Begyndelsen ~ Tristan & Crasie

Tristan kunne høre stemmer. De virkede fjerne og alligevel tæt på. Han genkendte Camilles.. Den anden var englen der var kommet til syne før. Stemmerne blev tydeliger på få sekunder.
Så mærkede han et par dråber ned i ansigtet og hostede let. "Kvinde du drukner mig jo..." Mumlede han og slog halvt øjnene op igen. Han kiggede lidt rundt, men kunne kun se trækroner og himmel. Gad vide hvad der var sket. Han kunne mærke at han ikke havde været væk meget længe,men hvor længe var uvis. Gad vide om de stadig var i fare, var englen farlig, den virkede ikke sådan, men han havde en dårlig fornemmelse. Havde han haft kræfterne, havde han hjertnens gerne trukket sit våben, men det virkede temlig umuligt i hans ubevægelige situation.

Camille krympede sig under englens blik og fik en følelse af...flovhed.
Hun følte sig så underligt afklædte, nøgen foran hende.
Hun kiggede igen på Tristan der begyndte at røre på sig og tale...Hun slap hans kinder og daskede ham muligvis lidt for hårdt på skulderen og næsten hullede " for helvede..du skræmte mig dér"
Hun vidste at var ok og hun vidste også noget andet....Tristan havde beskyttet hende i dag, han havde været parat til at ofre sig selv for hende.Var det alle dusørjægere der var så...ædle og var det over for alle mennesker de gjore det? Hun betragtede ham komme til hægterne igen.
"hvem et du og hvorfor ...hvordan virker det mobil halløj ? Hvad hvis jeg ringer en anden gang ? Kommer du hver gang eller kun hvis Crasie er involveret? Og hvad med at vække hende?" Chokket var ved at aftage og Camille var i reaktionsfacen og bablede derudaf.

Englen så bare roligt på hende som om hun havde al tid i verden, et lille smil kom på hendes læber, som oplystet hendes ellers lidt blege ansigt.
"Ja undskyld for at jeg ikke har præsenteret mig. Jeg hedder Isabella, jeg ved ikke om Crasie eller de andre har fortalt om mig, men jeg er det man kalder en sort engel, altså i nogens øjne en falden engel"
Isabellas blik faldt lige hen på Tristan og gik så tilbage til Camille.
"Jeg er en sort engel fordi jeg har fravalgt min gud som englerne ellers tror på, og har valgt en anden gudinde. Hun har mange navne, men en af de navne hun går under er Nemesis, retfærdighedens gudinde. Jeg er en af hendes lærlinge der følger hendes bud og jeg gør mit bedste på at udgøre retfærdighed på godt og ondt."
Sagde hun med et lidt større smil men forsvandt dog hurtigt igen. Måske kunne Camille så forstå hvorfor hun følte at englen kunne se igennem alt det hun har gjort, som om alle hendes ting var blevet gjort op i en vægt, med det gode på den ene side og det onde på det andet.
"Mobilen, ja det var crasies personlig Isabella som fik mig til det, for hvis nu Crasie endelig fik en ven igen, så skulle vedkommende kunne blive beskyttet imod den farlige Lillith, som du jo har mødt. Jeg var nød til at reagere for jeg vidste at den der kaldte ville det være vigtigt og ja en anden gang vil jeg måske komme. Til dit sidste spørgsmål, nej jeg vækker hende ikke. Jeg lader hun sove endnu, for Lillith er ikke helt væk i hende og hun kan bryde frem når som helst, især her hvor der lugter af jordbær planter og der er en dusørjæger. Disse ting får blandt andet i få tilfælde til at Lillith kommer frem."
Isabella så hen på Tristan og så stilte hun sig imellem Crasie og Camille og Tristan. Hun kunne tydelig mærke, at Tristan havde det ikke godt med hendes selskab, og han ville sikkert hævne sig på Crasie.

Tristan lavede en smertefuld grimasse ved hendes dask, men sagde ikke så meget. Han fik kæmpet sig op at sidde med et fnys. "Du tager fejl. De fleste engle er ikke troende, de fleste engle ved ikke engang hvor de kommer fra og om der er en gud" Modsagde han denne Isabella som var kommet til.
Han havde ikke kræfter til at kæmpe imod hende overhovedet, men han kunne da stadig agumentere.
"Du siger din såkaldte gudinde er gudinden for retfærdighed. Det er sandt, men Nemesis er også gudinde for hævn." Fortsatte han med et trodsigt blik. Han havde kun hørt alt for meget om græske guder da de ofte var forbundet til væsner.
"Det er derfor hun hedder Nemesis, undergang, fordi hun retter sin vrede imod mennesker" Afsluttede han og støttede kraftigt til jorden med den ene hånd så han ikke væltede bagover igen.

