Colts lille lejlighed.

Han holdt hende tæt på sig, med armen om hende, og nød følelsen af hendes hånd i hans hår, rodet ind i dem. Det var en behagelig følelse at hun rodede i hans hård, og hendes blide massering af hans nakke føltes rart samtidig med at det gjorde ondt. Det gjorde ondt i nakken, men på en meget behagelig måde, nok mest på grund af hvordan hans muskler altid blev brugt, og der dannede sig knuder, men det var lige meget for ham lige nu.

Han vidste ikke helt hvordan han skulle beskrive de følelser hun fik op i ham, men følelser var der ihvertfald, og der var rigtig mange af dem. Det var meget stærke følelser der vældede op i ham, det var ikke svært at mærke, og uden dem ville han jo også bare sidde i skoven, som en ensom mand.

Og ensom ville han i alt fald aldrig blive med Colt i nærheden, det skulle hun nok sørge for! Hun mærkede hvor mange ting, hun vækkede i ham og indså, han måtte føle sig frygteligt sårbar og skrøbelig, og hun svor i sit stille sind aldrig nogen sinde at ville gøre noget for at forråde disse følelser af hans, der var så ærlige og reele. Hun havde helt sikkert et blødt punkt for ham, og mens hun holdt kysset og forsigtigt, let tøvende tog iniviativet og prikkede let til hans læber og tunge med sin egen tunge, opdagede hun hvor dybt, hun i grunden følte for hendes sårede ulv. Hvordan hans sårbarhed og usikkerhed omkring det at have følelser gjorde hende blød i knæene, når det normalt ville have irriteret hende, hvordan han ønskede at beskytte hende, og selvom hun aldrig havde ønsket nogens beskyttelse før, så længtes hun efter hans, som hun længtes efter ham. Et livligt begær vældede gradvist op i hende, og hun trykkede sig ind mod ham med hele kroppen. Åh hvor hun ønskede, hun altid kunne være nær ham som nu. Måske endda tættere? Hun rødmede let ved tanken uden at vide hvorfor. Måske var det bare tanken om hendes ulv så sårbar som i en sådan situation, eller måske var det tanken om hans muskuløse krop trykket ned over hende, om bevægelser som en enhed, om de følelser og ændringer en sådan ting ville medføre i deres forhold. Eller måske var det bare varmen fra deres ophedede omfavnelse. Hun var ikke helt klar over det.

Han smilede let mod hendes mund,og mærkede at hun begyndte at prikke til hans tunge og læbe, og som en ren refleks svarede han tilbage med sin egen tunge. Det var en dejlig følelse at vide at man havde været med til at lære hende det, og han var ovenud lykkelig for hende, og det de havde sammen. Han lod den en hånd langsomt glide op af hendes ryg, og så ned igen, og lod den ligge på hendes hofte mens den anden hånde lå på hendes lænd, og trykkede hende blidt ind mod ham. Han kunne selv mærke at der også var noget begær der voksede i ham, men grundet at han var bange for at miste hende, ved at gå for hurtigt frem, valgte han at undertrykke følelserne og bare nyde hende.

Hans kærtegn sendte strømme af varme gennem hende, og hun smeltede ind mod ham. Hendes krop syntes at passe så godt mod hans; hårdt mod blødt, og hun nød bare at mærke ham så nær sig.
At han var bange for at miste hende ved at gå for hurtigt frem, var hun klar over, men hun forstod det kun halvt. Hendes eks havde stort set plaget hende om sex fra første dag de var sammen inditl hun havde givet sig, og det havde da gået hurtigt og havde måske ikke ligefrem holdt hende knyttet til ham, men det var noget andet med Segovax. Hun kunne ikke se hvordan en forening af dem på nogen måde kunne svække det, de havde sammen. MEn han havde sine grunde, det var hun klar over, og hun respekterede ham for meget til at stille spørgsmålstegn ved dem. Hun accepterede og respekterede hans ønske, selvom hendes krop på det nærmeste længtes efter ham. MEn hun holdt sig til det intense kys og holdt ham bare tæt, mens hun fortsat masserede hans stive nakke med bløde bevægelser.

