Hvorfor/ allie::privat

Hun så såret på ham, "Burde det ikke være mig der græd?" Hendes stemme dirrede af gråd, og det var med rystende hænder at hun fik støvlerne på. Det var alt han virkelig tænkte om hende. Hendes hænder dirrede da hun tog jakken om skuldrende. Det værste var at han ikke løb efter hende, men begyndte at skade sig selv i stedet. Tårer af vrede løb ned af hendes ansigt, "Jeg smutter nu," hun så på ham et sidste øjeblik før hun gik imod udgangen.

han sagde intet men tænkte *for helvede sor så løb dog efter hende. få hende til at forstå det var en joke. eller vil det hele så bare blive værre. jeg fortjener hende alligevel ikke. jeg hvidste det var for godt til at være sandt. pludselig sagde han med gråd i stemmen stadig med ansigtet mod vægen "det var jo ikke ment sådan og jeg holder rigtig meget af dig. det varjo kun ment for sjov. og se nu nu er du på vej væk fra mig. jeg forstår dig godt... jeg ejsker dig. m-men du skal vide... at du er den.. eneste der... kendder min rigtige... fortid. fordi jeg stoler på dig. *hulk* du har ret til at hade mig. og jeg har ret til ikke en skid. jeg har gjort nok" han kunne mærke se at der dryppede blod fra panden af ham ned på gulvet

Allie vendte sig da han begyndte at tale, hun så med afsky på ham:"Hvorfor skulle jeg være sammen med dig, når du er så svag?" Hendes stemme var fyldt af had, hendes puls ræsede af sted, der stod han og gjorde skade på sig selv igen, det kom han jo ingen vegne af. Tårerne havde trukket lange mascara streger ned af hendes ansigt. Hendes stemme var fuld af gråd da hun tilføjede:"Desuden elsker du mig ikke, du er bare ude på at få noget." Hun holdte sig stramt om maven. Hun vendte sig omkring og begyndte at gå ud, hun snøftede stille, hendes skridt var lettere dirrende.

sor stod og stirrede ind i vægen men da han hørte at hun påstod at han bare ville have noget ikke elskede hende spilede han øjnene op og vendte sig mod hende "hvad sagde du der spurgte han og kunne mærke al den vrede han havde holdt inde spærret komme ud han foldede sin vinge ud som var blevet helt sorte og forfaldne han fløj ind på midten af pakhuset og var ca. 5 meter over jorden hans øjne var helt hvide og lyste og man kunne se på hans krop at han havde alle muskler spændt alle døre og udgange blev blokket af kæmpe sten der skød op af jorden. det kunne sor jo.. 5-8 kæmpe sten fløj op af gulvet og hvirvlede rundt om sor i høj hastighed. han nermest lyste og alle pære i hele pakhuset sprang/ exploderede så det var kun ham der lyste han begyndte at folde sig sammen til en kugle og lyset blev kraftigere og kraftigere. med et kæmpe brøl foldede sor sig helt ud og alle vinduer og alt hvad der kunne blive smadret af glas og porcelen blev smadret. så vinduerne der var oppe under det flade loft hele vejen rundt sprang. og der blev stille og roligt mørkere og mørkere sors vinger blev hvidere og hvidere og da man kunne se hans øjne var det klart at han kiggede på allie og hvorefter han sagde meget svagt da han ikke havde flere kræfter tilbag "mit liv er først værd at leve nu da jeg har mødt dig" sagde han og lukkede øjnene og faldt mod jorden og ramte gulvet samtidig med de store sten hvor der hørtes et klamt knas og sor kraveben var smadret

"Det hørte du godt," svarede hun langsomt og gik stadig videre, hun kunne mærke en blid vind og pludselig var han med sine lange vingere over hende. Hendes blik faldt på hans øjne, de var helt hvide? En kuldegysning gik igennem hendes rygrad, det tydede ikke godt. Jorden skælvede under hendes fødder og hun et højt gisp fløj fra hendes læber, store sten løsrev sig fra pakhusets gulv, hendes øjne vidnedes og hun slog en hånd for munden, for at holde et skrig tilbage. Tårerne var stoppet af skræk, hele hendes krop skævlede, hvad var det der skete?! Stenen begyndte at cirkle omkring ham, hun frygtede for sit liv. Pludselig gik glasset i en million stykker, det skete alt sammen så hurtigt, overhovedet ikke ligesom på film hvor det gik i slowmotion. Glasset haglede ned over hende og hun mærkede hvordan de rev huller i hendes arme da hun beskyttede hovedet, hun mærkede varmedråber af blod løbe ned af sine arme. Da de sidste glasskår var faldet til jorden så hun op på Sor der var højt hævet over hende, hun skar en grimasse af hans ord, og det her var måske hans måde at vise det på. Han begyndte at falde og hun slog hånden hårdt over munden, hun hørte knas fra hans arm. Med langsomme skridt bakkede hun tilbage og så på ham med rædsel malet i ansigtet.

