Colts lille lejlighed.

Hans store øjne fik hende til at le let med røde kinder, smigret over, han tilsyneladende fandt det rigeligt.
"Jeg kan lave bøf eller måske lammekølle i morgen?" foreslog hun med et smil uden at tænke på, de to ting kunne være rimeligt dyre. Hun ville bare gerne forkæle ham lidt. "Der er i alt fald noget mere kød at gå efter - og jeg kan sagtens finde ud af at tilberede det." Det sidste blev tilføjet med et lille grin. Man troede måske ikke, hun var så god i et køkken, når man så den simple omgang, hun havde bikset sammen, men hun var ikke uden talenter, da hun havde lavet aftensmad siden hun var ti hjemme ved sine forældre. Hun tog øllen op og tog en lang, taknemmelig slurk af den, før hun satte den med et suk.
"Ja, det er så mig, når jeg normalt er alene og ingen ser mig," lo hun let undskyldene. "Jeg skulle nok have brugt både glas og oplukker, men det er for sent nu." Hun forstod hvad han mente med, han ikke ville indtage alkohol, og nikkede.
"Det generer dig ikke, jeg sidder med en?" spurgte hun opmærksomt klar til at gå ud med den, hvis det gjorde. Hun ville ikke genere ham med det, og den kunne sagtens stå i køleskabet og vente på hende.
Havde hun kendt til hans taknemmelige tanker, havde hun nok bare sagt, hans kærlighed var nok; at hun bare ville elskes, som havde det været en anden cheesey film, men det var virkelig alt, hun gerne ville have til gengæld. Kærlighed og forelskelse gjorde mange mærkelige ting ved et menneske, og selvom Colt aldrig havde været typen til at redde et liv eller tage andres problemer så tungt på sig, så gjorde hun gerne en undtagelse for ham.
"Segovax, jeg ved ikke om det er for råt endnu eller om du kan klare det, men hvad tænkte du egentlig på, da du flåede dit håndled op? Hvilke tanker gik gennem det smukke hoved af dit?" Hendes stemme var meget blid og forsigtig, som en hjort der trådte ud på åben mark, spejdende efter jægere.

Han sad lidt i sine egne tanker og spiste bare stille og roligt, da hun hev ham ud af tankerne med hendes forslag, og han ville næsten til at sige ja tak til det, men han kom så til at tænke på at det var dyrt, selvom han ikke købte så meget havde han da solgt kød en gang i mellem til folk, og det var absolut ikke noget der kun gav ham et par enkelte små penge, det plejede at være nok til en rigtig god weekend på kroen.

"Nej det synes jeg ikke du skal søde, det er jo alt for dyrt! Jeg kan prøve selv at fange noget istedet hvis du gerne vil have det."

Han kunne jo altid finde noget i skoven, det havde han jo gjort så ofte så hvorfor skulle han ikke kunne gøre det nu, som han jo altid havde sagt forsøgte han at undgå at købe noget og det var dog også sjældent han havde gjort det. Han var dog bare slet ikke sikker på om hun ville gå med til at han skaffede det på den måde.

"Nej nej det generer mig slet ikke, bare drik løs... Eller nej nej ikke drik løs... eller jo... argh glem det."

Han blev altid så forvirret sammen med hende, hun gjorde noget ved ham som han ikke rigtigt forstod, og det gik ham lidt på, og han ville gerne vide hvad det var, måske forstod han bare endnu mindre om sig selv end han troede.

Han var virkelig overrasket over hendes pludselige spørgsmål, og han vidste faktisk ikke helt, hvad han havde tænkt dengang, men han havde gjort det, og nu var han i tvivl om han fortrød det eller om han var glad for det.

"Jeg ved det ikke helt, bange for at vide du var her i verdenen men kunne ikk være min. Jeg var bange for at du afviste mig og bare legede med mine følelser, som så mange folk har gjort overfor mig, fordi så mange ikke ser mig som andet end... Som andet end et dyr. Jeg var bare bange for at miste dig, og føle tabet... tabet af dig som jeg ikke ville kunne bære. Jeg vidste der kun ville ske en ting, enten døde jeg eller o... eller også døde du, og jeg ville hellere dø end dræbe dig. Du må forstå jeg er et dyr, og et såret dyr er meget farligt, så derfor ville jeg dræbe dig hvis du havde såret mig mere..."

