Vi mødes igen, træningen (Camille)

Camille, der intet anede om elvere troede fejlagtigt at de var en slags dæmoner.
Hun tænkte et kort sekund, at de var to mod to...deres odds var kraftigt forbedret siden de stod ved slottet.
"Gå nu hjem og sig det ikke var personligt på nogen måde" forsøgte Camille at mægle fred, men det druknede ligesom i den svala Zean havde givet dem.Hvad tænkte han dog på. De skulle undgå kamp ikke opildne til den.
Hun havde lyst til at give ham et puf, men lige nu ville hun ikke røre ved ham.
"Hvordan sårer man dem ?" Hviskede hun Istedet til Zean.

pludslig ham der hed bron smed noget der kunne ligne en nål eller sådan noget. den var dog dårligt kastet skulle man tro da den kun snittede zeans kind så han blødte lidt. men den anden der var elver i modsætning til hans sorte hud og røde øjne greb nålen. der var en lille bitte smule blod på den. ikke meget men nok til en dråbe. elveren slikkede nålen for blodet. "hmmm zean det er godt navn du har der makker dog vil jeg modsige med dit efternavn McGivens. hvad er du skotte?" spurgte elveren efter han havde slikket nålen. hvordan fanden kunne den elver vide det?

Han tog sig kort til kinden og så på blodet. Han følte raseriet brede sig i hans krop, den kendte varme der gled op gennem hans rygrad. Han knurrede og brummede svagt for sig selv og glemte helt at svare Camille. Han så på elverne og vidste ikke helt hvad han skulle svare. Han prøvede at finde roen igen, han havde åbenbart ikke helt styr på sit temperament alligevel.
Men hvordan kunne elveren vide det? Noget med blodet sikkert...Men hvad vidste han ellers?
"Hvad rager det dig?" svarede han kort. Han huskede tilbage...Tilbage på den gang han havde valgt at ændre sit navn. Leonard.
Han ville ikke huske tilbage....Han prøvede at fortrænge hele sin fortid som han nu kunne, hvad der som var værd at huske?
"I stedet for at lege alt vidende kunne i jo prøve at vælge...At lade os gå, eller at slås. Jeg gider ikke julelege!" selv om han uden mærket vidste hvordan julelege kunne være nyttige. Men kunne bedømme sin modstander, se hvordan personenen reagerede, samle lidt viden...Og håbe på det indeholdt nøglen til hvordan man udslettede personen.

Camille der var ved at blive lidt pissed over at ingen talte til hende eller svarede hende, stirrede på elverne.
Hun varr sikker på at Zean var rasende over den rift de havde givet ham , han ville tage det som en indbydelse, en provokation eller måske en hån.
Hun ville måske ændre mening, og forsøge angribe, hvis de ikke snart forduftede.
Hun var ikke sikker på det trykkeste sted for hende ville være at befinde sig mellem dem og Zean, hvis de skulle vise hvem der var stærkest.
Hun stillede sig med hænderne på hoften, afventende...og beredt....eller i hvertfald klar !

"hvorfor det? det er jo ellers sjovt med julelege især når dit blod fortæller alt i forvejen" sagde elveren. "men det er interessant hvad man kan finde ud af folk ved bare at smage deres blod. blodet det kan fortælle både hvem personen er, hvor personen bor, hvad personen tænker om folk, og hvad personens styrker er. dog har jeg ikke lært at kunne finde personens svagheder men jeg har lært mange andre ting som end til videre er i gåtte posen" sagde elveren derefter. endnu en nål kom flyvende og den her gang snittede den camilles kind så hun blødte svagt. elveren tog nålen og slikkede på den. "hmmm interessant interessant. du har et kønt navn. camille dog synes jeg nu at folks efternavne er meget sjove. hans var jo McGivens og dit er st.clair. men det jeg bedst kan lide er din drøm. den ting der holder dig kørende end til videre. den er meget speciel vil jeg sige selv for en halvblods" sagde elveren og smilte ondt. hvad mente han mon med halvblods?

