Nye fodtrin på bjerget. (Colt)

Hun så godt, hvor hurtigt han kom til at svede, mens huns elv er ved at tage sin jakke af.
"Du behøver ikke gøre det så varmt herinde for min skyld, jeg klarer mig," sagde hun roligt og lagde jakken. Indenunder hanvde hun en lille hvid polyesterbluse med lette pufærmer og en sort vest,d er stoppede lige ved taljen og fik den til at se endnu smallere ud, og hendes hofter så meget bredde ud i sammenligning.
"Det skal være så vi begge kan holde det ud. JEg kan altid tage jakken på igen, mens du ikke har ret meget at tage af - og måske har du ikke lyst til at afklæde dig heller." Hun blinkede sammensvorent til ham, før hun satte sig ned på gulvet og trak benene op til brystet. Hun så meget lille og skrøbelig ud sådan, og også lidt ensom, og hun håbede lidt, han kunne gøre noget ved ilden, så den ikke var så varm, og at han måske vil sidde hos hende. Hun vendte hovedet mod ham for at smile og til ham.
"Du ser ikke ud til at have det så behageligt med den varme," kommenterede hun roligt, men en smule skyldbetynget. "Det er virkelig sødt af dig, du tager sådan et hensyn til mig, men det er ikke nødvendigt. Vi.. kan åbne døren på klem, hvis det er, så kommer der lidt kold luft ind til dig." Hun skulle til at rejse sig for selv at ååbne døren, da hun var tættere på.

Han vidste ikke hvad han skulle svare hende, men gik bare over til hende og satte sig ned hos hende.

"Jeg klarer mig jeg skal bare nå og vende mig til varmen, og så fyrer jeg bare ikke så meget næste gang. Det er nu ikke fordi jeg har så meget mod at tage mit tøj af så længe det altså holder sig til overkroppen."

Han grinede lidt og smilede til hende, og knappede skjorten helt op men beholdt den stadig på. Han havde bare sat sig ved siden af hende og skulle halvt til at ligge en arm om hende, men det blev istedet bare til at strække armen. Han var ikke helt sikker på hvordan hun tog det, og lod derfor være med at gøre noget hun måske ikke brød sig om.

"Du behøver ikke tænke på mig, jeg skal nok vende mig til det."

Da hun gjorde an til at ville gå over til døren for at lukke den, tog han bare fast i hende og holdt hende på plads, mens han smilede til hende.

"Nå men hvad skal man så spørger dig om nu?"

Han ville gerne stille hende nogle spørgsmål, omkring hende selv, og noget af det første der af en eller anden grund slog ham var hvor længe hun havde boet her på øen.

"Hvor længe har du egentligt boet her?"

Det glædede hende, da han satte sig hos hendee, og hun smiler til ham, nu de næsten er i hovedhøjde.
"Så længe du er sikker. Vil ikke være skyld i et hedeslag ... Og du kan bare smide skjorten, hvis du vil, jeg har bestemt ikke noget imod det," grinede hun frækt og blinkede til ham. Men endnu et grin, han var ved at blive helt god til det, tænkte hun muntert, mens hun lader blikket glide over hans muskuløse overkrop uden at skjule sin beundring.
"Du ser godt ud," bemærkede hun med et bredt smil, mens hun så op på hans grå øjne igen.
Da han holdt hende fast, betragtede hun ham blot med et stille smil og faldt så til ro på sin plads igen.
"All right, du får din vilje."
"Jeg er født her. Har altid boet i byen, selv før mine forældre kylede mig ud som syttenårig. JEg tror faktisk aldrig jeg har været udenfor området; jeg har aldrig haft pengene til det." Hun så roligt på ham, selvom der var noget let trist i hendes øjne. Hun havde altid gerne villet se verden, men hendes økonomi og tidligere hendes forældres havde vitterligt aldrig været stor nok til at kunne gøre det. Jo måske, da hun havde sparet sammen til Georgie, men hun havde mere brug for selskab end for en rejse, havde hun ment. Og det mente hun for resten stadigvæk.

