Begyndelsen ~ Tristan & Crasie

Crasie så bare morende på dem begge, og kunne tydelig se nu at de begge kendte hinanden og var åbenbart lige nu rendt i hinanden igen, hvor de ellers skulle ha gået hver sin vej. Det var da skæbnens ironi ikke? Hun så hvordan Tristan kiggede halvt desperat efter hende. Han havde sikkert bare overset hende. For Crasie kendte tydelig den beskrivelse der var af hende, som dusørjægerne havde om hende. Hun syntes det var meget sjovt at nogen på den måde var efter hende, og så vidste de ingengang særlig meget om hende. Ha, hvordan skulle de så fange hende? tænkte hun for sig selv og smilte for sig selv. Så mærkede Crasie en underlig følelse, det var som om et eller andet minde lå gemt i hendes hovede men hun kunne ikke huske hvad. Det skete nogle gange, så hun skubbede det fra sig. Men det lå stadigvæk i hende og ulmede. Crasie gik et par skridt fremad imod dem så hun kun stod 2 meter fra dem, men stadigvæk var i den rocker skikkelse, og stadigvæk havde for Tristans øjne stokken imellem hendes hænder. Nu kunne han næsten ikke undgå at se hende, eller kunne han? Især nu hvor hans opmærksomhed er rettet imod den smukke Camille foran ham. Crasie smilte ved tanken. Hun kunne altid få opmærksomhed fra ham på mange måder, det er bare at være kreativ intet andet, og det elskede hun.

Camille vrissede af ham.." Ja, det en pistol ,aight...and so what, tror du måske ikke jeg kender din ...lidt særlige ringetone Tristan dear?" hviskede hun til ham og kom også på benene.
" Hvad med at droppe forklædningen som sød turist, og spyt ud med hvad i alverdenen der sker?" Mumlede hun mere sødt til ham og forsøgte lidt kejtet at få styr på tasken ,hvor remmen drillede hende.
Camille så den kæmpe rocker og blev lidt bleg, han havde vel ikke set hendes gun? Hun puffede til Tristan og gjore ham opmærksom på " hells angelen" et par meter fra dem, hvis han ville forvolde problemer.

Tristan blev lidt irreteret af Camilles forsvar. "En pistol! det burde du ikke gå rundt med, det er farligt!" vrissede han viskende tilbage og lod sin handkannon glide diskret ind under jakken igen, ignorerede ironien i at han advarede hende, men havde en selv.
"Min ringetone? Du burde ikke kende min ringetone, det er kun..." fortsatte han og spærrede overrasket øjnene op "Dusørjægere..?" Han næsten mumlede det sidste.
Var hun dusørjæger? Nej, så burde hun vide hvad der foregik, så havde de kontaktet hende også, ikke tale om at hovedkvarteret ville sende ham på en farlig alene mission hvis de havde nogen anden udvej.
" Jeg spytter ud med hvad der passer mig!" mumlede han tilbage stadig små irreteret og rystede opgivende på hovedet inden hun puffede til ham. Han kiggede hurtigt op ved hendes ord og blev lidt bleg. Den stok, det var dæmonen i forklædning..
Det varede ikke mange sekunder inden Tristan havde trukket sin handkannon, taget et par skridt imod rockeren og presset pistolen tæt op ad dens brystkasse, imens han selv lænede sig ind over så pistolen ville være gemt for almindelige mennesker. Et lille 'klik' hørtes og signalerede at den var ladt. "Got'ya dæmon.." afsluttede han og gav rockeren et kæphøjt smil.

Camille havde lyst...nej, mere en stor trang til at give Tristan et dask over hovedet.
Han holdte igen og Camille var mere nysgerrig end hun burde , og havde ikke i sinde at lade ham slippe så let.
Men da han trak sit våben og holdt det mod Rockeren ,lige efter hun havde gjort opmærksom på han iagttog dem, svimlede det for Camille og hun tog sig til hovedet.
" Tristan..for fanden du kan da ik..ba...." Var han mentalt ustabil fyren ?
Camille var på vej derover for at vriste Tristan væk, inden han enten skød en uskyldig rocker eller selv fik problemer med vagterne i terminalen.Men netop da hendes hånd kunne nå ham og lå på hans skulder hørte hun ordet 'dæmon' og hu n stoppede op brat.