Han nød virkelig at have hende mod sig, og han nød hendes kys, og ville næsten ønske de bare kunne blive stående sådan her. Han vidste dog godt at det ikke ville vare meget længere inden at maden var færdig og at hun skulle til at gøre sig klar, til at tage afsted til hendes løb her i aften. Det var noget af det der gjorde ham lidt nervøs, men nu måtte han jo se. Han regnede ikke med at bakke ud nu.

Hans tunge forsøgte at prikke let til hendes. Han kunne mærke hvordan hun blødt masserede hans nakke, og han nød det meget. Det var rart at få den gamle stive nakke rusket lidt op igen, og få til at være mere medgørlig, selvom resten af kroppen var medtaget også, var nakken blandt det værste.

Hun kunne sagtens mærke hvor spændt, han var, og hun tænkte med en sær længsel, hun vist hellere måtte give ham en ordentlig massage på et tidspunkt, så han kunne føle sig mere afslappet igen.
Hendes tunge svarede gladeligt igen på hans prikken, og hun følte, hun kunne holde kysset i en evighed ... Men mobilen bippede i hendes lomme, og med et irriteret suk, brød hun kysset og slog øjnene op.
"Jeg sætter lige grøntsagerne i gang." Hun tændte for komfuret og flyttede gryden ind på kogepladen, før hun gik tilbage i hans arme med et varmt smil.
"Du er nu noget helt fantastisk, Segovax," sagde hun stilfærdigt og blidt. "Jeg ved ikke om nogen har fortalt dig det før?" Hun strøg ham blidt over kinden og så forelsket op på ham.

Han blev revet helt ud af det, da hun stoppede kysset, men han forstod det så da han kunne høre den skingre biblyd der skar igennem. Han smilede bare som svar til hende, med at hun lige skulle sætte grønsagerne over.

Han rødmede ved hendes ord, og kiggede ned i jorden kort. Han brød sig nærmest ikke om at få det at vide, men han havde det jo på samme måde med hende, og det skulle hun ihvertfald ikke tro andet end.

"tak søde og kan kun sige det samme om dig."

"Ziga sagde det også til mig."

Hun var ikke gladere for at stoppe kysset end han havde været, og hun længtes efter at genoptage det, selvom hun lige først måtte svare på hans ord. Hun strøg ham over kinden og gik helt tæt på ham, så hun kunne se op i hans øjne.
"Tak dearest. Og jeg er glad for, hun også kunne se det! Så har du ikke gået helt uelsket hele din tilværelse." Hun sukkede let og strakte sig så op for at kysse ham igen, mens hun strg hans kind igen.
"Du aner slet ikke hvordan du får mig til at føle, når jeg er sammen med dig," hviskede hun kærligt mod hans mund og kyssede ham igen. "Som om jeg kunne klare hele verden, men at den på samme tid er så uendelig ligegyldig!"

Han lyttede til hendes ord, men vidste ikke helt hvad det var han skulle svare, men det blev heller ikke nødvendigt da hun kyssede ham igen. Det var en dejlig følelse at genoptage kysset med hende, og det var en sjov følelse når hun talte mod hans læber.

"Søde du får mig til at føle helt fortabt når du siger sådan om mig, du smadrer jo fuldstændigt det billede jeg har af mig selv."

Han smilede mod hendes læber, og nød det bare, og han stod der og følte nærmest at hans verden faldt sammen om ham, fordi hun var der, og hun var det eneste der betød noget, overhovedet.

Hun fortsatte med at stryge ham over kinden og smilede varmt.
"Godt, det var også min hensigt! Du ser dig selv som et eller andet monster, mens jeg bare ser den krælige, venlige, selvopofrende mand, du er." Hun trykkede for tredje gang et kys mod hans læber. "Vi vil håndtere følelsen af fortbathed, når du har lært det," fortsatte hun med et kærligt smil og begravede sig i hans øjne, mens hun lod den anden hånd glide op mellem hans dreads igen.
Hun trykkede sig ind til ham og så op på ham med blind tillid og respekt lysende ud af sine grønne øjne.
"Du er blevet mit et og alt så hurtigt, Segovax, og jeg ville gå gennem ild og vand for at overbevise dig om, hvad jeg ser i dig." Nok en gang kyssede hun han, denne gang lidt længere og mere følelsesladet.

