Nye fodtrin på bjerget. (Colt)

Han vidste ikke hvad han skulle svare, fordi han havde sjældent set på det positive, normalt plejede han bare at skubbe alt væk fra sig, specielt når det drejede sig om følelser, han var dårlig til det og han hadede det, men han måtte lære det på et tidspunkt.

"Ja jeg plejer bare at skære alt af så jeg ikke har nogle følelser, alting er bare gråt intet godt og intet skid."

han smilede over at han faktisk kunne få sig selv til at tale på den måde, men måske var det bare hende der havde fået åbnet sluseporten der holdt hans følelser tilbage, det vidste man jo ikke helt.

"Jeg ved det ikke tror den eneste grund til jeg har klaret det er fordi jeg ikke har haft min følelser som en del af mit liv."

Han var ligeglad nu med hvad han sagde, nu ville han bare gerne ud med det, og det kom han havde jo bare fjernet de folk der havde såret ham hvis det var muligt.

"Og så er det nok også fordi jeg lader det gå fysisk ud over mig selv med selvskade eller med at skade den der sårede mig, som jeg gjorde med min første kæreste som jeg så med en anden mand, og da hun døde manglede hun si ansigt."

HAn blev meget overrasket over hvor tæt hun var på ham, og han stivnede nærmest bare og blev forlegen.

Hun lyttede tavst mesn han talte og havd eikke svært ved at forestille sig ham som en mand, der bare lukkede af for følelserne.
"Sikke en måde at leve på, sukkede hun let og så lidt bedrøvet ud på hans vegne. "Det tror jeg ikke jeg ville kunne holde ud." Hun skulle til at fortsætte og fortælle noget om sig selv, men stoppede sig selv; lige nu handlede det ikke om hende, og han havde måske brug for at få det ud. Og han fik sandelig kommet af med noget, tænkte hun en msule chokkeret og så alligevel ikke over hans beretning. Men intet af det overraskede hende særligt. Selvom han påstod, han levede et liv uden følelser, har hun på førstehånd set hvordan han kan reagere overfor følelsesmæssigt pres, og at se sin kæreste med en anden mand måtte siges at være pres! Hun strøg ham blidt over kinden uden at fjerne blikket fra hans og ude at vise frygt. En frygt hun heller ikke følte, på trods af den grimme fortælling.
"Jeg tænkte nok, du var selvskadene," mumlede hun mere trist end noget andet. "Det må have været et chok for dig at se hende med en anden mand." Hendes stemme var rolig og blød, mens hendes hånd gled væk fra hans ansigt igen, og hun tøvede et øjeblik, før hun trak sig en smule tilbage igen uden at ville bryde hans intimsfære for meget. Hun havde set ham stivne, da hun kom tæt på, og nu slog hun sig i hovedet for at have glemt, hans forlovede dumpede ham for bare fire måneder siden. Han måtte stadig være hårdt påvirket af det, hvad end han selv påstod af følelsesforladthed. Han var en interessant personlighed, der var meget splittet med sig selv, og selvom hun ikke var psykolog, havde hun ikke noget imod at forsøge at analysere ham og finde ud af hvad han var.
Hun havde lyst til at give ham et opmuntrende kram; at trykke ham ind til sig som det lille bange barn han engang havde været og bare trøste ham, men han ville næppe tillade det, og hun ville bare føle sig fjollet.

Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende han vidste godt at det virkede langt ude, men det var nu engang sådan hans liv faktisk var. Han havde det ikke skidt med det, men han ville gerne slippe for det da han vidste at det bare gjorde det værre når der så var nogen der fik brudt muren om dem ned, som hun lige var lykkedes med.

"Ja det er det nok, men du er nød til det når du er et monster som har dræbt uskyldige bare fordi de så forkert på dig. Ja og når du har dræbt folk der sagde noget forkert til dig, og så bagefter...."

Den sidste del kunne han ikke få sig selv til at fortælle hende. Han kunne ikke få sig selv til at fortælle hende at han havde spist mennesker rå. Han følte sig sig som et virkeligt monster, som det jægere beskyldte ham for at være, og det blev ikke bedre af at fortælle det til hende.

"Ja det er svært at skjule når cirka halvdelen af ens ar, stammer fra noget du selv har gjort. Jeg har skåret mig selv, jeg har bidt mig selv. Jeg har sågar smidt mig selv udfra klipper og spiddet min side på en skarp sten."

han fortalte hende bare, det væltede af ham som en syndflod han var ikke længere bange, han havde bare brug for at komme af med det, og han ville holde hende her til han var færdig og så måtte hun gå men ikke før, han havde brug for nogen til at høre på ham.