"Men kun hvis mennesker udviser en slags overmod , ellers er hun fredelig nok...håber jeg da " mumlede Camille der ikke havde den store lyst til at hælde benzin på dét bål der nemt kunne flamme op mellem Tristan og Isabella.
Hun så mod Crasie, hvor hun lå og sov.
Hvis hun Nu bare kunne få Tristan med væk herfra, så ville kampen være overstået, for Nu ihvertfald.
Hun vidste at Crasie ville være okay, og håbede hun også ville kunne forstå.
Camille rakte en hånd ned mod Tristan "Nå, skal vi komme afsted hr. ? " og nåede at give Isabella et smil og sige respektfuldt " tusind tak for din hjælp...jeg tror du har reddet....os alle tre ! ".

Englen så bare bare på ham som om han var et lille barn som ikke forstod det som skete omkring ham. Hun havde armene over på kors.
"Ja nogle kalder det hævn andre retfærdighed, det er an på hvordan man ser på det. Ville det ikke være retfærdig at folk gøre bod på deres ting?"
Så mærkede Tristan hvordan hendes blik næsten borede sig igennem han, og kiggede igennem alle hans minder, så fik han et minde frem i hovedet, som han nok ikke ville have. (Det er et eller andet minde, hvor Tristan har gjort noget som var slemt og han kunne ha ladet vær men gjorde det alligevel, som måske ha dræbt et uskyldigt væsen. Hvis du vil beskrive hvilket minde han får frem :D)
"Og ja du har ret mange engler ved ingen gang og der findes en gud osv. Men jeg ved at jeg har min gudinde og det er det eneste jeg har brug for"
Sagde hun med et lille smil og hendes blik faldt derefter på Camille. Hun kunne godt lide at Camille var respektfuld, hun var en god pige, og Isabella håbede virkeligt at Crasie ville beholde hende og forsvare hende med næb og kløer.

"Overmod kan defineres meget. Nemesis var kendt for at straffe selv de mindste ting.." Svarede han køligt uden at slå blikket væk fra 'englen'. "Hun var i øvrigt også kendt for at straffe hårdere end hvad ret er".
Han fik pludselig en underlig følelse. Som om hun gravede i hans miner. Der flashede en masse forbi hans hoved, det stoppede ved et af dem.
Han var i Sakref Morladins borg. I kæleren. Han så sig selv drikke en form for væske og få sekunder senere skyde et enormt blåt lyn ud igennem armen. Han kiggede over på Sakref med et forvirret blik.
Mindet sluttede og han kiggede ned på sin arm. Der var en følelse af prikken, som om lynet ville ud igen. Så kiggede han op på Englen. Han vidste godt at hvad han havde gjort da han fik hjælp af Sakref var forkert. At lære under et væsen og til og med få en evne. Det var utilgiveligt i hans familie. Det var ikke godt nok.
"Hvad man gør kan ikke trækkes tilbage, så hvorfor fortryde det? Det gør blot alting værre.." Sagde han så. Velvidene at hun med vilje havde fået det minde op. Han kunne ikke fortryde det. Det var hans eneste måde at få nogle kræfter på. Selvom det var forkert, så var det den eneste måde at beskytte sine venner og familie.
"Nej jeg mener du tager fejl. At straffe folk for deres fejltagelser, gør ikke din gudinde et hak bedre end dem der lavede fejlene." Han bed sig i læben og rettede sig lidt op.

