Begyndelsen ~ Tristan & Crasie

"Jeg kan se, at du er forvirret tilgengæld forståetligt nok. Men jeg er ægte og jeg er hverken et nummer fra ham af eller andre."
sagde hun mens hun kiggede direkte ind i Camilles øjne. Camille ville kunne genkende hende straks for det første så var det det den sammen aura, og glimtet i øjet som sagde at camille var en af dem som var tæt på Crasie. Crasie vente blikket tilbage på dusørjægeren.
"Hvad grund har du til at dræbe mig, en som dig som kalder sig selv for guds tjenere"
Sagde Crasie hånligt og med et uvenligt blik på Tristan. Hun begyndte at gå nærmere imod Camille.
"du har et valgt nu søde. Du kan vælge hans såkaldte godhed og dræbe mig på stedet, eller du kan lade mig leve og så gå imod ham"
Crasie sagde det med et mystisk smil på læberne, og havde et morende glimt i øjnene. Mens hun kun havde den ene stok i hånden.

Crasie sad bare på stenen og fulgte hver eneste reaktion for dem begge. Hun ville ikke skade hendes og camilles venskab, men gerne sætte det på en prøve. Men nu begyndte hun at have det svært at koncentrere sig, hun var begyndt at få en stærk hovedpine, og det var som om minderne lige var der inden for rækkevidde men alligevel ikke.

Tristan lavede en sammenbit grimasse og fnyste håndligt. "Guds tjener? Ha! Gud er en illusion skabt af folk der er bange for at dø..Ham er jeg ingen tjener af" mumlede han vredt og holdt stadig pistolen rettet imod dæmonen. "Jeg jagter dig fordi at jeg fik besked på det, desuden synes jeg rigeligt at du har bekræftet at du er et monster, det var ikke mig der gjorde første udslag" fortsatte han og ladte pistolen igen med en ' klik' lyd.
Da dæmonen bevægede sig tættere på Camille kiggede Tristan forvirret på hende, men trådte hurtigt og ikke diskret ind imellem dem.
"Eller du kan vælge at løbe nu, at forlange af dig at gå imod et væsen du tydeligvis har et forhold til ville ikke være okey.." Begyndte han lige efter at Camille havde fået sit 'valg', før hun havde noget at svare. Tristans blik havde været stift rettet imod dæmonen, men han vendte det nu imod Camille med et lidt mere åbent blik. "Det er ikke at fair valg og ikke et valg en 'ven' ville give dig" afsluttede han og skød hende et hurtigt smil inden haqn vente blikket imod dæmonen igen.

"Oh no no no... stop lige her ! råbte Camille over mod Crasie.
Hun måtte købe sig noget tid til at tænke det her igennem, til at forstå og finde en løsning.
Camille så på Crasie, forsøgte at trække ud af hendes ansigts udtryk hvad hun var ude på.
Camille følte sig nogenlunde sikker på at Crasie ikke ønskede hende ondt, men hun så alligevel et spor af ....uvenlighed i hendes ansigt? var hun skuffet over Camille var ´"sammen med Tristan"?
Inden hun kunne besvare Crasies spørgsmål, var Tristan gledet ind foran Camille, beskyttende og tilbød dermed et andet valg...at løbe og dermed slippe for at skulle vælge og ikke komme til skade heller.
Hun blev rørt, bare lidt.
" Tristan, sænk din pistol...vil du ikke nok ? " Camille lagde sin hånd på hans skulder og forsøgte at nedtrappe konflikten og kiggede frem bag han og mødte Crasies blik " Du rør ikke ham Crasie, det tillader jeg ikke !" vrissede hun lidt af Crasie. Det var måske en anelse komisk at hun ikke ville tillade det, lige nu stod hun stadig gemt bag ved hans ryg, så hun trådte omend lidt tøvende et skridt frem, så hun nu stod ved siden af Tristan.

Crasie stod bare og så morende på det hele. Så hørte camille Crasies stemme inde i sit hoved.
"Du må aldrig tro at jeg vil skade dig, for jeg kan se at du tviv.."
Så blev hendes stemme byttet ud med billeder, det var som om Camille så minder. Da de forsvandt, var luften forandret. Camille kunne tydelig mærke at Crasie aura var væk, men var byttet ud med noget andet. Noget ondt.

