Vi mødes igen, træningen (Camille)

Zean satte sig ikke. Nok mest af trods. men også for at være klar vis der skulle ske noget.
I det hele taget...Virkede det som om denne person mente han havde magt og dermed grund til at kunne bestemme over folk. Dog havde han ikke prøvet på det, ikke over for ham, hvilket var klogt. Han havde det generelt dårligt med autoriteter. Og folk der så ud til at have magt.
Der var et eller andet ved dette billede...Ved at han skulle sidde på tronen i stedet for at virke lidt mere...ligeværdig og sætte sig sammen med dem, som om han førte sig frem måske uden at vide det...Alt i alt. Han virkede som en der godt kunne trænge til en god røvfuld.

Camille tog plads på den ene stol og havde begge hænder i skødet.
Hun pillede lidt ved kanten af hendes bluse, sikkert et udslag af hendes nervøsitet...for det var hun ganske vidst.
Hun kiggede dernæst op på Zean ,der ikke havde sat sig endnu, hun løftede hendes øjenbryn og lagde hovedet bare en smule på skrå,som for at bede ham om han ikke nok ville tage plads?.
Hun var ikke helt sikker på precis hvorfor Zean havde indvilliget i at tage med, men hun vidste hun var taknemmelig....og glad for det.Hun vidste også at såvel Sakref som hende selv sikkert kunne gøre ham vred og det ønskede hun bestemt ikke på nogen måde.
Camille rettede igen hendes opmærksomhed på Sakref, hun sukkede meget stille...her var endnu éen hun ikke ønskede at gøre vred.
Hun begyndte hendes forslag og håbede han kunne lide fremlæggelsen..." Jo, ser du....jeg vil meget gerne lære og forstå mine evner bedre....og jeg vil gerne tilbagebetale hvis du Vil lære mig det.....jeg vil tage på dine rejser og skaffe det du ønsker( hun holdte en pause og samlede sit mod før hun forsatte)....men jeg kan ikke bo her...jeg kan ikke opgive min frihed......det bliver mere som freelance og med gensidige aftaler....er det okay ?"Camille så på Sakref og håbede virkelig han ville sige ja.
Zean turde hun ikke se på lige nu...hendes hjerte galoperede og hendes krop forberedte sig på kamp....Camille prøvede at fortrænge og bekæmpe den følelse inden i.

sakref kiggede på hende med noget overraskende og undrende øjne. der var en lang pause på ca 30 sekunder før sakref lavede en lyd fra sig. han begyndte pludslig at grine og kiggede så derefter på camille med dybt alvorlige øjne. "hør her hvis du vil gerne lærer mere om dig selv og dine krafter må du forstå at det er ikke gratis og de der opgaver jeg sender dig på er ikke nok du får nogen belønninger for at klare opgaverne som jeg giver men det er dit eget valg at sige om du vil klare opgaverne eller ej. og hvis du siger nej til opgaverne så giver jeg den bare videre til de andre og så får du ikke nogen ekstra belønning. men forstå at hvis du vil gerne gå i oplæring hos mig så bliver det et ja eller et nej ikke noget med et kompromi. jeg kan leve med at du tager dine ting med. jeg kan også leve med at du tager dine dyr med hvis du har nogen og ja at du sågar får din egen etage men forstå. det er min vej eller ingen vej" sagde sakref med en fast og hård stemme.