Han smilede bare til hende, over det hun sagde. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre i denne situation, men nu når hun havde sagt han godt måtte tage den af, kunne han vel lige så godt gøre det. Han trak armene ud af skjortens ærmer så hans mange ar kom til syne, hans skuldre specielt var fyld med store ar, og hans side var på samme måde, og hvis hun fik set hans ryg og nakke ville hun bare de en ryg der var tre lange ar fra højre skulder og skråt ned over, og se var der jo de mange hundrede små ar efter hans mød med dæmonen.

"Jamen tak, og i lige måde."

Han smilede til hende, og kiggede så væk kort føre han lod blikket vende tilbage til hende. Han strakte sig lidt forover, for at få ryggen til at falde ordentligt på plads, den var lidt mørbanket da han i en periode havde lagt stille i en hospitals seng.

"Har du virkelig boet her altid på den her ø, og så ikke set mere end dette ene område? Jeg har kun boet her måske fem måneder og jeg har allerede set en masse."

Hun kunne godt mærke på ham, han ikke var vant til komplimenter, og hun syntes faktisk, det var lidt sjovt at drille ham med dem. Hun kan ikke lade være med at se hen over hans bryst og skuldrer, da han smider skjorten, og efter en kort tøven, strakte hun hånden frem og lod fingeren løbe over det strste af arene på hans skulder nærmest hende.
"Gjorde det meget ondt?" spurgte hun og lagde hånden til hvile så fingrene lå for enden af aret. Hendes hånd var temmelig kold mod hans ophedede hud, og hun bliver lidt bekymret for om hun er for kold.
"Og tak," smilede hun. Da han strakte sig, lod hun hånden falde ned til sit ben igen og tog sig til at betragte ham. Hun sad i samme position som tidligere, men med det ene ben lagt ned, da hun havde forsøgt at rejse sig.
"Jeg har haft travlt med at arbejde for at skaffe til dagen og vejen. Det er det sjove med en lejlighed; den skal betales!" hun lo lidt og smilede så bredt til ham. "Jeg har set en god del af området på mine gåture og det meste af vejsystemet kender jeg ud og ind, men jeg har aldrig taget mig sammen til at tage herop."

Han rystede lidt i kroppen da hendes blide berøring over hans ar, kildede hel vildt meget. Han smilede til hende, og han tænkte lidt over hvordan han mund enligt havde fået lige netop det ar. Han kunne ikke helt huske det, men en ting var han sikker på og det var at det nok ikke rigtigt havde gjort ondt, da han ikke rigtigt mærke smerte. Det var dog noget han ikke kunne fortælle hende.

"Ja en kugle gennem skulderen gør vel ondt..."

Han svarede undvigende og det var sikkert nemt for hende at høre at han løj men han kunne jo ikke gøre noget ved det, hvis hun spottede det.

"Så lidt..."

Han smilede til hende igen, og blev stadig liggende i den samme foroverbøjede position. Han havde ikke lige tænkt sig at sætte sig op før han var sikker på at ryggen var som den skulle være.

"Ja okay, det må jeg sige jeg ikke kender til da jeg jo kun bor i mit telt, og det har jeg altid gjort. Jamen så var det da godt jeg kunne vise dig noget."

Han smilede igen denne gang var smilet venligt og varmt, men vendte så sit ansigt lige ud og ned i jorden, så han lå i en den samme foroverbøjede stilling som før.