Mens han talte trillede den ene tåre efter den anden ned af mandens kinder, og han var nød til at synke en klump en gang i mellem, for at kunne fortsætte med at tale, og komme ud med det.

"Du skal ikke tænke på pengene, jeg har en lille opsparing, og det e jo ikke noget, jeg gør hver dag," sagde hun varmt. "Men... Du må da gerne prøve at se om du kan fange noget. JEg tror bare ikke jeg er mand for at partere det." Hun skar en grum grimasse og kunne virkelig ikke forestille sig selv stående og skære et dyr op. Hun kunne nok godt tilberede det for ham, men bestemt ikke flå det op. Men kunne han klare det, skulle hun nok lave mad til ham.
Hun kom til at le ad hans forvirrede kommentar og smilede varmt til ham.
"Jeg tager bare den ene her. JEg har ikke lyst til at være fuld lige nu!"
Hans næste ord fik smilet til at forsvinde og latteren til at dø, og hun så medfølende på ham, mens han talte, før hun rejste sig og gik om og lagde armene om ham. Hun trak hans hoved ind til sig og strøg ham kærligt over håret, mens hun kyssede ham blidt på toppen af hovedet.
"JEg er ked af, du troede sådan om mig, dearest," sagde hun lavmælt, "Virkelig ked af det ... EJg håber, du ved nu, jeg aldrig - aldrig - ville lege med dig? Og ikke kun fordi jeg ved, du med lethed kunne slå mig ihjel, men fordi jeg elsker dig! Du betyder så meget for mig, dear, og jeg var ved at gå fuldstændig i opløsning ved tanken om, du skulle dø - det er jeg stadigvæk ..." Hun løftede hans ansigt forsigtigt op og mødte ærligt hans blik.
"Du vil aldrig kunne gøre noget, så du mister mig, og jeg vil aldrig gøre noget, så jeg mister dig! Er det klart?" Hun holdt ham bare tæt og så alvorligt på ham.

Han kunne ikke lade være med at blive lidt glad for at hun faktisk ville bruge af sin opsparing, på at give ham et ordentligt måltid men det var ikke noget han kunne gå med til, da hun allerede havde gjort så meget for ham at hun ikke behøvede mere.

"Jeg skal nok skaffe noget kød, og jeg skal nok partere køddet for dig."

Han smilede over hendes kommentar, omkring hendes øl, og han kunne ikke ikke lade være med at grine med hende, men da hendes smil og latter stoppede gjorde hans det samme, det var det der havde holdt ham igang så det var meget trist at se.

"Tak søde det betyder meget for mig at du siger det, og jeg ved det nu, din varme og venlighed har tøet mit hjerte op så jeg kan følge hvad det føle i stedet for alt det min hjerne forsøger at bilde mig ind"

Han smilede varmt op til hende, op i hendes smukke øjne som betød en stor del for ham, ikke fordi noget af hende betød mere end andet. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende som tak, så han åbnede munden men lukkede den bare igen, og forsøgte en gang til, og så tredje gang kom der noget over hans læber.

"Jeg elsker dig..."

Hun var tilfreds nok med, han vill eordne kødet for hende, og hun smilede varmt til ham.
"Tak dearest, så skal jeg tilberede det!" lovede hun.
Hun stod tæt op ad ham og bare lyttede til hans ord, der varmede hende så meget.
"Bare lyt til det," hviskede hun og bøjede sig ned, hvor hun lidenskabeligt kyssede ham, før hun rettede sig op igen, så han stadig var tæt på hende. Hun mødte hans blik med et varmt, ømt smil.
"Jeg elsker også dig!" sagde hun kærligt og strøg ham over håret. "Og jeg ved hvor meget, det koster dig at sige det, dearest!" tilføjede hun og gav hans skulder et lille klem. "JEg er meget beæret!"
Hun overvejede at sætte sig på hans skød og bare holde om ham. Hun følte sig så lettet, nu hun havde fået afklaring på hvorfor, selvom hun ikke kunne lade være med at have lidt dårlig samvittighed over at være skyld i hans forsøg.
Hun blev blot stående med armene om ham og strøg ham over håret en tid, før hun langsomt slap ham og lo let.
"Vi må hellere få spist færdigt, så vi kan få dig over og hvile lidt igen!" sagde hun varmt og genindtog sin plads og begyndte igen at spise.

