Vi mødes igen, træningen (Camille)

Han så lidt på hende.
"Tja..." han så lidt hen på skydeskiven.
"du skal nok ikke forvente du rammer...Mit første råd vil være at du slapper mere af, lad være med at tænk på at den kan dræbe, husk den kun gør hvad du vil have den til...lad være med at være bange for den, du styre den" sagde han og flyttede sig igen så hun kunne øve sig lidt på det. Og så han kunne se om det virkede.

Hun rystede sig lidt ...som for at løsne op i kroppen.
Så fik hun en idé.
Hun elskede græs.
Hun skubbede sine gummisko af og trak de små hvide sokker af fødderne.Så stod hun med de bare fødder i græsset, følte sig bedre tilpas...og tog sigte påny.
*knald* endnu et brag og Camille kiggede nysgerrigt efter kuglen.Var det bedre denne gang.
Hun vippede lidt med tæerne i græsset af spændning.

Han nikkede anerkendende. Det hjalp.
"Prøv igen, øve dig. Endnu et råd, hold begge øjne åbne" sagde han, med begge øjne kunne man, tro det eller ej, faktisk bedre ramme end vis det kun var med et øje. Han havde nogen gange bare afskudt og så ramt...Uden selv at tænke over det, fordi hans øjne havde set det han skød efter og havde kordineret det med resten af kroppen.

"begge øjne åbne " repeterede hun og gjore sig klar til endnu et forsøg.
Hun sigtede og denne gang trykkede hun to gange i træk og sænkede så pistolen og pustede på spidsen af den og smilede.Måske det ikke ændrede hendes skyde evne, men hun var begyndt at synes det var sjovt.
"Må jeg se på dig gøre dét?..skyde.." spurgte hun nysgerrigt og tænkte hun måske kunne aflurer et triks eller to.

Han fornemmede en forbedring og han var overrasket over hvor hurtigt det var gået når hun havde sagt hun var en hel klovn til det.
Han så lidt hen på målskiven da hun havde spurgt ham, han virkede ikke særlig glad ved tanken, men nikkede så alligevel. Han tog pistolen og tjekkede hvor mange patroner der var i den, af vane, og kiggede så hen på målskiven. Han spredte benene let for at få stabilitet for tilbageslaget og prøvede selv at slappe af. Men alle mulige billeder gled gennem hans hoved lige nu, billeder af folk han havde skudt og andre situationer.
Han ignorerede det så godt han kunne, sigtede og skød.
Kuglen ramte lige i plet. Han sænkede pistolen igen og tilbød hende den igen.

"wow...du jo en ren James Bond " og hvis jun ikke havde rigtig betaget af hans rolige og sikker stil, havde hun sikkert sagt det med morskab i stemmen, nu lød det bare som en...konstatering.
"Du jo ren energi " sagde hun og flettede finger og hænder til en pistol og sigtede på ham med dem.
"Den stil skal jeg lære" sagde hun og så alvorligt på ham.

Han smågrinte.
"Jer er glad for din smiger, men lad være at forbinde mig med den...den mand, jeg bryder mig ikke om ham" han skar en lille grimasse for at understrege det.
"Håber du nød fodstillingen, nu skal du øve dig" sagde han og trådte lidt væk så hun kunne øve sig lidt i fred, han kunne kigge på og evt. huske på hende de forskellige ting. Eller bare generelt se hvordan det går.

Hun plaffede løs, fuld af gå på mod.Hun mærkede måske en lille forbedring, men kunne stadig ikke lide ,det han kaldte for...tilbageslag?.
Hun fyldte tromlen ,da den var blevet Tom og da hun lagde an til næste skud....var det ulykken skete.
Hun sigtede og stod med de bare fødder solidt i græsset og vægten afbalanceret .
Hun trykkede på aftrækkeren men i samme øjeblik kom hun til at blinke og hendes tanker strejfede og det hun tænkte på var...ham.
Hun stivnede, lammet af skræk..ville hun se ham med et kugle i sig ,når hun fik kroppen til at lyster og vendte sig om?
Hun slap pistolen,der dumpede ned i græsset og knyttede sine hænder.

