der var at se i dem var hans triste personlighed der altid var der, når han blev såret på nogen måde. Han kunne ikke lide at hun havde gjort det overfor ham, og så var han fandme faldet for hende i samme omgang.

"at du bare leger med mig."

Hans stemme knækkede og en tåre trillede ned af hans kind, og da hun rakte hånd op mod hans kind, slog han den bare væk med håndryggen, når hun havde såret ham, skulle hun fandme være den sidste til at være flink mod ham igen.

Hun så uforstående på ham, indtil noget dæmrede ved hans ord, og hendes jenbryn fløj i vejret.
"D-du tror at.. at jeg... Åh Gud!" stønnede hun og tog sig til hovedet.
"Nej, Segovax!" hun greb om hans ansigt og gik tæt på ham, ganske desperat for at overbevise ham. "Jeg leger ikke med dig! Det gjorde jeg måske med ham den anden, men det var for sjov. Jeg er dybt seriøs, når det kommer til dig!" hviskede hun og så op på ham, mens al hendes forelskelse og forgabelse lyste i hendes øjne.
"Jeg var sådan en gang, jeg flirtede for sjov, men ved Gud, jeg fik min lærestreg! Jeg leger aldrig med en andens følelser igen ...! Og slet ikke dine!" fortsatte hun en smule hæst og sank en klump, før hun gik op på tæer og trykkede sine læber mod hans i et desperat forsøg på at få ham til at tro sig.
"Jeg er forelsket i dig," hviskede hun så og storrødmede ved indrømmelsen. "Har du slet ikke kunnet mærke det?" Hun var faktisk lidt skuffet, for hun havde syntes, hun viste det meget godt, men måske ikke alligevel. Men hun var faktisk lige så skuffet over, han kunne tro, hun stadig ville forsøge at flirte i sjov efter det, der næsten var sket med hende. Hun var endt som "naboens pige" for sine drengevenner; den pige man aldrig rørte og som bare var en ven, og hun havde troet, hun havde været tilfreds sådan. Men han havde vækket noget i hende, hun havde troet var død for længe siden, og hun længtes efter at sno sig selv ind i hans arme og bare mærke ham igen.

Han lyttede til hende, men var stadig fuldstændig kold, han havde meget hurtigt låst sine følelser inde igen, så han ikke blev mere såret end han faktisk var blevet. Han kiggede på hende med kolde, døde og triste øjne, men kun triste fordi der sad en tåre i øjenkrogen. Han lyttede til hende, selvom han ikke havde lyst til at se på hende.

Han stod bare og kiggede på hende, med det døde og kolde udtryk. Han kunne ikke klare at blive såret på den måde så hurtigt efter at han var blevet såret så meget som Ziga havde gjort ved ham, og så havde hun fandme modet til, selvom hun vidste hvad der var sket, at lege med hans følelser og såre ham så dybt.

Han forstod det ikke og han stivnede fuldstændigt da hun kyssede ham, ingen gengældelse bare fuldstændigt stivnet. Han var som en statue da hun gjorde det, fordi han ikke kunne klare at risikere noget. Han var for vant til at blive udnyttet til at han ikke kunne kende det, selvom han inderst inde godt vidste at han så alt som udnyttelse af ham.

