Dont hurt me again - Mussi

Hun blev irriteret da Samuel nærmest drejede sig væk fra hende, nu havde hun jo slet ingen fair chance for at følge med i samtalen.
Hun kunne jo også have taget fejl, måske var dét en mere eller mindre almindelig kedelig boyztalk , der intet juicy , ihvertfald ikke for hendes øre, havde at byde op.
Irriteret hoppede hun op og sidde på en af de høje bar stole og beskuede de dansende mennesker.

Fyren brillierede med et stort smil "You dunno ? Dude, Thats wild....den chick dér har dét vildeste blod i sine åre og der er mega dusør til dem der skaffer hende i live, på dét sorte marked.....og hvis man ille kan få hende med, kan man tappe blodet fra hende " talte han meget lavt og så sig omkring som for at sikre at ingen andre havde hørt deres lille snak.

Samuel stod lidt i stilhed før han sukkede. "Så du vil hører om du ikke kan få hende med?" Spurgte han, og kendte selv svaret. "Hvad nu hvis jeg sige det til hende? Og hun så forsvinder?" Spurgte han, og kiggede kort på drengen før han vendte ryggen til hende, og betragtede Camille. "Du ser mig en smugle utilfreds ud." Konstaterede han en smugle tørt. Han kunne ikke lade være med at lade sig være en smugle påvirket af det drengen havde sagt. Han kunne ikke rigtig få det hele til at passe sammen, hun var jo ikke engel.
"Vi skal snakke sammen senere." Brummede han ind i øret på hende, og satte sig ved siden af hende, mens han bestilte en helt normal Mojito. Han førte glasset op til sine læber og drak i stilhed, før han kiggede vagsomt hen mod drengen. Han havde ingen planer om at udlavere Camille, og ville gøre stort set alt for at forhindre det, men det indebar at hun selv vidste det, og han kunne jo ikke råbe op omkring det inde i klubben, så han måtte jo vente til han fik muligheden for det.

Fyren vidste ikke helt om Samuel var købt eller solgt.
Ville han støtte op omkring planen eller arbejde imod den ?
Inden Samuel vendte sig mod Camille sagde han fartruende lavt "Forsvinder hun bliver dét mig der støver hende op og ...." Så røg han videre i tavshed, men holdte et vågent øje med Samuel og Camille.

Camille hævede et øjebryn og spurgte Samuel "Hvem var han og hvad ville han med dig ?"
Hun havde dårlige fornemmelser vedrørende the bloke, uden dog at have noget som helst at holde dét op på, andet end hun fik bad vibes fra ham.
Hun undrede sig såre over hvad en fremmede fyr kontaktede Samuel over, på den måde.

"Aner det ikke." Brummede han og satte sig til rette. "Men jeg skal nok fortælle det han ville senere." Det sidste blev sagt som en lav hvisken ind i hendes øre, før han mere af glassets indhold forsvinde ned mellem hans læber.
Han måtte indrømme han var blevet nysgerrig efter hvad der var med hendes blod, om det var på grund af hendes status, eller om det var fordi hun virkelig havde noget godt blod. Derefter kom spørgsmålet om han skulle sige det med det samme, eller om han skulle vente, vente på hvad der ville ske, hvilke allerede lød som den dårlige ide, men hvis det skulle virke mest naturligt, skulle han jo ikke bare trække af med hende, selvom det nok var det der virkede mest tiltrækkende, men han blev på sin flade, på stolen, mens han i ny og næ skævede hen til fyren der stadig virkede til at være optaget af at suge på sin pind, hvilke frembragte en dårlig luft i Samuels næse.
Alt i alt frembragte fyren et eller andet dårligt, men det undrede ham i bund og grund ikke, når han nu kom og snik snakkede om at bortfører, det var ikke det man normalt ville kalde positive tanker.