Selvfølgelig. Men det var nu også kun inden for de sidste 50 år han rigtig havde mødt folk der var...fleksible. En så gammel dæmon havde sikkert ikke lært at blande tingene. Lidt af hvad du vil, lidt af det jeg vil....
Men han forstod det på en måde godt, måske ikke lige hvad dette angik, men med andre ting. Magt var en rar følelse.
Han sukkede svagt og så sig lidt omkring mens han tænkte. Uden han ville være af det betød dette menneske faktisk noget for ham. Mere end andre uduelige mennesker, men uden at betyde alt for meget. Hvad var der dog galt med ham?
Han studerede omgivelserne. Ville hun nogensinde kunne leve med at bo her? Bag mure og kun med andre...lærlinge...Til selskab? Et menneske som faktisk vidste at hun havde frihed? Noget de tit...Bare talte om uden at vide hvad var.
Han så på dæmonen igen...Måske skulle man skubbe lidt til den allerede skæve balance, så måtte den anden dæmon tage det som en udfordring eller lade være, eller bøje sig. Han smilte svagt for sig selv.
"Ved du hvad Camille?" sagde han og så på hende, mens han lagde hænderne om ryglænet på den ledige stol.
"Den gamle dæmon har vist ikke helt lært hvad kompromis og forhandlinger er...Så jeg overvejede..." han kiggede nu op på den anden dæmon.
"...At jeg sagtens kan give dig et indblik i dine evner...Med fuld frihed" hvad ville camille sige? Hun kendte ha jo...Og det skulle nok blive interessant vis det faktisk kom dertil...Man kunne jo bare tænkte tilbage på idag.
Men nu måtte man jo se hvad de sagde til det...

Camille nåede at blive rimelig urolig i de 30sekunders pause og hendes håb sank hastisk , da Sakref endelig begyndte at tale . ' min vej eller ingen vej ' var ikke lige noget det huede Camille, på nogen måde.
Tvært om virkede det mere som der blev viftet et rødt flag foran hendes næse.
Hvad skulle hun gøre?Zean...havde valgt ikke at sætte sig, til trods for hendes bedende blik, hvor typisk for ham.
Var det en mande ting eller en dæmon ting, denne trang til at udbasunerer magt ? Måske begge dele ?.
Men så talte Zean og Camille blev meget overrasket. mente han det han sagde, ville han tilbyde sin hjælp uden de store krav blev stillet ?Havde han sagt det for at hjælpe hende med at få Sakref til at accepterer hendes forslag ? Eller var det udelukkende fordi han bare elskede selve provokationen ?
Camille rejste sig og gik over til et vindue.Elastiskken i hendes hestehale var begyndt at nive og give hovedpine.
Hun hev den ud og stod og gned lidt på hendes læber imens hun tænkte sig om.
Så vendte hun sig om , og så Sakref ind i hans grønne øjne, "Jeg tager imod dit tilbud.." og holdt en lille pause inden hun forsatte " tager imod dit tilbud Zean " hendes blik veg dog ikke fra Sakref. han skulle vide vigtigheden af hun ikke kunne..eller ikke ville...tvinges.
Zean , så hun stadig ikke på, men hun håbede han ikke bluffede, i givet fald ville hun have forspildt en stor mulighed.

sakrefs øjne sprang næsten da hun sagde at hun havde taget imod den anden dæmons tilbud. hans øjne begyndte faktisk at ryge som om der var små flammer i dem. sakref lukkede øjne og sukkede. "du kunne have blevet meget magtfuld hvis du havde accepteret mit tilbud men jeg holder altid hvad jeg lover og jeg sagde at det kun var et en gangs tilbud. så nu vil jeg kun sige" sagde holdte en pause med at sige noget og kiggede på dem med et fast ansigt. "get out of my sight!" sagde sakref noget gnaven. pludslig ud af det blå landede der fire folk ved siden af sakref. to på hver side af ham. den ene var en kvinde med sort hud og spidse øre og røde øjne og pink hår. den anden var en dreng der også havde sort hud, spidse øre, røde øjne og han havde mørkerødt hår. den tredje var også en dreng som den anden dreng men ham her havde hvidt hår. den sidste var det ikke så tydeligt af hvem det var. hans krop var dækket helt til med tøj både en hætte kappe over hovedet. en sort bandana rundt om munden og handsker med nitter på og store gothic sko med metal på. det eneste man kunne se af ham der var hans krop var hans øjne som var giftgule og lyste under hætten.

