Dont hurt me again - Mussi

Vampyren knurrede og lavede en lyd der kun kunne beskrives som overnaturlige uhyggelig, da Samuel ændrede sit angreb og gik efter hans arm.
Vampyren knyttede sin frie hånd og hamrede den nogle gange ind i ulven , med en voldsom rå styrke, efter nogle slag aftog styrken noget, og dét var som kræfterne langsomt fadede ud af ham, itakt med Samuel flåede hans døde kolde hud i stykker.

Camille var bakket bagud til hun havde ramt e mur, og der stod hun trykket op i et hjørne.
Hun måtte jo gøre noget, og ikke bare overlade hele...risikoen....til Sam.
En grøn kasse af plastik ,fyldt med tomme vin flasker stod et stykke derfra.Måske de kunne bruges til at forvirre eller aflede fyren lidt...eller give dem lidt tid til at stikke af, for dét var sku ikke til at vide hvad dét opkald havde handlet om, hvem der ville komme susende any given time.

Hun knyttede sine hænder og begyndte med sin telekinese at sende den første flaske afsted og smækkede den i hovedet på vampyren, og den næste....og endnu en.

De første slag kom uventet hvilke fik fremkalde et par klynk, men da han mærkede Slagelse aftage i styrke blev han kun mere ivrig, og slap armen, og skulle igen til at bide efter kæben, da der pludselig kom noget flyvende, for lidt efter at sende glasskårud over det hele. Tingen blev hurtigt fulgt efter af endnu en og derefter endnu en.
Glasset havde kort distraheret Samuel, som i få sekunder bare havde gloet, hvorefter den prøvede at få fat i drengens strube. Hvis ikke drengen fik ham stoppet, villle han bide igennem den døde hud, og låse sine kæber fat omkring, før han ville prøve at brække halsen. Det ville måske ikke give den bedste effekt, da vampyren sikkert sagtens kunne klare sig bagefter, men det var et forsøg vær mente Samuel, selvom han var svært utilfreds med alt det glas der væltede ned over dem, alterere hvor det ramte drengen.

Måske havde kægten haft bedre mulighed for ikke at få Samuels skarpe tænder og stærke bid, lige i struben, hvis ikke han var distreheret af flaskerne.
Så han gav en lidende lyd fra sig , da han mærkede tænderne penetrerer sin hud og hans krop lavere nogen spjæt , inden han sank .ned i knæ med begge hænder ved sin hals.

Camille havde ikke gennemtænkt stuntet med flaskerne, der havde ikke rigtig vret tid, så hun havde ikke taget højde for at også Samuel ville kunne mærke skærene fra flaskerne.
Da vampyren sank i knæ , løb hun over til ham og strøg en hurtig hånd over hans pels , på den ene side af ham og afbrød dens koncentration på vampyren da hun bad " Samuel...kom nu...slip ham...vi må væk " , hun var nervøs for nogen ville komme og finde dem, eller vampyrens bagland ville indhente dem.

Det var en dejlig behagelig følelse at komme ned på alle fire poter, så de var solidt plantet på jorden, mens han stadig hev og sled. En blød hånd distraherede ham et kort øjeblik fra vampyren, mens han lyttede til den velkendte stemme. Han havde ingen problemer med at forstå hvad hun sagde, men at skulle give slip på sit bytte var noget der krævede tanke. Ville han ikke bare løbe efter dem?
Til sidst valgte han at adlyde, men valgte først igen at placere forpoterne på drengens brystkasse, før han trak alt hvad han kunne, så lyden af et godt solidt knæk kunne høres, før han slap vampyren, puffede til Camille, og satte i løb, ikke sprint, for det ville hun sikkert ikke kunne følge med i.
Han anede ikke hvor de skulle tage hen, og hans hvide pæls virkede som en lampe for alle andre omkring dem. En omvandrende hvid hun var bestemt ikke normalt, hvilke ofte fik hidkaldt nogle irriterende blikket, plus at han jo ikke ligefrem var nogle lille taskehund. Efter nogle hundrede meter stoppede han op, og kiggede spørgende op på Camille med hoved vippet ganske let på skrå.

