Vi mødes igen, træningen (Camille)

"du er vist lige så døv som du er blind halvblods menneske. hvis jeg havde ønsket jer begge to til at blive såret eller bøde med jeres liv så ville jeg have gjort det her mig selv så var jeg sikker på at i var døde" sagde sakref og vendte sig om. man kunne se selv med ryggen til at hans øjne stod i flammer. "hvis jer aldrig i den her skov igen eller jeg vil med sikkerhed få jer til at ønske i aldrig havde mødt mig" sagde sakref på en måde rolig men alligevel stadig meget meget gal i hovedet. sakref begyndte at gå afsted igen uden at se sig tilbage på noget tidspunkt.

Han himlede endnu en gang med øjnene. komme tilbage til denne skov? Hvorfor skulle de også det?
Han rettede sig op selv om det gjorde ondt og så kort på Camille. Af en eller anden grund følte han sig faktisk sur på hende...ja, sur på det hele. Slå dem ihjel? Hvad bildte han sig ind? Han sukkede...Han kom til at tænke på sig selv for bare et års tid eller halvandet siden...At slå ihjel betød intet for ham og han havde selv set sig som god til det.
Men nu måtte han leve et mere...anstændigt liv, for dawn og barnets skyld...selv om det til tider blev kedeligt. Han kunne godt finde på at lave lidt sjov for sig selv, helst mod andre væsner...mennesker havde en tendens til at være kedelig.
Han havde ikke lyst til at hjælpe camille, men alligevel gik han over og hev hende op og stå.
"nå, lad os forlade denne skov før hans majestæt misforstå noget igen" sagde han koldt...eller var det bare så ligegyldigt sagt at man ikke vidste om det var koldt? Det var ikke til at vide.
"Hvis ikke du selv kan stå på benene går jeg selv...så må du komme når du kan, jeg har ikke kræfter til at bære dig"

Camille befandt sig på begge ben inden hun kunne nå at komme med indsigelser.
Med en 'hidsig' bevægelse af hendes arm vristede hun sig fri og vrissede " så slip dog".
Hun brugte bare få sekunder til at genfinde balancen i kroppen, den mentale balance derimod havde svær bølge gang.
" Du skulle aldrig være kommet med" begyndte hun og " bæres af dig ? Det skal du slet ikke bekymrer dig om Zean, så længe jeg har to ben...eller bare eet, så det slet ikke aktuelt".
Zean havde vel ikke gjort noget, men hun havde en ligeså stor trang til at varpe ham en ,som hun havde med Sakref....næsten da.
" Daddy dear " mumlede hun.

hele auraen af området følte sig nu mere dyb og mørk. som om skoven selv var sur på dem som sakref var. eller var det fordi sakref ikke var gået endnu måske eller at noget andet gemte sig i skyggerne for det hele. det hele var meget forvirrende og man ville ikke kunne tænke klart med alt den vrede og mørke og ondskab i luften.

Han så koldt på hende. menneske. skide menneske. han knyttede sine hænder.
"Du bad mig selv komme med" knurrede han, hvor var han tæt på at slå hende, hvad bildte hun sig ind? Hvad bildte dette lille menneske sig ind?
"Så skrid tilbage til Sakref, accepter at han kan bruge dig og lege med dig som han vil! Du skal i hvert fald ikke bilde dig ind jeg gider at have noget med dig at gøre...!" det betød sikkert ingen ting, for hende. Mennesket var, lige som alle andre, af naturen egoistisk. Hvorfor havde han overhoved takket ja fra starten? Det havde ikke gjort nogen forskel om han var med eller ej...bortset fra at han nu kunne rende rundt den næste uge med et sår i ryggen. Det betød sådan heller intet for ham. Hvorfor tænkte han overhoved over det?
Han rystede på hovedet. Nej. Han gad ikke spilde mere tid på mennesket her. Han gad ikke engang kalde hende ved navn. Hvad havde Sakref set i hende? Lidt telekinese...jatak, vis han bevægede sig lidt længere væk herfra ville han finde ud af at andre mennesker også kunne telekinese.
Han rystede på hovedet, vente om og begyndte at gå. Uden at se sig tilbage. Det hele kunne rende ham. jorden kunne gå under, og han ville stadig være ligeglad.