//Jeg ville enormt gerne have fundet et sted hvor Tristan måske havde dræbt et uskyldigt væsen, men sagen er den at det aldrig er lykkedes ham at dræbe noget xD//

// dét er ikke lykkes for dusør jægeren der har dét som hovedopgave. Derimod er dét lykkedes for lægen at tage livet af flere uskyldige mennesker med hendes evne,selvom hendes hovedopgave er at redde liv...hvor super morsomt altså ! //

Camille fik en flig af irritation over at han havde valgt at ignorerer hendes håndsrækning og forslag om at komme afsted.Istedet mente han dét var mere på sin plads at forfølge en diskussion om engelens gudinde, og om hendes 'virke'. Camille kunne have losset ham i bagdelen, hvis dét ikke lige var fordi han sad på den.
Hun så på englen ..og tilbage på Tristan...hvad var dét der var gang i Nu? Der skete noget mellem dem .Camille så forvirret ud, havde han sloget sit hoved eller hvad ?
"Tristan...kom så " kommanderede hun og håbede han ville adlyde, men hun tvivlede stærkt...han var urimelig stædig.
Hun så på englen " er der noget vi kan gøre som tak for din hjælp?...inden vi går ?" Spurgte hun og lagde for Tristans ære tryk på 'inden vi går '.

Isabella havde et koldt morende glimt i øjnene.
"Så kender du ikke hendes rigtige arbejde, hvis du virkelig tror på den teori, skulle jeg så ikke ha dræbt dig for længst?"
Sagde hun mens hendes gyldne øjne var låst fast på ham i et øjeblik, så fjernede hun noget hår fra panden af og lod hendes blik være på Camille. Hun prøvede ihærdigt at undgå en konfrontation kunne Isabella se, men det virkede ikke rigtigt til at hjælpe.
"Nej ingen tak, jeg gjorde bare det jeg skulle. Først og fremmest at hjælpe Crasie, men jeg kan se nu at du fortjente det også."
Sagde hun mens hun kiggede på Camille, og hun sagde ikke noget som helst om Tristan havde fortjent det eller ej. Englen tog sine hænder op på sine skuldre, hun lignede næsten en som kløede sig selv i nakken. Men der var et eller andet ved det som virkede som om hun var klar til kamp eller sådan noget i den retning. Isabella gættede på at der var en stor chance for at Tristan blev provokeret og så var Isabella klar til at tage sine tog sværd hun havde på ryggen. De lignede nogle tatoveringer, men de var magiske som gjorde at når hun tog ved skæftet ved huden, så kunne hun næsten rive dem op fra huden af. Det gjorde altid noget ondt, men det var hun ret så ligeglad med, hun havde selv oplevet nok smerte i sit liv.

Tristan prøvede lidt at komme på benene, men det var svært. Hans muskler var stadig lammede. "Why don't you try it?" Udfordrede han køllgt og kiggede på englen. Han vidste godt at hvis det først kom ud i kamp var han færdig, han kunne knap nok komme på benene, men det ragede ham intet. "Jeg tror din såkaldte gudinde misbruger din tillid, men det er vel ikke op til mig at fortælle dig det.".
Han kiggede op på Camille et øjeblik og overvejede det. Så tog han hendes hånd og kom på benene, mere eller mindre stabilt.
Han kiggede hurtigt over på englen igen og var egentlig rimelig ligeglad med om hun nævnte ham eller ej. Han havde ikke brug for anerkendelse fra et væsen.

Hun trak så godt hun kunne og hjælp Tristan op på benene.
"Tak...for før" sagde hun og hentydede til at han havde beskyttet hende.Hun slog armene om hans hals og trykkede sig ind til ham 2 sekunder og slap ham igen.
Med store øjne så hun igen på englen der havde et lidt ...snedigt ?udtryk .
Camille håbede hun kunne se at Tristan var en ven og hun ikke skulle...eller nærmere burde gå op imod ham.
Hun stillede sig fysisk mellem dem og så på Tristan, "tror du ikke vi skal sige tak til englen og så afblæse din mission " hun frygtede lidt hans svar, hun havde allerede fornemmet hvor egenrådig og stædig blandt mange andre ting, han var.

Isabella tog så godt fat og rev hendes to sværd op fra hendes hud, og satte dem fast i jorden ved hver side af hende selv. De var pæne enkel tohåndssværd som hun bar som om de var et håndssværd. De havde ikke pynt ude over på hver havde de et symbol, på den ene en vægt den anden et svær. De kunne godt ligne almindelig sværd hvis man kiggede først på dem, men den ene havde et rødeligt skær sværdet, og den anden blåligt vægten. Kun med et sagkyndig øje fra en der kender virkelig smedekunstens hemmelighed, ville vide at de var lavet af dragestål. Hvis man så hende bagfra ville man kunne se sår øverst og at tatoveringen var væk. Hun havde armene over kors igen og så på ham.
"Jeg behøver intet at gøre imod dig, det gør du fint selv. Du som ellers kæmper imod væsner er selv blevet som en. Hvordan kan du bekæmpe andre som selv er det som du er? Du kommer på et tidspunkt til at bøde for det, på den ene eller den anden måde. Hvad ville dine kære dusørjæger kolleger sige til at du er gået til den modsatte side og blevet som en af os. Når de finder ud af det vil de helt sikkert tænkte på at du var en spion, og ved du hvad de gør ved spioner og andre, som har meldt fra ligesom dig?"
Sagde hun koldt som om hun bare sagde en fakta op.