Camille var en anelse utilfreds.Hun ville hellere have info med dét samme, da hun klart følte der var noget i luften, en optakt til et eller andet.
Hun tog en stor slurk af drinken, og mærkede en betryggende varme sprede sig fra hendes bryst og videre ud i alle lemmer.Hun mærkede en sød forventning , en forventning til at der ville ske noget.Måske fyren ville kæmpe ,havde ondt i sinde ? Dét var ikke til at sige, men hun håbede dét næsten, for denne gang var hun ikke alene, denne gang havde hun Sam ved sin side og så var dét jo helt andre odds.
Camille havde næsten lyst at provokerer fyren, måske var dét en slags reaktion ovenpå hendes sidste voldsomme overgreb, en reaktion der gjore at en lille del af hende havde lyst til at hævde sig, bare at afreageret, så hun var klar , med back up fra Samuel....håbede hun da, såfrem dét blev nødvendigt.
Hun ville holde øje med ham, men lige nu skulle der festes.
"Sam...ville du danse ? "spurgte hun derfor med et stort smil.

Han Kiggede mod Camille og tøvede, før han nikkede. "Okay ..." Sagde han letter opgivende. Han havde håbet han kunne slippe for at danse, men han havde nok været for naiv. Han tog fat i hendes håndled, og trak hende ud på gulvet. Da de kom ud på gulvet lage han en arm omkring hende, og trak hende ind til sig, og hviskede ind i hendes øre. "Er der noget du ikke har sagt til mig?" Spurgte han, mens han skævede kort over mod knægten. "Ikke i form af dine hemmeligheder men ..." Han tøvede kort, og vidste ikke hvordan han skulle formulere det. "Er der noget ved din ... Krop." Prøvede han sig ind, men skar derefter en grimasse. "Okay, det lyder forkert." Brummede han, mens han trak sig tilbage og slap lidt sit greb omkring hendes talje, som han langsomt havde fået strammet.
"Du har noget i din krop som ham drengen gerne vil have." Fortsatte han stadig lavt, men stadig lidt højre. Han skævede hen mod knægten for hele tiden at vide hvor han var.

Som et begejstret barn der endelig fik sin gave juleaften, lod hun sig trække med.
Dét måtte vel betragtes som en stor fremgang, en sejer nærmest....hvis man tog i betragtning at han var løbet ud af døren, flygtede fra hende sidst hun havde spurgt.
Han trak hende ind til sig og hun lagde armene om hans hals, men stivnede da han begyndte at fable om hemmelighedder og hendes krop. " om der er noget ved min krop ?....øhm.." svarede hun undrende...
Men hun fik så hurtig en forklaring fra ham.
Camille trak ham i en hårlok "Jeg troede lige dét var en meget direkte come on dét dér "lo hun stille.
Og med hendes læber mod hans øre hviskede hun.Dét er ikke min krop de er efter.....det er det skide fe blod i mine åre Sam, feerne er uddøde, og dét gør mit blod virkelig interessant og de har forsøgt at få fat på det...på mig flere gange.En levende karaffel de kan skænke af når de vil ".svarede hun lidt mere munter end hun burde.* var dét dét fyren havde gang i ? En lille frygt sneg sig ind i hende, til trods for hun var lidt kamp lysten.Hun puttede sig lidt tættere ind til Samuel ,for at finde tryghed, da hun spurgte "Er han ude efter mig ? "

Han forstod ikke hvad hun mente, men hun fandt det tydeligvis sjovt, så han pressede et smil hen over sine læber. Mens hun forklarede faldt brikkerne på plads, hvorfor det var at hendes blod var eftertragtet. Det gav mere mening, så meget at han ikke rigtig forstod hvorfor at han ikke selv havde fundet linket. Han fandt hendes tonefald bemærkelsesværdigt, hun lød næsten glad, som om det slet ikke var noget problem.
Dog kunne han tyde ud fra hendes kropssprog at det ikke helt passede, da hun pressede sig ind mod ham, hvilke han straks reagerede med, ved at stramme grebet omkring hende, ubevidst. "Det vil jeg skyde på, han ville høre om han ikke måtte snakke med dig i ti minutter." hviskede han tilbage, og begyndte at føle sig en smugle beskyt-det-værdifulde-feblod-agtig.
"Men ..." der var én ting han stadig ikke havde forstået. "Hvorfor er det så vigtigt? Hvad er det lige det gør?" Han lage hoved let på sned, og betragtede i længere tid Camilles hår.