Camille fik igen tåre i hendes øjne, af vrede...kun af vrede, tænkte hun og løftede en hånd for at tørrede dem væk. Røde striber at blod blev trukket over hendes ansigt og blandede sig med vandet fra hendes øjne.
"Jeg skal fandme ikke til ham igen..og du...du Zean. Du er lige så ...lav...i er begge fyldt med ikke andet end løgn".
Hun gik oprørt over mod ham, havde en lyst til at få ham til at smerte, som hun selv.
Men hun forsøgte at beherske sig."Du lovede...at hjælpe mig....er du en løgner Zean ?" hendes stemme knak over...hvad er der dog med skoven her?, tænkte hun da stemningen afledte hende for et øjeblik.

pludslig skete der noget. noget meget meget mystisk. mere mystisk end noget andet i verden faktisk. skoven så ud til at pludslig at bevæge sig væk fra dem. hele området så også ud til at blive lyst mere op end før. i øst kunne man se at solen var ved at stige og op da vejen gik imod øst så man også en skikkelse gå afsted. det var en mand det kunne man tydlig se på kropsbygningen. men det der var mest underligt ved ham var at han virkede som om at han lyste op som solen selv. han var iklædt en hvid kappe med hætte over sig. den så ud til at være pyntet med lyseblå og guld farver inde i kappen. man kunne ikke se så meget af hans ansigt på grund af hætten. ikke fordi den skyggede for hans ansigt men fordi at hætten bare gik ned over hans ansigt. dog kunne man se hans mund og se at han havde stort fuldskæg der kun gik et stykke ned af hovedet. på hans skuldre kunne man tydeligt se at han havde skulderplader på skuldrene og på brystkassen så det ud som om at han havde en ringbrynje af sølv på. dog så den ud til at være mere hård en sølv. han hist og her var der så tøj som var under brynjen og den store rustning han også havde på. hans tøj af hvad man kunne se var også lyseblåt og pyntet med guld farver. i hans venstre hånd holdte han en virkelig stor hammer pyntet med guld og sølv og små diamanter og på sidderne af selve hammeren var der pyntet med en guld fønix. hammeren i det hele taget var så stor at det måtte være umuligt for et normalt menneske at kunne bære den. den var mindst ti gange større end en muggert. gad vide hvem han var?

Zean stoppede træt op, hvornår stoppede alt det her?Hvad han så ellers skulle kalde det?en skov kunne ikke bare forsvinde og selv ikke englene nede i byen kom i nærheden af at se så ren ud somme den fremmede her.
Han havde det som om noget tungt forlod hans skuldre, men han var stadig ikke glad. Camille måtte tage sig af det her.
Han så træt tilbage på hende.
"Jeg lyver sjældent og heller ikke over for dig...men gider du hjælpe en der sviner dig til og vrisser af dig som om det er din skyld den person har det elendigt?" knurrede han, han havde mest lyst til at gå, gå hjem, men han var ikke sikker på han kendte vejen længere...Han foretrak skovens mørke...han kunne ikke fordrage noget så lyst....noget der virkede så...rent.

Hun lod sig ikke tirre yderligere af ham, lige nu.
Zean måtte beslutte sig for om han ville hjælpe hende eller ej, og hun ville forsøge at holde ham til sit ord, mærkede hun pludselig klart, bare for at...at irriterer ham og lære ham...hendes tankers kredsen om emnet, blev bremset da det hele lyste op.
Hvem kom imod dem nu, hun mærkede hun ikke havde genfundet hendes krafter, det havde tærget for meget på hende, kampen fra før med Bron.
Hun standsede, tæt ved Zean dog beherskede hun sig og greb ikke i ham, men Istedet i hendes blusekant."Hvem er det ?" Hendes blik hvilede og fulgte enhver bevægelse fra manden.