Tristan frøs lidt af Camilles handling, men blev meget hurtigt slået tilbage ind i virkeligheden af englens ord.
"Jeg bliver ikke som jer. Jeg er ikke et monster. Jeg-Jeg er ikke gået til den modsatte side! Og mærk dig mine ord at de aldrig ville finde ud af det før jeg kan modbevise at jeg er spion!" Udbrød vredt. Havde han haft kræfterne havde han trukket sit våben. Havde Camille ikke været der, var luften snart fyldt med blå gnister. Han kunne mærke at de pressede på. De ville ud. Før havde han ikke kunne få meget ud af evnen, men vreden der boblede under overfladen lige nu overbeviste ham om at hvis han gav slip nu ville den nærmest eksplodere.
"Hvis din såkaldte gudinde vil straffe mig, synes jeg skal bøde, så kan hun personligt komme her ned. Jeg skal med glæde være klar hver en dag til at sige hende imod!"
Han vendte sig imod Camille og gav hende et fast blik.
"Jeg afblæser missionen. Jeg har nok information til at sige at den er fuldført, men jeg siger ikke tak til den!" Svarede han skulede hen til englen.

Havde englen virkelig trukket to sværd ? Ville hun kæmpe eller hvad .
Camille fik pludselig travlt med at få de to Tristan og englen langt langt fra hinanden.
Englen begyndte at hånd Tristan med hans 'monster side' now...thats not Nice , tænkte Camille og vidste instinktivt der intet monster agtigt var i Tristan .
Tilgængæld så dét ud til han ville lave sig en karriere ud af at fornærme Nemesis, dét var ikke dét fedeste lige nu, selv om hun nærede tillid nok til ham til at stole på der var noget om snakken.
"Nej ! Tristan der er ikke tid til at lege med gudinder nu...eller engle for den sags skyld...vi eh, skal nå...noget."
Hvis de kæmpede mod hinanden, ville dét blive over hendes lig.

"Du kan håne hende alt det du vil, jeg er ret så ligeglad hvad du mener om hende, for du kan ikke se det der lige er foran din egen næse. Du er ikke et monster, hvem siger at vi er monster? Det er noget i mennesker kalder os, men hvad tror du ikke at vi syntes om jer? I udføre jeres såkaldte "retfærdighed" så snart i føler jer truet. Men så snart i kan få noget ud af det, som du har fået ud af Sakref, så vil i smide alt det i ellers troede på, for at få noget ud af det. Mange væsner har eksisteret på jorden længere end jer mennesker, burde vi så ikke ha udryddet jer for længst som i har gjort ved os? Nej det har vi nemlig ikke gjort, for vi alle er nemlig ikke disse monster som i kalder os for."
Hendes blik gik imellem camille og tristan, og der var et smil i hendes øjne da hun så på Camille. Hun prøvede virkeligt at stoppe det, men intet virkede til at virke.
"Hvem har også givet dig ret til at kalde os for monster eller dræbe os i det hele taget. Da du tog denne mission, fik du overhoved at vide hvorfor hun skulle dræbes. Nej det gjorde du vel ikke, du fulgte bare ordre ikke, som en lille skødehund, som intet kan tænke selv, men bare følger sin herres gerninger."

