Vi mødes igen, træningen (Camille)

Hun så ham ind i øjnene en lille tid og tænkte lidt ove udtrykket " en simpel dæmon", det var tydeligt at deres verdener ikke var helt ens, Zeans og hendes.
Hun roedede lidt nervøst med tasken, hun havde samlet op og svarede så godt hun kunne på hans spørgsmål.
"Han har et slot i skoven, dybt inden i...en borg,nærmest. Det er meningen jeg skal bo der, men det er noget af det jeg vil forhandle om.Jeg vil bo i min egen lejlighed".Hun så lidt trist ud.
"Jeg ved godt det er min beslutning og min kamp, og du skal ikke ...blande dig...jeg mener ikke føle dig forpligtet til at blande dig."
En lille pause og så sagde hun stille " Men du er den eneste jeg har, og ...ja, jeg ved jo ikke hvad der vil ske, deri ligger problemet".
Camille kiggede ned mod bilen.Hun vidste hendes forklaring var usammenhængende, men helt ærligt...kunne hun bebrejdes det? Hendes hoved var et stort rod lige nu.
Desuden var hun virkelig glad for hvad han havde lært hende, måske kunne hun suge mere til sig.

Han så lidt på hende, han ville virke som en bodyguard til hende, en dæmon der beskyttede et menneske. Men der var et eller andet ved sætning `den ene jeg har...` der fik ham til at sukke. Og nikkede så svagt. At være tvunget til at bo hos en dæmon, bare for at lære noget nyt, virkede ret...overdrevet, han måtte bare lære den nye tid lidt bedre at kende, så kunne det være han havde været mere heldig. Men nu kunne han jo være ligeglad. Med dæmonen altså.
"Okay da..." mumlede han og gik ud fra at der alligevel ikke ville ske noget spændende på arbejdet i dag.

Camille spærrede øjnene op og et lille håb tændes i hende igen. Så kunne det være at det hele ville falde på plads efteralt. eller næsten det hele.
Hun fik lyst til at give ham et kæmpe knus, men istedet stod hun på stedet , uden at røre sig... eller ham for den sags skyld. Det var som hends manglende mod, langsomt vendte tilbage, nu hvor hun havde een med sig, een ved sin side.
Hun vidste godt inderst inde, at hun ikke skulle overfortolke på hans tilsagn om at tage med, men hun havde altsår svært ved at dæmpe glæden, når den uventet var tilstede....lidt som da hun ramte skydeskiven.
" Så tager vi afsted, og får den sag klaret" sagde hun og så ned mod bilen der skulle køre dem dertil.

Så tager vi af sted så du kan få denne her sag klaret, tænkte han men gik med hende.
Det her skulle nok blive sjovt...Men han overvejede alligevel lidt om hvorfor hun virkede så glad, man skulle næsten tro at hendes verden ellers ville være gået fra hinanden. Men det ville den måske også?Noget sagde ham at han ikke forstod vigtigheden af det her.

Camille svingede tasken over skulderen , men lod pistolen fra før blive i hendes bukse linning. Hun ærgede sig lidt over ikke at vide hvordan man dræbte dæmoner...ikke at hun på nogen måde forventede det blev nødvendigt , men hun kendte trods alt ikke denne Sakref. Og nogen gange virkede han flink, nærmest som en glad dreng...og andre gange...ond?
De gik ned mod bilen.

// så er det vist vores 3 medspiller der ville ind her?!//

//ja//

bilens bagsæde døre gik op da de nærmede sig på magisk vis. det mærkeligste var dog at der var ingen der sad i bilen. og ingen der sad på føresædet.

Zean stoppede op ved siden af bilen og lagde armene over kors og kiggede lidt på den.
Dette måtte være en del af dæmones evner, ingen bil kunne køre selv og netop derfor havde han sine betænkeligheder med at sætte sig ind i den. Han overvejede lidt hvad evnen kunne være, i hvert fald ikke styre mekaniske ting.
Han kiggede lidt på Camille, ikke fordi han regnede med hun vidste det, men for at se hvordan hun tog det hele.

Camille stirrede på bilen der var uden fører. Hun burde måske ikke have været forbløffet, efter at have set Sakref lave forskellige triks, men denne type magi havde hun svært ved at vænne sig til.
Hun tænkte dog, at såfrem hans hensigt var at få dem til hans slot, så burde de være i sikkerhed på køre turen.
Hun kiggede op på Zean, for at se om han havde nogen protester ? Og så satte hun sig ind på bagsædet, gumpede sig lidt til den modsatte side, så at der blev plads til Zean ved siden af hende.

moteren på bilen begyndte at starte stille og roligt. men bilen stod stadig stille som hvis den ventede på at Zean havde sat sig ind og de havde fået sele på.