Han smilede og nikkede hende til det helle og begyndte så selv at spise, og nød made, han ville gerne have haft mere kød men af en ret med så lidt smagte det nu engang meget godt, og det betød meget når det var ham der sagde det, om noget der ikke var rent kød.

"Det smager godt søde."

Han smilede varmt til hende da han sagde det og kiggede hende dybt i øjnene, inden han begyndte at spise igen. Han sad lidt og tænkte over hvorfor tingene var sket, ikke hvorfor han havde været dum og forsøgt selvmord igen, men mere hvorfor havde han faktisk mødt hende, da der stadig var noget inden i ham der fortalte ham at han ikke fortjente det.

"Jeg er også lidt træt men det må have været næsten værre for dig i løbet af dagen, da jeg er ved at være vant til det."

Han smilede til hende, men så gik det op for ham hvad han faktisk havde sagt, og tankerne om selvmord og selvskade kom snigende fordi han nu havde været så dum at sige den slags igen, og han hadede sig selv for det.

"Jeg er glad for, du kan lide det, selvom det nok er lidt mere helse end hvad du er vant til ... Og så er det ikke en gang så slemt som det nogen gange er, når jeg går helt amok!" Hun skar en grimasse og lo. For det kunne være meget slemt med hende i perioder, hvor det hele gik op i sund kost og motion, men lige nu kunne hun godt gå på kompromis.
"Jeg tror trætheden indhenter mig, når vi får lagt os ned," sagde hun med et smil og blev så lidt mere alvorlig. "JEg skal stadig lige vænne mig til, du er vant til den her slags ... Det er stadig lidt surealistisk, men jeg skal nok komme efter det, hvis du insisterer på at fortsætte med det." Hun så lidt spørgende på ham med en lille knude i maven. Indirekte havde hun sådan set lige spurgt ham om han stadig ønskede at begå selvmord. Det var bare en mere overkommelig måde at spørge på end den direkte, men hun længtes efter at høre hans ærlige svar.
Udenfor flængede et lyn himlen i det samme, og efter et halvt minut hørtes braget, og Georgie peb og kom løbende ind, hvor han forsøgte at komme ind under sofaen. Med et suk rejste hun sig og gik hen for at trække en kasse med dvd'er ud, så han kunne komme derind.
"Du er en lille kujon, Georgie!" sagde hun med et kærligt smil. "Skulle du ikke beskytte mig?" Hun rystede på hovedet og satte sig så tilbage, hvor hun spiste det sidste og drak en ordentlig slurk af sin øl.

Han smilede til hende som svar omkring hendes mad, og det med trætheden, og han blev meget overrasket over det næste hun sagde, fordi det var næsten som at skære i sin egen lunge at få den smidt i hovedet, da hn først troede at hun nærmest ville have ham til at gøre det, men slog det hurtigt væk da han troede på at hun elskede ham og det var det vigtigste.

"Jeg.... Jeg.... Jeg har ihvertfald ikke lyst til det lige nu, og ville ønske jeg kunne sige at jeg aldrig fik lyst til det igen, men jeg ved det desværre ikke, og med at skære mig selv og anden selvskade kan jeg ikke bare stoppe med bare sådan, jeg... du ved... smerte og mig vi er... ja du ved..."

Han vidste ikke om hun forstod det, og fik selv et lille chok da lynet slog ned, og han smilede over hundens reaktion men forstod den enlig godt, fordi det var en høj lyd når man var en hund, eller bare var en varulv, og derfor fik han da også et chok over det.

"Forstår den faktisk godt, det lyder nok meget meget højere for den end for dig."