Han lyttede til hvad hun sagde, og han havde svært ved at lade være med at græde, men han forsøgte at lade være, og hans øjne blev langsomt røde og enkelte tåre trillede ned af hans kinder, over at hun fortalte den slags hun sagde om ham.

"Jamen... jam..."

Han fik ikke sagt mere føre hun trykkede sine læber mod hans igen, og hun nød bare følelsen af dem, og han glemte helt at stoppe tårene, og de trillede bare ned af hans kinder, men det var ikke fordi han var trist men istedet var det fordi han var glad for de ting hun sagde selvom han godt vidste de ikke hang fast.

Hun forstod hans følelser og tanker og følte sig åbnet op indvendigt for ham og hans sorg. Han troede slet ikke på sig selv, men hun ville gøre sit bedste for at få ham til at se sig som hun så ham. At han græd gjorde det bare det mere klart for hende, hun var nødt til at lære ham det. Han havde brug for at kende den side af sig selv. Hun ville komme til at sige det mange gange til ham uden, det ville hænge fast, men hvis hun sagde det nok, ville det måske en skønne dag. Hun slap hans mund en smule frivilligt og så op i has øjne med et blidt, lille smil.
"Jeg vil aldrig sige noget til dig, jeg ikke mener, dearest," sagde hun blidt, "og selvom du har svært ved at tro mine ord, så mener jeg dem! Du er ærlig og loyal overfor mig, du har aldrig vist mig andet end omsorg og omtanke, og jeg elsker dig af hele mit hjerte." Hun gik op på tå og kyssede hans tårer væk, før hun igen strøg ham over kinden.
"Du vil lære at stole på mine ord med tiden, dearest, selvom det er svært," hviskede hun blidt. "Du er så stærk, selvom du ikke selv tror det!" Hun omfavnede ham og lagde ansigtet ind mod hans hals, mens hun holdt sig tæt ind til ham.

Hans tåre trillede stadig svagt ned af kinderne. Det hun sagde røg ind i ham og han hørte det, men han vidste det snart røg ud igen. Han kunne ikke få sig selv til at tro på at han ikke var et monster, da han vidste at han faktisk var det, og derfor var det vigtigt for ham ikke at glemme det, og det gjorde han nok aldrig helt.

"Tak søde."

Han slap hende, da det var for hårdt at stå sådan med hende, selv om det var meget rart, men hans psyke kunne ikke holde til det, og det var bare sådan han var. Han trak sig lidt væk fra hende med sænket hoved.

"Undskyld søde..."

Hun vidste, hun havde udfordret hans psyko meget de sidste få minutter, og hun accepterede, da han trak sig væk.
"Du skal ikke undskylde, dearest, jeg forstår." Mere håbede hun ikke, hun behøvede at sige, og hun strøg ham over kinden en sidste gang, før hun vendte sig mod gryden,d er belejligt nok var komme ti kog, og hun vippede låget på skrå og skruede lidt ned.
"Så er der få minutter tilbage." Hun smilede og tog et stegetermometer, som hun stak i kødet efter at have åbnet ovnen. Jo, det var klart.
Hun lod ham få et par minutters ro, mens grøntsagerne blev færdige, hvorpå hun tog dt hele op på bordet og fandt to tallerkner frem. Hun lagde kødet for sig og grøntsagerne for sig og rakte ham så den med kødet, så hun havde en hånd fri til bestik, hvorpå hun ledte ham ind til spisebordet og tog plads med det grønne foran sig, som hun begynder at spise, mens hun opmærksomt betragter ham for at finde ud af hvordan, han har det.

Han smilede over hendes kommentar, og forstod det og hun behøvede ikke at sige mere. Det var nok for ham indtil videre. Han smilede til hende over at hun fortalte at maden næsten var færdig, men han blev bare stående lidt endnu, da han lige ville komme sig helt for sig selv, da det nok var det bedste, eller sådan havde han det ihvertfald.

"Super søde."

Han satte sig ned sammen med hende, med køddet foran ham, og begyndte at spise det. Det med bestik kunne han god finde ud af, men han var lidt klodset i sin måde at spise på, fordi han normalt bare spiste det med hænderne. Han smilede svagt, men stadig lidt fraværende.