manden gik bare stille og roligt afsted med hammmeren over skulderen. da han var nogen meter væk fra dem stoppede han op og så lidt på dem. det var nu man kunne tydeligt se hans øjne og hans ansigt. han havde et voksent ansigt som en på de 40 år og havde et flot sølvgråt skæg og hans hår var den samme farve. han havde flotte dybblå øjne og havde det mest venligste smil man nogensinde havde kunne se. han trak hætten væk fra hovedet og smilte venligt til dem. det var et smil der var så rent og venligt at det næsten fik alle til kunne få et godt humør igen. "godmorgen hvad bringer jer herude i den her skov ved den her tid? eller var i på vej ud?" spurgte manden med et venligt smil. han virkede så ren. faktisk næsten mere ren end en engel. han holdte stille den store to hånds hammer med en hånd og lod hovedet af hammeren lænde sig tilbage på hans skulder. på hans højre side havde han en flot stor bog der var pyntet med lyseblå farver og guld farver. bogen hang fast i en lang kæde der var lavet af sølv og som hang fast i mandens bælte.

Han så kort på hende og valgte at begrave stridshammeren for nu.
"aner det ikke...sikkert en eller anden ny underlig person...det gode er bare at han ser ikke ud til at ville slå og ihjel" han begyndte at gå videre. skoven? skoven havde set ud som om den bevægede sig væk fra dem...men af hvad han sagde måtte de stadig være i skoven. Han rystede svagt på hovedet uden at svare den fremmede. Han ville hjem og have tøj på . Og et langt bad. Han ville holde Dawn ind til sig og falde i søvn til hendes duft.
Han begyndte at gå igen, den vej han regnede med at førte ud fra skoven. For hvis de stadig var i skoven....
Det passede næsten...en mørk,kedelig skikkelse når det var...tja, nu kaldte han det nat. Og en lys når det var dag. Som taget ud af en fantasy film. Han gad bare ikke legen mere.

Men Camille og hendes indgroet behov for at tro på det gode i folk, blev påvirket af den renhed der udstrålede fra manden af.Hun kiggede nysgerrigt på de ting han bar med sig, hvad mon han brugte det til?
Hun knejsede let og sagde " godaften" imens hun håbede at det ikke har morgen endnu, skoven her var utilregenelig havde den bevist.
"Vi skal til Deepshell, kunne de sige om vi er på rette vej?".
De , hende og Zean, måtte være et sælsomt syn....hvad ville manden udlede af Zeans tøj revet i stumper og stykker og Camille indsmurt i blod over hele kroppen.
Hun kiggede på Zean og sendte ham et ' vær nu sød ' blik, måske han lån hjælpe os.

"i er skam på den rette vej hvis i er på vej hen til werclare men jeg kan vise jer vej ud af skoven hvis i vil have at jeg hjælper" sagde han med den venligste stemme nogensinde. hvem var han mon og hvordan kunne han være så ren at han var renere end en engel?.

Han ignorerede hendes blik. Han kunne klare sig selv. Han var allerede begyndt at gå, om det var den rigtige vej eller ej. Han vidste ikke hvorfor han følte sig så irriteret...nok fordi han ikke bare kunne lægge noget til side som lige var sket, han havde smerter...og tja, var fanget med et menneske og en...underlig person. Han ønskede ikke engang at vide hvem han var.

Camille blev urolig. Hvad havde Zean gang i. Hvor uhøflig kunne eet menneske..nej éen dæmon.være ?
Hun så på hans ryg, og det gik op for hende at han ville gå videre...forlade hende?
Hendes opmærksomhed blev splittet mellem manden og Zean , hun sagde så høfligt hun kunne til ' young Ganfalf' " Vil de have os undskyldt et øjeblik", og så hastede hun efter Zean, stillede sig foran ham med en hånd på hver af hans skuldre, hvor hun lod vægten hvile lidt på, som skulle det holde ham tilbage.
"zean...please..hvad har vi at miste?Vil du ikke nok være ..sød " bad hun indtrængende.

manden forstod godt og smilte bare venligt og ventede på at hun fik sagt hvad hun ville sige til ham den anden fyr som han med det samme viste var en dæmon.

