Nye fodtrin på bjerget. (Colt)

Hun smilede skævt ad hans ord og nikkede, før hun så efter ham, da han ledte.
"Ah, det er måske rigtigt," kommenterede hun mumlende til hans første kommentar.
Hun nikkede til ham og så ham gå ud, før hun fandt sin mobil frem igen og ringede op.
"Hej Django? Det er Colt. Ja, jeg ville bare lige sige, jeg er sneet inde og ikke kan nå hjem til hverken Georgie eller job, vil du sørge for... Åh tak, du er bare en skat! Tusind tak, det betyder virkelig meget for mig ... Hvad? Du falder ud, jeg kan ikke høre dig ... hallo?" Hun tog telefonen fra øret, da den begyndte at bippe og så, signalet var væk, og med et suk lagde hun den tilbage i lommen, før hun gik hen og åbnede døren på klem. Hun så ud i kulden og sneen og mærkede straks vinden trække gennem marv og ben. Hun så efter ham temmelig bekymret, for vejret var virkelig ikke godt, men hvis han var halvt så stærk, som han så ud til, skulle han nok nå tilbage til hende. Og hvis ikke ... Hun turde ikke en gang tænke tanken til ende, men hun vidste, at kom han ikke tlbage, måtte hun gå ud og lede efter ham. Måske var hun ikke så stærk, men desperation kunne gøre meget, havde hun hørt. Nu stod hun blot med tænderne i underlæben og stirrede ud i den hvide natur, hvor himmel og jord næsten stod i et. HAns fodspor var ikke en gang tydelige mere, og hun begyndte at fortryde, hun havde ladet ham gå derud. Hun havde oven i købet glemt at sige, hendes taske lå i bagagerummet.

Han løb bare alt han kunne afsted i sneen, for at nå frem til bilen, og få den låst op. Han begyndte at lede bilen igennem og fandt til sidst tasken, som han tog med sig tilbage. Han kunne mærke at da han nåede længere og længere hen mistede han langsomt kræfterne, han kunne tydeligt mærke at det ikke ville vare længe før han løb tør for kræfter.

Han kunne se det hytten i det fjerne og håbede han ville holde til han nåede frem, men det gjorde han kun halvt. Da han var en meter fra døren, faldt han om af udmattelse og tasken ramte døren, nu kunne han ikke andet end at håbe at hun hørte det. Han så det hele blive mørkt, og for førstegang mærkede han kulden ramme ham, og i frygten for at blive nedkølet forvandlede han sig, som en sidste redning.

Hun stod fortsat i døren og så ud, nervøs og trippende, indtil taskn pludselig kom flyvende ud af det blå, og hun flåede den hurtigt ind, før hun ivrigt så sig om. HVor var han? Hun åbnede døren helt op, så lyset indefra væltede derud, og hun så ham ligge der på jorden. Med et gisp hentede hun sit halstørklæde og skyndte sig gennem sneen ud til ham i bare arme og med håret flyvende om sig som en vild ild af lokker. Hun kunne knapt se, da hun faldt på knæ ved siden af ham og hurtigt slyngede tørklædet rundt om hans ulveskulder og under det ene ben, hvorpå hun kom på benene og begyndte at trække af alle kræfter. Hendes muskler brændte i kulden, men hun kæmpede og fik ham af sted centimeter for centimeter gennem det halvtykke snelag.
Til sidst fik hun ham så tæt på døren, hun kunne stemme foden mod dørkarmen, og det hjalp hende tila t få ham det sidste stykke indenfor. Sneen lå et lille stykke ind i hytten, men hun ænsede det ikke, da hun slæbte ham helt ind og lagde ham foran brændeovnen, før hun sprang op og løb hen for at lukke døren.
Igen faldt hun på knæ ved ham, rystende af kulde, hendes hud på armene som is, og hun ruskede let i ham, selvom alle hendes muskler gjorde ondt af anstrengelse, og hendes tænder klaprede i munden på hende.
"Segovax!? Segovax, kan du høre mig?" nærmest råbte hun, mens panikken bredte sig i hende, og hun hentede hurtigt sin jakke og lagde den over ham, selvom den ikke dækkede meget. Hun løb også efter tæpperne på sengen og fik kastet dem over ham, da hendes ben kollapsede midt på gulvet af udmattelsen. Stædigt trak hun sig over mod ham og gnubbede ulvekroppen på halsen.