Tristan så bare hvordan dæmonen forsvandt foran, hvis han rakte ud ville han hverken kunne føle noget eller nogen som helst. Så mærkede han et ordenligt slag imod benet, som fik hans ben til at knække sammen ud af ham. Igen så han dæmonen i rocker formen stå foran ham med et stort fedt smil på læberne, og så vendte dæmonen sig om og begyndte at løbe i dog lavere fart ud af lufthavnens udgange, mens dæmonen kiggede et par gange over skuldren, og havde sin stok højt løftende i luften så Tristan tydelig kunne se, hvor hun var.

Camille så hvordan rockeren så nervøst på Tristan, men så kom der et stort fedt smil på hans læber og hans øjne blev blodrøde. Hun så at rockeren lavede en bevægelse med hånden, som om han lavede en besværelse. Så blev der dannet en iskæp lige bag tristan hvor den slog med stor kræft imod hans ben, og hvor hun så hvordan hans ben knækkede sammen under ham. Hun så rockeren sende hende et stort ondt smil og begyndte at løbe imod udgangen.

Crasie havde dummet sig for hun havde stået rigtigt der hvor de så hende. Så da Tristan kom hen til hende med hans kære våben. Mærkede hun straks hvordan hun havde dummet sig, men dog var der ingen frygt eller noget i hende. For hun havde overhånden her, så hun lod sig forsvinde for tristans blik nemlig for at drille ham. Hun slog med sin stok ikke helt så hårdt hun kunne på bagsiden af hans ben, for han skulle jo nemlig kunne gå igen. Ellers kunne jagten ikke forsætte. Crasie valgte at Camille skulle se at rockeren brugte ismagi, for ellers ville hun nok kunne regne det ud at det kunne være Crasie. Crasie ville nemlig ikke ødeligge denne overraskelse. Hun gik til siden hurtigt og lod dem begge se hende/rockeren løbe videre, og så ville hun følge dem pænt bag ved dem uden de havde den mindste anelse af det. Selv hvis en af dem løb ind i hende ville det være som om de havde snublet over noget og ikke havde løbet ind i en usynlig person.

Tristan nåede ikke endgang at opfange noget inden han fik revet benene væk under sig og faldt hårdt til jorden med et "Kgh...". Idet han faldt var hans pistol gået af imod loftet og et højt pistolskud rungede igennem den store hal. Folk begyndte straks at gå i panik og masse for at komme ud. Heldigvis havde ingen set hvor skudet kom fra.
Tristan var hurtigt på benene igen og ænsede ikke noget imens han satte af efter stokken. Han vendte sig kort rundt for at sikre sig at Camille var okey og fortsatte så imellem menneskerne. Heldigvis var han temelig adret og det var intet problem at komme igennem menneskene, ud over at det tog lidt tid at masse sig igennem, men idet at alle i panik flygtede imod udgangen så skulle man jo bare følge strømmen. Han nåede hurtigt ud af en af dørene og kiggede desperat rundt, hvor var den blevet af, det var svært at se igennem de flygtende mennesker.

Camille så iskæppen og skreg højt da Tristan knækkede sammen og faldt til jorden.Hendes skrig blev overdøbet af pistolen der gik af og hun tog sig til ørene, da det i hallen lød virkelig højt.Det næste hun så var ryggen af Tristan , på vej væk fra hende.Åh. du kan tro nej skat...den går ikke, tænkte hun og sætte hurtigt i bevægelse efter ham.Det måtte være dæmonen han havde sat efter, hvad ellers?
Camille måtte med...og ...ja, ..som sagt hun måtte med!

Menneskerne strømmede ud og vagter rendte rundt som gale, for at fange den som skød. De forstod heller ikke at der ikke var kommet nogle til skade. Lige uden for var der små græsbakker og længere væk ville man komme til mørkets skov. Tristan og Camille ville begge kunne se rockeren stå væk fra menneskestrømmen oppe på en bakke og vente på dem begge med et sageligt smil på læberne.