Han sukkede og satte sig så ind ved siden af hende, velvidne at der da ikke kunne ske noget alt for slemt. Men sele på tog han ikke. Det gjorde han aldrig. Han ville kunne komme ud når hvis der skete noget. Han havde hørt en del historier om folk der sad fast, hvor de kunne være kommet ud, begrund af selen.
Han sukkede og lænede sig tilbage, dog uden at føle sig det mindste afslappet.

Camille sad med tasken på hendes skød og holdt armene om den.
Hun var spændt på hvad der ville ske, om de kunne finde en god og fornuftig løsning på det hele.
Hun kiggede i smug over på Zean. Han så ikke ud til at bekymre sig det fjerneste....eller var en en anelse anspændt? Camille synes det var svært at se.
Hun var dog glad over han var taget med, hun usikker på hvorfor...men det betød mindre for hende ,lige nu var hun bare glad for han var der. Hun var ikke alene.
Hun spændte selen.

i det hun fik spændt selen på lukkede bagsædets dør og bilen begyndte at køre afsted stille og roligt. uden nogen fører på rattet. bilen begyndte at køre hele vejen hen til den triste skov og begyndte at følge en lille grussti igennem skoven. som de kørte afsted gennem skoven kunne man nu se længere fremme en stor metal port der åbnede af sig selv som de nærmede sig. bilen kørte igennem porten og kørte ind i den store gård der var. en giga stor mur gik hele vejen rundt om det der var i midten som var et virkelig stort slot. slottet måtte være på flere hundreder værelser og måtte være flere etager højt. bilen kørte hen til en lille parkeringsplads hvor nogen andre biler som så meget ens ud med den de nu sad i var parkeret. bilen parkede stille og roligt, og moteren slukkede og bagsædets døre åbnede sig igen.

Zean kiggede ud af vinduet og huskede, af gammel vane, vejen der til. Hvis han fik brug for den tilbage igen.
Han lagde mærke til omgivelserne, skoven og muren med porten. Da bilen endelig åbnede sig for dem igen, var han hurtig til at komme ud. Bilen havde haft en kvælende følelse på ham, et lille rum hvor man nærmest var lukket inde. Dog led han ikke af klaustrofobi.
Han besluttede sig for bare at slappe af og se hvad der skete. Han lod blikket glide over omgivelserne uden at røbe hvad han syntes om det. Ud over at det var gammelt. Det var tydeligt nogen boede her, ellers ville det være gået i forfald for længe siden.

Også Camille kom ud af bilen og smækkede sin dør.Hun kiggede ind i bilen en ekstra gang for at overbevise sig selv om der ingen var, satadig.
Så mærkede hun hendes puld begyndte at slå ekstra hurtigt men ville ikke røbe over...nogen at hun var nervøs.
Så hun greb istedet fat i Zeans arm og trak blidt i den, idet hun ville vise hvilken vej de skulle. "Hoved døren er den der" sagde hun taknemmelig over hendes stedsans ikke havde svigtet hende helt, det kunne den nemmelig sagtens finde på...det var sket adskellige gange før.

//logger for nu :) //

den lille hovededør der var henne ved slottet åbnede sig op da hun sagde at hovededøren var derhenne.

Han følte sig ikke hel tryg ved det her, selv om han havde besluttet sig for at være afslappet. Dette var jo trods alt en anden dæmons territorium...
Han så sig lidt omkring endnu en gang før han fulgte efter Camille da hun trak i ham. Nøjagtig som hun plejede når hun var bange eller nervøs over for noget. Selv om hun nok prøvede at skjule det...