Zean kiggede kort mellem dem og kunne ikke lade være med at være interesseret i hvad han sagde om Camille...Han kom til at tænke på hvor lidt han enlig vidste om hende.
Men en ting var sikkert...Han kunne ikke denne elver leve! Ikke hvis han vidste alt hvad han sagde han gjorde...For så ville en helt bestemt person i hans liv sikkert være i fare...og endnu være...Denne person var oveni gravid.
Desuden gad han ikke selv blive jagtet til verdensende...Eller lade denne elver vide så meget om ham. Ingen vidste så meget om ham.
Han knurrede og mærkede hvordan hans temperament snart ville løbe løbsk.
"nok snak..." hvæsede han, han havde ingen våben og kunne øjensynligt ikke få den nødvendige øjenkontakt.
Han mærkede hvordan hans krop forandrede sig...Hvordan den slap løs fra den menneskelige dragt...Hvordan varmen bredte sig og så kom smerterne...
Han voksede i størrelse, han blev næsten dobbelt så høj og meget mere muskuløs. Hans hud fik en rødlig farve, hans T-shirt revnede, hans bukser og sko revnede, dog ikke så meget at han var helt nøgen.
En lang hale kom til syne, men den snoede sig om det ene ben for ikke at være i vejen, to store vinger bredte sig ud fra hans ryg og to små horn voksede frem på hans pande. Og hans øjne blev helt sorte. Hans tænder forandrede sig til en slags hugtænder.
Han knurrede, en dyb lyd som lød dobbelt så høj nu. Han rystede sig kort og så vente sig mod elveren. Han gad ikke lege mere!

Camille tog sig til kinden da nålen fløj forbi og snittede i farten.
Hun blev vred, men mere chokeret over hvad den havde sagt..havde vidst om Zean.
Hvad vidste den om hende?Og hvorfor nu den snak om...halvblods?Camille bleg ligbleg...han var ikke den første der havde insinueret hun ikke var menneske, kunne det tænkes det var sandt...eller var han blot manipulerende?
" Du aner intet om mig" svarede hun køligt, og så til sin rædsel Zeans grufulde forvandling.
Havde han dog ikke behøvet dét, det måtte være virkelig smertefuldt.
"Nu har du taget vores blod...hva siger du til at vi tager dit?" Udfordrede hun.

"easy tiger. jeg har ikke tænkt mig at skade din lille kæreste og dit lille barn vi end til videre snakker kun men hvis du leder efter en kamp så snak med bron hvis han gider at svare dig" sagde elveren med et ondt smil og vendte blikket imod camille da hun var færdig med at udfordre ham og snakke. "jeg ved faktisk en masse om dig. jeg ved du ikke er kun menneske og det er derfor du kan telekinese og jeg kender også din størreste søgelse. men jeg tror zean vil blive meget nysgerrig hvis jeg sagde det til ham. hmmmm måske skulle jeg det. er ikke sikker men det sidder lige på tungen og jeg kunne ende med at sige det" sagde elveren lidt truende og lidt legene.

Han overvejede at tage camille og bare flyve sin vej.
Oveni var han nysgerrig...Men måske kunne han selv spørge hende? Nej...SÅ ville hun også forlange at han lagde nogle sandheder på bordet.
Han kiggede svagt på den anden elver, men virkede ikke interesseret i at angribe ham.
Så han valgte hvad han havde tænkt sig.
Han gad ikke vente, han gad ikke høre på mere ævl.
I stedet trådte han frem mod elveren og greb ud efter ham...Han ville knuse ham, måske tage hans sjæl nu han var i gang...

Camille tænkte at den lille djævle var fuld af fiduser, hvid Zean ligefrem skulle være får, ville han så ikke have fortalt det? Altsår ikke at han var forpligtet til det på nogen vis...men så alligevel.
Hun mærkede et lille velkendt stik inden i.Det var sikkert løgn.
"Hvad jeg drømmer om er på ingen måde interessant, for andre end mig selv " forsøgte hun, men i samme nu farede Zean på elveren, med hånden om hans hals.
Camille tænkte ' Oh no no...nu får vi ballade'