"I lever af at dræbe mennesker! Fortære dem! Måske har du ret, måske ER jeg et monster, men nogen skal trække det korte strå og gå så langt for at beskytte folk imod jeres tyrani!" Gav han igen og flyttede sig ikke ud af flæggen, selvom Camille ihærdigt prøvede at få ham væk.
"Tror du det var nemt at få mig selv til at modtage hvad jeg gjorde fra Sakref, tror du der ikke går en dag uden at jeg tænker over det? Som sagt så skal nogen trække nitten. Og hvor har du fået at vide at væsner eksisterede før mennesker om jeg må spørge? Det kan ikke bekræftes at nogen var først." Snerrede han og spændte i knoerne. De brændte næsten for at få nærkontakt med englens ansigt. "Til din orientering havde jeg ingen intentioner om at dræbe denne 'Crasie' før hun angreb mig for alvor. At eskortere hende til hovedkvarteret var nærmere hvad jeg ville have gjort"
"Og du snakker om 'vores retfærdighed'?" Han fnøs "Hvorfor tager du ikke tilbage til Nemesis og siger det samme til hende? Det er hende som det stammer fra" Han kunne mærke vreden der bare kørte rundt, men han havde ikke tænkt sig at hoppe på hende. Så meget overblik ville han da holde.
"Og hvor vover du at kalde mig en lille skødehund når det eneste du laver at rende rundt og følge din gudindes mindste krav? Det er ikke mig der er skødehunden her"

* jamen dét virkede jo super godt...der var allerede sket store fremskridt , fred lurede lige rundt om hjørnet, skide godt arbejde Camille * 'roste 'hun sig selv.
Hun sukkede, hvem havde nogensinde lykkedes i at få to stridsherre til at begrave øksen, på kort tid vel og mærke.
"Hvis vi kan droppe snakken om hvad der kom først ægget eller hønen og så stoppe med at pisse teriitorium af , så kunne vi måske runde festen af ?" Camilles stemme var spæd som også forsøget på at bryde deres begyndende kamp.
Dét bekymrede hende at hun kunne mærke en voksende vrede i Tristan og at englen stod med hendes sværd parat, var de magiske eller ville dét være en fair duel, hvis dét kom til kamp?

"Jeg behøver ingen forklaring at give dig, og vil heller ikke ligefrem gøre det. For det eneste jeg skylder til er mig selv"
Isabella stod bare og smilte.
"Du kan endelig gå til angreb på mig, jeg kan se at du har meget lyst. Det vil du ikke lige frem blive straffet af fra min eller min gudindes side af. For hvis du dræber mig, for det første jeg lever op igen pga min gudinde, for det andet så forsvinder min fortryllese på Crasie, og jeg kan sige dig at lillith stadigvæk er der og er noget så vred, du ville ikke nå at blinke med øjnene før du er død, eller hun har grebet på dig, så hun kan lege med dig som du vil."
Isabella stod bare roligt og kiggede roligt på ham. Hun havde intet at frygte, imod en som ham. Hun ville faktisk næsten ingen gang spilde mere af sin tid på ham, for han var intet af det værd.
Men gad vide hvorfor denne engel faktisk havde så stor magt over Crasie/lillith, man ville helt klart forstille at faktisk næsten intet ville kunne stoppe Lillith når hun er i blodrus ude over sig selv.

Tristan tog et par haltende skridt væk. "Godt du selv ser sådan på det.." Mumlede han og kiggede efter Camille for at se om hun kom med. Det var måske på tide at lytte til hende og runde af.
"Jeg er dristig.. Ikke en idiot. Min mission er færdig, jeg har ingen hensigter om at dræbe dig" Svarede han og traskede videre ud igennem træerne. Hans krop var øm og han havde mest af alt lyst til bare at tage hjem og glemme alt. Måske gribe guitaren og bare, flyde væk.
Noget blinkede foran ham i græsset og han samlede daggerten foran ham op. Det var altid noget at han fandt den igen efter at Crasie havde 'destrueret den'.

Camille bukkede hovedet i en slags respekt gestue og sagde igen tak til englen " Tak fordi du besvarede mit opkald, det vil jeg aldrig glemme " mumlede hun og smilede til englen.
Så satte hun efter Tristan og bemærkede at han haltede.
" Hey er du okay?" spurgte hun bekymret og lagde en hånd på hans skulder " skal jeg undersøge dit ben...læge du ved " forklarede hun ham og kiggede samtidig over od Crasie, der lå og sov "rus ud" kunne man vel fristes til at sige.
Mon du skulle slæbe hende med, ville Tristan kunne hjælpe , ville hun selv kunne bære Crasie * Hvad fabler jeg om, selvfølgelig kan jeg ikke selv bære hende *tænkte hun.

