Colts lille lejlighed.

Han smilede bare som tak til hende, og rejste sig op fra stolen og inden han slap hende, gav han hende et kys på halsen, og slap hende så. Han gik over til sofaen og trak først trøjen af, og gav sig så til at knokle med bukserne, som han havde et kæmpe problem med, og da det endelig lykkedes ham at få bukserne, smed han sig bagover med et dybt følt "Ahhh"

Han var virkelig glad for at få de stramme stramme bukser, af så han faktisk kunne trække vejret ordentligt igen, og det var derfor en meget befriene følelse at have, og han lagde bare hen slængt bag ud på sofaen, indtil hun kom ind i stuen, og da hun kom ind tabte han nærmest underkæben, men han lagde han sig hurtigt om ordentligt, så der var plads til hende.

Hun smilede til ham, som han lå der og fyldte hele sofaen og næsten tabte underkøben over hende, og hendes kinder blev lidt mørkere i kuløren. Hun gik hen mod ham med rolige bevægelser, hendes hofter bevægende sig med en naturlig ynde, der ikke kunne tillæres. Intet forlokkende eller noget med vilje, mens hun rakte en hånd op og rystede sit hår en smule, før hun slukkede lyset og gik hen og satte sig ved ham og så lagde sig op ad ham. Hun trak håret ind under hovedet, så det ikke skulle irritere ham, og trak dynen op over sig med et veltilpas suk.
"Ligger du godt, dearest?" spurgte hun lavmælt og mærkede Georige komme frem og springe op til dem. HAn lagde sig ind under dynen op ad hendes ben og gnubbede sig lid op ad dem, før han fandt sig til rette, og hun smilede varmt gennem mørket.
Hun trak den ene arm om bag sig og lod den løbe over hans lår med så fast en bevægelse, det ikke burde kilde ham, men så det stadig var et kærtegn.

Han lagde tydeligt mærke til hvordan hun gik, og hvordan hun rodede med sit hår, og han kunne ikke lade være med at beundre det, og kiggede på hende, med øjnene lysende med beundring og nydelse over synet, som hun gik rundt der var hun meget smuk at se på, ingen tvivl om det. Hvordan havde en som ham, der boede i en skov, dog fundet en så smuk som hende.

"Ja søde jeg ligger godt, og endnu bedre nu når du er her."

Han smilede, og kyssede hende på siden af halsen, og lagde armene om hende, og lagde armen under puden og tæt nok på hende, til at hun kunne få lidt af puden også, da det jo var hende, så hun skulle ikke snydes for den.

Hun så beundringen i hans øjne og var meget glad for den. Det var næsten for meget, den måde han nogen gange så på hende, og hun følte sig smuk, når han så sådan på hende, smuk for første gang i sit liv. Hende der altid var blevet set først som en tilfældig flirt og siden som nabopigen i stedet for den kvinde, hun var, følte sig pludselig hel og smuk helt igennem takket være ham, og hun elskede de følelser, han fik frem i hende, både for ham og for sig selv. Det var følelserne af at være elsket, og hun var nok en gang forundret over, det faktisk var hvad, hun var; elsket.
Hun smilede bredere ved hans ord og kærtegnede hans lår lidt mere, før hun trak hånden til sig.
"Det er jeg glad for," sagde hun bare spagfærdigt og nød følelsen af hans varme krop mod sin, af hans kys mod hendes hals og af hans arme om hnde, mens hun løftede hovedet op på puden.
"Tak," sagde hun og gabte træt, mens hun følte udmattelsen skylle ind over sig og gøre sine øjenlåg tunge.

Han holdt hende bare ind til sig, og nød hende være så tæt på sig, og han var glad for at hun kunne lide ham, både hans personlighed og til syneladende også hans krop, men det var jo sådan der var nogen der havde det med ham, og for at være ærlig forstod han dem ikke, han fandt på ingen måde sin krop pæn, heller ikke grim, men ikke pæn veltrænet ja, men ikke flot eller pæn. Han ville snakke med hende om det imorgen, måske når de kørte ud til skoven hvis hun ville være med til det, så han kunne hente sine ting, og fange et dyr.