Camille styrtede afsted så hurtigt hendes ben kunne klare dét.
Efter Samuel rendte hun og lyden af vampyren der brækkede, gav en vemmelig genlyd i hendes øre.
Vampyren krummede sig sammen og dét sidste hun hørte fra ham.var en tale på et for hende ukendt sprog.
Samuel stoppede op og kiggede på hende, og Camille lagde hænderne om hovedet på den noget blodige ulv.
"åh...Sam...jeg er så ked af dét...er du okay ?" talte hun til ham i en blid tone, naturlig vis skulle hun også sige tak, men hendes tanker var først og fremmest på hans tilstand og dernæst på de måtte væk.
Efter at have fået en form for svar , sagde hun..." Vi er nød til at tage hjem til mig...der er vi i sikkerhed og du kan enten hvile dig eller skifte tilbage, lige hvad du selv har lyst til " sagde hun og satte i løb mod hendes gade et pænt stykke derfra.Altid noget hun kunne løbe, desværre havde hun ikke taget højde for hendes blodmangel Demetri havde været så venlig at give hende, så hun blev svimmel og fik kvalme efter kort tid.

Ulven kiggede søgende op i Camilles øjne der kiggede bekymret ned på den. Som et svar valgte han at slikke hende på næsen mens han slog lidt med halen. Da hun fjernede sine hænder, satte han sig på bagdelen, og kiggede afventende op på hende, før hun kom med et forslag han ikke helt var tilfreds med, men han kunne ikke sige så meget til det, og det lød, når det kom til stykket ikke helt tosset.
Da hun begyndte at løbe igen fulgte han efter til de nåde vejen de skulle ned af, hvor han stoppede op, og gav sig til at klynke lavt. Han kunne mærke der var et eller andet galt, men lige præcist hvad kunne han hverken se, mærke eller høre på Camille, så han valgte bare at stoppe, og betragte hende med en let klynken mens han kiggede på hende med hoved vippet lidt på skrå. Hvis hun begyndte at snakke om at hun havde det fint, eller at de bare kunne fortsætte ville han sætte sig ned på bagdelen, og på den måde vise at han ikke slog sig til tås med dét svar.

Hun måtte læne sig lidt forover og støtte med hænderne på sine lår.
Dét skyldtes ikke selve løbeturen, men mere dét at hun ikke havde kommet sig helt over tabet af for meget blod, og havde forladt hospitalet inden hun formelt var 'blevet tanket op ' og udskrevet.
"Det okay Sam...jeg er lidt utilpas, men når vi kommer hjem kan jeg ligge lidt ned, så dét fint." prøvede hun at berolige ulven, da den synes at have opfanget der var et eller andet med hende.
De var nær hendes lejlighed, så hun tog sig sammen og gik videre.
Efter nogle minuttet var de ved døren og hun fik dem lukket ind.
Camille væltede ind på sofaen og lå skråt i den."bare lige 10 min. Så jeg klar" postod hun og så på ulven, hvad mon Sam ville ?Sove som ulv eller forvandle sig igen ?

En meget utilfreds lyd kom fra ulven da hun fortsatte. Han luntede efter, mens han stirrede ind i hendes ryg, meget utilfreds over hendes meget lille interesse for sit eget helbred. Da de var kommet op i lejligheden, og hun havde smidt sig på sofaen, satte ulven bagdelen i gulvet, lige foran sofaen og stirrede på Camille.
Efter et par minutter hvor han bare havde siddet og stirret, puffede han hende længere ind på sofaen, så hun lå lige, før han selv gik på jagt i huset efter noget tøj, men der var selvfølgelig ikke noget han selv kunne bruge, så han valgte at tage et bad, for derefter at klæde sig ud som en gammel græker med et håndklæde omkring livet. Da han var færdig, listede han ud af badet, og satte sig i en lænestol overfor sofaen, trak bene op under sig, hvor han lage kinden, og betragtede Camille.