Hun kunne godt mærke, han var fraværende, og det fik han lov til at være, for han tængte nok til at tænke over et par ting. I det mindste smilede han en smule, og det gjorde hende glad.
Hun spiste i tavshed og betragtede ham bare, de tohundrede gram grøntsager snart spist, og hun sad dernæst blot tavst og betragtede ham. Hun kunne ikke nænne at bryde hans tavshed, for han var så optaget af sine tanker. Så længe de var positive, eller i det mindste omhandlede det, hun lige havde sagt til ham, så var det vel i orden, han var lidt fraværende.

Han spiste færdigt, og jo mere han fik spist, jo mindre fraværende blev han efter hånden. Det var en dejlig følelse. Det var dejligt med noget ordentligt kød at spise, selvom det tog sin tid da han ikke var helt vant til at spise mad med bestik på den måde. Han fik spist færdigt og kiggede så på hende, med smile, og glade øjne som de var blevet nu.

"Tak for mad søde, det smagte rigtig godt."

Han kom så til at tænke på om hun ikke bare skulle til at gøre sig klar snart.

"Nå søde du må vel hellere få dig gjort klar, så orden du det, så ligger jeg mig lidt hvis det er i orden?"

Han tog tallerknerne ud skyllede dem af, og lagde sig så på sofaen igen.

Hun så godt hvor akavet han var med bestikket, men hun var glad for, han forsøgte, at han gad forsøge.
"Jeg er glad for, du kunne lide det," svarede hun og skulle til at gå ud med tallerknerne selv, da han kom hende i fokøbet. I stedet rejste hun sig op med et smil.
"Tak dearest," sagde hun med et let suk, "Og jo, jeg må hellere komme i gang." Hun gik ind i soveværelset, hvor Georgie lå på sengen og sov, og hun gik i skabet og fandt sit udstyr frem, før hun klædte sig af. Hun var ikke glad ved tanken om, hvordan han ville komme til at se på hende, men hun havde ikke meget valg. Hun havde et immage at passe, og det indebar hendes kostume! Hun trak i den meget korte, røde laknederdel, der sad stramt og godt om hendes bagdel, før hun tog den lille lædertop på, der ikke dækkede meget andet end hendes bryster og var åben hele vejen ned, holdt sammen af en snor. Den pressede hendes bryster sammen, og hun trak dem op for at få den rigtige effekt, før hun tog de lange, sorte lakstøvler, der gik næsten helt op til kanten af nederdelen, og hun lynede dem med en grimasse, da de sad så stramt, de nev i hendes hud.
Dernæst fandt hun sit krøllejern frem og begyndte på den langsommelig process at krølle alt sit hår op. Hun brugte hårlak og krøllemusse til det og kom langsomt gennem den tykke masse. Derpå trak hun det op i en høj frisure med krøller væltende ned ad baghovedet og ned over hendes skuldrer, før hun gik til makeuppen. En tyk, sort streg over øjet, en tyndere under, falske øjenvipper og en rød læbestift, der matchede den vilde farve af hendes hår. Hun tegnede sit modermærke på kinden op og lagde en let rouge, før hun sukkede. Hun så godt ud med make-up, det var slet ikke det, men hun vidste, Segovax ville foretrække hende naturlig. Men det var en del af hendes outfit, og nu var der snart kun tilbage at vise sig for ham. Hun tog den lange, sorte handske og trak den op over højre hånd og arm.
Det havde taget hende godt halvanden time, før hun i de femten cm høje stilethæle og med benene i kors over hinanden når hun gik. Hendes hofte slog i små smæld fra side til side, hendes arme i hårde bevægelser ned langs siden, og krøllerne hoppede let fra side til side, da hun gik ind i stuen til ham med hjertet oppe i halsen og en knude i maven.
"Mød Ferrari," sagde hun selvsikkert med hovedet let tippet bagover på grund af vægten fra håret. Hun lagde vægten på det ene ben og placerede hånden i siden. Nederdelen dækkede kun lige hendes skød og et par centimeter ned, hun bar ingen bh under den afslørende top, og hun var meget, meget nervøs for hans reaktion. Her var hendes beskidte trick.