sor lå på gulvet og så det hele sortne mens han kom il at sige hvad han tænkte "er det nu. skal mit liv nu sluttes en gang for alle. tænk at dette skulle blive min absolutte død. men allie. åh allie. hun er da godt nok en støre engel en jeg nogen sinde bliver. gud jeg elsker hende......" sagde han og da sortnede alt derefter

Allie så hvordan hans øjne begyndte at flakke og hendes hjerte holdte kort op med at slå, inden det brød ud i et hektisk ræs. Hun hørte hans ord tydeligt, hun mærkede hvordan tårerne begyndt at presse sig på af frygt. Da hans øjne lukkedes lød et hulk fra hendes hals. Med bævrende skridt gik hun hen til ham, hun faldt ned på knæene foran ham. "Sor... vågn op," hendes stemme var tyk af grød, hun rykkede forsigtigt i ham, prøvede at vække ham op. "Vær sød at vågne Sor..." Store dråber faldt fra hendes øjne, hun rykkede forsigtigt i ham igen. Hun tog hans ansigt imellem sine hænder igen, "Vågn op Sor!" Hendes stemme blev en smule beordrende igennem den tykke hulken.

sor der var besvimet. kunne af en eller anden grund godt høre hvad hun sagde. han var til bevidst hed men kunne ikke få kontakt mellem hjerne og krop. han græd indvændigt over det han havde gjort. nu hvidste hun da i det mindste f´hvorfor han prøvede at undgå at blive sur. for hans instingter tog altid over. elementet jord er jo vildt ligesom naturen man kan have effekt på den men nogle gange sker der også slemme ting med den som f.eks. natur katastrofer og det kan man hvidst godt refarere det der lige var sket til

Den tunge hulken blev ved at lyde og tårerne strømede ned over hans ansigt, hendes tårer, hun hadede døden, det skræmte hende at miste. Hun tog et godt tag i ham og rev ham løs fra stenene, brugte alle sine kræfter. Hun vinklede ham ind i sine spinkle arme og holdte ham tæt ind til sig, hun vuggede ham blidt i sine arme, imens hun hviskede at han skulle vågne. Hans tøj var gennemblødt af hendes salte tårer, "Vågn så op Sor!" Hun gemte hovedet ved hans hals og hulkede stille.

et lille støn kom fra sor og han kunne kun svagt åbne det ene øje. "jeg ved godt *støn* at du ikke vil havve jeg siger det..... men... undskyld" sagde han og et lille svagt smil kom fra hans læber. "derfor lader jeg som om jeg er svag. for ellers sker detter. jorden er vild og kan ikke altid tæmmes hvilket kan være både godt og skidt" stønnede han med pauser og ømmelser

En lettelse røg igennem hende da hun hørte ham tale igen, så han var ikke død?! Tanken gjorde hende glad, også selvom hun burde være rasende på ham. Hendes arme der stadig var vinklet om ham havde lange flænger af glasset han havde smadret... Eller som stenen havde smadret vel. Hun trak sit hoved væk fra ham og så bekymret på ham. Hun bed sig svagt i læben da han sagde undskyld, et bedrøvet smil gled over hendes ansigt, det ansigt der var vædet i tårer og mascara. Hun vidste godt hvor grim hun måtte se ud lige nu, men hun så bare på ham uden at sige en lyd. Bange for at han ville gå i stykker under hende, og alligevel var hun godt klar over at han var meget stærkere end hende. "Du skal ikke lade som om du er noget du ikke er," var det ikke sådan man sagde? Ordene kom ud langsomt, det var svært at få dem ud igennem tårerne der stadig flød fra hendes øjne.