isabella så på dem begge, og så vendte hun opmærksomheden på Crasie som lå nede på jorden lige så fredeligt. Hun tog hende pænt op i sine arme uden anstregelser. Crasie lå fredeligt i hendes arme og lignede et lille barn i forehold til den meget høje engel. For der var jo over en halv meters forskel i mellem dem mimium. Isabella tænkte på om hun skulle bare flyve væk med Crasie og få hende hjem, eller ville det ikke være bedre så snart hun vågnede eller så snart Isabella lod hende vågne. Ville det så ikke være bedre at hun vågnede blandt en sin nye veninde? Godt nok var tristan der stadigvæk, men han ville nok ikke gøre så meget imod Crasie. For det første ville han nok frygte at Lillith kan dukke op igen, og så vil han være død eller ønske at han var død når først lillith leger med ham. Det var måske også en god ide, for hvis nu Isabella lod crasie være der hjemme og hvis hun vågnede op og blev Lillith igen var Isabella der ikke til at stoppe hende. Så det kunne være en god ide at følge med dem tilbage. Hun så op på dem og ventede til at de ville gå. Hun trak hendes vinger helt tæt ind til sig, og hendes tøj forvandlede om til noget mere normalt tøj istedet for den rustning.

Tristan fortsatte uden en mine. Havde han kunne så havde han med glæde blevet og gjort jobbet færdigt. Specielt fordi han vidste at han havde ret.
Han kiggede over på Camille og gav hende et beroligende smil. "Mit ben er ikke noget i forhold til resten. Det er bare det der viser sig. Jeg klare mig" Svarede han og nægtede mentalt at blive julbet af en pige. Specielt Camille.
Så gled hans ansigt over i et mere tomt og neutralt udtryk. Han skulle bare hjem. Hen til sin motorcykel og hjem og i bad, få blodet væk.
I den tilstand han var i nu der var han jo en vampyr magnet, fuld af blod og udmattelse.

Camille så Isabella englen samle Crasie nænsomt op.
Dét glædede hende meget, hun ville sikkert af bar stædighed have forsøgt selv. Men vidste jo godt dét ikke ville kunne lade sig gøre, hun var på ingen måde stærk nok.
Hun gik derover og med en hånd fjernede hun noget vildfaren hår væk fra Crasies ansigt og så lidt på hende.
Så nikkede hun et slags ja til englen, hvorfor vidste hun ikke ,englen behøvede jo ikke hendes tilladelse til at bære rundt på Crasie, men nu fik hun den altsår alligevel.
Så gik hun op ved Tristans side.Han så træt ud.Camille roede lidt i sin ryksæk og hev en cola op, lunken og kedelig, men stadig en cola ."Hey..hotshot...grib " kaldte hun til ham og kastede den.Dét var lige før hun glædede sig til igen at skulle sidde i et bløde flysæde ...ligefør !

Et smil kom på englens læber da Camille gav hende en form for tilladelse, for det viste at Crasie betød noget for Camille og det var godt. Englen fulgte bare lige bag ved dem, og sværdene stod stadigvæk i jorden men de sank bare i jorden, som om jorden havde krævet sin ret på dem. Som man ikke kunne se, så havde englen igen sine tatoveringer igen på sin ryg. Hun lagde sin ene hånd på Crasies pande og mærkede stadigvæk Lillith vrede under sig. Der ville gå noget endnu før Lillith er forsvundet. Isabella var glad for at hun havde den magt over Crasie, aldrig fordi hun ville hun ville bruge det imod hende. Selv hvis hendes gudinde krævede det ville Isabella ikke gøre det. For hun havde lovet det højt og helligt og ville ikke svigte det, selv for en gudindes skyld. Hun har kun brugt det få gange som dette for at få kontrol over Lillith, og det var for Crasies egen skyld hun gjorde det for. Heldigvis vidste Crasie intet af alle de frygtelige ting Lillith har gjort og det var nok også for de alles bedste at hun ikke gjorde. For hvis hun gjorde så ville hun huske ting der vil forandre hende totalt.

Endelig nåede de ud til vejen igen og Tristan vente sig rundt imod Camille uden at kigge på englen. " Jeg har et lift der venter så jeg forlader jer her " Sagde han så med et svagt smil og skulede imod parkeringspladsen. "Jeg kan ikke rigtig følges med jer, jeg er en vampyr megnet lige nu" Han trak på skulderene og vendte rundt på hælen.
"See ya.." Mumlede han til sidst og satte retning imod parkeringspladsen imens han løftede en hånd til farvel. Eller ikke rigtigt, han havde en stærk fornemmelse af at han ville se dem begge igen.

//out~~//