"Det var hårdt, men jeg ved ikke engang om der var noget mellem dem, men jeg elskede hende virkeligt meget og var bare bange for at miste hende."

Da han kaldte sig selv et monster, skar hun en grimasse.
"Segovax, hvis du er et monster, hvad er de folk, der er efter dig og har gjort det her mod dig så ikke? Det er dem der har gjort dig til det, du er, det er ikke din skyld." Holdt hun stædigt ved, og så oprigtigt, han burde kunne se, hun virkelig mente det. HVad end han havde gjort, betød det ikke noget for hende, og selvom hun var lidt rystet, viste hun det ikke for ham; tog det bare stolt og stærkt. Det var det mindste hun kunne gøre, når han skulle bære det hele sit liv; at bære en lille del af byrden sammen med ham.
"Du har været meget forpint," undskyldte hun ham for selvskaden, "Det har gjort for ondt til at bære indeni, og så har du måttet have det ud." Hun forstod godt hvorfor nogen skadede sig selv, og hun havde selv en lille hemmelighed; hun havde forsøgt selvmord en gang tidligere fordi hun var så forpint selv over forældrenes smiden hende ud. "JEg har..." Hun afbrød sig selv og ville ikke fortælle det alligevel. Nu var stadig ikke tiden at drage opmærksomheden over på sig selv, og i stedet smilede hun trist.
"Og så mistede du hende for altid," hviskede hun og tog hans hånd for at give den et klem. "Det gør mig meget ondt for dig." Hun lod tomlen glide kærtegnende over hans hånd i håbet om at opmuntre og berolige ham lidt og i alt fald for at fortælle ham, hun var der for ham.

"Jeg ved det godt, og jeg prøver også selv at tro på det, men det er svært når du har været gennem ting som mig, du begynder at tro på det folk siger om dig, når det er alle omkring der stortset der kalder dig for et monster der bare skulle dø, prøver du næsten af må det of forsøger med selvmord, fordi du tror på dem."

han vidste godt at han sikkert bare lød som en idiot, som var umulig at håndtere, en person der virkelig var fortabt. Han følte sig ihvertfald selv som en der ikke kunne reddes en der var blevet fortabt for evigt. Han følte at intet var som det skulle være.

Han mærkede at ilden var ved at slippe op så han fandt et stykke træ frem og tog fat i håndtaget til ovnen for at åbne den, og først da han havde holdt om håndtaget i et par sekunder og faktisk havde nået at åbne den gik det op for ham hvor varmt håndtaget var, og han tog sin hånd til sig da det faktisk gjorde ondt og noget af huden sad fast på håndtaget.

"For satan da også, det gjorde faktisk ondt."

Han flåede en af sine lommer i i militærbuksrne op og fandt nogle servietter og sprit frem, samt en forbinding han begyndte at rense såret med sprit og servietter mens han overvejede hvad han skulle sige.

"Ja det gjorde jeg vel, fuck hvor var jeg dum endnu en dum ting jeg havde gjort. Det var for dumt"

Han forbandt så sit sår.

"Jeg ved det," sagde hun tørt, "Når folk hele tiden fortæller en, man er et eller andet, så begynder ens tanker at tage det til sig." Med et let suk så hun på ham, "Men lyt til mig i stedet, om jeg så skal sige det til dig hver eneste ledige øjeblik: Det er ikke din skyld!" Hendes stemme var nu fast igen, hendes blik overbevisende og varmt, og hn smilede opmuntrende. Hun tøvede let igen, hendes blik gled væk et øjeblik, før hun indrømmede:
"Da mine forældre smed mig ud, fortalte alle mig, det var på grund af mig og at det var fordi jeg var en dårlig datter ... JEg troede på dem og forsøgte at tage mit eget liv på et tidspunkt, men som du kan se lykkedes det ikke. Senere er jeg begyndt at tro, at der er en grund til, selvmord ikke lykkes; at der er en grund til, vi skal leve." Hun hævede lidt tøvende blikket mod ham. "Lyder det helt fjollet?" Da han brændte sig, kom hun hastigt på benene og skyndte sig helt hen til ham, hvor hun bekymret så over hans skulder.
"Skal jeg forbinde det for dig eller hvordan? Ved ikke helt hvad man skal gøre i sådanne situationer - arh hvorfor blev jeg ikke sygeplejerske!?" udbrød hun frystreret og rev sig let i håret. Hun hørtr så hans næste ord og så ham forbinde det selv og smilede lidt forvirret uden at ane hvad, hun skulle tage sig til andet end at skælde blidt på ham:
"Dengang havde du en grund: Du var jaloux ... Og hvad end du siger, så tror jeg altså, du reagerer meget stærkt på de følelser, du forsøger at spærre inde, når de så endelig kommer ud ... Det ville måske være klogere at lære kun at lukke af for nogle af følelserne." Hun lagde forsigtigt en hånd mod hans overarm og så op på ham i håbet om at kunne overbevise ham om, hun mente det alvorligt. De stod igen tæt sammen, og hun så så ned på hans forbundne hånd og bed sig let i læben.