"Det var så lidt søde"

Han smilede og kyssede hende hals og nakke en sidste gang inden han lukkede øjnene for at falde i søvn, og håbede på en rolig nat, uden mareridt eller andet, men dog vidste han at han nok blev vækket hvis lynene fortsatte, da lang tid i skoven fik en til at sove meget let.

hun lukkede selv øjnene i og lod søvnen overmande sig, hvilket skete forholdsvis hurtigt. Georgie snorkede snart let nede ved hendes ben, meget let, en beroligende lyd, hun havde vænnet sig til, og blandet med lyden af Segovaxs åndedræt, faldt hun til ro ovenpå dagens mange oplevelser.
Hun hørte end ikke hans ord, allerede fortabt i drømmenes land, mærkede ikke hans kys. Hun trak blot vejret roligt, mens hendes brystkasse bevægede sig op og ned i et stille tempo og lynene og tordenskraldene gik ubemærket hen fra hendes side. Lyde af nat spøgte i lejligheden; den fjerne lyd af en bil fra tid til anden i det fjerne, lyden af vinden mod ruden og ellers bare stilhed. Indtil regnen begyndte og blidt trommede mod ruden. Tordenvejret var ovre, og vandet silede bare ned og lavede strømme på ruderne bag de slidte plastikpersienner.
I løbet af natten sneg Georgie sig længere op mod hendes hoved, og i søvne lagde hun armene om ham med et veltilpas suk og et stille smil. Intet mareridt rystede hende - lige nu.

Han vågnede flere gange i løbet af natten hver gang en høj lyd dukkede op, og også da georgie sneg sig op langs Colt. Han havde ikke noget mod det, og lagde bare sin hånd om hunden også, og aede dens blød pels til han faldt i søvn igen, men først da regnen trommede og så sov han ellers.

Han håbede igen ikke der var noget der ville vække ham, men man kunne jo aldrig vide og han var fint tilfreds med sit liv lige nu, og så kunne denne nat ikke bare komme og ændre på det, lige meget for lidt han fik sovet, skulle han nok elske næste dag, men nu var der røget 3 timer af hans søvn, og han håbede ikke hun ville hive ham ud af sengen. Det var faktisk også rart at sove i en seng, den var meget blødere end hans skind, og hun var også bedre at sove med end en jærv, hvor man ofte vågnede med flåede hænder og arme, georgie gav dog en fornemmelse af jærven med den pels.

Da solens første stråler tittede ind gennem vinduet ved nitiden vågnede Colt bat og slog øjnene op. Hun var først ved at gå lidt i panik, da hun så lyset og var halvvejs på vej ud af sengen, mens hun forsøgte at finde ud af hvad, hun skulle tage på, da hun kom i tanker om, hun havde fri og ikke var for sent på den. Med et lettet suk blev hun liggende med et smil om læberne og nød følelsen af hunden og manden bag hende. Hun følte sig gladere end hun havde gjort længe, og det var meget sagt, når man var bestemt optimist og altid lo og smilede. Men et smil og en latter kunne dække over meget, tænkte hun og følte sig et øjeblik en smule hul. Som den havde dækket over hvordan hun havde fået ham ud af hospitalet, hendes bitterhed mod hendes forældre, hendes frygt for fremmede... Der var mange ting skjult under hendes glade ydre, og smilet falmede, nu kun hun selv var vågen, og den rigtige Colt kom til syne. Den usikre, halvbange pige, der havde oplevet et selvmordsforsøg dagen før, havde byttet sin krop væk og som nu lå i armene på en mand, hun elskede, men i virkeligheden måske burde frygte. Hun mærkede hans bare ben mod sine, hans ånde mod nakken og nænnede ikke at vække ham. Hun ville bare ligge lidt og tænke, og hendes tanker gled tilbage på alle de ubehagelige ting, så hun kunne få bearbejdet dem. Hun var nødt til at tænke på dem, tænke sine handlinger igennem og analysere det hele, ellers ville det bare lægge sig i hendes baghoved som mareridt. Da hun tænkte på hans selvmordsforsøg, kom lugten af hans blod frem så stærk, den gav hende kvalme, og hun trak sig let sammen, så forsigtigt, hun kunne for ikke at vække ham, indtil hun lå helt krøllet sammen på sofaen. Tårer løb stille over hendes kind og hendes næseryg og landede i puden, men hun sagde ikke en lyd. Lå bare og fik det ud af systemet, al sin frygt og sorg, så hun kunne være glad og munter, når han vågnede. Hun ville være stærk for dem begge to dagen igennem og ikke græde flere tårer foran ham. Bedre hun lavede en våd plet på puden nu, for puden ville gemme på hendes hemmelighed, det vidste hun.