Hun mærkede kun fjernt at blive puffet til og dermed komme til at ligge bedre, opnå bedre komfort, inden hun døsede helt hen i en drømmeløs søvn.
Hun registrerede derfor ikke at Samuel gik i bad og snusede lidt rundt efter tøj bagefter.
Hun var vel væk omkring 40 minutter, og efter en tung hvile , vendte hun stille tilbage til sin vågne tilstand.
Hun gav en lille lyd fra sig ,da hun strakte sig i sofaen og fik sat sig lidt op.
Hun var nær blevet forskrækket ved synet af Sam, mere afklædt end egentlig påklædt i hendes lænestol.Han havde været ganske stille.
"Du skiftede tilbage " sagde hun med et lille smil og vidste at han måtte have ondt i hele kroppen.
"Måske skal vi bytte plads Samuel....eller du kan låne sengen, hvis du er ...kvæstet "forslog hun.

Et lille smil lå på hans læber, da hun snakkede. De første ord, hvordan havde han det? Han trak let på skuldrende og lænede sig tilbage. "Bare blev liggende og sov videre." Han lukkede langsomt øjne, og lyttede til Camilles åndedræt. Han strakte bene ud på gulvet, strakte dem ud, mens han kort vendte hoved ud af vinduet. "Det er alligevel nat, så bare sov videre." Mens ordne flød over hans læber, satte han sig til at overveje hvordan han skulle få noget tøj på, for så fedt var det alligevel ikke at sidde i et håndklæde hele dagen.
Den smerte der normalt var i hans krop når han forvandlede sig var ikke det store problem, ikke efter at vampyren havde placeret et par blå mærker hist og her, som straks fik skylden for forvandlingssmerten.
Da han endnu ikke kunne mærke trætheden begyndte han at lege, at lege spåkone. Han prøvede at beregne hvornår Camille ville begynde at pippe op om de blå mærker, som ikke specielt store, men godt blålilla da der havde godt kraft i vampyrens slag, dog kunne det efter Samuels mening være meget være. Han havde prøvet det der var værre.

"Jeg er godt nok også...træt* svarede hun og lod sine øjne vandre over ham, så meget hun nu kunne uden at være indiskret.
Mærkerne stod tydeligt frem og talte deres eget højtrøstet sprog.
Camille kom på benene og gik forbi ham.
"Du bliver forkølet og dét er ikke godt ".var dét eneste hun sagde, dét gjore ondt i hende at han skulle have mærker og smerter fra en kamp der kunne være undgået, hvis hun måske bare havde nyt sin aften og sin dans med Sam....eller i dét mindste havde fulgt med vampyren som en plan b.
Hun gik ind i sit soveværelse, fandt en oversize t shirt med en 'wanna know me ?' tekst påtrykt, den måtte han kunne passe.
Bukser var straks værre.
Kunne han duplikerer fra nogle træningsbukser og få en rigtig størrelse, eller fra en reklame ?
Hun tog et par Adidas bukser i sort frem og et reklameblad fra et stort herremagasin.
"Hey ..Samuel, kom lige...hvordan virker dit kopi halløj ?"

Han slog det ene øje op, da hun ikke sagde noget om ham og hans helbred. Havde hun fået noget hun ikke kunne tåle? "Camille ka ..." Han stoppede sig selv da hun rejste sig op, og gik på jagt efter et eller andet. Han lukkede igen øjne, og lod sig falde tilbage i stolen.
Hans ellers rolige og afslappet ansigt forvandles til at grin da han hørte hvad hun ville. "Hvordan det virker?" Han stablede sig på bene, og betragtede Camille der stod med et par bukser. "Jeg kan kopi'er som du kalder det, ikke ændre størrelsen." Det var sikkert det hun ville. "Men ... jeg kan bare tage 'hjem' og hente noget." Han vendte rundt på hælen og tøvede kort, før han gik ud af rummet mens han mærkede forvandlingen tage fart igen. Tænderne blev presset hårdt sammen mens knoglerne fik skiftet struktur, kroppen ændrede form og pelsen voksede frem, til ulven var færdig, og fløj hen til døren, som den med lidt besvær fik op, for så a forsvinde ud på trappeopgangen. Han stoppede op ved trapperne, og kiggede lidt på dem, før han sprang ned af trapperne.