Han smilede til hende over hendes bekymring for ham. Han var vant til at selv klare sig, og forbinde sig selv så han klarede da også denne her uden de store problemer. HAn kiggede på hende med store øjne og smilede bare til hende som svar på de ting hun sagde, han vidste hun havde ret og håbede hun forstod det ud fra hvordan han smilede til hende.

HAn havde ondt af at hun selv havde forsøgt det engang, og havde lyst til at hjælpe hende som hun nu havde hjulpet ham.

"Det lyder også som om du har haft dine problemer at tage dig af?"

Han var ikke så forlegen ved at hun var tæt på ham igen, denne gang var det slet ikke så slemt som sidste gang. Han følte ikke at han havde det så skidt med at være tæt på hende igen, måske havde han formået at komme over sin frygt for andre mennesker eller ihvertfald sin frygt for hende.

Hun forstod ud fra hans smil og følte sig lettet over at have emnet overstået. Det var lidt farligt at bevæge sig derud for en så ustabil, som han havde været for få øjeblikke siden, men nu lod han til igen at have genvundet sin balance.
"Tja, fire børn plus forældre i en treværelses lejlighed ... Vi tre piger delte soveværelse, og jeg blev smidt ud fordid er ikke var plads nok. JEg var sytten dengang og så sur på alt og alle. Alting var bare sort hul og nedtur, og mine daværende venner, der viste sig ikke at være rigtige venner, begyndte at fortælle mig om en hel masse fejl og alting ved mig, der måtte være skyld i, jeg var blevet kylet ud. Jeg havde ikke mange penge og boede på gaden nogle måneder, indtil min daværende kæreste fik sparket sin bofælle ud, så jeg kunne bo hos ham. Jeg fik et job og efter et år havde jeg sparet sammen til min egen lejlighed. Han tog det dog ikke så godt, da jeg fortalte, jeg flyttede ud, men jeg var kun sytten, og han stillede ne masse krav til mig, jeg ikke kunne leve op til. Jeg var nødt til at komme væk, og jeg flyttede snart efter. Da han slog op, brød jeg med alt og alle fra min fortid, og jeg var elendig, indtil jeg faldt over en annonce i avisen om en hund fra et avlsprogram, der manglede et sted at bo. Jeg tog Georgie ind og har senere opkøbt ham, så han nu er min ..." Et lille suk havde undsluppet hende, og hun havde ikke set på ham, mens hun havde talt. Men nu løftede hun sine grønne øjne op så fyldt med gåpåmod og trods og en stolthed, hun ellers ikke skiltede med. "Fra da af besluttede jeg at være anderledes! Ikke nogen lille åh det er så synd for mig eller Hvorfor skal det her ske for mig! Jeg begyndte at tage hånd om mit liv og fik styr på det efterhånden, og jeg har arbejdet mig vejen frem og har vendt alt det negative. JEg er ikke trist mere, jeg er ikke ynkelig, jeg er bare mig ..." Et lille smil slap fra hende, og så lo hun svagt. "Oh dear," lo hun, "Det sker altid når jeg snakker om den tid; munden stikker af med mig. Håber ikke det var for lang en enetale?" Endnu en lille latter undslap hende, men der var noget i hendes øjne, der ville fortælle ham, hun ikke var helt så meget over alt det triste og hendes forældres svigt, som hun ville have ham til at tro, og følelserne sad stadig rå indeni hende, selvom hun forsøgte at bløde dem op.

Han vidste slet ikke hvad han skulle sige over den historie, han fik det dårligt med sig selv, over at hun var kommet videre og ikke ville have at folk skulle høre på hendes ynk og så fik han hende til at sidde og hører på ham klynke istedet, det var jo ikke fair. Han hadede når den ting skete, og han ville bare gern gøre bod på det. Han ville dog ikke bare sådan sige at han havde det skidt med at have trukket hende gennem det. Han ville hellere snakke om noget andet.

