Vi mødes igen, træningen (Camille)

Hun trak på skulderne og gik over "på sin plads".
Hun skulle f..... give ham skydning, tænkte hun og holdt pistolen op i strakt arme og affyrrede 4 skud efter hinanden.Hun blev helt forpustet, og kunne mærket tilbageslaget ,mere son en slags rysten gennem hendes arme og ben.
" Nå, cold one...ramte jeg noget?" hun så lidt surt op på ham, men vidste godt at hendes gode humør lå lige under overfladen..efteralt var han jo ikke forpligtet til at fortælle om ham selv, og det va ok med hende....nah, næsten ok. Hun smilede for sig selv.

Han knurrede svagt og rettede sig op fra træet igen. Han så lidt på hende og på målskiven. Hun kunne jo selv se resultatet. Han begyndte at gå.
"Nå men når du ikke sætter pris på jeg bruger min tid sammen med dig, tror jeg at jeg går" sagde han bare. Han var ikke forpligtet til noget som helst. Han havde gjort det af egen vilje. Men hun var åbenbart utilfreds, bare fordi han havde lært ikke at stole på folk med det samme. Desuden fortalte han bare ikke om sig selv, det måtte hun bare acceptere.

hun fortrød med det samme, for hun vidste jo godt han ville reagerer på det.
Hun gik efter ham og bremsede ham ved kortvarigt at lægge hånden på hans arm og holde fast, hvilke han formenlig heller ikke ville bryde sig om, men hvad valg havde hun?
" Kom nu...du ved godt jeg er glad for du gør det her, jeg har faktisk sagt tak, har jeg ik?" hun kom pludselig i tvivl om hun nu havde sagt det til ham.
" Vi er ikke færdige... jeg kan ikke gøre det uden dig" sagde hun lidt mere stille.

Han stoppede op og lagde armene over kors.
"På en betingelse..." sagde han
"...at du lader min fortid i fred og koncentrere dig om skydningen" sagde han kort og gjorde et kast med hovedet mod målskiven. Det var jo det de var kommet for.

Camille opdagede hun reagerede på når han lagde armene over kors.Det var sådan en stor demonstration af magt og det understregede hvor definitivt det han sagde var...der kunne ikke forhandles om noget her.
" Okay Zean.." sagde hun og kneb øjnene lidt sammen, der var bestemt noget begravet der han ikke ønskede op til overfalden.
" Skydning og intet andet " lovede hun og håbede han var tilfreds med dette.
Selv var hun blever mere nysgerrig.

Han nikkede og lod armene falde ned langs siden igen.
"Så lad os genoptage det" sagde han og gik hen og samlede pistolen op. Han tjekkede magasinet og om der sad noget der kunne genere skydningen, men rakte den så til hende.
Det undrede ham ikke vis hun skulle være mere nysgerrig, men han var fast besluttet på ikke at bøje sig.

Fast besluttet på ikke at tirre ham yderliger...lige nu ihvert fald, tog hun imod skyderen og gentog hans gerning med at tjekke den.Hun gjorde nok alligevel for at provokerer...bare en smule.
"Ok, den er iorden...jeg forsøger igen ...hun sigtede og skød og denne gang..rykkede skydeskiven sig?
Hun gjore store øjne og så på Zean..."Hvad skete der lige der?", så kiggede hun ned i afløber på pistolen.

Han nikkede svagt og så lidt på hende.
"Du ramte vist..." han trykkede på sikringen på pistolen.
"Hold den i to, jeg tjekker lige..." sagde han og gik ned til målskiven. Da han kom derned da han det, hun havde ramt den i den ene side. Han nikkede lidt og gik tilbage op til hende.
"Tillykke, de ramte den i kanten" han smilte lidt og ignorere hendes forsøg på at provokere ham. Nok fordi han ikke rigtig tog det som en provokation.

" hvad det er løgn! Jeg ramte den " hun helt overhørte ordet "ramte den lidt" det var første gang der overhovedet havde været kontakt. Hun hoppede lidt rundt i begejstring, bare et par små hop og lagde så hænderne på hans skuldre og stod foran ham " jeg ramte " sagde hun og smilede ...men så fik hun et mere bekymret udtryk og skyndte sig at fjerne hænderne igen og vendte ryggen til ham " Yes" hviskede hun, stolt.