Han kunne godt mærke at hun hev i ham, og at hun fik ham ind i varmen. Han kunne hurtigt mærke at han vendte tilbage, og han hørte godt hvordan hun råbte ham ind i hovedet. Han udstødte en lav lyd, som tegn på at han var der, og at han ikke var død.

HAn fik hurtigt varmen tilbage i kroppen og var meget glad for at hun havde lagt tæpper over ham, så han kunne forvandle sig tilbage uden at frygte noget. Han var sådan set ikke bange for at hun ville se det, men det virkede bare lidt akavet, at være nøgen overfor hende, når de nu ikke kendte hinanden så godt.

HAn forvandlede sig tilbage igen, og han sank sammen unde tæpperne der nærmest slyngede sig om ham, og pakkede ham ind i dem. Han trak hovedet frem igen.

"tak..."

Hun sad med en enkelt tåre af angst fastfrosset på kinden, hendes lettelse, da han rørte på sig så stor, hun sukkede dybt, og hendes kolde, rystende hånd rakte hun frem mod ham, da han stak hovedet frem igen, og hun lagde den på hans pande for at mærke efter feber. Ikke endnu, men det kunne nå at komme, og hun var temmelig nervøs for ham stadigvæk.
"Gud hvor gjorde du mig bange!" sukkede hun og smilede så bredt, før hun strøg fingrene ned over hans kind. "Jeg troede, du var faldet død om!" tilføjede hun med en lille, nervøs latter. Hun skyndte sig at trække sig halstørklæde, der var blevet flået let afhendes kamp, fri og foldede det, så den tørre side var opad, før hun forsigtigt lagde den under hans hoved.
"Jeg håber, du ligger godt?" spurgte hun så og lo kort. "JEg kunne ikke få dig helt over på sengen, hvor hårdt jeg så end havde trukket!" Hendes muskler brændte af mælkesyre, og hendes hjerte hamrede stadig hårdt mod ribenene, men hun var usigeligt glad for, han var i live. Alt hun kunne tænke på var, at hvis hun ikke havde stået i døren, så... Et gys gik gennem hende, og hun så et øjeblik lidt mere betuttet ud, men på en sød måde.
Lyset fra ilden dansede over dem og glimtede i den ene tåre, hun slet ikke selv havde bemærket. Hun var ellers ikke typen der græd - mere. Det var mange år siden en tåre var sluppet fra hende, men nu var det sket, og hun havde ikke ne gang opdaget det!

Han kiggede bare på hende, fra under tæppet. Han havde det lidt skidt med at han havde skræmt hende på den måde. Han havde det skidt med at han denne gange faktisk havde været fysisk svag.

"Du må undskylde..."

Han kiggede op på hende, og satte sig forsigtigt op mens han sørgede for stadig at være dækket af tæpperne, eller ihverfald at hans underliv var dækket, hans overkrop var lidt lige meget den havde hun jo set i forvejen.

Han kiggede på hende, og lagde mærke til den lille tåre der sad der, og som lyset fik til at glimte. Han strakte armen ud og tørrede den af hendes kind, med en blid berøring.

"Ja vejret er sgu lidt skidt derude, så vi bliver her helt sikkert natten over."

Han smilede til hende, og håbede ikke det gik hende for meget på. Han var bange for at de ville blive der længere end en enkelt nat, hvilket han faktisk ville have det skidt med at hun skulle være væk fra sin elskede hun så længe.