"du kan ikke ændre størrelsen ? sikke en...upraktisk evne du har " små drillede hun ham , og var slet slet ikke forberedt på hans næste move.
" m-men Sam ...nej !" Kaldte hun efter ham, da dét med lidt latens tid gik op for hende hvad han gjore.Og hun så ham forsvinde ud af døren, som ulv igen.
Hun smed tøjet og bladet irriteret fra sig.Hun havde grebet dét her helt forkert an, bare fordi hun ikke kunne holde ud at se ham i et hånklæde.Ok...holde ud og holde ud.....dét var nok nærmere ...holde til...
Hun rystede på hovedet og gik ud efter noget æblejuice og nogle jernpiller, hendes blodprocent skulle boostes.
* Samuel...undskyld...og jeg håber ved gud du kommer tilbage...nu *
Hun satte sig i sengen ,med benene trukket op , som Sam havde siddet kort forinden.
Hun ville ikke sove, før han vendte tilbage.

Da ulven var kommet ud på gaden, satte han kursen mod gågaden og løb ned, mens hans øjne flakkede mellem butikkerne, før han til sidst stoppede op ved en herre butik. Han målte hurtigt størrelsen og kom frem til at størrelsen sikkert ville passe. Efter forvandlingen var han iført en skovmands skjorte, og et par mørke jeans. Da han alligevel var i gang, gjorde han det samme med skoende, og stak fødderne ned i dem, før han satte kursen tilbage mod Camilles lejlighed.
Da han kom op af trapperne, stod han lidt udenfor døren, og tøvede, før han bankede på, og trådte ind. Han smed skoende inden for døre, og gik hen over gulvet i bare fødder, før han satte sig i sofaen, mens hans øjne var rettet mod Camille. "Noget galt?" Spurgte han efter lidt tid. "Ville du ikke sive?" Fortsatte han, mens han virkede som om han slet ikke havde bemærket hvordan Camille havde det. Det havde han, men han vidste ikke hvad han skulle stille op med hende, så han valgte at gøre et forsøg på at få hende til at sove noget mere.

Tiden virkede uendelig lang som hun sad der.
Hun havde fisket sin mobil frem og sendt en sms hvor der stod.

Hey Tristan,

How are things at work ?
Har haft en helt vild dag, med lidt ...udforinger til slut,
same shit, different day !
Miss you.
Cya soon.

Love
C.

Men så snart den var sendt kredsede hendes tanker om Sam, han måtte komme tilbage, hun havde ikke engang fået....sagt tak.
Så da lyden af døren gik, steg hendes puls...han var tilbage og glæden måtte stå malet i ansigtet på hende da han satte sig og kiggede ind på hende.
"Kunne ikke sove "mumlede hun og noterede hans tøj.Så han pæn ud i alt ?
"Godt du kom tilbage....hvad er klokken egentlig Samuel ? " spurgte hun, da hun udover den ene sms, bare havde stirret ud i luften imens han var væk.
" Er du ikke træt ...og øm ?" Forsøgte hun at vise dét var okay for ham at smide og hvile sig.
Og samtidig flytte opmærksomheden væk fra sig selv.

Samuel trak let på skuldrende. "Jeg ved det ikke, har ikke noget ur på mig." Han kiggede rundt i rummet i en søgen efter et ur, men kunne ikke finde et. Et højlydt suk hørtes fra Samuel da hun fortsatte samtalen. "Camille, gider du at være bekymret for dig selv, frem for andre?" Det var lige før han mistænke hende for at hvis hun selv var på dødens rand, men hun var sammen med en der blot havde brækket benet, ville hun stadig være bekymret for den anden person.
Han lænede sig tilbage i sofaen, og strakte bene ud igen, mens han lukkede øjne. "Jeg ved godt det ikke er godt at være egoistisk, men prøv i det mindste at lade som du er det, bare lidt." Brummede han lavt, og kiggede op mod hende.
Samuel fattede ikke hvorfor Tristan ikke med det samme havde erklæret sin store kærlighed til hende. Hun var venlig, sød, omsorgsfuld, smuk ... med andre ord lige hvad alle drenge ønskede sig. Hun havde vel selv sagt hun elskede ham, så hvad var problemet?