Han vågnede ikke som hun lagde der lige med det samme, og han var bare lykkeligt uvidende omkring hvad der skete og det var nok godt nok når man så på det, fordi ellers ville han bare blive lidt for nervøsover for hende, og det kunne han ikke tage lige nu. Han var ikke stærk nok psykisk endnu til at se hende have det dårligt, og det ville bare resultere i et forsøg mere nok.

Efter der var gået noget tid vågnede han langsomt op og endnu en gang var han ikke glad for den der del med at vågn, denne gang rullede han dog bare om på den anden side, og hev dynen med sig og rullede så meget han kunne, væk fra hende, ikke fordi han ikke kunne lide at ligge med hende men han var bare meget træt, og ville gerne sove rigtigt godt igennem, nu han havde muligheden, det betød meget for ham at få lov til at sove, eller enligt gjorde det ikke, men lige der gjorde det.

Til sidst vågnede han dog helt op og kiggede sig lidt omkring, med meget søvn i øjnene men han var dog helt vågen ingen tvivl om det, ikke når man så på ham ihvertfald.

Da han rullede om på den anden side tørrede hun hurtigt øjnene og vendte puden rundt, da han rullede af den, så han ikke skulle se den våde plet. Hun så om på ham med et kærligt smil, mens Georgie også vågnede og sprang ned på gulvet for at strække sine ben.
Hun forholdt sig tavs og satte sig bare op, hvor hun trak benene halvvejs op til brystet, lagde armene om dem og lagde sig ned mod dem, så hendes hår fladt som et tæppe over den fjerne side af hendes ben, mens hun betragtede ham med et smil.
Da han vågnede helt op og kikkede sig omkring, sad hun stadig sådan og bare kikkede på ham med lyset kommende ind bagfra, og hun så i hans ansigt efter tegn på, han ikke havde sovet godt eller nok. Hun fandt et par stykker, og det bekymrede hende en smule.
"Sovet godt, dearest?" spurgte hun blidt og vippede lidt med tæerne, mens hun talte for at få lidt blod ud i dem. Det var ikke den mest behagelige stilling at sidde i, men hendes søster havde altid sagt, hun så meget sød ud, når hun sad sådan, og hun ville gerne se sød ud lige nu. Hun så hen over sin ene arm, hvor også halvdelen af hendes smil var synlig, og selvom hun følte sig lidt lillepigeagtig og genert i den position, ville hun gerne se hans reaktion. Hun håbede, den var positiv, men måske så hun for lille og sårbar ud til, han kunne have det, det var hun ikke helt klar over.

Han lagde godt, pakket ind i dyne med kun hovedet der stak ud af den ene ende, og kiggede på hende da hun kiggede på ham med et lille smil, på læberne som gjorde at hun så meget sød ud som hun sad der helt krøllet sammen som en lille pige der gemte sig for noget eller noget, måske endda var bange, men det kunne han ikke lige se hvorfor hun skulle være og slet ikke når hun smilede på den måde.

Hans smil blev større over hvordan hun sad, og over hendes spørgsmål. Han vidste ikke helt om han skulle fortælle hende hvordan han havde sovet, men jo hvorfor ikke der var ikke noget der var elendigt med det han havde oplevet han havde jo bare ikke sovet super godt, var jo bare blevet vækket ret mange gange.

"Det går nok søde, jeg blev bare vækket et par gange af torden."