Hun kunne se, hvor fjern og kold, han var blevet, og det knuste hendes hjerte. Troede han virkelig så galt om hende? Troede han virkelig, hun kunne være sådan? Da han blot stivnede ved hendes kys og stadig ikke svarede, gik det op for hende, at det kunne han, og noget gik helt itu inde i hende. Med tårerne løbende over kinderne vendte hun sig bort og stod et øjeblik med armene om sig selv for at holde sin sorg inde. Han troede virkelig om hende, hun bare var en tilfældig tøjte, der var ude på at udnytte ham, og hun følte sig kold og ensom. Hun anede ikke hvad, hun skulle gøre, og et eller andet sted følte hun en lede og afsky ved sig selv så stærk, de gamle tanker om selvskade og selvmord truede hende.
"Hvis du virkelig tror sådan om mig," hviskede hun knust og med grådfyldt stemme, "Er det mig, der bør gå!" Før han kunne nå at reagere var hun henne ved døren igen, fjernede hans hånd og åbnede den. Vinden slog hende koldt i møde, men hun ænsede den ikke, da hun løb ud med ansigtet gemt i hænderne, så han ikke skulle se de mange tårer, der stribede hendes blege kinder.
Udenfor var solen rigtigt nok kommet op, og hun blev et øjeblik blændet af den, mens hun blot akavet og besværet løb gennem sneen, som hendes bare fødder sank ned i. Hun måtte fjerne hænderne fra ansigtet for at kunne se hvor, hun løb, og hun satte farten op så meget, det kunne lade sig gøre. Hun løb elegant normalt, men sneen gjorde hendes forsøg ynkeligt og klodset, og hendes små fødder gjorde hurtigt ondt i kulden. Men hun ænsede det ikke, løb bare, og ikke ned mod sin bil; nej op ad bjerget. Bare væk. Hun kunne ikke bære tanken om, han skulle tænke sådan om hende.
Da hun faldt, landede hun på maven i sneen og sank ned i den, og hun blev liggende, rystende og kold og begravede bare grædende højlydt ansigtet i armene. Vinden begyndte hurtigt at trække sne ind over hende, og t-shirten fik vind ind under sig og lettede fra hendes ryg. Men for en gangs skyld mærkede hun næsten ikke kulden, så knust var hun.

Han fulgte hurtigt efter hende, stadig med kulden om sine følelser der gjorde dem utilgængelige, men han kunne jo heller ikke lade hende slå sig selv ihjel. Det ville være tåbeligt, og det overraskede ham at han tænkte det når man overvejede de cirka 20 - 30 gange han selv havde forsøgt selvmord, men altid var han blevet reddet af forbipaserende eller sin forbandede krop der kunne tage så meget.

Han fandt hende ret hurtigt liggende i sneen, og hev hende på benene igen, med ansigtet vendt væk fra hende løftede han hende op, og begyndte så at vade til bage til hytten med hende. Han sørgede hele tiden for at hun ikke kunne se hans ansigt. Han vidste ikke hvorfor måske for ikke at skræmme hende, da han mens han var stivnet havde bidt hul i tungen, så blodet rendte ud af munden på ham.

Han gik ind med hende og lagde hende i sengen og pakkede hende ind, i tæpperne og satte sig så foran sengen med ryggen til hende, så hun stadig ikke kunne se hans ansigt.

Hun strittede imod, da han samlede hende op og hele vejen tilbage til hytten, men hans greb var for stærkt, og hun allerede for udmattet af kulden. Da han lagde hende ned og pakkede hende ind, stirrede hun på ham og forsøgte at se hans ansigt. Se et tegn på den mand, hun havde forelsket sig i, og som - havde hun troet - også var faldet for hende. Men hun blev helt i tvivl, da han satte sig med ryggen mod hende, og hun knugede skindet mellem hænderne, mens huns atte sig op.
"Tal til mig!" halvt bad, halvt beordrede hun med gråd i stemmen. "Tror du virkelig sådan om mig? Tror du virkelig, jeg ville kunne foregive at være forelsket, når jeg aldrig har været det før?" Hun tav brat. Det var det sidste hun havde tænkt sig at kaste ud lige nu, og hun sukkede irriteret og slap tæppet, der faldt ned på hendes skød,
"Jeg kan ikke fatte, du virkelig kan tro det om mig ... Jeg var en flirt engang, men gik aldrig videre end til ordene, og det var dengang før.. det skete. Tror du virkelig, jeg er så dum, jeg vill egøre det igen? Og med dig?" Hun så bedende mod hans ryg og længtes efter at trygle ham om at se på sig. Hun ønskede at se hans øjne, at se om han virkelig var så tabt for hende, som det lod til.
"Segovax," hviskede hun og rakte ud efter ham kun for at lade hånden falde, før hun rørte ham. Tårerne rendt stadig over hendes kinder, og hun anede ikke hvad, hun skulle gøre. HVis han valgte at tro, som han gjorde nu ... Hvis han virkelig... Hun kunne ikke en gang tænke tanken til ende. Hun trak benene op til brystet og lagde armene om dem, før hun lydløst hulkende begravede ansigtet ved dem og bare lod tårerne få frit løb. Kunne han ikke se den tortur, han udsatte hende for?