"Jeg spørger igen hvordan lukker man for din talestrøm?"

Han smilede bredt til hende, og grinede også lidt, han ville ikke have hende til at tage det tungt, men han gad godt at vide om der var en måde, der var virkelig effektiv, til at klare det men det vidste man jo aldrig om der var.

Han kiggede lidt rundt i stuen, som var det eneste hytten bestod af et stort rum med en seng, en brændeovn og en vask som kun havde afløb og ikke nogen vandhane, det var en hytte til folk som kunne klare sig selv, og ikke krævede hjælpe fra nogen. Han kunne høre at det begyndte at blæse op hvilket gjorde ham nervøs han havde ikke lige helt lyst til en snestorm lige nu.

Hun kunne godt se, han blev lidt beklemt, og hun klappede hans arm, hvor hendes hånd stadig hvilede, blidt.
"Det var ikke så slemt," kommenterede hun og hentyder til i sammenligning med hans. Så lå hun igen muntert. "Jo, man kan bede mig klappe i, holde en hånd over min mund eller kysse mig, alle tre dele er prøvet og har en effekt!" grinede hun og blinkede sammensvorent til ham. "Og undskyld jeg leger vandfald, det ske hver gang, jeg skal fortælle nogen om min fortid ... Det skal bare med det hele på én gang!" Stadig leende så hun op på han, stadig leende og stadig snakkende.
Hun havde tidligere, da de kom, set sig om i hytten, og den sparsomme møblering passede hende godt. Sengens eneste beklædning var et dyreskind, der så blødt og varmt ud, og som hun dengang havde overvejet at slæbe ned på gulvet til at sidde på. Men hun havde ladet være, for han havde set ud til at have det varmt nok som det var. Selv var hun varmet igennem nu, hendes hænder varme og hendes kinder let røde af at stå så tæt på brandeovnen som de stadig gjorde.

Han smilede tilbage til hende, det var lykkedes hende at få ham til at være i godt humør igen, og det var han hende dybt taknemmelig for. Han følte lidt at han faktisk skyldte hende sit liv nu, men ville ikke sige det da han var sikker på at hun bare ville feje det væk, og det ville bare få ham til at føle sig virkelig dum og naiv, som han altid gjorde alligevel.

"Det må jeg så huske til næste gang du taler meget."

Han havde intet problem med at hun snakked så meget, da det fik hans tanker flyttet langt væk fra alle de dårlige tanker han altid gik med, men smatidigt fandt han det også sjovt at drille hende lidt med at hun talte meget da hun til syneladende godt vidste at hun talte meget.

"Det er helt i orden, og jeg skal nok stoppe dig hvis jeg synes det bliver for meget."

Han smilede og grinede lidt til hende mens han bare sad og lyttede til vejret og hvordan det bar blev værre og værre uden for, det var ikke godt. Det ville nok betyde at de ville få svært ved at komme derfra igen, selvom han nok godt ville kunne vade igennem en snestorm regnede han ikke med at kunne trække hende igennem den også.

"Jeg tror ærligt talt at vi har lidt et problem, jeg kan høre at det blæser op, hvilket nok fører til en snestorm, og så kan vi ikke komme nogen vejne..."

Hans stemme var mild og forsigtig mens han sagde det, men også fyldt med en bekymring over hvordan hun ville have det med det.