Da Tristan havde gået foran Camille begyndte Crasie at gå frem med sin stok, for at være klar til at give ham et slag. Men hun havde stadigvæk denne stærkehovedpine, som om hun havde en nisse i sit hovede som prøvede at banke øjnene ud indenfra. Så blev hendes næse fyldt med duften af noget. Duften af jordbær. Rundt omkring nede på jorden var der jordbærsplanter, og Crasie mærkede hvordan minderne skar igennem hende hoved. I virkeligheden varede det få sekunder men for hende varede det flere minutter hvis ikke flere timer.
(hendes minde)
Crasie så sig selv sammen med jack, hvor hun løb sammen med ham. Hvor de flygtede leende væk fra nogle dusørjægere.
Crasie slog øjnene op og så ind i et meget velkendt ansigt. Hun lå på en dejlig blød seng og var lige vågnet op i armene på sin elskede bloddæmon Jack. Hun kunne se at han havde et morende glimt i øjnene. Hun så på ham med et smil. "hvad er der nu?" Sagde hun drillende mens hun vendte sig om mod en skål jordbær der stod lige på et natbord ved siden af. Da hun rakte ud kunne hun ikke. Hendes håndled sad fast, så opdagede hun at de var bundet. Hun så undrende op på Jack. "hvad er det for en leg du leger søde?" Hun troede at han bare drillede hende, men nu så hun noget i øjnene på ham der viste blodtørst. Hun blev nervøs og mærkede frygten i sig. "jack slip mig fri!" Jack smilte ondt og lagde hans hænder på hendes krop. "Det ville da ikke være sjovt at slippe dig fri mens jeg skal lege med dig?" Han så sulten på hende, men inden hun nåede at sige noget igen snakkede han igen. "Lige fra starten af da jeg så dig, har jeg bare ventet på dette øjeblik. Du har noget specielt blod, som jeg så gerne ville smage. Så derfor valgte jeg at forføre dig, for jeg viste at du var for stærk, og så nu hvor du mindst forventede det. ville det blive langt sjovere syntes du ikke?" Det gik op for Crasie at alt havde været en løgn, hun prøvede at komme fri og skreg, men han lukkede munden på hende. Han begyndte at køre neglene op og ned af hendes krop og blod piblede frem. Crasies tåre trillede ned af hendes kinder og hun prøvede at komme fri, men ingen vej var der.

Illusionen af Crasie forsvandt straks, de begge to kunne ikke se nogen som helst end dem selv, de kunne kun mærke denne onde aura. Lillith stod fra dem og kiggede ondt og med foragt på dem begge. Hendes hjerne kørte på højtryk hvad hun skulle gøre for at pine disse to uheldige personer. Især Camille da hun betød noget specielt for alle de andre personligheder.

Tristan sænkede tøvene pistolen da pigen bag ham bad om det. Han havde den stadig ladt i hænderne, men den var peget imod jorden. "Okey..." knurrede han irretret og gav dæmonen et triumferende smil, det var altid noget at vide at nogen var på hans side.
Pludselig begyndte alt at køre rundt og rundt. Han var forvirret hvad skete der her? Så blev alt mørkt og han kunne kun se sig selv.
Det eneste der skilte sig ud var Camilles hånd som han stadig kunne mærke på sin skulder. Han greb hurtigt fat om den for at hun ikke ksulle give slip og være væk. "Hvad sker der, jeg kan ikke se andet end mig selv.." sagde han ud i luften og håbede Camille ville høre det.
hans puls begyndte at stige i takt med utrygheden og hans krop ville gå i panik, men han forholdt sig rolig og kold, hvis han gik i panik ville det gå galt.
I det mindste var han nu sikker på at væsnets evne var illution, men hvorfor havde hans evne'gå'væk'kugler ikke virket?

Hun beholdte hendes hånd på hans skulder, noget var ved at ske.
Hun hørte Crasies stemme i hendes hoved og smilede, det var godt at vide hun ikke ville gøre Camille noget , men havde hun forstået at også Tristan var 'hands off '?.
Hun blev herefter som bombarderet med billed klip,minder som en smalfilm der kørte over hendes nethinden.hun borede sine fingre ned i hans skulder , hun havde brug for at mærke ham, for hun kunne ik se...kun de minder der blev vist, Crasies minder.
"Hun er i mit hoved, viser minder....forhold dig hel stilke "mumlede hun skræmt til Tristan.
Camille mærkede Crasies aura aftage og hun håbede at de ville møde skønne Isabella...men den nye aura kunne hun slet ikke genkende...den var off...ond? Hvad fanden skete dér.
"Tristan , noget er galt ,hendes aura er ændret...jeg tror vi møder en anden end Crasie...hun har flere petsonlighedder " speed snakkede hun af nervøsitet og for at oplyse ham.