Hans lette rysten fik smilet til at vokse sig en smule ømt, og hun betragtede ham roligt. Hun spottede godt hans løgn, men gik ud fra, han måtte mene sandheden var for hård kost for hende, så hun kommenterede det ikke.
"Det lyder ikke sådan," drillede hun med et skævt smil. "Men hvis det har været i kampens hede har du vel næppe bemærket det," tilføjede hun tænksomt efter et øjebliks pause. Hun havde hurtigt opdaget, der var visse ting ved ham, der ikke skulle spørges videre ind til, og selvom det pinte hendes nysgerrighed, respekterede hun ham for meget til at gøre noget ved det. Hun ønskede ikke at gøre ham mere utilpas end han allerede så ud til at være, så hun var klar på at lade emnet ligge, hvis det var det, han ønskede.
I den let foroverbøjede position havde hun en skæv udsigt til hans ryg og arene der også, men hun valgte ikke at kommentere flere, da dt så ud til at være et ømt punkt for ham. De fik ham til at se sejere, hårdere ud, og hun kunne ikke begynde at forestille sig hvad, han havde været gennem for at få så mange af dem. Pludselig skammer hun sig over sit eget, der er en følge af en lille ulykke, samt sit ønske om at få det fjernet. Det er jo for ingenting at regne mod hans, der sikkert minder ham om mere end tab og sejre gennem tiden.
"Altid?" Hendes tanker blev revet tilbage til nuet, da han talte igen, og hun så omærksomt på ham. "Og jeg er meget glad for dit selskab heroppe. Det er nu rarere at se sig om med en stærk og flot mand ved sin side." Hun lo muntert og viftede let med øjenvippene i en drillende flirt for sjov. Viftede med dem som mange kvinder havde gjort det tidligere i århundrederne for at få en mands opmærksomhed.
Hun betragtede ham lidt mere nysgerrigt, da han tog blikket fra hende, men hun var klar til at se på hans ansigt igen for ikke at blive opdaget i det.

Han var helt inderst inde lidt irriteret over hun spurgte ind til det, men så var det alligevel ikke noget der gik ham sådan på. Han syntes jo hun virkede meget venlig og sød, og gjorde det jo nok ikke for at irritere ham, så han valgte at svare hende alligevel. Han vidste dog ikke helt hvordan han skulle svare hende på den bedste måde, men nu gjorde han bare forsøget og så måtte han se hvordan det gik.

"du har ret det gjorde ikke ondt, og jeg kan heller ikke helt huske hvordan det føltes at få mine sår, da der jo er ret mange af dem. Ja og så er der jo den del, med at jeg ikke kan huske sidste gang jeg følte smerte..."

Han blev en smule forlegen ved det sidste han sagde, og satte sig langsomt op igen, og vendte sit blik mod hende. Han ville helst ikke tale for meget men han kunne fornemme på hende at hun gerne ville vide mere om ham, og kunne ikke lade være med at unde hende det og derfor fortælle lidt om sig selv, hvis altså hun spurgte.

"Ja altid eller næsten altid, jeg boede da i en hytte indtil jeg fyldte 5 år, men så tog min far mig med ud og bo i et telt, hvor han bed mig. Derfor er jeg det jeg er nu, og jeg bor også i et telt da jeg ikke vil skade folk i byen."

Han hadede lidt sandheden om sig selv, men måske det var godt nok at få den ud engang imellem, så man ikke gik og døjede for meget med at skjule de, så han var faktisk taknemmelig for at hun spurgte ham så meget.

Det havde ikke været hendes mening at irritere ham, hvorfor hun nøje så efter tegn på, hun skulle have gjort det.
"Jeg går ud fra, det bliver sådan, når man har følt tilstrækkeligt af den ... Det sagde min lærer i alt fald en gang til mig," sagde hun lavmælt og kunne se, han var lidt forlegen, så hun lagde sin hånd over hans.
"Du skal endelig stoppe mig eller sige til, hvis jeg spørger for meget. Min nysgerrighed er jeg bange for ikke har nogen grænser." Et undskyldende smil gled svagt over hendes læber, og hendes blik lige så undskyldende hvilede mod hans grå øjne. De grå øjne, der havde fanget hendes interesse lige fra starten.
Hun valgte også bare at nikke til den sidste kommentar, selvom hun brændte for at vide mere. Det var næsten ulideligt, men hun kunne jo se, han ikke havde det så godt med at snakke om sig selv. Hun beholdt dog sin hånd over hans, mens hun bed spørgsmålene, der hobede sig op, inde og blot betragtede ham i forstående, medfølende stilhed. Så undslap et let irriteret suk hende, og hun slog ud med den uoptagede hånd.
"Jeg griber mig selv i at sidde og ønske, jeg kunne tage tilbage i tiden og give din far en lærestreg! At ville forhindre ham i at gøre dig noget ... JEg fatter ikke forældre, der kan være sådan overfor deres egne børn! Der kan være fuldstændigt ligeglade med dem og..." Hun afbrød sig selv bittert og så bort med tænderne i underlæben. Nok en gang måtte hun sige til sig selv, hun ikkevar bitter på sine forældre, at de ikke avde såret hende ved at smide hende ud. Men det var svært. Hun samlede tankerne og vendte tilbage til nuet, men der gik et øjeblik, før hun kunne se på ham igen.