Havde han sagt, hun havde reddet hans liv, ville hun være blevet meget beæret, men også føle det ubegrundet. Alt hun ahvde gjort var at tale og opmuntre ham, så ja, hun ville nok feje det lidt væk.
Hun lo ad hans kommentar, men var en smule usikker alligevel, indtil hans næste ord.
"Godt, jeg ved, jeg kan snakke folks ører af nogen gange," lo hun helhjertet, og nød hans grin i stor stil.
Hun havde ikke selv bemærket vejret, og da han kommenterede det, blev hun lidt bleg og stak hånden i sin lomme efter sin mobil. Der var et begrænset signal, og hun så på Segovax med et undskyldende smil.
"Jeg vil lige ringe og få naboen til at tage sig af Georgie, så må vi se hvad, vi kan gøre her bagefter, hvis det er i orden? Jeg kan slet ikke tænke klart, hvis ikke jeg ved, der bliver sørget for min lille skat. Han er hverken blevet luftet eller har fået mad i dag, selvom jeg burde have ordnet det før vi tog af sted eller måske da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg kunne have taget ham med i skoven, men så ville jeg på den anden side nok ikke være faldet i snak med dig, og det ville jeg også være ked af ... Han har frisk vand, så det skal jeg ikke tænke på, men han kunne nok ogs godt bruge lidt selskab efter en hel dag alene, for det er sjældent, han er alene så længe." Hun stoppede brat sig selv og så lidt undskyldende på ham for at have knævret løs igen, og så om sin hund, når de risikerer at sne inde i en lille hytte uden vådt eller tørt.
"Min prioritet er måske lidt mærkelig for dig, men Georgie er mit et og alt ... Jeg ville være knust, hvis ikke nogen tog sig af ham! Det er selvfølgelig en skidt situation, vi står i, og jeg kunne nok også godt ringe efter hjælp, hvis vi ikke kan komme ud herfra ... Hvad end der er nødvendigt! Min bil kan ikke klare for store mængder sne, og jeg tror trods alt det ville være bedre at være herinde end i den, men måske kunne vi nå ind til byen, hvis vi skynder os. Jeg kunne også ringe til min onkel og høre om han kommer herover i sin truck, men det vil tage lidt tid, for han bor en god bid vej herfra, men det kunne lade sig gøre." Og så var hendes tanker i gang igen, og hun så en smule hjælpeløs ud i sin frustration over ikke at kunne bestemme sig til hvad, der skulle gøres. Havde han spurgt hende om noget med biler, havde han fået et meget direkte svar, men når det kom til situationer af krise, skulle hun som regel have liiiiidt tid til at finde ud af hvad, hun skulle gøre. I stedet tænkte hun bare højt, så han kunne følge hende.

Han begyndte at små grine lidt over hvordan hun var ved halvt om halvt at gå i panik, ikke fordi han syntes det var sjovt at hun gik i panik, men mere hvordan hun virkede når hun var ved at gå i panik på den måde. Han vidste godt hvad der skulle gøres i den situation og tænkte at det nok var bedre hvis han tog styringen den her gang. Han gik over til hende og da huntalte som et vandfald igen lagde han bare en hånd over hendes mund.

"Hey tag det nu bare helt roligt ikke, jeg forstår udemærket hvordan og hvorfor du prioriterer på den måde. Jeg synes også du skal have lov til at ringe, men jeg mener ikke der er nogen grund til at kontakte andre om at få os ud, men vi kan nok ikke nå din bil hvis ikke vi vil strande i sneen. Jeg vil mene vi bare må blive her, indtil det stopper, og det plejer da ikke at vare flere uger."

Han smilede til hende da han sagde det sidste og begyndte så at grine lidt over det. Han flyttede nu hånden fra hendes mund og kiggede bare på hende, uden nogen grund til det, men det var nok bare for at han kunne få hende til at falde lidt til ro, hvilket han gerne ville have hun gjorde. Han kiggede bare på hende med sin grå øjne og betragtede hende.

"Men jeg tror vi bliver nød til at blive her ihvertfald inat, og håber ikke det er et alt for stort problem for dig?"

Hun forstod ikke hans latter, men den fik hende til at komme lidt tilbage til sine fulde fem, og hans hånd over hendes mund gør det sidste, og hun trækker vejret tungt, indsnuser duften af ham fra hans hånd, og hun lukkede øjnene et øjeblik for at klare tankerne.
"Rolig, jeg er rolig," sagde hun på en sukkende udånding, da han fjernede hånden, og hun smilede og så virkelig roliger ud.
"Godt, jeg ringer til min nabo om at tage sig af Georgie, og så må vi blive her indtil vi kan komme ud, sådan bliver det." Hun tænker kort over at skulle være alene med ham en nat eller to, men det generer hende ikke. "Det værste bliver ikke at kunne nå på arbejde i morgen, men det må jeg lige få min nabo til at meddele for mig, det plejer han godt at ville." Hun smilede en smule udfordrende til ham bare for sjov. "natten skulle ikke blive noget problem!" En tanke strejfede hende, at hun ikke rigtigt vidste noget om hvornår, han blev til en ulv, hvis det var det, der skete, og om han ville være farligere der. Men nok ikke, så ville han nok have sagt det. I det hele taget vidste hun ikke meget af varulve, men hun ville gerne virke klogere på emnet end hun var, og derfor spurgte hun ikke - for en gangs skyld. Hun betragtede ham mere roligt end hun lige nu følte sig, og smilede til ham. Et lille sug af spænding satte sig i hendes mave, og hun kunne ikke lade være med at fundere over hvordan det ville blive at tilbringe natten sammen med denne flotte, unge mand alene i en lille afsides hytte i en snestorm. En ekspert i at overleve i det fri, og gudskelov for det, for ellers havde hun nok været fortabt.

