Dont hurt me again - Mussi

Hun sukkede stille.
Ja...hvad mente hun med dét ?Virkelig et smukt spørgsmål hun ikke vidste om hun havde lyst til at kende svaret på , hvad skulle hun.bruge svaret til, hvad skulle hun stille op med dét ?Omvendt...hvis hun facede dét, ville dét måske virke mindre truende.
Hun fulgte hans læber og mund indtil de krøb i skjul bagved puden.
Hun valgte en mellem vej, et kompromis med sig selv, fortalte ham hvad der lå og skvulpede rundt, uden at dykke nævneværdigt ned i dét.
"Sam...dét er kompliseret fordi ...du kysser anderledes som menneske end når du slikker mig som en hund."hun smilede til ham , en anelse drillende...men still...dét var jo sandt.
"Du er en fyr , jeg er en pige...du får mig til....at ..at..."
så havde hun alligevel ikke heelt lyst til at indrømme mere for Sam og hans sølvgrå øjne for enden af sofaen.
Sandheden var at han havde snuppet en del af hendes hjerte og hun var egentlig ikke videre tilfreds med dét, men når hun først havde Lukket nogen ind så....

Det var ikke lige dét han havde forventet. Han havde tænkt at det at det var et eller andet følelser som hun ikke ville fortælle, og ikke noget med hvordan han kyssede. "Ja, ellers ville jeg blive overrasket." Han smilede kort, og flyttede sig længere ind imod sofaryglænet. Det næste hun sagde passede mere til det han havde forventet. "Aha ...?" Han sad lidt og ventede på yderligere svar, men der kom ikke mere, så han valgte ikke grave videre i det.
Hvis man målte Camille, mod Samuel, ville man næsten mene at han var følelseskold, hvilke var forkert, men der var slet ikke så mange følelser i hans lille hoved som der befandt sig i Camilles. Han levede i nuet, og nød sine elsket druer som altid. Han ville kunne leve af dem hvis det var dét han skulle. Saftige, bløde runde ... fantastiske!
Han havde bemærket hun ikke havde svaret på hans spørgsmål, men lod det ligge, og gumlede videre på de runde druer, mere 'normalt' denne gang.

Som en mus der pilede ind i sit hul, susede også Camille væk fra følelser, hvis hun kunne slippe af med dét.
Hun syntes bestemt ikke Samuel var følelseskold, dét virkede mere som han skruede op og ned for dem efter hvad han havde lyst, hvilke der faktisk gjore hende enormt forvirret, selvom hun aldrig havde nævnt noget for hende.
Hvis hun skulle have et forhold til en anden fyr...burde hun flygte langt væk fra Samuel.
På den front var han usund, fordi han ikke forstod de grænser der var og ikke tilegnede dem større betydning, men han trak langsomt og smooth Camille over dem, fra tid til anden...og hun havde svært ved at lade vær.
Hun havde tre mennesker eller et menneske og to væsner i hendes liv der betød alverden.
Zean var hun sikker på gennemlevede en eller anden slags krise, hvor han lige skulle bruge hende til dét, Tristan og hun var ved at udvikle lidt på deres 'forhold' kunne man sige....men Samuel....Samuel voldte hende så store kvaler, fordi hun ikke anede hvad hylde hun burde,skulle,kunne sætte ham på.
Så lige nu, valgte hun ikke at tænke over dét, og bare unde sig selv hans selvskab.
" Aha...en mand af få ord " grinede hun til ham og svarede så "Jeg har ikke rigtig nogen appetit lige nu...." Så farede en djævle i hende da hun blev lidt træt.
Hun trak tæppet i sofaen over sig og 'kravlede ' ned mod Samuel.
Hun vidste at han nok ville puffe hende væk, men al den snak...gud man blev træt...og den aften med vampyren og den forrige med blodtab, hun ville bare ligge trygt og dejligt og døse lidt.
Så med spørgsmål o hendes øjne møvede hun sig over til ham, og skubbede han hende ikke væk ville hun ligge sig mellem hans ben med hovedet på hans bryst og tæppet over dem begge.

