Dont hurt me again - Mussi

"Det har jeg heller ikke sagt, du skal bare lade være med at gå ind i løvens mund." Brummede han, og slap hendes hånd. Han pressede øjne sammen, da hendes hånd fløj op i hans hår, før den igen forsvandt, og efterlod hans hår endnu mere pjusket og strittende end før. Et kort glædesløst smil gled kort over hans læber, før han rystede på hoved. "Nej, det tror jeg ikke." Han lage armene på armlænet og kiggede op i loftet, mens han rynkede bryne.
Han anede ikke hvad han skulle stille op med hende, for han var sikker på at lige meget hvor mange gange han bad hende om at lade være med at smutte ind i løvens hule, så snart hun kunne gøre det, ville hun ikke lære af det, ikke før det var for sent, og han kunne umuligt springe passe på hende 27/7, som hun alligevel heller ikke ville have ham til at gøre.
Han lod blikket synke ned til Camille igen, og skilte let læberne ad. "Du skal ikke forsøge, du skal." Det kom til at lyde hårde end han mente, mere som en slags kommando til en hund, men han anede ikke hvordan han ellers skulle banke det ind i hoved på hende.

Aw...han var virkelig seriøs nu, og slet ikke stillet tilfreds af hendes løfte om at forsøge.
Men hun kunne jo ikke love ham noget hun ikke vidste om hun kunne holde, det var ikke hendes stil.
Men måske kunne hun fortælle ham, den lille hemmelig ingen andre vidste om.
Dét kunne måske give ham sjælefred.
Hun blev lidt ramt af hans hårde ord, men havde opfanget dét var for di han bekymrede sig.
Hun strøg ham ned af kinden med en finger "Vil du høre en lille hemmelighed ? Men du må ikke fortælle den til andre og slet ikke til...nogen...jeg kender, okay ? Jeg er kommet i lære hos en dusør jæger...og inden du flipper....dét er IKKE for at dræbe, dét ved du vel godt...du kender mig....dét er for at lære at forsvare mig bedre."
Hun så spændt på ham, ville han synes dét var godt eller skidt ?
Hun kendte Tristans syn på dét, han ville ikke have hende nær den uddannelse....fordi dét ikke HELT kunne udelukkes at man ville møde væsner i rigtig kamp når man blev trænet som jæger, af en jæger.

Da Camille fortalte sin hemmelighed, var hans første indskydelse at flippe helt ud, og finde på et eller andet at smide i hoved på hende, men da hun var færdig med sætningen, lod han luften passere ud igennem næsen som en slags ventil.
Han betragtede lidt hendes blå øjne, før han åbnede munden, mens han hjerne søgte efter ord. "Jeg håber det hjælper dig ..." Svarede han så i en neutral stemme der ikke afslørede noget. Der var intet der afslørede hvor irriteret, eller muligvis frustreret han var.
Han var ikke sikker på om det var med vilje hun ikke havde sagt hvilke jæger det var, men han følte sig ret sikker på det var Tristan, men hvorfor han gjorde det vidste han ikke. Han sænkede lidt efter blikket, mens han fugtede læberne, og opgav at sige mere, selvom der var meget mere han havde på hjertet, men det ville, selvom han sagde det, sikkert ikke hjælpe, og hvorfor skulle han også prøve at få fat i det?

Hun så på ham og ledte efter spor af enten total dårlig idé eller pisse fedt Camille, men alt hun så var...neutralt.
Hun sukkede, dét måtte betyde han holdte tilbage, og dét ville han vel gøre kun hvis han syntes dét var en røv dårlig idé .Var hun den eneste der kunne se fornuften i den plan ?
"Du hader den ..." konstaterede hun og undrede sig over hvorfor hun så ofte så på ...ting...anderledes end dem omkring hende.
"Samuel...jeg lover....dét er kun uddannelsen jeg skal have, træningen...jeg vil ikke slå nogen ihjel, som leder arbejder jeg for...fred og gode kår...til alle, dét ved du jo " forsøgte hun igen og dernæst var hun næd til at slå noget fast, for hvis Sam virkelig synes dét var vildt dårligt den idé så kunne han så let som ingen ting bremse den, ved at kontakte Tristan , der så kunne få Ancilla til at afbryde.
"Samuel....dét er meget vigtigt at du ikke nævner dét overfor Tristan, jeg..øh...har ikke lige fået...fortalt ham dét og du ved som leder for jægerne kan han så let som ingenting bremse dét, og dét ønsker jeg ikke " bad hun og ville fange hans øjne.
Hendes hænder lå en på ryglænet bagom hans hals og den anden i hendes skød.