Hun kunne godt se, han var overrasket over hendes spørgsmål, og det pinte hende lidt at skulle spørge, men hun måtte kende svaret.
"JEg er glad for trangen til det er væk for nu," sagde hun tydeligvis lettet og smilede svagt. "Og med henblik på den smerte, du føler, så må vi bare arbejde på at mindske den!" Hendes stemme var fast og overbevisende, som om hun faktisk var sikker på, hun kunne gøre det, selvom hun så langt fra var det. Det gjorde hende ondt at høre, men hun var glad for, han var ærlig.
"Jeg kan godt huske hvordan det er, når det gør alt for ondt indeni til, man kan kapere det," fortsatte hun lavmælt med nedslagent blik. For det kunne hun virkelig godt, selvom det efterhånden var seks år siden. Hun vidste ikke om det ville gøre ham ondt at høre, hun kendte det, men i det mindste var hun i stand til at forstå ham, og det var vigtig for hende.
"Vi må finde en anden ting, der kan erstatte selvskaden," sagde hun så og så op igen. "Har du prøvet en boksebold? Om det kan hjælpe at slå løs på noget og få raseriet og smerten ud på den. Det skader i alt fald ingen." Ikke at hun selv havde brugt det til noget, men hun havde læst i artiklerne på nettet, det var en mulighed. Man kunne ikke fjerne en vane eller trang, den skulle erstattes af noget mere harmløst. En boksebol dville være fin, en tudetur havde hun selv brugt, og hun kunne sikkert komme på andet. Hun kom til at tænke på sine egne lange løbeture, hvor hun selv koma f med sine aggressioner og sin sorg og trak skævt på smilebåndet. Ja, der var mange måder, men for Segovax var det at bruge musklerne nok en god ide. At gøre noget fysisk.
Hun bemærkede ikke det chok, Segovax fik ved lynet, da Georgie havde hendes fulde opmærksomhed et øjeblik, men hun så på ham, da han talte.
"Jeg tror han er bange for lynene. Der er intet til nytåret, og det er som regel ikke braget, han reagerer på. Han har altid reageret meget på stærkt lys, og måske har han lidt overfølsomme øjne. Dyrlægen har sagt, jeg bare skal lade ham gemme sig hvor, han har lyst til, og ikke trække ham ud eller noget. Bare være rolig så han ved, der ikke er noget at være bange for.

"Jeg ved ikke, det er ikke bare det med at have trang til at skulle gøre noget, det stikker lidt dybere end det faktisk, ser du..."

*Kom nu gamle dreng bare fortæl hende det, hun skal nok forstå og ellers vil hun nok stadig elske dig.*

"... Jeg er afhængig af den, som både fysisk og psykisk."

Han var ret flov over at skulle indrømme det, og kunne ikke lade være med at kigge væk, og hørte derfor ikke resten hun sagde, det han lige havde sagt gik ham for meget på. HAn var virkelig flov over at være afhængig af noget som det. Det var jo trist, og han hadede det virkeligt endnu en ting han hadede ved sig selv.

Hun rakte medfølende en hånd over og lagde den over hans.
"Vi skal nok finde ud af det! Vi kan afvænne dig fra det, som man gør med alkohol og sukker og al dne slags ... Ddet vil tage lidt tid, og jeg ved godt, du måske vil blive lidt ubehagelig, når du føler trang til det og jeg stopper dig, men hvis du vil forsøge, skal jeg nok hjælpe dig! JEg ved, man kan komme ud af det, det er en ærlig ting! Der vil komme en hård tid, mens du kæmper for at lade være, men du er så stærk, jeg ved, du kan gøre det!" sagde hun kærligt og kærtegnede hans hånd. "OG du vil aldrig være alene om det!" hun havde tydeligvis lidt forstand på afhængighed, og ikke kun fordi hun selv havde været afhængig af sukker. Nej det her stak dybere, og der var en grund til, hun lige nævnte alkohollen. Men nu smilede hun bare sødt og opmuntrende til ham. Hun var godt klar over, han nok godt kunne skade hende, hvis hun stoppede ham i at være selvskadende, men det var hun klar til at tage på sig. Hun kunne ikke bare sidde og se på; hun måtte forsøge at gøre noget, og afvænning var trods alt noget, hun havde en smule forstand på.

Han smilede igen, over at hun så gerne ville gøre det for ham, og han var glad for det, men han vidste ikke om det kunne lade sig gøre men han valgte at han ville stole på hende da hun virkede til at vide hvad hun talte om og det gjorde ham faktisk lidt ked af det, fordi det ville betyde at hun havde prøvet det og det gjorde ham lidt trist.

"Tak, og det gør mig ked af det, hvis du har prøvet at skulle på afvænning selv, men jeg håber du er kommet ud af det, og det ser det jo ud til."

Han var lidt trist ved tankerne om at hvis hun forsøgte at stoppe ham ville det bare gå hende som sidst nogen havde forsøgt at hjælpe ham, som vampyren i skoven. Han var meget nervøs for at skade hende, og det gik ham på så hellere skade sig selv.

"Jeg er bare meget bange for at jeg kommer til at skade dig, hvis du stopper mig..."