elveren begyndte at grine lige så snart zean tog fat i ham. "tro du virkelig at du kan dræbe mig. ser du jeg har en speciel evne. jeg kan nemlig kopiere de sidste togs blod jeg har smagt altså deres evner og det har min gode ven bron hjulpet mig med og ved du hvad. jeg har god øjenkontakt til dig og det bedste ved din lille evne er at jeg kan lave illusioner med den inde i... dit... hovede" sagde elveren og grinte lidt mere. pludslig forsvandt han i zeans hånd og dukkede op lidt længere væk. "men ser du jeg er ikke den så meget kæmpe typen men min ven bron er og han er faktisk meget god til det" sagde elveren derefter og der gik ikke mere end to sekunder før bron kom flyvende over zean og landede imellem zean og elveren. bron tog to små ringe frem fra lommerne af som havde små knive på sig. han blottede sine håndled og skar sig selv så han blødte. det så ikke ud som om at ham bron var påvirket af at han skar sig selv som om det var ingenting. han smed ringene væk og begyndte at mumle et eller andet. "spectulia bloodra draka" mumlede han og pludslig begyndte hans blod der lå på jorden og det der stadig kom ud til at forme sig og efter hvad der var to sekunder havde blodet formede sig til to giga store sværd som var så store at man måtte have to hænder til at holde dem hvis man var menneske. men bron tog bare en i hver hånd og stod kamp klar og han så ikke ud til at have problemer med at holde sværdene. elveren gik til siden så han var lige ved kanten til skoven. "nå jo inden du springer frem og kæmper imod bron så vil jeg lige advare dig. gør ham ikke sur. du vil ikke kunne lide bron når han er sur" sagde elveren advarende til zean.

Han rystede hovedet, dette kunne næsten ikke passe...Det kunne ikke passe! Han var en af de stærkeste dæmon i miles omkreds, endda stærkere end deres såkaldte herre! Ikke gøre ham sur? I lige måde.
Han knurrede og brummede. Med en underlig dyb, hæs stemme sagde han
"åndssvage elver!" hans hale piskede en gang gennem luften for at få afløb for noget af hans irritation. Han så på bron med sine sorte øjne og lod sine kløer vokse sig længere, større.
Han farede frem mod elveren, fuld af raseri, prøvede både at undgå sværdene og få fat i elveren. Tanken om at han også havde haft øjenkontakt med den anden elver var ikke faldet ham ind...Endnu. vreden fik ham til ikke at tænke klart.

Camille var trådt lidt til side under 'giganternes kamp ' , hun frygtede lidt udfaldet af dette.
Hun måtte nødvendigvis forsøge ...et eller andet. Det var hendes ansvar at Zean nu skulle kæmpe, hvis hun ikke var så 'irriterende hjælpeløs' havde hun aldrig bedt ham om at tage med hende, og så havde det kun været hende vreden var myndiget på.
Camille så på de specielle ringe , men også på de to kingsize sværd i hans hænder.
Måske...hvis nu...Camille lukkede sine øjne og visualiserede det ene sværd i hendes egne.
Hun mærkede noget køligt imod sin hånd og åbnede øjnene samtidig med et 'klonk' , det var lyden det gav da hun tabte sværdet.Hun havde ikke kunne bære det grundet vægten ,med kun éen hånd. Men nu bukkede hun sig ned og tog sværdet med begge hænder .

elveren grinte lidt mere "du ved godt zean at jeg sagde at jeg kan kopiere de sidste to personers blod jeg har smagt det vil sige at du tager lige tilbage til kampen med bron igen" sagde elveren og pludslig med telekinetiske krafter blev zean slynget ud i luften og skudt afsted så han fløj mindst tre meter op i luften. bron var dog lidt mere sur over camilles indblanding. "du skal ikke røre mine våben" sagde bron og kiggede surt på camille. pludslig begyndte sværdet fra sværdet spids at springe ud som små nåle og bevægede sig ned imod skaftet og hvis camille ikke slap det meget snart så ville tusind vis af nåle gå igennem hendes hænder og sikkert smadre dem 100%.

Han knurrede og baskede med vingerne, så de holdt ham oppe i luften. Og følte sig pludselig rolig.
Det her gik ikke...Det gjorde det simpelthen ikke. Han så lidt på bron og Camille...og den sidste elver. Han hade dem, men den ukendte elvers evne var alligevel fascinerende.
Han knurrede, måske skulle de bare tage væk herfra? han hade at flygte...Men som regl havde han heller ingen med som han skulle tænke på. Dog kunne camille vel klare sig selv, hun kunne vel finde ud af at slippe sværdet.
Han så på den ukendte elver og mærkede, til hans egen lettelse, at han faktisk... var inde i hans hoved. han havde åbenbart brugt sin evne rent instinktivt da de havde øjenkontakt.
Men hvad så? Var han hurtig nok til at overtage elveren inden han brugte det samme mod ham? Han kunn jo overtage folk...eller give eller lette smerter eller hvad han nu havde lyst til...
Han kunne da prøve.
Han landede igen og så på den ukendte elver, mens han prøvede at overtage hans krop så hurtigt som muligt...

