Colts lille lejlighed.

Hun smilede igen og blev lidt gladere.
"Ja, du har ret, det er lidt sjovt at det er endt sådan her - eller begyndt måske - men jeg ved faktisk ikke hvordan det er sket. JEg havde ikke besluttet mig for det i alt fald, selvom jeg syntes, du var lidt fræk at se på." Hun lo muntert ad sin egen kommentar og rødmede let.
"Du besluttede dig heller ikke for det så, kan jeg regne ud? For at forføre en stakkels, uvidende kvinde?" Hun lo igen og drillede ham åbenlyst kun.
Hun drejede ned ad den sidste vej og kom så til parkeringspladsen i nærheden af stedet, og med et kækt glimt i øjet så hun kort på ham.
"Hold fast!" sagde hun, før hun lavede en håndbremsevending, lavede bremsespor hen over pladsen, mens de snurrede en halv omgang rundt i bilen og lavede en parkering perfekt mellem de to hvide streger.
"Hvad synes du om mine evner?" lo hun, "JEg har helt selv lært mig det!"

Han smilede som svar til at hun godt kunne se at det var lidt sjovt at det havde ført dem til det. Det var ikke det hna på nogen måde havde regnet med, og han havde da slet ikke tænkt på at forføre hende, det var han slet ikke typen der gjorde, da han slet ikke havde selvtilliden til det, og mente faktisk ikke selv at han havde udseendet til det.

"Nej jeg forfører ikke folk, det har jeg ikke selvtilliden til, eller udseendet hvis du spørger mig."

Han blev igen overrasket over hendes måde at køre på, det virkede som om hun forsøgte at slippe væk fra nogen og som ren respons på det, vendte han sig rundt i sæddet og kiggede bag ud og lyttede efter sirenerne, og udbruddet kom bare som ren refleks inden hun sagde noget.

"Hvad, hvor og hvem er efter os?"

Han talte og holdt øje på den måde, så han ikke hørte hvad det var hun sagde, og bare sad med hjertet halvt oppe i halsen, ikke fordi hun kørte som hun gjorde men mere fordi han var bange for at der faktisk var nogen efter dem.

"Måske ikke selvtilliden," sagde hun næsten spindende, "men udseendet til at fange min interesse har du! Det havde du lige fra første blik!" Hun så varmt på ham, let drillende, men helt oprigtigt og med en let rød farve i kinderne. "Just my taste, baby!" lo hun.
Da han vendte sig i sædet og å bagud med ansigtet lyst op i alarm, havde hun svært ved ikke at grine, og da han talte, kunne hun ikke lade være. Hun lænede sig over og lagde en hånd på hans kind for at vende hans ansigt mod sig.
"Dearest, der er ingen efter os! Så ville du ikke se mig parkere bilen, men jokke på sømmet! JEg driller dig bare lidt med min kørsel." hun smilede kærligt og overværende.
"undskyld jeg skræmte dig, det var ikke meningen." Hun kærtegnede hans kind blidt og håbede ikke, han ville tage det ilde op.
"Med en gammel ferrarimotor i den her spand ville jeg ikke forsøge at bremse op, jeg ville bare have fortsat!" smilede hun, selvom der ikke var meget andet end græsmark foran dem, før skoven begyndte.

Han smilede halv om halvt som svar til hende, men var ikke engang flov over at han havde gjort noget så dumt. Han var jo bare vant til at folk ofte var efter ham, af den ene eller den anden grund, så det var ikke sært at han reagerede på den måde, det ville hun vel også hvis hun var berygtet forbryder, og jagtet af en sindsyg kvinde af en jagerm´, som man aldrig vidste hvor man havde.

"Går nok, man bliver bare lid paranoid af at blive jagtet så meget som mig."

HAn sprang ud af bilen ret hurtigt og strækkede ben, mens han kiggede sig lidt omkring. NU måtte han se i hvilken retning de skulle, men han skulle nok finde ud af hvilken vej de skulle derfra hvor hun nu var parkeret, men det ville nok være bedst hvis hun ledte dem hen til der de var mødtes.

"Kan du ikke vise vej hen til der vi stødte ind i hinanden."