Da han undskyldte, kom hun til at le, og hun hjalp ham op at sidde uden tanke på hvad hendes jakke måtte ende med at ligge over nederst i bunken.
"Du skal ikke undskylde! Det var allerhelvedes modigt af dig at gå derud i første omgang!" Hun gnubbede hans arm for at få lidt varme i den, selvom hun selv var kold som is. Handlingen bragte dog lidt varme i hendes hænder igen, mens de bare arme stadig havde gåsehud.
Da han blidt fjernede hendes tåre, gik det op for hende, hun havde grædt, og hun var ærligt talt temmelig overrasket, mens hun så vandet glimte op hans finger.
"Det er det," gav hun ham ret. "Tror du virkelig det bliver muligt at komme herfra i morgen?" Der var noget tvivlende i hendes stemme. Ikke trist eller beklagende, bare tvivlende. Hun havde ikke noget imod at tilbringe et par dage sammen med ham alene her, og det eneste, der trak ned, var at Georgie ikke var der. Men Django skulle nok passe godt på ham, som han havde gjort det før, og så kunne Georgie lege med hans egen hund og have det lidt sjovt, så det var ikke helt skidt. Hun skævede over hans bare overkrop og lagde hovedet let på skrå, tydeligt rødmende.
"Ehm, fik du ødelagt alt dit tøj?" spurgte hun lidt utilpas på hans vegne og så på det roarøde tørklæde på gulvet. Mon det ville kunne give ham lidt dække, tænkte hun tøvende. Hun havde da set en nøgen mand før, selvom det var ved at være længe siden nu - faktisk adskillige år - men de kendte ikke hinanden så godt, og hun kendte ikke hans blufærdighedsgrænse.

Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, så han smilede bare til hende, et venligt og taknemmeligt smil over at han var glad for at hun havde reddet ham, da det ikke var det man oplevede oftest når man var som ham.

Han vidste ikke med at komme væk, han ahvde næsten lyst til at lyve, men fordi hun selv var så tvivlende omkring det kunne han jo lige så godt være ærlig overfor hende, og sige det som det var.

"Det tror jeg ærligttalt ikke nej, nok først i overmorgen og så er vi faktisk heldig. Du må undskylde jeg har fået dig ind i det her rod"

Han havde det skidt med det, da han følte det lidt var hans skyld at de var endt her, i denne situation.

"Ja alt mit tøj ligger derude, i sneen så medmindre du gider samle rester derude, ville det nok være en bedre ide at kigge under sengen eller i den lille kiste for enden."

Han trak sig selv over til kisten og ledte den igennem, intet tøj. Der var dog et par underbukser så han kunne skjule det værste og der var noget stof og noget sytøj, så kunne han da vise at han kunne sy.

Hun var glad for hans smil og føler sig beroliget af det. At hun har reddet hans liv har hun ikke selv tænkt meget over og gør det sstadig ikke; det var vel hvad enhver ville have gjort?
"Okay... Georgie er i trygge hænder, og vi må se hvordan vi klarer os bedst muligt. Jeg har ikke en gang set hvor meget mad, jeg havde i tasken, men jeg kan da gøre det nu? OG du skal ikke undskylde! Havde jeg ikke været så nysgerrig efter at se stedet, var du aldrig taget herop, så om noget er det min fejl! Og ikke noget med at bebrejde sig selv, mr.! Det tollererer jeg ikke!" Hun lo mildt og smilede varmt til ham, mens flammerne dansede over hendes ansigt og skikkelse. Så kom hun på benene ved hans ord og gik hen mod døren.
"Du skal måske lige dække dig til," kommenterede hun med et sødt smil over skulderen. Han sad henne ved sengen, men var stadig ikke langt nok fra døren til, hun ville åbne den for at kikke, om tøjresterne allerede var føget til.
Hun stod ovre ved døren og så lidt alene og lidt fortabt ud med hånden på håndtaget, klar til at kikke efter så snart han havde dækket sig til for kulden. Hun fik gåsehud på de bare arme bare ved tanken, men det var da det mindste, hun kunne gøre for ham, når nu han sad tøjløs. Hun havde godt set, han kun havde fundet et par underbukser, og det ville han måske også lige synes var lidt nok.

Han hørte hvad hun sagde med at hun gerne ville have ham til at dække sig til og først blev han lidt trist over at hun ikke kunne lide hans overkrop, men så gik det op for ham at det var fordi hun havde tænkt sig at gå ud. Han ville gerne stoppe hende men vidste godt at han nok ikke kunne hun virkede som en meget stædig kvinde så det var nok ikke det nemmeste.

Han tog tæppet op om sig, og tog så underbukserne på inden under tæpperne. Han hev stoffet frem og sygrejet og begyndte på at få syet et par midlertidige bukser, som kunne dække hans ben.