Derfor jo disse gå væk kugler jo ikke har virket, er for det første at det var en illusion, men det var ikke en illusion hun lavede direkte der hvor hun stod. Hun lavde jo illusionen i hjernen på personen, så hvis disse kugler kunne virker på noget magi som ismur, for så at de kunne virke imod illusionen er man nød til at skyde der hvor illusionen forgår, altså øjet.
Så dukkede en kvinde foran dem begge, og Camille ville nok straks tro at det var Isabella men ville hurtigere se at det var det slet ikke. Det var som om dette var Isabellas onde tvillinge søster. Hun var høj og havde en perfekt kvindelig krop, ikke sådan en med utrolig kæmpe patter eller ultra tynd. Men sådan en krop som en kvinde skulle have. Hun havde en kvindelig sort bredskygget hat på, og hendes lange sorte hår bølgede over hendes skuldre. Hun havde et piggehalsbånd omkring halsen, så havde hun et sort/blodrødt korset på. Hun havde en kortærmet sort læderjakke på som havde huller hist og her som passede til looket. Hun havde en kort nederdel på og så nogle lange netstrømper som stoppede lige under nederdelen, så havde hun lange gothic sorte militær støvler på som gik til knæene. Hun havde korte læder motorcykel handsker på og på dem begge havde hun knojern. Hun havde et nittebælte på hvor der blandt andet hang en lang dagger og en pisk i den anden side, der var også morgenstjerne og andre ting. Hun smilte et grumt ondt smil til dem begge med sine knaldrøde læber, og hendes rødglødende katteøjne stirrede med foragt på dem begge. Hun tog sin hat af og smed den væk og den forsvandt, de kunne se igen skoven omkring dem. Ved første øjeblik kunne hun bare ligne en normal punk/goth kvinde, men hvis man så nærmere ved hendes hoved, kunne man se to sorte katteøre stikkende ud af hendes manke af et hår. En kattehale slyngede dog også frem og tilbage bag ved hende, næsten som om hun ikke havde særlig meget tålmodighed.

Tristan fik sit syn igen og kiggede først forvirret på Camille "Forskellige personligheder?" mumlede han forvirret, men kiggede hurtigt frem da nogen stod foran dem. Det var ikke samme person som før, men der var ingen tvivl om at det alligevel var væsenet. "Hvad fanden.." mumlede han igen forvirret. Hvordan havde det lykkedes ham at komme ind i denne situation? Det ene øjeblik havde han siddet trygt i et fly med en pæn pige og det næste stod han face to face med en åbenbart temmelig kraftfuld dæmon.
Det tog ikke mange sekunder for Tristan at reagere ved at hæve ind pistol igen og affyre 3 høje skud. *Sorry Camille..* tænkte han skyldfuldt, men dette var bare ikke en situation hvor der var råd til at tage det roligt.

Synet vendte tilbage til Camille også.
Camille så på den nye personlighed og tænkte Isbella, men vidste så snart hun havde tænkt navnet, at det umuligt kunne være hende, ikke med den aura.Hende her var ikke sensuel hun var ...ond ?Hun så på hendes outfit og hæftede sig ved kastestjernen og de andre sager hun havde på sig.
Så så hun Tristan tegne af og affyre adskellige skud der rungede i Camilles øre og signalerede fare.
"Tristan neeej ! " skreg hun, hun vidste at kuglen ville skade ikke hende den onde, men også de andre 'inden i '.
Camille styrtede over mod ...ja. hun anede faktisk ikke hvad hun hed og hvilken del hun repræsenterede af Crasies personlighed, men Camille måtte tjekke hun var såret.