Camille havde et vantro udtryk i øjnene da sværdet begyndte at 'gro nåle', "ham..klart da ...selvfølgelig...typisk" stod hun og mumlede lidt.
Hun fik dog en indskydelse af hun skulle holde fast i sværdet, hvis det ikke havde været betydningsfuldt ,hvorfor al den hér ulejlighed?.
Det nærmede sig faretruende dér hvor hendes hænder var plaseret. al den smerte, tænkte hun med panik i kroppen, men så huskede hun pludselig handskerne på Bron, de så da...solide ud.
Hun smed sværdet ,imens hun meget hurtigt kneb øjnene sammen ,og så for sig hans ene handske glide på hendes højre hånd.Hun havde fingrerne strakt og let adskildte, så den med lethed kunne glide på plads.

elveren begyndte at vende og dreje sig da zean brugte sin evne men så begyndte elveren at stoppe pludslig op og begyndte at grin højt. "got yea" sagde elveren og forsvandt ud af det blå og pludslig kunne zean mærke et stik i ryggen fra en kniv. hvordan var elveren kommet der? elveren dukkede op ved siden af bron igen. "uha lille tøs jeg tror du lige har pisset på den forkerte fyr. men jeg sagde jo at du ikke skulle gøre bron sur men nu hvor bron ikke er den snaksaglige type så vil jeg lige fortælle dig en ting. hans evne er at han kan manipulere sit eget blod. enten til at heale sig selv med en overnaturlig fart eller at tja lad os sige splatte en bestemt person ud hvis personen har blod på sig af hans blod og uheldig vis har du det nu" sagde elveren. man kunne se brons bare hånd. den var knogleagtig. faktisk manglede der hud og kød ved hans led på fingrene men han kunne sagtens bevæge sine fingre også selv om at det så ulækkert ud. bron klemte sin bare hånd og camille så hvordan blodsværdet hun havde i sin hånd sprang i luften og nu var hun smurt ind i brons blod. bron satte en hånd op og trak hætten ned væk fra sit hovede og afslørede noget af hans ansigt. hans øjne så hule ud også selv om der kom lys ud af hans øjne. hans hovedebund var gråbleg og så død ud og de tåtter hår han havde var sat op som pigge der stak ud i luften. derefter bevægede bron sin hånd hen imod sin bandana og man kunne se med det samme at elveren tog et skridt væk fra bron og begyndte at grine. "hold da fest kvindemenneske du har VIRKELIG gjort bron sur jeg har aldrig set ham være så kørt op" sagde elveren og bron trak sin bandana ned og afslørede sin mund. hele hans kæbe havde ingen hud og man kunne se hans tænders rødder. det eneste der holdte i kæben så ud til at være noget dødt hud. bron måtte være en slags undead eller noget. "jeg tror camille at du skal bede dine sidste bønner før bron er færdig med dig eller skulle jeg måske sige mere at du skal håbe til at excalibur bare kommer flyvende og redder dig?" sagde elveren og begyndte at grine. skulle camille virkelig til at dø?

Han var overrasket. Var der andet ord for det? Hans evne så slet ikke ud til at virke...Overhoved! Og i stedet kunne elveren åbenbart...Noget andet også. Brugte han Camilles telekinese til at hive sig selv op i luften? Eller havde han bare hoppet så hurtigt mellem træerne at han ikke havde set det? Det sidste virkede næsten mere usandsynligt end det første.
Men hvad han end havde gjort vidste han bare at han var på jorden nu. Hans krop begyndte at forvandle sig tilbage til menneskeformen...Da han simpelthen ikke havde energi til at holde forvandlingen. Selv ideen om at tage Camille og flyve væk...var lige meget nu.
Halen forsvandt, vingerne forsvandt, han skrumpede nærmest tilbage til sin normale menneskeform. Hornene forsvandt og huden fik igen den brune kulør som den havde fået ved hjælp af solen.
Men zean var sådan set også bare ligeglad. Blodet der lød ned over hans højre arm fortalte ham hvor smerterne kom fra, men han orkede ikke at blive sur over det.
"Hvad havde du så tænkt dig, elver?" sagde han, med overraskende meget styrke i stemmen i forhold til hans situation.
"At slå os ihjel? Jeg tror det nemlig ikke..." han så lidt frem og tilbage mellem dem alle sammen og følte sig overraskende rolig. Det var faktisk lige før situationen morede ham...
"...For så var vi vel døde for længst?"