sor kunne ikke lade være med at smile trods de bølger af smerte der skyllede ind over ham han løftede sin ene arm og kiggede lid på sin hånd og lagde den på hendes kind og aede hende med en tommelfinger "jeg elsker dig. det må du altså tro på sagde han og" en glindsende tåre sad i hans øjenkrog

Hun lukkede stille øjnene da han berørte hendes kind, hun lænede sig blidt imod den, som for at sige at hun godt kunne lide det, og at det var okay. Han havde skræmt hende så meget, hvordan kunne hun virkelig tro på at han elskede hende? En ny hulken opstod dybt fra hendes hals af, og hun snøftede lidt. Hun bøjede sig let frem og kyssede hans øjenlåg, kyssede blidt tårerne væk. Hun ville ikke have at han skulle græde, hendes blik var på ham, i hendes arme, var det måske ikke godt nok for hende? Han sagde at han elskede hende, men hun var ikke engang selv ikke på hvad kærlighed var. Så hun spurgte lige så stille: "Hvad er kærlighed?" Hun så på ham med alvorlige øjne, de var fyldt af nye tårer. Han virkede alt for stor i hendes spinkle arme, og alligevel følte hun trang til at beskytte ham. Hun snøftede stille igen.

"kærlighed kan være mange ting. det kan være kærlighed til en hund eller ens forældre. men så er der også den kærlighed når man møder en person. en helt bastemt person som giver en snurren helt ud i tærene bare de ser på dig. giver dig sommerfulgle i maven bare de strejfer dig. når man kan mærke på personen at hun eller han også kan lide dig bliver du helt oppe i skyerne og ved ens første kys med den person føles det som det bedste. man ville ønske man kunne få tiden til at stå stille så de kunne være sammen for evigt. ig når man kan vare ærlig og sige at..... jeg *Nnngh* elsker dig allie" sagde sor og besvimede igen. han var igen i den tilstand hvor hans krop ikke kunne få kontakt til hjernen

Hun lod ham tale ud og så ham glide væk igen. Var han død nu? Var det hans sidste ord? Nej, hun kunne stadig mærke hans puls, og høre hans lave åndedragt. Så han elskede hende altså virkeligt? Hun lod en hånd glide over hans kind, lod en hånd køre håret væk fra han ansigt, så det faldt ned over gulvet. Hans hår var så langt, langt længere end hendes eget. Hun betragtede ham i tavshed, hun vidste ikke om hun elskede ham på den måde, hvis det virkelig var sådan rigtig kærlighed føltes. Uden at løsne sit greb tog hun og slæbte ham forsigtigt hen til sengen, langsomt lagde hun ham ned derpå, bange for at gøre ham ondt. Hendes blik var overalt på hans ansigt, tårerne var stoppet nu, hun måtte være stærk for ham, hvis han nægtede selv at være det. Hun strøg blidt hans ansigt og sagde så meget stille: "Tror du mig, hvis jeg sagde at jeg også elskede dig?" Hendes blik var fyldt af ømhed.

"ja" sagde sor svagt. det kom og gik det med hjerne krop respons. han kiggede op i loftet og nød at være i hendes selskab. også selvom han blødte og havde brækket adskillige knogler i hele kroppen. "gør du da det" spurgte sor satadig med lukkkede øjne "hold da kæft. et døgn det har været" sagde han og åbnede svagt det øje han kunne. han trak lidt i mundvien for at prøve at smile

Hun lagde sig stille op ved siden af ham, forsigtigt for ikke at gøre ham ondt, hun lagde blidt sit hoved på hans mave. "Det tror jeg," En smal rynke havde foldet sig i midten af hendes pande. Helst ville hun glemme det, det var i hvert fald hvad hendes fornuftige del sagde, men noget fik hende til at væmmes ved tanken. "Måske burde du tage til en læge," sagde hun seriøst, hun var stille lidt inden hun så alvorligt op på ham fra hans mave af, "Jeg lover at jeg bliver her, hvis det er det du vil ha?" Hun tænkte lidt over det, det virkede som noget han gerne ville kunne finde på at ville have.