Han sukkede da hun igen tolkede ham forkert, eller så forkert som man nu kunne tolke det. "Jeg har ikke sagt din ide er dårlig ..." Det er bare din lærer havde han lyst til at tilføje. Selvfølgelig kæmpede hun for fred, hvem gjorde ikke det?
Han kiggede overrasket på hende, da hun sagde at det ikke var Tristan! Han tøvede, og bed sig i læben. "Hvorfor er det ikke ham der træner dig?" Han tiltede hoved let til siden. Et let smil fandt vej over hans læber, men han kommenterede det ikke. "Jeg skal nok holde min mund." Samuel kunne heller ikke forstille sig at han nogen sinde ville møde Tristan, det var ikke fordi han ligefrem jagtede dusørjæger, han flygtede nærmere fra dem, hvis han endelig skulle noget.
"Camille, du træner alt det du vil, jeg skal ikke hindre dig i at gøre det."

Glad over at han ikke fandt træningen til jæger et problem og tilfreds med han ikke ville sætte en kæp i hjulet, gav hun ham et lille knus.
"Tak..igen " skyndte hun sig at sige.En dag ville hun finde en måde og vise ham, betale ham tilbage for al han.gjore og var for hende.Han skulle vide at hun ikke tog noget af dét for givet.Hun var lykkelig over den tid han gav til hende.
"Hvorfor dét ikke er Tristan....fordi...jeg ikke har spurgt...og han ikke har tilbudt."Hun havde éen enkelt gang fået lidt undervisning af ham, da de på hovedkvarteret deltog i undervisningen af de helt unge, af børnene og han var god, virkelig god Tristan.
"Hun hedder Ancilla hende der træner mig...one badass chick, men hun er en af de bedste.Men Tristan har bedt mig holde mig fra jæger gamet, og måske kom jeg på en måde til at næsten love det en smule "hun viftede med hånden foran næsen " "det husker jeg ikke helt , men han ville sikkert bremse den jæger der tog mig som elev, jeg ved dét ikke helt.Jeg ville helst have dét var ham...men han har både en makker og en elev, såå dét er ikke aktuelt, desværre "

Samuel nikkede til hendes fortælling, og rippede lidt på i hans egen minder med varulve. De var ikke ligefrem gode, den ene gang var han ved at blive ... mast, og den anden gang, ja, der var Camille der, og det var heller ikke noget videre vellykket møde, men det var dog ikke på grund af jægeren. Den skydegale idiot, og så havde der været to af dem, som om det ikke var nok med én.
"Jeg skal nok holde min mund, hvis du lover ikke at pile ind i løvens gab så snart jeg ser væk." Sagde han så, og smilede let mens han lod en hånd løbe igennem det hvide pjusket hår. "Men ville det ikke også være besværligt at få sin kæreste til at undervise sig? Ville det ikke bare gå op i hat og briller?" Det var med vilje han brugte ordet kæreste, for det så han dem for, selvom hun ikke ville indrømme det, og Samuel ikke var vildt lykkelig over det.

Hun smilede, så nu ville han til at forhandle med hende.
Hun lænede sig lidt mod hans øre og hviskede drillende "Sig mig...et dét lederen der forhandler nu "
Så rettede hun sig lidt op og gentog sine ord fra før "Sam...jeg lover at jeg nok skal være...mere...forsigtig, ok ?"
Hun overvejede at rejse sig op, men dét var som.....som at afbryde....en.......samtale, tænkte hun for sig selv og lavede en lille grimasse.
Hvorfor blev han nu ved med Tristan.
Dét var jo ikke fordi dét var en provokerende udtalelse at de var kærester, den var jo bare ikke helt sand.
"Er du ivrig for at få mig afsat nu ?" Teasede hun og tænkte at hendes forhold nok var dét sidste han normalt fyldte sit ellers så kønne hoved med.
"du VED udmærket godt at....hvordan dét er med ham og jeg, så hvorfor bore i dét " spurgte hun og gjore antræk til alligevel at ville rejse sig.