Han sad bare og klippede og vurderede, og begyndte så at sy da det var klar til det, og hurtigt havde han et par meget simple bukser, ikke de pæneste men de var nok, og ville fungere godt til at sove i, da de var meget løs, hvilket var en god ting for ham, han hadede stramt tøj og gjorde ikke noget for at gå i det.

Da hun så, han havde dækket sig til, åbnede hun døren og gik halvvejs ud i kulden, hvor hun så hen mod det sted, han havde ligget. Nej, det var allerede føget til, og hun kom ind igen med et suk og lagde al sin vægt bag at få lukket døren, da blæsten var hård.
"Det er allerede væk," sagde hun beklagende. "Inklusive alt du havde i lommerne; sneen har dækket det." Hun beklagede tabet af hans ejendele og så meget beklagende ud, da hun kom over til ham for at se hvad, han lavede. Det gik op for hende, han var ved at sy nogle bukser til sig selv, og hun blev stående og så til, indtil han var færdig. De er meget løse, synes hun, men det er selvfølgelig også svært at lave noget tætsiddende i fri hånd. Hendes eget tøj sidder tæt ind til hendes krop, selv bukserne følger hele vejen ned til støvlerne, hvor de går indeni.
Hun gik over til tasken og samlede den op med ryggen mod ham, så han kunne få fred til at tage dem på uden at skulle bekymre sig om nysgerrige øjne, der ellers gerne havde kastet et blik på hans ben. I stedet koncentrerede hun sig om at åbne tasken, der var en mellemstor skuldertaske, og hun fandt en pose æbler, hun havde haft med på arbejde og aldrig fået lagt af, og seks müslibarer mere. Der lå også en enkelt pære, men det var ikke meget mad at leve på.
"Der er en smule spiseligt heri, men det er ikke så meget ... Det er sundt og lidt natursukkerholdigt, men der er ikke mange proteiner at gå efter ... Jeg ved ikke hvor mætte vi vil blive af det," sagde hun beklagende og slog ud med den hånd der ikke holdt tasken.

Han smilede til hende da hun tog tasken frem og vendte ryggen mod ham, og han tog bukserne på, og rejste sig så op og gik hen til hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, men han stod bare og kiggede rundt, hvilket var lidt kedeligt da det var meget sparsommeligt i huset, men der var da lidt at kigge på.

"Det er i orden, der var intet i dem jeg ikke kan erstatte. Jeg kan altid led når vi går herfra når stormen har lagt sig."

Han smilede til hende da hun begyndte at tale om at det ikke var meget mad, og hun havde ret men han plejede også at gå et stykke tid uden mad, det var endnu en fordel ved at være varulv, man han en begrænset appetit og følte sig mæt ret ofte, og der kunne være ret meget i ens mave, da den mindede meget om en ulvs mave.

"Det går nok, jeg lever ikke af ret meget, og det der er må du med glæde få."

Han havde lidt en plan om at satse på muligvis at fange en gnaver eller noget der ofte rendte rundt her i de små hytter når det var kold, det kunne vel give ham mad nok til et stykke tid hvis han var heldig, men han var ikke hlet sikker på hvordan hun ville tage det hvis han pludselig sad og spiste en lille mus eller lignede, råt!

Da hun hørte hans skridt hen over gulvet, vendte hun sig om mod ham, og de kom til at stå meget tæt.
"JEg ved ikke om de bare er sneet til eller om vinden har taget dem, men jeg kan sagtens udpege stedet for dig, når stormen er væk," sagde hun roligt og så op på ham i hans grå øjne, hendes ansigt nu vendt, så lyset lå over hele hendes ansigt og viste hver en del af hendes ansigt meget tydeligt, mens den tegnede skygger på hendes krop.
Hun anede intet om hans ændrede sultfølelse og så lidt betuttet op på ham, hendes ansigt så kært liggende let på skrå sammen med resten af hovedet.
"HVis vi skal være her i dage kan du da ikke klare dig uden noget?" spurgte hun vantro og så søgende hen over hans ansigt på tegn på spøg.
En gnaver i hans mund ville med garanti ikke falde i god jord; hun ville finde det temmelig ulækkert og se bort rimelig hurtigt med en let hvis ikke kraftig kvalme. Men som det var nu, kendte hun intet til hans gnav-en-gnaver tanker, og gudskelov for det. Hendes blik gled op og fandt hans øjne igen, og hun bed sig let i underlæben med et mistroisk blik. Var han bare heroisk og ville udholde sulten for hendes skyld, eller lå der noget andet i vareulve-delen, hun ikke kendte til?