"nej.... jeg vil gerne have du tager med" sagde sor og lagde igen hånden på hendes kindog aede hende med tommelfingeren. og kiggede lidt på indersiden af sine øjenlåg. "hvordan mener du at du tror du elsker mig?" spurgte sor undrende. han havde jo glamt allie ikke var den der kendte mest til kærlighed. men stadig var hun den han ville have. hun var speciel men på en god måde. og sor ville ønske at hun følte det samme som ham

Hun så lidt tvivlende på ham, hun var ikke sikker på at hun ville det, hun hadede hospitaler alt for meget, alt for mange spørgsmål. "Okay," alligevel ville hun gå med ham, hun ville gøre som han bad om, så hun ikke sårede ham igen. Hun var tavs da han spurgte hende, hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare. Havde hun ikke forklaret det? "Kærlighed er ikke et ord jeg forstår," sagde hun stille, "Jeg har brug for at få det lært." Hendes stemme var lettere bedrøvet, en af hendes fingre gled blidt over hans læber. Hun kendte kun til lysten og tilfredsstillelsen, intet til kærlighed. Det var ikke noget hun var vokset op med. Hun studerede hans træk, hans blide engleansigt.

------------------------¤ senere på hostpitalet efter operation ¤------------------------------

Han skal have vile og fred i den tid som han skal være her" sagde doktoren og gik ud igen. "sor der var vågnet op fra bedøvelsen var lidt omtåget. "undskyld at jeg gerne ville have at du tog med" sagde og smilte til hende. han havde fået noget smertestillende og han kunne da snakke ordenligt uden alle stønnene og lydende af ømmelse

Der havde gået et par timer så i mellemtiden havde hun ordnet sig så hun ikke så alt for vild ud, hun var nogenlunde anstændig at se på nu, dog var hendes blik fuld af bekymring og udmattet af den nervepirrende ventetid. Hun lagde stille sin hånd på hans kind og sagde blidt: "Det er helt okay." Hun måtte holde et gab tilbage, og så sagde hun stille:" Du skal lytte efter hvad lægerne siger, læg dig til at hvile igen." Et bedrøvet, mat smil lå på hendes læber. Hun havde siddet ude på gangen og ventet på at høre at han var okay, derefter havde hun rendt hurtigt ind og se til ham. Hun havde forbeholdent svaret på lægernes spørgsmål, hun havde stukket dem en løgn om hvordan Sor var endt i den tilstand, det andet ville de ikke kunne forstå tænkte hun. Hendes smil var kun til ham.

han smilte til hende og sagde så. "du er altså noget så speciel aliie" hvorefter han tog hendes hånd. og flettede deres fingre og kiggede hende i øjnene med MEGET blå øjne. han følte sig heldig bare at være i nærheden af hende. det triste ved at sor var så ramntisk var at han også tit blev skuffet af den grund hvis han nu troede at en pige havde et godt øje til hende. han kigged hende i øjnene og sagde. "tak. for al hvad der er sket. ja det ser skidt ud... men det har bragt os tættere sammen"

Hun rullede blidt med øjnene, "og det kommer fra dig?" Et smil oplyste hendes ansigt, det var sjældent at hun følte sig som en 16årig, hun var stort set altid mere moden end som så. Hun lod sine fingre glide ind i hans, da hun mærkede at det var det han prøvede på. Hans øjne strålede, og hun vidste at han var glad, det varmede hende indeni. Hun skar en kort grimasse, tænkte på sårene på hendes arme og arene på sjælden, måske tjente det et højere formål ja. 'Problemet er bare at vi ikke kender hinanden' var hvad hun ville sige, men hun ville ikke fjerne den stærke glød fra hans øjne, så hun smilede og nikkede stille. "Sov nu," sagde hun blidt, "du har brug for at hvile den sidste bedøvelse ud af dig."

sor tog sin arm til sig og lukkede så øjnene. det varede ikke lang tid før han faldt i søvn. han drømte om ham og allie men de var ikke sammen. det var som om der var et kraftfelt imellem dem så de ikke kunne komme over til hinanden. og han lå lidt uroligt

Allie foldede hænderne på sengekanten, lagde blidt sit hoved derpå og betragtede ham sove. Hun vidste godt at hun ikke burde, men langsomt begyndte hun at falde i en let søvn. Det var betryggende at han nu var okay, det gjorde hende tryg, hun var ikke særlig vant til at skulle være den der beskyttede folk, det krævede en del energi. Træt prøvede hun at kæmpe imod søvnen, men det var svært, øjenlågene var tunge og blev ved med at klapre i. Måske ville det være bedst hvis hun forsvandt nu? Det var urolige tanker der fyldte hendes hovede, tanker fuld af tvivl.