Fyren havde stadig sit blik på dem.
Dét var HAM der havde lokaliseret pigen og HAM der skulle indkasserer dusøren ved at bringe hende ind.
Der var ikke sat nogle krav op om hendes tilstand,hvad den skulle være....ander end levende, så der gav jo er stort råderum.Han smilede imens hans øjne lå skiftende på Samuel og Camille.

Camille tog imod den tryghed fra ham, der på dansegulvet, hvor hendes optimisme ved en kamp kæmpede lidt imod realismen der også synes at ville blande sig lidt
Hun vendte hans spørgsmål et par gange.Demetri havde sagt smagen var udsøgt, men ellers vidste hun intet om hendes blod .
"Udover dét skulle have en særlig unik smag, har jeg virkelig ingen idé og dét er måske dét der er problemet.De tror sikkert de kan få evner ved at drikke dét...eller hvad ved jeg.? Men jeg har ikke tænkt mig at være deres drikkedunk" sagde hun tvært.
Gud ske tak og lov at mange endnu ikke kædede hende sammen med Tristan , da hun virkelig frygtede dét ville gøre hende et endnu mere prestige fyldt mål, at nakke ' dusøejægernes leders pige' , dét ville være to fluer med et smæk, i underverdenen.
Hun lagde hovedet ind til hans skulder og sukkede.Hun overvejede at give fyren en lærestreg, hvis han var menneske ? "Menneske eller væsen ?" Spurgte hun Samuel.

Han grinede lidt ved hendes svar. "Måske skulle man smage?" Han gav hendes talje et let klem, før han førte dem videre ud på gulvet, så han ikke kunne se drengen, da det generede ham, han følte ikke rigtig han kunne slappe af, hvilke virkede overraskende irriterende. "Ved det ikke, det stinker for meget af sved og parfume." Brummede han, og lød ikke videre irriteret over det. Han ville egentligt helst bare skride, men det ville bare give drengen mere mulighed for det, plus de kunne blive til at stedet lukkede, og måske håbe at han skred, selvom chancerne ikke var så store.
"Hvorfor, vil du kaste dig over ham eller?" Han prøvede forgæves at forstille sig Camille kaste sig over drengen. Hvis han var et væsen, var hun i problemer, så han håbede virkelig at hun besluttede sig for blot at blive stående, der var ingen grund til at hun skulle kaste sig over ham. Det handle om at hun skulle væk i live, og det hjalp ikke ligefrem hvis hun skulle kæmpe.

Hun gav ham i bebrejdende blik men spurgte så overraskende "Kan du lide blod...altsår ren blod ? " og så gik dét op for hende at hun måtte huske på at Samuel jo ikke kun var en smuk blød ulv, der var god til at trøste, han havde mere barske sider i sin natur også.Hvorfor mon hun romantiserede alting, hvis dét da var hvad hun gjore ?
"Jeg ville bare....give ham.en lære streg, men dét kan jeg ikke hvis han ikke er meneske virker min evne ikke på ham, desværre.".hun tænkte over hvor meget lettere hendes liv ville være, ihvertfald ville dét være lettere at forsvare sig, hvis væsner responderede på hendes telekinese.
Nå...men fyren måtte vente...lidt.
Og hvis han forsøgte på noget, så faldt hammeren, hun ville under nogen omstændighedder finde sig i at rende rundt med 'et pris skilt i nakken 'hell no ! Måske hvis hun kunne snakke med fyren, få ham til at forstå ?
Hun overvejede at bilde Sam ind hun skulle på toiletet , for dernæst at opsøge fyren, men var dét nu også så skide smart ?Hendes planer havde den grimme grimme vane at lave tilbageslag.