Crasie fulgte pænt bag ved dem og havde selv lidt problemer med at komme forbi folkemænden, som maste sig forbi alle. Men hun kunne dog holde trit med Camille og Tristan. Hendes planer var at føre dem lige til udkanten af skoven og så vise sit sande jeg der, så ville camille få sig et overraskelses. Så havde Crasie faktisk ingen anelse hvad der ville ske der efter, for dusørjægeren ville også få sig en overraskelse når han så at camille kendte det væsen han jagede. Men Crasie mærkede hvordan den underlige fornemmelse steg i hende, det var som om der var noget velkendt ved dette, men Crasie vidste ikke hvad. Måske ville minderne komme snart det regnede hun med. Men hun forstod intet hvad minderne kunne være, for hun kunne ellers huske næsten alt i sig 800 gamle liv

Tristan kiggede sig lidt rundt og fik øje på Camille lidt bagved, hun fulgte stædigt efter. "Bliv her! Du kommer bare til skade!" råbte han efter hende med en alvorlig mine inden han kiggede sig stresset rundt igen.
Det tog ikke mange sekunder at få øje på rockeren og i det samme Tristan havde fået øje på ham var han sat af efter ham. Han lignede ikke beskrivelsen af væsnet, men de havde jo også beskrevet hende som en formskifter og stokken havde hun stadig.
Rockeren synes bare at blive stående hvor han var og i det samme Tristan fik kæmpet sig op ad bakken havde han hevet sin ene hånddaggert frem og kastede sig frem imod væsnet i et angreb.

Camille kunne ikke indhente ham og komme foran Tristan.Hver gang hun halede ind på ham, speedede han op og lagde afstand til hende.Hun hørte hans advarsel ,men kunne ikke lade ham alene med en muligvis fjendlig dæmon, det ville den i givet fald nok blive uanset hvad, når det gik op for den at en dusør jæger var i halen på den.
Op af bakken var hårdt, Camille faldt et par gange, og fik nogle skræmmer i hoved og på arme, men græsset tog noget af faldets kraft fra, og derfor var det overfladiske skræmmer.
Hun nåede endelig op på siden af Tristan , og stillede sig klar til at hjælpe, hvis der da var noget hun kunne stille op.

Kniven fløj igennem luften og Tristan så bare, at dæmonen hverken prøvede at undgå den eller noget som helst. Kniven ramte perfekt midt i brystet på ham, men han smilte bare et større smil, som om han ville have det. Normalt ville en dæmon blive slemt skadet af det, for det var jo en af dusørjægernes kniv, som var lavet til at skade dæmoner og andre væsner. Men han tog den bare ud som om det var ingen ting. Mørkt blod flød godt nok ned fra såret af men han så ikke lige frem påvirket af det. Han tog knivnen og legede den imellem hans hænder.
"Så du tror sådan noget dræber mig?"
Sagde han med en ond dyb mandelig stemme. Så blev kniven lige pludselig frosset til is og så smuldrede den i isklumperne og faldt ned på jorden.
"Er der mere du vil sende efter mig?"
Sagde han med et hånligt smil og så faldt blikket på Camille.
"Så du har kaldt forstærkninger, ha! Så den lille dusørjæger kan ikke klare sig selv"

Der var faktisk intet sket med kniven den var faktisk fløjet videre og landet i græsset længere væk. Men Crasie skabte bare de der illusioner, for hvis hun havde ladet den bare gå igennem hendes illusion, så ville Tristan kunne se at det bare var en illusion.