Han så lidt på hende og smilte lidt af hendes begejstring. Men for at overbevise ham måtte hun ramme den de næste par gange også, dette kunne jo sagtens bare være en tilfældighed, et heldigt skud ud af mange.
Han så tænkende på hende, hvad virkede hun pludselig bekymret over? At han måske ikke ville have hun tog ham på skuldrene? I så fald ville det være åndssvagt.
Han ldo en hånd glide gennem håret og gik om bag hende igen.
"Fortsæt" sagde han

"Ja. forsæt " stemmte hun i, tilfreds med at komme væk fra hvad hun i det mindste oplevede som...lidt akavet.
Hun var bare så spændt på om det var en engangsforstilling at hun ramte plet...arh..måske ikke ligefrem plet, men hun ramte da skiven!
Hun stillede sig i position igen og sigtede, to skud fyrede hun af og lavede et lille hop.
Mon ikke den var der igen? Hun så på ham som et barn der afventede karakter efter sin eksamen.

"Hvis ikke du slapper lidt af tager jeg pistolen fra dig" smågrinte han og kiggede ned på skiven, han orkede ikke at gå der ned igen, men han havde lagt mærke til at det ene skud også havde ramt lidt, mens det andet var gået lige forbi.
"En af dem ramte...Lidt, lige i kanten igen" sagde han og forventede næsten hun eksploderede i glæde.

" yesss! 50 procent ramte af mine skud...det er en forbedring på...det dobbelte af hvad det var for en time siden" hun vrøvlede og grinede til ham.
"Jeg tror lige jeg forsøger igen" sagde hun og havde denne gang mere vanskeligt ved at få stillet sig ordenligt tilrette, idet hun var ved at eksploderer af glæde og stolthed.
Inden hun trykkede af sagde hun " Du er en god lære " og så smilede hun imens pistolen gav et kæmpr smæld og hun mærkede det i hele kroppen.

Han så lettere overrasket på hende. så det var han alligevel? Han fik næsten lyst til at gøre så hun fortrød hun havde sagt det...Bare for sjov.
Han så efter, men denne gang ramte den ikke.
"Niks...Du er alt for meget oppe at køre..." sagde han

"Lykken er flygtig og intet varer ved" svarede hun, men kunne ikke fortrænge hendes glæde over at have ramt hele to gange.Hun havde før øvet , dengang hun stadig boede sammen med sin fader, det var aldrig lykkedes at ramme noget som helst der.Hun havde også været vred og bekymret hver gang hun gik ud på egen hånd og ville øve...men alligevel!
" Ja, du er en god lære, betydelig bedre end til at tage imod komplimenter" drillede hun ham og så på sit ur. Tiden var gået hurtigt.

pludslig dukkede der en mørk skikkelse frem lige henne ved skyde skiverne. hun kunne se med det samme at det var sakref. "så er tiden gået. har du fundet dit valg?" spurgte han stille og kiggede på hende. han havde sin maske på.

Han så lidt på hende og rystede på hovedet, hvad var der med denne kvinde? Hun havde så travlt med ham åbenbart, hvad han gjorde, ikke gjorde.
Han havde lugtet dæmonen før han kom og viste derfor ikke større tegn på overraskelse over at han dukkede op.
Han lod blikket glide over ham i et øjeblik og nøjes så bare med at se frem og tilbage mellem dem.

Camille blev først overrasket over at se ham,var der gået 24 timer allerede?så blev det afløst af en bekymring over hvad hun skulle stille op.Det var svært at afslå, hvis hun kunne redde nogle liv ,det var et pluds...et minus derimod var at hun muligvis selv måtte betale en pris for at lade dem leve.Hun følte sig låst fast.
Hun stod stadig med pistolen knuget i hendes hånd, og blikket flakket kort over til Zean, det var et rod det her.
"dig!" var det eneste hun fik fremstammet til Sakref.

"det vil jeg tage som et ja. så velkommen til din nye verden min nye lærling" sagde han med en virkelig ond aura rundt om sig. man kunne næsten forstille sig det onde smil han måtte have bag masken. "jeg forventer du skynder dig tilbage til mit slot. der står en bil udenfor og venter på dig. og du må godt tage en gæst med hvis du vil" sagde han og vendte blikket hen imod Zean. "forhåbenlig vil der ikke være nogen problemer her" sagde han og kiggede virkelig dybt imod Zean som om han kunne se helt igennem Zean. han blev ved med at kigge på Zean imens Sakref pludslig begyndte at synke igennem jorden og til sidst forsvandt igennem jorden.