Samuel smilede let, da hun spurgte om han kunne lide blod. "Nej, ikke direkte, men jeg har ingen problemer med at drikke det hvis jeg får det." han trak let på skuldrende. Han havde lært at drikke det som en form for væske. "Jeg syntes det er en dum ide." Han var næsten hundrede procent sikker på at han var alt andet end et menneske. Hvis han nu skulle være, ville han ikke være taget af sted alene, hun var jo hybrid, hun havde mere end et normalt menneske.
Samuel begyndte at få en dårlig fornemmelse af at hun ikke blot ville blive, og han overvejede kort at tigge hende om bare at blive hos ham, ikke fordi han havde de store tanker om at kunne hjælpe hende, hvis de insisterede, da han var elendig i kamp i menneskeform, men det ville da være mere sikkert end hvis hun selv skulle ud uden nogle form for sikkerhed.
Han turde slet ikke tænke over hvad han skulle sige til Tristan, hvis hun gik til himmels, han ville sten sikkert slå ham ihjel eller noget i den stil, det var sådan han nok selv ville reagere, men dog var han ikke sikker.

Camille smilede op til Samuel og havde truffet sin beslutning.
Han.havde bedre ting at fortage sig, end at hænge ud med hende, ville hun da mene.
Så hun trak blidt i hans arm og smøg sig ud af hans greb.
"Jeg smutter lige Samuel....skal lige på toilettet, du skal ikke vente oppe på mig " sagde hun med blid stemme og kyssede ham på kinden, dét havde after all været ualmindeligt dejligt at være sammen med ham denne dag,en nu måtte dét så ende, desværre.
Men sådan var dét jo.med alle eventyr.

Hun bevægede sig væk fra Samuel og ned mod toiletterne, men ivirkeligheden havde hun tænkt sig at se nærmere på den anden fyr, hvis Samuel tillod hun gik.

Samuel betragtede kort Camille, og vidste ikke helt hvad han skulle sige, men han kunne jo ikke benægte hende at gå på toilettet, så han lod hende forsvinde ud i mængden af mennesker, mens han selv stod og tænkte over hvorfor hun havde valgt at sige at han ikke skulle vente på hende. Ville hun tage hjem derefter? Hvis det var dét hun havde i tankerne ville han ikke hindre hende det på nogle måde, men han måtte indrømme det virkede som en lidt underlige måde pludselig at forsvinde på.
Men hun havde sagt han ikke skulle vente, hvilke betød han ikke længere skulle være sammen med hende, selvom han gerne ville. Han valgte derfor at glide ud i mængden af mennesker, væk fra dansegulvet, hen mod nogle sofaer der stod i en krog. Han placerede sig i en af dem, mens han søgte efter drengen som før havde været ivrig efter at snakke med Camille. Hende alene var ikke ligefrem betryggende, for selvom hun havde ben i næsen, virkede fyren til at kunne lidt mere end som så.

Med tvivl i sindet , ændrede hun sin kurs mod fyren i baren, men først da hun havde sikret sig at Samuel ikke var at se længere
Hun vidste ikke at han var blevet, måske en smule naivt ...men hun troede han var smuttet.
Dét var på ingen måde gennemtænkt, da hun faktisk havde fået forståelse af at han skulle med hende hjem og enten overnatte eller bare hente nøglen, som han havde glemt.
Men hun var så styret af sine impulser lige nu, så al dét havde hun skubbet væk.
Hun gik over til fyren der sad i baren....stillede sig ved hans side og så direkte på ham.
"Rygtet siger du vil tale med mig ? Du har éen chance nu, og herefter skal du aldrig nærme dig mig igen " sagde hun med indestænge vrede i stemmen.
* for helvede Camille....hvorfor denne selvmordsmission.....kunne du ikke bare have ignoreret ham ? Hvorfor ødelægge en super hyggelig aften, hvad er dét du løber fra ?*