Han trak let på skuldrende ved hendes spørgsmål. Det vidste han da virkelig ikke om det var, han mente det var ham selv der forhandlede, men man kunne jo aldrig vide. Han overvejede kort om han var tilfreds med at hun ville være mere forsigtig, han var ret sikker på at det ikke ville lykkes for hende, men han sagde ikke mere omkring det, ud over blot at nikkede. "Godt, du prøver."
Da hun begyndte at ævle om at blive afsat, faldt han helt af vognen. Undskyld, men hvad mener du lige?" Han prøvede at se om han kunne få svaret i hendes øjne, men det hjalp som altid aldrig noget. "Hvad mener du præcist?" Han forstod ikke hvad hun mente med at blive afsat, så han gloede bare på hende, mens han ventede på en svar for uddybning.

Hun kiggede undersøgende på ham, dét var som han var en hel palet af farver , en hel vifte af sindsstemninger i dag.
Hun tøvede lidt , havde hun misforstået ham før ?
Lidt kluntet begyndte hun at forklare " Jeg mener bare ...du siger han er min kæteste, formelt er vi dét ikke..eh, og heller ikke uformeldt....endnu " hun tilføede det lille sidste 'endnu' af uvisse årsager, hun kunne jo ikke ligefrem spå om fremtiden, men dét havde virket forkert ikke at tage dét lille ord med.
"Jeg drillede dig bare lidt...da jeg ikke troede han var en favorit person at kæde mig sammen med...som kæreste " sagde hun og kiggede på ham med et nysgerrigt blik.
"Ved du hvad lille ulv, du er svær at blive klog på , you know ?" Afsluttede hun med et smil.

Han lod hende tale færdig, mens han tænkte over sit eget. "Farvorit? Han er ikke min Farvorit, men han er den eneste der vil være en mulighed, eller tager jeg fejl?" Han betragtede hende i tavshed mens tankerne fløj rundt i hans hoved i et viavar.
"Lille?" Han brummede han, før han tænkte lidt over hendes ord. "Det undere mig ikke..." Blev tilsidst hans svar. "Men du burde da snart kende til mig." Han smilede kort, og lod endnu en gang hånden løbe igennem sit hår.

//beklager det ik blev længere, tids nød.

Hun havde en lyst til at drille ham lidt, tage broden af den lidt for...personlige...samtale og med lidt humor som skjold ,kunne dét let lade sig gøre...
Så med skolelærerinde agtigt mimik og stemme remsede hun op "Altsår....i virkeligheden er alle single fyre jo potientielle kandidater til mit hjerte, og da baggrund og formue ikke spiller dét fjerneste , er feltet ret bredt, vil jeg mene.....helt unge er veeel....okay...men når de nærmer sig de hslvfjerds så begynder jeg at blive lidt kritisk, så der er jo mange bud..." teasede hun .
"Men Sam....dét er midt om natten, burde vi ikke se at få sovet lidt "forslog hun og hvilede kort sit hoved på hans skulder.

Han sukkede, og himlede med øjne mens et lille smil lå på hans læber. "Det ved jeg godt, men du har sagt du elsker Tristan, så ... hvorfor modsiger du mig, kan du alligevel ikke lide ham?" Han lage hoved let på sned, og smilede så. "Hvis du vil sove, så ligger du dig bare til at sove." Han lage armene omkring hendes talje og kiggede op på hende.
Han smilede igen, et lille flabet smil, før han lænede sig helt tilbage i stolen, og lukkede øjne. "Hvorfor skal man egenligt sove om natten? Det er sjovt at være oppe om natten, når alle andre sover ..." Fortsatte han, stadig med lukket øjne, og sine læber formede i et smil. Det ville være sjovt at se om det kunne lykkes for ham at holde hende vågen hele natten, eller vel og mærket også sig selv. Han kunne selv godt lide at sove, men at være oppe om natten var sjovt, selv som ulv.