Han smilede til hende da han var meget seriøst om at han ikke ville have brug for ret meget mad, hans mave kunne køre længe uden mad selvfølgelig ville han miste kræfter ad det, men han kunne gå længe uden. Han havde jo også det problem at han ikke rigtigt kunne fordrage at spise ting som frugt grønsager og lignende.

"Jeg kan gå længe, endnu en del af at være varulv, og så er der den del med at jeg rent ud sagt hader frugter, grøntsager og lignende."

Han smilede til hende, fordi han var typen der helst ikke spiste andet end kød, det var der han kunne få den mængde af protein han havde brug for, og det andet ville knap nok hjælpe ham ret længe. Han kom så til at tænke på at han altid kunne kigge videre efter noget røget kæd, som han gjorde men han fandt ikke noget.

Han så en mus der en rigtigt stor mus, en af de store man kun fandt her i bjergen og han greb den med det samme, og brækkede hurtigt dens nakke. Han holdt den skjult for hende, og gik så over mod døren som han åbnede hurtigt.

"Jeg smutter lige ud og trækker lidt luft hurtigt."

Han smilede til hende og smuttede så uden for og gav sig med det samme til at tygge den fra hianden og æde af den.

Hun lyttede forundret til hans fortælling og fandt et lille smil frem.
"Ah, herren kan ikke lide det grønne," drillede hun. "Nuvel, hvis du er sikker." Det var ikke så meget ment som et spørgsmål, da hun var rimeligt sikker på, han mente det alvorligt, slevom det stadig var en sød og meget galant ting at gøre for hende.
Hun så efter ham, da han gik hen for at lede igen og kan se, han da i alt fald fandt et eller andet. og da han smutter ud ad døren, kan hun kun gætte om, hvad han kan have stødt på. Hun valgte dog at lade det ligge, da det nok ikke var noget rart, siden han havde valgt at holde det skjult, og hun tænker nok en gang, hvilken gentleman han egentlig er overfor hende.
Hun gik hen til brændeovnen og satte sig så tæt op ad den, hun turde for at få varmen igen. Hun gned sine arme med hænderne og dernæst lårene, der stadig var fyldt af mælkesyre. Hun gøs let og trak så fingrene gennem sit uglede hår for at få det til at holde op med at stritte sådan. Hun havde slet ikke tænkt på hvordan, hun tog sig ud, men det blev hurtigt rettet, og hun burgte håndfladerne til at glatte sine lokker ud. Snart så hun nogenlunde normal ud igen, men hun fortsatte med at rede håret med fingrene, fordi krøllerne stadig føltes som om de strittede.

Han stod bare uden for døren og spiste så hurtig han kunne, og tørrede så munden med håndryggen før han, vaskede ansigt og hænder i sneen og gik så ind igen. Han smilede til hende da han gik ind igen. Han håbede hun ikke vidste hvad han havde laver, eller var skuffet over at han havde valgt at skjule det for hende.

"Sorry skulle lige noget."

Han smilede igen bare til hende men hold lige ansigtitet lidt skljult for hende. Han gik over til hende og satte sig ned bag hende og begyndte at gunbbe hendes arme for at få lidt varme ind i dem. Han ville ikke have hun sad og frøs her ikke når han kunne gøre noget ved det, så han ville gøre hvad han kunne.

"Så nu skal du ikke sidde og fryse."

Han svøbte tæppet rundt om dem begge, og holdt så ellers bare om hende, og nød meget at sidde sådan foran ovnen, med hende.