Fra sin plads i sofaen kunne Samuel ikke rigtig se så meget som han kunne ønske sig, men det betød også han var skjult. Efter et par minutter på sin flade, rejste han sig op, og kiggede hen mod toilettet, hvor han ikke kunne se nogle. Han stod lidt og tøvede. Var hun gået derhen, eller var hun skredet?
Han vendte hoved mod baren i håb om at finde ham fyren der ville snakke med Camille. Hans blik fandt drengen relativt hurtigt, men han fandt også Camille alt for tæt på drengen, hvilke frembragte en irriret lyd. Hvorfor kunne hun ikke bare være gået på toilettet? Hun skulle udfodre skæbnen efter bedste evne.

Fyren drejede sig mod hende med et smil på munden.
Smilet nåede dog ikke hele vejen op til hans mørke øjne, han lignede mere en der lige havde fået fat i et bytte.
Han lagde sin store hånd omkring hendes arm og da han rejste sig op, trak han hende afsted mod udgangen."Du kommer med mig " sagde han som en ordre og ikke et spørgsmål.
Hun forsøgte sig et par gange at vride sig løs, men han var for stærk, overnaturlig stærk ? Nu var han vel for fanden da ikke vampyr ? Hun var begyndt at fortryde, men der var ingen vej ud af dét nu.De kom lige udenfor døren da Camille vrissede "Du slipper mig....lige nu ...ellers..."
men fyren grinede og fiskede med hans højre hånd en mobil op og trykkede et nummmer.
Dét eneste han sagde var "banko" og så lagde han igen mobilen væk.

Endnu en irriteret lyd kom fra Samuel da drengen, eller manden, eller hvad pokker han nu var greb fat i Camille og trak hende med ud. Han blev siddende hvor han var, til de var ude af døren, før han sprang op, og næsten løb hen til døren, hvor han stoppede op ved et vindue der var ved siden af døren, og kiggede ud mod Camille, og så manden trække en mobil op af lommen. Et let suk løb over hans læber, før han vendte sig om, væk fra vinduet, så han ikke havde udsyn til Camille, men så hun heller ikke ville kunne se ham.
Hvis de fulgte alle de film der kontant kørte, ville der komme en eller anden sort vogn og bortfører Camille til et eller andet skummelt hus ude i skoven, men de kunne selvfølgelig også bare tappe hende her og nu, hvilke ville være idiotisk dumt, så de ville sikkert gøre det første, eller finde på noget helt andet.
Efter et kvart minutstænkepause gik han hen til døren, og åbnede den for så at gå ud foran, og rette sine øjne mod Camille. "Jeg troede kvinder gik på toilettet og ikke hen til den næste fyr ..." brummede han tørt. For Samuel måtte hun finde alle de fyre hun ville og gå med, men det var i bund og grund blot en anden måde at vise sin utilfredshed med at hun var gået lige ind i løvens gab. Han flyttede derefter blikket hen mod fyren. "Troede du det var så let?" Han vippede let hoved på skrå. Stanken af sved og parfume hang stadig i hans næse og hindrede ham i at kunne lugte hvad gutten var, men det betød vel ikke så meget når det kom til stykket.