Han sad hele tiden med ryggen til hende, og var meget tavs og han ignorerede hvad hun sagde. Han vidste at hvis han talte til hende, ville det være for meget for ham, og han ville åbne op for sine følelser igen, og det ville han nok ikke kunne holde til.

Han hørte alle de ting hun sagde, men kunne ikke få sig selv til helt at tro på dem. Han blev siddende, og intet af det hun sagde bed sig rigtigt på hende, han var bange inderst inde ture ikke lukke hende ind hos sig igen, og kunne ikke andet end bare sidde og forsøge at blive normal igen.

Han kiggede på sin arm, på sit håndled håndleddet med de mange ar han havde givet sig selv gennem tiden. Han kunne ikke længere holde det ud, og han besluttede sig for at tale til hende.

"Ja det faldt mig ind, og det sårede mig dybere end noget andet. Jeg troede du bare udnyttede mig fordi jeg er jo heller ikke andet end et dumt dyr?"

Det blev for meget for ham, og han bed sig selv i håndleddet, så blodet dryppede ud af de mange huller, og vendte sig så mod hende, ved at ligge hovedet på madrassen med ansigtet op mod hende.

"Jeg elsker dig, men kan ikke leve på den her måde."

Da han omsider talte, så hun op meget såret med tårerne løbende over ansigtet.
Det første hun så, da han lagde sig ned, var blodet ved hans mund, men så fik hun øje på hans håndled, og hendes øjne voksede sig store og endnu mere bange. Hun sprang op på knæ og greb om hans arm, som hun trak til sig. Blodet løb over hendes ben, men hun var ligeglad. Hun flåede et bredt stykke stof af t-shirten og efterlod et rimeligt godt udsyn til sin sorte blonde g-streng, før hun begyndte at vikle stoffet om hans håndled, forholdsvis stramt for at stoppe blødningen.
"hold op," græd hun, "Du kan lige vove på det!" Hun rev endnu en stribe af, så t-shirten kun lige dækkede hendes bryster og viklede også den om for at få nok stof til at lave en ordentlig forbinding.
"Jeg aner ikke hvordan, jeg skal stoppe det," græd hun og følte sig desperat. Hun så på ham med røde, forgrædte øjne og havde aldrig været så bange i hele sit liv. Hun tog fat om ærmet på t-shirten og rev så det af, før hun forsigtigt tørrede blodet fra hans ansigt.
"Wow ikke at forlade mig," tiggede hun, "Du har gjort mit liv udholdeligt igen, du har gjort det rart," hviskede hun bedende, hendes øjne hvilende mod hans. Hun trak sig lidt væk og satte sig op ad væggen, hvor hun begyndte hårdt at hamre sit baghoved ind mod den, en gammel vane, hun havde haft som yngre, der nu vendte tilbage. Hun fik hurtigt hovedpine og pletter for øjnene, men fortsatte.

Han mærkede hvordan hun forbandt hans sår, og hvordan han var slap i kroppen. Han hadede det, hvorfor kunne han ikke bare få lov til at dø. Det ville alt sammen være så meget nemmer, og hvis han havde haft lidt flere kræfte havde han nok flået forbindingen af så han kunne få lov til at dø.

"Hvorfor?"

Hans stemme var meget svag og bedende, og spørgende. Han ville gerne vide hvorfor hun ikke bare kunne lade ham dø, så ville hun jo heller ikke sidde med problemet. Hun ville kunne gå, og aldrig tænke på ham igen, og hendes liv ville være så meget nemmere.

"Hvorfor ikke lade mig dø?"

Han kunne ikke høre noget af hvad hun sagde, da det krævede for meget af ham at fokusere på hendes ord, så derfor kunne han ikke høre hvordan hun bad ham lade være, men kunne derfor kun reagere på det hun gjorde, rent fysisk.