Han smilede til hende, og havde ingen problemer med at tilbringe natten her i hytten sammen med hende, men han vidste jo ikke helt hvordan hun havde det med det. Han fik det heldigvis opklaret da hun sagde at hun ikke havde noget problem med natten, og hvis hun kom til at fryse kunne hun bare tage sengen for sig selv og så kunne han sove på gulvet, som ulv. Det ville ikke være det store problem for ham, sådan havde han også sovet en gang i mellem når han havde været sig selv.

"Det var godt, og hvis du gerne vil kan du få sengen for dig selv og så sove jeg bare på gulvet, jeg kan trods alt forvandle mig til en ulv, og så skal jeg nok ligge behageligt nok."

Han kiggede rundt, og gik over til skabene, for at se om der var noget mad, ikke fordi han regnede med at der var noget, da folk sjældent efterlod mad, men hvis han var heldig var der måske noget tørret kød et eller andet sted, men det var også det eneste og han ville nok heller ikke kunne gå ud og jage, men det blev nok heller ikke nødvendigt med hvor længe de kun havde brug for at være der.

"Har du set noget mad."

Hans smil beroligede hende yderligere, og hun lod sine skuldrer synke ned i afslapning igen, mens hun gengældte. Hun så dog næsten forskrækket ud, da han tilbyder at sove på gulvet.
"Åh nej, det kan der ikke være tale om! At ligge på det hårde gulv! Så kan det godt ske du er vant til at sove på jorden, meeen ... Ikke på min vagt." Hendes smil var venligt, men bestemt, og der var tydeligvis ikke rigtig ngen grund til at tage diskussionen op med hende. En ting slog ned i hende, og hun lagde hovedet let på skrå.
"Jeg ved godt, du ikke rigtigt mærker smerte, men gjorde det ondt at forvandle dig til en ulv ... første gang?" Hun havde det som spurgte hun ham om en vis anden første gang, og hun slår lidt genert blikket ned og betragter hans ben og fødder, indtl han gik væk. Nysgerrigt betragtede hun ham ovre ved skabet. Da han spurgte hende om maden, gik hun over for at mærke i sine jakkelommer og trak en enkelt müslybar frem.
"Det her er desværre det eneste. Jeg har normalt mere i min taske, men den er i bilen. Tror jeg har noget frugt deri og lidt flere barer. Måske en tom vandflaske ... Så ikke så meget." Hun så lidt slukøret ud, men det var da bedre end ingenting, såfremt de altså kunne nå frem til bilen. Hun kunne nok næppe, som han også havde tænkt, men han kunne nok godt nå ned og hente tasken i bagagerummet og nå tilbage igen uden de største problemer. Hun tænkte tanken, mens hun overvejende så op og ned ad ham. Mon han ville låne hendes frakke og have over sig, så det ikke blev alt for koldt, for trods alt måtte en snestorm da være for koldt for ham.

Han smilede lidt over det hun sagde. Han fandt det sødt at hun ikke ville lade ham sove på uglvet selvom han var så vant til det, og det var han han sov jo for det meste direkte på jorden, måske med et skind eller flere under sig, men det var forskelligt. Han vidste ikke helt hvordan hun havde det med det, men åbenbart okay med, at han var varulv, det lod ikke til at give hende nogle problemer.

"Nå okay så..."

Han blev meget overrasket over hendes spørgsmål vedrørende at forvandle sig, hvilket var noget han ikke helt kunne huske da han kun havde været 5 år på det tidspunkt, så derfor var det meget svært helt at huske men det havde det vel og det samme havde det dog nogle af de første gange.

"Jo den første gang gjorde nok ondt selv jeg ikke kan huske det da jeg var 5 år, men jeg kan huske nogle af de senere gange, og det gør ondt. Det er stadig ubehageligt men jeg gør det dog regelmæssigt for at vænne mig selv til det. Du kan forestille dig at alle led i kroppen flåes ud af led."

Han smilede til hende, for at hun skulle forstå at der ikke var noget særligt slemt ved det for ham. Han vidste ikke helt hvorfor men han fik en trang til at forvandle sig om, da han plejede at gøre det et par gange om dagen, og havde slet ikke gjort det den dag. Han ville gerne gøre det men ville ikke da han var sammen med hende.