Han vidste ikke ret meget om det med at føle smerte, og om det skulle ændres med jo mere man følte af det, men det kunne nok godt passe da hele hans liv havde været fyldt med utroligt meget smerte. Han oplevede smerte allerede da han var de der 5 år, det var der han oplevede den største smerte han nogensinde havde oplevet.

"Jeg ved det ikke, men det er sikkert sandt, og mit liv har været fyldt med det, som du nok kan se på alle mine ar?"

Han kunne godt forstå hun sagde det hun sagde omkring at stille mange spørgsmpl fordi det gjorde hun virkelig, men han kunne enligt godt lide det, han var bare ikke altid lige god til at åbne sig for andre, men det var så godt nok lykkedes hende at gøre.

"Bare spørg løs, jeg har intet imod at svare."

Han smilede til hende, for at han kunne vise hende at han mente det. Han kunne mærke hvordan hun lagde sin hånd oven på hans, og han blev en smule forlegen over det, men så heller ikke mere, selv om den var kold.

"Du er alt for sød over for mig, jeg fortjener det ikke. Vi kender jo knap nok hinanden."

Han mærkede en lille tåre trille ned af kinden fordi det var præcis det han havde sagt til Ziga en gang, hvor han var fuldstænidg ned, han mente at det var det han havde sagt da de lige var nået hjem til hendes hytte.

Han burde kunne se på hende, hvor ondt det gjorde på hende at høre om al den smerte, han havde været udsat for, men hun ville gerne høre om hans liv alligevel.
"Det er jeg klar over," sagde hun stille, sørgmodigt og plaget, "Og jeg ville ønske, jeg kunne lægge en fremtid ud for dig, der ikke var sådan." Hun rakte sin frie hånd op og fjernede en lok af sit hår, der var gledet ned i hendes pande, men den faldt bare tilbage, da hun strøg den væk, og hun gad ikke smide den bag øret, så hun pgav og lod hånden falde.
"Hvis du får for meget, så bare sig det," sagde hun med et lille, skævt smil.
Hun kunne godt se, han blev lidt forlegen, men hun vovede at lade hånden blive liggende alligevel og smilede stille til ham.
"Du siger, du ikke vil skade folk og bor i et telt i skoven, måske oprindeligt af den grund, du har været sød og god overfor mig og taget mig med herop, været venlig og rar overfor mig, og du har ikke oplevet meget godhed i dit liv. Er det hvad skulle gøre, du ikke har fortjent, jeg er sød mod dig? Det er rigtigt nok, jeg ikke kender dig ret godt - endnu - men jeg tror, jeg ved mere om dig end mange andre gør, og bare den måde du har været overfor mig fortæller mig, du i alle henseender fortjener en, der er lidt sød mod dig!" sagde hun fast og mødte stædigt hans blik. Da tåren trillede over hans kind, løftede hun den anden hånd op og fjernede den forsigtigt.
"Det kan godt ske verden har været uretfærdig overfor dig, Segovax, men jeg er ikke resten af verden, og jeg er ligeglad med hvad, den har gjort dig - og gjort dig til! Du fortjener alt fra min side!" Hun tøvede, men lænede sig så frem og trykkede et lille, blødt kys mod hans kind, før hun lagde den anden hånd mod hans kind og mødte hans blik.
"Du fortjener det!" hviskede hun fast og så overbevisende ind i hans øjne.