En mand af få ord? De fem ord kørte rundt i hoved på ham som en cirkel, som om de var små dyr der lige var hoppet på en karrusel og fløj rundt i vild fart inde i hans hoved. De gav ingen mening, for hvis hun snakkede om ham, måtte han være meget stille når man målte ham med de andre mandelige bekendtskaber hun havde, og så måtte de snakke virkelig meget. Han mente ikke selv han var stille, men det kunne de jo have forskellige meninger om.
Han kiggede først spørgende, og derefter overraskende på hende, da hun begyndte at kravle op med tæppet. Hun fik puffet til hans ben, så han spredte dem, og lage sig så til rette mellem dem. Han stirrede i flere sekunder på hende uden at sige et pip, før han grinede, eller grine var muligt overdrævet, men så smilede han meget stort.
han lage forsigtig armene omkring hende, mens han fik sig flyttet en smugle længere ned, så han lå mere ned. "Nå, jamen så godnat." Man kunne tydeligt høre i hans stemme at det morede ham næsten grænseløst. Hvor pokker havde hun fået den vanvittige ide fra? Han havde intet problem med det, han kunne lide at indsnuse hendes friske duft, men han forstod ikke hvorfor hun gjorde det.
Samuel lod hoved falde tilbage, trak vejret dybt, og lukkede langsomt øjne, mens et bredt smil lå på hans læber. Han kunne stadig ikke finde roden til hendes underlige ide, men det gjorde ham bestemt ikke så meget, bare hun selv var klar over hvad hun lavede.

Dét gik jo fint.
Han skubbede hende da ikke væk, idet mindste.
Hun havde dårlig samvittighed, hun var egoistisk og følte hun spiste af en forbudt frugt, men hun tvang sig selv til at skære al dét udenoms noget af.
Hun var nær blevet drænet af en vampyr i dag, og også forleden.Hun havde inden dét, haft en sindsyg god og dejlig tid med Samuel, der havde været veloplgt.Og nu var hun træt...og havde lyst til at ligge der, han sendte til hende den samme ro, den samme aura af tryghed som i ulveform....den virkede som en magnet...hvor var det underligt, hun måtte finde noget oplysning om dét, om dét var normalt ?
Fornu sugede hun dét til sig som en tør svamp.
Hun døsede hen med en hånd på hans bryst imens hun mumlede "Godnat Samuel...og tak.."

Smilet livede kort op da han hørte Camilles kommentar.
"Godnat Mussi." Han trak tæppet længere op omkring dem, før smilet langsomt forsvandt, og blev erstattet af dybe vejrtrækninger der hurtig erklærede Samuel for sovende. Som han altid gjorde faldt han i et søvn ekstremt hurtigt. Han, anede ikke hvorfor, men han havde levet med det de sidste mange år, så det gjorde ham ikke noget, så slap han også for det problem med ikke at kunne sove. Det skete kun de færreste gange at det skete, men det skete dog i ny og næ.
Tanker omkring kvinder, kærester og andet, plejede normalt ikke at påvirke ham det mindste, og det gjorde det stadig ikke. Han kendte ikke følelsen af den 'rigtige' kærlighed. Kærlighed til mennesker kendte han, han havde den til Camille, dog forventede han ikke der var mere under overfladen, ellers havde han overset det. Han var tilfreds med hvad han havde, og var ikke sikker på om han kunne forholde sig til det menneskelige liv kun som menneske. Det var roligt, afslappende og let som ulv, spis, sov, overlev.

En lille yderst veltilfreds lyd undslap hendes læber.
Lige nu var alle problemer arkiveret i en skuffe eller på en hylde, de var ikke at finde i hendes hoved.
Ingen krav til lægen, ingen regler for lederen og ingen forventninger til kvinden Camille....
Her var bare den stilhed hun søgte, i sit sind og sin krop.
Hun sukkede og trak ham tættere ind til sig, som et barn der har sit tøj dyr.
Hun var virkelig meget taknemmelig for han lod hende få hvad hun havde brug for, dét havde hun ikke fortjent og han var ikke forpligtet.* skal huske at finde en måde at takke ham på* var den sidste tanke hun ville kunne huske den følgende morgen.
Hendes drømme var præget af forvirring men også mange rolige perioder og kun få gange skiftede hun stilling en smule, der var ikke meget hun ønskede at ændre på.
Så begyndte solen at byde dem velkommen til endnu en dag...