Han så lidt på hende og lod sig kun modvilligt stoppe. Så sukkede han.
"undskyld...men jeg kan ikke tage den mand alvorligt...alt hans...renhed, alt...det hvide, alt hans..ihh hvor er jeg god-agtighed..." han vidste ikke hvordan han skulle forklare det.
"...Det virker bare ikke på mig, jeg stoler ikke på ham af den grund...hvad får dig til det? Han kunne lige så godt ville lokke os i en ny fælde eller noget andet åndssvagt..." sagde han træt.

Hun lod hænderne droppe og så modløs ud.
"undskyld Zean...for det hele...du er kun en del af rodet her på grund af mig.Du har hjulpet langt mere end jeg har kunne forvente, tak." .
Hun så sig tilbage over skulderen og trak på skulderen da hun svarede ham "helt ærligt, jeg kan slet ikke tænke klart nu, det er som nogen prøver at indstille mine tanker på en anden frekvens...men Zean, vi har brug for hjælp og hvis vi er villige til at tro på det onde, hvorfor så ikke på det gode også ?".

manden ventede stille og roligt imens hun blev med at snakke med ham. han satte sig ned på jorden lidt og kiggede op på himlen som langsomt blev lyst op af den oprejsne sol.

Han så længe på hende.
"Jeg tror ikke på godt og ondt. Jeg tror på konsekvensen af ens handlinger" sagde han
"Folk har bare valgt at kalde ting onde og gode, alt efter om de kunne lide det eller ej, om de kunne bruge det" han trak svagt på skuldrene.
"Jeg kan vælge ikke at gå med, og dermed ikke vide noget om hvad der sker, eller jeg kan vælge og gå med og enden bliver vi ført til byen eller også bliver vi først et eller andet sted hen, måske en fælde eller noget andet..." sagde han, mest til sig selv. Og trak så på skuldrene igen selv om det gjorde ondt. Det var dog endelig holdt op med at bløde.
"Fint...Men jeg gider ikke noget krimskrams! Bare lige ud af skoven! Og nej, jeg gider ikke tale med ham, det må du styre!" han så næsten sur ud, men bløde så lidt op og sendte hende et lille smil.

Camille nikkede til Zean.I det store hele var hun enig, dog havde nogen en opførelse der til tider var så meningsløs og forvoldte andre så stor grad af smerte, at det var vanskeligt at beskrive med ord.Dem kaldte Camille onde.Som hendes fader havde været ond, mod børnene i kælderen.og mod Camille.
Hun tog hans hånd, uden nogen bagtanker, nærmest uden at tænke over det...
Og sagde blot "Nu hører vi hvad han siger Zean og så kan du bestemme hvad vi gør..okay ?".
Camille henvendte sig til manden og sagde "Vi har haft en ...lang...dag og ønsker ingen ballde...hvad vil du os ? Kan du hjælpe os ? Hvad er din agenda?" Og så stod hun rank i det lys hans synes at udstråle, og følte igen den der manipulations følelse.