HAn lagde ikke helt mærke til at hun ikke var så glad for at høre om det hele, alt det om hans smerte, og om hvor da han var trist at høre på bare, sad og var en idiot der bare havde utroligt ondt af sig selv, fordi han ikke havde sørget for et ordentligt liv til sig selv, hvorfor skulle han nu trække hende ind i det, det havde jo ikke noget med hende at gøre at han havde det så skidt som han havde det, det var hans eget problem og ikke noget hun skulle blandes ind i.

"Tak"

Han kunne ikke lade være med at blive kort irriteret på hende over at hun skulle sige ham imod, men det blev hurtigt afløst af et mere ligegladt udtryk da han kom til at tænke på at hun jo sagde det for at være flink mod ham.

"Tak men du ved ikke alt det forfærdelige jeg har gjort i mit liv, alle de folks liv jeg har gjort til et helvede på den ene eller den anden måde, og nu er jeg bare ved at gøre det samme ved dig."

Han mærkede hendes kys mod hans kind hvilket han ikke reagerede på da han lige havde låst sine følelser inde, det gjorde han altid når folk begyndte at være for venlige og rare over for, lige nu ville han være ligeglad med hvad man gjorde mod ham. Han ville næste gerne have at hun bare gik, men han sagde ikke noget.

Hun kunne se hvordan han trak sig ind i sig selv, og hun vidste, hun havde ramt et ømt punkt. Han var ikke typen, der søgte medlidenhed hos andre, og måske var det blevet for meget for ham, men noget måtte hun gøre.
"JEg takker for din omsorg, men jeg klarer mig," sagde hun fast. "Og nej, jeg ved ikke hvad, du har gjort, men jeg er godt klar over, du har gjort nogle ting i dit liv. HVis du er så overbevist om, det vil skræmme mig væk, så fortæl mig om det, så jeg kan bevise, jeg ikke går nogen steder!" Hun smækkede et pen på hver side af ham og tog hans hånd i begge sine, mens hun så fast på ham.
"Læg dine byrder på mine skuldrer her i eftermiddag bare; jeg kan klare dem!" fortsætter hun mildere og forsøgte at fange hans blik.
"Man er kun så stærk selv, Segovax, men hvis du lægger lidt af din frygt for at skade andre væk et øjbelik og betror dig til mig, vil det blive en smule lettere for dig at bære vægten." _Hun gav desperat hans hånd et klem. "Fortæl mig det," bad hun så stille.

Han havde låst alle følelser inde, så han hverken var vred, ked af det, glad eller nogen andre følelser. Han kunne mærke at det hjalp på ham, og han mærkede derfor ikke rigtigt at hun tog fast i hans hånd, og ordene hun sagde passerede bare forbi ham til at starte med, men lige så langsomt som hun blev ved med at bede ham om at lægge sine byrder hos hende, fik hun brækket den låste dør op og han fik følelserne tilbage igen.

Han tog sin hånd til sig igen, da han ikke ville have hun sad og holdt om den. Han rykkede lidt på sig og skulle til at sige noget, men igen kom der ikke noget ud af hans mund det var meget svært at sige noget til en person som hende.

"Det... Det kan jeg ikke!"

Hans stemme var blevet hård men også meget sørgelig, kold var den også. Han kunne ikke få sig selv til at fortælle hende hvad han havde gjort, men han kunne vel fortælle hende det at han var farlig, og at hun ikke burde være sammen med ham.

"Men en ting kan jeg siger, jeg er farlig, jeg er ikke et godt menneske og du kommer bare til skade ved at være sammen med mig!"

