Begyndelsen ~ Tristan & Crasie

//Præcis :D//

Camille forsøgte at smile...det var bare så dårlig stil at være bange for at flyve...normalt var hun ellers modigere end mange..eller hun lod ihvertfald ikke hendes frygt bremse hende .
Hun tog imod hans arm , taknemmeligt, og krammede sig ind til den, hvilket udløste et hosteanfald hos den bugtede pige, der spyttede peanuts ud af munden.
Camille så ud a vinduet , da hun hørte hans mobil.
Er den ikke slukket, spurgte hun lidt anklgende....hvad er det for en ringetone du har?

Tristan lod hende tage sin arm og gav hende et imødekommende smil. Han kunne næsten mærke at han fik peanuts i nakken da han hørte hosteanfaldet bag sig. En hurtig væmmelses grimasse kørte over hans ansigt, men den forsvandt hurtigt da en diskret summende ringetone kunne høres i hans lomme. Heldigvis var den ikke så høj så det var nok kun dem der havde hørt det. Han sendte Camille et undskyldene smil. "Øhm, mit...Job, tillader ikke at jeg slukker den" svarede han og hev mobilen op ad lommen. Hans ringetone? Det var den tone hovedkvarteret automatisk havde på alle dusørjægeres mobiler, kendte hun den? Han hævede kort et øjenbryn inden han svarede "Det var bare en tilfældig tone jeg fandt.."
Han rettede opmærksomheden ned imod sin mobil for at læse beskeden, imens han omhyggeligt sørgede for at hun ikke ville kunne se den. Han skar en grimasse igen. De havde kaldt ham 'tredje rang dusørjæger'. Derefter sukkede han.. Et farligt væsen? Hovedkvarteret måtte være desperate for at sende ham.
Flere mennesker var allerede begyndt at bevæge sig ud af flyet og Tristan hoppede hurtigt på benene og slyngede sin taske over skulderen. "Undskyld, men jeg har lidt travlt." afsluttede han undskyldene og begyndte at masse sig ud af flyet, uden at lægge mærke til den buttede piges længselsfulde blikke. Han havde det lidt dårligt over bare at gå fra Camille, hun havde været rigtig sød, men en ordre var en ordre.
Han fik endelig mast sig ud af flyet og spejdede lidt omkring efter væsnet der var beskrevet, måske var hun ikke landet endnu?

Man kunne se ud af de store glasruder endnu et fly ville lande, og ikke lang tid ville gå før det ville komme passagere. Et par minutter senere kom en strøm af trætte, sure og glade mennesker i alle former. Andre personer var kommet hen til indgangen med sedler med navne på som viste at de skulle følge med dem. Der var flere som krammede lykkeligt da familie igen blev samlet, eller kærester der igen kunne være sammen. Det var svært at spotte nogen anderledes imellem flokken, de alle lignede bare almindelig mennesker og ikke væsner.
Crasie gik til sidst i ro og fred, hun gad ikke mase sig ud forbi alle de mennesker når hun lige så godt kunne gå stille og rolig bag ved. Da mennesker var kommet væk fra indgangen kom hun ud. Hun var rime lav kun de 145 cm, så hun kunne være svær at spottet i en flok mere høje mennesker. Hun havde sin sorte hættetrøje trukket godt over hovedet, så hendes ansigt var henlagt i fuldstændigt mørke. Kun hendes runde briller som kunne ligne sådan nogle som Ozzy Osbourner har spejlede alt tilbage som to spejle. Hendes hættetrøje var næsten lukket, men den var lidt åben for oven som viste en lilla top, så man kunne se at det var en kvinde. For ellers kunne det være lidt svært at spotte fordi hendes hættetrøje var løs, så den ikke viste nogen former. Hun havde sin tynde sorte stok i hånden og mærkede den kølige metalfigur under hånden. Hun havde kun lige fået den igennem kontrollen, men så fik hun narret personalet at hun var blind, så derfor behøvede hun den. For de ville ellers ikke have at den skulle gå igennem kontrollen, for den var lavet af metal blandt andet med figureren. De droppede dog tanken om at det var et våben, men så tog de rime grueligt fejl. For det var et særdeles farligt våben, hvis man vidste hvordan man udløste den. Heldigvis havde Crasie ingen bagage så hun kunne bare begynde at gå imod udgangen til Taxierne. Hun var glad for at komme tilbage, efter en udmattende rejse. Hun kunne fornemme mange forskellige væsner her, men hun syntes at kunne fornemme en dusørjæger, men hun var ikke sikkert. Og hvad forskel gjorde det? Den kunne ikke lige frem gøre noget her uden at afslører sig selv, og dusørjægeren ville også være i undertal.