Hun var udmærket klar over hvad, han plejede at sove på, men det ændrede ikke på, hun ville have det meget dårligt med at lade ham ligge på gulvet og selv ligge i sengen. Desuden gjorde det hende ikke det mindste at ligge ved siden af ham. Tanken sendte ligefrem varme op i hendes kinder, og hendes smil blev en smule genert.
Forberedt var hun også på, han måske ikke huskede det, da han ikke havde været så gammel, men på den anden side kunne det være et traume for ham og meget virkeligt stadigvæk. Hans ord fik hende til at gyse let, og hun så bekymret på ham, før hun langsomt gik nærmere ham.
"Det må være smertefuldt," sagde hun med en meget lille stemme, "HVer eneste gang, selvom du ikke rigtigt mærker det ... Jeg kunne være blevet fristet til at spørge om at måtte se din anden form, men ikke hvis det gør ondt på dig ..." Hun rakte ud og strejfede hans kind, hendes blik yldt op med sorg og smerte for ham at han skulle gennemgå den slags. Trods hans forklejnenede smil, kunne hun ikke tro, det var så let og omkostningsfri en ting at gøre, men hvad havde hun forventet? Et puf af magisk tryllestøv og så var han en ulv? Hun kunne have leet højt ad sig selv, men forblev alvorlig.

Han smilede til hende, over at hun konstant var nærmest pylret over for ham. Han var ikke typen der brød om at folk pulrede sig om ham, hvilket han næsten syntes hun gjorde. Han fik det nærmest skidt ved det, og så det hun sagde kunne ikke lade være med at gøre ham lidt forlegen ved situationen, og han fik lyst til at forvandle sig, når hun jo gerne ville have det.

"Jeg vil med glæde vise min anden form, hvi du gerne kunne tænke dig at se den, jeg holder nu engang på at man skal gøre det en gang i mellem for at kunne holde det ud i længden."

Han smilede mens han sagde det, og håbede hun forstod at han ikke kunne få sin mening omkring det ændret ved at hun sagde ham imod eller hvad hun havde tænkt sig at gøre, men han vidste det jo ikke helt. Han kiggede sig kort om og havde helt glemt at de nok skulle skaffe sig noget mad, men okay de overlevede vel nok.

Hun kunne slet ikke lade være med at pyldre over ham. HAn havde ikke andre, der kunne bekymre sig for ham, og lige nu var hun altså lidt følsom over for det.
"Jeg vil gerne se den, men ikke hvis det skal gre ondt på dig!" sagde hun fast og knugede hænderne foran sig. "Det kan godt ske det skal holdes ved lige, men jeg ville stadig have det dårligt med at lade dig gennemgå det bare for at stille min nysgerrighed." Hun så lidt trist og beklemt ud, selvom hun stadig er nysgerrig, hvad også kan ses på hende. Et frustreret suk undslap hende, og hun så forvirret på ham.
"Det er selvfølgelig dit valg i sidste ende," sagde hun så og sendte et lille smil til ham.
Maden og telefonopkaldet var også midlertidigt ude af hendes tanker med dette spændende for sig, og hun bed sig let i læben og så afventende på ham for hans beslutning.

Han smilede bare til hende, som han gjorde konstant for tiden, da han ikke kunne se hvorfor han ikke skulle gøre det, og ginede en gang i mellem når hun gjorde eller sagde noget der var morsomt. Han nød at være her, og var glad for at hun ikke pylrede helt så meget som hun havde gjort tidligere.

"Jamen hvis du godt kunne tænke dig at se min anden form skal du da have lov."

Han smilede til hende, og gik over og tog et af de tæpper der lagde på sengen. Han svang det om sig og tog sit tøj af inden under det, så han ikke ville få det ødelagt. Da han havde taget sit tøj af forvandlede han sig til sin ulve form, og lod den tæppet derved falde ned på jorden, så der stod en stor ulv foran hende.

I hans ulveform var hans længde cirka 2.3 meter og han havde en højde ved skuldrende på cirka 1.75. Det måtte næsten være skræmmende at stå overfor en ulv af de størrelset, men sådan var hans ulveform. Han havde altid været ekceptionelt stor, men det var han jo også en menneske form.