Da det begyndte at blive låst inden for Samuels øjenlåg slog han øjne op, og kiggede rundt i loftet, mens han kunne mærke Camilles vægt på sin brystkasse. Langsomt lod han sin hånd langsomt glide op af hendes arm, op til hendes skuldre, hals videre op til kæben, for at ende ved kinden, som han blidt strøg sine fingre over, før hånden tog en flyvetur fra hendes bløde kind, til hans pjusket hår. Et let suk slap ud over hans læber, før han flyttede sig helt ned, så han lå vandret på sofaen, og vippede derefter til siden, så han fik Camille til at ligge imellem sig selv og sengen. Han kiggede lidt på hendes lukkede øjne, før et lille smil pressede sig over hans læber, før han trak sine ben til sig, og rejste sig op, mens han var omhyggelig med at tæppet stadig lå over Camille.
Derefter trippede han ud i køkkenet, og gik på jagt efter noget mad, men valgte til sidst at lave et tallerken med nogle druer, udskårene æbler og et glas Juice som han stillede på stuebordet, før han selv kastede sig over nogle druer ude på køkkenbordet, hvor han sad, med bene trukket op til sig, og med de sølvgrå øjne klistret ud af vinduet.

Hun vågnede langsomt.
Med en følelse af velvære i kroppen , slog hun øjnene op og så dét var lyst uden for.
I aftes, hvad var der sket ? Hun strakte sig lidt dovent og hendes blik løb igennem stuen, ikke at hun forventede at finde noget ud over dét sedvanlige.
Men hun fandt nu alligevel noget, glasset og den anrettede tallerken frugt og da hun så vindruerne, kom alle minder og episoder fra igår dagen tilbage.
Hukommelsen var intakt
Hun tænkte hans navn før hun kaldte højt "Samuel ?"
Var han smuttet ? Roen var stadig hobet op unde i hende som havde hun ligget og absorbetet den fra ham i nattens løb.

Samuel fik reklameret Camille var vågen ved at hendes stemme flåede stilheden ud af lejligheden, men han valgte selv at være tavst, og sutte videre på sine druer, mens han blik lå åndsfraværende ud af vinduet. Han lænede sig en smugle tilbage, og indsnusede den svage duft af mad der lå i køkkenet. Et lille smil formede sig på hans læber, før det forsvandt så pludseligt som det var kommet frem. Der var ingen grund til at smile, men heller ikke nogle grund til at ikke at gøre det, men han valgte at spare på smilet, måske skulle han bruge det lige om lidt?
Han slugte rasterne af druerne, for så at føre en drue op til den lukket mund, som langsomt åbnede sig over druen, og opslugte den, for at sætte tænderne i det bløde gennemsigtige skind, så saften blev presset ud af den lille runde frugt. Et velbehageligt suk kunne høres fra ham, da den søde saft løb ned på hans tunge. Perfekt ...

Ingen lyde gav genklang i huset, ingen svar fandt vej til hende, kun hendes egen larmende stilhed synes at fylde stuerne ud.
Han måtte være gået, desværre.Hun håbede han havde husket at få nøglen med, tanken var at han altid skulle have et tag over hovedet og en varm seng eller blød sofa.
Hun tog glasset for at drikke lidt og bemærkede dét stadig var koldt.
Han måtte næsten lige være smuttet .æv.
Hun spiste lidt af frugten og ville ud og have et bad.
Hun kom på benene og lavede en grimasse af henses nu krøllede kjole.
Et bad og et skift ville udrette mirakler, mente hun.
Hun gik mod badeværelset og fik et helt chock da hun så en skikkelse på hendes køkkenbord, for pokker...hun troede jo hun var alene "Samuel " klagede hun "du skræmte mig "sagde hun med en forskrækket puls.

Han vendte sig rundt, og grinede med et stort drenget smil på læberne. "Camille! Godmorgen." han smilede, og vendte sig rundt, for at hoppe ned fra køkkenbordet, og gå hen til Camille. "Beklager, jeg orkede ikke at besvare dig før." Han grinede kort, og pressede en drue ind mellem hendes læber. "Hvis du vil have noget andet, så siger du til, jeg vidste ikke hvad du ville have." Da druen var forsvundet ind mellem hendes læber, lod han hånden falde ned langs siden. "Jeg smutter da ikke uden videre, så let slipper du ikke for mig." Han kantede sig forbi hende, og smed sig i sofaen hvor han strakte sig. Det var behageligt at kunne gøre lige hvad han ville uden at skulle tage hensyn til at der lå en på ham.
Det var dejligt at sove med Camille på sig, men det var hårdt da hun lå som en vægt på en hele natten. Han lå og strakte sig i sengen som en magelig kat, og skulle næsten til at spinde hvis han kunne.
"Du siger bare til hvis jeg skal hjælpe med noget, men ellers kan du finde mig her." Han trillede om på maven, og lage kinden på sofapuden mens han lukkede øjne og viftede lidt med bene som om det var en hale.