Hun så på ham.
Elskede... det var ikke et ord hun havde brugt på noget tidspunkt, ikke så vidt hun vidste.
Hun ville hverken be eller afkræfte noget, det var faktisk et ord hun forsøgte at lægge afstand til, betragtede det som lidt farligt.Naturligvis kun når det kom til hende selv, alle andre havde vist meget nemt ved...kærlighed.
Hun rynkede lidt på næsen og svarede ham " naturligvis kan jeg da lide ham...og gæt hvad Samuel skat, vi har netop fået en ny regel her i hjemmet.Hvis man er en ung fyr, er varulv og ens navn starter med S, så må man ikke længere tale om en fyr ved navn Tristan.
Er det ikke bare den bedste regel der længe er lavet, du kommer at elske den, næsten ligeså meget som dine vindruer." drillede hun ham og var kun al for bevidst om hans arme omkring hende, og hun vidste hun skulle rejse sig op.
Hun lo " Man sover om natten, fordi de fleste af os...ehm..bliver trætte...og så...IHH..hvor er du dog morsom i dag hva " stoppede hun da hun alligevel ike kunne finde de rette ord til ham, så hun daskede ham istedetpå hans skulder imens hun sendte ham et stort smil.
Hun havde ikke noget imod at være vågen, bare lidt endnu med ham.

Han tyggede lidt på hendes ide, før han nikkede. "Godt, jeg skal nok holde min mund lukket omkring ... ham ..." han grinede kort. Han forstod ikke hvorfor hun pludselig ikke ville tale om ham, men der kunne måske være noget galt imellem dem, selvom han næppe troede på dét. "Ja, det er jeg jo altid." Han rettede sig lidt op i sofaen, stadig med hænderne liggende omkring hendes talje. "Så er du frisk på den?" Spurgte han, og kiggede afventende på hende. Hun havde ikke givet ham et klart svar, og hvis hun ville blive ved med at være så kryptisk, ville han tage det som et ja. "Så kan vi jo tage den dans du aldrig fik gjort helt færdig." Lokkede han. "Og jeg skal nok blive denne gang, det lover jeg." Han prøvede at se meget overbevisende ud. Moden og alvorlig, hvilke ikke lykkes helt, da hans ene mundvige hele tiden pegede op af i et lille smil.
"Men ..." Fortsatte han, og så meget vigtig ud. "Man slår ikke på sin dansepartner." Med de ord låste han kort armene omkring Camilles talje, og rejste sig op, for at placere Camille på gulvet, hvor efter han tog hendes hånd, berørte den let med læberne. "Kunne jeg byde Dem denne dans Miss. Clair?"

Hun var helt igennem tilfreds med hendes nye lille husregel blev modtaget uden indsigelser, hvad mere kunne hun ønske sig ?
Og omkring natteroderiet,hvorfor egenlig ikke? Det var jo allerede blevet sent alligevel, så det gik vel nok med det.
Samuel lokkede med dans , og det var som sød musik i hendes øre, ovenpå en hæsblæsende aften og en hyggelig dag.
Så da han nærmest satte hende på gulvet og forsogtigt kyssede hendes hånd, imens han actede all grown up, og bad om en dans....kunne hun jo ikke afslå, hvem havde kunnet det ?

" Well mr. Rohr, im all yours " sagde hun med et lille smil og trak sin hånd tilbage med det formål at glide ind i hans arme, såfrem der var en stille sang.

Han grinede let, og lage ene hånd på hendes talje, mens den anden tog hendes hånd i et blidt tag, og begyndte at føre hende rundt i stuen i en lydløs takt som kun var inde i hans hoved. "Og hvor lang tid gælder det lige?" Spurgte han med et lille drilsk smil. Han førte hende rundt om sofaen, og tværs igennem rummet, mens han omhyggeligt sikrede sig han ikke trådte på hendes fusser.
Han anede ikke hvilke sang der kørte inde i hans hoved, bare at den var det de fleste sikkert ville kalde stille, afslappende. Han var elendig til at danse til pop eller noget i den stil, pardans kunne han da finde ud af, hvis det endelig skulle være dans, men han prøvede helst at undgå det uanset hvad. Men når det nu alligevel skulle være.
"Har du så tænkt vi skal danse hele natten, eller hvad har du lyst til?" Spurgte han, og lage hoved let på sned, mens han smilede lidt hemmelighedsfuldt for sig selv. Helt hvorfor var han ikke sikker på, men det gjorde ham ikke noget, han havde det perfekt.