Hans smil beroliger hende lidt, at han ikke tager det ilde op, og hun sukkede lettet og skulle til at svare ham, da han steg ud af bilen. Hun lænede sig hurtigt over og låste i passagersiden, før hun steg ud og ligeledes sikrede førersiden. Så gik hun op på siden af ham og viklede sine fingrer rundt om hans.
"Hvis vi bliver forfulgt i min bil og med mig bag rattet, skal du ikke være nervøs; jeg har evner ud over at fikse biler!" forsikrede hun ham og lænede sig op for at kysse ham på kinden, mens hun smilede beroligende.
"De vil ikke have en chance!" Selvom hun vidste, hun ikke havde så meget øvelse i at køre fra folk og blive jagtet, havde hun stadig kørt om kap med nogle af gutterne fra værkstedet, og hun var ubesejret i sin lille opel.
Hun begyndte at trække ham med hen mod stedet, hvor han var løbet ind i hende.
"Hvorfor løb du egentlig den dag?" spurgte hun nysgerrigt. "Du rendte direkte ind i mig, men jeg fik aldrig spurgt dig hvad, du løb for?" Hun så op på ham, mens de gik og til sidst efter ti minutters gang nåede stedet, hvor hun stoppede op.

Han kunne ikke helt huske hvad og hvorfor han løb fra, men han var ret sikker på det faktisk bare var for at komme ud i naturen, og væk fra alle de nedern tanker der nogle gange kom når han sad for sig selv på den måde, men han var ikke helt sikker, det ville dog nok komme efter hånden, det var han ret så sikker på.

"Flugt fra noget, tanker tror jeg da der ikke var nogen jæger efter mig."

Han smilede lidt og valgte dog ikke at spørge hende, da han jo havde fået hendes årsag til det at vide, og derfor gik han bare roligt videre sammen med hende, og ville bare gerne snart frem til der hvor teltet lå, og glædede sig til at komme frem, og når han kunne vejen skulle det nok også komme til at gå hurtigere, ingen tvivl om det.

"Og for resten det med at køre fra dem, jeg håber bare aldrig du for brug få det."

Han smilede og nød at have sine fingre flettet ind i hendes, og smilede til hende, et stort dejligt varmt smil.

Hun nikkede ved hans ord og smilede varmt til ham.
"Jeg håber, jeg kan være din flugt fremover," sagde hun blidt og kærtegnede hans hånd med tomlen. "At jeg kan være nok for dig." Hun var ikke helt sikker, men hun åbede det. At han ville kunne finde en flugt i hende fra det negative, en tryghed, der kunne berolige ham, måske endda afledning fra selvskadende tanker. Men det var måske for meget at håbe på, for meget at bede om. At være så meget for ét menneske var vel nærmest.. umuligt?
"Det håber jeg heller ikke, men jeg vil hellere møde dem i bil end på gåben," sagde hun let, selvom emnet var meget alvorligt. Hun vidste, hun ikke selv ville være i stand til at gøre noget som helst uden for en bil, og hun ville ikke have nogen måde at beskytte ham eller bare sig selv på og ville bare bringe dem i større fare begge to. Hun havde på fornemmelsen, hun let kunne gå hen og blive hans svage punkt; at hvis de fik fat i hende, ville han overgive sig, og det ønskede hun ikke. Det var ikke hende, de var ude efter, så de ville vel være ligeglade med hende udover nogle småskrammer, ville de ikke? Hun så lidt bekymret op på ham, hendes smil falmet, hendes bryn rynket let.

Han kiggede på hende, og vidste ikke helt hvad han skulle svare, fordi han ville gerne lade hende hjælpe ham, men han var bange for at det ville tage for meget på hende, at gøre forsøget på det. Han ville ikk kunne klare det hvis det lykkedes hende at tage så meget fra ham at hun selv gik ned, på samme måde som han havde gjort.

"Jeg er glad for at du gerne vil hjælpe mig søde, men pas nu på dig selv ikke, jeg vil ikke kunne bære det hvis du endte som mig..."

Hans stemme var blød, mild og kærlig, men stadig var hans stemme også autoritæer og alvorlig da han syntes hun skulle vide at han mente det. Han var ikke sikker på hvorfor hun pludselig virkede så mut, men håbede at han kunne få hende på bedre tanker om lidt og få hende til at smile.

Han kunne genkende stedet, og var nu meget sikker på hvilken vej de skulle. Han smed hende op i hans favn og satte så ellers i løb mod der hvor hans telt det lå henne, som var en 500 til 750 meter dybere inde i skoven.