Han var højere end hende slev i ulveform, og hun stirrede imponeret på ham. Det var ligefør han ikke kunne være derinde, og hun stod forholdsvis tæt på ham. Hun gik dog helt tæt på ham og prøvede blødheden af hans pels mod sine fingre, mens hun beundrende så på ham.
"Imponerende," mumlede hun med store øjne, "Jeg har aldrig set noget lignende!" Havde hun ikke kendt ham, som hun gjorde, ville hun have været meget bange, men for hende var det kun hans udseende, der var ændret, og det betød intet for hende. Forsigtigt strøg hun hånden over hans skulder.
"Nu håber jeg ikke det gjorde ondt!" skændte hun med et skævt smil og gik lidt ned langs siden af ham for at se hans længde.
"Du er i alt fald stor!" kommenterede hun dumt, for det vidste han jo godt. Derfor lo hun også lidt, og kom så til at tænke på maden.
"Gud, skulle vi prøve at hente min taske i bilen? Før det bliver for slemt derude?" Hun holdt en hånd op, så hendes fingerspidser hvilede over munden, hendes øjne store og spørgende. "Jeg tror ikke, jeg er stærk nok til at nå derned, hvis det blæser meget og der ligger sne, men måske kan du? Ikke at du skal prøve, hvis du ikke er sikker!" Det sidste kom meget hurtigt, efterfulgt af et lille smil.
ellers ved jeg ikke helt hvad, vi skal gøre; en müslybar er ikke meget at leve af for to personer, og vi ved jo ikke hvor længe, vi skal være her ... HVilket minder mig om, jeg skal have ringet angående Georgie! Vil du have noget imod, jeg gør det nu?"

Han valgte ikke at forvandle sig tilbage, lige nu, selvom hun begyndte at tale til ham. Han nød at være i sin ulvefom, da det var en fantastisk følelse, at være så fri som man kunne være, at være et dyr men med de fleste menneskelige følelser i behold men nogle var dog blevet forstærket af dyret.

Han bjæffede af hende, som det eneste svar han havde mens han lagde sig ned på gulvet, og krøllede sig sammen som en hund der lagde sig ned for at sove, dog ville han lidt ønske han bare var en lille hund, og ikke et stort monster af en ulv.

Han ville ikke andet end bare ligge ned og slappe af men da hun talte om at hente tasken i bilen, blev han nød til at forvandle sig om, hvilket ville resultere i at stå nogen. Han håbede bare ikke hun kiggede og forvandlede sig så tilbage, til et menneske, og hev tæppet til sig hurtigt for at skjule sin nøgne krop for hende. Han begyndte at tage tøjet på under tæppet og trak det så af da han havde fået bukser på igen.

"Jeg skal nok hente den hvis du giver mig nøglerne?"

Han hev sin skjorte på og smøgede ærmerne ned.

Hun kunne ikke lade være med at le ad hans bjæffen, før han krøllede sig sammen på gulvet, og hun skulle lige til at knæle ned og kæle for ham, da hun et øjeblik glemte, han trods alt var et menneske. Hun stoppede impulsen i sidste øjeblik og betragtede ham bare, indtil han gik over mod tæppet. Hun vidse straks hvad, han ville, og vendte galant ryggen til ham, så han ikke skulle blive pinligt berørt, selvom hun var sikker på, han ikke havde noget at være pnligt berørt over. Hun kom til at rødme ganske klædeligt ved tanken og slog armene let om sig selv med et lille smil.
Først da han tlate vendte hun sig rundt igen og så på ham, farven i hendes kinder næsten forsvundet. Hun nikkede og gik hen til sin jakke, hvor hun fandt nøglerne frem, som hun dernæst tog over til ham og rakte frem mod ham.
"Vil du låne min jakke at have over dig, eller generer kulden fra sneen og vinden dig heller ikke?" spurgte hun let drillende og kunne lige se ham for sig i den smaltaljede, tilskårne frakke.

Han tog imod nøglerne. Han mente dog ikke at han havde brug for hendes jakke, og han ville nok også få lidt problemer med at få den på over hovedet. Han ville hellere lade være med en jakke, og så se om der ikke hang noget jagt tøj, end at forsøge at tage hendes på og derved komme til at ødelægge den.

"Jeg prøver lige at finde noget andet, da jeg bare tror jeg ville ødelægge din jakke, da den nok ikke helt er stor nok til mig."

Han smilede til hende, og begyndte at lede lidt rundt omkring for at finde en jakke, de plejede ofte at blive efterladt, de gamle modeller som var lidt for tunge at have på udner jagt. Han var da også heldig, og fandt en under sengen. Folk var glade for at efterlade ting rundt omkring i hytterne, for at få det løst med at stå i situationen og ikke have nogen jakke.

"Jeg tager den her i stedet og så smutter jeg"

Han gik over til døren og åbnede den og begyndte så at gå i den retning bilen skulle være. Han vidste ikke hvor præcis den var, men han skulle nok finde den.