Både tristan og Camille så hvordan det hele lige pludselig gik i slowmotion. Kuglerne fløj direkte imod Lillith pande, men Lillith gjorde ingen mine til at ville flotte sig, den eneste reaktion var at hendes onde og grumme smil blev bredere. Lige inden kulgerne ramte så mærkede Tristan hvordan en greb omkring hans hals og holdte ham til ind til sig. Lillith holdte ham bagfra og hviskede så i øret på ham.
"Tror du bare at jeg forsvinder ved disse forsvind kugler?"

Camille kunne se hvordan Tristan blev grebet bagfra, men så dukkede Lillith foran hende, men nu var der to. For der var en som holdte tristan og der var en som stod nu foran camille. Hendes hale kørte tilfreds fra side til side.
"En ting jeg ikke forstår er hvordan sådan en som dig har kunne smigre sig ind på Crasie? Men det er vel ligemeget nu ikke? For jeg kommer til at elske at se din frygt og hvordan dit liv vil ebbe ud af dine kære uskyldige øjne."
Nu dukkede den velkendte stok i hånden frem på Lillith og så kastede hun den på jorden. Da den ramte jorden blev den straks til en stor og modbydelig grøn slange med store gyldne øjne. Så hørte hun lyde bagfra fra nogle klapperslange og bag ved hende var der flere som lå på lur klar til at springe på hende hvis hun flygtede den vej.
"Var der ikke noget med at du var bange for slanger, så vidt jeg husker"
Sagde Lillith med et ondt smil.

Så mærkede Tristan hvordan Lillith var forsvundet bagfra lige efter hun havde sagt det og stod så igen mellem ham og camille med fronten imod ham og han kunne se hvordan Camille nok så rime skræmt over noget, men han kunne ikke se de slanger som hun så.
"Vil du redde dig lille veninde"
Sagde Lillith med et morende glimt på ham og med armene over kors.

Lillith havde i virkeligheden sat sig selv til rette op i et træ med ryggen hvilende op af stammen mens hun så ned på det spil hun lavede for dem. Dette var intet af det hun virkeligt kunne lave, hun havde nemlig så meget magt med sine illusioner at hun kunne snyde deres små hjerner så meget, at de vil tro så meget på det at det vil ske. Det er faktisk i det sammen princip som de kvinder der bliver indbildsk gravide, de indbilder dem så meget om at de er gravide at kroppen reagere efter det og tror selv at den er gravid. Det er det sammen Lillith kan lave, normalt når Crasie lavede en illusion hvor den så ville skade dem, skulle Crasie selv skade dem i det skjulte så det lignede at de blev skadet af illusion. Men hvis Lillith laver en illusion at de bliver skadet, så gør de det i virkeligheden. Men disse kraftige illusioner som kan skade kan Lillith kan lave ved at have en ejendel fra dem og det var nøjagtig det hun havde nu. Hun smilte veltilfreds og holdte især opmærksomheden på Camille. Hun vidste at camille var bange for slanger der hvor lige Crasie og hende og mødt, der var hun blevet ræd over for hendes illusion. Sådan nogle ting kan Lillith huske og andre oplysninger om de personer Crasie møder.

Tristan gispede overrasket da han pludselig blev revet tilbage ved et tag i hans hals. Han tog sig hurtigt til halsen for at forhindre at blive kvalt og kiggede bagud på personen der holdt ham. Så gav han slip med den ene arm og hamrede albuen bagud så den ville ramme personen der holdt ham. Han nåede kun lige at mærke et sammenstød, så var personen væk og han kiggede sig forvirret rundt. "Faktisk satsede jeg på at det var den rigtige dig og du ville falde død om." svarede han hårdt og koldt da han fik øje på hende ved siden af sig.
Bagved kunne han se Camille. "Er du okey?!" Udbrød han over imod hende da hun ikke ligefrem virkede helt rask. Så sendte han et vredt blik til dæmonen igen.
"Vilje og handling er to forskellige ting" svarede han kort og lagde pistolen væk idet han trak en anden daggert ud. "Hvorfor tager du ikke ved lære af det og stopper din kujoniske leg ved at komme frem og kæmpe selv?" Fortsatte han og svingede kniven i hånden imens han holdt blikket på dæmonen.