Hun lo da han spurgte og svarede " Jeg plejer at sige ved midnat inden jeg forsvinder , men jeg har på fornemmelsen at vi er way pass that, så nu må vi se".
Hun lagde sin frie hånd på hans skulder og noterede sig at han havde nogenlunde samme højde som Tristan.
Trods hun ingen melodi havde at følge gik det rimeligt godt, det så anstændigt og ikke kluntet ud og Camille var overrasket over at Samuel faktisk kunne føre hende så godt, for det gjore han.Pluds han synes at se ud til at have det sjovt, det var dejligt befriende og virkelig hyggeligt.
Hun følte sig glad, let om hjertet og tryg.
"Hmmm...hvad jeg vil lave, er dansen slut so soon ?" klagede hun lidt for sjov lidt for alvor, men fik så den ide at de skulle prøve at færdig gøre en sætning eller et ordsprog, hvis det ikke var helt i hampen, hvilke det nu nok var...

Han kiggede spørgende på Camille, da hun snakkede om midnat. Hvorfor lige der? Han kiggede spørgende på hende, men smilede så kort da hun sagde hun ville blive. Han fortsatte dansen, og prøvede efter bedste evne at styre udenom diverse forhindringer i form af stole, borde og planter. "Ikke hvis du fortrækker en dans til den lyse morgen." Svarede han med et let smil plantet på læberne. "Hvis du fortrækker det, kan vi da godt." Ordne var ikke mere end sagt, end han fortrød hvad han havde sagt. Han ville på ingen måde kunne holde sig på bene, og danse rundt i stuen med sin egen melodi kørende i hoved til den lyse morgen. Det var vinter, ergo ville solen først stå op ved otte ni tiden, og det var alt for mange timer at danse hvis man spurgte Samuel, og det var jo ham der skulle føre.
Han sukkede, og prøvede næsten panisk at finde en udvej, hvilke ikke viste sig de første sekunder, hvilke betød han gravede mere end i sin hjerne og glemte alt om dansen, til han fik danset sig ind i et bord.

Imens hun vægtede dumheds tyngden af hendes eget mulige forslag, blev hun lidt uopmærksom på dansen og da Sam ledte dem ind i et bord, snublede hun tværs over både bord og ham.
"wooow" fik hun lige udstødt inden de ramlede ned på gulvet og en lysestage væltede ned lige ved siden af Sams hoved, men uden der skete nogen.
"Vi må vist hellere ty til sikkerhed i sofaen, du er ...skræmmende farlig..en terminator på et dansegulv " drillede hun ham og kom op at stå.
Hun havde et stort smil på da hun drejede ud mod køkkenet, inden hun ville tage plads i sofaen igen ville hun lige finde noget at drikke til dem.
"What do you want Sam ?"spurgte hun og regnede med han vidste hvad hun mente.

Han rullede rundt nede på gulvet, og betragtede Camille. "Arg - tak for lort." Brummede han utilfreds, dog stadig med et smil på læberne, mens han kom på bene. "ehmm ... druer?" Han kiggede uskyldigt på hende og var godt på vej ind i stuebordet, men han fik sig lige redet i sikkerhed i sofaen, hvor han trak bene helt op til sig, og satte sig i hjørnet hvor han ikke kunne gøre mere skade på hans omgivelser eller sig selv.
Han lage hoved på sine knæ, og lage armen omkring bene, og betragtede køkkenet, eller det han kunne se af det med en tænksom mine. "Er du god til at lave mad?" Spurgte han så efter lidt tid, og en strøm af tanker havde kørt igennem hans hoved, for til sidst at forlade den.
Samuel håbede hun havde druer i skabet, eller et eller andet sted, han havde brug for nogle, nu og her gerne, men selvfølgelig kunne det være hun ikke havde nogle? ellers måtte han ud og finde nogle i en fart, på en eller anden måde, men der var desværre ikke så mange drue steder havde åbent nu, så han blev sikkert nød til at vente til den følgende dag.