"Jeg passer på mig selv, dearest. Jeg er stærkere end jeg ser ud, nu," svarede hun ham i en overbevisende tone. "Jeg har lært at passe på mig selv." Der var en lille anelse af bitterhed i kommentaren, men kun en smule.
Hun kom med et overrasket udbrud, da han løftede hende op, men lagde så blot armene om halsen på ham og holdt fast, mens han løb med hende. Hun smilede svagt, men var stadig forholdsvis alvorlig, mens hun bare betragtede ham, for en gangs skyld i tavshed.
Skoven fór forbi dem, de visne, våde blade klistrede til jorden, stammerne stod nøgne og strakte sig ud over det, der måske var en sti nedenunder det tykke, brune lag af træernes engang så prægtige kroner. Hun følte sig et øjeblik tynget om hjertet, men fandt så sin positive side frem igen, for træernes blade faldt kun af og døde for at give næring til noget nyt og bedre; naturen tog aldrig noget uden at give noget bedre tilbage. Nogen gange kunne den være længe om det, men det var helt sikkert, det ville ske. Og ved denne betragtning, lagde hun sig lidt tættere ind til ham, og et svagt smil fandt hendes læber, mens hun mærkede hans dreadloks daske mod sin arm i takt til hans bevægelser, mens hendes eget hår bølgede og sprang i vindmodstanden.

Han smilede glad for hendes kommentar, og hendes styrke til at kunne sige det så viljestærkt. Han løb bare afsted og kunne se at de snart nåede hen til teltet, som han kunne skimte lidt længere fremme. Han kom til måske cirka 5 sekunder for sent til at tænke på at han havde fælder ved lige netop den indgang som ikke var blevet sat af endnu, men han var heldig med at de ikke virkede helt, men han fik da et tilspidset gevir i gennem den ene fod, lige inden de nåede helt ind i lysningen.

Han trådte geviret gennem foden og væltede forover med hende i armene, og som en ren refleks for ikke at skade hende, sparkede han til med den ene fod mod jorden, og den anden hen mod den første fod, så han krop roterede en halv omgang og han landede på ryggen, uden rigtigt at sige så meget andet end skældud på sig selv.

"For helvede du skal huske dine fælder når du sætter dem op. ARGH"

Hun så på ham hele tiden, mens han løb, og da han gik i fælden og væltede, kom hun med et forskrækket, meget kvindeligt lille skrig og klamrede sig til ham, ondtil de landede på jorden. Der kom hun hurtigt af ham og så på ham undersøgende, indtil hendes øjne, store og forskrækkede landede på hans fod.
"Åh Gud," stønnede hun og kravlede hen ad jorden ned til hans bare fod, hvor hun undersøgte såret uden at røre ved det. Det så voldsomt ud, som geviret stak kennem hans knogle, og hun fik en smule kvalme, selvom hun bare sukkede tungt og rystede på hovedet. Så kravlede hun tilbage til hans overkrop og snuppede hans hånd, hvor håndledet var forbundet.
"Tror du du kan lade være med at svine det til, til vi kan få fat i en ren en?" spurgte hun med et skævt, falskt muntert smil, mens hun viklede den af ham. Hendes let rynkede øjenbryn var dog ikke til at tage fejl af; hun var meget alvorlig, og hun samlede forbindingen ned til hans fod og bed sig i underlæben, før hun skævede op til ham.
"Vil du selv tage den ud, eller skal jeg forsøge?" spurgte hun og sad ellers klar med forbindingen. Det blødte ikke så meget lige nu, men det ville det komme til, når geviret blev trukket ud, og det var ikke usandsynligt, han ikke ville kunne støtte på foden, hvor knoglen jo var blevet knust, så geviret kunne gå gennem den.

Han kiggede på hende, med glad øjne fordi hun var der for ham. Det kunne måske virke sygt med ham og det med at han var glad og smilede i hele ansigtet selvom et gevir stak ud gennem hans fod. Han kiggede på hende, som hun spurgte om hun skulle gøre det, eller han selv helst ville gøre det, og han nikkede bare til hende, og rev så geviret ud med en hård og fast bevægelse, mens han bed tænderne sammen i et enkelt bid.

Han ventede på at hun forbandt hans sår, og når hun havde gjort det ville han rejse sig op, og begynde på kun et ben at hoppe de sidste 10 meter hen til teltet, som ikke var så langt væk, og han vidste nu at der ikke ville gå længe før jærven kom løbenede og han havde ret, kort efter kom det løbende mod ham over for teltet. Han stillede bare en hånd op og fortsatte, og dyret stoppede roligt og begyndte at bakke.