Camille skulle lige til at kaste sig i retning af Tristan da han så ud til at blive overfaldet bagfra, af Lillith men i samme øjeblik dukkede endnu en udgave af Lillith op og det satte camille ud af spillet et øjeblik, imens hun forsøgte at finde hoved og hale i hvad der skedte.
Hun så at Tristan fik hamret den Lillith væk der stod bag ham, og hun rettede derfor sin opmærksomhed mod den der nu stod truende foran hende.
Camille kunne mærke en indre vrede røre på sig da Lillith begyndte at true hende og drage Crasie ind i billedet. Hun ville gerne stå imod Lilliths leg , men inden hun kom på banen var der flere slanger, ækle og farlige der kredsede om hende og hun var ved at panikke.
Hun ville gerne prøve at tage kampen op mod Lillith, med var handlingslammet af hendes fobi for slanger
" Få dem væk....få dem dog væk " skreg hun med en snært af hysteri.Lillith kiggede hun ikke på, ej heller Tristan.Hendes øjne var var fæstnet på slangerne og angsten var som malet i hendes udtryk.
" Tristan..få dem væk " bad hun indtrængende.

Lillith var rime ligeglad med det Tristan sagde til hende, at hun var en kujon osv. Hun var sin egen herre og interesseret sig ikke lige frem hvad andre sagde om hende, især når de snart ville dø. Lillith kiggede med hovedet på let på skrå og havde armene over kors mens hun kiggede på Tristan.
"Skal vi virkelig snakke om kujonhed? Hvad med jer dusørjæger, i er så bange for andre væsner at i har igennem tiden udryddet snart alle. I er så bange for noget som er stærkere end jer selv, så derfor vælger i at udrydde dem. Selv gode væsner dræber i med kujonagtige våben."
Hvis Tristan begyndte at rende hen til Camille for at redde hende, så vil Lillith stå i vejen for ham.
"Men hvis du vil have en kamp så kom med den, uden dine små pistoler"
Han mærkede hvordan den var forsvundet fra hans hånd, han kunne hverken føle eller mærke den. Men i virkeligheden var den stadigvæk i hans hånd, men han havde jo ingen anelse om det, så han vil højst sandsynlig komme til at tabe den. Lillith trak sine to sorte blanke daggers frem og legede med dem i hendes hænder.

Lillith som stod foran Camille, kunne ikke lade vær med at grine lidt over hende. Dette var for morsomt, hvordan fanden har Crasie fundet dette bunke skammel. Hun smilte for sig selv og den store grønne slange nærmerede sig, med dens tvetunge ud af munden. Men det var dog en følelse i Lillith som gjorde at hun ikke ville dræbe hende på stedet som hun ellers plejede. Lillith kunne ikke beskrive denne følelse, men der var et eller andet i hende som gjorde modstand imod at dræbe Camille.

Lillith sad stadigvæk op i træet mens hun var klar til at styre hendes illusioner med den mindste vink. Hvis Tristan kom til at røre hende illusion, ville han både mærke varme og alt det der ellers var normalt ved en person. Han ville også kunne lugte en sødelig duft af parfume hvis han kom rigtig tæt på. Det hele ville være ægte for ham og det ville det også snart blive, så snart Lillith illusion rør ham med sine daggers.

Tristan bed tænderne hårdt sammen og prøvede at kigge over på Camille. Hun var ved at gå i panik. "Forhold dig helt...rolig.. Det er en Illusion!" Råbte han over til hende og kiggede så på dæmonen. "Hvis i er så meget stærkere end os hvordan kan det så være at det er jer der er blevet udryddet igennem årene?" Svarede han hurtigt tilbage. "Jamen søde ven, hvis jeg havde været så bange for dig som du påstår så havde jeg ikke stået her endnu" Fortsatte han flabet og fremtvang et sødt smil.
Hans våben forsvandt med et og han kunne regne ud at det stadig var der, man åbnede alligevel hånden helt for at være sikker på at tabe det. Da han mærkede at den ramte hans sko blev det bekræftet, men han kunne stadig ikke se den.
"Okay, så kom da an!" Råbte han vredt af den og holdt hænderne op foran sig, klar til at undvige de store sorte daggerts.