En tilfældig tone....right ...dont think so sweetie, tænkte Camille ved sig selv.
Hun huskede udemærket hvor hun havde hørt den før, dusørjægernes ringetone.
Men Tristan? Tristan kunne da ikke være en dusørjæger...eller hvorfor kunne han egenlig ikke det?
Fordi han virker så venlig og sød, tænkte Camille imens hun klamrede sig til hans arm.
Så kom bumbet...de var landet og hun slap ham.Hun skulle lige til at takke for godt selvskab, da hun så at tristan allerede var ved at genne sig gemmem klumpen af mennesker der alle ville ud. Camille smilede lidt, han havde nu været spændende.
Selv tog hun sin rygsæk og fik den over skulderen, den var tung , det var de pistoler hun sammen med Zean havde skaffet, de gav ekstra vægt.
Det var heldigt hun fik det listet gennem kontrollen, var hun opdaget ville der blive ballade.
Hun var nu nået ned i hallen ...og så sig lidt omkring efter en exit.

Tristan slyngede sig forbi menneskene som var kommet ud af de mange fly. Han havde skaffet sig af med sin taske som var sikkert låst inde i et skab i den anden ende af halen. Så skulle han ikke slæbe den rundt med sig. Han spejdede desperat rundt omkring for at få øje på væsnet imellem menneskene og ønskede lidt at han for en gangs skyld ikke ville faile en mission fra hovedkvarteret.
"Arg..." udbrød han irreteret til sig selv imens han spejdede efter en lav pige med en stok. Det virkede lidt umuligt. Rundt omkring kunne han se folk fra sit eget fly, han spottede kort Camille i hallen, men tog sig ikke af det.
Igennem menneskemængden synes han at spejde en stok et par meter væk. Han spærrede hurtigt øjnene op og begyndte at bevæge sig hen imod stokken imens han undveg diverse mennesker der stod i vejen.

Crasie mærkede straks en kendt bevisthed lige i nærheden. Det kunne da ikke være andet end, Camille. Crasie smilte for sig selv, hun kunne mærke alle som hun har mødt før, for hendes gjorde at hun kunne mærke dem, og alle havde deres unikke form for bevisthed.
Hun lagde også mærke til den som hun gættede for at være dusørjæger gå imod hende, men hun var ligeglad for lige nu havde hun opmærksomheden imod Camille. I hendes pose under hættetrøjen havde hun stadigvæk det enkelt hår hun havde fået da de to havde stødt ind i hinanden. Hun brugte sine illusioner, for hun ville snige sig ind på Camille. Så for Camilles øjne lignede Crasie nu en høj voksen mand, som var halvskalet og havde store overarme. Sådan en rigtig type som mange tænkte var sej, men som selv Crasie tænkte var ikke andet end en lille chihauhau, der hele tiden skulle prøve at vise sit værd. Det var svært at spotte Camille og finde hende imellem alle disse mennesker. Så lukkede hun sine øjne og lod hendes sanser styre hende, heldigvis kunne hun gå nemt forbi alle disse mennesker for hun var lille og kunne smutte hurtigt forbi. Hun kunne dog også ladet de andre tro at hun så sådan ud for så ville de nok undgå hende, men det gad hun ikke. Hun fulgte et pænt stykke bag ved Camille og ville først se hvor hun var på vej hen. Men dog måtte hun skynde sig inden hun nåede en Taxa, for ellers ville hun sikkert nå væk fra hende.

Camille tog papiret op a lommen og læste brevet endnu engang.
Lille overvægtig mand omkring de 55, pudser sko for en skilling om dagen og bedækker sin steddatter om natten.det var hvad der stod.Hun puttede det i lommen igen.Hun så på sine sko, en stor fejl...endnu en...de kunne jo ikke pudses, hvad pokker havde hun dog tænkt på imorges da hun valgte sit outfit.
Hun snoede lidt hår om en finger, og så sig omkring..hvor sad der en skopudser?Hun synes at se en Orange hårpragt i mængden, og smilede ved tanken om Tristan. , han havde haft dusørjægernes ringetone...hvad var han sendt ud i mon ? Hun vendte sig og "klonk" ragede lige ind i en mand.
" årh, undskyld " sagde hun og ville afsted igen.

Tristan kæmpede en hård kamp for at komme så tæt på den gammeldags stok så muligt, men menneskemængden gjorde det svært at komme forbi.
Ind imellem støtte han ind i folk og gav dem et undskyldene nik. Hvad nu? skulle han bare lade væsnet bevæge sig frit, eller prøve at få dets opmærksomhed? Han sukkede irreteret og kiggede sig omkring igen. Hvor var væsnet blevet af?
En let panik greb fat i ham, åh nej, han kunn eikke miste det her væsen også..
Forvirret begyndte han at sætte farten op og spejde omkring, nogle få mennesker han støtte ind i kiggede fornørmet, men han ænsede det ikke, han skulle bare finde dæmonen igen.