"Godmorgen Samuel " overgav hun sig til hans smil og gav ham straks et tilbage.
Hun gik et lille skridt baglæns da han hoppede ned og gik imod hende, men da hun stod op af et skab og ikke kunne komme længere , måtte hun se sig et stk drue rigere, og hun lukkede øjnene da hun fik den.Han var meget tæt, for tæt på hendes mund.
Hun bed forsigtigt i den og tyggede.
"Godt du ikke er smuttet...man ved jo aldrig med jer mænd " drillede hun lidt og gik efter ham tilbage i stuen.
"Du skal bestemt ikke hjælpe, jeg vil lige smutte en hurtig tur i bad. Du passer på sofaen i mellemtiden, så kan dét ikke gå helt galt.
Hun susede ind og hentede undertøj, army bukser i gråtprint, en mørkegrå bluse med lange kender men hvor skuldrene var frie, hun havde dét i favnen med på badeværelset.
Hun lukkede døren nøjsomt....kom ud af de gamle klude og ind under bruserens lune dejlige vand....
Efter lidt tid, fik hun slukket og begyndte en større tørringsproces og påklædning.

Da Camille var forsvundet ud i badet, udnyttede Samuel straks tiden til at døse hen med et veltilfreds smil om læberne. Med et halvt øre lyttede han til bruserens lyd, til den stoppede, og han slog øjne op. Han kiggede lidt rundt, før han væltede sig ud af sofaen, og fik møjsommeligt stillet sig på bene.
Da han var kommet op, stod han lidt, og gloede rundt, tydeligvis uden at vide hvad han skulle lave, før han så besluttede sig for at gøre noget nyttigt, men i form af hvad? Han fugtede hurtigt læberne, før han gik ud i køkkenet, og kastede sig over drueskålen, mens han smed de grå øjne ud af vinduet, ned mod morgentrafikken. En underlig tanke slog ned i ham mens han stod og betragtede de farverige bilder drøne forbi.
"Camille?" Han vendte sig rundt, og lænede sig op af køkkenbordet mens han ventede på at hun skulle komme ud af badet.

Frisk, renskruppet og med fugtigt frotteret hår kommer hun ud fra badet.
Hun forventer halvt om halvt at finde Samuel henslængt på sofaen med benene oppe på bordet, eller noget i den dur,men Istedet stod han lænet op af køkken bordet og så på hende.
En underlig erkendelse skød gennem hende, dét var blevet rigtigt rart at have ham herhjemme, hans selvskab var dejligt.Her var ellers så...tomt.
Hun kastede hurtigere end Jens Lyn de tanker fra sig, og så spørgende på ham da han sagde hendes navn "Jaa...? " sagde hun og stak hænderne i lommen på de baggy bukser, der var meget mindre stilet og feminint, men mere streetstyle.

Han lod øjne løbe op af ned af Camille da hun kom ind. "Ehm - skal du ikke på arbejde?" Spurgte han med et smil. "Eller tror du jeg kan skaffe dig penge?" Han smilede lidt, og gik hen til Camille. "For jeg ville teknisk set godt kunne give dig alle de penge du ville have, hvis." han smilede kort. "Men det betyder ikke jeg vil, og ..." Han tænkte sig kort om, før han grinede. "... så vil du ikke tage imod dem." Han kiggede spørgende for at få en form for bekræftelse.
Han pressede en drue mellem læberne, og suttede lidt på den, før han begyndte at tygge på den. Han smilede kort, og slugte til sidst druen, for at erstatte den af en ny. "Men hvad står planerne for i dag?" Spurgte han så, og kiggede ned på Camille mens han slikkede sig om læberne. "Do you want one?" Han viftede med en drue foran Camilles snude.