Hun så over mod ham, da han kom ind igen, med et bredt smil. HVad end han havde fundet, havde han ladet det blive ude, eller måske var det noget mad, han kunne spise selv, der var lidt for gammelt eller hvad vidste hun, og han havde ikke villet lade hende se det af frygt for hvad hun ville tænke. Meget sødt og omsorgsfuldt.
"Helt i orden," svarede hun bare ganske roligt og fastholdt sit varme smil.
Da han satte sig bag hende, drejede hun først hovedet for at se hvad, han lavede, men det gik op for hende, da han gnubbede hendes arme, og smilet voksede lidt mere.
"Heh, jeg prøver at lade være," drillede hun i en let tone, "Men en lille frossenpind som mig fryser så tit ... og så er min bluse nok heller ikke det klogeste valg her i kulden, den er bare sød." Hun skar en grimasse med ansigtet vendt halvt mod ham. Lyset ramte hendes hår og fik det til at ligne flammer, der dansede om hendes ansigt, men hun syntes ikke selv at være opmærksom på det. Nej, hun var mere opmærksom på hans stærke krop så nær hendes, og da han svøbte tæppet om hende og lagde armene om hende, lænede hun sig ind mod ham og lagde hovedet let bagover, så hendes baghoved hvilede mod hans skulder. Et stille, henført smil hvilede om hendes læber, og hun lukkede kort øjnene for at nyde øjeblikket.
"Her er rart," sagde hun stille og lagde en hånd over hans indenunder tæppet og kærtegnede den blidt. Hun mente ikke her som i hytten, men her som i hans arme, og det håbede hun, han forstod.

Han smilede bare til hende over det hun sagde med at være en frossen pind, men sådan var de fleste nu i forhold til ham. Han havde en varm krop, og det var ikke noget specielt som sådan, eller jo for mennesker var det, men ikke for varulve, det havde de jo alle sammen da det de også var, ulven, var et dyr skabt til de kolde og barske dele af verden.

"Det er god, men nu skal jeg nok hjælpe dig lidt."

Han holdt hende bare indtil sig mens hun kærtegnede hans hånd, hvilket var en dejlig følelse, en følelse af den blide hånd der ikke gjorde andet end at berøre hans, hendes hånd var blød, meget blød endda hvis man tog den i forhold til hans egen barkede og arrede hånd.

"Jeg er helt enig hytten er da meget hyggeligt."

Han smilede til hende og sagde så ikke mere, selvom han godt havde forstået hvad det var hun faktisk mente, men han ville lige se om hun reagerede på det, og svarede så videre, som det havde været hans plan at gøre.

"Men det er nu selsakbet der er det bedste ved at være her."

Hun kunne godt mærke hvor varm, han var, og hun havde aldrig mødt noget menneske så varmt. Måske var det en del af at være vareulv, tænkte hun med et let suk af velvære.
"Tak," svarede hun med et skævt smil og puttede sig lidt bedre til rette.
Hun kunne godt mærke hvor ru og barket hans hånd var, mod hendes, der modtog et væld af fugtighedscremer dagligt for at holdes så bløde, og hun nød tanken om deres forskelle.
"Nej, ikke hytten," sagde hun og storrødmede, "her..." Hun gnubbede hans varme arme. "i dine arme." Hendes rødme blev kraftigere, og hun så ligud en smule op mod loftet, fordi hendes hoved stadig lå mod hans skulder.
"Er glad for du ikke har nogt imod mit selskab," sagde hun så lavmælt med et lidt genert smil stadig uden at se på ham. Til sidst drejede hun dog hovedet halvt for at se på ham, hendes grønne øjne funklende i lyset fra ilden og blde af følelser hun knapt selv havde fundet ud af.
"Det er dig, der er rar at være med," hviskede hun meget tæt på hans øre.

Han mærkede hvordan hun gnubbede hans arme, og hvordan hun bare lagde helt op af ham, og hvilede sit hoved på hans skulde. Det var absolut ikke den værste måde, at være fanget i en snestorm på. Det var en behagelige følelse at holde om hende.

"Så lidt..."

Han blev lidt forlegen over det, men så heller ikke mere end det. Det var jo dejligt og hyggeligt at sidde med hende, så han ville ikke sidde og blive forlegen, og et var jo heller ikke fordi de begge vidst ikke havde noget imod det.

"Jeg ved udemærket hvad du mente."

Han smilede, til hende da hun havde sagt at det var hans arme der var rare at være i, selvom han havde været klar over at det var det hun mente, men han kunne godt lide at drille hende lidt, ikke meget bare en lille smule.