Hun havde jo skudt frem ad og Zean stod bag ved hende så hun havde langt fra ramt ham. Hun havde rykket sig og skudt rimelig forkert, men hun havde ikke ramt ham. Han rejste sig op og gik hen til hende, først tog han pistolen op og sikrede den før han smed den ned på jorden igen, og så så han på hende.
"Hvad skete der lige?" spurgte han

Hun trak først vejret igen da hun hørte hans stemme, så var han da i live i det mindste.
Hun havde tænk på ham idet hun affyrede skuddet, og havde derfor...grundet hendes evne...frygtet kuglen havde fundet vej til og ind i ham.
Måske var det ikke sket, fordi hun jo ikke lige frem havde visualiseret ham ramt!
Hvad var der sket?, spurgte han.
"Det kunne hun jo ikke så godt begynde at gøre rede for, uden at skulle forklare hvorfor hun pludselig havde ham i hendes tanker....og den vej ville hun slet ikke ned a.
Lettelsen stod malet i hendes ansigt, da hun så på ham og svarede kort "jeg blev distraheret...der er ingen skade sket, vel? "

Han så tænkende på hende i lidt tid som om han prøvede et finde ud af hvad der spøgte inde i hendes hoved.
"Nej" svarede han så
"Lad os holde en pause" han tog pistolen op og lagde den over til de andre, hvor efter han satte sig ned og kiggede lidt hen mod målskiven. Et eller andet havde gjort hende bange, for hun virkede lettet, havde hun troet hun ramte ham? Måske var det hendes egen evne hun prøvede at bruge samtidig? Eller ved en fejl? Eller også var hun bare blevet distraheret med et eller andet...
Der var ingen skade sket og det burde vel bare blive ved det...

Camille satte sig i græsset, det var blødt og lidt køligt mod den bare hud på hænder og fødder.
Hun begyndte langsomt at tænke igen, og ærgede sig lidt over "smutteren" da hun mente at der havde været et lille fremskrit at spore.
Hun dykkede igen ned i sin taske, og hev lidt efter to flasker med vand op. Den ene satte hun i græsset nær Zean, hvis han skulle have lyst? Og den anden skruede hun låget af og drak fra selv.
Hun sad og kiggede på skiven. " Jeg går altsår ikke hjem, før jeg har ramt den" sagde hun trodsigt og så på ham, pausen skulle ikke være for lang.
Andre tanker begyndte at presse sig på, hun havde lovet skygge dæmonen et svar i dag, men hun anede ikke hvad det skulle være, hun var meget i tvivl. Hvorfor kunne han ikke "undervise hende freelance" ligesom Zean...for det gjore han jo på en måde?

Han lagde sig ned i græsset og så op mod himlen og på de grene af de træer han kunne se.
Han havde enlig ingen grund til at holde pause, han lavede ikke noget. Han satte sig op igen og opdagede vandet. Det havde han slet ikke tænkt på selv. Han tog flasken og åbnede den, drak af den. Han smed den på græsset igen bagefter og så lidt på Camille. Hun så ud til at være ret tænksom.
Han smilte lidt og så han på skydeskiven.
"Tja, øvelse gør mester" sagde han

Hun blev trukket lidt ud af hendes tanker da han talte til hende.
hun svarede lidt mere muntret end hun måske følte sig " Javist gør det så... så jeg har lang vej endnu".
" Har du lært dig selv at skyde, eller har du været nogens protege?" hun spurgte lidt nysgerigt til ham, det var jo ikke just fordi han var et talende vandfald , når emnet var ham selv....ordene skulle trækkes ud af ham.Hun måtte konkluderer han var ...lidt privat? Eller havde mange kedelige oplevelser han ikke ønskede at tale om?, det kunne jo også være en årsag.
Camille tog en af de andre pistoler op..."En colt, hed den det?" spurgte hun og lod hendes frie hånd løbe over og kærtegne den.

Han så lidt på den.
"380 ACP" svarede han til hvilken pistol det var. Han så sig lidt omkring og så ikke ud til at ville svare på spørgsmålet, han rejste sig og klappede kort i hænderne.
"Nå..Men..skal vi prøve igen?" han smilte lidt til hende.
Han havde ikke lyst til at snakke om det...Det hele havde med...Dem at gøre. Han ville ikke tænke på dem. Især fordi de stadig kunne kontakte ham vis de ville...Og nu havde han en ny kvinde de kunne true ham med. Han sukkede dybt.

"Ahr..jeg ser...du kunne godt fortælle mig det ,men så var du nød til at dræbe mig bagefter" mumlede hun og ordet nationalhemmelighed kunne også anes i hends mumlen, hun skulede lidt til Zean.
Hun kom på føddderne , med ACPén i hendes hånd, hun måtte dog lige end en tur på knæ...for at få patronerne skubbet ind i den, så den var klar.
"Nogen tips..eller er det lige som før?" ville hun vide, og håbede ved gud da at det var hende muligt at koncentrerer sig ordenligt denne gang.