Han var overrasket over hendes tilbud, selv om han halv havde gættet det. Hvordan skulle han dog kunne hjælpe hende? Han anede knap nok hvad hun gjorde, hvordan eller hvorfor.
Men andre ting gled ind i hans tanker da han opdagede hvor utilfreds denne dæmon nu blev. Skulle han blive og tage kampen op? Bare for sjov? Eller skulle han trække sig, med den tanke at dette jo var hans territorium? Han så lidt på de underligt udseende, nytilkomne...væsner måtte han vist hellere kalde dem.
"Med glæde" svarede han så koldt, hans øjne havde fået en sort farve, som om pupillen havde udvidet sig i vrede, og skjulte ikke at han mølte dæmonen med øjnene. Og smilte så. Han bukkede dramatisk
"Som De ønsker, deres majestæt" sagde han ironisk, en pæn måde at sige hvad han syntes om det hele på. Han vente sig om, skubbede kort Camille ind foran sig.
"Så går vi" han skubbede hende lidt hurtigt frem, da han bare helst ville væk herfra...

Camille fortrød næsten hendes beslutning , da hun så hvor vred han blev...eller i hvertfald hendes lidt provokerende måde at give ham afslaget på.
Hun måtte blinke et par gange da hun så de ny ankommende, hvem fanden var nu det?Skulle de til at kæmpe...nu ?mod alle dem? hun var ved at begynde en undskyldning der sagde spar to, men så talte Zean , men en stemme så kold at den kunne fryse vand til is.
Og hans øjne var ...sorte? Hun skulle lige til at gribe fat og ruske lidt i ham, da han puffede hende ind og sagde de skulle afsted.
Det forkom som en ualmindelig god idé, hvis man lige så bort fra de skulle nærmest flygte til fods, da bilen nok ikke lige var til deres disposition længere.
Hun skyndte sig , mod døren uden at turde se sig tilbage...uden at turde se på hverken Sakref, de nye eller Zean.

sakref rejste sig op med et vredt blik. han holdte sin højre hånd ud i luften og noget sort røg begyndte at samle sig rundt om hans hånd og da den sorte tykke røg forsvandt igen så havde han en kridt hvid maske i hånden med horn. han tog masken på og de andre fire begyndte at gå stille og roligt efter dem til at faktisk at næsten prøve at skubbe camille og zean ud af slottet og sikre sig at de gik helt ud.

Zean mærkede vreden. Vis de rørte ham...Hvis de gjorde...
Da mærkede lettelsen glide gennem hans krop da de kom udenfor. Luft! Endelig...Ordentlig luft og ikke nogen stank af højrøvet dæmon!
Han gik væk fra hoveddøren og hen mod lågen og overvejede lidt om den selv ville gå op for at lade dem komme ud. Han overvejede at forvandle sig, så kunne han flyve dem tilbage til byen, men han ville helst undgå det vis det var, det gjorde både ondt og krævede en del energi.
Han gik resolut hen til lågen og gik ud fra Camille fulgte med. Han kunne ikke se hvorfor han skulle sætte en bil til rådighed til dem...Og det endelig skulle være ville han ikke sætte sig ind i den.

Camille var tæt ved Zean hele vejen ud.
Hun ville ønske hun vidste hvordan man kæmpede mod....eller nærmere hvordan man bekæmpede dæmoner.
Hun kunne fornemme der var noget helt galt. Zeans øjne var stadig så sorte som natten og da hun kastede et blik over skulderen så kunne hun se Sakref tage sin måske på.Hun kunne bedst lide ham uden, han virkede mere human, mere tilgængelig ...mindre farlig.
Hvorfor fulgte de nyankommende væsner dem så tæt? Det var nærmest som blev de forfulgt.
Hun stoppede op og villefinde pistolerne i hendes taske, hvis nu...!
Ville de have nogen effekt overhovedet? Hun havde ingen idé.
"Du Zean...jeg har på fornemmelsen at de vil følge efter os ...i et stykke tid...hvad er de ...følsomme overfor, ved du det ? "


// rettet i forsøg på at 'opdrage' og sætte min mobil på plads ,idet den selv vælger ord //

de fire personer stoppede op da de nåede til muren henne ved den store metal port. der stod de og holdte øje med camille og zean der gik deres vej længere og længere væk. man kunne se at de var klar til kamp hvis nu enten camille eller zean skulle finde på noget. måske ikke camille de så ud til at kun være focuseret på hvad zean gjorde. de måtte have stemplet camille som at være for svag til at være nogen trussel. i deres øjne så de ud til at bare tro at camille var bare et almindeligt menneske der havde på en eller anden måde været heldig at have telekinese.