Han lagde bare og ventede på at hun blev færdig og, da hun kom ud, tabte han kæben fuldstændigt. Det var denne gang ikke fordi hun så smuk ud som hun havde gjort tidligere på ugen, men mere fordi han blev overrasket over det han så. Han var slet ikke glad for det, men han havde forstået på hende at det var noget hun var nød til at opretholde sit image, han gjorde det jo selv, gik klædt som han gjorde for at vise hvem han var, men det var det der var problemet for ham, fordi sådan som hun så ud der, var absolut ikke den han så hende som. Det var på ingen måde den Colt han elskede så inderligt meget, men Colt var jo inde under det alt sammen, og derfor elskede han også denne, nærmest fremmede person der stod foran ham.

"..."

Ingen ord kunne komme over hans læber, hun var meget sexet at se på, men det var jo ikke det han gerne ville se, men hun gjorde det fordi det var nødvendigt og derfor lod han være med at sige noget, da han kunne mærke på sig selv at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre.

Hun så nervøst på ham for hans reaktion, der var nogenlunde som hun havde forventet. Hun gik hen til ham, hendes hofter stadigt vuggende, hvad man dårligt kunne undgå, nå rman gik i så høje hæle, og hun satte sig på kanten af sofaen og strøg ham over kinden.
"Jeg ved godt, det er en meget stor forandring," sagde hun blidt, "Men det går ikke, jeg er mig selv, når jeg er i det miljø. De ville kvase mig fuldstændigt." Hun så lidt trist på ham. Det var en del af hendes liv, som hun havde været meget nervøs for at vise ham.
"Det er en mands verden, dearest, og jeg er nødt til at være som de andre. Du vil se, de andre kvinder er klædt lignende, så jeg stikker ikke ud som sådan når jeg er der." Hun strøg ham over kinden igen og håbede inderligt, han ville sige et eller andet. Bare noget. Protestere og forbyde hende at tage af sted sådan, sige det var okay, eller bare noget. Alt andet end denne tavshed. Hun skulle lige til at bide sig i læben, da hun kom i tanker om læbestiften og lod være.
"Det er som sagt mit eneste beskidte trick, og på banen kan jeg sagtens dreje hovedet af led på en modstander. Hvis han ser ind mod mig, mens vi kører, så er han færdig, og det er det, jeg går efter. Men du ved, jeg ikke er interesseret i dem! Du er den eneste hvis opmærksomhed, jeg søger og gerne vil have. Det andet her er bare for at få lov at køre."

Han sad bare og stirrede vantro på hende. Han ville gerne sige et eller andet, men han vidste ikke helt hvad. Hans tanker kørte bare rundt i hovedet på ham, som en blender for fulde hammer, der ikke havde andet mål, end at blande alting sammen, til en grød der ikke kunne bruges til ret meget. Han brød sig absolut ikke om hendes mundering, men han valgte at acceptere det, og han ville stadig tage med hende. Det havde han sagt han ville så nu var der ingen vej uden om.

"Søde jeg må sige jeg ikke bryder mig om dit nuværende udseende, undskyld, men jeg respektere at du er nøde til det."

Hans stemme var alvorlig, og blid, med en svag undertone af modvilligehed men den kunne han bare ikke lige få væk, så derfor lød han som han gjorde og det var der intet at gøre ved lige nu, og det måtte han lære at leve med.