Tristan spærrede øjnene vidt op da hans daggert ramte perfekt. *That has gotta be a first..* tænkte han til sig selv. Han kiggede uforstået op på dæmonen der bare synes at smile mere og før han anede det var hans daggert blevet til støv. Han lavede et ærgeligt ansigts, det havde været en af hans bedste..
"Men sådan noget burde..." prøvede han og vendte sig i det samme om imod Camille som også var kommet til. "Hvad sagde jeg? Det er ikke en leg!" udbrød han en smule irreteret efter hende. Ikke fordi han var irreteret over at hun bekymrede sig, men mere fordi at hvis hun ikke passede på kunne hun meget vel komme til skade eller ligefrem dø.
"Hold mund!" råbte han imod dæmonen da den hånede ham. Han kunne mærke små blå gnister forme sig i hans håndflader, men holdt det der. Det var også den pokkers evne Sakref havde givet ham, han kunne ikke styre den endnu og den var ustabil indtil videre.

Camille spidsede munden og så bekymret til, det her var en stærk dæmon...ingen tvivl om det, hvordan skulle de dog få fanget den ? Hvordan det pludselig var blevet hendes opgave, tænkte hun ikke videre over.
Hun så på Tristan " and so you did " svarede hun fraværende og stirrede fra fænomen til hans hænder....hvad var det der skete med hænderne?
Hun kiggede vredt på dæmonen..."Ja, hold dog mund ! "

"Hvad vil i da gøre nu?"
Sagde han med et lumsk smil, og så forvandlede hans krop om til en kæmpe mæssige ulv på ca 2 meters højde, dæmonens røde øjne kiggede morende på dem begge. Så satte den af fra jorden af lige imod Tristan i meget hurtigt fart, så man kunne næsten ikke reagere. Tristan røg ned på jorden og ulvens opmærksomhed var imod Camille. Men i stedet for at gøre noget så løb den i retningen imod mørkets skov, som kun lå få km herfra. Camille kunne nok næsten opfatte at den intet ville gøre imod hende. For ellers havde den nok gjort noget lige der. Dæmonen løb i lav fart så de stadigvæk kunne følge med og kiggede flere gange bag ud for at se hvor tæt på de var.

Crasie havde lavet ulven for at forvirre dem lidt og nok især dusørjægeren for han regnede nok ikke med at hun kunne forvandle sig om til en kæmpe ulv. Så ulven sprang imod Tristan, så stod Crasie på den anden side og da ulven ramte ham, så skubbede hun ham i virkeligheden, så det var som om det var ulven havde gjort det. For hun kunne ikke bruge sine illusioner til at skubbe folk, hun havde dog oplevet at da hun engang var i stor livsfare, at de illusioner hun lavede blandt andet at skade personen, så skete det rigtigt. Men crasie forstod ikke hvordan hun kunne det, og har aldrig kunne gøre det siden da. Så hun måtte selv træde til for at gøre illusioner virkelige. Crasie ville ikke skade eller noget som helst med Camille, så derfor undlod hun at gøre noget som helst imod hende, og kun gøre småting imod Tristan, for hun ville ikke være glad for hvis Crasie skadede Tristan for de virkede til at være venner.

Tristan udbrød kort et "Tsk.." da ulven kom til synes og som før da han havde trænet med Sakref var hans arme bare oppe og pararer næsten før han havde tænkt tanken. I et hurtigt sekund efter hans reaktion kunne man se de små blå gnister også var de væk.
Han mærkede hvordan hans parede tog imod slaget og han blev derfor kun skubbet et stykke tilbage. "Satans!" mumlede han og gnubbede sin arm lidt.
"Jeg for dig ikke til at ændre mening og stikke af nu gør jeg?" spurgte han så og vendte blikket imod Camille inden han satte efter ulven imod skoven. Hvordan kunne den dæmon både have is evner OG blive til ulv. Han var positiv at det ikke var en varulv, eller var han? Hovedkontoret havdet sagt dæmon.

Camille stivnede da hun så ulven 'opstå' , hun måtte lige blinke en ekstra gang og hviskede " Tristan ?!" lige inden han spurgte om hun kunne overtales til at smutte.Ulven stirrede på dem, på hende og hun stod fuldkommen stille.Hvad mente han med det?Hun kunne da umuligt bare vende ryggen til og gå.
Så sprang ulven på ham og Camille mærkede det et øjeblik var som det sortne for hendes øjne .Hun skreg " Neeej ! ".....ud af frygt for at bæstet havde såret ham men så igen de blå gnister og blev forundret...hvad var dét?Ulven synes at ...holde øje med hende? Underligt, tænkte hun og mærkede en lille gysen løbe gennem hende.
Hun så på Tristan...hvad ville han have de skulle nu...forsætte jagten formoede hun.