"Jeg ved nu ikke helt om jeg vil sige det sådan..."

Hans stemme blev lidt sorgmodig da han sagde det, men det var også kun for ar drille hende, og fortsatte hurtigt med at afslutte sin sætning, så hun ikke ville blive nervøs eller trist og ked af det.

"... Jeg nyder det, er vel mere korrekt."

Han mærkede hvordan hun talte ham, ind i øret hvilket var ret højt selvom hun talte lavt, nærmest hviskede så var det som om det var en person det talte direkte ind i øret på en.

"Tak... Du er selv rar at være med, specielt når du er så venlig og sød overfor mig."

Havde hun kendt hans tanker, havde hun givet ham ret; det var bestemt ikke den værste måde at være fanget i en snestorm. Faktisk nød hun det temmelig meget, nu hvor Georgie var vel set efter, og hun slappede helt af og følte sig glad i hans selskab.
Da han sagde, han vidste, hvad hun havde ment, lo hun let forlegent og tjattede let til hans arm.
"Drillepind!" grinede hun.
Hans næste kommentar fik kort hendes mod til at falde, og hun følte sig temmelig til grin, indtil han fortsatte, hvilket igen bragte et bredt smil på hendes læber.
"You'd better!" lo hun muntert, "Jeg fortjener at blive nydt!" Det var en meget drillende, useriøs tone, og hendes øjne funklede af morskab. Så talte han igen, og smilet voksede yderligere.
"Selv tak ... Jeg er vist bare sådan; venlig og sød." Igen lidt drillende, men kun en smule, for hun anså sig selv for at være begge dele, selvom sød nogengange ikke lige var det ord, hun havde lyst til at blive beskrevet med. Nogen gange var hun træt af at være naboens søde pige og ville gerne være en almindelig kvinde, som folk lagde mærke til og annerkendte. Men hun gled tit i baggrunden, og selvom hun havde vænnet sig til det, nød hun fuldt ud den opmærksomhed, Segovax gav hende nu.
"Du får mig til at føle mig helt speciel," sagde hun en smule forlegent og med et skævt smil, "Jeeg ved knapt hvad, jeg skal gøre af mig selv med al den opmærksomhed." En lille, let nervøs latter undslap hende og tillod ham at se ind bag hendes maske af selvtillid på en lille pige, der stadig var såret over svigt i fortiden, og som ikke helt troede, hun var god nok.

Han sad bare og lyttede til det hun sagd, med et lille smil på læberne. Han kunne ikke lade være med at smile lidt større hver gang hun sagde noget, og han grinede også lidt da hun kaldte ham for en drillepind. Han havde ikke andet i tankerne end at drille hende. Det var løgn fordi han havde da også tanker på hende, og om hvor dejlig hun var at være sammen med.

Han smilede lidt større da han kunne høre at hun ikke var så glad for det første han havde agt, om at være sammen med hende. Han smilede endnu større da hun også begyndte at smile over det næste han havde sagt, og da hun fortsatte grinede han også lidt.

"Det gør jeg skam også, og ja det fortjener du da også helt klart."

Han var meget seriøs da han talte fordi han mente virkelig at hun fortjente at blive nydt. Han var glad for at hun gjorde som hun gjorde med at være sød og venlig, men samtidigt var der en vildskab og noget som ikke var sådan virkelig sød, som en hundevalp eller en katte killing.

"ja og frisindet og lidt vild."

Han smilede til hende da han talte, og kunne ikke lade være med at lige at knække skuldre over hvordan han sad. Han sad ikke dørligt men man kunne nok sidde bedre eller måske ligge ned, han vidste det ikke men det var fint som det var.

"Hey du er også speciel, og opmærksomheden må du nok vænne dig lidt til hvis du vil være sammen med mig."

Han vidste at han ville give hende meget opmærksomhed, men hvis hun ikke brød sig om det kunne han da godt prøve at gøre det lidt mindre, og han havde da heller ikke selv noget imod at ligge opmærksomheden over på sig selv for hende.

"Men hvis du ikke kan lide det, skal jeg da nok lade være, jeg kan gå hvis det er det."

Den sidste det sagde han meget uesriøst og med latter i stemmen, men uden at han grinede til hende.