Hendes øjne blev lidt triste ved hans beklagelse.
"Det var bare sukker for mit eget vedkommende, men min bedstefar var alkoholikker. JEg hjalp ham gennem det, men desværre døde han tre måneder efter at have sluppet flasken ... nyren kunne ikke mere." Forklarede hun og trak skævt på smilebåndet. "Sukker er skam slemt nok, og det var hårdt, men man kan komme ud af det, og min bedstefar var afhængig fra sytten-atten års alderen og han kom også ud af det, så kan du også!" sagde hun bestemt og smilede opmuntrende. Hun valgte ikke at nævne, hun stadig kunne have lysten til sukker og nogen gange virkelig kunne gå næsten amok, hvis hun duftede noget med sukker, hun ikke kunne få. Den lille last behøvede han ikke kende lige nu.
Hun gav hans hånd endnu et klem, da han fortalte om sin angst for at skade hende, og hun havde været forberedt på den.
"Det ved jeg, du er," sagde hun nænsomt, "og det ville være mærkeligt, hvis du ikke var, men tag det ikke så tungt, for din frygt vil arbejde sammen med os denne gang. Du vil være mindre tilbøjelig til at gøre det, fordi du er bange for det, og skulle det ske alligevel, så kan jeg godt tage lidt klø!" Hun smilede forsikrende og svageligt til ham og håbede at have beroliget ham lidt. "Jeg skal også nok passe på mig selv imens, bare rolig, det er jeg blevet helt god til med årene."

Han smilede bare stort til hende som svar, for at få hende til at vide at han forstod hvordan det måtte være at miste. Han kendte det jo selv, og 2 ud af 3 gange var han selv årsagen til at de var døde, og det gik ham på faktisk gik det ham virkeligt meget på. Han havde altid svært ved det, med hans først forelskelse specielt, men hans far var en helt anden snak den del havde han faktisk det ikke så svært ved.

"Jeg er bare bange, du kender ikke helt min dyriske side, når jeg lader dyret tage over fuldt ud. Det er ikke kønt du vil ikke kunne kende mig, og jeg er ikke til at styre, det er det jeg er mest bange for der sker."

Han kiggede ned i gulvet, og ville ikke se på hende. Han turde ikke se på hende, da hun fik hans følelser til at være så meget stærkere lige meget hvilken følelse det var han følte, og det kunne gå ham på.

"Jeg skal nok prøve på at undgå det, men søde ikke for at sige noget om dig, men jeg tror ikke du ville kunne holde til det hvis jeg først foldede mig helt ud..."

Hun kærtegnede hans hånd blidt.
"Nej, jeg har ikke set din dyriske side og kender den ikke, dearest, men så må vi jo sørge for, det ikke sker! JEg snakker ikke om at springe til og gå imellem dig og en kniv, men om lige så stille at sørge for, der ikke er nogen kniv, at distrahere dine tanker, at få dig til at smile og le i stedet og glemme det. JEg ved godt, jeg ikke fysisk er i stand til at stoppe dig, og det ville nok også være halvdumt af mig at prøve, men jeg kan distrahere dig og holde dine tanker beskæftiget, når trangen er der, og hvis du selv kæmper lidt for det også, så tror jeg, det vil lykkes med tiden. JEg siger ikke, vi kan stoppe det hele med det samme, men lidt ad gangen hvis vi tænker os om." Hun strøg ham fortsat over hånden og så kærligt på ham, selvom han ikke så på hende.
"Jeg er fuldt ud klar over, du kunne knække mig uden besvær, lige midt over og det hele, men jeg er villig til at tage den risiko, Segovax! Måske er du det ikke selv, men jeg er ikke helt dum; jeg skal nok være forsigtig med det, jeg laver og ikke gå dig for meget imod. Jeg vil kun puffe let til din trang, ikke forsøge at kontrollere den, for det kan du kun selv. Vil du hjælpe mig med det?" Hun smilede opmuntrende og sødt til ham, da hun spurgte, for det krævede i høj grad, han selv var villig til at arbejde for sagen; hun kunne ikke trylle, selvom hun gerne ville kunne det i dette tilfælde.