//Undskyld det ikke er mere kreativt, men jeg vil gerne have jer til at få kontakt inden jeg gør så meget ;) //

// hey....nu taler vi vel om det samme ik Prince Charming...hmm Crasie ,hvordan lød det i dine øre ? Blink blink //

//Rolig nu Cinderella, nu skal du lige være rasionel ;) //

//jooh :D men jeg havde dog regnet med at i to var sammen, og så opdagede Crasie at Camille var sammen med en dusørjæger. Så hjælper Camille med at fange mig, selvom hun ikke ved at det lige er nøjagtig mig, for så jeg ville så holde den sammen illusion for jer begge. Så lidt senere henne i jagten, mens jeg har drillet jer lidt, så ville jeg vise mit rigtige :D og så vil der ske en masse derefter :) som jeg har planlagt til jer kære søde børn :D:D:D
Det er kun en ide så?? hvad siger i?? :D:D:D//

// hmm lancelot...skal vi lade hende få sin vilje, så hun ikke bliver cranky og sur på os "unger" ? ... LOL //

//GRRRRRRR! :):) jeg kunne aldrig finde på at blive sur, ikke mere end ellers :D:D:D nej det var bare en ide, hvis i har andre så fortæl :D:D://

// Hmmm, jeg synes det lyder som en god ide, men eftersom vi allerede er splittet op på grund af den sms jeg fik. Så skulle jeg bogstavelig talt støde ind Askepot (Camille)? Også skulle du lige se det øjeblik hvor jeg gør det også formode at vi hænger ud sammen?? //

// Det kunne jo godt virke ...kunne det ik?//

//Jeg tror det kunne virke, your thoughts Crasie? //

//Ja :) det ville det :D ingen problemer fra mig af :D//

// Okey, men crasie, your turn også ser vi hvem af mig og sleeping beauti der snubler over hinanden først ;) //

Igen ringede det i Tristans bukser, og endnu en bedsked var kommet fra hovedkontoret.
Beskeden lyder.

Har du lokaliseret dæmonen endnu??
For ellers kan vi kalde forstærkninger, hvis du har brug for det??

hilsen hovedkontoret.

Crasie hørte en velkendt lyd, en dusørjægeres ringtone. Den var meget svag at høre blandt alle disse mennesker, så Crasie lukkede øjnene et øjeblik brugte sin egne illusioner for sig selv, så hun kun kunne høre den ringetone. Hun vendte sig brat og skød en omvej rundt om den uheldige dusørjæger der var før bag ved hende. Hun smuttede lidt forbi alle mennesker og så mærkede tristan et greb om hans arm. Så kunne han tydelig mærke den varme ånde på sin nakke. Nu for ham så han hvordan hun var blevet en lille tand højere end ham. Hun havde hovedet let nede så hendes neonlilla øjne var tydelig under brillerne, som så morende på ham. Så sagde hun lavt ved hans øre, men dog kunne han høre det så tydeligt.
"Hvis jeg var dog dusørjæger, så ville jeg droppe denne mission okay?"
Sagde hun venligt men dog bestemt. Han mærkede et prik fra hans hoved som om en havde hevet et hår ud af håret på ham. Hun stod nu med en af hans skrigende orange hår i hånden, og så gik hun hurtigt forbi ham, og han s¨hvordan hun blev i lav højde igen. Hun så på ham med øjne, som sagde at han skulle skride sin vej. HUn kom dog i tanke om at hun havde noget i en af hendes bokse som hun skulle få fat i. Crasie bevægede hurtigt derhen for Camille skulle ikke nå væk. Hvis CAmille kiggede på hende, så ville hun se den høje mand.

Camille tabte sin taske ved sammenstødet med en mand.
Åh, nej...alle mine ting og min ..heckler ,tænkte hun og så sig desperat omkring, den måtte være gledet væk hen over gulvet ,hvor var den nu.Hun samlede nøgler og andre småting sammen og puttede dem i tasken, men hendes blik slap ikke gulvet, med de mange fødder der gik rundt i alle retninger.
Camille gad ikke engang tage sig af manden der skældte ud, shut the fuck up ,tænkte hun og kom op og stå.Et godt stykke derfra så hun endelig sin heckler, den lå mellem benene på en mand, Camille hastede derover og endte med at snuple over sine egne ben og gled hen a gulvet, som en anden Bambi.
Lettet var hun dog da hun kunne slutte hænderne om pistolens skægt.Hun lagde an til at rejse sig op.