De nåede på til døren og Camille slap hans arm, for nu.
Hun gik gennem den åbne dør , men ikke uden at banke et par gange på den først for ligesom at lade nogen vide de var ankommet.
" Han har 3 andre lærlinge, den ene Nika ,tror jeg nok hun hed, forsøgte at kvæstet mig med ildkugler, det var sådan jeg mødte dem " hun sukkede ved tanken om hun bare ville have set...og nydt en solnedgang, det var så længe siden og så var hun pludselig igang med at kæmpe...at forsvare sig selv.
Men nu stod hun her på slottet igen og ventede på Sakref, denne gang med Zean ved sin side.
Camille vidste godt hun skulle være varsom med at lulle sig ind i den illusion at han var ved hendes side, for når alt kom til alt var Zean formentlig kun på sin egen side...Sådan advarede en lille stemme i hendes hoved, men Camille lyttede ikke efter for hun havde behov for noget andet.

døren blev stille åbnet og ved dør åbningen stod sakref uden sin maske og viste sit flotte unge ansigt. han lignede en på 19 år. med flot hvid hud. så hvidt som rent sne. hans øjne var kraftigt grønne og hans halvlange hår strittede til alle sider. han havde også sit normale sorte jakkesæt på og sine sorte spidse sko. "så der var i. jeg troede lige at i var kørt galt eller noget" sagde han med et smil og åbnede døren helt op så de kunne komme ind.

Han tøvede men gik så med Camille op til døren og ind af den. Han lod kort blikket glide over Sakref endnu en gang. Han vidste ikke hvorfor, men han følte en modvilje mod denne dæmon. Måske fordi...De ikke mødtes ude blandt menneskerne hvor han plejede at møde dem, på frie steder med plads.
Han lod blikket glide rundt og bemærkede sig forskellige ting han måske kunne få brug for. Han kunne ikke lade være. Gammel vane.
Han trak vejret dybt og lagde armene over kors.

Camille var tilfreds med at masken var faldet, Sakref virkede mere...human , ihvertfald var det nemmere for hende at overbevise sig selv om det gode i ham...hun håbede ikke det var en for stor illusion.
"Ja, vi er her ....du forsvandt jo lidt hurtigt...og tog som en selvfølge jeg ville sige ja og tage med" svarede Camille lidt tøvende.Hun var stadig meget usikker, hun havde oplevet en del underlige ting med Sakref på den korte tid de havde tilbragt sammen....som da han sendte hende hjem efter det første besøg, og hu
n havde sine tvivl om han kunne overtales til at have en "freelance" elev, men det var hvad hun ville forsøge .
Hun havde stadig lyst til at gribe fat i Zean, men undlod ...Istedet for stillede hun sig helt ubevidst lidt tættere på ham.

sakref kiggede lidt undrende på camille som om han ikke helt forstod hende. "det lød ellers som om at du sagde ja men kom jeg var lige igang med at undervise mine andre elever så i må undskylde men i kommer nok til at se på" sagde sakref stille og gik afsted hen af den store tronsal. tronsalen lignede på en måde en almindelig tronsal. den var giga stor og der var en lang rød løber hele vejen fra den store port der var ved siden af den lille dør som de havde brugt og store vinduer som mindede om dem man så i kirken. helt på den anden side af det røde tæppe var der en giga stor sort trone. den var pyntet med kraniehoveder, skeletter, skorpioner og slanger over det hele. tronens ryglænd så ud til at sidde fast på væggen og gik virkelig højt op af væggen. tronens armlænd var også meget store. pyntet med to skeletter der ridder på en slange hver som så ud som om de holdte armlændet oppe. ved siden tronen var der fire døre. to på hver side af tronen. ellers i rummet var der ellers masser af billeder af andre mennesker og væsener.

Zean gik med og håbede snart at Camille kunne tage sig sammen til at sige hvad hun havde sagt hun ville sige. Han så sig rundt i tronsalen og det første han tænkte på var...At det lignede en scene fra en film. Måske boede han har ikke bare, men var i virkeligheden en eller anden scene opsætter? Han vidste godt det ikke var sandt, men det skulle man tro. Ikke noget at sige til han virkede så deprimeret hele tiden.

Camille regnede med de skulle op i the stuen.
Hun gysede lidt ved synet....eller nærmere gensynet med alle skeletterne med mere på tronen.
Hun snævrere til Zean der så ud til at tage det hele roligt.Det tog lidt af hendes stress væk, men hun vidste jo godt at hans idé om hvornår der var grund til bekymring nok var en anelse anderledes end hendes.
" Sakref, jeg skal tale med dig om dét dér lærlinge noget....jeg har tænkt over en model ....en model der muligvis ville fungerer for os begge " forsøgte hun at sige med en imødekommende stemme.

"nååå må jeg høre?" sagde han og satte sig ned på sin trone og ind fra den anden dør til venstre fra tronen kom der to tjenere ind med to stole som Zean og camille kunne sætte sig på og satte dem så stolene vendte imod tronen et nogenlunde stykke væk.