Hun nød virkelig hans latter, der kom oftere og oftere og virkede stærkere og stærkere på hende for hver gang. Mens hans tanker var optaget af drilleri, var hun meget bevidst om hans lår så tæt mod hendes, om hans brystkasse mod hendes ryg og armene om sig, og hun kunne ikke lade være med at tænke på hvor lang tid siden det var, hun havde siddet så tæt på en mand. Hun anede ikke en gang hvor meget, hun havde savnet det før nu.
Hans alvorlige stemme, da han sagde, hun fortjente det, fik hende til at rødme lidt mere, og hun blev mere usikker på sig selv end hun havde været længe, selvom et lille smil hvilede om hendes læber, og hun værdsatte virkelig hans ord.
"Tak," sagde hun så højt, hun kunne, hvilket næppe blev til mere end en hvisken, og hun var virkelig rørt over, han mente det. Hun fik dog lidt noget andet at tænke på, da han knækkede skuldrer, og hun så på ham og glemte næsten sin pludselige usikkerhed.
"Sidder du godt nok?" spurgte hun, før han igen tog ordet, og hun lyttede og storrødmede.
"Åh, jeg er nu ikke noget specielt," mumlede hun forlegent, "Opmærksomheden må jeg vænne mig til så." Hun smilede opmuntret til ham, men stadig genert, som hun ikke havde følt sig i flere år. Hendes mur af overfladisk selvsikkerhed var midlertidigt brudt.
"Og du må ikke gå," bad hun indtrængende og hørte først bagefter hvor desperat hun egentligt ld, hvilket fik en ny bølge af farve til at spredes over hendes kinder, og hun vendte blikket ligeud og drejede hovedet med for lige at få et pusterum til at få farven til at forsvinde. Hun kunne ikke skjule den for ham, det vidste hun godt; det var alt alt for sent, men hun kunne da i det vmindste tage et øjeblik til ikke at ligne en tomat. Det var da det mindste; han måtte jo tro hende en fjollet lille pige.

Han smilede bare til hende da hun takkede ham, mest fordi han ikke fandt noget at takke for, det hun takkede for var jo bare sandheden som han valgte at fortælle. Han vidste ikke om han skulle sige til hendes spørgsmål, fordi han sad ikke super godt men han ville heller ikke ødelægge det, men hun ville vel alligevel kigge igennem ham.

"Jeg kunne sidde bedre, men det går nok."

Han smilede bare til det hun sagde, fordi han brød sig ikke om at han fik hende til at føle sig forlegen, da han helst bare ville have at hun var glad og lykkelig lige nu. Han hvilede kort sit hovede mod hendes inden han rettede sig op og talte til hende igen, som svar på hendes formaning.

"Så lader ja da være med at gå"

Han smilede til hende og lagde mærke til at hun rødmede fuldstæsnigt, i hele hovedet. Han fandt det sødt at hun rødemde sådan og han tog den ene hånd op og lagde den på hendes ene kind og vendte sit hovede mod ham.

"Du skal ikke være folv sådan over det."

Hun var glad for, han fortalte sandheden, og hun smilede stille.
"Så sæt dig bedre til rette," bad hun sødt. Hun skulle nok hurtigt putte sig ind til ham igen, hvordan han så end placerede sig.
Hun nød følelsen af hans hoved mod sit, og et let suk undslap hende, før hun smiler ad hans svar.
"Tak, en sand gentleman," lo hun mildt.
Hånden blev lagt mod hendes kind, og hun så på ham igen, deres ansigter meget tæt på hinanden, og hun kunne mærke hans ånde mod hagen.
"Du får mig bare til at føle ting, jeg ikke har følt i lang tid," sukkede hun med et tvetydigt smil og kærtegnede hans arm, mens hun lod blikket dykke ned i de grå øjnes dybder og begravede sig i dem. Hendes smil var varmt, hendes øjne bløde, og da hun blinkede, fejerde de lange, sorte øjenvipper ned foran hendes øjne i et lille sekund, før de var på plads igen. Et helt igennem feminint træk, der kunne virke meget charmerende.
"Jeg er virkelig glad for, du løb ind i mig," sagde hun så mildt leende og strøg ham igen over armene.