Hun så op på ham og forsøgte bare at være praktisk, selvom hun i virkeligheden var lige ved at besvime. Men nu var ikke tiden! Hun forbandt hans sår og bed det tavst i sig, før hun så ham humpe hen til teltet. Hun fulgte forsigtigt efter, meget bevidst om kun at gå der hvor han selv havde humpet. Hun nåede næsten helt hen til ham, da hun fik øje på jærven, og hun stoppede op og stirrede fascineret på den.
Hun turde ikke sige noget eller bevæge sig og så blot fascineret til, mens den sad der i bladene med naturen som baggrund, og hun glemte helt, den måtte være håndtam - i alt fald overfor Segovax. Hun stod med fødderne samlet og hænderne foran brystet let knuget og med et sagte smil hvilende på sine fyldige læber. Hendes grønne øjne skinnede mystificerede, mens hun så på dyret, der begyndte at bakke væk, da Segovax holdt en hånd op, tilsyneladende reagerende på hans gestus som Georgie reagerede på hendes ord. Det var ganske fascinerende, denne oplevelse han gav hende, og at se ham stå i jeans og en t-shirt gjorde det hele meget mere surealistisk end hvis han havde haft sit eget tøj på.

Han hoppede det sidste lille stykke hen til telte, hvor han hoppede ind og fandt en kniv, noget tøj og en ny forbinding frem. Han humpede ud, hev forbindingen af og satte den nye på. Han var tavs under det hele. Han sagde intet, og begyndte så at tage bukserne af og et par af sine egne på, og derefter skjorten. Han hev et par støvler på med en svag grimasse og rejste sig så op og gik over til hende.

"Søde jeg ved ikke om dette er få meget at bede dig om, men gider du at smide alt hvad der er i telt ned i den store taske der inde? Så vil jeg smutte ud og skaffe det jeg lovede."

HAn håbede hun ville men ellers skulle han nok selv gøre det, og han tænkte slet ikke på at hun kunne finde nogle af de ting han havde liggende som ikke var sådan helt normale, og han tænkte slet ikke på hans forlovelses ring, som han også selv havde smedet.

Hun så lidt tvivlende på ham, da han alligevel gik på foden. Hun kunne kun svagt forestille sig hans smerter, men så igen, han mærkede det knapt. Da han nåede helt over til hende, kyssede hun ham blidt på kinden og smilede varmt.
"JEg skal nok pakke det sammen, dearest," sagde hun roligt og lagde kort hånden mod hans kind, mens hun mødte hans stormgrå blik. "Nogen fælder, jeg skal passe på?" Hendes smil var halvt drillende, halvt bekymret, for hun havde virkelig ikke lyst til at gå i en af hans brutale fælder.
Hun skævede så til hans fod.
"Kan du godt gå på det? Jeg mener; det var et rimeligt voldsomt..." Hun afbrød sig selv med et suk og kyssede ham på munden i stedet. "PAs nu på dig selv." Hun vidste, hun måtte holde op med at pyldre sådan om manden; han klarede sig vel, hvis han så sådan ud, så længe der var tale om noget fysisk. Det var mere det psykiske, hun skulle bekymre sig om.

"tak søde."

"Nej der er ingen fælder i mit telt."

Han smilede og vandrede så bort efter at have kysset hende på kinden, en sidste gang inden han vandrede ud i skoven. Hans støvler var tunge men han kunne stadig bevæge sig stille, og et enkelt dyr i skoven så ham ikke, en ung hjort der lige var blevet voksen, der stod der. Den var ikke for stor og heller ikke få lille, og et enkelt vellykket kast med kniven og dyret faldt om, og han vandrede hen samlede det op og gik tilbage til hende, og smed det bag teltet hvor han kom fra så hun ikke så det døde dyr, og så gik han om til hende igen.

"Hvordan har du det med døde dyr? Vil du helst slippe for at se mig patere det?"