Hun stoppede med sin hovedbanken, mens hun så forvirret på ham.
"Hvorfor?" spurgte hun en smule hysterisk, "fordi jeg elsker dig, dit fjols, derfor!" Et hulk undslapp hende. Hun kravlede hen og satte sig, så hun kunne løfte hans hoved op på sine ben, hvad hun gjorde, og huns trøg ham over kinden.
"Hør så efter denne gang!" formanede hun med tårerne løbende over sine kinder, "Du får ikke lov at ødelægge det bedste, der er kommet ind i mit liv! JEg ved, det er hårdt lige nu, men du må ikke tro om mig, som du gør! Det kan du ikke, Segovax! Jeg er ikke sådan, jeg har ment alt, hvad der er sket mellem os, alt!" hun bøjede sig ned over ham og kyssede hans mund, ligeglad med blodresterne.
"Jeg kan slet ikke undvære dig nu!" Med rystende hænder strøg hun ham over panden og ned langs kinderne og håbede inderligt, han lyttede mere til hende nu, end han havde gjort før. Hun så kort over på forbindingen, der næsten var gennemblødt, og bed sig så hårdt i læben, den begyndte at bløde. Hvad hvis det ikke var nok til at stoppe blødningen? HVad hvis han rent faktisk døde her i hendes arme? Hun gøs ved tanken og fikserede igen sit blik mod ham.
"J-jeg kan køre dig til hospitalet, hvis jeg kan få bilen fri," sagde hun desperat, "De kan fikse det!"

Han lyttede denne gang, og brugte alt sin energi på at gøre det. Han var bange for at hospitalet var det eneste valg, men han ville ikke være med til det. Han ville ikke ind på det forbandede hospital, og han ærgede sig over at mangle sine bukser, hvor hans forbindinger lå i, men kom så i tanke om hans hånd han havde brændt.

Han smilede til hende, som svar et forpint smil, men et oprigtigt et. Han forstod det da næsten nu, og han var træt.

"Min hånd..."

Han nærmest hviskede det til hende, for at han kunne holde det ud, mens han begyndte at trække vejret langsommere og forsøgte at sænke sit hjerte rytme så blodet ikke strømmede rundt så hurtigt.

Hun så på hans forbundne hånd og forstod hurtigt, og hun trak forigtigt forbindingen af ham og så på brandskaden et øjeblik, før hun kravlede over til hans håndled. Hun bandt stoffet af ham og viklede så forbindingen om ham og sørgede for at få det renese stykke ned mod hans hud. Det blødte stadig en del, og hun var nervøs for, de ikke ville kunne nå at gøre noget.
"Vi er nødt til at få dig på hospitalet!" Sagde hun fast, og så snart, hun var færdig, sprang hun op og gik over til sit tøj. Hun tænkte knapt på, han ville have fuld udsigt til hendes bare balder; hun smøg sig bare ned i de stramme bukser og lukkede dem, før hun med ryggen mod ham trak det sidste af t-shirten af. Hun greb sin bh og lukkede den hurtigt og vant om sig, før hun tog t-shirten og vesten på også og hentede hans bukser, som hun hjalp ham på med. Hun fandt sin taske og hængte den over skulderen, før hun trak i sine støvler og gik hen til ham for at få ham på benene. Hun forsøgte at tage hans arm om nakken og trække ham op, og hun vidste, han ikke havde meget energi til at gøre noget.
"Gør det for min skyld," tiggede hun og så bekymret på ham.

Han gjorde hvad han kunne for at få sig selv op at stå, så han kunne komme op og ud at gå. Han kunne måske klare det ned til bilen, men han kunne nok også klare den hvis de blev. Han ville helst undgå hospitalet, men hun ville så gerne føle sig sikker, så han fulgte bare med hende ned til bilen.

"O..."

Han kunne ikke få færdigjort ordet, og han hang halvt over hende og halvt på egne ben. Han vidste godt at skulle han have en chance skulle adrenalinen gerne snart slå igennem, så han kunne få de sidste kræfter til at klare sig ned til bilen, selvom der ikke var super langt ned til den.