Hun smilede skævt.
"Og du tror jeg kan lide det?" spurgte hun blidt, "Jeg hader at udstille mig selv på den måde, men jeg fik klø, da jeg kom i mit almindelige tøj - bogstaveligt talt. Jeg var nødt til at finde et sæt tøj, der vile vinde deres respekt, og Django udvalgte sættet her til mig. Jeg hader det, det er for afslørende, det er ubehageligt at have på, det er koldt, men det er hvem jeg er, når jeg er på racerbanen ... Jeg er dog nervøs for, du lige så lidt vil bryde dig om den person, der hører sammen med tøjet ... Hvis du ikke vil med, er det helt i orden, dearest, det kan jeg godt forstå. Det er en overordentlig stor mundfuld at tage ind." Hun så ned af sig selv med en let afskyende mine, mens hun talte.
"Jeg er mere naturlig af person, ikke så dullet op som det her, men jeg er blevet forsikret om, jeg har neglet min karakter, og det var planen ... For at være ærlig føler jeg mig temmelig vulgær i denne mundering, og da jeg først kom i den turde jeg ikke komme ud af omklædningrummet. Men jeg bliver ikke set mærkeligt på dernede, som jeg gjorde, da jeg kom i jeans og bluse." Hun så på ham lidt trist ved tanken om de første par gange, hvor hån og spyt havde ramt hende hårdt, og et par enkelte næver også til sidst, før hun var blevet bedt forsvinde. Da var det, Ferrari var opstået.

"søde jeg regnede heller ikke med at du gjorde det fordi du kunne lide det..."

Han tænkte lidt igen over om det var smart at tage med, men han blev igen enig med sig selv om at nu når han havde valgt det en gang, ville han stå ved sin aftale med både hende og med sig selv, da det var det der gav mest mening, og med den mundering skulle han nok hurtigt få vænnet sig til at folk lagde lidt eller meget an på hende, og det ville jo ikke fungere hvis ikke han lærte det på et eller andet tidspunkt.

"Jeg tager med søde, jeg skal lære at folk ligger an på dig, og hellere være forberedt end at en person gør det når jeg ikke er klar på det."

Hans stemme var venlig men hård mens han sagde det, og det var for at hun skulle forstå at han ikke var til at få til at ombestemme sig mere, nu, nu havde han valgt at gøre det og så var det sådan det var, og han ville gøre sit bedste for ikke at flippe ud over for dem der lagde an på hende.

Hun smilede varmt til ham og sendte ham et lille kys gennem luften, da hun ikke ville smitte læbestift af på ham.
"Tak fordi du vil med, Segovax, jeg vil gerne vise dig den del af min verden også ..." Hun strøg ham over kinden og trak så hånden ned over hans hage og hals og lagde den til hvile mod hans bryst.
"Alting skal nok komme til at gå fint," lovede hun ham lige så meget som sig selv. Hun ønskede virkelig at alt skulle gå perfekt. Hun ville vinde læbet, selvfølgelig, og Segovax ville kunne lide at se hende glad over prisen og hæderen. Han ville ikke bryde sig om de kommentarer, hun ville få, men han ville holde sig eksemplarisk i skindet. Sådan håbede hun i alt fald, det ville blive.
En sms bippede inde fra soveværelset i hendes bukser, og med et ømt smil rejste hun sig og gik ind for at tjekke den.
"De er her om lidt," sagde hun, da hun kom ind igen. "Vi må hellere komme ned til bilen, jeg vil helst ikke have dem herop ... Hvor meget mangler du, før du er klar til at tage af sted?" Hun så smilende på ham ovre fra døren, så meget af den rigtige Colt i det smil.

Han smilede til hende som svar, det var begyndt at blive hans bedste svar til de ting hun sagde, når han ikke lige vidste hvad han ellers skulle sige eller svare, da han regnede med at hun vidste at det betød han var enig eller det var godt.

Han rejste sig og fulgte med hende ud i gange, hvor han kiggede i tasken efter hans slidte gamle læder jakke, da det nok ville se lidt for mystisk ud at han stod der i en kortærmet skjorte en vinteraften, folk ville nok tænke at han var fuldstændig syg i hovedet.

"Jeg skal lige have jakke og støvler på, jeg tænker jakken nok er en god ide, istedet for bare kortærmet skjorte?"

Han gav sig til at binde støvlerne som faktisk tog en hel del tid, da de var ret langskaftede og dere var mange kroge de skulle sidde i og de var nød til at sidde stramt. Da han havde bundet dem klappede han sig lige på diverse lomme og smed et par knive fra sig, da han nok ikke syntes det var nogen god ide at have knive med til det, men lod dog en lille foldekniv blive, man vidste jo aldrig om den kunne blive praktisk at have med. Han havde dog også sine forbindinger med som lagde i alle hans bukser.

"Ja jeg tænker at det nok ikke er smart at tage store knive med."