Hun smilede og så ham gå, før hun kravlede ind i teltet for at pakke hans ting ned. Hun forsøgte at gøre det nøgternt og effektivt, men kunne ikke lade være med nysgerrigt at se på hans forskellige ting. Hun fandt da også forlovelsessringen og sank en klump, mens hun et øjeblik sad med den mellem fingrene. Det var ikke sådan en, man fandt i butikkerne, så meget var hun da klar over, og det berørte hende meget at side med den. Hun sank en klump og blinkede en enkelt tåre væk for den afdøde, før hun også forsigtigt lagde ringen ned i tasken.
Hun tømte hurtigt teltet; fik det hele ned i tasken og trak den med ud derfra netop som han talte.
"Jeg har da set et dødt dyr før," bemærkede hun, "JEg er af og til kommet til at køre ind i en hjort. Jeg ved dog ikke om det er nemmest at partere det her eller hjemme på mit bord, og vi må også lige tænke på om hvor meget blod der ender i min bil, da jeg ærligt talt ikke gider bruge dage på at gøre den ren." Hun smilede og skar en grimasse og mente nok, hun kunne klare et dødt dyr, så længe det ikke var en hund eller kat, og det regnede hun i alt fald ikke med, han havde slået ihjel for spisning.
"Så hvad end du mener vil være nemmest og renest - bordet derhjemme kan vi altid klare bagefter, hvis det er, og jeg har poser nok til kødet. Det er mere om vi kan nå at spise det hele, før det bliver dårligt." Hun forsøgte stadig at være praktisk og blev bedre og bedre til det i egne øjne.

Da hun snakkede om hvad der ville være det bedste at gøre, gik han om bag teltet tog dyret og gik om til hende med det, og stod med det, da han ikke lige mente at det var det nemmeste at stå og partere i hendes lille køkken, og han regnede med at hun godt kunne se problemet i det, da dyret godt nok var ungt og kun lige havde fået gevir men stadig for stort til hendes køkken.

"Ja jeg ved ikke med dig men tror det bliver lidt besværgligt at patere det i dit køkken?."

Han smilede til hende, og smed så dyret på jorden igen, og skar bugen op på den så han kunne få indvoldene ud, og så begyndte han ellers at rense dyret flå de, og til sidst partere det, og han smed både hjerte og lever over til jærven.

"Jeg tror det klarer sig, fordi jeg kan spise sådan en her selv med hjælp fra jærven, og det er uden fryser."

"Med hensyn til blod i bilen pakker vi det bare ind i nogle skind, og ned i en taske."

Hun så på det unge dyr, der ganske rigtigt var lidt for stort til hendes lille køkkenbord.
"Jeg tror jeg snart skal gøre alvor at det og finde et sted med større køkken," lo hun og lagde hovedet på skrå, mens hun betragtede det døde dyr. Det var meget ungt, hvilket slog hende hurtigt, men hun vidste, det unge kød var det bedste, og da hun ikke havde noget imod at købe kød fra en fryser, kunne hun heller ikke tillade sig at have noget imod at dræbe et i naturen.
Da han begyndte at skære i det, vendte hun dog ansigtet væk; det var lidt for meget af det gode, men det skulle jo gøres. Hun skar en grimasse ved hans kommentar.
"En lille grovæder, er vi?" lo hun så let. Men der skulle nok mere til at mætte en, der havde lidt ulv i sig, tænkte hun overvejende. "Men det må jeg jo så hellere huske, når jeg laver det; ekstra stor portion til dig!" Hun smilede varmt, selvom hun ikke så direkte hen på ham. Råt kød kunne hun normalt godt klare, men indvoldene og blodet var lidt for meget for hende.
"Okay," svarede hun blot villigt til det sidste og slog armene halvt om sig selv, mens hun ventede på, han skulle blive færdig.

Han kiggede på hende mens han paterede køddet, og han kunne tydeligt se at det ikke var noget hun var så glad for at se, og han ville derfor gerne have hende til at tænke på noget andet mens han blev færdigt med at ordne køddet, hvilket han ofte gjorde så det tog ikke så lang tid, som det kunne have. Han var hurtigt færdig og tørrede sine hænder i græsset.

"Fik du pakket tingene ned, søde?"

Han kunne ikke lade være med at tænke på, om hun havde kigget hans ting igennem. Det var jo noget mange gjorde når de fik lov til at kigge i andre folks sager, hvilket han jo havde givet hende lov til ved at bed hende pakke hans ting sammen.

"Hvad så søde fandt du nogle spændende ting?"

Han kunne ikke lade være med at grine lidt, og smile til hende, hvis altså hun havde vent sig rundt til ham.

Hun blev stående et øjeblik længere end nødvendigt med hovedet vendt bort, mens hun samlede sig og tog sig sammen, før hun så på ham igen, men inden da, svarede hun på hans spørgsmål:
"Ja, det hele er i tasken her," hun bukkede sig ned og klappede på den, før hun så på ham med et stille smil.
Hun tænkte selv over alle de ting, hun havde set af hans og følte nærmest, hun lige havde pillet hans liv fra hinanden og set det hele. Det var lidt pinligt for hende, og hans spørgsmål fik hende til at rødme let og se ned.
"Du har mange spændende ting," kommenterede hun let undvigende. "Mange flere end mig i alt fald." Hun smilede lidt usikkert på om hun havde sagt det rigtige. Hun så hans smil og hrte hans grin, men følte sig stadig lidt pinligt berørt over at have gennemgået hans ting på den måde, selvom hun havde forsøgt ikke at være alt for interesseret i dem.