Camille lyttede til hvert et ord fra Tristans mund.Hun tvang sig til at lukke øjnene og ikke se...eller nærmere stirre på slangerne. "i er ikke virkelige...i er ikke virkelige "mumlede hun og begyndende små perler af sved sprang frem på hendes pande.
Hvordan kunne hun forsøge at bekæmpe Lillith, hvis hun var blot en illusion vil ingen forsøg på at ramme hende fysisk virke.Men psykisk ?Camille åbnede øjnene og skreg til Lillith "SE PÅ MIG...GIV MIG CRASIE...JEG VIL TALE MED CRASIE...NU" hun håbede at Crasie var et sted derinde og kunne hjælpe dem, hun hørte Tristan udfordre den anden Lillith , men det hele var en explosiv cocktail.

Lillith smil blev bare langt bredere af at Camille skreg efter Crasie og prøvede at overbevise sig selv at det bare var en illusion.
"Du kan tro hvad du vil, men jeg kan love dig for så snart en af de slanger har bidt dig vil du dø af dens gift, som vil sprede sig i din krop. Du spørger efter Crasie, du kigger på hende. Forstår du det ikke? Jeg er lige så meget crasie som de andre er, jeg er bare Crasie vrede og foragt."
Så forsvandt Lillith og Camille mærkede hendes hænder på hendes skuldre og hendes hoved var ved Camilles øre.
"Du ved det godt inderst inde, du har set de andre, du har set hvilken ligheder de har. Kan du se hvilken lighed jeg har med kære Crasie"
Lillith grinede og en ond latter hang i luften. Lillith var forsvundet igen, men nu stod et uhyggeligt skyggevæsen foran hende. Det var som om den havde en menneskeligform, men den var total mørkt, som om den bare var en ren skygge. Men to fuldstændigt røde øjne stirrede på hende, de lignede Lilliths og de lyste med foragt og had.
"Du vil sikkert ikke indrømme det for dig selv, at din kære ven er mig!"
Sagde Hendes stemme i hovedet på Camille, men så var det at den blev afbrudt og en velkendt stemme kom frem i få sekunder. Det var isabellas.
"huske telefonnummeret!!"
Så forsvandt hendes stemme og intet var forandret, enten var det virkelig Isabella som lige havde slået igennem Lillith personlig og givet hende beskeden, eller så var det bare noget i Camilles hoved hun havde hørt.

Lillith som stod foran tristan blev glad for hans udfordring, hun kunne godt lide at lege med dem. Det sammen kunne crasie også, men hun legede kun for sjov med dem. Mens Lillith legede en alvorlig leg med dem. Hun snorede sine dagger rundt og sprang et hurtigt skridt frem med knivende i en flydende bevægelse, som lige susede forbi hans hoved og snittede ham mildt på kinden. Hun trådte hurtigt tilbage med knivene klar igen og så udfordrende på ham. Selvom det kunne være en ren illusion med at hun havde snittet i ham, kunne han på en eller anden måde føle at der virkeligt var kommet et sår.

Tristan fnøs og dukkede sig i sidste øjeblik for Lilliths daggerts. Nok til at han ikke blev ramt overhovedet og sprang istedet under hendes ben og hen til Camille hvor han med et hårdt ryk i hendes arm hev hende ud af det hun tilsyneladende stod på. Han vidste ikke hvad det var, men Camille virkede meget bange for det. Han skubbede hende et stykke væk idet han råbte. "Løb for fanden!" Og vendte sig så imod Lillith med et drillende smil, "Missed me, missed me, know you've gotta kiss me!" Drillede han og tog et skridt bagud, klar til at undvige igen hvis det blev nødvendigt. Han kunne godt mærke at han nok ikke havde skyggen af en chance overfor dæmonen, men det gjorde ikke så meget, hvis han da bare kunne redde Camille, bare en person. Så var han tilfreds med om han døde der eller ej.

Camille hørte dén hånlige tone i Lilliths stemme.Hun vidste hun havde ret, men hun vidste også at et sted derinde var der hjælp at hente Crasie ville ikke ønske at skade og måske Isabella og Mira også var på Camilles side lige i denne kamp.
Hun rystede sin krop for at få hænderne væk og vrissede " du rør mig ikke , jeg flænser dig " og så hørte hun stemmen, Isabellas ? Et hårdt ryk fik hende væk fra de forfærdelige slanger ,hun kiggede hjælpeløst på Tristan ,der bare skubbede og ville have hende ud a vejen.
"Jeg kommer tilbage ,det lover jeg" råbte Camille og satte i løb.
Hun nåede i ly af et træ og med rystende hænder fandt hun dén lille lap frem og foldede dén ud.
Dén sorte skygge med de røde øjne ,blev ved at dukke op på nethinden og Camille ville ønske at hun ikke var nød til at efterlade Tristan alene med dén.
Langsomt...fik hun trykket nummeret på sin mobil...
Bip.....Bip...Bip...og en knasende lyd..
"Hallo..hjælp " tryglede hun ind i røret som hun stod og knuede.