Ulven stoppede ca 30 meter fra dem.
"Skal i ikke efter mig, eller opgiver i?"
Ulven så udfordrende på dem, og man kunne se mørkets skov elle særlig langt væk fra dem. Ulven løv stadigvæk i sammen fart for at få dem til at følge efter uden at de skulle føle at den løb fra dem.

Crasie fulgte bare efter dem bag ved og sørgte for at illusionen ikke nåede for langt fra dem.

//sorry ved ikke lige hvad jeg skulle skrive nu før vi kommer til mørkets skov//

Tristan sagde ikke noget, men satte bare feter ulven imens han hev sin ene handkannon pistol frem. Skudene var lavet af sølv med små pentagrammer indrisset så ligemeget om det var en varulv eller en dæmon ville den tage skade af dem.
Han hev den op foran sig og sendte 3 skud imod ulven og fortsatte hen imod den. "Ikke tale om at jeg opgiver.." svarede Tristan mest til sig selv og stoppede op få meter fra dæmon ulven.

/Samme her //

Da de nåede til skoven var Camille rimelig udmattet og havde desuden en spirende fornemmelse af at noget var off..helt off.
Ulven kunne have løbet fra dem på ingen tid hvis den ønskede det, Istedet havde det næsten virket som ....ventede en på dem? Det var en følelse hun ikke holdt af, for hvis det var tilfældet...var der optakt til noget?Hun så Tristan havde trukket sit våben, selv havde hun kun almindelig ammunition...hvor dum kunne man egenlig være, men hun vidste simpelthen ikke hvor hun kunne få andet...mere virksomme patroner, det måtte hun finde ud af snarrest.Hun håbede Tristan havde ' den ægte vare' i hans !

Skydene ramte for de kunne høre en pivelyd fra ulven da den blev ramt, men det var som om den slet var påvirket det mindste af skudene. Den begyndte at løbe zik zak da de nåede skovens kant, og den løb lige lidt inde i skoven, hvor der var en åbning. Den vendte sig om og satte sig ned og ventede på dem. Crasie løb jo bag ved dem, men denne underlig følelse begyndte at blive stærkere og stærkere og hun vidste ikke hvorfor. Men hun blev ved med at prøve at presse følelsen væk, for den gavner ikke nu.

Tristan knurrede irretret og slyngede pistolen ned langs siden og lod den hænge i hans arm. Hvorfor virkede det ikke? Det var fandens fustrende.
"Den ting foran os kan umuligt være hverkan varulv eller dæmon" sagde han så og stoppede op. Han vendte sig rundt og sendte Camille et overlegent smil. "Men den kan komme fra et væsens evne.." fortsatte han og trak patronerne ud af sin handkannon og fandt et andet sæt patroner frem. "Dette burde være mere effektivt.." afsluttede han og ladte pistolen med de nye patroner og fulgte så efter ulven igen. Det der var i pistolen nu var noget han selv kaldte 'evne gå væk patroner'. Noget der når de ramte udsendte et stof der opløste væsners evner.. Ikke at de ikke kunne bruge evnen bagefter, men den ophævede den i nogle sekunder indtil væsnet kunne bruge den igen. Som fx, hvis væsnet havde lavet en ismursom blev ramt, ville den straks forsvinde, meget praktisk faktisk.
Det tog ikke lang tid at komme frem til der hvor ulven ventede på dem. Tristan stoppede forpustet op foran ulven og virkede nok ikkeså bange, men mere desperat, end han burde. "Okey, prøv så at tykke på denne her" fremsagde han pustene og affyrede 2 skud direkte imod ulven igen.