Tristan hev i en flydene bevægelse mobilen op af sin bukselomme. Han rynkede hurtigt brynet og skar tænder, ikke tale om at han skulle bruge hjælp. HAn nåede ikke at svare inden han mærkede et hårdt tag i sin arm. "Arg.." udbrød han og vendte blikket ind i et par lilla øjne der næsten synes at lyse.
Et kort sekund var han frosset fast til stedet af overraskelse og frygt idet dæmonen snakkede, han havde let opspærrede øjne og bevægede sig først igen efter dæmonen for længst var væk. Han holdt øjnene direkte på dæmonen imens han hurtigt lod fingrende glide hen over mobilens tastatur uden at se på det:

Jeg har lokaliseret dæmonen og behøver ikke forstærkninger lige nu-

---send---

Ikke tale om at han ville give op. Uden videre tøven maste han sig igennem menneskene imens han skiftevis holdt øjnene på sine omgivelser og på dæmonen, han ville ikke lade den slippe væk. Langsomt halede han op på den, men lige da han skulle til at hive sin ene handkannon frem snublede han over noget på jorden og måtte tage af med armene for ikke at spise jord, eller slå ansigtet ned i jorden.
Han kiggede sig forvirret omkring efter hvad han havde snublet over, men lagde så mærke til at hans hanskannon pistol, var væk, det tog ikke lang tid at opspore den og han vendte sig hurtigt på jorden og fik fat i den, men ligesom han fik fat i den lagde han mærke til en pistol ved siden af som også havde en hånd omkring den. Han kiggede op og WHAT? "Camille?.." røg det ud af ham da det velkendte ansigt var lige for næsen af ham.

Crasie arbejdede sig hurtigt igennem flokken af mennesker. Hun ville ikke bruge tid så hun forvandlede sig om for andres mennesker øjne,en stor agtig rocker, som fik menneskerne til at gå en stor bue omkring hende. Hun åbnede hurtigt skabet med en nøgle hun havde i en af sine mange indelommer i hendes hætterøje. Inde i skabet lå en boks og inden i den lå noget meget værdifuldt. Crasie tog den hurtigt under armen og begyndte straks at prøve at lokalisere camille. Under armen havde hun nemlig en ting, som Isabella meget meget gerne ville give Camille. Faktisk havde Crasie selv også lyst til det, men havde aldrig tænkt over det før Isabella havde nævnt det.
Crasie havde stadigvæk den sammen store rocker skikkelse og gik med hurtige skridt imod Camille. Crasie brugte endnu engang sin egen illusion, så hun ikke blev forstyrret af alle de 100vis af mennesker omkring hende, som alle havde hver deres bevisthed. Men så så hun dusørjægeren lige foran Camille, kendte de to hinanden?? Crasie blev hverken sur eller noget, men bare meget nysgerrig. Camille ved sikkert ikke at denne kære dusørjæger jager mig, det var næsten for komisk. Det ville blive endnu mere komisk hvis hun ville hjælpe den kære uheldige dusørjæger som lå og rodet rundt på gulvet efter sit våben. Crasie ville meget gerne lade tingene gå sin gang, som sagt det ville nok blive en sjov overraskelse, hvis efter et stykke tid i jagten at camille finder ud af at det var rent faktisk Crasie hun havde jaget. Derfor valgte Crasie at lave den stærke illusion for dem begge så hun lignede rockeren, men tilgengæld kunne kun Tristan se at hun havde stokken i hånden foran sig med begge hænder hvilende på den. Så ville Tristan vide at det var hende han skulle jage.

Camille lå fladt på maven, da hun rettede blikket en anelse op.Det orange herlige hår var ligeud for hendes ansigt og så lukkede hendes blik sig fast i hans, Tristan ?!
"Eh, jeg skal lige ha noget jeg tabte " skyndte hun sig at sige og håbede han ikke havde set pistolen.
På den anden side havde han selv noget at forklare, med den ringetone hans mobil havde.
"Hvad lavet du her?" Hun lå stadig på gulvet og begyndte at grine.

Tristan holdt et skeptisk blik på hende da hun fiskede pistolen væk . Hvorfor i al verden rendt hun rundt med sådan en. "nejnejnej, sådan leger vi ikke, noget du har tabt? ha! det der var ikke bare noget, det var en Heckler and Koch pistol!" svarede han halvt viskende så andre ikke ville høre det. Han gav hende et forvirret blik og undlod at svare på hendes spørgsmål før hun havde svaret. "HVorfor har du den?" fortsatte han og kunne ikke lade være med at trække på smilebundet da hun grinte.
Mennesker kiggede irreterede ned på dem da de var lidt i vejen og Tristan kom hurtigt op at stå imens han kiggede rundt for at finde dæmonen, men hun var væk *Satans!* tænkte han og bed sig i underlæben.