"Nå..never mind the clock then " sagde hun og lænede sig tilbage i nogen puder.
Hans omsorg varmede hende, og hun rystede stille på hovedet.
"Men jeg ved hvad problemet er...blodmangel....der vil gå et par uger før jeg igen har den blod procent jeg skal, men VIA jerntabletter og æblemost, så kommer dét stille og roligt tilbage, såå...."
Hun klappede på pladsen ved siden af hende " kommer du lige herind, et øjeblik ?" .
Hun kunne ikke læse Samuels tanker, men havde hun kunne ville hun have sagt at Tristan ikke var en fyr der kastede sig over hvem som helst og at hun faktisk respekterede ham for netop dét.Deres forhold var ....under udvikling....men stadig ikke ....fast...på den måde, men dét var vel mest mellem dem at den snak skulle ligge.Så havde hun kunne læse tanker, havde hun sikkert kildet Sam lige til han skreg 'undskyld'.

Han kiggede op mod Camille, og fik sig på bene. Han kiggede lidt på stolen, og brummede. "Jeg tror ikke den er skabt til to personer den stol." Han greb fat i Camilles håndled, og trak hende op af stolen, for så at sætte sig ned, og trække Camille med, så hun sad på skødet af ham. "Ja? Hvad vil du?" Tanken om at hun måske kunne læse hans tanker løb kort igennem hans hoved, men han lod dem ligge, og lod Camille styre det. Han lænede sig tilbage i stolen og strakte igen bene så han sad så mageligt som muligt.
Han sad og brugte lidt tid på at fantasere om hvad det mon kunne være hun ville fortælle ham, før hendes andre ord pludselig maste sig ind foran de andre. Hvor meget havde den vampyr drukket fra hende? Han fik kort et bekymret ansigtsudtryk, men det forsvandt samtidig med at tankerne blev skubbet væk, og hoved blev gjort klar, rent.

Altsår, han havde dét med at overraske hende og tage fusen lidt på hende.
Hun havde ikke lige forudset hans hurtigt svar på hendes plead, og nu sad hun så her på hans skød.
Dét hyldede hende lidt ud af den , og hun måtte lige minde sig selv på at dét var en bagatel, en mindre ting iforhold til den situation de havde befundet sig i for nogle timer siden.
Så ikke nogen grund til at lave et stort nummer ud af dét.Hun måtte forsøge at lade være med at...reagerer så meget.
Hun tog en dyb vejrtrækning og slog armene om hans hals, bare imens hun fik leveret sin tak.
"Samuel....jeg ville bare sige tak fordi du hjalp mig, passede på mig.Du ved godt den eneste grund til jeg sagde jeg smuttede, var fordi...jeg ville passe lidt på dig også, ik " sagde hun og lod den ene finder stryge hen over skjorten, hvor dét ene blå mærke havde været.

Det gav et sæt i Samuel da Camille valgte at slå armene omkring ham. "Men ... hvorfor var det en nødvendighed?" Han hævede det ene øjebryn. "Du vidste godt hvad der ville ske." Han søgte hendes øjne mens han mærkede hendes hånd glide ned over skjorten. "Hvad tror du jeg ville sige hvis du var død?" Han lod luften passere ud igennem næsen. Tanken fik det næsten til at gøre ondt inde i ham, men han ytrede sig ikke mere om det, vendte hoved væk, og stirrede intenst ud af vinduet.
Han kunne nemt forstille sig de værste skræk scener hvis vampyrerne havde fået fat i hende. De hjalp ikke ligefrem på det, men han blev ved med at 'afspille' dem blot for at pine sig selv endnu mere med det. Han forstod ikke hvorfor hun lage mere vægt på andres liv og lemmer, frem for sit eget. Hun havde tydeligvis ikke tænkt over hvad det ville gøre ved dém hvis hun forsvandt, det var jo ikke hende der skulle overleve bagefter.

Hun standsede hendes bevægelse af hånden ,ved hans ord.
'Hvis hun var død ' ? Dét havde hun da slet ikke haft planer om.Men selvfølgelig der var jo altid den risiko.
En skælven løb igennem hende, hun havde på ingen måde et dødsønske , der var alt for meget hun aldrig havde prøvet.
Hun så han kiggede væk , men vidste ikke hvad der var af tanker eller billeder for hans nethinden.
Hun lagde en finger under hans hage og ville 'tvinge ' hans ansigt og opmærksomhed tilbage igen.
"Undskyld...dét var ikke gennemtænkt.Jeg havde bare sådan et stor lyst til at slå igen , vise dem de ikke bare kan sende en eller anden vampyr idiot ud i byens gader efter mig.Men dét endte med at blive dig der Istedet sendte dem den besked...Tak Sam "
Dét hele var en balance, hun kunne jo ikke sidde indendørs og kukkelure, men det var tydeligt at risikoen var øget lige pt.
Hun måtte gøre et eller andet ved dét her, men hvad ?