Han strakte sig, lidt malplaceret når man tænkte på den situation de var i. Faktisk mærkede han et af sine berømte temperament skift...Han blev rolig og følte så at han kede sig. Han sukkede og så sig over skuldren på dem. Det var næsten synd...At de skulle stå der uden den mindste slåskamp. Han stoppede op. De holdt kun øje med ham. Hade havde når folk holdt øje med ham!
"Nej, de bliver der, hvorfor jagte os længere...Vi har i teorien ikke gjort noget...Eller jeg kom nok til at fornærme ham lidt...Men han fortjente det...Og til en stor røvfuld oveni...." mumlede han og vedblev at se sig tilbage. Bare en lille slåskamp? Bare for at se hvad de kunne...

Camille bemærkede at ungens øjne hvilede på hende, ingen tog notis af hvad hun foretog sig, hvilket normalt havde været helt fint med Camille, og det var det også nu ,hvis det ikke var fordi hun så hvorledes de alle havde kig på Zean.
Igen lidt irriteret over hans rolige facon, når hun nu selv var nervøs, hørte hun at Zean mente der ikke var optakt til ballade.
Camille selv var derimod ikke overbevist.
De ville havde forladt slottet uden ballade, hvad var hensigten...formålet med alle de her dæmoner, hvis det da var hvad de var?
"Lad os komme væk herfra " sagde hun spagt og begyndte at trække Zean lidt i armen.

da camille og zean havde kommet et godt stykke væk fra porten kunne man se at de fire personer vendte sig om og begyndte at gå imod slottet igen imens den store metal port lukkede sig bag dem på magisk vis. dog gik der ikke lang tid før det allerede var ved at blive sent ude i skoven. solen var allerede gået ned oså selv om det var som om den næsten lige var stået op. hvor lang tid havde de mon være der?

Zean lod blikket glide mistænksomt over himlen og skoven. Men lod sig så føre væk af Camille.
han knurrede svagt for sig selv mens han begav sig af sted. Han både halvt morede sig over camilles irritation og halvt bekymret for hvad der mon kunne gemme sig i skoven. Han var ikke meget for at dræbe dyr...Sjovt nok. Mennesker, intet problem. Dyr. Problem. Han trak svagt på skuldrene af sig selv o tænkte så på at camille havde sagt ja.
Han vidste ikke helt om han skulle fortryde det eller lade være...

Camilles øjne blev mere vagtsomme end før de forlod slottet.
Der var noget i omgivelserne, vejret...i hele atmosfærden der varslede...trouble.
Camille koncentrerede sig om der var lyde nær...lyde skabt af enten, dyr væsener eller andre mennesker, men skoven synes øde...næsten død, udover Zean og hende.
Hvad var klokken blevet nu, det burde da ikke være så mørkt nu, det virkede som midnat.
En høj gennemtrængende lyd, gjorde at hun farede sammen da hun fik en chock, hvad var det ?

man kunne høre hurtige fodtrin. meget hurtige, nok alt for hurtige til at det kunne være et menneske. kunne det være et dyr?. buskene begyndte at rasle lidt og så forsvandt lyden igen. der var dog lyden af fodtrin der blev lavere og lavere som hvis noget løb væk. hvad kunne det være der løb væk. hvad kunne det være der var ude i skoven?

Zean stoppede op, mest for at undgå den krybende fornemmelse af...nej, han ville ikke indrømme det. Han ville ikke lade sig skræmme! Hvis det i skoven ville noget måtte det træde frem! Han tvang roen til at blive på sin plads og ignorerede lydene som han nu kunne...Selv om han ubevidst var opmærksom på hver en lyd, noget han havde fra den gang han havde måtte klare sig selv ude i verdenen.
Han knurrede svagt for sig selv, som han gjorde når noget ikke passede ham.
Måske ville det være nemmest...Nej, nu måtte de komme videre og så måtte de se hvad der ville ske.
Han begyndte snart at bevæge sig igen, men uden at gå hurtigere.