Hun blev ret overrasket og kiggede ind i hans øjne .
"Jamen Sam dog...står du og tilbyder mig...penge...? "spurgte hun fornøjet.
Dét var jo sandt at han kunne lave penge, men dét var ikke noget hun tænkte synderligt meget over , faktisk var hun nærmest blevet ekspert i at fortrænge alle de evner og finurlige ting hendes venner kunne.
Hun kunne ikke tro han var helt alvorlig i sit tilbud , og hørte hun ikke et lille 'hvis' der i sætningen et sted ?Hun kiggede på ham med et drillende blik "Og hvad skulle jeg så gøre for at du ville forsyne mig med penge ?" ville hun vide.
Naturligvis ville hun ikke tage imod dem, men tanken og ideen om dét var...sjov og spændende.
En vidunderlig tanke røg igennem hende, NEJ , dét kunne man ikke tillade sig...det ville være...forkert.
Forkert og helt vidunderligt.
"jeg skal ik på job...jeg har kun vagter i ny og næ" oplyste hun og det var jo også derfor pengene var svære at få til at slå til indimellem.

Han grinede lidt. "Nå, så tøsen fik blod på tanden?" Han lænede sig op af køkkenbordet med et lille smil, mens han tænkte. "Uha ... det ved jeg ikke, det kan vi jo snakke om hvis du er ivrig efter det." Da hun oplyste om hendes arbejdstider skifte hans ansigt udtryk om til mere alvorligt, og næsten bekymrende. "Aha ..." Blev hans kommentar mens han tænkte, og derefter rystede let på hoved. Det var utroligt hun så også kunne have lejlighed og møbler, samt købe så stort ind som hun gjorde. "Du har aldrig tænkt på at flytte sammen med nogle?" Spurgte han så lidt efter, og tiltede hoved let på sned, mens han kiggede spørgende på hende. Hvis han havde været hende, ville han udnytte at han havde en kæreste. Men nu var hun ikke ham, eller han var ikke hende, så det måtte hun selv bestemme. Han ville ikke bestemme over hende.

Ja...hun havde fået blod på tanden.
Tanken pirrede hende og tænk...tænk hvad de kunne smutte ud og...hvis nu.., nej !dét var forkert ! kæmpede hun desperat med sin samvittighed.
"Nå..så dét ku vi snakke om...jamen så speak and spell " drillede hun ham.
Han fik puffet lidt til hendes tanker, flytte sammen med nogen ?
Hun smilede " Sam...hvem i alverden skulle jeg flytte sammen med ?"små lo hun.
Og hvis han svarede Tristan ville hun overveje at give ham buksevand.
Men klart at økonomien led fælt under at være alene om diverse udgifter og få dét ikke skulle være løgn, så var der også hendes lille sommerhus.
Banken havde afslået hendes ansøgning om lån, da hendes indtægt var svingende.Dét resulterede i at Tristan stod som ejer af sommerhuset, og hun hver måned betalte pengene til ham.Dét pissede hende voldsomt af samtidig med hun var død taknemmelig.

"Jeg ved ikke, hvad har du og tilbyde frøken?" Spurgte han, og var helt med på det. Han var rimelig sikker på hun ikke mente det alvorligt, men man kunne jo aldrig videre, men indtilvidere var han med på hendes lille leg, eller hvad det var.
Han trak let på skuldrende. "Tristan, hvem ellers?" Han kiggede hen mod Camille et kort øjeblik, før han fandt nogle flere druer i skålen, og førte dem op til læberne. "Han tjener jo penge, sikkert masser." Fortsatte han med en tænksom mine, før han stoppede den helt ind i munden, og gumlede på den, mens saften løb i en dråbe over hans læber, der hurtigt blev opfanget af en ivrig tunge der ville have det hele med.
Han vendte sig om mod Camille og smilede kort. "Men hvad kan du tilbyde mig?" Han tiltede hoved let på sned. "De penge du vil have tilbage i druer?" Forslog han så som et bud, som en start, så kunne hun jo bygge videre, forslå noget andet, eller afslå.