Han smilede til hende, og kravlede halvt ud af dynen og over til hende, halvt dækket af dyne, og lagde sine arme om hende, før han kyssede hende blidt på halsen og eller bare holdt om hende, med sit hoved hvilende på hendes skulder.

"Du er altså så sød..."

Hans stemme var varm og kærlig, og han var meget seriøs omkring det han sagde til hende, fordi hun så virkelig søde ud som hun sad der, mere end hun plejede.

Hun blev glad for, han var ærlig omkring hvordan, han havde sovet, også selvom søvnen havde været afbrudt. Hun rakte en hånd hen og strøg ham over kinden, før han kravlede over og lagde armene om hende. Da hans hoved ramte hendes skulder, lænede hun sit eget mod hans, og hendes røde lokker faldt som et tæppe ned omkring dem.
"Er ked af, vejret vækkede dig," sagde hun blidt, "Men jeg håber i det mindste, du er lidt mere udhvilet?" Hun strøg ham over hagen, der var ru af skæget (eller er det kun skægstubbe?), mens hun betragtede ham med et veltilpas suk.
"Det er du nu også!" Med et varmt og kærligt blik søgte hun hans øjne og nød bare følelsen af ham så tæt på sig.
"Er der noget, jeg kan gøre for dig?" spurgte hun så omsorgsfuldt og strøg ham over armen med en fast bevægelse, så det ikke skulle kilde.

Han sad og holdt om hende, med hovedet hvilende på hendes skulder, og nød bare at sidde med hende sådan, men der var noget i ham der sagde det ikke var rigtigt at der var noget galt, men han var vant til det, og han slog det væk, som en irriterende flue, selvom han vidste følelsen nok ville vende til bage det gjorde den altid.

Han smilede til hende som svar på hendes medfølelse over for hvordan vejret havde været, og han var glad for at hun ikke begyndte at klage over for ham eller noget, eller blev virkeligt pylret fordi det kunne han ikke lige tage.

"Du kan køre til skoven med mig hvis du vil?"

Han smilede varmt til hende, og håbede hun havde lyst til at tage med ham der ud, så han kunne se til jærven og få noget bedre tøj, og muligvis fange et dyr så de havde noget at spise til aften, noget med lidt mere kød.

Hun bøjede hovedet og placerede et kys på hans pande med et blidt smil.
"Det vil jeg da gerne," sagde hun i en munter, ubekymret tone. "Er du træt af jeans allerede?" Hun lo let og så på ham, frisk efter sin lile tudetur og opladet med energi.
"Vil du have lidt morgenmad først? Jeg skal nok nødt til at have lidt mad i maven, ellers fungerer jeg ikke så godt." Hun smilede let undskyldende og vidste ikke hvordan han havde det med morgenmad, og især den slags hun holdt sig.
"Jeg har også tænkt mig at tage ned at handle i dag, muligvis løbe derhen og tilbage, ved ikke om det var noget, du kunne have lyst til også, eller om du hellere vil blive her, når jeg tager af sted? Jeg skal selvfølgelig nok skynde mig, hvis det er." Det sidste var en meget hurtig tilføjelse sagt med et bredt smil. Hun håbede i alt fald ikke, han havde noget imod den lile løbetur, hvis han ville med, for hun trængte til at strække benene, og de to kilometer hver vej var lige hvad hun kunne overkomme i dag, følte hun. Hun blev nok også nødt til at lave lidt arm- og mavebøjninger, men det sagde hun ikke noget om lige nu. Det måtte de se på til den tid.

Han smilede til det første hun sagde, eller gjorde smilet lidt større. Han var faktisk ved at være lidt træt af de stramme jeans, han nu var blevet lånt ham, men var dog taknemmelig for at Django havde haft noget tøj han kunne låne, og at det ikke var alt alt for småt. Han kunne ikke lade være med at smile ved hendes spørgsmål.

"Ja det er ikke lige mig, og slet ikke når de er så stramme. Det er lidt for meget, ikke mig?"

Han blinkede med øjnene for at finde en god afslutning, men det blev bare til 'ikke mig.'.