Samuel drejede hoved da han mærkede hende forsøg på at få hans opmærksomhed. "Skulle det være en anden gang ..." Svarede han en smugle tørt, og flyttede hoved væk så hendes finger ikke længere lå under hans hage.
Han kunne godt se hvad hun mente med det, men han følte alligevel sig alligevel frustreret over at hun aldrig tænkte så langt, at hun først og fremmest altid tænkte på andre her og nu. Et let suk slap ud over hans læber, mens han igen rettede blikket ud af vinduet i et forsøg på at gøre rent bord inde i hoved.
Han skulle lige til at sige noget om hvordan hun havde forstillet sig at gøre en vampyr fortræd, når hun jo var et menneske, eller halvt, men han slugte ordne i sig. Han havde på fornemmelsen han ikke ligefrem ville blive hyldet hvis han sagde det, så han pressede læberne sammen igen, og kiggede tilbage mod Camille.

Hun hørte dét tørre tonefald og tolkede dét som han var vred på hende, måske over at være blevet trukket ind i al balladen.
Hun greb denne gang om hans hage og tvang ham igen til at se ind i hendes øjne imens hun gentog sin undskyldning "Jeg sagde jo jeg var ked af dét , af du blev trukket ind i dét...vi skulle bare have forsat vores dans, dét havde været meget bedre " medgav hun.
Hun vidste godt hun var for...spontan....men hun ville ikke accepterer at være hjælpeløs, og i den iver tog hun somme tider fejl bestik af en situations fareniveau, desværre.
"jeg skal nok blive hos dig næste gang "forsøgte hun at redde trådene ud.
Hun håbede han ville godtage dét.

Denne gang fik Samuel ikke noget valg, da hun greb fat i hans hage, og tvang ham til at kigge på sig. Han forstod straks at hun havde misforstået, hvis der var noget misforstået noget. "Camille ... det er ikke dét." han tog fat i hendes hånd, og fjernede den fra hans hage, men blev ved med at holde grebet i hendes hånd. "Jeg vil bare have du prøver at tænke på dig selv før alle andre, den anden vej kan du sagtens, men ..." Han skar en kort grimasse, før han pressede de sidste ord ud. " ... Jeg vil bare gerne have dig i live." Han kiggede kort hen mod vinduet, før han besluttede sig for at møde hendes øjne.
"Jeg tror ikke jeg er den eneste der har det sådan ..." Mumlede han næppe hørligt bagefter, før han fjernede blikket fra hendes blå øjne, og kiggede alle mulige andre steder hen, end på hende.
Hvorfor han pludselig havde så svært ved at kigge på hende vidste han ikke, men der var bare noget i ham, der hindrede det på en eller anden måde, som han ikke vidste hvad var.

Hun kunne se noget gik ham på.
Han fjernede hendes hånd og en kort følelse af måske at have overskredet hendes beføjelser en gang for meget denne aften, kom over hende.
Den forsvandt dog af sig selv , da han blev siddende med hendes hånd uden at slippe.
Hun lyttede intenst, ville så gerne forstå og da han talte om at holde hende i live smilede hun og sagde "jamen...så er vi på samme side, jeg vil også gerne have mig i live , men jeg nægter at have babysitter 24/7 og jeg kan ikke leve et liv i frygt....men jeg kan godt...forsøge....at ehm..være mindre impulsiv."
Hun vidste godt dét ville være stort set umuligt, men at forsøge var vel et kompromis hvis dét gav Sam mere ro.
"hun roede med sin frie hånd lidt i hans hår, hurtigt men kærligt.
Noget var ændret i ham, hun vidste ikke helt hvad dét var der skete med ham.
Faktisk ,nu hun tænkte sig om var dét dét mest alvorlige og eftertænksomme hun havde oplevet ham.
"hør...er du sikker på han ikke fik lavet andre...skader på dig Sam ?"