Han fik næsten lyst til at grine. Han kunne ikke gøre for det, hele den følelse af...Uhhhaa...Her var tydeligvis en dæmon som sad fast i et bestemt århundrede i stedet for at finde sig til rette i det nye. Men han så ham ikke direkte som en modstander, han var selv en af de stærkeste dæmoner der gik rundt her omkring. Nogen problemer? Nææ, hvad skulle det dog være? Han var ligeglad med hvad Camille tog af valg i sit liv. Da han var forsvundet bevægede Zean sig endelig.
"Så det var det du snakkede om på et tidspunkt" smilte han til hende og gik over til hendes tasker og de andre pistoler.
Han havde en fornemmelse af at træningen var ved at være slut for i dag...Og det lød heller ikke som om den kunne blive genoptaget lige med det samme.

" Jamen ...jeg har ik..." Camille ville have sagt at hun faktisk ikke have accepteret og stadig var uklar på om hun skulle gøre det...men så forsvandt han ud i det blå....eller nærmere gennem jorden.
Hun blev vred, for nu kunne hun jo ikke forhandle mere og i horisonten stod bilen og ventede ,men virkede mere som en hån mod hende, som beslutningen var taget på forhånd på hendes vegne.
Camille stoppede pistolen ned i buske linningen og så efter Zean.
Hun så et ubekymret udtryk på hans ansigt, enten forstod han ikke hvad der var på spil...ellers var han fløjtende ligeglad.
" Ja, det var det jeg snakkede om; tror du måske jeg har flere hundrede dæmon venner jeg vælter mig rundt i ?"spurgte hun syrligt.
Hun vidste godt at hun var ved at grave sin egen grav, men hun var også ved at blive lidt angst, for hvad ville der ske hvis hun tog bilen til slottet? Hvad ville der ske hvis hun ikke gjore?. "
Hun så på Zean ..." Kender du ham, bør jeg være bange?" spurgte hun stille og så modløs ud.

//bare forsæt end til du tager hen til bilen//

Han sendte hende et irriteret blik.
"Tal ikke sådan til mig, det er ikke mit problem så du burde ikke lade det gå ud over mig" sagde han kort og viste mest tegn på bare at ville gå. Måske ville han vise hende på vej ned af bjerget og selv gå længere op...Og slappe af?
Han så lidt på hende da hun snakkede igen.
"Tror du selv jeg vælter mig i en masse dæmonvenner?" svarede han lettere knurrende og smilte så svagt.
"Kender ham ikke..." svarede han så endelig og trak svagt på skuldrene
"..Men du burde ikke være direkte bange, have respekt er måske mere ordet, de fleste opføre sig godt nok så længe folk respektere dem..." han overvejede det lidt, han virkede ret gammel af en dæmon og være, men det overraskede ham at han ikke var blevet stærkere end han var...Han trak svagt på skuldrene igen. Det kunne i teorien være lige meget.

Camille så at han blev irriteret, som hun vidste han ville.
Hun trak vejret dybt og vidste hun burde undskylde for den manglende respekt...men på den anden side havde der jo ikke gået noget fra ham, ved at være lidt empatisk.
Hun så på sin taske med pistolerne og på Zean der lignede een der var ved at tage afsted.
Så fik en en glimrende ide...måske?!
"Undskyld" sagde hun og mente det.
" Jeg burde tage op til Sakref og få al det her sat på plads...jeg vil gerne hjælpe for jeg tror jeg kan redde nogen og selv blive lidt klogere i processen, men jeg vil ikke bindes op...det skal ligesom være freelance. Du.. Zean...." hun holdt en pause og forsøgte at finde de rigtige ord, hvilket ikke lod så gøre , så derfor så hun bare på ham lidt nedslået da hun vidste der var stor risiko for han ville afslå hende, men hun forsøgte alligevel " Kan du overtales til at tage med mig derop?"

Han så lidt på hende. Hvornår havde et menneske nogen siden krævet så meget af ham? Eller faktisk krævede hun det ikke...Hun spurgte. Han trak først svagt p åskudlrene
"Det er dit valg, du må gøre som du vil...Hvis du ikke finder dig i at blive kostet rundt med af en simpel dæmon forstår jeg dog godt" han smilte svagt og så sig lidt omkring.
"Men at tage med..." han vidste intet om hvorhen eller hvor længe. Og han gad ikke være en `medfange` i...på ukendt tid.
Og han havde et arbejde...Okay, han kunne melde ferie...Men hvad med Dawn? Han vidste hun elskede ham og ville stole på at det var fordi...Han skulle et eller andet.
"...Med bil fra hans såkaldte slot? Hvorhen om jeg må spørge? Og hvor længe?`Og...Hvorfor?" han så lidt p åhende, det var sjældent han rigtig satte spørgsmål til noget, men denne gang krævede det det.
"For at hjælpe dig hvis han virker lidt for stor og mægtig?" han så en smule tvivlende p åhende