Camille måtte tilslutte sig hans vurdering, for det passede bare ikke ind i puslespillet.
Hun så målløs på ham , da han skiftede patroner...wow..cool..hvorfor havde han dem, når hun ikke havde..hun lavede en lille grimasse der var udtryk for at Tristan måtte enten dele de patroner med hende eller spytte ud med hvor han havde dem fra , når de engang havde fået bæstet her pacifiseret...for det var vel det Tristan ville..pacifierer...ikke dræbe. Vel?Hun så pludselig bekymret til da han affyrede de to skud mod ulven.
Det har første gang hun overhovedet havde overvejet om Tristan bare ville dræbe, uden at vide ulvens hensigt.
Ville han forsøge at dræbe alle væsner han stødte på? Ordet dusør jæger stod pludselig som printet hen over Tristan...ikke at hun ikke havde vidst det, men først nu trængte alvoren ind hos Camille.

Han så hvordan skydene igen ramte perfekt og ulven lavede en pivelyd igen. Men så så han at skydene bare sad fast i pelsen på den, den tog sin pote og børstede dem af og de faldt ned på jorden. Den så irreteret på dem og så vendte den blikket først op på Tristan. Den så morende på ham med halvt sammenknebet øjne og havde tungen halvt ude af munden. Dens hale kørte et par gange hen af jorden fra side til side. Da Camille kom hen til dem vendte dens øre imod Camille også dens blik. Så så de begge hvordan dens øjne var forandret. De var blevet lilla og Camille ville ikke kunne lade vær med at genkende dem, de glødede med den sammen mystisk og intens som Crasies.

Crasie så hvordan Tristan skiftede patroner, sikkert til nogle bedre. Hun så ham skyde igen og hvis hun virkelig havde været der hvor hendes illusion ståede, så ville de ha ramt perfekt. Men uheldigt for ham så var det jo kun bare en illusion. Hun sørgte også for også for at de hverken kunne se eller høre kuglerne i virkeligheden ramme imod træerne som var bag ved dem. Crasie løb ved siden af Camille og så på hende, hun kunne tydelig se sporene af bekymrelse og Crasie kunne se at hun havde problemer med noget. Da de alle var noget foran illusionen af ulven, så crasie ca 3 meter væk fra dem begge og satte sig på en sten, mens hendes stok lå på hendes lår. Hun glædede sig til at se Camilles reaktion, for hvis hun virkelig ville hjælpe ham. Vil hun så være med til at dræbe hende, eller vil Camille se igennem dusørjægernes så kaldte godhed, og se det grusomme som ligger bag ved deres handlinger.

Ulven forvandlede fuldstændigt og lignede den rigtige Crasie. Hun havde stokken foran sig med begge hænder hvilende på den. Hun havde hætten over hovedet så den var henlagt i mørke, mens hendes neonlilla øjne kiggede med venligt blik på Camille.
"Halløjsa Camille"
Crasie trak hætten ned og smilte et skævt smil til Camille og vendte så blikket imod tristan. Hun tog kuglerne op og så på dem og kastede dem ud i skoven.

Tristan smilede lidt af Camilles blik, han burde tage hende med til hovedkvarteret en dag, der var masser af ting man kunne købe til alle mulige forskellige pistoler. Tristan så skudene ramme og kiggede så forvirret, det burde have hævet alle evner i et par sekunder, illusionen burde have stoppet. "Satan.." mumlede han igen og spærrede øjnene op da ulven forvandlede sig til væsnet fra før.
Tristan vendte sig imod Camille ved dets ord. "Kender du den?" sagde han forvirret og pejede imod væsnet med sin frie hånd. Det var ikke helt til at vide hvad man skulle tro her.

Camille så ham affyre og kiggede så ind i ulvens øjne. Åh nej...der var noget galt...helt galt den ulv?!
Camille nåede ikke at gøre mere før end den havde sig forvandlet og foran hende sad nu Crasie.
Øjnene, det var dét, det var jo hendes.
Havde Tristan lige forsøgt at skyde Crasie...jamen hvorfor dog.Camille blegnede og tænkte der her var et mareridt, hun kunne ikke gennemskue hverken Crasie eller Tristans leg, og måtte støtte sig til et træ "Crasie" var alt hun sagde og så kiggede hun hen på Tristan og med tåre i øjnene nikkede hun et 'ja! ''