"Tja...du har jo allerede fået adgang til min lejlighed til hver gang du lyster , ved at få min nøgle , så hvad mere kan jeg tilbyde ?....Fri stivkrampe vaccination efter behov ?" Hun lo stille.
Men da han forslog Tristan kunne flytte ind, blev hun lidt irriteret.
Dét var som alle folk omkring hende, var begyndt at opfatte dem som var de på vej til forlovelse og familie og fælles toiletpapir.
"Samuel...vi er ikke nær dét punkt at flytte sammen, vi er ikke engang officielt et par....endnu...så at bo sammen er ikke en mulighed, medmindre vi laver et bofælleskab og jeg er ret sikker på dét ikke var dét du mente." Klagede hun.
Dét var lidt hårdt at skulle blive ved med at sige de ikke var et par...og dét lille ord...endnu...var efterhånden .nr. 1 på hendes hitliste af gode ord.
Hun så lidt irriteret på ham "Hvad Tristan tjener kommer ikke dig ved, eller mig for den sags skyld" hun vendte ryggen til ham og begyndte at rette lidt på nogle små baser og krukker med krydderier i.
"Du kan bare tage de druer du vil...du behøver ikke give mig penge for dem, de står her jo til dét samme " sagde hun lidt tørt og drejede omkring bare for at se ham slikke den klare saft væk.
* fandens til fyr*

Det var ikke svært at mærke at det gik hende på det med Tristan. Han kiggede tøvende på hende, før han fulgte efter hende, mens han mumlede undskyld. "Godt, så jeg skal ikke se jer som partner? Så hvis jeg var forelsket i dig skulle jeg bare lade som om du var singel?" Spurgte han så, og stoppede op ved sofaen, som han lænede sig op ad mens han betragtede Camille, og fulgte nøje med i hendes reaktion.
Hun havde sagt de næsten var kærester, hvis Tristan da fik sig taget sammen til at spørge hende, men alligevel ville hun ikke have de skulle være kærester i offentligheden endnu. Det gav ikke mening i Samuels hoved, og slet ikke hvis hun faktisk kunne lide Tristan, som hun havde givet udtryk for.
Han lod en hånd løbe igennem håret af ren vane, før han rystede hoved, så håret faldt ned i øjne. Han pustede derefter op, så håret fløj ud til siderne, og gav ham udsyn til Camille.

Hun foldede sine hænder og lod som hun bad en stille bøn op til den gud hun af hele sit sind ikke mente eksisterede.
Og bagefter henvendte hun sig til Sam.
" Var vi ikke enige om ikke at tale om Tristan ? Hvad er dét der er SÅ svært at forstå.Der er noget igang mellem os, noget under udvikling...der er ild i bålet, kog i gryden " fablede hun derud af og var ved at miste grebet lidt..."Men hvis du vil.vide om vi har givet hinanden løfter og sagt I love you , sover sammen eller noget i den dur, så er vi slet ikke noget dertil...så ja, jeg er singel.." himlede hun op og afsluttede med at se lidt betuttet ud da hun sagde "på en måde ."
"ingen ring og ingen barn i maven...ser du andre navne på døren ?nope...men er jeg interesseret i ham ? Ja....og du.....du skal slet ikke begynde med dine hvis'ser..." Sagde hun og gik ind i stuen og tændte for tv med noget musik video der kørte.

Læberne blev presset let sammen, men der kom ikke flere ord ud mellem dem. Kun stilhed. Han lod lidt efter et lydløst suk slippe ud mellem hans læber, før han vendte hoved væk, og kiggede ud af vinduet. Han havde slet ikke haft børn eller giftemål i hoved, han forstod bare ikke hvad hun ville frem tid, men som han havde lovet, tav han omkring Tristan og det forhold.
Han skævede hen mod tv skærmen der flimrede med en eller anden musikfilm. Det optog kort hans opmærksomhed før han kiggede væk igen, og lukkede munden. Han overvejede kort at presse nogle ord ud, men af frygt for at irritere Camille mere, sagde han ikke mere.
Han valgte efter længere tid, bare at sætte sig i det ene hjørne af sofaen, mens han sølvgrå øjne lå på Camilles blonde hår et kort øjeblik, før han til sidst lænede sig tilbage kiggede op i loftet. Han vidste ikke hvad han skulle gøre for at live op i Camille, for hun virkede godt sur.

Der passerede en musik video eller to , imens hun lidt rastløst myldrede rundt og afreagerede ved at omrykkere på nogle mindre genstande.
Efter lidt tid, var hun faldet til ro og så lidt skyldbetinget over på den meget stille Samuel , der sad i sofaen.
Hun havde vel skræmt livet af den stakkels fyr, men hendes temperament, men på den anden side når man proppede sin hånd ned i en bikube, måtte man vel forvente et par stik, ikke ?
Hun gik over og lod sig dumpe ned ved siden af ham.
Hun roede en enkelt gang i hans hår og sagde "Undskyld Samuel "