// Jeg spurgte i et andet emne, om man måtte blande historierne lidt sammen, for det er jeg på en måde kommet til?//

//Det er sådan set ikke historierne, det er historien, for dig, det er hvad der sker for din karakter. Det foregår lidt som var det fortiden, noget du har oplevet. Du er selv om hvor meget du blander dem sammen, bare du selv kan finde rundt ;)//

Han rystede på hoved. Hun ville aldrig forstå det og ville bare have flere spørgsmål. Han følte næsten trang til at grine over ordet `nationalhemmelighed` Men ja, han ønskede faktisk at komme en tur i militæret.
"bare som før"

Hun så han fik et "sjovt udtryk i ansigtet" hvad det dækkede over kunne hun slet ikke tolke, men at han signalerede None of your business, det var let at se.
Hun smilede til ham, sikker på hun ofte var en udfordring for ham med hendes måde at være på.Han rummede en del tålmodighed, trids alt.
Hun tog plads igen med sine ben let spredte.Huskede at holde øjnene åbne og rensede hendes tanker...så godt hun kunne.
Hun trykkede til, og røg lidt baglæns. Var der mere "slag" i den her? det havde føltes sådan, hun så spørgende på ham.

Han smilte bare uskyldigt til hende.
"De er jo ikke lige ens...derfor skal du lære at bruge dem alle tre" svarede han p åhendes spørgende udtryk. hendes måde at være på var lidt en udfordring, men han elskede nu udfordringer så det var ikke slemt alligevel. Og han havde efterhånden næsten vænt sig til hende. Lige nu i hvert fald.

" Og ordene information og advarelse...er ikke en del af dit ordforråd " små vrissede hun igen og gned hånden på sit lår.Den havde gjort lidt ondt at afskyde, hvorfor mon?
Så tænkte hun at det ikke kunne betale sig at klynke og lignede op til et nyt skud, men inden sagde hun lidt syrligt " tror du vi er langt fra du kan stå dernede med et æble på dit hovded?"

Han grinte bare af det, tog sig ikke af det overhoved. Heroppe i bjergene havde han mere tålmodighed med sådanne noget.
"Åhh ja, langt fra" smilte han
"Det går nogle år endnu før jeg vil stole nok på dine skydefærdigheder" sagde han og lænede sig op af et træ i nærheden mens han så på hende. Hun var i det mindste ikke blevet bange for tilbageslaget.

Hun lavede et påtaget chokeret grimasse , da han sagde der ville år før han ville stole på hendes færdighedder.
" Nu sårer du mig...det er ikke pænt.." sagde hun drillende og forsatte "Og jeg der havde en stor lyst til at gøre det lige nu...altsår dig med et æble på hovedet...heeeelt dernede" og så så plaff.
Hun så han stod afslappet op ad et træ... og prøvede igen at udfritte ham lidt
"Hvad hedder din bedre halv del så ?"..alt imes hun tog sigte endnu en gang.

Han smågrinte lidt af hendes snak om helst at ville placere en kugle i ham.
"Selv vis du skød efter æblet, og ville ramme mig, vil jeg ikke dø af det...Desuden hader du vist at skyde folk, du er jo uddannet i at redde dem, ikke?" sagde han og så hen mod målskiven for at holde øje med om hun ramte.
"Jeg er min bedre halvdel" svarede han kort og uden det samme smil som før. Han vidste han havde en dårligere del, men han kunne aldrig huske...ham. Den. Det.

"Ville du ikke?...er det snakken om ukrudt der ikke forgår så let " drillede hun lidt igen, men vidste at han ikke ville tage det alvorligt.Hun undrede sig over, havd der kunne dræbe ham? ikke fordi hun ville forsøge, det var jo indlysende, men fordi hun faktisk ikke vidste hvem hans fjender kunne være og hvor han var sårbar...hun havde,gudskelov ikke rigtig kæmpet mod rigtige dæmoner, for alvor før.
" Hvordan kan man være sin egen bedre halvdel?" hun sænkede pistolen inden den var blevet affyret og så alvorligt på ham.Smilet var væk fra hans ansigt.

Han sukkede og rystede på hovedet.
"Glem det...Er det en psykologi time eller skydetime?" svarede han igen og så på hende i stedet for skydeskiven.
"Prøv nu at skyd lidt mere så du vænner dig til den..." sagde han halvhjertet, hvorfor prøvede hun hele tiden at vide mere om ham og hans fortid? Udspurgte han måske hende? Nej..Men han var jo også ligeglad med det. Hvilket andre til tider ikke var.