Hun rakte ud og fik fat i hans arm, og klemte fast om den.
"læbr du ikke høre det Zean ? Han han garanteret sendt noget efter os...han var virkelig vred"
Camille håbede hendes beslutning ikke var direkte eller indirekte årsag, til hvad end det var skoven gav ly til og som nu kredsede om dem.
Hun gik videre og hendes øjne fejede over omgivelserne ,i håb om at se noget, at få en advarelse om
Hvad det var på vej.

der var stille. faktisk alt for stille til at det var normalt i en skov. hvad kunne det være der gemte sig u skoven. der kom pludslig bevægelse fra den anden side af skoven. det var også fodtrin men de lød til at være endnu hurtigere end det andede. og fodtrinene der var også lidt sværere at høre. ikke fordi de var længere væk men fordi at de på en måde var hurtigere og lettere som om at de næsten ikke rørte jorden men kun strejfede jorden. en busk begyndte at rasle og da den stoppede med at rasle var der igen overnaturligt stille.

Zean sukkede og så på Camille.
"Gider du slappe lidt mere af? Jeg ved godt du kun er..." han stoppede sig selv, han vidste hun ikke ville have været glad for hvad han sagde og han gad ikke skændes her og nu.
Men hun var kun et menneske...Men det føltes næsten som om han var barnepasser.
"Hvis noget angriber os, står man stærkest hvis man er rolig og dermed kan holde overblik" sagde han i stedet til hende, selv om det nok var ham der skulle stå for den del at slås.

Camille slap hans arm fluks og vendte sig væk fra ham.Hvis det ikke var fordi de stod her og skulle forsvare dem selv mod...ja gud véd hvad...så havde hun lige haft et par ord til Zean, men hun bed dem i sig...for nu.
Hun kiggede Istedet for rundt og besluttede at nu måtte 'tingen ' enten komme ud...eller krype i sit hul igen.
" Så tror jeg vi er færdige med at lege hide and seek " råbte hun ud og fik afløb for noget irritation, der underligt nok lige var opstået i hende.

pludslig ud af skyggerne fra træerne gik to skikkelser ud. en på hver side af skoven. de begge to var de samme skikkelser fra sakrefs slot af dem der fulgte dem ud. med den sorte hættekappe og bandanaen rundt om munden. og den anden var elveren med det mørkerøde hår. han var iklædt en bandana rundt om hovedet, han havde en sort t-shirt på og mørke cowboy bukser og så havde han læder sko på sine fødder. men dog var hans tøj ikke helt normalt da det så ud som om han selv havde arbejdet lidt med tøjet. der så ud til at være lommer hist og her over det hele på hans tøj. og knivebælter på sidderne af hans bukser. "nååå så du gider ikke at lege hide and seek. men det jo kedeligt at bare gå til kampen med det samme men hvad pokker" sagde ham med bandanaen rundt om panden. "du gjorde vores herre sur og du har derfor gjort os sur" sagde den anden med en meget hæs og slidt stemme. "godt sagt bron godt sagt" sagde ham med bandanaen rundt om hovedet.

Zean himlede med øjnene, hvordan skulle han kunne lade være? Han var skuffet...Elvere var kendt for deres kløgt, at kunne bruge hjernen lidt bedre og mere smidigt end så mange andre. Men disse to...var helt modsætninger. DEt fortalte den måde de snakkede på, ham.
"Nå, vil i noget ud over at snakke?" spurgte han roligt
"Nååå...Jeres herre...Ham...Tænk, jeg troede i havde jeres egen vilje" sagde han så, for at gøre dem vrede. Hvis de blev vrede ville han allerede stå stærkest. Og at svine herren til virkede som et oplagt emne.
"Han fortjente det, han er et højrøvet svin hvis i spørger mig" sagde han roligt og holdt øje med dem begge to, afstanden...var god nok, han ville kunne nå at forvandle sig. Ellers prøvede han hele tiden at få bare den mindste smule øjenkontakt med dem, bare en smule...For så ville han allerede have vundet.