Hun så hvordan han kæmpede for at holde sin barriere oppe og så det som en sejr, da hun fik nebrudt den, selvom han trak sig fri fra hendes greb.
"OG hvorfor så ikke?" spurgte hun og havde i sinde at presse ham ud i det. Fordi du er for god til det, fordi du ikke vil skade mig? Fortæl mig hvad, du har gjort!" Det skar hende i hjertet at se ham sådan, men hendes stædighed er sat ind, og hun ser blot fast på ham.
"Og hvis jeg er ligeglad?" spurgte hun så roligt. "Hvis jeg er ligeglad med at komme til skade?" Hun stirrede intenst på ham, hendes øjne så indbydende for hans fortrolighed, hendes fyldige læber stadig bærende hendes bøn fra før, og hendes ben placeret på hver side af ham som en barriere, der både skærmede ham fra omverden og omverden fra ham. Som om hun havde stillet sig imellem de to og insisterede på at blive stående, til det ødelagde hende.
"Hvis du virkelig er så farlig og vil have, jeg skal gå, så skræm mig væk med sandheden!" udfordrede hun ham til sidst. Ikke at hun havde tænkt sig at gå nogen steder lige meget hvad, han så sagde. Om han havde dræbt og tortureret uskyldige eller det der var værre, ville kun være et tegn på hvad, verden havde gjort mod ham, og det ville vise hende endnu tydeligere, hvor meget brug han havde for en venlig sjæl midt i det alt sammen. Intet han kunne sige ville få hende væk, få hende til at frygte ham.

han kunne mærke at hun fik vreden til at bryde frem i ham, men denne gang kom den ikke med en galskab som den plejede hvor han bare fik lyst til at flå folk fra hinanden. Han havde lyst til at råbe af hende, og det ville han også gøre.

"DU SKAL IKKE VÆRE LIGEGLAD, DU SKAL TÆNKE PÅ DIG SELV FØR DU TÆNKER PÅ ANDRE DU SKAL HAVE DET GODT OG IKKE FÅ DIT LIV ØDELAGT I FORSØGET PÅ AT GØRE DET UMULIGE MED AT FORBEDRE MIT LIV!"

Han var ødelagt indvendig af hende, og han ville bare gerne have nogen at snakke med som ikke forsøgte at hjælpe ham, selvom han godt vidste at det var det han havde brug for, og derfor brød han også sammen og begyndte at græde igen over at han altid var så dårlig en person over for andre folk.

Han hadede sig selv mere end han hadede nogen anden. Jægere, Ziga og alle de andre der havde skadet ham gennem hans liv, var jo ingen ting sammenlignet med ham selv. Han var et udskud og skulle bare fjernes fra jorden, det ville vel bare være det smarteste hvis han vadede ind i jægernes skjulested og lod dem tage sig af at få ham væk fra livet, det ville de vel med glæde gøre.

Hun fik en reaktion og havde halvt om halvt ventet den. Hun modtager hans råben koldt og roligt, og da han begynder at græde, lægger hun bare armene om ham, og forsøger at lægge hans hoved til hvile mod sin skulder uden at sige et ord mere. Hun er klar over, han hader sig selv og ikke ser sig selv som værdig til noget som helst, og hun ville inderligt ønske, hun kunne ændre det.
*Men det må komme med tiden* tænkte hun roligt. Hendes krop havde genvundt en god del af sin varme, og selvom hun var lidt kølig i forhold til ham, var det ikke nogen unormalt kold temperatur, hun havde, og det ville ikke blive ubehageligt for ham. Hun sagde ikke et ord, ville bare holde om ham, indtil han havde grædt ud og så ikke sige mere om emnet. Men han havde brug for at komme med en eller anden reaktion over det, følte hun, og hun forstod ham bedre nu, end hun nogensinde havde gjort det.

Han havde lige fået sin psyke knust, som hvis en bulldozer kørte gennem en bygning. Han følte sig nedbrudt på alle måder det var muligt. Han havde ikke forventet at hun ville lykkes i at få ham til at lægge noget af det over på hende, men han var samtidigt også meget irriteret over at hun kunne gøre det, ford i han ikke brød sig om at føle sig svag på nogen måde.