Hun grinede, om hun var god i et køkken?
"Oh...Samuel, jeg er da en levende katastrofe i et køkken, kan kun lige klare det mest normale , intet gourmet herfra, men jeg vil med glæde fikse dig noget...du er sulten ? " konkluderede hun imens hun fiskede en klase druer frem.Hun vidste jo han kom forbi fra tid til anden, så hun var begyndt at handle dem ind hver gang, itilfælde af han kom.
Selv tog hun et glas æblemost og et knækbrød, hun var ikke sulten...eller hun gad ikke spise hvilke resulterede i det samme.
Hun satte skålen foran ham på bordet, og plantede sig selv i sofaens anden ende.
" Du er sød...som ulv....er det ikke mærkeligt jeg er så tryk ved dig, at du gør mig så rolig når du er ulv ? " spurgte hun ærligt.

Han grinede kort, og rystede på hoved. "Ehm - ellers tak, jeg tror jeg tager mig til takke med nogle druer." Et lille smil spillede omkring hans læber, mens billede af Camille i hendes berygtet blondeforklæde stod og skulle lave en tre retters menu.
Han kiggede op fra sine tanker, da Camille kom ind med en skål druer og satte sig i den anden ende af sofaen. "Så jeg er ikke sød som menneske?" Han prøvede at lyde fornærmet, mens han lage armene over kors. "Så jeg skal bare være hund fordi jeg har pæls over det hele, plus en hale, og fire ben, frem for to?" Han sukkede, vendte øjne og strakte bene ud, mens han overvejede hendes spørgsmål. "I realle dont know ... hunde dyr har jo ofte en beroligende effekt, med mindre man selvfølgelig er bange for dem." Det var det bedste svar han kunne give ud af den blå luft. Han var bestemt, trods han var varulv, ikke nogle ekspert på det område. Hen levede livet som det kom til ham, og ikke mere mere eller mindre. Så kom der et par plusser, hvilke jo kun var fantastisk.

Hun rakte ud efter en pude der straks efter blev kastet i retning af Samuel.
"Jov.....du er også ...sød...som menneske Samuel...dét er bare mere...kompliseret når du er dét." Sagde hun meget ærligt.
Dét var som hun hele tiden skulle vogte over ham, over hende , holde øje med at usynlige grænser ikke blev overskredet...holde øje med sig selv.Men dét kunne hun jo ikke fortælle, hun ville dårligt nok indrømme dét for sig selv.
Hun tænkte med et lille smil på Bella og Jacob, var der ikke en del lighedstegn mellem hendes situation og Bellas ? Altsår hvis man ikke var sådan en detaljerytter og hang sig i at hverken Sam eller Tristan havde erklæret hende deres store kærlighed til evig tid,and then some.
Den detalje manglede.Men hendes egne følelser, for de her fyre ? No..no no...den sti ville hun slet ikke ned a.Hun havde rigeligt med problemer i sit liv.
Hun snuppede selv nogle druer, efter at have tygget sig igennem dét meget kedelige knækbrød.

Samuel greb puden og smilede. "Nå, jamen okay ..." Han trak let på skuldrende. Han havde aldrig kendt til trekantsforholdets da han holdte sig uden for sådan noget. Han betragtede hende lidt i tænksom før han greb ud efter en drue, og pressede den mellem læberne, mens han begyndte at sutte. "Hvad mener du med kompliceret?" Han kiggede hen mod hende, mens han lage puden på maven, og lage armene omkring den, som om det var en bamse.
Han strakte sig og gemte sig væk under puden, eller han trak puden længere op, så man kun kunne se hans sølvgrå øjne.
"Hvorfor tager du det?" Han lavede et kast med hoved hen mod hendes knækbrød der så tørt og kedeligt ud i hans øjne, men måske var det bare ham? Han var vel tilfreds med sine druer, som han for alvor kastede sig over. Han placerede en på læberne, og sugede ind, før han begyndte at gumle, for at gøre det igen og igen, til han havde fået tygget sig igennem en masse druer.