Camille fnøs "bede bønner er ikke lige min stil ...og Bron må leve med at være pissed " vrissede Camille og da var det sværdet sprang og hun fandt sig selv 'badet i blod'.
Hun mærkede den velkendte følelse af kvalme og var faretruende tæt på at kaste op.
Hendes øjne låste sig fast på Bron..nu ville hun få ham til at lide...nej ,bare mærke at hun også var pissed.
Camilles øjenlåg lukkede tæt i og hænderne var flettet foran hendes skød.
Hun visualiserede hvordan organer og indvolde, måtte sno sig og gå i Kramer, hun tænkte hårdt og blokerede alt andet ude.Sådan!, tænkte hun og slog øjnene op igen.
Først så hun Zean i hans menneskeform ,det kunne ikke være godt? Så rettede hun håbfuldt blikket mod Bron...

man kunne se at bron ikke fik det så godt. han holdte sig for maven men så skete der noget istedet end det man ville have troet at han bare faldte sammen eller sådan noget. men det skete der ikke man så bare hvordan brons øjne begyndte at lyse kraftigere og kraftigere. nu tog elveren nogen par flere skridt. "shit kvinde du er ikke så klog. du ved godt du har gjort bron fra at være legesyg til at være pissed off til nu at være morderisk. jeg må hellere gå lidt væk så jeg ikke ender i kampens hede" sagde elveren og man kunne se på ham at han ikke bare pakkede tilbage for sjov. bron vendte blikket op imod camille. bron tog sit andet sværd og stak det ned i jorden. det her var ikke godt. "tågen ruller ind og nu spred jer og frygt!" sagde bron og pludslig sprang hans sværd han havde i hånden i luften og hele området var fyldt med en rødlig tåge så man kunne ikke se mere end en armlængde frem. man kunne mærke og smage hvordan hvert åndedrag man tog fik man blodsmag i munden. det var ikke godt. hvis han kunne få blod til at gøre som han vil så ville han jo kunne springe både camille og zean i luften. man hørte pludslig en stemme og det var tydligt elveren men det lød som om han holdte noget for munden og næsen. "nu må du bede zean til at du bliver skånet ellers må din lille kæreste føde et faderløst barn" sagde elveren til zean og begyndte at grine.

Han himlede med øjnene og rejste sig op. Ja, rejste sig op, med såret skulder og det hele. Han mærkede hvordan blodet svagt ramte ham over det hele, men valgte at ignorere det.
"Åhr, rend mig i røven!" sagde han roligt og ventede til tågen havde spredt sig og de kunne se noget igen. En højest egoistisk tanke faldt ham ind...Lige nu var de jo kun interesseret i Camille, de så nok allerede ham for slået, så han kunne i teorien bare gå sin vej. Snige sig ind mellem træerne. De ville nok være ligeglade. Det var sådan set også kun Camille der skulle op til Sakref i starten. Sakref....tja, han måtte vel kunne stoppe dem her, ikke? Det var jo deres herre...Han så tilbage af fra hvor de var kommet...Men så greb hans stolthed ham. Nej, ikke om han gad bede den dæmon om hjælp! Og han ville sikkert også forlange en undskyld eller en gratis tjeneste eller noget andet åndssvagt...Nej, ikke om han ville!! Så heller dø! Dawn ville kunne forstå det...Han var også ligeglad, hvis Dawn og deres barn kunne få et dejligt liv så var det det....Selv om Dawn havde sagt hun aldrig ville kunne klare det uden ham.
Han begyndte at grine svagt for sig selv. Og hun ville ikke have han gik i militæret fordi hun var bange for han skulle dø! Han rystede svagt på hovedet.
Men det havde altid været hans måde at overleve på...At stikke af selv hvis det var nødvendigt...Han så over mod Camille og gik et halv skridt baglæns. Han kunne jo alligevel ikke gøre noget...