Lillith fulgte bare ham med øjnene mens han skyndte sig hen for at "redde" camille. Nu gad hun ikke mere at være sød, nu er legen alvorlig. Hun så hvordan camille løb væk og gemte sig bag et træ. Hun vidste præcis hvor hun var, for hun kunne tydelig mærke hvor hendes personlighed er. Lillith gik i virkeligheden hen til camille uden at Camille kunne se det pga af sin illusion. Hun greb fat om halsen og løftede Camille op af træet. Hun var ligeglad hvem hun ringede til, hvad ville det hjælpe.
"Jeg glæder mig at smage dit specielle blod"
Hun glemte hårdere til mens hun grinte og styrede den anden illusion over for Tristan.

Tristan kunne ikke høre hvis nu Camille prøvede at skrige på hjælp eller noget som helst andet. Alt blev mørkt omkring ham. Men nu så han tydelig dette skyggevæsen som Camille også havde set.
"Ikke mere leg nu"
Det var som om skyggerne omkring ham blev levende og han mærkede hvordan et eller andet begyndte at skære igennem hans hud hvergang det strøg forbi ham.

Der var ingen som sagde noget som helst i telefonen, men der var nogen som havde taget den. Efter lidt var det som om alt stoppede. Både hos tristan og camille kunne de se at Lillith opmærksomhed var rettet imod noget andet. Lillith illusioner forsvandt og Lillith slap Camille og vendte direkte blikket imod noget. De begge kunne nu straks føle noget, en venlig og rolig tilstedeværelse en meget god en. En meget høj kvinde ca lidt over de to meter stod et stykke med blikket rettet direkte imod Lillith. Hendes øjne var ravgyldne, hendes hår var kridhvid og langt. Hendes store sorte vinger var bredt ud og havde et vingefang på ca de 10 meter, som fortalte at denne engel var en ældre en af slagsen. Dog var der noget anderledes ved hende, selvfølgelig havde hun den "gode" aura som engler havde, men det var ikke det sammen. Dem der var sagkyndig på dette område ville vide at hun var en sort engel altså en falden engel. Hun havde en sort rustning på som dækkede overkroppen og efterlod maven bar, så havde hun skuldre plader på og rustning som dækkede det nederste. Lillith stod bare helt stille det var næsten som om hun frygtede vedkommende. Så sagde Lillith med en halvsikker tone.
"Skrid, bland dig uden om Isabella. Har jeg ikke lov til at få noget for mig selv?"
Lillith gik med rolige skridt imod hende, men man kunne tydelig se at hun var varsom.
"Du skal lade dem være, du ved at du skal gøre det, eller skal jeg tvinge dig?"
Sagde englen i en rolig tone og hendes vinger var trukket ind igen og hun stod roligt. Selvom Lillith ville kunne dræbe hende i løbet af få sekunder, vidste Lillith at hun havde det mægtigste våben over hende. Lillith stod bare og så stædigt på hende.
"Så giver du mig intet valg. Lad dem ikke hører det, eller skal jeg sige det højt så de kan få magten over dig?"
Lillith så med skræk på hende, så bukkede hun hovedet ned. Så kunne hverken Camille eller Tristan hører noget som helst, men de kunne tydelig se. Englen sagde noget og Lillith bukkede sammen, det var som om Lillith prøvede at kæmpe imod, men kunne ikke. Selvom man slet ikke kunne se noget som helst som styrede/holdte hende. Et glimt af mørkt lys skar i camille og Tristans øjne. Da det forsvandt lå Crasie der besvimet.