Hun lod ham støtte så meget på sig, som det var nødvendigt og kæmpede sig blot af sted. Hun havde glemt sin jakke og handsker og hue deroppe, men lige nu var det ikke vigtigt. Hun kunne godt se, hele den ene side af bilen var sneet til, men kunne hun bare få ham ind på passagersædet, kunne hun befri førersiden med hænderne og selv komme ind. Hun bøvlede for nøglerne i tasken og fandt dem med den frie hånd, så hun var klar.
Sneen lå til midt på skinnebenene, og det var hårdt at stride sig vej frem, og hun ventede hvert øjeblik, han skulle falde, og hvad skulle hun så gøre.
"Hold ud!" kommanderede hun fast, mens hun kæmpede sig videre med en styrke født af hendes desperation. Hun holdt ham oppe og stred sig gennem sneen uden problemer. Hun kom til at huske på dagen før, hvor turen herned og tilbage havde fået ham til at kollapse foran hende, og nu hvor han ikke slev syntes, han orkede mere, var det et mirakel, han stod endnu. Hun skævede op til ham og holdt bedre fast, før hun tjekkede forbindingen.
"Segovax, du skal klare det!" mumlede hun bange. Hvis han døde på vejen... Hun turde snart ikke tænke den tanke, men hun vidste, hun var nødt til at skynde sig alligevel, og hun trak lidt i ham for at få ham hurtigere af sted.

Hans tanker og hjerne var fuldstændig tåget, da han var på vej mod det velkendte mærke som han kendte så godt, det mørke der kom når man var besvimet, og han bød det velkommen, men ikke endnu, men når de kom var det velkommen, fordi hjertet ville så sænke i rytme og blodet ville flyde langsommere rundt i kroppen på ham.

"J......"

Endnu engang prøvede han at sige noget men intet kom over hans læber, det var ikke muligt med så lidt energi og han burde slet ikke forsøge på at sige noget, men ham og så gøre det bedste for sig selv, var virkelig en dårlig ting. Han gjorde nærmere det der var værst for ham selv, men alligevel overlevede han altid.

Hun kunne se, der stadig var en bid vej til bilen, men de nærmede sig langsomt.
"Shh," tyssede hun, "Forsøg ikke at tale, bare koncentrer dig om fødderne; overlad alt andet til mig!" Hendes stemme var blid og bestemt på samme tid, og hun koncentrerede sig om at støtte ham og trække ham i dne rigtige retning.
Få meter tilbage, men det føltes langt, fordi sneen var så høj. Hun pustede efter vejre, for det var hårdt arbejde med kun ringe fremskridt, men nu var de der i det mindste snart. Den gråhvide opel stod ret fremme og ventede på dem, og hun følte et lille håb for, de faktisk kunne nå det.
"Kom, bare lidt længere," lokkede hun.

Han kunne mærke at mørket kom tættere på i takt med at de kom tættere på bilen, og det bedste ville være hvis han kom ind og sidde, og så kunne han falde hen. Han skulle helst ikke besvime før og han kæmpede med hovedet for at holde sig vågen, mens benene bare bevægede sig af sig selv, som når man triller noget ned af bakke.

Han kunne svagt hør hende gennem tågen, og det fik ham til at kæmpe det sidste stykke der var hen til bilen, for at få sig ind at sidde, og så kunne han besvime op af døren, mens han blødte ud over hendes sæder.

Det lykkedes hende at få ham helt hen til bilen, og mens hun stillede sig, så det meste af hans kropsvægt lå på hende, fik hun låst bilen op og åbnet døren.
"Så er vi her," trøstede hun og trak lidt i ham, så han kom hen, hvor han bare skulle sætte sig, så ville hun svinge hans ben indenfor og lukke døren. Det var vigtigere end nogensinde, hun holdt hovedet koldt, selvom hun følte sig på randen til hysteri, og bare tanken om at skulle om og skovle sne bagefter var skræmmende. Men hun havde intet valg, det vidste hun, ikke hvis hans kulle overleve. Hun holdt om ham, så det var lettest for ham at komme ind, og hans ben skulle strot set bare give efter, så var han indenfor på sædet, og hun kunne pusle ham på plads.