Camille brugte sin telekinese til at få mobilen til at flyve ud af hans hånd ,hvilke den gjore og faldt til jorden.Skærmen blev knust og hun håbede at også den følsomme elektronik havde taget skade, men dét var ikke til at vide
" Du er godt dum " hissede hun af ham , hvilke fik et skær af vrede til at vise sig på fyrens ansigt.
Han løftede hånden med den hensigt at ville give hende et slag, men stoppede ved lyden af en stemme.Var de ikke alene ?
Camille genkendte Samuels stemme straks, og blev både lettet og ilde til mode på samme tid.
Hun var begyndt at indse hun ikke ville kunne bruge sin evne på vampyren, og dét satte hende i en meget udsat situation.Tilgængel.....Sams ord...han troede vel ikke at hun havde snydt ham for at....Sam vidste vel at dét her var...hævn...eller selvforsvar...eller noget i den dur ?"Sam" udbrød hun men blev afbrudt da han tiltalte fyren i stedet.
Han havde stadig sit greb i Camilles arm, og hun kunne mærke han var svært utilfreds med Samuels indgriben, for han strammede til om hendes arm, og de første blodudsprængninger
Var synlige nu.
Så talte han til Samuel...med en kold og truende stemme
" Bland dig uden om....så sker der ikke dig noget....hun er vel ikke...din "
Camille fik lyst til at slå ham ,hun var ikke en...ting og han var gået langt over grænsen ,men ikke engang hendes arm kunne hun trække fri, og hun ville ikke klynke og give ham den tilfredsstillelse, så Istedet stod hun stille.

Kort flakkede Samuels øjne hen mod Camille, men fæstnede sig igen mod manden, der havde grebet fat i Camille. "Det kommer an på hvad du mener med 'din'." Svare han let køligt, og lod et hånligt smil glide over hans læber. "Er du bange for hun flygter?" Spurgte han, og kastede kort blikket på hans hånd, der havde låst sig fast omkring Camilles arm. "Hun er et menneske og du er ..." Han lod stemmen dø ud, mens han hurtig opfangede lugten af død der altid hang omkring vampyrer. " ... en ... hvad fortrækker du, blodsuger?"
Samuel var ved at få skabt sig en plan i hoved, men det indebar at han havde tid og han var ikke sikker på hvor lang tid der ville gå før fyrens 'venner' ville komme, så det skulle gå hurtigt. "Hun er et menneske, selv hvis hun løb om på den anden side af jorden ville du vel kunne fange hende ... med mindre du ikke kan?" Spurgte han, og smilede hånligt. "Måske er du ikke stærk nok til at håndtere et menneske, er det derfor du har ringet efter dine 'venner'?" Hånede han videre, mens han kort kiggede ned på mobilen. "Vis mig hvor stærk du er." En mobil dukkede frem i Samuels ene hånd, som han rakte frem. "Du kan vel godt klare en sølle hvalp selv - eller er du så svag?" Fortsatte han med at tirre manden mens hans hjerte prøvede at finde flere fornærmelser han kunne bruge.
Så langt som hvis nu vampyren skulle springe på ham, var ikke rigtig gennemtænkt, men de problemer måtte han tage sig af når de kom, først og fremmest handlede det om at få gutten til at slippe taget i Camille. Så kunne hun komme væk, det var jo det han ville.

Camille rystede på hovedet og hviskede "oh..no..no Sam".
Dét her var lige precis årsagen til hun havde valgt ikke at spørge om back up fra ham, men Istedet at køre solo.Hun ville på ingen måde risikerer at han kom til skade på grund af hende.
Men ingen af de to fyre synes at høre hende.
Vampyren fnøs og hans mørke øjne blev næsten sorte nu , han kiggede på Samuel med et brændende had i dem.
"Du vil starte en fight med mig over et....menneske ?" spurgte han med foragt i stemmen og med et enkelt brutalt ryk , hev han Camille ind foran sig og placerede sin mund tæt ved hendes hals.
"Vi kan dele....jeg suger blodet og du kan tygge kødet "sagde han og lo stille.
Han var ophidset over Samuels hånlige ord, og var måske lidt utilregnlig, om han satte tænderne i Camille eller farede i totterne på Samuel ? Hvem.vidste ?
Camille løftede en fod og.hamrede hælen fra støvlen ind i skinnebenet og råbte "Løb Sam " vampyren gav sig bare en anelse, slap ikke grebet men frembragte en dyb knurren fra struben hans, nær hendes hals.