Han kunne ikke klare det og havde lyst til at rive sig fri fra hende, men hans svage mentalitet var ikke stærk nok til at han ville kunne ffå sig selv til det. Han var svag, endnu en grund til at han ikke burde leve. Han var ikke stærk som det var krævet for at man kunne leve, han var svag og intet værd. Han ville ikke have det, han ville ikke have hendes hjælp. Han ville bare være alene, men på den anden side, ville han gerne hjælpes og støttes. Han var meget i tvivl om hvad han ville have.

Hun strøg ham forsigtigt over skulderen og holdt ham ellers bare tæt. Hun kunne godt mærke hans modstridende følelser og kamp med sig selv; det var normalt. Hun havde lige brudt mandens forsvarsværker ned, selvfølgelig ønskede han hende til helvede lige nu, men han blev samtidig liggende i hendes favn.
"Du må hade mig lige nu," sagde hun stille, "Og det forstår jeg godt. Jeg skal nok lade være med at prikke mere nu." Den sidste sætning var ikke mere end en usikke hvisken.
"Men jeg mener virkelig, jeg synes, du er det værd, Segovax! Hvad end du så har gjort." Hun gav ham et lille klem og fortsate med at holde om ham og stryge hans skulder. Hun vidste intet om, han tænkte på at tage sit eget liv, og havde hun gjort det, var hun blevet meget bekymret for ham og havde ændret sin taktik en smule. For hun ovevejede faktisk at gå udenfor og lade ham få et øjebliks fred. Men det blev ved tanken, hun kunne ikke få sig selv til at gå fra ham. Han havde brug for nogen ved sig lige nu om han så kunne mærke det selv eller ej. Derfor blev hun hvor, hun var og holdt ham bare uden at sige mere. Hun ahvde allerede sagt nok for nu.

Han lod hende bare holde sig tæt indtil sig. Han kunne ikke gøre andet han var for svag til at gøre andet. Han ville gerne slippe for det, men han havde ikke kræfterne eller viljen til det. Han lyttede til hvad det var hun sagde, og hun havde jo enligt ret, og samtidigt med vidste han ikke om hun havde ret i det, men han ville svare hende og fik dig trukket fri og satte sig op foran hende.

"Jeg ved det ikke... Jeg ved virkelig ikke noget, omkring det med om jeg hader dig eller ej. Men jeg er glad for at du ikke vil prikke mere til det, da det er et meget følsomt område for mig."

Han kiggede på hende, og hans øjne var våde men de var mere glade nu, det havde jo hjulpet ham at han havde fået det ud, selvom han stadig ikke hanvde fortalt hvorfor han var farlig for hende at være sammen med.

Hendes smil var væk, da han rettede sig op, og hun var meget alvorlig, da hun betragtede ham.
"Det ved jeg godt, det er, og jeg gik måske lidt over stregen. Det er jeg ked af, hvis jeg gjorde ... JEg kan blive ret så... indædt stædig nogen gange, hvis folk prøver at fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal." Et lille suk undslap hende, og hun så lidt betuttet på ham.
"Håber i det mindste det hjalp lidt at komme af med lidt vand," forsøgte hun at joke, men ikke en gang smilet var helt sig selv, og hun begyndte faktisk at føle sig temmelig akavet. Hun rakte en hånd op og tørrede forsigtigt tårerne bort fra hans ansigt, resterne af dem i alt fald, og følte sig lidt gladere selv.
"Og bare så du ved det," tilføjede hun så en smule tøvende, "Så ser jeg dig ikke som svag eller mandig eller sådan noget, bare fordi der har været et par tårer! De leder til styrke i sidste ende!" Smilet denne gang var mere ægte, og hun mente virkelig hvad, hun havde sagt.

Han smilede til hende et lidt akavet smil, men det var dog ægte hvilket ikke var noget han ofte gjorde. Han var ikke typen der smilede ret meget. Han var træt det blev han altid når han råbte af folk, måske var det også fordi at hans vrede ofte fik hans evne til at gå i udbrud.