Han smilede til hende, over at hun var undskyldende over at hun gerne ville have morgenmad, selv havde han ikke rigtig lyst, da han normalt kun spiste en gang om dagen. Han var vant til det, og hans krop krævede ikke mere medmindre han havde brugt sin evne.

"Du tager bare noget, men jeg er ikke sulten."

Han tænkte lidt over det med at tage ud og handle, og det ville nok være ret mystisk for ham når de stod i situationen. Han var ikke vant til butikker, kun til kroer, det var det eneste sted han nogensinde havde kæbt noget.

"Ud og handle og løbe? Jo hvorfor ikke, jeg må vel hellere se hvad det der butikker er for noget."

Han smilede og lo lidt til hende, over hans egen sidste kommentar fordi det var sådan det var.

Hhun gengældte bare hans smil og lo så lidt ved hans ord.
"Det ser altså ikke helt skidt ud," kommenterede hun let grinende, "Jeg kan godt lide rigtigt at kunne se dine benmuskler, men måske er det ikke lige dig." Hun plantede et nyt kys på hans pande.
"Tak. Du vil nok heller ikke synes om min form for morgenmad, kunne jeg forestille mig." Hun lo igen og aede hans arm.
"Du er selvfølgelig ikke vant til butikker, nej," mumlede hun og fortsatte så lidt højere. "Jamen så er det vist på tide, jeg viser dig en lille butik," lo hun, "Det er ikke en af de store, så du skulle ikke blive alt for overvældet ... OG så må vi se om du kan følge med, når jeg løber; Georgie kan ikke." Hun lo igen og så kærligt på ham, for hun var faktisk ikke i tvivl om, han kunne løbe stærkere end hende, hun ville bare drille ham lidt. Det var dog lidt mærkeligt for hende, han ikke gik i butikker, men han klarede sig vel alligevel? Det var bare mærkeligt for en der elskede at shoppe, men den side skulle han tids nok finde.

"Det kan godt være det ikke ser skidt ud, og selvom jeg elsker dig, så er det bare stadig ikke noget jeg bryder mig om at gå i."

Han smilede til hende, slap hende, og begyndte med at få bukserne på, som var et seriøst helvede for ham, og han hadede dem, og kunne ikke vente med at komme ud til skoven og få sit eget tøj, og håbede bare at der ikke havde været dyr i det, selvom ingen dyr plejede at komme forbi når han havde været der, de kendte hans lugt og de vidste det var dem der endte i problemer hvis de forsøgte.

"Nej det kan godt være, nu ved jeg jo ikke hvad du spiser."

Han var glad for at han måtte komme med ud og handle også selvom hun nu drillede ham med om han kunne følge med i hendes tempo, han vidste med ret stor sikkerhed han kunne, men gad ikke sige det.

"Ja nu må vi se, jeg løber jo ikke så meget."

Han fik bukserne på og rejste sig så op og tog trøjen på igen, og fik næsten lyst til at flå bukserne fra hinanden, men han gjorde det ikke, da det jo var lånt tøj, og så kunne han jo ikke være det bekendt.

Hun lo ad hans kommentar og strøg ham over kinden.
"Du skal ikke ændre tøjstil for min skyld, det forventer jeg slet ikke, bare så vi har det på det rene," lo hun kærligt. "Jeg elsker dig præcis som du er!"
Da han rejste sig og tog bukserne på, gik hun selv ind til sit tøj og kæmpede sig i det; det samme som dagen før, hvorpå hun på sin vej ud i køkkenet stak hovedet ind til ham med et skævt grin.
"Hirsegrød med friske æbler," lo hun og forventede en grimasse eller lignende. Hun blev stående lidt for at se hans reaktion, før hun gik ud i køkkenet og satte en kasserolle med et par deciliter mælk over, før hun gik i skabet efter frugt og frø. Hun hakkede æblet i bidstørrelses stykker og ventede til mælken kogtte, før hun tog gryden af varmen og blandede hirsefrøene i. Og voilá, morgenmad! Det kom i en skål, og hun tog den med ind i stuen og satte den på bordet, før hun så mod ham igen.
"Jeg er nu rimeligt sikker på, dine benmuskler kan få dig hurtigt frem, selvom jeg løber hver dag. Det er jo ikke ligefrem sprinte, jeg plejer at gøre." Hun kluklo lidt og satte sig så for at spise den gulgrå grød med æblestykkerne. Det var en tør grød uden meget smag, men det mættede godt, og hun var vant til det, og det røg hurtigt ned.