Han var glad for at hun forstod hvordan han havde det og at hun forstod hvorfor han var bange, og det gjorde ham også glad ved at hun mente at hun godt kunne passe på sig selv, og at hun heller ikke ville gøre noget dumt, fordi det var det sidste han ville have, og det var også lige før han gerne ville have et sted at spænde sig selv fast, hvis nu de kom til at det blev nødvendigt men så gik det op for ham at det ikke ville kunne holde ham, enten ville han ødelægge det, eller han ødelagde sig selv.

"Jeg skal nok hjælpe til og gøre forsøget."

"Tak søde, men vil helst ikke snakke mere om det lige nu, kan vi ikke finde noget mere hyggeligt at snakke om i stedet?"

Han smilede til hende, og kyssede hende på kinden som tak, for det hun havde gjort. Han var glad for alt, også det han ikke vidste præcist men det var lige meget hun havde gjort det for ham, og det var det vigtigste.

Hun var klar over hans taknemmelighed og var glad for den, selvom hun ikke følte, hun gjorde meget andet end at snakke. Det var noget helt andet, når det kom til at gøre noget ved det, men hun lovede sig selv, dette ikke bare skulle blive ved ordene. Hun ville forsøge sit bedste, og når han alligevel blev selvskadende, ville hun sidde og kikke på ham med triste øjne i håbet om hans samvittighed ville slå igennem.
"Tak, det er alt, jeg beder om," smilede hun og nikkede så til det næste.
"Jo, jeg var bare nøst til at vide det, dearest ... Det har puslet i mit hoved hele dagen ..." Hun smilede ved hans kys og tænkte så over noget at snakke om. Endnu et lyn flængede himlen, og Georgie peb før braget kom kort efter. Hun så kort over mod ham og kom så til at smile, da hun vendte blikket tilbage til Segovax.
"Er du bange for tordenvejr?" spurgte hun lusket som starten på en cheesey scorereplik, hun havde hørt engang i fjernsynet, der gerne skulle få ham til at smile. Hun havde svært ved ikke at smile alt for bredt, når hun tænkte på den forvirring, spørgsmålet måtte koste ham, for selvfølgelig var han da ikke bange for tordenvejr.

"okay søde det er helt i orden, at du gerne vil vide det, og du må også få det at vide, jeg vil svare på alt, men ikke alt på en gang bare lidt af gangen, og så skal jeg med glæde svare på dine spørgsmål."

Han smilede så, og var glad for at hun gerne ville snakke om noget andet, men lige netop det spørgsmål, var dog noget han ikke lige havde været forberedt på. Han smilede ikke og svarede meget tørt på hendes spørgsmål.

"Ja jeg er... Dog mest fordi jeg bor i et telt og er lidt bange for et lynnedslag der sætter ild i skoven omkring mig."

Han holdt en pause og kiggede forlegent væk, og efter en 10 sekunder, vendte han sig rundt med et stort smil, og grin.

"Bare for sjov nej det er jeg ikke, de chokerer mig med lyden men ikke mere end det."

Hun smilede taknemmeligt for, han var villig til at besvare hendes spørgsmål, selvom det blev lidt ad gangen; det var bedre end ingenting, det var sikkert, og på den måde kunne hun måske nå at læse op på det på nettet, så hun vidste lidt om hvad, hun kunne sige og foreslå, der ville virke bedst for ham.
Hun var meget overrasket, da han sagde ja, og skulle lige til at trøste ham, da han så væk og tilsyneladende ikke ville trøstes. Det var ikke sådan ment jo, og hun skulle lige til at sige noget, da han selv igne tog ordet. Hans drilleri fik hende til at le.
"Arh din drillepind, nu ødlagde du næsten det hele! Men det er nu faktisk lidt en skam, du ikke er bange for torden!" Hun så igen udspekuleret på ham, mens endnu et sæt lyn og brag flængede himlen og hunden peb.

Han smilede til hende, men forstod ikke helt hvorfor han skulle være bange for torden, eller retter hvorfor hun faktisk gerne ville have han skulle være bange for torden, hvilket han ikke helt forstod men der var vel en grund til det et eller andet sted, men han kunne ikke helt regne den ud.

"Hvorfor? Undskyld hvis det ødelægger det endnu mere men jeg forstår det bare ikke, jeg ville gerne men gør ikke..."

Han var lidt ked af det, men håbede at det nok skulle gå, og derfor var han kun trist lidt, og så smilede han ellers bare igen til hende.