Han smilede over hendes kommentar, og gik ind i teltet og fandt et skind og en ekstra taske frem. Taske var måske så meget sagt da det nok nærmere var en vadesæk, og han pakkede køddet ind i skindet, og smed skindet ned i vadsækken.

"Så søde nu burde det ikke svine din bil til længere."

Han kiggede lidt på hende, og smilede over hendes kommentar, omkring hans ting. Han vidste ikke om de var mere spændende, da han var vant til dem, men måske var de for hende, men han var enig i at de var lidt specielle nogle af dem, og der gik det op for ham at hans ring lå derinde, og han vidste jo ikke om hun havde set den.

"øhm søde, fandt du..."

Han rødmede fuldstændigt over det. Han vidste ikke engang hvorfor han spurgte men han kunne ikke komme videre og så måtte han jo se om hun vidste hvad han snakkede om, npr hun svarede ham.

Hun betragtede ham, mens han kravlede ind i det lille telt og kom ud med vadsækken.
"Tak dearest, det betyder meget for mig. Blod er ikke til at få af den igen." Hun skar en grimasse og havde talt halvt i alvor, halvt i spøg for at skjule over, hun faktisk før havde skullet vaske blod ud af den.
Hun gik hen til ham og skubbede hans dreads tilbage over hans skulder, før hun lagde hånden mod hans kind, som hun kærtegnede med et blidt smil.
Hans spørgsmål og rødme efterlod ingen tvivl hos hende om hvad, han måtte mene, og hun strøg ham lidt sørgmodigt over kinden.
"Ringen? Ja, jeg har pakket den meget forsigtigt, så der ikke sker noget med den, bare rolig," sagde hun forsikrende og gøs, da en kold vind i det samme gik gennem hendes jakke. Den måtte betyde meget for ham, siden han havde gemt den, ligesom hun måtte have betydet en hel del. Det var en del af hans fortid, go hun håbede bare, han ikke ville blive alt for ked af det.

Han smilede til hende, over hendes kommentar med blod, og kunne godt fornemme det hun mente med blodet. Han vidste jo hvordan det var at få af tøj. Han havde jo skulle gøre det selv et par gange, og så gik det op for ham at han muligvis havde blødt i hendes bil, mens hun kørte ham til hospitalet. Det var noget der gjorde ham lidt trist, men han lod det være lige nu.

Da hun talte om ringen, forsvandt lidt af rødmen, og han var glad for at hun forstod det uden at han skulle sige det direkte til hende. Han smilede til hende, og ville gerne vide hvor hun havde smidt den fordi han skulle bruge den.

"Søde hvor har du pakket den ned henne?"

Han håbede ikke hun tog det skidt med at han gerne ville have den, men han havde bare noget han skulle gøre med den, og det var meget vigtigt for ham, fordi den var en del af hans triste fortid, og han ville helst ikke mindes om den alt for meget.

Han havde rigtigt nok blødt lidt i hendes bil, og endda på sædet, der ikke ville være til at få rent, men hun tænkte ikke selv så meget over det; var bare glad for, han var i live.
Da han spurgte efter ringen måtte hun kæmpe for at bevare sit rolige smil, mens hun gik hen til tasken igen og stak hånden ned. Hun gennemgik tingene meget hurtigt og fandt den fra sin sikre plads. metallet vejede koldt mod hendes hånd, og byrden var næsten ubærlig, da hun tog den hen og rakte den frem til ham med et påtaget smil.
"Her er den. Meget smuk for resten." Hun var lige ved at tilføje, hun måtte have været ovenud lykkelig for at få den, men hun holdt sin tunge og fastholdt bare smilet, som om det ikke betød noget for hende, selvom en knude havde samlet sig i hendes mave. Gik han normalt rundt med den på sig? Betød den så meget for ham, han ikke kunne give slip på den, selv når hun var der? Det gav hende ringe udsigter for at hjælpe ham med at komme sig over hende, men hun måtte acceptere, det ikke var ret lang tid siden, og han kunne give slip med tiden. Lige nu havde han bare brug for hende.