manden rejste sig op og kiggede på camille. "jeg kan godt forstå at i har haft en lang dag og jeg kan godt forstå at i ikke vil have ballade og jeg bringer hverken ballade eller leder efter ballade og jeg kan sagtens hjælpe jer. både med at komme ud af skoven og at komme tilbage til deepshell og grunden til at jeg er her overhovedet i starten er at jeg holder øje med at folk ikke kommer til skade nogen steder her i hverken den her verden eller en anden" sagde han med et venligt og rart smil. han så ikke ud til at lyve eller så er han mester til at lyve og dække sine onde hensigter hvis han overhovede har nogen onde hensigter. han kiggede lidt på zean og kiggede lige bag på hans ryg lige hurtigt. "lad mig lige hjælpe dig med det sår du har der" sagde han og smed næsten hammeren på jorden og der kom et ordenlig klunk og det var som om jorden hoppede lige for vægten fra hammeren af. den stod lige op med hovedet dybt nede i jorden. han gik bag ved zean uden hammeren og tog den store gyldne bog frem og bladrede lidt i den. bogen havde flotte hvide sider som så ud til at aldrig været misfarvet. ordene skrevet i bogen var lavet af noget blæk der var lavet af noget gyldent så ordene næsten lyste. men det var ikke almindelig ord det var latin det kunne man tydeligt se. han bladrede lidt i bogen og stoppede ved en side og holdte en hånd over zeans sår. "curare oportet hunc lumen vulnerum nihil mali gessit" sagde han og zeans sår begyndte at lyse op og zean ville kunne mærke hvordan såret blev healet med lynets hast og der gik ikke mere end sekunder og så var lyset væk fra zeans ryg og såret var 100% healet og zean havde intet ondt mere. manden lukkede bogen og lod bogen falde ned til der hvor den hang før i kæden og gik hen til hammeren og samlede den stille op uden problemer. man kunne tydeligt se hvordan jorden bøjede nedaf der hvor hammeren havde været og der var små revner i jorden også hvor hammeren havde været.

Han sukkede kort og lod ham gøre hvad han nu end havde tænkt sig.
Men det var faktisk slet ikke så skidt, da han mærkede at såret helede sig og han bagefter kunne bevæge armen uden problemer.
Hans hjerne tænkte dog snart på nogle andre ting...En anden verden? Der fandtes ingen anden verden. Selvfølgelig skulle han lege gud. Det ville ikke undre ham hvis han snart begyndte at sige noget med at de var hans små får og det var hans pligt at passe på dem...Og at det slet ikke gjorde noget at de nok ikke troede på ham, for han holdt af dem alligevel. Og blablabla.
Det eneste problem var bare...Det fandtes ikke.
Han sukkede endnu engang dybt og glemte helt at sige tak...Hele det her...stank af et eller andet...Som handlingen af en film eller noget...Som...Overkræfter, kræfter de aldrig selv ville kunne få fat i...det eneste problem der var også bare at det heller ikke fandtes. Og ville aldrig gøre det.
Han overvejede kort det med Sakref...Der måtte have været et eller andet galt med det hele...Han var selv stærkere end den dæmon, det havde han kunnet mærke, som om han var nogle...levels eller noget, lavere end ham....Hvordan var alt det her overhoved sket?
Han kunne ikke holde op med at tænke på det...

Camille så forundret hvordan han fik helet det sår Zean havde pådraget sig, og hendes blege ansigt blussede let.Hvorfor ialverdenen havde hun ikke selv tilset det sår? Naturligvis havde hun ikke kunne hele det, men alligevel .Det var som hendes tankevirksomhed var sløret af et tyndt lag ' et eller andet' og bare ikke ville op i tempo.
Men han var helet nu, måske det ville hjælpe på hans humør også.
Camille lavede et lille gestus mod manden og sagde " hvid din opgave er at passe på ingen kommer tilskadekomne, så du lidt for sen på dén i dag...hvordan mener du at du kan hjælpe os ?" Camille ville gerne lade tvivlen komme ham til gode, men helt naiv var hun dog ikke og hele scenariet var meget mystisk.

han smilte stille til hende. det var stadig det lyse og venlige smil. "ak ja jeg er stadig kun menneske men tak lyset i ikke er mere skadet end i ser ud til at være. men jeg kan fornemme at i ikke stoler så meget på hvad jeg siger og jeg kan ikke bebrejde jer for det. i har ikke set så meget som jeg har set men kom jeg kan svare på alle de spørgsmål i har imens jeg viser jer ud af skoven." sagde manden og begyndte stille at gå afsted. "jeg kan hjælpe på mange måder. der er ikke så mange der kender min slag og ved ikke hvor meget vi kan hjælpe med kraften af lyset og godhed" sagde manden med sin venlige gode stemme stadig.