Samuel stod kort og overvejede hvad han skulle svare, da drengen trak Camille ind foran sig, hvilke satte Samuel lidt på en prøve for at holde masken. "Det er dig der er så ivrig i at få den." Svarede Samuel kort tilbage og lod sig kort fordybe i tanker, da vampyren igen brød ind. "Jeg spiser ikke udtørret kød ..." Svarede han tørt. Dét var et svar han slet ikke behøvede at tænke over. Bare tanken om det fik ham næsten til at rynke på næsen.
Camilles forsøg på at komme fri, eller hvad det egenligt var hun ville med handlingen fik Samuel til at knurre irriteret, før han hurtigt gik hen mod vampyren der lige så lidt syntes om det som Samuel som havde forvandlet sig før han var kommet helt hen til vampyren.

Den sure ulv dukkede hoved, og pressede sig ind mellem Camilles ryk, og brystkasse på vampyren, mens han skubbede Camille væk, ved at rette bene ud, der ellers havde kravlet op af vampyren i hurtige bevægelser, mens hans kæber snappede efter vampyrens i et forsøg på at få at på den. Det var ikke noget større problem for ulven nå op til mandens hoved, da den allerede i forvejen jo var større end normale ulve, og med klørende godt nede i mandens skuldre hoppede den op og ned, til den fik bagpoterne ned i låret på manden.
Det så sikkert lidt komisk ud hvis man så det lidt væk fra, det lignede sikkert at ulven, eller den forvokset hund ville slikke mande i hoved, hvis det ikke var fordi ulvens tænder var blottet og en dyb snerren lød nede fra halsen, mens den fortsat ihærdigt snappede efter drengens kæbe.

Hun havde håbet han lyttede, men var på en måde ikke overrasket over hans manglende exit.Han vidste der ville blive ballade, allerede da han besluttede at gå derud til at starte med.
Men at han.forvandlede sig, var hun ikke forberedt på , hun lukkede øjnene og bad en hurtig bøn om at beskytte ham...og sig selv.Og da hun igen kiggede op , stod ulven og skubbede hende væk, og den.vsr stærk.Så stærk at vampyren slap sit greb og hun dermed tumlede nogle trin væk.
Hun så sig omkring, var der virkelig intet anvendeligt i omgivelserne der kunne bruges til at få bugt med vampyren.Noget spidst træ ? Hendes hjerte bankede hurtigt nu og adrenalin var der meget af.


Vampyren knurrede og blev overrasket over hvor hurtigt Samuel kunne skifte form.Han havde troet dét var noget der krævede længere tid og derfor var overraskelsesmomentet i Samuels favør.
Vampyren knurrede og lagde sine kolde arme omkring ulvens hals, imens han strammede grebet.Dét var et spørgsmål om.hvem der kunne udstå mest...ville ulven kunne bide hårdt nok imens han forsøgte at kvæle den med sine arme om dens hals ? Hvis den fik et bid ind ville dét skade vampyren , og han havde ikke isinde at lade livet for den freak af en kvinde...selv om hun gav ham lyst til selv at smage dét eftertragtede blod.

Hvis han havde været menneske ville han have tænkt så langt som at hans fjende havde hænder, hvilke han ikke havde, men som ulv var lige præcist dén del åbenbart forsvundet. Han skiftede mål, fra kæben, til mandens arm, hvor han bed sig hårdt fast, og ræv og sled for at få hænderne til at slippe.
Han havde i sin iver efter at få fat på vampyren fuldstændig glemt Camille, som virkede til at være komme væk, for han kunne ikke længere mærke hendes ryk mod sin, hvilke var godt, men hvor hun så var henne vidste han ikke, og var i grunden ligeglad da han havde lidt større problemer at tage sig af.
Hvis han nu havde ladet hjernen snurre et par omgange mere end han gjorde, ville han have have fået sig flået fri, så han kunne komme væk med Camille inden vampyrens venner kom, men de tanker var fjerne hvis de ikke var helt væk, og slet ikke eksisterende inde i Samuels hoved, der smagte det døde kød fra vampyrens arm i sin mund, hvilke smagt værre end frygteligt.