Hun lo let og krammede hans hånd.
"JEg ville så gerne have trøstet dig!" Hun løftede hans hånd op og kyssede hans fingre efter tur. En rigtig gammel, cheesey scorereplik, men hun håbede, den ville få et lille msil frem på hans læber, måske endda en lille latter, hvis hun var heldig. Hun havde lagt mærke til, hvor meget han havde leet i dag, på trods af det, der var sket, og hun nød den lige meget hver gang. Han havde en fantastisk, fri latter, der ikke kunne måle sig med hans smil eller kærlige blikke. Hans latter var så opmuntrende og livsbekræftende, måske fordi den var så sjælden, og hun var begyndt at have et bheov for at høre den fra tid til anden.

Han smilede til hende og lo sammen med hende, og gav også hendes hånd et klem. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle synes om det hun sagde, fordi på en måde var det sødt, men det var også lidt for meget film agtigt, eller for ham mere bog agtigt.

"Søde bare drop det, undskyld jeg siger det, men bare drop det. Det er meget sødt, men helt ærligt du behøver ikke nogen undskyldning for at være tæt på mig, eller holde om mig, eller noget i den stil."

Da hun havde kysset hans hånd, tog han bare fast i hendes, og trykkede den blidt. Han ville have hun skulle forstå at der ikke var nogen grund til at gå igennem så meget bare for ham, det simple lige ud spørgsmål, var helt klart fint nok for ham, det var han sikkert.

Hun smilede til ham, vidste godt, sætningen var lidt malplaceret, men den havde fået ham til at le let og det havde været målet.
"Jeg fik da et lille grin, som var min mening med det," afslørede hun med en let latter. "men jeg er glad for, jeg ikke behøver nogen undskyldning for det!" hun rejste sig og kom om og satte sig på hans ene lår, mens hun slog armene om halsen på ham og så kærligt på ham.
"Jeg har nemlig ret svært ved at lade dig være, hvis du ikke har opdaget det? Du har tryllebundt mig, Segovax!" Hun bøjede sig frem for at kysse ham på næsen, mens hun strøg ham over armene så fast, hun var sikker på ikke at kilde ham.
"Jeg er ved at blive afhængig af dig, Segovax, ved du godt det? Du er mit nye drug, mit nye sukker ... Jeg vil bare gerne være tæt på dig hele tiden." Hun rødmede let ved det sidste, men fjernede ikke sit forelskede blik fra hans.

"Det var da godt så søde"

Han mærkede hendes blide kys, og en bølge af varme gik gennem hans krop ud fra kysset, og han følte sig endnu en gang virkelig elsket, og det betød virkeligt meget for ham. Han lagde sin arme om hendes talje, og holdt om hende, så hun ikke kunne smutte nogen steder uden hans tilladelse til det, fordi han ikke ville skilles fra hende.

"Jamen så er det vel heldigt at jeg ikke lige har tænkt mig at forlade dig."

Han smilede til hende, og kyssede hende på halsen blidt, ikke der hvor han vidste det kildede hende så meget, men håbede da på at det kildede hende lidt, men man kunne jo aldrig vide helt, og der var kun en måde at finde ud af det på.

"Søde jeg ved ikke om det bare er mig, men hvis vi ikke snart får noget søvn falder jeg altså ned af stolen, og det ville ikke være så smart."

Hun smilede varmt til ham og nød hans arme om sin talje, så stærke, varme og beskyttende, og hun følte sig helt tryg i hans arme.
"Det er jeg meget glad for, dearest," lo hun glad og blev en lille smule kildet af hans kys, så hun lo igen og gøs let.
"Nej, det er ikke bare dig. Gå du bare over og læg dig, jeg skal lige have skyllet tallerknerne af, så kommer jeg. Jeg venter med opvasken til i morgen, så vi kan få hvilet os lidt." Hun rejste sig op og blev stående i cirklen af hans arme, indtil han slap hende, hvorpå hun tog tallerknerne og øllen ud i køkkenet. Her bundede hun øllen, før hun skyllede af og satte tingene ved siden af vasken. Så gik hun ud og børstede tænder og redte sit hår, før hun gik ind i soveværelset og klædte sig at. Hun kom ud med en tanktop over sig og ellers bare g-strengen, hendes kinder let røde, mens hun gik hen mod sofaen.
Endnu et lyn flængede himlen umidelbart efterfulgt af braget, og hun så ud med hovedet let på skrå. Bare det ikke slog ned et sted i nærheden.