I det hele taget virkede Zean som forandret, som om det ikke var den Zean folk kendte. Men en anden Zean...Som om en anden personlighed havde taget over...Længe leve for at dæmoner led af skizofreni!

Camilles håb nåede lige akkurat at røre på sig, da Bron tog sig til maven.
Forsvandt , gjore det desværre med lynets hast....Bron virkede ikke til at tage syndeligt skade?Den røde tåge kom og Camille fik en krybende følelse af død....
"STOP" skreg hun , og i hendes blodige tøj og blod stænk i det lyse hår, var hun et kedeligt syn, noget ville måske endog væmmes, det gjore hun selv.
"Stop" gentog hun og var på renden af panik.Hun måtte tage ansvar for rodet hér, Zean så ud som han ønskede at bakke ud, forståligt hvis han havde kone og barn.Camilles ansigt formørkedes af triste tanker...var det virkelig sådan, det hele skulle ende.
"I ...I VANÆRE HAM.." skreg hun "Han vil straffe jer begge " Camilles ben rystede så kraftigt nu ,at hun lignede en der snært ville dejse om på jorden.

"TRO MIG DET HAR JEG OGSÅ TÆNKT MIG!" sagde en stemme som lød dyb og dæmonisk stemme. der gik ikke mere end to sekunder efter den stemme kom at tågen den faldte pladdask ned på jorden og jorden blev helt rød af blod. man så oppe i træerne sakref med sin maske på og man kunne se hvordan hans øjne faktisk var i flammer og kiggede på dem allesammen. "DU!" sagde han og pegede på camille. "SÆT BRONS ORGANER PÅ PLADS IGEN! sagde sakref med sin sure og dæmoniske stemme. "DU!" sagde han og pegede på elveren. "TAGE KNIVEN UD AF ZEANS RYG LIGE NU BEKO!" sagde sakref og man kunne se at beko hoppede med det samme og hurtigt tog kniven ud af zeans ryg. "HVOR VÅGER I AT BÅDE ANGRIBE UDEN AT FÅ TILLADELSE OG SÅ ANGRIBE I MIN SKOV! DET ER IKKE SÅDAN VI GØR I MIT HUS!!" sagde sakref med sin mega meget sure stemme og man kunne se hvordan bron og beko var skide bange. "I KOMMER TIL AT FÅ PROBLEMER NÅR I KOMMER HJEM IGEN OG I SKAL AFSTED LIGE NU!!!" sagde sakref og begyndte at gå afsted og man så hvordan bron og beko hoppede og skyndte sig afsted men beko stoppede lige op. "hils din lille kæreste når du kommer hjem igen zean" sagde elveren grinende men stoppede med at grine brat op da man kunne høre sakref råbe endnu mere og beko løb afsted igen for at følge med bron og sakref.

Han faldt på knæ af smerte da han mærkede det. Og knurrede bare vredt til svar af elverens hensynsløse kommentar. Han skulle lige komme tæt på...Så snart han fik muligheden...Han ville slå ham ihjel. Uden at fortrække en mine.
Han støttede sig til et træ og kom på den måde op og stå igen. Blodet løb endnu en gang ned af hans højre arm og ryggen kunne han mærke, men han var pisse ligeglad. Han så efter Sakref med vrede i blikket. Nej, han brød sig ikke om den dæmon, men hvad var sandsynligheden også for de mødtes igen? Han så kort på Camille, men uden at sige noget.

Camille 'rykerede kort rundt ' på Brons organer igen,uden at sige et ord.
Hun havde kvalme , var bange og så følte hun sig ...løbet om hjørner med.
Da de begyndte at gå, så hun på Zean, han havde et ligegyldigt blik,måske med lidt vrede tilsat, men lignede i det store hele en der blæste på det hele.
Men ik Camille , hun havde lige en sidste besked der skulle afleveres.
På usikker ben , stavrede hun over til Sakref .Hun stod rank, med tåre i hendes øjne og så talte hun med en stemme tyk af følelse "Du snød mig,på intet tidspunkt havde du sagt jeg måske skulle bøde med mit liv eller blot såres, hvis jeg afslog dit tilbud." Så knaldede hun ham en forrygende lussing på kinden, drejede omkring og vaklede en 10 skridt inden hun af ren og skær udmattelse, måtte lade sig falde ned i græsset.Hun tørrede sine kinder.