Tristan sank en kump da alt blev mørkt. Det løb ham koldt ned af ryggen at kigge på væsnet foran ham. På en eller anen måde, minede det ham om 'døden' i menneskelig skikkelse, som man så i film.
"Åh, legen er vidst lige begyndt" Mumlede han tilbage, men nåede ikke at angribe før ting begyndte at flyve forbi ham imens den skar til alle sider.
Han nåede at blokke flere af angrebene med den ene kniv, men det var svært fordi han ikke kunne se klingen. Han kunne mærke flere muskler begynde at sige stop og fandt sig selv næsten fuldstændig imobil da illutionen pludselig var væk. Blod løb ned af hans arme og hals fra de forskellige cuts rundt omkring.
Han nåede ikke at opfange meget af samtalen imellem dæmonen og en eller anden underlig engel, på grund af hans tilstand, inden samtalen at den var slut. Så kunne han ikke holde sig oprejst mere og væltede om på jorden imens han gav slip på daggerten.

Camille kæmpede for at få luft , da hun ublidt blev holdt op mod træet.Hun slog ud med mobilen et par gange, men ramte ikke Lillith i hovedet, til hvad nytte havde den været?
Men stemningen , auraen blev anderledes og en ...engel ? Dukkede op.
Camille røg til jorden og gispede efter luft, lettet over ikke at skulle dele sit blod med Lillith.
Imens englene og Lillith havde deres lille magt duel, ville Camille genfinde lidt geist og finde Tristan, hun håbede jan var ok.
Da hun kastede et sidste blik over skulderen, så hun Nu Crasie ligge besvimet i græsset.
Hun hastede til hende og undersøgte puls og respiration, der var helt ok.Så begyndte hun at ruske lidt i hende, se om hun kunne få liv i hende.Imens var hendes tanker ligeledes hos Tristan, var han okay, hvorfor var han ikke nu? Hun måtte afsted og se til ham.

Crasie lå i en hel dyb søvn. Englen gik hen og satte sig på hug ved siden af hende, og lagde en hånd på hendes pande. Så mumlede hun noget på et andet sprog, som de to i hvert fald ikke kunne forstå, men det lå sådan
"Ekstrz siemu mi lamour so vila"
Englen kiggede så direkte op på Camille og kiggede hende dybt i øjnene, det var som om for Camille, at hendes gyldne øjne rev alle de ting hun havde gjort både af gode og dårlige. Englen så hen på Tristan og hans sår og så vurderende på ham. Men trak så på skuldrene som om hun ikke alligevel ville gøre noget ved det. Camille kunne måske skimte store tatorveringer af to sværd som var tværs over hendes ryg.

Tristan lå lidt på jorden og tænkte ikke over hvad der skete omkring sig. Han prøvede forgæves at sætte sig op, men faldt tilbage i græsset. "Arg...For satan.." mumlede han i smerte. Måske skulle han bare lige ligge lidt indtil sårene lukkede. Han slappede snart lidt mere af og før han vidste dte blev alt sort. Han var besvimet.
De fleste af sårene var ved at stoppe med at bløde og var begyndt at lukke sig.

Camille havde små tusinde spørgsmål at stille.
Hun var omtåget men forsøgte at holde tankerne klare.
"er hun okay ? Er det dig jeg ringede til ?" Selv synes Camille det lød som havde hun slået hovedet ..hårdt.Ringe til en engel ?
' Tristan....kan du hjælpe ham , han har ondt " bad Camille stille og gik over mod ham.
Hun rynkede brynene ved synet af ham.Det havde været en særdeles hård kamp, han havde mange snitsår ...men var i live. * thank god * tænkte hun og knælede ved hans side.
Hun lagde forsigtigt en hånd på hver kind og dryppede et par enkelte gange ned på ham, da hendes tåre fik frit løb.
"Tristan...vågn så op...dét gør du ik mod mig...kom så ".Hun så op på englen.

Englen kiggede på hende og så vurderende igen på hende, det var virkelig som om hun kunne se alle de gode og dårlige ting ved Camille. Så sagde hun med en halvskab stemme, men som dog stadigvæk var venlig.
"Ja det er hun, jeg har givet hende ordre på at sove indtil jeg beder hende at vågne igen. Og til dit andet spørgsmål, ja jeg kan hjælpe ham men vælger ikke at gøre det, ellers ville det gå imod det jeg står for og hvad min gudinde står for."
Englens øjne fulgte Camille. Hvorfor havde Crasie valgt hende som en veninde, og alligevel kunne Isabella godt forstå det, hun var en godhjertet person en af de få blandt mange. Crasie fortjener en veninde som hende.
"Men han skal nok klare sig, han kommer ikke til at død af det"