Han smilede til hende, og skar en grimasse over hendes mad, forpokker da ikke grød, det var jo nærmest ulækkert at spise den slags, og det var bare trist at vide at hun gjorde det. Han havde næsten ondt af hende, men sådan som hun spiste det var det nok ikke det store problem. Han kunne ikke lade være med at grine over hendes kommentar om hans ben.

"Nej det er nu ikke fordi jeg er særlig hurtig, jeg har stærke ben men mere til vandring med noget tungt på ryggen, som når jeg vandrer rundt omkring i bjerge og skove med mit telt og det hele på ryggen."

Det var løgn det han sad og sagde men han viste det ikke, ikke fordi benene ikke var stærke men han kunne skam sagtens løbe hurtigt, og han gjorde det også tit når han skulle have mad, selvom han ofte gjorde det i ulve form, og det var rart at kunne gøre den slags.

"Nå er du ved at være klar til at køre"

Han var faktisk ret ivrig efter at møde sin jærv igen, og i det hele taget få fat i nogle af sine egne ting, så det ikke alt sammen var hendes.

Hun lo ad hans grimasse, mens hun spiste færdig, hvorpå hun gik ud og skyllede sin tallerken og føjede den til opvasken, der skulle tages.
"Det er i alt fald et par gode og flotte ben, du har!" kommenterede hun let leende. "I like a lot!" Hun havde dog lidt svært ved at tro, han ikke skulle kunne løbe lige så hurtigt eller hurtigere end hende; hun syntes ligesom hans muskler bar tegn på den form for motion.
Da hun kom ud fra køkkenet igen, greb hun sin frakke og fandt i det samme sin hue, der var fyldt af de ting, hun havde samlet op fra sneen, og hun bar dem ind til ham.
"Se hvad jeg for resten fandt mens du sov i bilen," lo hun og hældte dem ud på sofaen, før hun tog huen og frakken på. "Og så er jeg klar!" Hun lukkede frakkens tre knapper, mens hun talte og stod så foran ham godt pakket ind.
"Oh, jeg glemte støvlerne!" udbrød hun så leende og smålød de få meter over gulvet efter sine skindstøvler med den næsten ti centimeter høje hæl.
"Sådan nu er jeg klar!" Hun lo let igen og så så afventende på ham, mens Georgie kom rendende med sin snor i munden.
"Awh lille skat, ikke nu! Du kan komme med ned og handle, men lige nu er det ikke godt. Jærven æder dig bare!" hun samlede ham op og bar ham og snoren ind i soveværelset, hvor hun hang snoren på plads.

Han kiggede på de ting hun havde fundet, og var glad for at hans kniv var i blandt dem, så han kunne få den solgt og sørge for en god middag et eller andet sted, gerne et lille hyggeligt sted hvor de kunne nyde hinandens selskab og det gode mad, og der gik det op for ham at han nok skulle se som om efter noget pænt tøj så, men det måtte de ser på senere i dag.

Han tog sin sølvkniv og smuttede ud til hende, igang, hvor det så gik op for ham at han faktisk heller ikke havde noget fodtøj, helt ærligt det her gik sgu godt for ham, nå han kunne vel godt holde til at gå på bare fødder, selvom folk nok ville kigge lidt på ham, da det var lidt mærkeligt. Det var jo kun ud til skoven, og hans telt.

"Godt jamen så lad os smutte."

Han smilede og gav hende et kys på panden, så han ikke skulle bukke sig for meget ned. Det var sjovt med deres meget store højde forskel.