Han kiggede bare på hende og smilede til hende som svar, da han ikke kunne finde noget meningsfuldt at svare hende. Han hørte det sidste hun sagde og havde lyst til at svare hende på det, fordi han gerne ville snakke, bare det at snakke fik tankerne væk og under samtalerne kunne han lige så langsomt få fortalt nogle af de ting han faktisk gerne ville fortælle hende.

"Tak, jeg er bare blevet vant til at tåre er et tegn på svaghed, og jeg ved fra mit liv at de svage overlever ikke."

Hun smilede nu også ægte og så blidt på ham.
"Ser du det slet ikke? Du sidder her sammen med mig, du har overlevet så længe. Er det ikke et tegn på styrke? Jeg har altid beundret en mand, der er mand nok til at græde. Det er bestemt ikke noget tegn på svaghed!" Hendes smil var blidt, og det samme var udtrykket i hendes øjne. Blidt og forstående. For hun forstod hvorfor, han så gråd som et tegn på svaghed; det var en meget fejltolket ting i deres verden.
"I mine øjne er du en af de stærkeste, jeg nogensinde har mødt, og jeg kan ikke sige, jeg ikke bendrer dig for det, for det gør jeg! Meget endda." Stadig det lille smil, en smule genert denne gang, mens hun overvejede om hun skulle kærtegne hans kind eller noget lignende. Hun sad stadig med et ben på hver side af ham, og de sad meget tæt. Hun kunne næsten mærke hans ånde mod sig, men det generede hende ikke.
Halvt bag hende buldrede ilden lystigt halvvejs igennem brændeknuden og kastede skygger over deres ansigter, hendes eget ingen undtagelse, og hendes øjne fik et blødt skær. De grønne, dybe øjne, der så lige ind i hans.

Han vidste ikke hvad han skulle svare hende, han var ikke sikker på hvad hun mente med det hun sagde. Han vidste endnnu mindre hvad han skulle svar til det, så han svarede bare det der nu engang faldt ham ind, uanset om hun ikke kunne lide det eller ej.

"Nej når du har levet et liv som mig er det meget svært at se positivt på tingene, du lærer at det negative er nemmere at spotte og du dør hvis du ikke ser det. Det negative er ofte farligt så man kigger efter det konstant."

Han smilede meget forlegent over det hun sagde om at hun fandt ham meget stærk, og jo det var han vel også fysisk men psykisk var han som en mus, man kunne knuse ham let, mentalt hvis man havde lyst til det, og man ramte de rigtige kanpper.

Han lagde mærke til hvordan skyggerne spillede på hendes ansigt, og fik hende til at være endnu smukkere end hun havde været før. Han fandt utroligt smuk som hun sad der med skyggerne der dansede på ansigtet, men kunne ikke få sig selv til at sige noget om det.

Hun lyttede alvorligt til hans ord og nikkede langsomt.
"Det er vel rigtigt nok. Men du er da nødt tila t se det positive engang imellem for at holde modet oppe?" spurgte hun tøvende, bange for at spørge for meget igen.
Det var mere psykisk end fysisk, hun havde ment hans styrke, og det mente hun stadig, selvom han ikke selv kunne se det. Det var hun klar over, da han blev forlegen, og det var vigtigt for hende, han vidste det.
"OG jeg mener ikke stærk som alle de her muskler, Segovax!" sagde hun lavmælt og lænede sig let frem, mens hun lagde en hånd over hans hjerte.
"Jeg mener herinde. Indeni! Ellers havde du aldrig klaret alt det, du har!" Hendes stemme var rolig og overbevisende, og det var tydeligt, hun virkelig mente sine ord. Et stille smil hvilede om hendes læber. Ikke vildt glad eller noget, men som en forsikring om, hun mente ham det godt.
Hun mærkede nu hans ånde mod sin mund, og en svag sitren gik gennem hende ved følelsen, mens hun så ham i øjnene og også fandt ham mere end almindeligt godt udseende, om end ikke direkte smuk. Hendes mund gled let op, som om hun ville sige noget, men ikke et ord kom over hendes læber, selvom hun prøvede. Det var en af de få gange, hun fandt sig selv ude af stand til at sige noget.