Hun så på ham med hovedet på skrå og smilede skævt over hans manglende fodtøj og de korte ærmer.
"Jeg forstår simpelthen ikke, du ikke fryser!" lo hun og åbnede døren. Georgie kom løbende, men der blev sagt godnat, og han vendte skuffet om; havde lige troet, han kunne snyde sig til en gåtur.
Hun trippede ned ad den smalle trappe og undgik på nærmest mirakuløs vis at falde ned i sine hæle. Hun var selvfølgelig vant til dem, men det kunne godt se halvfarligt ud alligevel, sådan som hun havde fart på.
Hun tog yderdøren og holdt den for ham, før hun gik ud i den stadigt regnvåde gade efter nattens uvejr. Bilen holdt lige ud for opgangen, og hun skyndte sig hen og låsede den op, først i passagersiden, så i førersiden, da bilen var så gammel, den ikke havde centrallås. Hun lænede sig smilende op ad bilen på den modsatte side - førersiden - og så hen på ham, indtil han satte sig ind, før hun selv tog plads indenfor og tændte for motoren, der efterkom hende med et hult drøn.
"Er det i nærheden af hvor vi mødtes?" spurgte hun, før hun kørte, da hun gerne ville vide om hun bare skulle holde på den nærmeste parkeringsplads dertil, eller hvordan og hvorledes, han ønskede det.

HAn fulgte efter hende ned af trapperne, og forstod ikke helt hvordan kvinder generelt kunne gå i den slags fodtøj, han havde haft problemer med sine egne støvler og der var det jo hele sålen der var høj. Hans støvler som han vidste han havde stående passede jo godt til at smadre ting med da de havde en halvanden centimere læder som sål, og der under en halv centimeter stål, som også gjorde dem hårde.

"JA hvis du bare kører der hen går det nok."

Han smilede lidt ved tanken om hvordan de faktisk var mødtes, fordi det jo bare havde været et helt tilfældigt møde, og ingen havde nok forventet at der ville ske noget der med mindre hun selvfølgelig allerede havde tænkt der at hun ville gøre forsøget og flirte med ham.

"Søde? Valgte du da du stødte ind i mig at du ville flirte med mig?"

Hun så sig over skulderen og fik elegant bakket bilen ud, før hun satte i gear og kørte ned ad den lille vej og drejede ud mod en større på vej mod skoven.
"Jeg sætter kursen derhen så," kommenterede hun og lagde sin hånd på hans lår med et kort smil, før hun skar en grimasse. "Ja okay, jeans føles lidt forkert lige her," indrømmede hun med et grin.
Hendes egne tanker blev optaget af og forundret over hvordan sådan et tilfældigt møde havde udviklet sig.
Da han spurgte om hun havde valgt at flirte med ham, blev hun lidt trist og svarede ham stille.
"Jeg fortalte dig, at efter den hændelse, havde jeg ikke lyst til at flirte med nogen ... Jeg var da tiltrukket af dig, men det var ikke noget, jeg havde i tankerne på det tidspunkt, nej. Havde jeg flirtet, havde jeg nok skræmt dig væk, og du havde i hvert fald ikke været i tvivl om det." Et lidt trist smil hvilede om hendes læber ved tanken om hvordan hun engang havde været. Vild og uregerlig, fuldstændig ligesom andre teenagere uden at tænke over konsekvenserne. "JEg fik en brat øjenåbner for at være sådan, husker du nok," tilføjede hun med et lille suk og klappede hans lår blidt.

Han smilede over hendes kommentar med bukserne der ikke var rigtige lige der, og han lo også lidt over det. Han var glad for at hun endelig havde set lyst, og kunne se at jeans ikke rigtigt var noget for ham. Det ville det nok aldrig blive, et par pæne fløjlsbukser kunne man få ham i, men så heller ikke noget der var pænere, og sådan var det bare.

"Jeg kan sagtens huske hvad du havde fortalt mig, men det kunne jo godt være du alligevel havde valgt at gøre forsøget, og det var også bare for at forstå lid mere om hvorfor dog vi er endt sammen nu, du ved, mødet var jo helt tilfældigt, og meget morsomt at nu er vi sammen på denne måde, det må du da indrømme."